Forenede sager C-609/17 og C-610/17
Terveys- ja sosiaalialan neuvottelujärjestö (TSN) ry
mod
Hyvinvointialan liitto ry
og
Auto- ja Kuljetusalan Työntekijäliitto AKT ry
mod
Satamaoperaattorit ry
(anmodninger om præjudiciel afgørelse, indgivet af työtuomioistuin)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. november 2019
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – artikel 153 TEUF – minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – direktiv 2003/88/EF – artikel 7 – ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed – artikel 15 – nationale bestemmelser og kollektive overenskomster, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – arbejdstagere, som er uarbejdsdygtige under en periode med årlig betalt ferie på grund af sygdom – afslag på udskydelse af denne ferie, når den manglende udskydelse ikke medfører, at den årlige betalte feries effektive varighed reduceres til under fire uger – artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – finder ikke anvendelse, når der ikke foreligger en situation med gennemførelse af EU-retten, som omhandlet i artikel 51, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder «
1. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – national lovgivning, som fastsætter tildeling af årlige betalte feriedage ud over den minimumsperiode på fire uger, der er fastsat i direktiv 2003/88 – ikke muligt at udskyde disse supplerende feriedage på grund af sygdom – tilladt
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 1, stk. 1 og 2, litra a), artikel 7, stk. 1,og art. 15]
(jf. præmis 33-36, 39 og 40 samt domskonkl. 1)
2. Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – anvendelsesområde – gennemførelse af EU-retten – national lovgivning, som fastsætter tildeling af årlige betalte feriedage ud over den minimumsperiode på fire uger, der er fastsat i direktiv 2003/88 og som udelukker en udskydelse af disse supplerende feriedage på grund af sygdom – national lovgivning, som henhører under udøvelsen af medlemsstaternes kompetence, og som ikke henhører under direktivets anvendelsesområde – ingen gennemførelse af EU-retten
[Art. 2, stk. 2, art. 4, stk. 2, litra b), og art. 153 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2, og art. 51; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, anden betragtning og art. 7, stk. 1, og art. 15]
(jf. præmis 42-55 og domskonkl. 2)
Résumé
En medlemsstat kan udelukke udskydelse af årlige betalte feriedage på grund af sygdom, når disse overskrider den minimumsperiode på fire uger, der kræves i direktiv 2003/88
I dommen i sag TSN og AKT (forenede sager C-609/17 og C-610/17), som blev afsagt den 19. november 2019, fastslog Domstolen, Store Afdeling, dels, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 (1), som fastsætter retten til en årlig betalt ferie i en minimumsperiode på fire uger, ikke er til hinder for en national lovgivning og kollektive overenskomster, som fastsætter tildeling af årlige betalte feriedage ud over denne minimumsperiode og samtidig udelukker en udskydelse af disse feriedage på grund af sygdom. Dels fastslog Domstolen, at artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som bl.a. fastsætter enhver arbejdstagers ret til årlig ferie med løn, ikke finder anvendelse, når der foreligger sådanne nationale lovgivninger og kollektive overenskomster.
Begge sager, der verserer for den forelæggende ret, vedrører en arbejdstager, som i henhold til den kollektive overenskomst, der var gældende for den pågældendes beskæftigelsessektor, havde ret til en årlig betalt ferieperiode ud over den minimumsperiode på fire uger, der er fastsat i direktiv 2003/88, nemlig syv uger (sag C-609/17) og fem uger (sag C-610/17). Da disse arbejdstagere havde været uarbejdsdygtige på grund af sygdom i en årlig betalt ferieperiode, ansøgte de deres respektive arbejdsgivere om udskydelse af den del af den årlige ferie, som de ikke havde kunnet afholde. Deres arbejdsgivere afslog imidlertid disse ansøgninger, for så vidt som disse vedrørte den del af retten til årlig betalt ferie, som gik ud over den minimumsferie på fire uger, der er fastsat i direktiv 2003/88.
Hvad for det første angår direktiv 2003/88 bemærkede Domstolen, at dette direktiv ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som giver ret til årlig betalt ferie af en længere varighed end de fire uger, der er fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 1. I et sådant tilfælde reguleres retten til årlig betalt ferie ud over denne minimumsperiode imidlertid ikke af dette direktiv, men af national ret, navnlig for så vidt angår betingelserne for tildeling og bortfald af disse supplerende feriedage. Følgelig konkluderede Domstolen, at medlemsstaterne har ret til at fastsætte eller ikke fastsætte en ret til udskydelse af alle eller en del af disse supplerende feriedage, når arbejdstageren i en årlig ferieperiode har været uarbejdsdygtig på grund af sygdom, for så vidt som den ret til årlig betalt ferie, som arbejdstageren faktisk har nydt godt af, for dennes vedkommende altid mindst svarer til minimumsperioden på fire uger, der er sikret ved direktiv 2003/88.
Hvad for det andet angår chartret, hvis anvendelsesområde er fastsat i chartrets artikel 51, stk. 1, bemærkede Domstolen indledningsvis, at bestemmelserne i chartret for så vidt angår medlemsstaternes virke kun er rettet til disse, når de gennemfører EU-retten. Domstolen konstaterede imidlertid, at en medlemsstat ved at vedtage en lovgivning eller ved at tillade indgåelsen af kollektive overenskomster, som tildeler ret til årlige betalte feriedage ud over den minimumsperiode på fire uger, der er sikret i direktiv 2003/88, samtidig med at den udelukker en udskydelse af disse feriedage på grund af sygdom, ikke foretager en gennemførelse af dette direktiv som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, således at chartret, navnlig dettes artikel 31, stk. 2, ikke finder anvendelse.
I denne henseende fremhævede Domstolen bl.a., at direktiv 2003/88, som blev vedtaget på grundlag af artikel 137, stk. 2, EF, nu artikel 153, stk. 2, TEUF, indskrænker sig til at fastsætte minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. I henhold til artikel 153, stk. 4, TEUF er sådanne minimumsforskrifter ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, når de er forenelige med traktaterne. Følgelig kan medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence på området for socialpolitik frit vedtage sådanne strengere regler end dem, som er fastsat ved EU-lovgivers regulering, for så vidt som de ikke anfægter sammenhængen i den nævnte regulering.
Domstolen fastslog således, at når medlemsstaterne tildeler eller gør det muligt for arbejdsmarkedets parter at tildele ret til årlig betalt ferie ud over den minimumsperiode på fire uger, der er fastsat i direktiv 2003/88, henhører sådanne rettigheder og endvidere betingelserne for en eventuel udskydelse af disse på grund af sygdom opstået under ferien under udøvelsen af medlemsstaterne kompetence uden at være reguleret ved dette direktiv. Når bestemmelserne i EU-retten på det pågældende område imidlertid ikke regulerer et aspekt og ikke pålægger medlemsstaterne nogen specifik forpligtelse i forhold til en given situation, falder den nationale lovgivning, som en medlemsstat opstiller hvad angår dette aspekt, uden for chartrets anvendelsesområde.