RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

13. december 2011

Sag T-311/09 P

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – social sikring – godtgørelse af udgifter til lægebehandling – Kommissionens afgørelse om ikke at godtgøre visse af appellantens lægeudgifter med 100% – urigtig gengivelse – begrundelsespligt – sagsoplysning – akt, der indeholder et klagepunkt – retskraft – litispendens – bekræftende akt«

Sagens genstand:      Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 20. maj 2009 i sag F-73/08, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 145, og II-A-1, s. 819, med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Konklusion:            Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger i forbindelse med denne sag.

Sammendrag

1.      Retspleje – dommes begrundelse – rækkevidde

(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, og art. 90, stk. 2)

3.      Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – bebyrdende akt – begreb – bekræftende akt – ikke omfattet

(Art. 233 EF; art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Selv om Unionens retsinstansers pligt til at begrunde sine afgørelser ikke indebærer, at de skal tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes af parterne, navnlig når de ikke er tilstrækkeligt klare og præcise og ikke er underbygget af udførlige beviser, indebærer den, at Personaleretten i det mindste undersøger samtlige de retskrænkelser, der er blevet gjort gældende for den.

(jf. præmis 34)

Henvisning til:

Retten: 8. juni 2009, sag T-498/07 P, Krcova mod Domstolen, Saml. Pers. I-B-1, s. 35, og II-B-1, s. 197, præmis 34 og 35 og den deri nævnte retspraksis

2.      Begrundelsespligten, som påhviler administrationen i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, sammenholdt med artikel 90, stk. 2, har til formål dels at give den pågældende et tilstrækkeligt grundlag for at bedømme berettigelsen af afslaget på hans anmodning og hensigtsmæssigheden i at anlægge sag ved Unionens retsinstanser, dels at gøre det muligt for denne at udøve sin legalitetskontrol.

Det følger heraf, at begrundelsen for en afgørelse principielt skal meddeles den berørte part samtidig med afgørelsen, der indeholder et klagepunkt, og at de uregelmæssigheder, som følger af den manglende begrundelse af nævnte afgørelse, først kan lovliggøres ved anlæggelsen af et søgsmål til prøvelse af afgørelsen. Begrundelsen for en afgørelse om afslag på en klage skal i øvrigt stemme overens med begrundelsen i den afgørelse, som klagen er rettet mod. Dette princip finder tilsvarende anvendelse på afgørelser, som vedtages inden for rammerne af den fælles sygeforsikringsordning for tjenestemænd i Unionen, hvorved der blev indført en fælles sygesikringsordning for Unionens institutioner, og hvis artikel 35 henviser til den administrative procedure i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2.

(jf. præmis 42 og 43)

Henvisning til:

Domstolen: 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22; 28. februar 2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50

Retten: 11. juli 2007, sag T-93/03, Konidaris mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 149, og II-A-2, s. 1045, præmis 49 og 52 og den deri nævnte retspraksis; 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, Sml. Pers. I-B-1, s. 133, og II-B-1, s. 807, præmis 55

3.      Spørgsmålet om begrundelsespligtens rækkevidde er et retsspørgsmål, som er undergivet Rettens kontrol i forbindelse med en appel. Kontrollen med en afgørelses lovlighed, der i denne forbindelse udøves af Retten, må nemlig nødvendigvis tage de faktiske omstændigheder i betragtning, som Personaleretten har lagt til grund for at nå frem til sin konklusion om, at begrundelsen er tilstrækkelig eller utilstrækkelig.

(jf. præmis 51)

Henvisning til:

Retten: Kommissionen mod Birkhoff, præmis 55

4.      Eksistensen af en bebyrdende akt, som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, er en forudsætning for, at en sag anlagt af tjenestemænd mod den institution, i hvilken de er ansat, kan antages til realitetsbehandling.

Sådanne retsakter udgøres alene af afgørelser, der hidrører fra den kompetente myndighed, og som indeholder en endelig stillingtagen fra administrationens side, som har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.

Kvalifikationen af en anfægtet retsakt som værende ikke bebyrdende for sagsøgeren, som omhandlet i vedtægtens artikel 90 og 91, som er baseret på den begrundelse, at denne retsakt ikke har bevirket, at der er sket en ændring af nævnte sagsøgers retsstilling – hvilken tidligere var blevet fastsat ved en anden retsakt fra administrationen, som udgjorde den bebyrdende retsakt – kan ikke berøres af den omstændighed, at den bebyrdende retsakt blev annulleret efter vedtagelsen af den anfægtede retsakt. I et sådant tilfælde kan den anfægtede retsakt kun anses for en følge af den bebyrdende retsakt. Det følger heraf, at så længe den bebyrdende retsakt ikke er annulleret, er der en formodning for, at den er lovlig, og den anfægtede retsakt kan opretholdes, hvorimod opretholdelsen eller tilbagekaldelsen af den anfægtede retsakt, når den bebyrdende retsakt er annulleret, afhænger af de foranstaltninger, som den institution eller de institutioner, som den bebyrdende retsakt hidrører fra, er forpligtet til at træffe med henblik til opfyldelse af afgørelsen om annullation i henhold til den forpligtelse, som påhviler disse i henhold til artikel 233 EF (nu artikel 266 TEUF).

(jf. præmis 73, 74 og 92)

Henvisning til:

Domstolen: 11. november 1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9

Retten: 30. juni 1993, sag T-46/90, Devillez m.fl. mod Parlamentet, Sml. s. 699, præmis 13 og 14; 13. juli 1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 799, præmis 39; 3. juni 1997, sag T-196/95, H. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 133, og II, s. 403, præmis 44; 14. september 1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis; 13. december 1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2941, præmis 47; 3. juni 1997, sag T-196/95, H mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 133, og II, s. 403, præmis 44; 21. juli 1998, forenede sager T-66/96 og T-221/97, Mellett mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 449, og II, s. 1305, præmis 83; 17. december 2003, sag T-324/02, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 337, og II, s. 1657, præmis 28