Appel iværksat den 27. juli 2023 af Mainova AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde udvidede Afdeling) den 17. maj 2023 i sag T-320/20, Mainova AG mod Europa-Kommissionen
(Sag C-484/23 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Mainova AG (ved Rechtsanwalt C. Schalast)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland, E.ON SE og RWE AG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1. Rettens dom af 17. maj 2023, Mainova mod Kommissionen (T-320/20), ophæves, og Europa-Kommissionens afgørelse af 26. februar 2019 om fusion »RWE/E.ON Assets« (Sag M.8871, EUT 2020, C 111, s. 1) annulleres;
2. Subsidiært ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten.
3. Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har med det første anbringende gjort en retligt ukorrekt fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF gældende. Retten fastlagde kravene til søgsmålskompetence i artikel 263, stk. 4, TEUF for snævert og desuden i strid med sin egen og Domstolens praksis. Retten tog udelukkende udgangspunkt i dom af 4. juli 2006 easyJet mod Kommissionen (T-177/04) uden at tage omstændighederne i den konkrete sag i betragtning. Disse omstændigheder omfattede navnlig appellantens intensive deltagelse i forbindelse med bl.a. den samlede fusion, appellantens konkrete deltagelse i en personlig samtale med Kommissionen og Kommissionen høringskonsulents anerkendelse af appellanten som berørt tredjepart. I sidste ende vil den retsopfattelse, der kommer til udtryk i den appellerede dom, påvirke retsbeskyttelsen i afgørelser om fusionskontrol betydeligt.
Med det andet anbringende foreholdes Retten, at den tilsidesatte kravet om overholdelse af lovgivningen og retsstatsprincippet. Retten tog ved afgørelsen om søgsmålskompetence ikke hensyn til anerkendelsen af appellanten og høringskonsulentens tilsagn om at orientere appellanten om yderligere muligheder for at give synspunkter til kende under sagen. Retten indtog i stedet for det synspunkt, at appellanten havde kunnet deltage mere intensivt i sagen. Appellanten har herover for anført, at virksomheden forlod sig på høringskonsulenten som organ under Kommissionen. Retten tilsidesatte dermed princippet om overholdelse af lovgivningen og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. I sidste ende fører den appellerede dom til, at Kommissionen fremover frit kan fastlægge mulighederne for at anlægge sag til prøvelse af fusioner.
Appellanten har med det tredje anbringende anført, at Retten ved sin urigtige afgørelse om opdeling af den samlede fusion mellem RWE og E.ON anlagde en fejlagtig fortolkning af artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 139/2004 1 (EF-fusionsforordningen), idet den udelukkende tog udgangspunkt i Kommissionens konsoliderede meddelelse om jurisdiktion og undlod at tage sin egen retspraksis i dom af 21. februar 2006, Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen (T-282/02) og 20. betragtning til EF-fusionsforordningen i betragtning. Herved tilsidesatte Retten princippet om retsreglernes rangfølge, princippet om, at loven har forrang, og princippet om magtens tredeling.
Det fjerde anbringende omhandler endelig en urigtige bedømmelse af den »Investor Relationship Agreement«, som RWE og E.ON har fremlagt. Retten undlod at tage hensyn til, at denne aftale efter den tyske lovgivning om aktier er uvirksom. Dermed undlod den at prøve væsentlige interesser og traf som følge heraf en retligt ukorrekt afgørelse.
____________
1 Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).