Appel iværksat den 29. februar 2024 af JPMorgan Chase & Co., JPMorgan Chase Bank og National Association til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Udvidede Afdeling) den 20. december 2023 i sag T-106/17, JPMorgan Chase m.fl. mod Kommissionen
(Sag C-160/24 P)
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: JPMorgan Chase & Co., JPMorgan Chase Bank og National Association (ved M. Lester KC, D. Piccinin KC, barrister D. Heaton, P. Luckhurst, BL, og solicitors B. Tormey, N. Frey, D. Das, A. Holroyd, D. Hunt, N. English og L. Ream)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
Punkt 3-5 i den appellerede doms konklusion ophæves.
Afgørelsens artikel 1, litra c) 1 annulleres.
Kommissionen tilpligtes at betale appellantens omkostninger, herunder appellantens omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanterne fremsat tre anbringender.
Første anbringende om, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at JPMorgan Chase & Co. og JPMorgan Chase Bank, National Associations (herefter »JPMC«) børsmægler »deltog i den med manipulationen af Euribor-renten forbundne adfærd« i udvekslingerne af 27., 28. og 29. september 2006, 2., 25. og 26. oktober 2006, 8. november 2006, 18. december 2006, 4. og 8. januar 2007, 6. februar 2007 samt 16. og 19. marts 2007. Første del: Rettens konstateringer om de faktiske omstændigheder gik videre end konstateringerne i afgørelsen, og Retten overskred således grænserne for sin kompetence inden for et annullationssøgsmål, idet den satte sin egen begrundelse i stedet for udstederen af den anfægtede retsakt. Anden del: Retten foretog ikke en behørig anvendelse af bevisbyrden og beviskravene. Tredje del: Retten gengav beviserne forkert. Fjerde del: Retten undlod at behandle, de af JPMC fremsatte argumenter og beviser og tilsidesatte således begrundelsespligten. Femte del: Retten fastslog med urette, at der påhvilede JPMC et krav om, at virksomheden offentligt skulle tage afstand fra visse andre virksomheders adfærd og anvendte derved retspraksis vedrørende offentlig afstandtagen forkert.
Andet anbringende om, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at udvekslingerne af 13. november 2006 og 14. marts 2007 faldt inden for anvendelsesområdet for overtrædelsen. Ingen af udvekslingerne forfulgte det formål, som Kommissionen havde identificeret i sin konstatering af en samlet og vedvarende overtrædelse, som havde et konkurrencebegrænsende formål.
Tredje anbringende om, at Retten begik en retlig fejl i forbindelse med sin tilgang til sanktionen. Første del: idet Retten anvendte Kommissionens reduktionsfaktor med henblik på at beregne bøden (i) undlod den, at give en tilstrækkelig begrundelse, (ii) undlod den at tage stilling til JPMC’s argumenter vedrørende reduktionsfaktoren (iii) tilsidesatte den artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og (iv) pålagde den en bøde, der var klart uforholdsmæssig. Anden del: Retten undlod at tage stilling til JPMC’s centrale anbringende og næsten alle virksomhedens argumenter vedrørende, hvorvidt afsatte indtægter for franchises eller reducerede kontante indtjeninger skulle anvendes til at vurdere afsætningens værdi, og tilsidesatte derved begrundelsespligten, pligten til at behandle JPMC’s argumenter, chartrets artikel 47 og fastsatte under alle omstændigheder en bøde, der er klart uforholdsmæssig. Tredje del: med hensyn til anvendelsen af fuldstændig udligning inden for rammerne af en aftale foretaget af en anden virksomhed, der er pålagt en sanktion i samme sag, foretog Retten en urigtig gengivelse af beviserne og tilsidesatte ligebehandlingsprincippet. Fjerde og femte del: med hensyn til udelukkelsen af »hybrider« og »eksotiske produkter« fra afsætningens værdi foretaget af en anden virksomhed, der er pålagt en sanktion i samme sag, foretog Retten en urigtig gengivelse af beviserne og tilsidesatte ligebehandlingsprincippet.
____________
1 Kommissionens afgørelse C(2016) 8530 final af 7.12.2016 om en procedure i henhold til artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (Sag AT.39914 – Rentederivater i euro).