RETTENS DOM (Femte Afdeling)
23. september 2020 (*)
»EU-varemærker – EU-figurmærket 7Seven – ingen ansøgning om fornyelse af varemærkeregistreringen – slettelse af et varemærke ved udløbet af registreringen – artikel 53 i forordning (EU) 2017/1001 – begæring om restitutio in integrum indgivet af licenstager – artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001 – forpligtelse til at udvise omhu«
I sag T-557/19,
Seven SpA, Leinì (Italien), ved advokat L. Trevisan,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved H. O’Neill, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 4. juni 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2076/2018-5) vedrørende en begæring om restitutio in integrum indgivet med henblik på genindsættelse i retten til at ansøge om fornyelse af EU-figurmærket 7Seven,
har
RETTEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, D. Spielmann, og dommerne U. Öberg (refererende dommer) og O. Spineanu-Matei,
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 9. august 2019,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. november 2019,
og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 22. juli 1997 indgav sagsøgeren, Seven SpA, en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1) (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer, nu selv erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).
2 Det varemærke, der blev ansøgt registreret, var følgende figurtegn:
3 De varer, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 16, 18 og 25 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.
4 Den 2. maj 2001 blev varemærket registreret som EU-varemærke under nr. 591206, og denne registrering blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 53/2001 af 18. juni 2001.
5 Den 29. september 2005 overdrog sagsøgeren det omhandlede varemærke til Seven Licensing Company S.à r.l. for varer i klasse 25 og fik tildelt licens til det nævnte varemærke. Denne licens blev ikke indført i registret over EU-varemærker.
6 Efter at være blevet overdraget flere gange blev det omhandlede varemærke den 30. april 2013 overdraget til Seven7 Investment PTE Ltd (herefter »indehaveren af det omhandlede varemærke«) for varer i klasse 25. Det omhandlede varemærke blev tildelt det nye registreringsnr. 8252223, som blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 83/2013 af 3. maj 2013.
7 Den 26. december 2016 meddelte EUIPO i henhold til artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 53, stk. 2, i forordning 2017/1001) indehaveren af det omhandlede varemærke, at det nævnte varemærkes beskyttelsesperiode udløb den 22. juli 2017, og at ansøgningen om fornyelse kunne indgives i perioden fra den 23. januar 2017 til den 24. juli 2017. EUIPO fremhævede endvidere, at såfremt der skulle betales et tillægsgebyr for forsinket betaling af fornyelsesgebyret, ville fristen blive forlænget indtil den 22. januar 2018.
8 Indehaveren af det omhandlede varemærke ansøgte imidlertid ikke om fornyelse af registreringen af dette varemærke.
9 Den 2. februar 2018 meddelte EUIPO repræsentanten for indehaveren af det omhandlede varemærke, at dette varemærkes beskyttelsesperiode var udløbet den 22. juli 2017.
10 Den 21. juli 2018 indgav sagsøgeren en begæring om restitutio in integrum på grundlag af artikel 104 i forordning 2017/1001 og anmodede om at blive genindsat i retten til at ansøge om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke (herefter »genindsættelsesbegæringen«). Sagsøgeren oplyste i genindsættelsesbegæringen EUIPO om, at selskabet var blevet tildelt licens til det nævnte varemærke, og at indehaveren af dette varemærke havde tilsidesat sin kontraktlige forpligtelse til at underrette sagsøgeren om, at vedkommende ikke havde til hensigt at forny registreringen af det omhandlede varemærke, hvilket indebar, at sagsøgeren ikke selv havde været i stand til at foretage en rettidig fornyelse heraf.
11 Ved afgørelse af 30. august 2018 afslog EUIPO’s afdeling »Operations« (driftsmæssige anliggender) sagsøgerens genindsættelsesbegæring og bekræftede slettelsen af registreringen af det omhandlede varemærke.
12 Den 23. oktober 2018 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 66-71 i forordning 2017/1001 en klage til EUIPO over den afgørelse, som EUIPO’s afdeling »Operations« havde truffet.
13 Den 4. april 2019 fremsendte appelkammeret en meddelelse til sagsøgeren, hvori det anførte, at det ikke var muligt at genindsætte sagsøgeren i retten til at ansøge om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke, idet den beskrevne situation ikke godtgjorde, at sagsøgeren havde udvist den efter omstændighederne fornødne omhu.
14 Ved afgørelse af 4. juni 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Femte Appelkammer ved EUIPO klagen. Appelkammeret anførte først, at bestemmelserne i artikel 104 i forordning 2017/1001 skulle fortolkes strengt. Efter at have konstateret, at den manglende fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke skulle tilskrives indehaveren af dette varemærke, fandt appelkammeret endvidere, at sagsøgeren ikke med føje kunne ansøge om fornyelse af registreringen af det nævnte varemærke uden først at have fået udtrykkelig bemyndigelse fra dets indehaver. Den omstændighed, at der ikke forelå en sådan bemyndigelse, var imidlertid ikke til hinder for, at fristen for fornyelse begyndte at løbe. Sagsøgeren ville kun have kunnet afhjælpe den mangel, der bestod i, at indehaveren af det omhandlede varemærke ikke havde foretaget fornyelse, ved at godtgøre, at en sådan mangel var opstået, selv om denne indehaver havde udvist den krævede omhu. Appelkammeret tilføjede, at selv hvis det måtte antages, at licenstagerens ret til fornyelse eksisterede uafhængigt af indehaveren af det omhandlede varemærke, påhvilede det således licenstageren at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre en rettidig fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke. Appelkammeret var i øvrigt af den opfattelse, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at sagsøgeren skulle genindsættes i retten til at ansøge om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke. Endelig forkastede appelkammeret sagsøgerens argument om, at en genindsættelse i retten til at ansøge om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke ikke på nogen måde ville medføre en krænkelse af nogen form for ret eller forventning hos tredjemand, som irrelevant.
Parternes påstande
15 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Begæringen om restitutio in integrum og ansøgningen om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke tages til følge.
16 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
17 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i det væsentlige fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 53 og 104 i forordning 2017/1001, sammenholdt med det generelle effektivitetsprincip, idet appelkammeret tilsidesatte den selvstændige ret, der tilkom licenstageren, til at indgive ansøgning om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke og genindsættelsesbegæringen, for det andet, tilsidesættelse af artikel 104 i forordning 2017/1001, idet sagsøgeren indgav genindsættelsesbegæringen og ansøgningen om fornyelse inden for fristerne, for det tredje, tilsidesættelse af artikel 104 i forordning 2017/1001, idet sagsøgeren handlede med den efter omstændighederne fornødne omhu, for det fjerde, tilsidesættelse af artikel 104 i forordning 2017/1001, idet de af appelkammeret anbefalede foranstaltninger ikke ville have sikret fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke inden for de fastsatte frister, og, for det femte, tilsidesættelse af det generelle princip om den beskyttelse, som et EU-varemærke yder, og som er fastsat i 11. betragtning til forordning 2017/1001.
18 Retten vil successivt undersøge først det første anbringende, derefter det andet, det tredje og det fjerde anbringende samlet og endelig det femte anbringende.
Om sagsøgerens ret til at indgive en genindsættelsesbegæring og til at ansøge om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke
19 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er fejlagtig, for så vidt som appelkammeret i strid med artikel 53 og 104 i forordning 2017/1001 foretog en vurdering af ansøgningen om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke og genindsættelsesbegæringen på samme måde, som hvis der havde været tale om at genindsætte indehaveren af det omhandlede varemærke i sine rettigheder og ikke sagsøgeren.
20 Sagsøgeren har tilføjet, at alle retsregler, der tillægger unionsborgere rettigheder, i medfør af princippet om retsreglers effektivitet skal anvendes således, at deres formål i sidste ende nås. Sagsøgeren er af den opfattelse, at en genindsættelsesbegæring har til formål at sikre, at indehaveren af en ret til et EU-varemærke ikke mister denne ret i tilfælde af manglende overholdelse af en frist, forudsat at visse frister overholdes, og at der er udvist den efter omstændighederne fornødne omhu. Ved at pålægge sagsøgeren at føre bevis for, at indehaveren af det omhandlede varemærke handlede med en sådan omhu og med føje kunne have indgivet en sådan begæring, gjorde appelkammeret det imidlertid umuligt at udøve denne ret og tilsidesatte effektivitetsprincippet.
21 EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.
22 Det bemærkes, at det af artikel 53, stk. 1, i forordning 2017/1001 fremgår, at »[r]egistreringen af EU-varemærket fornyes efter ansøgning fra indehaveren af EU-varemærket eller fra enhver person med udtrykkelig bemyndigelse fra førstnævnte, såfremt gebyrerne er betalt«.
23 Det fremgår af artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001, at »[e]n ansøger eller indehaver af et EU-varemærke eller enhver anden part i en sag ved kontoret, der trods iagttagelse af den efter omstændighederne fornødne omhu er blevet forhindret i over for [EUIPO] at overholde en frist, genindsættes på begæring i sine tidligere rettigheder, såfremt den manglende overholdelse af fristen i medfør af denne forordning har som direkte følge, at en ret eller et retsmiddel fortabes«.
24 I henhold til denne sidstnævnte bestemmelse forudsætter indgivelsen af en sådan begæring til EUIPO for det første, at ansøgeren er part i den omhandlede sag, for det andet, at ansøgeren trods iagttagelse af den efter omstændighederne fornødne omhu er blevet forhindret i over for EUIPO at overholde en frist, og for det tredje, at hindringen har som direkte følge, at en ret eller et retsmiddel fortabes (dom af 12.5.2009, Jurado Hermanos mod KHIM (JURADO), T-410/07, EU:T:2009:153, præmis 15, og af 5.4.2017, Renfe-Operadora mod EUIPO (AVE), T-367/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:255, præmis 24).
25 Hvad angår den første betingelse skal det bemærkes, at det i henhold til artikel 53, stk. 1, i forordning 2017/1001 alene er varemærkeindehaveren eller personer, der udtrykkeligt bemyndiges af denne, der kan betragtes som parter i fornyelsesproceduren (dom af 12.5.2009, JURADO, T-410/07, EU:T:2009:153, præmis 16).
26 Forordning 2017/1001 indeholder ingen bestemmelser, der er til hinder for, at en »part i fornyelsesproceduren« kan anses for at være »part i en sag ved [EUIPO]« som omhandlet i artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001. Anvendelsen af bindeordet »eller« i artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001 betyder nemlig, at enhver, der er part i en sag ved EUIPO, har mulighed for at indgive genindsættelsesbegæring, uanset om den pågældende er eller ikke er indehaver af det omhandlede registrerede EU-varemærke (jf. analogt dom af 31.1.2019, Thun mod EUIPO (Poisson), T-604/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:42, præmis 17).
27 Det følger imidlertid på ingen måde af disse bestemmelser, at sagsøgeren i sin egenskab af indehaver af en licens til det omhandlede varemærke retligt er ligestillet med varemærkeindehaveren for så vidt angår fornyelsen af den pågældendes registrering, men sagsøgeren skal tværtimod som enhver anden person af den omhandlede varemærkeindehaver være udtrykkeligt bemyndiget for at kunne indgive ansøgning om fornyelse samt kunne godtgøre tilstedeværelsen af en sådan bemyndigelse (jf. i denne retning dom af 12.5.2009, JURADO, T-410/07, EU:T:2009:153, præmis 21).
28 Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at sagsøgeren den 17. juli 2018 fik bemyndigelse fra indehaveren af det omhandlede varemærke, hvorved sagsøgeren fik mulighed for at indgive en begæring på grundlag af artikel 104 i forordning 2017/1001 med henblik på at blive genindsat i retten til at ansøge om fornyelse af registreringen af det nævnte varemærke. Det skal imidlertid bemærkes, at denne bemyndigelse blev givet efter udløbet af den frist for at ansøge om fornyelse, der er fastsat i artikel 53, stk. 3, i forordning 2017/1001, og næsten et år efter udløbet af den faktiske registrering af varemærket den 22. juli 2017.
29 Artikel 53, stk. 3, i forordning 2017/1001 bestemmer:
»Ansøgningen om fornyelse indgives i seksmånedersperioden inden registreringsperiodens udløb. Grundgebyret for fornyelse og i givet fald et eller flere klassegebyrer for hver klasse af varer eller tjenesteydelser ud over den første betales også inden for denne periode. Ansøgningen kan desuden indgives og gebyrerne betales inden for en yderligere frist på seks måneder efter registreringsperiodens udløb, hvis der inden for denne yderligere frist betales et tillægsgebyr for for sen betaling af fornyelsesgebyret eller for for sen indgivelse af ansøgningen om fornyelse.«
30 Som appelkammeret med rette anførte i den anfægtede afgørelses punkt 25, løber fristen for at ansøge om fornyelse af registreringen af et varemærke uafhængigt af, om varemærkeindehaveren eventuelt har givet licenstageren en udtrykkelig bemyndigelse.
31 Fornyelsesproceduren afsluttes derfor efter udløbet af den frist, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 53, stk. 3. For at kunne anses for at være part i denne sag i henhold til artikel 53, stk. 1, i forordning 2017/1001, skulle sagsøgeren derfor fra indehaveren af det omhandlede varemærke have fået udtrykkelig bemyndigelse for at kunne ansøge om fornyelse af registreringen af dette varemærke på et tidspunkt, der lå før udløbet af den fastsatte frist.
32 Eftersom sagsøgeren først fik udtrykkelig bemyndigelse efter udløbet af denne frist, kan sagsøgeren hverken anses for at være part i fornyelsesproceduren i henhold til artikel 53, stk. 1, i forordning 2017/1001 eller for at være »part i en sag ved [EUIPO]« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 104, stk. 1. Sagsøgeren kunne således ikke i sin egenskab af licenstager, der havde mistet en rettighed, indgive en genindsættelsesbegæring, og skal derfor i det foreliggende tilfælde anses for over for EUIPO udelukkende at have handlet på vegne af indehaveren af det omhandlede varemærke og i dennes navn, således at overholdelsen af betingelserne i artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001 skal undersøges i forhold til sidstnævnte. Som appelkammeret med rette anførte i den anfægtede afgørelses punkt 25, kunne sagsøgeren derfor kun afhjælpe den mangel, der bestod i, at indehaveren af det omhandlede varemærke ikke havde foretaget fornyelse, ved at godtgøre, at en sådan mangel var opstået, selv om denne indehaver havde udvist den krævede omhu.
33 Den fortolkning, der er anlagt i præmis 32 ovenfor, er den bedst egnede til at opfylde effektivitetsprincippet og kravet om retssikkerhed. Den sikrer, at tidspunktet for, hvornår de frister, der fremgår af artikel 53 og 104 i forordning 2017/1001, begynder at løbe, og for, hvornår de udløber, er klart bestemt, og at de overholdes strengt.
34 Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at en streng overholdelse af EU-reglerne om procedurefrister er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. De kan kun fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Uanset om sådanne omstændigheder skal anses for at være omstændigheder, som ikke kunne forudses, force majeure eller en undskyldelig vildfarelse, indeholder de under alle omstændigheder et subjektivt element, der hænger sammen med forpligtelsen for en retsundergiven, der er i god tro, til at udvise den fornødne omhu og agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende med henblik på at overvåge afviklingen af proceduren og at overholde de fastsatte frister (jf. i denne retning dom af 21.5.2014, Melt Water mod KHIM (NUEVA), T-61/13, EU:T:2014:265, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
35 Betingelserne for anvendelse af artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001 skal derfor fortolkes strengt. Overholdelsen af frister er nemlig en ufravigelig procesforudsætning, og restitutio in integrum med hensyn til en registrering, efter at den er blevet slettet, kan bringe retssikkerheden i fare (jf. i denne retning dom af 19.9.2012, Video Research USA mod KHIM (VR), T-267/11, EU:T:2012:446, præmis 35).
36 En indehaver af et varemærke, der har undladt at forny registreringen af dette varemærke inden for den fastsatte frist, kan således ikke omgå konsekvenserne af sin egen forsømmelighed ved at give en tredjemand bemyndigelse til at indgive en begæring om genindsættelse i dennes ret til at ansøge om fornyelse af registreringen af et EU-varemærke efter udløbet af den nævnte frist.
37 En licenstager kan dels ikke indgive begæring om genindsættelse i sine rettigheder alene med den begrundelse, at varemærkeindehaveren har undladt at handle og ikke har overholdt fristen for at ansøge om fornyelse af registreringen af det nævnte varemærke, dels ikke indrømmes mulighed for at handle i strid med hensigten hos den varemærkeindehaver, der bevidst har besluttet ikke at forny sin registrering.
38 Det var følgelig med rette, at appelkammeret fandt, at det skulle undersøges, om de betingelser, der er fastsat i artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001, var overholdt i forhold til varemærkeindehaveren, og det første anbringende skal derfor forkastes.
Om tilsidesættelse af forpligtelsen til at udvise den efter omstændighederne fornødne omhu og af de i artikel 104 i forordning 2017/1001 fastsatte frister
39 Sagsøgeren har indledningsvis anført, at selskabet har overholdt de frister, der er fastsat i artikel 104 i forordning 2017/1001. Sagsøgeren har gjort gældende, at der i denne artikel er fastsat to frister. Den første er en absolut frist på et år, der løber fra udløbet af den ikke overholdte frist, dvs. den 22. juli 2017. Den anden er en relativ frist på to måneder, der løber fra ophøret af den hindring, der var årsag til den manglende overholdelse af fristen. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at hindringen ophørte på det tidspunkt, hvor indehaveren af det omhandlede varemærke gav sagsøgeren udtrykkelig bemyndigelse til at handle, dvs. den 17. juli 2018. Eftersom genansættelsesbegæringen blev indgivet den 21. juli 2018, er de to frister blevet overholdt.
40 Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at appelkammeret fejlagtigt anvendte et absolut kriterium ved at kræve, at selskabet skulle føre bevis for at have truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre en rettidig fornyelse. Sagsøgeren var imidlertid kun forpligtet til at træffe de efter omstændighederne fornødne foranstaltninger, der var passende i det foreliggende tilfælde. I den foreliggende sag er den aftale, der er indgået mellem sagsøgeren og indehaveren af det omhandlede varemærke, underlagt italiensk ret, som fastsætter det generelle princip om en rimelig og berettiget forventning og det generelle princip om god tro i forbindelse med opfyldelse af kontraktlige forpligtelser. Appelkammeret burde derfor have fundet, at eftersom sagsøgeren ikke kunne forudse, at indehaveren af det omhandlede varemærke ikke ville opfylde sine kontraktlige forpligtelser, havde selskabet handlet med den efter omstændighederne fornødne omhu.
41 Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret tilsidesatte artikel 104 i forordning 2017/1001, for så vidt som de foranstaltninger, som appelkammeret anbefalede for at sikre en rettidig fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke, ikke ville have været effektive og ikke var relevante for kontrollen af, om sagsøgeren havde opfyldt forpligtelsen til at udvise omhu.
42 EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.
43 Retten bemærker, at det følger af gennemgangen af det første anbringende, at det, for at genindsættelsesbegæringen kan tages til følge, i det foreliggende tilfælde kræves, at indehaveren af det omhandlede varemærke har overholdt de betingelser, der er fastsat i artikel 104 i forordning 2017/1001.
44 Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren i denne henseende ikke har givet nogen forklaring på, hvorfor indehaveren af det omhandlede varemærke undlod at foretage fornyelse af registreringen af dette varemærke, og der er således intet, der tyder på, at den nævnte indehaver udviste den efter omstændighederne fornødne omhu som omhandlet i artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001.
45 Det fremgår af artikel 104, stk. 2, i forordning 2017/1001, at en genindsættelsesbegæring skal indgives skriftligt inden to måneder fra hindringens ophør.
46 I henhold til artikel 104, stk. 5, i forordning 2017/1001 finder artikel 104 imidlertid ikke anvendelse på fristerne i denne artikels stk. 2. Hvis tomånedersfristen, der er en af betingelserne for behandlingen af begæringen, ikke er overholdt, er der således ikke længere mulighed for at indgive en genindsættelsesbegæring, selv hvis den manglende overholdelse begrundes (dom af 23.9.2009, Evets mod KHIM (DANELECTRO og QWIK TUNE), T-20/08 og T-21/08, EU:T:2009:356, præmis 24).
47 Sagsøgerens argument om, at tomånedersfristen først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor selskabet havde fået bemyndigelse fra indehaveren af det omhandlede varemærke, dvs. den 17. juli 2018, således at begæringen var blevet indgivet inden for fristen, kan ikke tages til følge.
48 Det forhold alene, at det anerkendes, at sagsøgeren ikke med føje kunne ansøge om fornyelse af registreringen af det omhandlede varemærke uden at have opnået udtrykkelig bemyndigelse fra indehaveren af dette varemærke, er ikke ensbetydende med at anerkende, at fraværet af en sådan bemyndigelse udgør en hindring som omhandlet i artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001.
49 Det fremgår i øvrigt af oplysningerne i sagen, at indehaveren af det omhandlede varemærke havde udpeget en repræsentant, som var blevet underrettet om, at den faktiske registrering af det nævnte varemærke ville udløbe den 22. juli 2017, såfremt det ikke blev fornyet. Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at den nævnte indehaver har anført, at der forelå nogen som helst form for hindring, der vedrørte denne.
50 Endelig er spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren kunne eller ikke kunne have tillid til, at indehaveren af det omhandlede varemærke ville opfylde sine kontraktlige forpligtelser, kun relevant for kontraktforholdet mellem dem og for placeringen af ansvaret for det tab, som sagsøgeren eventuelt har lidt, men kan ikke berøre sagsøgerens retsstilling i forhold til EUIPO.
51 Den begæring, som sagsøgeren indgav, kunne derfor ikke antages til behandling, idet den ikke opfyldte betingelserne i artikel 104, stk. 1 og 2, i forordning 2017/1001.
52 Det andet, det tredje og det fjerde anbringende skal derfor forkastes, uden at de øvrige argumenter, som sagsøgeren har fremført i denne henseende, kan rejse tvivl om en sådan konklusion.
Om tilsidesættelse af det generelle princip om den beskyttelse, som et EU-varemærke yder
53 Sagsøgeren er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse har den virkning, at offentligheden udsættes for en risiko for forveksling som følge af, at der på et senere tidspunkt eventuelt måtte blive foretaget registrering af tegn, der ligner det varemærke, hvis registrering er ophørt, hvilket indebærer, at den tilsidesætter det generelle princip om den beskyttelse, som et EU-varemærke yder, og som er omhandlet i 11. betragtning til forordning 2017/1001, hvorefter formålet med registreringen af et varemærke navnlig er at sikre varemærkets funktion som angivelse af oprindelse.
54 EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.
55 Det bemærkes, at 11. betragtning til forordning 2017/1001 har følgende ordlyd:
»Den af EU-varemærke[t] ydede beskyttelse, der navnlig har til formål at sikre varemærkets funktion som angivelse af oprindelse, bør være uindskrænket i tilfælde af identitet mellem varemærket og tegnet og mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser. Beskyttelsen bør også gælde i tilfælde af lighed mellem varemærket og tegnet og mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser. Begrebet lighed bør fortolkes i forhold til risikoen for forveksling. En specifik betingelse for beskyttelsen bør være, at der er risiko for forveksling, og bedømmelsen heraf afhænger af en lang række faktorer, herunder navnlig hvor kendt varemærket er på markedet, om der kan skabes en forbindelse med det benyttede eller registrerede tegn, samt hvor stor ligheden er mellem varemærket og tegnet og mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser.«
56 Selv om formålet med 11. betragtning til forordning 2017/1001 er over for forbrugeren eller den endelige bruger at garantere oprindelsen af den vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket, hvorved denne sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen eller tjenesteydelsen fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse (jf. analogt dom af 19.6.2012, Chartered Institute of Patent Attorneys, C-307/10, EU:C:2012:361, præmis 36), har denne betragtning i modsætning til, hvad sagsøgeren synes at hævde, ikke til formål på ubestemt tid at sikre registreringen af et EU-varemærke, når denne registrering er ophørt på grund af den manglende fornyelse af registreringen af det nævnte varemærke.
57 Når et varemærke udløber, og dets registrering ikke fornyes, er dette varemærke nemlig principielt offentligt tilgængeligt, hvilket fremmer konkurrencen og tilskynder til udvikling. De varemærker, der i sidste ende ikke eller ikke længere udnyttes, skal derfor og i medfør tilgængelighedsprincippet igen gøres offentligt tilgængelige, således at andre erhvervsdrivende kan registrere dem og effektivt nyde godt af de økonomiske fordele, der er forbundet hermed.
58 I det foreliggende tilfælde skyldes udløbet af registreringen af det omhandlede varemærke, at denne registrering ikke blev fornyet rettidigt. Som EUIPO med rette har anført, er den omstændighed, at det nævnte varemærke ikke længere kan tjene som grundlag for et søgsmål til prøvelse af andre yngre varemærker, en følge af dette udløb og udgør ikke en tilsidesættelse af det generelle princip om den beskyttelse, som et EU-varemærke yder.
59 Det femte anbringende skal derfor forkastes, og EUIPO frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om sagsøgerens anden påstand kan antages til realitetsbehandling.
Sagsomkostninger
60 I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
61 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.
2) Seven SpA betaler sagsomkostningerne.
Spielmann | Öberg | Spineanu-Matei |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. september 2020.
Underskrifter