RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
27. juni 2012 (*)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket my baby – de ældre nationale og internationale ordmærker MYBABY og det ældre nationale figurmærke mybaby – relativ registreringshindring – manglende fremlæggelse af beviser på indsigelsessagens behandlingssprog – berettiget forventning – regel 19, stk. 3, regel 20, stk. 1, og regel 98, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2868/95«
I sag T-523/10,
Interkobo sp. z o.o., Łódź (Polen), ved advokaterne R. Skubisz og K. Ziemski,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved D. Walicka, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og intervenient ved Retten:
XXXLutz Marken GmbH, Wels (Østrig), ved advokat H. Pannen,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 8. september 2010 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 88/2009-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Interkobo sp. z o.o. og XXXLutz Marken GmbH,
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz, og dommerne I. Labucka og D. Gratsias (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 8. november 2010,
under henvisning til svarskriftet fra Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 24. marts 2011,
under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. marts 2011,
under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til sagsøgeren og til besvarelsen af dette spørgsmål indleveret til Rettens Justitskontor den 22. december 2011,
og under henvisning til, at ingen af parterne har fremsat nogen anmodning om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det var forkyndt, at den skriftlige forhandling var afsluttet, og Retten derfor på grundlag af den refererende dommers rapport og i henhold til Rettens procesreglements artikel 135a har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den 10. februar 2006 indgav intervenienten, XXXLutz Marken GmbH, en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)).
2 Ansøgningen var affattet på tysk, og det andet sprog var i overensstemmelse med artikel 115, stk. 3, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 119, stk. 3, i forordning nr. 207/2009) angivet som engelsk.
3 Det varemærke, der er søgt registreret, er følgende figurmærke:
4 De varer, som registreringsansøgningen vedrører, henhører under klasse 12, 20, 24 og 28 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer i hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:
– klasse 12: »køretøjer; befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet«
– klasse 20: »møbler, spejle, billedrammer; varer indeholdt i klasse 20 af træ, kork, rør, spanskrør, kurvefletning, horn, ben, elfenben, fiskeben, skildpadde, rav, perlemor og merskum samt af erstatningsstoffer for disse materialer eller af plastic«
– klasse 24: »vævede stoffer og tekstilvarer, indeholdt i klasse 24; senge- og bordtæpper«
– klasse 28: »spil og legetøj; gymnastik- og sportsartikler indeholdt i klasse 28; juletræspynt«.
5 EF-varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 35/2006 af 28. august 2006.
6 Den 28. november 2006 rejste sagsøgeren, Interkobo sp. z o.o. indsigelse i henhold til artikel 42 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 41 i forordning nr. 207/2009) mod registreringen af det ansøgte varemærke for følgende varer: »spil, legetøj, gymnastik- og sportsartikler«, der henhører under klasse 28.
7 Indsigelsen, der var affattet på tysk, var støttet på det ældre internationale ordmærke MYBABY, det ældre polske ordmærke MYBABY og endelig på det ældre polske figurmærke, der er gengivet nedenfor:
8 Disse varemærker omfatter varer i klasse 28, der svarer til følgende beskrivelse: »spil, legetøj og sportsartikler«.
9 Til støtte for indsigelsen blev anført de grunde, der nævnes i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009].
10 Idet det sprog, der blev valgt i indsigelsesskrivelsen, svarede til sproget i varemærkeansøgningen, blev dette sprog, dvs. tysk, i overensstemmelse med artikel 115, stk. 6, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 119, stk. 6, i forordning nr. 207/2009) behandlingssproget ved Harmoniseringskontoret.
11 Den 19. november 2008 tog indsigelsesafdelingen indsigelsen til følge, idet der efter dens opfattelse forelå risiko for forveksling mellem det ansøgte varemærke og det ældre polske ordmærke.
12 Den 13. januar 2009 indgav intervenienten en klage over indsigelsesafdelingens afgørelse til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009).
13 Ved afgørelse af 8. september 2010 i sag R 88/2009-4 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret medhold i klagen, annullerede indsigelsesafdelingens afgørelse og forkastede indsigelsen.
14 Appelkammeret fastslog, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret det ældre polske varemærkes beskyttelsesomfang og hverken havde dokumenteret eksistensen, gyldigheden eller beskyttelsesomfanget af de øvrige i præmis 7 ovenfor nævnte ældre varemærker, dvs. det internationale ordmærke og det polske figurmærke. På denne baggrund skulle indsigelsen efter appelkammerets opfattelse forkastes i henhold til regel 20, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1), med senere ændringer.
Parternes påstande
15 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Harmoniseringskontoret og intervenienten tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt under den administrative procedure for indsigelsesafdelingen og appelkammeret.
– Harmoniseringskontoret og intervenienten tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt under denne sag for Retten.
16 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Intervenienten har nedlagt følgende påstande:
– Harmoniseringskontoret frifindes.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
18 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål anført to anbringender om henholdsvis tilsidesættelse af regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, sammenholdt med samme forordnings regel 19, stk. 2 og 3, og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Det første anbringende om tilsidesættelse af regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, sammenholdt med samme forordnings regel 19, stk. 2 og 3
Indledende bemærkninger
19 Med det første anbringende har sagsøgeren påberåbt sig bestemmelserne i forordning nr. 2868/95 og bestemmelserne i Harmoniseringskontorets retningslinjer. Der skal således indledningsvis foretages en præcisering af disse retsakters rækkevidde.
– Dokumentation for et ældre varemærkes eller en ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang under indsigelsessagen
20 Regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, der er indeholdt i afsnit II med overskriften »Indsigelsesprocedure samt dokumentation for brug«, bestemmer:
»Har den indsigende part ikke inden udløbet af den i regel 19, stk. 1, fastsatte frist godtgjort sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang og sin ret til at gøre indsigelse, afvises indsigelsen som grundløs.«
21 Samme forordnings regel 19 bestemmer:
»1. [Harmoniserings]kontoret giver den indsigende part mulighed for – inden for en af [Harmoniserings]kontoret fastsat frist, som skal være på mindst to måneder fra den dato, hvor indsigelsesproceduren anses for påbegyndt […] – at forelægge oplysninger, beviser og argumenter til støtte for sin indsigelse eller til at supplere de oplysninger, beviser eller argumenter, der allerede er indgivet, jf. regel 15, stk. 3.
2. Den indsigende part skal inden for den i stk. 1 fastsatte frist også indgive dokumentation for sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang […]. Den indsigende part skal navnlig forelægge følgende beviser:
a) hvis indsigelsen støttes på et varemærke, som ikke er et EF-varemærke, bevis for ansøgning om eller registrering af varemærket ved at indgive:
i) hvis varemærket endnu ikke er registreret, en kopi af det pågældende ansøgningsbevis eller et tilsvarende dokument fra den administration, ved hvilken varemærkeansøgningen er indgivet, eller
ii) hvis varemærket er registreret, en kopi af det pågældende registreringsbevis og i påkommende tilfælde af det seneste fornyelsesbevis, hvoraf det fremgår, at beskyttelsestiden for varemærket rækker ud over den i stk. 1 nævnte frist, med angivelse af eventuelle forlængelser heraf, eller tilsvarende dokumenter fra den administration, ved hvilken varemærket er registreret
[…]
3. Oplysningerne og beviserne i regel [o.a.: herefter »stk.«] 1 og 2 skal være på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse. Oversættelsen indgives inden for den frist, der er fastsat til at indgive originalen af det pågældende dokument.
4. [Harmoniserings]kontoret tager ikke hensyn til dokumenter eller andet skriftligt materiale eller dele heraf, der ikke er blevet indgivet eller oversat til behandlingssproget inden for den af [Harmoniserings]kontoret fastsatte frist.«
22 Forordningens regel 98, der er indeholdt i afsnit XI med overskriften »Almindelige bestemmelser«, bestemmer:
»Skal der indgives en oversættelse af et dokument, skal det fremgå af oversættelsen, hvilket dokument den vedrører, og oversættelsen skal gengive strukturen og indholdet af originalen af det pågældende dokument. [Harmoniserings]kontoret kan forlange, at der inden for en af dette fastsat frist indgives en bekræftelse af, at oversættelsen svarer til den oprindelige tekst […]«
23 Det følger af disse bestemmelser, at såfremt de oplysninger og beviser, der er omhandlet i regel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2868/95, indgives på et andet sprog end behandlingssproget, skal indsigeren inden for den frist, der er fastsat til fremlæggelse af oplysninger og beviser, fremlægge en oversættelse af disse, som skal opfylde nogle præcise krav om form og indhold.
24 For det første bestemmer regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95, at de oplysninger og beviser, der ikke fremlægges på behandlingssproget, »ledsages« af en oversættelse. Hvad angår forordningens regel 98, stk. 1, bestemmer den, at det af oversættelsen »skal fremgå«, hvilket dokument den vedrører, og oversættelsen skal navnlig gengive »strukturen«. Sammenholdt angiver disse to regler særligt, at oversættelsen af de oplysninger eller beviser, der er omhandlet i regel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2868/95, skal fremlægges ikke i form af blotte bemærkninger anført i det originale dokument, men i form af et eller flere særskilte dokumenter. I tilfælde af, at dette formelle krav ikke iagttages, kan der ikke tages hensyn til de ovennævnte af indsigeren fremlagte oplysninger og beviser i forbindelse med indsigelsessagen.
25 Det pågældende krav tilsigter, dels, at den anden part i indsigelsessagen samt Harmoniseringskontorets instanser let kan adskille originaldokumentet fra oversættelsen af dokumentet, dels, at denne sidstnævnte har en tilstrækkelig grad af klarhed. Med andre ord er formålet navnlig, at gøre det muligt, at debatten mellem parterne i indsigelsessagen finder sted på et sikret grundlag i overensstemmelse med kontradiktionsprincippet og princippet om ligestilling af parterne (jf. i denne retning Rettens dom af 13.6.2002, sag T-232/00, Chef Revival USA mod KHIM – Massagué Marín (Chef), Sml. II, s. 2749, præmis 42, og af 30.6.2004, sag T-107/02, GE Betz mod KHIM – Atofina Chemicals (BIOMATE), Sml. II, s. 1845, præmis 72).
26 For det andet fremgår det af regel 98, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, der skal fortolkes i lyset af de i den foregående præmis fremførte betragtninger, at oversættelsen, der skal fremlægges som netop skitseret i form af et særskilt dokument, skal indeholde en nøjagtig gengivelse af originaldokumentet. Såfremt der er tvivl om denne nøjagtige karakter, er instanserne ved Harmoniseringskontoret berettiget til af den berørte part at forlange fremlæggelse af attestation om overensstemmelse af oversættelsen med originalteksten.
– Bevis for et ældre varemærkes eller en ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang for appelkammeret
27 Regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, som er indeholdt i afsnit X med overskriften »Appel«, bestemmer, at »[m]edmindre andet er fastsat, finder bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved den afdeling, som har truffet den påklagede afgørelse, tilsvarende anvendelse«. Det følger navnlig af denne bestemmelse, at de regler, der er nævnt i de foregående præmisser, finder tilsvarende anvendelse for appelkammeret.
– Harmoniseringskontorets retningslinjer
28 Med henblik på at orientere om sin praksis »vedrørende lovgivningen om EF-varemærker« vedtog Harmoniseringskontoret nogle retningslinjer, der både er rettet til dets eget personale og til berørte fagfolk, og som navnlig vedrører indsigelsessager.
29 Sådanne retningslinjer er alene en kodifikation af adfærdsnormer, som Harmoniseringskontoret selv har fastsat (Rettens dom af 12.5.2009, sag T-410/07, Jurado Hermanos mod KHIM (JURADO), Sml. II, s. 1345, præmis 20, og af 7.7.2010, sag T-124/09, Valigeria Roncato mod KHIM – Roncato (CARLO RONCATO), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27). Harmoniseringskontorets bestemmelser kan således hverken i sig selv have forrang for bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 eller indvirke på den af Unionens retsinstanser foretagne fortolkning af disse. De skal tværtimod fortolkes i lyset af bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95.
30 Det er på baggrund af disse indledende betragtninger, at der skal foretages en undersøgelse af sagsøgerens argumenter, som vedrører bevis for tilstedeværelsen, gyldigheden og omfanget af beskyttelsen af dels de ældre polske varemærker, dels det ældre internationale varemærke, der er nævnt i præmis 7 ovenfor.
Det ældre polske ordmærke
31 Det fremgår af sagsakterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, som i overensstemmelse med artikel 133, stk. 3, i Rettens procesreglement blev meddelt Retten, at sagsøgeren for at føre bevis for tilstedeværelsen, gyldigheden og omfanget af beskyttelsen af det ældre polske ordmærke fremlagde to dokumenter for Harmoniseringskontorets instanser, hvoraf det ene var ledsaget af en oversættelse i et særskilt dokument.
32 Det første af disse dokumenter er fremlagt af sagsøgeren som en kopi af et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs (det polske patentkontor) database. Der er tale om et dokument på en enkelt side, som i dokumentets hoved viser Republikken Polens våbenskjold, og umiddelbart til højre for dette er anført »Polish Patent Office« (det polske patentkontor). Under dette hoved ses følgende overskrift: »Industrial property information retrieval« (udtræk af oplysninger vedrørende intellektuel ejendomsret), som er placeret over en tabel. Denne tabel indeholder diverse oplysninger om det pågældende varemærke. Først er der to kolonner med de respektive overskrifter »Kind of right, number and date« (rettighedens karakter, nummer og dato) og »Kind of right and number« (rettighedens karakter og nummer), som indeholder tal. Dernæst er der en kolonne med overskriften »Kind of trade mark« (varemærkets karakter), hvori der på polsk er anført »slowny« (verbal), som er oversat til tysk med fed skrift med ordet »wörtlich«. Herefter følger to kolonner med de respektive overskrifter »Persons« (Personer) og »Publications« (Offentliggørelser). Endelig er der en kolonne med overskriften »Nice classes« (Nice-klasser), der indeholder følgende polske ord: »(510) gry, zabawki, artykuły sportowe« (spil, legetøj, sportsartikler), som er oversat til tysk med fed skrift med ordene »Spielen, Spielzeugen, Sportartikeln«.
33 Det andet dokument, der er fremlagt af sagsøgeren, er en kopi af et registreringsbevis. Dette dokument på tre sider, der er affattet på polsk, er ledsaget af en oversættelse til tysk. På den første side er Republikken Polens våbenskjold afbildet i dokumentets hoved, hvorunder udtrykkene »Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiej« og »Świadectwa ochronne« (beskyttelsescertifikater) kan læses. I selve dokumentet attesteres det, at det varemærke, der er tale om, og som indehaves af sagsøgeren, har været beskyttet siden den 15. februar 2002. På s. 2 præciseres det pågældende ordmærkes ordlyd, dvs. »MYBABY«. Endelig gives der på s. 3 en række supplerende oplysninger, nemlig: datoen for indgivelsen (Data zgłoszenia), ansøgningsnummeret (Numer zgłoszenia), prioriteten (Pierwszeństwo), datoen for offentliggørelsen af afgørelsen om tildeling af beskyttelsen (Data wydania decyzji o udzieleniu prawa ochronnego), beskyttelsesnummeret (numer prawa ochronnego), henvisningen til det officielle tidende, hvori varemærket blev offentliggjort, og sagsøgerens firmanavn. Sidste linje på s. 3 indeholder ordene »28 gry, zabawki, artykulu sportowe« (spil, legetøj, sportsartikler), der efterfølger nogle delvist ulæselige angivelser. Alle angivelser på denne side er blevet oversat til tysk i et særskilt dokument med undtagelse af sidste linje.
34 Det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 12-15, at appelkammeret fastslog, at ingen af de to fremlagte dokumenter gjorde det muligt at fastslå omfanget af det ældre varemærkes beskyttelse.
35 For det første »[udgjorde] udtrækket af databasen med angivelsen af varer på tysk »spil, legetøj, sportsartikler« […] hverken et dokument fra [Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiej], der kan sammenlignes [med et] registreringsbevis, eller den tyske oversættelse af et sådant dokument. Appelkammeret [havde nemlig] ikke kendskab til tilfælde, hvori uddrag på engelsk af databaser fra [Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiej var] blevet delvist affattet på tysk. Endvidere [indeholdt] de tyske ord [ifølge appelkammeret], selv om de er forståelige, en række grammatiske fejl. Der [var] således tvivl om, hvorvidt der er tale om et originaldokument, som er udstedt af [Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiej], eller om tilføjelserne på tysk er blevet foretaget af tredjemand. [Sagsøgeren] selv underrettede i den vedlagte skrivelse blot [Harmoniseringskontoret] om den omstændighed, at varerne, som indsigelsen var støttet på, nemlig »Spielen, Spielzeugen, Sportartikeln« stammer fra det vedlagte uddrag. Ifølge appelkammeret [talte] denne overensstemmelse med hensyn til stavefejl i angivelsen af varer ligeledes for, at angivelserne på tysk er blevet indført efterfølgende i uddraget fra databasen. Disse indførelser [kunne] ikke anses for en oversættelse af uddraget fra databasen i overensstemmelse med regel 19, stk. 3, i [forordning nr. 2868/95], […] idet der ikke [forelå] den fornødne adskillelse mellem originaldokumentet og oversættelsen« (den anfægtede afgørelses punkt 14).
36 For det andet indeholder registreringsbeviset ganske vist en »liste over registrerede varer og tjenesteydelser, men denne sidstnævnte [var ikke blevet] oversat til behandlingssproget«. »Den tyske oversættelse [...], der var vedlagt, angav ikke nogen vare eller tjenesteydelse. Der [manglede] således en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som indsigelsen støttes på, [selv om] denne angivelse [er] nødvendig for at begrunde indsigelsen« (den anfægtede afgørelses punkt 13).
37 Med nærværende søgsmål har sagsøgeren anfægtet den konklusion, som appelkammeret nåede frem til. Sagsøgeren har påstået, at appelkammeret tilsidesatte bestemmelserne i regel 20, stk. 1, sammenholdt med regel 19, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2868/95.
38 For at bedømme om dette anbringende er berettiget, skal de retlige og faktiske omstændigheder, som appelkammeret støttede sig til, først noteres og fortolkes.
39 Hvad angår det dokument, som er beskrevet i præmis 32 ovenfor, som sagsøgeren har fremlagt som en kopi af et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, fremgår det af den anfægtede afgørelse og særligt af dens punkt 14, hvis indhold er gengivet i præmis 35 ovenfor, at dette dokument ifølge appelkammeret indeholdt angivelser på tysk, selv om dette ikke var Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs praksis. Appelkammeret præciserede, at disse angivelser var behæftet med »grammatiske fejl«, idet de tyske ord »Spiele«, »Spielzeuge« og »Sportartikel« fejlagtigt sluttede med bogstavet »n«. På baggrund af disse konstateringer opstillede appelkammeret følgende alternativer: Enten udgjorde de pågældende angivelser en integrerende del af originaldokumentet, i hvilket tilfælde det ikke kunne anses for autentisk, eller også udgjorde de en i originaldokumentet efterfølgende indført oversættelse, i hvilket tilfælde denne oversættelse ikke opfyldte de krav, der er fastsat i regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95. Dette er grunden til, at appelkammeret fastslog, at der under alle omstændigheder ikke skulle tages hensyn til det pågældende dokument.
40 Hvad angår den kopi af registreringsbeviset, der er beskrevet i præmis 33 ovenfor, fremgår det af den anfægtede afgørelses punkt 13, hvis indhold er gengivet i præmis 36 ovenfor, at appelkammeret fastslog, at denne beviskopi ikke dokumenterede omfanget af beskyttelsen af det påberåbte ældre varemærke. Oversættelsen af kopien indeholdt ifølge appelkammeret nemlig ingen angivelse af de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af dette varemærke.
41 Appelkammeret fastslog i sidste ende, at intet af det bevismateriale, som blev forelagt det, dokumenterede det ældre varemærkes beskyttelsesomfang.
42 Denne sidstnævnte konklusion er i modsætning til det af sagsøgeren hævdede ikke behæftet med en tilsidesættelse af regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, sammenholdt med samme forordnings regel 19, stk. 2 og 3.
43 For det første fremgår det af Harmoniseringskontorets sagsakter, at det dokument, som sagsøgeren har fremlagt som et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, og som er beskrevet i præmis 32 ovenfor, alene indeholder to angivelser på behandlingssproget ved Harmoniseringskontoret, dvs. tysk. Der er dels tale om ordet »wörtlich«, dels ordene »Spielen, Spielzeugen, Sportartikeln« (sic). Sagsøgeren har imidlertid i stævningens punkt 30-32 selv medgivet, at de pågældende angivelser blev »indført«, og ikke er en integrerende del af originaldokumentet, men en oversættelse deraf. En sådan oversættelse blev imidlertid ikke fremlagt i en særskilt skrivelse. Den opfylder under alle omstændigheder ikke de formelle betingelser, der er nævnt i præmis 24 ovenfor. Appelkammeret, som havde en bunden kompetence, havde følgelig pligt til at afvise at tage hensyn til det omhandlede dokument.
44 For det andet er det ubestridt, at kopien af det registreringsbevis, der er beskrevet i præmis 33 ovenfor, og som er affattet på polsk, blev oversat til behandlingssproget ved Harmoniseringskontoret ved et særskilt dokument. Det fremgår imidlertid af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at denne oversættelse ikke præciserede de varer eller tjenesteydelser, der var angivet som omfattet af det ældre polske varemærke. Det følger imidlertid af regel 19, stk. 4, i forordning nr. 2868/95, sammenholdt med samme forordnings regel 50, at i tilfælde af, at et dokument, der er affattet på et andet sprog end behandlingssproget, fremlægges for Harmoniseringskontoret, kan appelkammeret ikke tage hensyn til de dele af dokumentet, der ikke er oversat (jf. i denne retning Rettens dom i BIOMATE-sagen, nævnt i præmis 25 ovenfor, præmis 74, og af 6.11.2007, sag T-407/05, SAEME mod KHIM – Racke (REVIAN’s), Sml. II, s. 4385, præmis 40). På baggrund af den oversættelse, der blev forelagt det, var appelkammeret berettiget til at fastslå, at den ovennævnte kopi af registreringsbeviset ikke dokumenterede omfanget af beskyttelsen af det varemærke, som sagsøgeren påberåbte sig.
45 Det følger af de to foregående præmisser, at appelkammeret havde pligt til at fastslå, at der ikke kunne tages hensyn til det ene af de dokumenter, der blev fremlagt for det, og at det andet dokument ikke gjorde det muligt at bedømme omfanget af den af det ældre varemærke ydede beskyttelse. Det var på denne baggrund med rette, at appelkammeret fastslog, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret beskyttelsesomfanget af det varemærke, som sagsøgeren påberåbte sig.
46 Denne konklusion afkræftes endvidere ikke af nogen af de argumenter, som sagsøgeren har fremført.
47 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database i henhold til regel 19, stk. 2 og 3, litra a), ii), i forordning nr. 2868/95 kan udgøre et bevis for de ældre varemærkers eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang. Sagsøgeren har tilføjet, at oversættelsen til behandlingssproget af uddraget fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database var fuldstændig. Sagsøgeren er nemlig af den opfattelse, at denne ikke var forpligtet til at oversætte alle oplysningerne i originaldokumentet, og navnlig ikke var forpligtet til at oversætte hovederne i uddraget fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, »som var forsynet med INID-koderne«.
48 Sådanne argumenter hviler imidlertid på en fejlagtig fortolkning af den anfægtede afgørelse.
49 For det første bestred appelkammeret ikke på noget tidspunkt under sin argumentation, at et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database i sig selv var egnet til at dokumentere det polske varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang.
50 For det andet var det, da appelkammeret i sidste ende besluttede ikke at tage hensyn til det dokument, som blev fremlagt af sagsøgeren som et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, og som er beskrevet i præmis 32 ovenfor, ikke som hævdet af sagsøgeren som følge af den påståede ufuldstændige karakter ved oversættelsen til behandlingssproget, men navnlig fordi det ikke var blevet oversat i et særskilt dokument.
51 For det andet har sagsøgeren fremført, at autenticiteten af det uddrag fra databasen af, som sagsøgeren fremlagde for appelkammeret, ikke kan drages i tvivl alene med den begrundelse, at der deri var blevet indført oplysninger på tysk. Tværtimod er det muligt at oversætte et dokument ved alene at tilføje nogle bemærkninger på behandlingssproget. Under alle omstændigheder udgør den oversættelsesmetode, der er anvendt i det konkrete tilfælde, ifølge sagsøgeren ikke en »manglende adskillelse mellem dokumentet og oversættelsen«. For det første blev der indført oplysninger på tysk ved siden af oplysningerne på originalsproget og ikke i stedet for disse oplysninger. For det andet er oplysningerne på tysk forskellige fra de andre oplysninger som følge af de anvendte typografiske skrifttegn. Endelig er det ikke sædvanligt, at uddrag på engelsk fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database delvist affattes på tysk. Oversættelsen til tysk kan følgelig let adskilles fra originaldokumentets tekst.
52 Denne argumentation er helt uden betydning.
53 Det er ganske vist korrekt, at appelkammeret fastslog, at der forelå tvivl om, hvorvidt det dokument, der blev fremlagt af sagsøgeren som et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, og som er beskrevet i præmis 32 ovenfor, havde en autentisk karakter. Det skal imidlertid som bemærket i præmis 39 ovenfor fastslås, at appelkammeret ikke afviste at tage hensyn til dette dokument udelukkende af denne grund. Det fastslog ligeledes, at det pågældende dokument ikke var blevet oversat i et særskilt dokument. Som det fremgår af præmis 43 ovenfor var en sådan begrundelse i sig selv tilstrækkelig til at begrunde, at der ikke i afgørelsen blev taget hensyn til det omhandlede dokument.
54 For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at denne opfyldte sin pligt til at dokumentere det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang »alene som følge af inden for fristen at have forelagt et uddrag fra en database fra [Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiej] med en angivelse i dette dokument af en oversættelse til tysk«.
55 Dette argument er uden grundlag. Det fremgår nemlig af det, der blev fastslået i præmis 43 ovenfor, at det ikke med henblik på at dokumentere det ældre polske ordmærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang var tilstrækkeligt at fremlægge det dokument, der er beskrevet i præmis 32 ovenfor, inden for den frist, der er omhandlet i regel 19, stk. 1, i forordning nr. 2868/95.
56 For det fjerde har sagsøgeren påstået, at bestemmelserne i forordning nr. 2868/95 ikke kan fortolkes således, at betingelserne om de ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang skal opfyldes ved hjælp af et enkelt dokument. Sagsøgeren har anført, at appelkammeret ydermere skulle have »taget hensyn til samtlige« de oplysninger, der var indeholdt i de to dokumenter, som sagsøgeren fremlagde, dvs. dels uddraget fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, dels kopien af registreringsbeviset. Disse er nemlig indbyrdes kompletterende. Kopien af registreringsbeviset dokumenterer varemærkets eksistens og gyldighed, mens beskyttelsesomfanget dokumenteres af uddraget fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database.
57 En sådan argumentation hviler på en fejlagtig fortolkning af den anfægtede afgørelse. Det fremgår nemlig af afgørelsen, at appelkammeret aldrig påstod, at et ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang skulle »dokumenteres ved hjælp af et enkelt dokument«. Som det blev anført i præmis 39 og 40 ovenfor, konstaterede appelkammeret alene, dels, at der ikke kunne tages hensyn til det første af de to dokumenter, som sagsøgeren fremlagde, dels at oversættelsen af det andet dokument ikke indeholdt oplysninger om det af sagsøgeren påberåbte ældre varemærkes beskyttelsesomfang, således at sådanne oplysninger skulle anses for at mangle. Appelkammeret foretog imidlertid ikke hermed en tilsidesættelse af regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, sammenholdt med samme forordnings regel 19, stk. 2 og 3, som det blev fastslået i præmis 42-45 ovenfor.
Det ældre polske figurmærke
58 Det fremgår af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at sagsøgeren med henblik på at dokumentere eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de rettigheder, der var knyttet til ansøgningen om registrering af det ældre polske figurmærke, alene fremlagde et enkelt dokument for Harmoniseringskontorets instanser. Der er tale om et dokument, der blev fremlagt som en kopi af et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database. Dette dokument på en enkelt side afbilder Republikken Polens våbenskjold og omfatter umiddelbart til højre herfor angivelsen »Polish Patent Office« (det polske patentkontor). Under dette hoved kan læses følgende overskrift: »Industrial property information retrieval« (uddrag af oplysninger vedrørende industriel ejendomsret), som er placeret over en tabel. Denne tabel indeholder en række oplysninger om det pågældende varemærke. Først to rubrikker med de respektive overskrifter »Kind of right, number and date« (rettighedens karakter, nummer og dato) og »Kind of right and number« (rettighedens karakter og nummer), der indeholder taloplysninger. Dernæst er det i en rubrik med overskriften »Kind of trade mark« på polsk anført »slowno-graficzny« (figurativ), et ord, der med fed skrift er oversat til tysk med »wörtlich-grafisch«. Dernæst følger tre rubrikker med de respektive overskrifter »Persons« (Personer), »Classifications« (Klassifikationer) og »Publications« (Offentliggørelser). Endelig er der en rubrik med overskriften »Nice classes« (Nice-klasser) med følgende polske angivelser: »(510) gry, zabawki, artykuły sportowe« (spil, legetøj, sportsartikler), oversat til tysk med fed skrift med ordene: »Spielen, Spielzeugen, Sportartikeln«.
59 Appelkammeret fastslog, at dette dokument ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang. Ifølge appelkammeret finder det, »der blev fremført[…] [vedrørende det ældre polske varemærke] analog anvendelse på uddrag af oplysninger. Der er hverken tale om et originaldokument eller en oversættelse af et sådant dokument […]« (den anfægtede afgørelses punkt 17).
60 Hvad angår sagsøgeren har denne gjort gældende, at denne konklusion er uden grundlag. Sagsøgeren har nemlig understreget, at denne inden for den frist, som Harmoniseringskontoret fastsatte, fremlagde et uddrag på engelsk fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, der var forsynet med en oversættelse til tysk, som var integreret i dette dokument, og har endvidere henvist til sine bemærkninger til det ældre polske ordmærke.
61 Disse anbringender kan imidlertid ikke godtages.
62 Det fremgår nemlig af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at det dokument, der blev fremlagt af sagsøgeren som et uddrag fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiejs database, og som er beskrevet i præmis 58 ovenfor, kun indeholder to angivelser på behandlingssproget ved Harmoniseringskontoret. Der er dels tale om ordet »wörtlich-grafisch«, dels ordene »Spielen, Spielzeugen, Sportartikeln«. Det fremgår forudsætningsvis, men nødvendigvis af stævningens punkt 38, sammenholdt med dens punkt 30-32, at sagsøgeren medgav, at disse angivelser var blevet indsat i dokumentet, og således udgjorde en oversættelse. En sådan oversættelse var imidlertid ikke blevet fremlagt i en særskilt skrivelse. Den opfylder således under alle omstændigheder ikke de formelle betingelser, der er nævnt i præmis 24 ovenfor. Appelkammeret, som havde en bundet kompetence, havde pligt til at afvise at tage hensyn til det omhandlede dokument. Det kunne således alene udlede heraf, at hverken eksistensen, gyldigheden eller beskyttelsesomfanget af de rettigheder, der var knyttet til ansøgningen om registrering af det polske figurmærke, var dokumenteret.
63 Det skal i den forbindelse bemærkes, at en sådan konklusion ikke svækkes af nogle af de argumenter, som sagsøgeren har fremført vedrørende det ældre polske ordmærke (jf. præmis 47-55 ovenfor).
Det ældre internationale varemærke
64 Det fremgår af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at sagsøgeren for at dokumentere det ældre internationale varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang alene fremlagde et enkelt dokument for Harmoniseringskontorets instanser. Der er tale om et dokument, som af sagsøgeren er beskrevet som en kopi af et uddrag fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsrets database (WIPO). Dette dokument indeholder en liste over trykte angivelser, på et stykke papir uden hoved. I dokumentet kan efter tallet 541 bl.a. læses angivelsen »Reproduction of the mark where the mark is represented in standard characters« (gengivelse af varemærket, hvorved varemærket fremtræder med almindelig skrift) og efter tallet 511 følgende angivelser: »28 Games and playings, sporting articles. Jeux et jouets, articles de sport. Spielen und Spielzeugen, Sportartikeln«.
65 Appelkammeret fastslog i den anfægtede afgørelses punkt 19, at dette dokument ikke kunne anses for at stamme fra WIPO. Det pågældende dokument indeholdt nemlig nogle bemærkninger på tysk, hvilket ikke er i overensstemmelse med WIPO’s praksis.
66 Appelkammeret fastslog endvidere i den pågældende afgørelses punkt 20, at »indføringen af tyske ord ikke opfylder kravet om oversættelse, idet den nødvendige adskillelse mellem originaldokumentet og oversættelsen ikke foreligger«.
67 På denne baggrund fastslog appelkammeret, at der ikke kunne tages hensyn til det dokument, der blev forelagt det, idet det ikke udgjorde et bevis i henhold til regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95 og ikke opfyldte de krav, der stilles til oversættelse i samme forordnings regel 19, stk. 3.
68 Denne konklusion fra appelkammeret må tiltrædes.
69 Det fremgår nemlig af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at det dokument, der er beskrevet i præmis 64 ovenfor, som af sagsøgeren er fremlagt som en kopi af et uddrag af oplysninger fra WIPO, alene indeholder en angivelse på behandlingssproget ved Harmoniseringskontoret. Der er tale om ordene »Spielen und Spielzeugen, Sportartikeln«. Det fremgår imidlertid af stævningens punkt 42-44, at sagsøgeren har medgivet, at det pågældende dokument blev »fuldstændiggjort« ved »oplysninger på tysk«, hvilket udgør en »oversættelse«. En sådan oversættelse blev imidlertid ikke fremlagt i et særskilt dokument. Den opfylder således under alle omstændigheder ikke de formelle betingelser, der er nævnt i præmis 24 ovenfor.
70 Appelkammeret, der havde en bunden kompetence, havde følgelig pligt til at afvise at tage hensyn til det omhandlede dokument. Appelkammeret kunne i denne sammenhæng således ikke fastslå, at hverken det ældre internationale varemærkes eksistens, gyldighed eller beskyttelsesomfang var dokumenteret.
71 Det skal bemærkes, at en sådan konklusion ikke kan drages i tvivl af nogle af de fire argumenter, som sagsøgeren har fremført.
72 Med det første argument har sagsøgeren anført at have fremlagt et uddrag fra WIPO’s officielle database og nærmere bestemt databasen »Madrid express database«, inden for den frist, der blev fastsat af Harmoniseringskontoret, og sammen med en oversættelse på tysk, der er integreret i dette dokument. Dette dokument skulle, henset til dets form, have været identificeret som hidrørende fra WIPO. Uddragene fra Madrid-databasen er nemlig affattet i overensstemmelse med et særligt skema, som appelkammeret er bekendt med, som det fremlagte uddrag af databasen overholdt.
73 Med det andet argument har sagsøgeren påstået, at det ikke var muligt at anfægte autenticiteten af det dokument, som denne fremlagde, med den ene begrundelse, at der var blevet indført oplysninger på tysk. Ifølge sagsøgeren fremgår det af regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95, at det er muligt at oversætte et dokument ved alene at indføre bemærkninger heri.
74 Med det tredje argument har sagsøgeren gjort gældende, at forordning nr. 2868/95 ikke definerer den form, som dette uddrag skal have. Der kan således ikke ifølge sagsøgeren opstilles et krav om en særlig form.
75 Disse tre argumenter er imidlertid helt uden betydning.
76 Det er ganske vist korrekt, at appelkammeret fastslog, at det dokument, der er beskrevet i præmis 64 ovenfor, ikke havde en autentisk karakter. Det skal imidlertid, som det blev anført i præmis 66 ovenfor, fastslås, at appelkammeret ikke afviste at tage hensyn til dette dokument alene af denne grund. Appelkammeret fastslog ligeledes, at det pågældende dokument ikke var blevet oversat i et særskilt dokument. Som det fremgår af præmis 70 ovenfor, var en sådan grund, i forhold til hvilken ingen af de tre ovennævnte argumenter gør det muligt med rette at anfægte berettigelsen, ikke tilstrækkelig til at begrunde afgørelsen om ikke at tage hensyn til det omhandlede dokument.
77 Med det fjerde argument har sagsøgeren gjort gældende, at et uddrag af denne database ifølge Harmoniseringskontorets retningslinjer (s. 32 i del C.1 i retningslinjerne i deres affattelse på engelsk) kan udgøre et bevis for ældre rettigheders eksistens, ugyldighed og beskyttelsesomfang.
78 Det skal imidlertid fastslås, at et sådant argument hviler på en fejlagtig fortolkning af den anfægtede afgørelse.
79 Appelkammeret anfægtede nemlig på intet tidspunkt under sin argumentation, at et autentisk uddrag fra WIPO’s database i sig selv kan dokumentere et internationalt varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang.
80 Heraf følger, at det første anbringende må forkastes.
81 Denne konklusion svækkes endvidere ikke af påberåbelsen til støtte for dette anbringende af Harmoniseringskontorets retningslinjer, som skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95, som det blev anført i præmis 29 ovenfor.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
82 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Ifølge sagsøgeren kunne denne indtil vedtagelsen af afgørelsen, henset til de tilkendegivelser, som Harmoniseringskontoret havde givet, bl.a. i sine retningslinjer med rette antage, at de dokumenter, som sagsøgeren havde fremlagt, var tilstrækkelige til at dokumentere de ældre varemærkers eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang.
83 Det skal, inden der foretages en behandling af de fire argumenter, der er fremført til støtte for dette anbringende, bemærkes, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i henhold til fast retspraksis omfatter enhver privatperson, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger, navnlig ved at afgive præcise løfter (Domstolens dom af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479, præmis 147, og af 25.10.2007, sag C-167/06 P, Komninou m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 63; jf. BIOMATE-dommen, nævnt i præmis 25 ovenfor, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis). I denne forbindelse bemærkes, dels, at sådanne løfter, uanset under hvilken form de er afgivet, skal være præcise, ubetingede og samstemmende (Domstolens dom i sagen Komninou m.fl. mod Kommissionen, præmis 63, og af 16.12.2010, sag C-537/08 P, Kahla Thüringen Porzellan mod Kommissionen, Sml. I, s. 12917, præmis 63), dels at løfter, der ikke tager hensyn til EU-rettens gældende bestemmelser, ikke kan give anledning til begrundede forhåbninger (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.2.1986, sag 162/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 481, præmis 6, samt Rettens dom af 5.11.2002, sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1065, præmis 54, af 16.3.2005, sag T-329/03, Ricci mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 69, og II, s. 315, præmis 79, og af 9.7.2008, sag T-304/06, Reber mod KHIM – Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli (Mozart), Sml. II, s. 1927, præmis 64).
Det første argument
84 Med det første argument har sagsøgeren gjort gældende, at der i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 2868/95 skulle tages hensyn til alle de beviser, som sagsøgeren fremlagde for Harmoniseringskontoret.
85 For det første gør forordningen det bl.a. muligt at dokumentere registreringen eller fornyelsen af de ældre varemærker ved hjælp af uddrag af databaser fra Urząd Patentowy Rzeczypospolitej Polskiej eller WIPO. For det andet kan indsigeren i forbindelse med en indsigelsessag »fremlægge supplerende dokumenter vedrørende ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang til støtte for sin indsigelse (inden for den fastsatte frist)«. For det tredje bør en oversættelse til behandlingssproget af dokumenter, der fremlægges for Harmoniseringskontorets instanser, ikke have en strengt defineret form. For det fjerde kan indsigeren i forbindelse med indsigelsessager fremlægge »supplerende oversættelser vedrørende den samme ældre rettighed (inden for den fastsatte frist)«. For det femte er det ikke fornødent »på behandlingssproget at forklare alle oplysninger i dokumenter vedrørende ældre varemærker«.
86 Dette argument må imidlertid forkastes, og det er i øvrigt uden relevans med henblik på at godtgøre, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og udgør i det væsentlige blot en genformulering af stævningens første anbringende.
87 Det fremgår nemlig af præmis 45, 62 og 70 ovenfor, at appelkammeret i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 2868/95 havde pligt til at fastslå, at der ikke kunne tages hensyn til tre af de dokumenter, som var blevet fremlagt for det, og at et fjerde dokument ikke gjorde det muligt at bedømme omfanget af den beskyttelse, som ydes af et af de af sagsøgeren påberåbte varemærker.
Det andet argument
88 I forbindelse med det andet argument henviser sagsøgeren gennem hypertekst-forbindelser til to særskilte dokumenter. Det første svarer til Harmoniseringskontorets retningslinjer i deres endelige udgave på engelsk fra »november 2007«. Det andet dokument, som sagsøgeren har henvist til, er den konsoliderede udgave på engelsk af Harmoniseringskontorets retningslinjer med navnet »Manual of Trade Mark Practice«. Dette dokument omfatter ikke alene den tekst i Harmoniseringskontorets retningslinjer, der svarer til »den endelige udgave« af »november 2007«, men også de efterfølgende ændringer til Harmoniseringskontorets retningslinjer.
89 Sagsøgeren har påstået, at Harmoniseringskontoret, såfremt det havde fulgt sine egne retningslinjer, skulle have taget hensyn til de beviser, som sagsøgeren fremlagde under indsigelsessagen.
90 For det første angiver disse retningslinjer ifølge sagsøgeren, at uddrag fra officielle databanker fra en »national myndighed« kan anvendes som bevis for de ældre rettigheder, der påberåbes til støtte for en indsigelse (s. 32 og 35 i retningslinjernes del C.1; s. 37 og 38 i »Manual of Trade Mark Practice«, der er nævnt i præmis 88 ovenfor).
91 For det andet tillader de enhver part i en sag ved Harmoniseringskontoret at fremlægge »øvrige dokumenter, der vedrører de ældre rettigheder, og som kompletterer de allerede fremlagte dokumenter« (s. 38 i »Manual of Trade Mark Practice« nævnt i præmis 88 ovenfor). Med andre ord skal betingelserne vedrørende de ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang ikke nødvendigvis dokumenteres ved hjælp af et enkelt dokument.
92 For det tredje er der i henhold til retningslinjerne ikke pligt til at oversætte »enhver oplysning i dokumenterne, som udgør bevis for de (ældre varemærkers) ældre rettigheder« til indsigelsessagens behandlingssprog. Der er navnlig ikke pligt til at fremlægge en oversættelse eller »forklaring« af »INID-koderne« og »de nationale koder« (s. 34 i retningslinjernes del C.1; s. 41 i »Manual of Trade Practice«, der er nævnt i præmis 88 ovenfor).
93 For det fjerde fastslår retningslinjerne, at det på ingen måde er nødvendigt at fremlægge en udgave på behandlingssproget »af oplysninger, der vedrører de ældre rettigheder i et selvstændigt dokument (dvs. et dokument, der er adskilt fra selve det oversatte dokument)« (s. 37 i retningslinjernes del C.1; s. 44 i »Manual of Trade Mark Practice«, nævnt i præmis 88 ovenfor).
94 Denne argumentation må imidlertid forkastes.
95 Det er ganske vist korrekt, at Harmoniseringskontorets retningslinjer til trods for den omstændighed, at de ikke i sig selv kan have forrang for bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 (jf. præmis 29 ovenfor), kan gøres gældende for Unionens retsinstanser til støtte for et anbringende om tilsidesættelse af et almindeligt princip, såsom princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, navnlig under forudsætning af, at de giver præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger over for en borger, og at de tager hensyn til bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95.
96 »Den endelige udgave« af Harmoniseringskontorets retningslinjer, der er omhandlet i præmis 88 ovenfor, er imidlertid resultatet af afgørelse EX-07-6 fra præsidenten for Harmoniseringskontoret af 29. november 2007 om vedtagelse af retningslinjer for sager ved Harmoniseringskontoret, der blev offentliggjort i Harmoniseringskontorets online-udgave af »EF-Varemærketidende af december 2007«. Det fremgår for det første af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret og særligt af en skrivelse fra sagsøgeren af 20. juli 2007, at de dokumenter, hvormed sagsøgeren ønskede at dokumentere sine ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, blev fremlagt for Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling forud for den 29. november 2007. For det andet begrunder sagsøgeren ikke ud fra dette, hvorledes bestemmelserne i »den endelige udgave« af Harmoniseringskontorets retningslinjer, som sagsøgeren henviser til, skulle have været anvendelige forud for den 29. november 2007. På denne baggrund kan disse bestemmelser ikke anses for at give sagsøgeren nogen begrundede forhåbninger om, at de ovennævnte dokumenter kunne antages til realitetsbehandling.
97 Det skal under alle omstændigheder for det første bemærkes, at sagsøgerens argumentation delvist er baseret på en fejlagtig fortolkning af den anfægtede afgørelse. Appelkammeret har i modsætning til, hvad sagsøgeren har påstået (jf. præmis 90 ovenfor), aldrig gjort gældende, at uddrag fra databaser fra nationale myndigheder ikke kan fremlægges til støtte for en indsigelse. Tilsvarende har appelkammeret i modsætning til, hvad sagsøgeren har ladet forstå (jf. præmis 91 ovenfor), på intet tidspunkt under dets argumentation tilkendegivet, at bevis for en rettigheds eller varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang må føres ved fremlæggelse af et enkelt dokument.
98 For det andet fremgår det af s. 31 i den engelske version af del C.1 i Harmoniseringskontorets retningslinjer som påberåbt af sagsøgeren, at denne dels punkt C.II med overskriften »bevis for de ældre rettigheders eksistens og gyldighed« bestemmer:
»Bevis for [de af indsigeren påberåbte ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang] må fremlægges på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse.«
99 Det fremgår af s. 36 og 37 i den engelske version af del C.1 i Harmoniseringskontorets retningslinjer som påberåbt af sagsøgeren, at denne dels punkt C.II.2 med overskriften »oversættelser af bevis for varemærkeregistreringer« bestemmer:
»[...] [B]eviser, der fremlægges af indsigeren [...] samt ethvert andet dokument eller bevis, der fremlægges, [...] skal affattes på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse [...]
Regel 98, stk. 1, bestemmer, at oversættelsen skal gengive strukturen og indholdet af originalen af det pågældende dokument. I princippet skal hele dokumentet oversættes i den rigtige rækkefølge.
En oversættelse, der er begrænset til dele, som den anden part anser for »væsentlig«, eller dele, som ansøgeren »ikke kan antages at forstå«, accepteres ikke [...]
Oversættelsen skal foretages selvstændigt og må ikke være en samling af uddrag fra andre dokumenter […]
Harmoniseringskontoret tillader dog, at der ikke foretages en oversættelse af overskrifter for oplysninger i certifikaterne (såsom »indgivelsesdato«, »påberåbelse af farve«), for så vidt som disse kan identificeres gennem nationale standardkoder eller INID-koder.
Indsigeren har ikke pligt til at fremlægge en oversættelse på behandlingssproget af forklaringen af INID-koderne eller de nationale koder.
Ikke-relevante administrative angivelser eller oplysninger uden betydning for sagen skal ikke oversættes [...]
Harmoniseringskontoret godtager simple oversættelser, som kan foretages af enhver [...]
Harmoniseringskontoret godtager endog håndskrevne bemærkninger på kopier af originalbeviserne, der forklarer betydningen af de forskellige oplysninger på behandlingssproget, naturligvis forudsat, at de er fuldstændige og læsbare [...]«
100 Ved som anført i præmis 92 ovenfor at gøre gældende, at der ikke i henhold til Harmoniseringskontorets retningslinjer var pligt til at oversætte »alle oplysninger i dokumenter, der udgør bevis for de (ældre varemærkers) ældre rettigheder« til behandlingssproget i indsigelsessagen, foretog sagsøgeren en fejlagtig fortolkning af de bestemmelser, der er nævnt i de foregående præmisser. I henhold til disse sidstnævnte består der nemlig principielt en pligt for indsigeren til at oversætte samtlige de beviser, der fremlægges på et andet sprog end behandlingssproget, og de indeholder alene en undtagelse til en sådan pligt for så vidt angår »ikke-relevante administrative angivelser«, »oplysninger uden betydning for sagen« og »forklaring af INID-koder eller nationale koder«. Det bemærkes endvidere, at argumentet om, at der ikke i henhold til de pågældende retningslinjer er krav om at fremlægge en oversættelse eller »forklaring« af »INID-koder« og »nationale koder«, er helt uden betydning i forbindelse med nærværende sag, idet appelkammeret ikke har opstillet et sådant krav.
101 For det tredje bestemmer punkt C.II.2 in fine i del C.1 i Harmoniseringskontorets retningslinjer i den affattelse, der er påberåbt af sagsøgeren, som allerede anført i præmis 99 ovenfor, at Harmoniseringskontoret »godtager simple oversættelser, som kan foretages af enhver«, og »endog håndskrevne bemærkninger på kopier af originalbeviserne, der forklarer betydningen af de forskellige oplysninger på behandlingssproget, naturligvis forudsat, at de er fuldstændige og læsbare«.
102 Som det fremgår af punkt 93 ovenfor, angiver disse bestemmelser ifølge sagsøgeren, at Harmoniseringskontoret accepterer hensyntagen til oversættelser, som ikke fremlægges i form af et »selvstændigt« dokument, dvs. forskelligt fra originaldokumentet. Appelkammeret tilsidesatte således ved at afvise at tage hensyn til tre af de dokumenter, som sagsøgeren fremlagde i forbindelse med indsigelsessagen, med den begrundelse, at de ikke var ledsaget af en oversættelse i et dokument, der var forskelligt fra originaldokumentet, Harmoniseringskontorets retningslinjer og tilsidesatte således ifølge sagsøgeren princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
103 Det skal imidlertid fastslås, at bestemmelserne i punkt C.II.2 i del C.1 i Harmoniseringskontorets retningslinjer, som er nævnt i præmis 101 ovenfor, ikke, selv om det antages, at de fandt anvendelse forud for den 29. november 2007, der var datoen for vedtagelsen af den i præmis 96 ovenfor nævnte afgørelse fra Harmoniseringskontorets præsident, kunne skabe begrundede forhåbninger for sagsøgeren i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 83 ovenfor.
104 Det er ganske vist korrekt, at bestemmelserne isoleret set kunne give grund til den af sagsøgeren foreslåede fortolkning (jf. præmis 102 ovenfor). De kan imidlertid ligeledes undergives en anden fortolkning, som er i overensstemmelse med ordlyden og formålene i forordning nr. 2868/95. Ifølge denne fortolkning skal Harmoniseringskontoret tillade, at når der fremlægges et dokument, der er affattet på et andet sprog end behandlingssproget, kan dette dokument tilføjes bemærkninger med henblik på at lette læsningen og efterprøvelsen af oversættelsen, hvilken oversættelse skal fremlægges i et særskilt dokument. En sådan fortolkning er i øvrigt den eneste, der er forenelig med de oplysninger, der følger af Harmoniseringskontorets retningslinjer. Disse oplysninger antyder, at oversættelsen af beviser skal ske i et særskilt dokument. Som det blev anført i præmis 98 og 99 ovenfor, bestemmes det i disse retningslinjers punkt C.II og C.II.2 i del C.1, at de oplysninger og beviser, der er omhandlet i regel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2868/95 skal fremlægges på behandlingssproget eller »ledsages« af en oversættelse. Endvidere præciseres det i punkt C.II.2, som i øvrigt gengiver selve ordlyden af regel 98, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, at »oversættelsen skal gengive strukturen og indholdet af originalen af det pågældende dokument«. Endelig tilføjes det i samme punkt, at »oversættelsen skal foretages selvstændigt og [ikke må] være en samling af uddrag fra andre dokumenter«.
105 De angivelser, der følger af punkt C.II.2 i Harmoniseringskontorets retningslinjer, som de er fortolket af sagsøgeren, stemmer endvidere ikke overens med de oplysninger, der i det foreliggende tilfælde blev givet af Harmoniseringskontoret til sagsøgeren. Det fremgår nemlig af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at dette ved skrivelse af 19. marts 2007 til sagsøgeren i forbindelse med indsigelsessagen utvetydigt anførte, at enhver oversættelse af et dokument, som ikke er affattet på behandlingssproget, skal fremlægges »i form af et særskilt dokument« og skal gengive originalens struktur og indhold. Det fremgår imidlertid ligeledes af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at sagsøgeren i en telefax af 20. juli 2007 omtalte en »anmodning« af 19. marts 2007 fra Harmoniseringskontoret. Eftersom det ikke fremgår af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at en anden skrivelse end den, der er refereret til ovenfor, blev tilstillet sagsøgeren af Harmoniseringskontoret den 19. marts 2007, viser en sådan bemærkning, at sagsøgeren rent faktisk modtog den pågældende skrivelse. På den baggrund var det påregneligt for sagsøgeren i sin egenskab af forudseende og påpasselig erhvervsdrivende, at selskabets fortolkning af Harmoniseringskontorets retningslinjer var urigtig, og at en af Harmoniseringskontorets instanser ville vedtage en foranstaltning, der ville være i strid med dets interesser.
106 Sagsøgeren kan følgelig ikke med rette hævde, at appelkammeret tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at afvise at tage hensyn til de uddrag fra databasen, som selskabet fremlagde, fordi oversættelsen af disse ikke var blevet fremlagt i et særskilt dokument.
Det tredje argument
107 Med det tredje argument har sagsøgeren gjort gældende, at denne på baggrund af indsigelsesafdelingens afgørelse med rette kunne antage behørigt at have dokumenteret det ældre polske varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang. Sagsøgeren har således forudsætningsvis, men nødvendigvis gjort gældende, at indsigelsesafdelingens afgørelse hos sagsøgeren gav denne anledning til begrundede forhåbninger i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 83 ovenfor.
108 Et sådant argument må imidlertid forkastes.
109 Det fremgår af artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, at appelkammeret efter at have realitetsbehandlet sagen træffer afgørelse om klagen, og at det kan »omgøre den af afdelingen trufne afgørelse«, dvs. i den foreliggende sag selv træffe afgørelse om indsigelsen ved at afvise den eller kende den berettiget for derved at stadfæste eller underkende den anfægtede afgørelse. Med andre ord skal appelkammeret som følge af den klage, der er forelagt det, foretage en ny og fuldstændig prøvelse af indsigelsens realitet, såvel retligt som faktisk (Domstolens dom af 13.3.2007, sag 29/05 P, KHIM mod Kaul, Sml. I, s. 2213, præmis 56 og 57).
110 Det følger heraf, at en afgørelse fra indsigelsesafdelingen såsom den i præmis 11 ovenfor omhandlede, ikke kan ligestilles med en adfærd fra Unionens institutioner, der kan skabe begrundede forhåbninger hos indsigeren.
Det fjerde argument
111 Med det fjerde argument har sagsøgeren understreget, at appelkammeret ikke forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse havde fastslået, at den bevisførelse, der blev foretaget af sagsøgeren, havde en utilstrækkelig karakter. Sagsøgeren har i denne forbindelse påstået, at selskabet ikke, når der ikke forelå tvivl om lovligheden af indsigelsesafdelingens afgørelse, kunne have »overvejet at fremlægge […] nye dokumenter vedrørende sagsøgerens ældre rettigheder«.
112 Dette argument må imidlertid forkastes.
113 For det første kan den omstændighed, at appelkammeret ikke gjorde sagsøgeren opmærksom på, at det ønskede at foretage en fornyet vurdering af nogle af de af indsigelsesafdelingen foretagne bedømmelser, af de grunde, der er anført i præmis 109 ovenfor, ikke i sig selv være i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
114 For det andet kan sagsøgeren under alle omstændigheder ikke med rette hævde, at selskabet ikke havde nogen grund til at foretage en ny bevisførelse for appelkammeret. Det fremgår nemlig af akterne i sagen ved Harmoniseringskontoret, at intervenienten bl.a. gjorde gældende, at beskyttelsen af hvert enkelt af de af sagsøgeren påberåbte varemærker ikke var »tilstrækkeligt dokumenteret«.
115 Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende må forkastes, og søgsmålet må forkastes som ubegrundet.
Sagens omkostninger
116 Ifølge Rettens procesreglements artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.
2) Interkobo sp. z o.o. betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. juni 2012.
Underskrifter