RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)

16. juli 1998 (1)

»Freelancekonferencetolke - lovligheden af deres fællesskabsbeskatning«

I de forenede sager T-202/96 og T-204/96,

Andrea von Löwis (sag T-202/96) og Marta Alvarez-Cotera (sag T-204/96),konferencetolke, Geneve (Schweiz), ved Gerard van der Wal, advokat ved HogeRaad der Nederlanden og i Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hosAloyse May, 31, Grand-Rue,

sagsøgere,

den anden sagsøger støttet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef Ernst Röder,Forbundsøkonomiministeriet, Bonn, Tyskland, som befuldmægtiget,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Peter Oliver, KommissionensJuridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hosCarlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret,Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om tilbagebetaling af fællesskabsskat, som siden 1. januar1989 er blevet opkrævet af sagsøgernes lønninger,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (TredjeUdvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët, K. Lenaerts,A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 5. maj1998,

afsagt følgende

Dom

Sagernes retlige baggrund

1.

    Artikel 13 i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier ogimmuniteter af 8. april 1965 (herefter »protokollen«), bestemmer følgende:

»Løn, vederlag og honorarer, som Fællesskaberne udbetaler sine tjenestemænd ogøvrige ansatte, beskattes til fordel for Fællesskaberne på de betingelser og efterden fremgangsmåde, som fastsættes af Rådet på grundlag af forslag fraKommissionen.

Tjenestemændene og de øvrige ansatte fritages for national beskatning af løn,vederlag og honorarer, som de modtager fra Fællesskaberne.«

2.

    Siden 1970 har Kommissionen med Association internationale des Interprètes deconférence (herefter »AIIC«), hvert femte år indgået rammeoverenskomster(herefter »rammeoverenskomster«) om arbejdsbetingelserne og aflønningen af defreelancekonferencetolke, som ansættes med henblik på at dækkefællesskabsinstitutionernes behov.

3.

    I henhold til artikel 1, stk. 1, i rammeoverenskomsterne »finder disse anvendelseuanset tjenestested på freelancekonferencetolke, som ansættes af Kommissionenpå de betingelser, der er fastsat i ordningen om freelancetolke for den institution,hvori de udfører deres tjenesteydelser«.

4.

    I indledningen til rammeoverenskomsten indgået den 9. december 1988 (herefter»rammeoverenskomsten af 1988«) har overenskomstparterne fastsat, at Europa-Parlamentet i henhold til artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte vedFællesskaberne (herefter »AØA«), undergiver de freelancetolke, som Parlamentetansætter, fællesskabsbeskatning. Parterne i rammeoverenskomsten af 1988 fandtdet derfor ønskeligt »under henvisning alene til de skattebestemmelser, som følgeraf anvendelsen af artikel 78 i AØA at sikre ligebehandling på skatteområdetmellem alle freelancetolke ...«.

5.

    Der blev derfor i artikel 8 i rammeoverenskomsten af 1988 ikrafttrådt den 1. januar1989 fastsat følgende:

»Freelancetolke, som engageres af Kommissionen på vegne af alle Fællesskabetsinstitutioner, betaler skat til Fællesskaberne som fastsat i protokollens artikel 13.

Dette gælder dog ikke, såfremt vedkommende ikke er statsborger i en afFællesskabets medlemsstater, medmindre institutionen indrømmer undtagelserherfra.«

6.

    Med henblik på den særlige situation for freelancetolke, der er bosat i en tredjestat, blev der i artikel 8 i rammeoverenskomsten, indgået den 15. september 1994,for tidsrummet 1. januar 1994 til 31. december 1998 (herefter»rammeoverenskomsten af 1994«), indført et stk. 3, som lyder således:

»Ved beskatning i et tredjeland af vederlag, udbetalt af Kommissionen, og somundtagelse fra stk. 1, tilbagebetales fællesskabsskattebeløbet til freelancetolkenefter fremlæggelse af dokumentation inden for størrelsen af det tilsvarendenationale skattebeløb.«

7.

    Artikel 23 i rammeoverenskomsterne bestemmer, at i tilfælde af tvist, kanfreelancetolken, såfremt tvisten ikke har kunnet løses i henhold til den i artikel 22fastsatte administrative procedure, anlægge sag ved Domstolen, som er indrømmetkompetence i ansættelseskontrakterne i henhold til artikel 42 i EKSF-traktaten,artikel 181 i EF-traktaten, og artikel 153 i Euratom-traktaten.

8.

    Artikel 23, stk. 2, bestemmer, at med forbehold af bestemmelserne irammeoverenskomsten og dens bilag og i de individuelle ansættelseskontrakterfinder belgisk ret anvendelse på kontraktforholdet mellem freelancetolken oginstitutionerne.

9.

    Rent praktisk engageres freelancetolkene med kort varsel ved telefonopkald ellertelefax med henblik på ansættelse af få dages varighed. Kontrakten bliver dernæstformaliseret ved en skriftlig bekræftelse underskrevet af de to parter.

10.

    Det bestemmes i denne bekræftelse, at ansættelsen er reguleret af den ordning omfreelancekonferencetolke, der er vedtaget af den institution, som den pågældendeskal arbejde for, og af den gældende rammeoverenskomst. Der henvises ibekræftelsen også til værnetingsklausulen i rammeoverenskomstens artikel 23.

Tvisternes baggrund

11.

    A. von Löwis er tysk statsborger, og M. Alvarez-Cotera har spansk og schweiziskstatsborgerskab. De har henholdsvis siden 1964 og 1970 været bosat i Schweiz. Dearbejder begge som freelancetolke for fællesskabsinstitutionerne, A. von Löwissiden 1973 og mellem 125 og 135 dage om året, M. Alvarez-Cotera siden marts1986 og mellem 40 og 50 dage årligt.

12.

    Kommissionen har siden den 1. januar 1989 tilbageholdt fællesskabsskat affreelancetolkenes vederlag, således at sagsøgerne altså eventuelt dobbeltbeskattesaf deres vederlag, idet de også kan betale indkomstskat heraf i Schweiz.

13.

    I henhold til artikel 22 i rammeoverenskomsten af 1994 har M. Alvarez-Cotera ogvon Löwis henholdsvis den 23. april 1996 og 8. juli 1996 anmodet Kommissionenom at tilbagebetale dem den fællesskabsskat, de har betalt siden 1989.

14.

    Efter denne anmodning var blevet afslået af direktøren for direktoratet»konferencer« i den fælles konferencetolketjeneste, indgav sagsøgerne tilsvarendeansøgninger til de kompetente generaldirektører.

15.

    Disse anmodninger blev også afslået, henholdsvis ved afgørelse af 25. september1996 og af 21. oktober 1996 under henvisning til, at sagsøgerne inden 1994 havdeudøvet deres tolkevirksomhed under fuldt kendskab til rammeoverenskomsternemellem AIIC, og at artikel 8, stk. 3, i rammeoverenskomsten af 1994 først fra 1994fandt anvendelse på sagsøgernes tolkevirksomhed. Kommissionen anmodede medhenblik på tilbagebetaling af fællesskabsskatten i henhold til sidstnævntebestemmelse sagsøgerne om at fremlægge dokumentation for den skat, de havdebetalt det schweiziske skattevæsen.

Retsforhandlinger

16.

    Ved stævninger indgivet til Rettens Justitskontor den 9. december 1996 harsagsøgerne anlagt nærværende søgsmål med påstand om tilbagebetaling affællesskabsskatten.

17.

    Den 22. maj 1997 har Forbundsrepublikken Tyskland anmodet om at intervenerei sag T-204/96 til støtte for sagsøgerens påstande. Denne begæring er blevet tilladtved kendelse af 11. juli 1997.

18.

    Ved kendelse af 18. november 1997 er sagerne T-202/96 og T-204/96 blevet forenetmed henblik på den mundtlige forhandling og dom i henhold til procesreglementetsartikel 50.

19.

    Sagerne, der først blev henvist til Tredje Afdeling, blev endelig henvist til TredjeUdvidede Afdeling ved Rettens beslutning af 4. februar 1998 i henhold tilprocesreglementets artikel 14 og 51.

20.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje UdvidedeAfdeling) besluttet af indlede den mundtlige forhandling. Retten har i forbindelsemed sagens tilrettelæggelse anmodet Kommissionen om at tilstille den visseoplysninger.

21.

    Parterne har afgivet indlæg og besvaret Domstolens mundtlige spørgsmål iretsmødet den 5. maj 1998.

Parternes påstande

22.

    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

-    Sagerne antages til realitetsbehandling.

-    Afgørelserne af 25. september 1996 og af 21. oktober 1996 annulleres.

-    Det fastslås, at det er retsstridigt at pålægge sagsøgerne fællesskabsskat,og/eller artikel 8 i rammeoverenskomsten annulleres.

-    Kommissionen pålægges at tilbagebetale den fællesskabsskat, den hartilbageholdt, og/eller som sagsøgerne har betalt, nærmere bestemt itidsrummet fra den 1. januar 1989 til tidspunktet for dommens afsigelse,tillige med renter 8% p.a. efter den lovbestemte rentesats.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Afvisning.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24.

    Intervenienten i sag T-204/96 har nedlagt påstand om, at der gives sagsøgerenmedhold i påstanden om tilbagebetaling af fællesskabsskatten.

Den retlige karakter af sagsøgernes ansættelsesforhold

25.

    Det står fast og er ubestridt mellem parterne, at sagsøgerne som freelancetolke, derengageres i henhold til kortvarige kontrakter, som hyppigt fornys hvert år, hverkenkan anses for tjenestemænd eller ansatte i Fællesskaberne som omhandlet af AØA(Domstolens domme af 11.7.1985, sag 43/84, Maag mod Kommissionen, Sml. s.2581, præmis 23, og sag 111/84, Cantisani, Sml. s. 2671, præmis 13), men somaftalepartnere, der er knyttet til Kommissionen ved privatretlige bestemmelser, derhenhører under belgisk ret i henhold til rammeoverenskomsternes artikel 23 medhensyn til alle spørgsmål, der ikke er reguleret i de individuelleansættelseskontrakter og i rammeoverenskomsterne.

26.

    Det følger heraf, at nærværende sager hviler på kontraktforhold.

Formaliteten

Rettens inkompetence

Parternes argumenter

27.

    Kommissionen har anført, at Retten ikke har kompetence til at træffe afgørelse ide to sager, idet disse vedrører kontrakter, der er indgået inden den 1. august 1993,og som derfor burde være blevet anlagt ved Domstolen. Rådets afgørelse af 8. juni1993 (93/350/EKSF/EØF/Euratom) om ændring af afgørelse88/591/EKSF/EØF/Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Reti Første Instans (EFT L 144, s. 21; herefter »Rådets afgørelse«) begrænser i artikel3, stk. 2, Rettens kompetence til at påkende søgsmål, der som i denne sag, erindbragt af fysiske personer i henhold til en værnetingsaftale, til sager vedrørendeopfyldelsen af kontrakter, der er indgået efter Rettens oprettelse den 1. august1993.

28.

    Sagsøgerne har, støttet af intervenienten, herimod indvendt, at Retten erkompetent til at træffe afgørelse i deres sager, eftersom sagerne er blevet anlagtefter ikrafttrædelsen af rammeoverenskomsten af 1994, og sagerne vedrører etfortsat retsforhold med Kommissionen, som består i en række kortvarigekontrakter, der ikke kan bedømmes separat.

Rettens bemærkninger

29.

    Med nærværende søgsmål bestrides lovligheden af den tilbageholdelse affællesskabsskat, som blev foretaget i henhold til enslydende bestemmelser i degældende rammeoverenskomster, henholdsvis i 1989-1994 og 1994-1998, opkrævet

af de vederlag, som Kommissionen udbetalte sagsøgerne i henhold til en rækkeindividuelle næsten enslydende kontrakter, der var indgået efter 1. januar 1989.

30.

    Under disse omstændigheder er det i overensstemmelse med vægtigeretsplejehensyn og retsbeskyttelsen af sagsøgerne, at Retten vurderer tvisterne ideres helhed, uanset om de individuelle ansættelseskontrakter er blevet indgået føreller efter ikrafttrædelsen af Rådets afgørelse (jf. Domstolens dom af 1.7.1982, sag109/81, Porta mod Kommissionen, Sml. s. 2469, præmis 10).

31.

    Den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse må derfor afvises.

Formalitetsindsigelsen om sammenblanding af retsmidler

32.

    Kommissionen har hovedsagelig foreholdt sagsøgerne, at de forsøger at ophæveden grundlæggende forskel mellem et søgsmål vedrørende en kontrakt og etannullationssøgsmål. Ifølge Kommissionen kan sagsøgerne ikke definere deafgørelser, hvorved Kommissionen afsluttede den i henhold til kontrakten fastsatteadministrative procedure som retsakter, og derfor heller ikke nedlægge påstand omderes annullation.

33.

    Sagsøgerne har hertil indvendt, at deres søgsmål ikke kan henregnes til privatretten,eftersom Kommissionen, da den retsstridigt har opkrævet fællesskabsskat, ikke harhandlet som en medkontrahent, men som en offentlig myndighed.

34.

    Retten skal alene fastslå, at sagsøgerne, således som det fremgår af deres påstande,i overensstemmelse med nærværende søgsmåls kontraktmæssige karakter påstårKommissionen dømt til at tilbagebetale dem fællesskabsskatten under henvisningtil, at der ikke foreligger nogen hjemmel for de bestemmelser irammeoverenskomsterne, i henhold til hvilke skattetilbageholdelserne er blevetforetaget.

35.

    Det følger heraf, at Kommissionens formalitetsindsigelse ikke kan tages til følge.

Formalitetsindsigelserne vedrørende tilsidesættelse af procesreglementet

36.

    Kommissionen har først anført, at sagsøgerne i strid med procesreglementets artikel44, stk. 5a, ikke havde vedlagt deres stævning en kopi af alle deresansættelseskontrakter med værnetingsklausulen.

37.

    Sagsøgerne har hertil anført, at de sammen med stævningen behørigt har indgivetde gældende rammeoverenskomster og et eksemplar af deres ansættelseskontrakti henhold til nævnte bestemmelse.

38.

    Retten fastslår, at sagsøgerne behørigt har bilagt deres stævning en kopi afansættelseskontrakten med værnetingsklausulen som omhandlet af

procesreglementets artikel 44, stk. 5, litra a), og at de på grund af den enslydendeformulering af ansættelseskontrakterne, overhovedet ikke var forpligtet til atfremlægge alle de af dem indgåede ansættelseskontrakter.

39.

    Dernæst har Kommissionen foreholdt sagsøgerne, at de ikke præcist har angivetstørrelsen af den fællesskabsskat, som er blevet pålagt deres vederlag.

40.

    Sagsøgerne har hertil anført, at de bestrider selve princippet om at betalefællesskabsskat af deres vederlag, og at den omstændighed, at de ikke har angivetet præcist beløb, ikke kan medføre, at deres søgsmål må afvises.

41.

    Retten anser nærværende søgsmål for behørigt anlagt, hvorfor den kan træffeafgørelse såvel vedrørende selve princippet om lovligheden af den af Kommissionentilbageholdte fællesskabsskat som sagsøgernes påstande om tilbagebetaling. Det stårfast, at sidstnævnte vedrører beløb, som Kommissionen selv har tilbageholdt, ogsom den derfor også selv kan fastsætte.

42.

    Kommissionen har for det tredje anført, at sagsøgerne ikke engang har forsøgt atangive den bestemmelse, som gør det muligt for dem at anfægte artikel 8 i depågældende to rammeoverenskomster, hvilket ifølge Kommissionen er i klarmodstrid med artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet, hvorefter stævningenskal indeholde »en kort fremstilling af søgsmålsgrundene«.

43.

    Sagsøgerne finder derimod, at de behørigt har angivet grundene til, atKommissionen efter deres opfattelse med urette har anvendtrammeoverenskomsternes artikel 8 på dem.

44.

    Retten fastslår, at sagsøgerne under henvisning til de relevantefællesskabsbestemmelser klart har angivet, at Kommissionen ikke havdekompetence til at foretage de omtvistede skattetilbageholdelser.

45.

    Under disse omstændigheder kan Kommissionens formalitetsindsigelser vedrørendetilsidesættelse af procesreglementet ikke tages til følge.

Formalitetsindsigelsen om sagsøgernes indvilgelse i opkrævningen af fællesskabsskatten

46.

    Kommissionen har anført, at sagsøgerne siden 1989 har accepteret opkrævning affællesskabsskatten, og nu forsøger at opnå tilbagebetaling heraf efter i flere år ikkeat have anlagt noget søgsmål.

47.

    Retten finder, at behandlingen af denne indsigelse henhører under tvistens realitet,og derfor må behandles sammen med denne.

Realiteten

Parternes argumenter

48.

    Sagsøgerne har støttet af intervenienten i sag T-204/96 anført, at Rådet i henholdtil artikel 13 i protokollen i forordning (EØF/Euratom/EKSF) nr. 260/68 af 29.februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden vedopkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (JO L 56, s. 8), har fastsatbetingelserne og de nærmere regler for fællesskabsbeskatningen af de vederlag,som Fællesskaberne udbetaler deres tjenestemænd og øvrige ansatte.

49.

    Da freelancetolkene hverken er tjenestemænd eller øvrige ansatte i Fællesskabernesom omhandlet af AØA, har Kommissionen gjort sig skyldig i en åbenbart forkertretsanvendelse ved at opkræve fællesskabsskat af deres vederlag under henvisningtil artikel 8 i rammeoverenskomsterne, idet disse var blevet indgået med eninternational privatretlig organisation og henhører under civilretten.

50.

    Kommissionen har herimod indvendt, at fællesskabsbeskatningen affreelancetolkene hviler på et kontraktforhold, hvorfor sagsøgerne ud fra princippetom »pacta sunt servanda« (aftaler skal holdes), ikke kan bestride gyldigheden afderes kontrakter, når der ikke foreligger svig, mangler, tvang eller andre lignendeomstændigheder. Kommissionen mener desuden, at artikel 8 irammeoverenskomsterne er uadskillelig fra de øvrige bestemmelser.

Rettens bemærkninger

51.

    I henhold til protokollens artikel 13, stk. 1, beskattes vederlag, som Fællesskaberneudbetaler sine tjenestemænd og øvrige ansatte til fordel for Fællesskaberne.

52.

    Artikel 2 i nævnte rådsforordning nr. 260/68, der er udstedt i henhold tilovennævnte bestemmelser, bestemmer, at personer, der er omfattet af vedtægtenfor tjenestemænd eller af AØA er fællesskabsskattepligtige, med undtagelse aflokalt ansatte.

53.

    Da sagsøgerne på grund af deres status som freelancetolke hverken kan anses fortjenestemænd eller for øvrige ansatte som omhandlet af AØA, kunneKommissionen ikke opkræve fællesskabsskat af de lønninger, som den har udbetaltde pågældende siden den 1. januar 1989.

54.

    Det fremgår desuden af opbygningen af artikel 13 i protokollen, atfællesskabsbeskatningen i henhold til artiklens stk. 1 af tjenestemænd og øvrigeansatte i Fællesskaberne af det vederlag, som Fællesskaberne udbetaler dem,nødvendigvis, således som det fremgår af artiklens stk. 2, har til følge, at depågældende fritages for national beskatning af de samme vederlag.

55.

    Dette princip er fastslået i artikel 2, litra a), i artikel 13, stk. 2, i Rådets forordning(Euratom, EKSF, EØF) nr. 549/69 af 25. marts 1969 (JO L 74, s. 1), omfastsættelse af de grupper af De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd og øvrigeansatte, for hvilke visse bestemmelser i protokollen finder anvendelse, som senere

ændret, hvorefter alene personer, der er undergivet vedtægten for tjenestemændeller AØA, med undtagelse af lokalt ansatte, omfattes af protokollens artikel 13,stk. 2.

56.

    Heraf følger, at de vederlag, som Kommissionen har udbetalt sagsøgerne, henhørerunder medlemsstaternes skattemyndighed.

57.

    Kommissionen har også tilsidesat den skattekompetence, som medlemsstaternebesidder, ved at foretage den omtvistede opkrævning af fællesskabsskat.

58.

    Der må derfor gives sagsøgerne medhold i deres påstand om tilbagebetaling, idetde indsigelser, som Kommissionen støtter på sagsøgernes såkaldte stiltiendeanerkendelse af opkrævningen af fællesskabsskatten og uadskilleligheden aframmeoverenskomsternes bestemmelser (se ovenfor, præmis 50), ikke kan tagestil følge. Hverken parternes indgåelse af en overenskomst eller dennes overholdelsekan retligt begrunde en gennemførelse eller opretholdelse af retsstridigeforpligtelser.

59.

    Det fremgår af det anførte, at Kommissionen må pålægges at tilbagebetalesagsøgerne de beløb, som den har opkrævet i såkaldt fællesskabsskat af devederlag, som den siden den 1. januar 1989 har udbetalt sagsøgerne, med tillæg afrenter efter den lovbestemte belgiske sats fra tidspunktet for hver af sagsøgernesførst fremsatte anmodning om tilbagebetaling (jf. præmis 13), indtil betaling sker.

Sagens omkostninger

60.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionenhar tabt sagen og pålægges derfor sagens omkostninger i henhold til sagsøgernespåstande.

61.

    Forbundsrepublikken Tyskland, intervenient i sagen T-204/96, bærer sine egneomkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling)

1)    Kommissionen pålægges at tilbagebetale sagsøgerne de beløb, den haropkrævet i såkaldt fællesskabsskat af de vederlag, som den siden 1. januar

1989 har udbetalt sagsøgerne, med tillæg af renter efter den lovbestemtebelgiske sats fra tidspunktet for hver af sagsøgernes først fremsatteanmodning om tilbagebetaling, indtil betaling sker.

2)    I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

3)    Kommissionen betaler sagens omkostninger.

4)    Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

TiiliBriët Lenaerts Potocki Cooke

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juli 1998.

H. Jung

V. Tiili

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: engelsk.