Sag T-375/22
Luisa Izuzquiza m.fl.
mod
Europa-Parlamentet
Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 8. maj 2024
»Aktindsigt – beskyttelse af personoplysninger – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter vedrørende omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser, der er udbetalt til et parlamentsmedlem, samt om vederlag og godtgørelser til vedkommendes parlamentariske assistenter – afslag på aktindsigt – undtagelse vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet – artikel 4, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 – beskyttelse af den registreredes legitime interesser – fremsendelse af personoplysninger nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse – artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725«
1. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – undtagelser fra retten til aktindsigt – beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet – bestemmelserne i forordning 2018/1725 finder anvendelse i deres helhed – pligt for den, der har anmodet om aktindsigt, til at godtgøre, at videregivelsen af de pågældende personoplysninger er nødvendig – institutionens forpligtelse til ex officio at undersøge, om der foreligger en krænkelse af den berørte persons legitime interesser
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og 2018/1725, art. 3, stk. 1, art. 5 og art. 9, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 22-28)
2. EU-institutioner – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning 2018/1725 – anmodning om aktindsigt i personoplysninger – pligt til at godtgøre nødvendigheden af videregivelsen af de nævnte oplysninger – rækkevidde – offentlig interesse i udbredelse af oplysningerne – behov for kendskab til de beløb, som er blevet udbetalt til et medlem af Europa-Parlamentet, og anvendelsen heraf under udøvelsen af vedkommendes mandat – usædvanlige faktiske omstændigheder
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og 2018/1725, art. 9, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 41-44)
3. EU-institutioner – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning 2018/1725 – anmodning om aktindsigt i personoplysninger – oplysninger om godtgørelse for generelle udgifter og løn udbetalt til et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af dennes mandat – pligt til at godtgøre nødvendigheden af videregivelsen af disse oplysninger – oplysninger, som er offentligt tilgængelige – tilsidesættelse af nævnte pligt
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og 2018/1725, art. 9, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 49-55)
4. EU-institutioner – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning 2018/1725 – anmodning om aktindsigt i personoplysninger – oplysninger om rejseudgifter og godtgørelse af rejseudgifter udbetalt til et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af vedkommendes mandat samt om lønninger og rejseudgifter til den pågældendes parlamentariske assistenter – pligt til at godtgøre nødvendigheden af videregivelsen af disse oplysninger – rækkevidde
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og 2018/1725, art. 9, stk. 1, litra b); Europa-Parlamentets afgørelse 2005/684, art. 21, stk. 1-3; Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, art. 33]
(jf. præmis 56-60, 63, 64, 67-70 og 72-78)
5. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – undtagelser fra retten til aktindsigt – beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet – rækkevidde – afslag på videregivelse af dokumenter om rejseudgifter og godtgørelse af rejseudgifter udbetalt til et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af vedkommendes mandat samt om rejseudgifter til den pågældendes parlamentariske assistenter – urigtigt skøn
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og 2018/1725, art. 9, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 65, 79, 96, 97, 111 og 112)
6. EU-institutioner – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning 2018/1725 – anmodning om aktindsigt i personoplysninger – oplysninger om godtgørelser og vederlag, der er udbetalt til et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af vedkommendes mandat, samt om lønninger og godtgørelser til den pågældendes parlamentariske assistenter – institutionens forpligtelse til ex officio at undersøge, om der foreligger en krænkelse af de berørte personers legitime interesser – interesser med hensyn til medlemmets frie udøvelse af sit mandat samt denne persons sikkerhed – påvirkning af de pågældende personers berettigede forventning – foreligger ikke
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og 2018/1725, art. 9, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 87 og 89-94)
7. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – undtagelser fra retten til aktindsigt – pligt til at give delvis aktindsigt i oplysninger, der ikke er omfattet af undtagelserne – undtagelse vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet – dokumenter vedrørende godtgørelser og vederlag, der er udbetalt til et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af vedkommendes mandat, samt om lønninger og godtgørelser til den pågældendes parlamentariske assistenter – afslag på delvis aktindsigt – lovlighed
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 6)
(jf. præmis 105-109)
Resumé
I forbindelse med et annullationssøgsmål anlagt af tre fysiske personer annullerede Retten, som traf afgørelse i en udvidet afdeling, Europa-Parlamentets afgørelse af 8. april 2022 (1), hvorved denne institution havde givet sagsøgerne afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende de beløb, som nævnte institution havde udbetalt til parlamentsmedlemmet Ioannis Lagos samt til hans parlamentariske assistenter som led i dette medlems mandat. Herved præciserede Retten den undtagelse vedrørende offentlighedens adgang til aktindsigt i dokumenter, der er støttet på beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet, som er fastsat i forordning nr. 1049/2001 (2). Retten fastslog, at Parlamentet skulle have givet aktindsigt i dokumenter, som indeholdt personoplysninger om Ioannis Lagos og hans parlamentariske assistenter, og som nærmere bestemt vedrørte de godtgørelser af rejseudgifter og de dagpenge, som denne institution havde udbetalt til Ioannis Lagos, og godtgørelserne af rejseudgifter til hans assistenter.
Ioannis Lagos blev valgt i Grækenland og tiltrådte sit hverv som medlem af Parlamentet den 2. juli 2019. Den 7. oktober 2020 blev han ved de græske retsinstanser idømt en fængselsstraf på 13 år og 8 måneder og en bøde for deltagelse i og ledelse af en kriminel organisation samt for to mindre lovovertrædelser. Efter ophævelsen af hans parlamentariske immunitet den 27. april 2021 blev Ioannis Lagos arresteret af de belgiske myndigheder og udleveret til de græske myndigheder. Ioannis Lagos afsoner i øjeblikket sin fængselsstraf i Grækenland.
Efter domfældelsen, ophævelsen af immuniteten og fængslingen fratrådte Ioannis Lagos ikke sit mandat som medlem af Europa-Parlamentet. Hans domfældelse gav ikke anledning til, at de græske myndigheder meddelte Parlamentet, at han fortabte sit mandat.
Den 7. december 2021 fremsatte sagsøgerne på grundlag af forordning nr. 1049/2001 en anmodning til Parlamentet om aktindsigt i dokumenter vedrørende Ioannis Lagos og i alle dokumenter vedrørende de godtgørelser, der var udbetalt til sidstnævnte, samt udgifter til lønninger til hans akkrediterede og lokale parlamentariske assistenter. Ved afgørelse af 4. februar 2022 gav Parlamentet sagsøgerne afslag på aktindsigt i disse dokumenter. Efter at sagsøgerne genfremsatte anmodningen, vedtog Parlamentet den anfægtede afgørelse, hvori den bekræftede sit oprindelige afslag på aktindsigt i de ønskede dokumenter under påberåbelse af den undtagelse til retten til aktindsigt, der tilsigter beskyttelse af personoplysninger, som er fastsat i forordning nr. 1049/2001, samt sagsøgernes pligt til at godtgøre, at fremsendelsen af personoplysningerne er nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse i medfør af forordning 2018/1725 (3).
Rettens bemærkninger
Retten fremhævede indledningsvis, at artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725 gør videregivelsen af personoplysninger betinget af, at flere kumulative betingelser er opfyldt. Den, der anmoder om aktindsigt, skal således godtgøre, at fremsendelsen af personoplysninger er nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse, dernæst godtgøre den omstændighed, at denne fremsendelse er den mest egnede foranstaltning, der er til rådighed, med henblik på opfyldelse af det formål, som den, der fremsætter anmodningen, har for øje, og at fremsendelsen står i rimeligt forhold til dette formål. Når dette godtgøres, tilkommer det den pågældende institution at undersøge, om der foreligger nogen grund til at antage, at denne fremsendelse ville kunne skade den registreredes legitime interesser, og i givet fald påviseligt at afveje de forskellige berørte interesser mod hinanden, med henblik på at vurdere, om fremsendelsen af de ønskede personoplysninger er forholdsmæssig.
I første række undersøgte Retten således inden for rammerne af den undtagelse til retten til aktindsigt i dokumenter, der tilsigter beskyttelse af personoplysninger (4), om sagsøgerne havde opfyldt forpligtelsen til at godtgøre, at fremsendelsen af personoplysningerne var nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse (5).
For det første foretog Retten en analyse af, om det af sagsøgerne påberåbte formål med fremsendelsen af de pågældende personoplysninger udgjorde et specifikt formål i samfundets interesse.
I denne henseende præciserede Retten, at denne fremsendelse kan hvile på et generelt formål, såsom offentlighedens ret til informationer vedrørende parlamentsmedlemmernes adfærd under udøvelsen af deres funktioner. I det foreliggende tilfælde bestod det af sagsøgerne anførte formål i at få kendskab til de konkrete beløb, som Parlamentet udbetalte til Ioannis Lagos i den pågældende periode, og hvordan disse beløb blev anvendt i forbindelse med udøvelsen af hans mandat som medlem, med henblik på at lette en øget offentlig kontrol i lyset af Ioannis Lagos’ adgang til offentlige midler. I modsætning til, hvad Parlamentet gjorde gældende, var dette formål ikke generelt, men specifikt knyttet til de særlige omstændigheder i denne sag, som havde en helt usædvanlig karakter. De vedrørte nemlig et parlamentsmedlem, som efter at være blevet idømt 13 år og 8 måneders fængsel og fængslet for bl.a. at have begået alvorlig kriminalitet, såsom deltagelse i en kriminel organisation og ledelse heraf, forblev medlem af Parlamentet og fortsat modtog godtgørelser for udøvelsen af dette hverv. Henset til disse omstændigheder var det således med urette, at Parlamentet havde afvist at anerkende det af sagsøgerne anførte formål som et specifikt formål i samfundets interesse.
For det andet undersøgte Retten, om fremsendelsen af personoplysninger var nødvendig, og nærmere bestemt om denne fremsendelse var den mest egnede foranstaltning med henblik på opfyldelse af det specifikke formål i samfundets interesse, som sagsøgerne havde for øje, og om fremsendelsen stod i rimeligt forhold til dette formål.
Med hensyn til godtgørelsen for generelle udgifter (6) og Ioannis Lagos’ månedsløn (7) fastslog Retten, at oplysningerne om disse rettigheder er frit og gratis tilgængelige for offentligheden på Parlamentets websted. Eftersom udbredelsen af de pågældende personoplysninger dermed ikke var den mest egnede foranstaltning med henblik på opfyldelse af det formål, som sagsøgerne forfulgte, havde de ikke godtgjort, at en sådan fremsendelse var nødvendig. Ifølge Retten forholdt det sig anderledes med hensyn til godtgørelsen af rejseudgifter og udbetalingen af dagpenge til medlemmerne, eftersom de oplysninger, der i denne henseende er offentligt tilgængelige, hverken gjorde det muligt at få kendskab til de beløb, som Parlamentet udbetalte til Ioannis Lagos under udøvelsen af hans mandat som medlem i den pågældende periode, eller at få kendskab til formålet med rejsen, bestemmelsesstedet eller den rute, som han valgte. For så vidt som fremsendelsen af disse oplysninger ville give offentligheden mulighed for aktindsigt i nævnte oplysninger, var udbredelsen heraf således en mere egnet foranstaltning med henblik på opfyldelse af det formål, som sagsøgerne forfulgte, end aktindsigt i oplysninger, der allerede var offentligt tilgængelige. Retten fastslog derfor, at fremsendelsen af oplysningerne om Ioannis Lagos var nødvendig til at opfylde det specifikke formål i samfundets interesse, som sagsøgerne havde påberåbt sig for at begrunde fremsendelsen af de pågældende personoplysninger, og at Parlamentet med urette havde fastslået, at sagsøgerne ikke havde opfyldt forpligtelsen til at godtgøre, at fremsendelsen af personoplysningerne var nødvendig til et sådant formål.
Med hensyn til Ioannis Lagos’ akkrediterede og lokale assistenters lønninger fremhævede Retten, at de bliver udbetalt til disse uafhængigt af deres konkrete aktiviteter som led i den parlamentariske assistance til Ioannis Lagos. Eftersom fremsendelsen af dokumenter vedrørende udbetalingen af disse lønninger ikke kunne give sagsøgerne oplysninger om et eventuelt direkte eller indirekte bidrag til finansieringen eller videreførelsen af de kriminelle eller ulovlige aktiviteter, som Ioannis Lagos udøvede, havde sagsøgerne følgelig ikke godtgjort, at en sådan fremsendelse var nødvendig. Udgifterne til Ioannis Lagos’ parlamentariske assistenters rejser var imidlertid nært knyttet til hans aktiviteter og kunne give indikationer om et eventuelt, blot indirekte forhold til de ulovlige aktiviteter, som Ioannis Lagos udøvede. Retten fastslog dermed, at fremsendelsen af de personoplysninger, der fremgik af dokumenterne vedrørende godtgørelserne af disse udgifter, var en nødvendig foranstaltning for at opfylde det formål, som sagsøgerne havde påberåbt sig, og at Parlamentet med urette havde fastslået, at sagsøgerne ikke havde opfyldt forpligtelsen til at godtgøre, at fremsendelsen af personoplysningerne var nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse.
I anden række traf Retten afgørelse om den påvirkning af Ioannis Lagos og hans assistenters legitime interesser, der var forårsaget af fremsendelsen af de pågældende personoplysninger. I denne henseende foretog Retten som led i undersøgelsen af forholdsmæssigheden af denne fremsendelse en afvejning af de forskellige konkurrerende interesser (8). Med hensyn til dels interessen i at beskytte et medlems frie udøvelse af sit mandat for så vidt angår en anmodning om aktindsigt i oplysninger om den godtgørelse af rejseudgifter og de dagpenge, som Ioannis Lagos havde modtaget, kunne offentlighedens kendskab til sådanne rejser ikke på nogen måde begrænse Ioannis Lagos’ frie udøvelse af sit mandat. Det var derfor ikke godtgjort, hvorledes udbredelsen af oplysninger om de foretagne rejser kunne påvirke den frie udøvelse af mandatet som medlem af Europa-Parlamentet. Hvad angår interessen i at garantere for Ioannis Lagos’ sikkerhed med hensyn til dokumenter vedrørende de dagpenge og den godtgørelse af rejseudgifter, som han tidligere har modtaget, kunne det pågældende medlems sikkerhed i princippet ikke længere anses for at være truet af fremsendelsen af de pågældende personoplysninger, eftersom der var tale om rejser, der allerede havde fundet sted på tidspunktet for indgivelsen af sagsøgernes anmodning. Selv om det var korrekt, at udbredelsen af Ioannis Lagos’ faste rejsesteder, bl.a. til hans private bopæl i Grækenland, kunne skade hans sikkerhed, fremhævede Retten, at det påhvilede Parlamentet ved afvejningen af de konkurrerende interesser at sikre, de personoplysninger, der var uundværlige for at sikre Ioannis Lagos’ sikkerhed, beskyttedes. Hvad angår spørgsmålet, om Ioannis Lagos’ sikkerhed kunne være i fare under hans fremtidige rejser under udøvelsen af mandatet, var dette spørgsmål ikke relevant, eftersom Ioannis Lagos var fængslet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og ikke kunne rejse. I denne forbindelse fastslog Retten, at de pågældende rejser fandt sted i en periode, hvor Ioannis Lagos allerede var blevet dømt for alvorlig kriminalitet, og det var derfor legitimt, at sagsøgerne kunne få oplysninger om formålet med og bestemmelsesstedet for disse rejser. Eftersom risikoen for en eventuel skade på Ioannis Lagos’ frie udøvelse af sit mandat som medlem og på hans sikkerhed ikke var tilstrækkelig til at begrunde afslaget på udbredelsen af de pågældende personoplysninger, havde Parlamentet med urette fundet, at fremsendelsen af disse oplysninger ville skade Ioannis Lagos og hans assistenters legitime interesser, og at en sådan fremsendelse ikke var forholdsmæssig, efter at der var foretaget en afvejning af de forskellige konkurrerende interesser.
På baggrund af det ovenstående annullerede Retten den anfægtede afgørelse, for så vidt som Parlamentet gav afslag på aktindsigt i dokumenter, der indeholdt personoplysninger om Ioannis Lagos, om de godtgørelser af rejseudgifter og de dagpenge, som han havde fået udbetalt af Parlamentet, samt i dokumenter, der indeholdt personoplysninger om Ioannis Lagos’ parlamentariske assistenter vedrørende godtgørelse af rejseudgifter, som disse assistenter havde modtaget.