Language of document : ECLI:EU:T:2022:835

RETTENS DOM (Anden Udvidede Afdeling)

21. december 2022 (*)

»Annullationssøgsmål – statsstøtte – paraplyordning, der har til formål at indføre en forbundsstatslig kompensationsordning i Tyskland for tab som følge af afgørelser om nedlukning – afgørelse om ikke at gøre indsigelse – foranstaltning til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – manglende søgsmålsinteresse – afvisning«

I sag T-525/21,

E. Breuninger GmbH & Co., Stuttgart (Tyskland), ved advokaterne R. Velte og W. Meilicke,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved V. Bottka, G. Braga da Cruz og C. Kovács, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved J. Möller og P.-L. Krüger, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne F. Schalin, P. Škvařilová-Pelzl, I. Nõmm (refererende dommer) og D. Kukovec,

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 14. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgeren, E. Breuninger GmbH Co., har med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C (2021) 3999 final af 28. maj 2021 om statsstøtte SA.62784 (2021/N) – Tyskland COVID-19 – forbundsordning om kompensation (EUT 2021, C 223, s. 25, herefter »den anfægtede afgørelse«).

 Tvistens baggrund

2        Sagsøgeren er driftsselskabet i E. Breuninger-koncernen, som navnlig driver virksomhed inden for beklædningssektoren og distribution af beklædning, parfumer, kosmetiske produkter og kropsplejeprodukter, møbler, husholdningsartikler og dekorationsartikler.

3        Den 21. maj 2021 anmeldte Forbundsrepublikken Tyskland en foranstaltning om tildeling af midlertidig økonomisk støtte til virksomheder, hvis aktiviteter er indstillet som følge af de foranstaltninger, der er truffet af forbundsstaten og delstaterne for at håndtere pandemien på dens område i forbindelse med covid-19-krisen (herefter »den forbundsstatslige kompensationsordning«) til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.

4        Den 28. maj 2021 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

5        I den anfægtede afgørelse beskrev Kommissionen i første række de væsentlige kendetegn ved den forbundsstatslige kompensationsordning. Det fremgår heraf, at den nævnte ordning:

–        omfatter samtlige virksomheder med visse undtagelser (herunder finansielle institutioner og offentlige virksomheder);

–        har til formål at udligne de indtægtstab, der er opstået som følge af afgørelser om nedlukning truffet på grund af covid-19-pandemien (herefter »afgørelserne om nedlukning«);

–        råder over et foreløbigt budget på ca. 10 mia. EUR for 2021, vedrører de tab, der er lidt mellem den 16. marts 2020 og den 31. december 2021, og som alene følger af afgørelserne om nedlukning, finder anvendelse på hele Tyskland og har form af direkte støtte, der kan ydes af administrative myndigheder på både forbunds-, delstats- og lokalt niveau;

–        i henhold til dens artikel 2, stk. 1, navnlig finder anvendelse på virksomheder, hvis aktiviteter er blevet forbudt ved afgørelser om nedlukning, og på virksomheder, hvor mindst 80% af omsætning har fundet sted med virksomheder, hvis aktiviteter var blevet forbudt ved disse afgørelser,

–        i artikel 2, stk. 2, fastsætter, at virksomheder med blandede aktiviteter, hvoraf nogle slet ikke er berørt af nedlukningen, er støtteberettigede i medfør af den forbundsstatslige kompensationsordning, når de forbudte aktiviteter udgør mindst 80% af deres omsætning;

–        i artikel 3, stk. 1, fastsætter, at de støtteberettigede tab udelukkende er dem, der er forbundet med de forbudte aktiviteter eller med den del, der kan adskilles fra aktiviteten i de virksomheder, der er berørt af afgørelserne om nedlukning, og udgøres af forskellen mellem driftsresultaterne i de perioder, som de nævnte afgørelser vedrører, og de tilsvarende perioder i 2019;

–        fastsætter, at indtægterne fra flytningen af aktiviteten til en anden tilknyttet økonomisk aktivitet skal tages i betragtning med henblik på at undgå, at virksomhederne opnår en fordel som følge af, at der kun tages hensyn til de tab, der er lidt i forbindelse med de aktiviteter, der er berørt af afgørelserne om nedlukning;

–        har flere kendetegn, der skal begrænse størrelsen af den udbetalte støtte til det nødvendige minimum;

–        fastsætter, at hvis støtten skal udbetales på grundlag af de forudsete tab, skal spørgsmålet om, hvorvidt de nævnte tab reelt foreligger, kontrolleres efterfølgende og skal tilbagebetales i tilfælde af overkompensation.

6        I anden række undersøgte Kommissionen foreneligheden af den forbundsstatslige kompensationsordning med artikel 107 TEUF.

7        For det første anførte Kommissionen, at den forbundsstatslige kompensationsordning var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF.

8        For det andet fastslog Kommissionen, at den forbundsstatslige kompensationsordning var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.

9        Det blev indledningsvis anført, at covid-19-pandemien udgjorde en usædvanlig begivenhed som omhandlet i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.

10      Dernæst blev det lagt til grund, at der, henset til den i den forbundsstatslige kompensationsordning anvendte definition af støtteberettigede tab, var årsagsforbindelse mellem covid-19-pandemien og de kompenserede tab, eftersom kun tab, der var opstået som følge af foranstaltninger, der retligt eller faktisk forhindrede de begunstigede i at fortsætte deres aktiviteter, blev kompenseret.

11      Endelig undersøgte Kommissionen forholdsmæssigheden af den forbundsstatslige kompensationsordning og fastslog, at denne betingelse var opfyldt, for så vidt som kendetegnene ved ordningen gjorde det muligt at sikre, at den udbetalte støtte var forholdsmæssig til de tab, der var lidt på grund af covid-19-pandemien.

12      Kommissionen besluttede derfor ikke at gøre indsigelse mod den forbundsstatslige kompensationsordning.

 Parternes påstande

13      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

14      Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

15      Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse med den begrundelse, at den godkendte den forbundsstatslige kompensationsordning, som i artikel 2, stk. 2, udelukker, at virksomheder, der er aktive inden for forskellige erhvervssektorer, er støtteberettigede, hvis de sektorer, der er berørt af de afgørelser om nedlukning, der blev vedtaget som følge af covid-19-pandemien, udgør mindre end 80% af deres omsætning.

16      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender. Med det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved at godkende den betingelse for støtteberettigelse, som indebærer, at de berørte erhvervssektorer repræsenterer mindst 80% af de berørte virksomheders omsætning. Med det andet anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen ligeledes tilsidesatte artikel 108, stk. 2, TEUF ved ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, til trods for at der forelå alvorlige vanskeligheder.

17      Da betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling er ufravigelige procesforudsætninger, påhviler det Retten af egen drift at efterprøve, om sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede afgørelse annulleres (jf. i denne retning kendelse af 7.12.2017, Troszczynski mod Parlamentet, T-148/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:921, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

18      Retten finder det nødvendigt indledningsvis at undersøge formaliteten ud fra, om sagsøgeren har søgsmålsinteresse med henblik på annullation af den anfægtede afgørelse.

19      Sagsøgeren er med henblik herpå blevet opfordret til som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 og 90 i Rettens procesreglement at udtale sig om, hvorvidt selskabet har søgsmålsinteresse med henblik på annullation af den anfægtede afgørelse, og dermed om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, såfremt betingelsen i artikel 2, stk. 2, i den forbundsstatslige kompensationsordning ikke finder anvendelse på det.

20      I henhold til fast retspraksis kan et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel (jf. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

21      Det skal for det første fastslås, at sagsøgerens søgsmål hviler på en fejlagtig antagelse om, at selskabet ikke er støtteberettiget i medfør af den forbundsstatslige kompensationsordning på grund af den i artikel 2, stk. 2, deri fastsatte betingelse.

22      Ifølge artikel 2, stk. 1, litra b), i den forbundsstatslige kompensationsordning, som sammenfattet af Kommissionen i 20. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse, kan »støtteydende organer yde støtte til private virksomheder […], hvis […] deres økonomiske aktivitet er berørt af nedlukningen på grund af coronavirus på følgende måde: […] Deres handelsmæssige eller økonomiske aktivitet har måttet suspenderes i henhold til en afgørelse om lukning truffet på grundlag af en bekendtgørelse om nedlukning«.

23      Således som Kommissionen anførte i 21. betragtning til og fodnote 21 i den anfægtede afgørelse, fastsætter artikel 2, stk. 2, i den forbundsstatslige kompensationsordning, at »[f]or virksomheder, der er aktive i flere erhvervssektorer, skal deres samlede omsætning tydeligt kunne henføres til mindst 80% af de økonomiske aktiviteter, der er direkte berørt af nedlukningen«.

24      Endelig har artikel 3, stk. 4, i den forbundsstatslige kompensationsordning, hvis indhold i det væsentlige er gengivet i 23. betragtning til den anfægtede afgørelse, følgende ordlyd:

»Når virkningen af en nedlukningsforanstaltning vedrører en bestemt økonomisk aktivitet, og den økonomiske aktivitet af denne grund flyttes til en anden hermed tilknyttet økonomisk aktivitet eller til en anden indtægtskilde, tages der ligeledes hensyn til indtægterne fra denne anden beslægtede eller hermed relaterede aktivitet i form af modregning. Der kan derfor ikke drages nogen fordel af den omstændighed, at der kun kan tages hensyn til de økonomiske aktiviteter, der er berørt af nedlukningen, såfremt andre økonomiske aktiviteter af denne grund er blevet mere omkostningseffektive. Overkompensation for den forvoldte skade er således udelukket.«

25      Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 2, stk. 2, i den forbundsstatslige kompensationsordning fører til, at selskabet udelukkes fra at være omfattet af denne ordning. Sagsøgeren har for det første fremhævet, at selskabets aktiviteter omfatter såvel fysisk detailhandel og onlinehandel, der udgør forskellige erhvervssektorer i den nævnte bestemmelses forstand. For det andet har selskabet præciseret, at den del af dets omsætning, der udgøres af onlinehandel, som ikke er berørt af de afgørelser om nedlukning, der blev truffet under covid-19-pandemien, bevirker, at det ikke når den i denne bestemmelse fastsatte på tærskel på 80%. Sagsøgeren har i sine skriftlige indlæg fremhævet, at selskabets udelukkelse fra at være omfattet af den nævnte ordning var afspejlet i den manglende mulighed for at ansøge om finansiel bistand i henhold til Überbrückungshilfe III, dvs. det af de tyske myndigheder i henhold til denne ordning vedtagne forbundsstøtteprogram (herefter »forbundsstøtteprogrammet«).

26      Det skal imidlertid fremhæves, at Forbundsrepublikken Tyskland med rette har gjort gældende, at denne fortolkning af artikel 2, stk. 2, i den forbundsstatslige kompensationsordning er i strid med den fortolkning, som den har offentliggjort. Det fremgår nemlig af den nævnte offentliggørelse, at fysisk detailhandel og onlinehandel ikke betragtes som »forskellige erhvervssektorer« i den nævnte bestemmelses forstand. Onlinehandel betragtes tværtimod som en »økonomisk aktivitet, der er relateret med« fysisk detailhandel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den nævnte ordnings artikel 3, stk. 4.

27      Størrelsen af den omsætning, som sagsøgeren har haft i forbindelse med onlinehandel, kan derfor ikke i henhold til den forbundsstatslige kompensationsordning medføre, at selskabet ikke er berettiget til statsstøtte i henhold til den nævnte ordnings artikel 2, stk. 2. Den indebærer alene, at der i henhold til denne ordnings artikel 3, stk. 4, skal tages hensyn til de yderligere indtægter, som sagsøgeren har haft ved den nævnte onlinehandel på grund af afgørelserne om nedlukning med henblik på at undgå overkompensation for det tab, som selskabet har lidt som følge af de nævnte afgørelser.

28      For det andet fremgår det af retsforhandlingerne i nærværende sag, at sagsøgerens udelukkelse fra at opnå finansiel bistand i henhold til forbundsstøtteprogrammet skyldtes, at de tyske myndigheder ensidigt og autonomt i forhold til den forbundsstatslige kompensationsordning, som var blevet anmeldt til Kommissionen, tilføjede en betingelse for støtteberettigelse, som indebar, at mindst 30% af ansøgerens samlede omsætning var blevet berørt af afgørelserne om nedlukning, hvilket Forbundsrepublikken Tyskland har bekræftet i sin besvarelse af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev fremsendt til den.

29      Sagsøgeren har i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse forsøgt at knytte den betingelse for støtteberettigelse, som indebar, at mindst 30% af omsætningen var blevet berørt af afgørelserne om nedlukning, til den forbundsstatslige kompensationsordning, således som den er blevet erklæret forenelig med artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF i den anfægtede afgørelse. Det skal i denne henseende blot fremhæves, at en sådan betingelse hverken fremgår udtrykkeligt eller forudsætningsvis på grund af en henvisning til betingelserne i andre anmeldte støtteordninger i den forbundsstatslige kompensationsordning.

30      For det tredje skal det bemærkes, at Forbundsrepublikken Tysklands tilføjelse af en yderligere betingelse for støtteberettigelse, dvs. at mindst 30% af omsætningen er berørt for at kunne være omfattet af dens forbundsstøtteprogram, er uden betydning for behandlingen af det foreliggende søgsmål, der udelukkende vedrører lovligheden af den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen erklærede den forbundsstatslige kompensationsordning forenelig med artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.

31      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at kontrollen med statsstøtteforanstaltninger i henhold til artikel 107 TEUF og 108 TEUF påhviler dels Kommissionen, dels de nationale domstole, idet deres respektive roller supplerer hinanden, men er adskilte. Mens det alene er Kommissionen, der er kompetent til at træffe afgørelse om støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked, og som er underlagt Unionens retsinstansers efterprøvelse, har de nationale domstole til opgave – indtil Kommissionen har truffet endelig afgørelse – at sikre borgernes rettigheder i tilfælde, hvor de statslige myndigheder tilsidesætter forbuddet i artikel 108, stk. 3, TEUF (jf. i denne retning dom af 26.10.2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados, C-590/14 P, EU:C:2016:797, præmis 95-97 og den deri nævnte retspraksis).

32      I denne sammenhæng har sagsøgeren mulighed for at anlægge sag ved de tyske domstole, som eventuelt efter at have forelagt Domstolen et præjudicielt fortolkningsspørgsmål på grundlag af artikel 267 TEUF skal undersøge, om tilføjelsen af en supplerende betingelse for støtteberettigelse i national ret svarer til en ændring af eksisterende støtte som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EU) 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (EUT 2004, L 140, s. 1) og dermed til en ny støtte som omhandlet i artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (EUT 2015, L 248, s. 9), der er omfattet af anmeldelsespligten i medfør artikel 108, stk. 3, TEUF.

33      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgeren, henset til artikel 2, stk. 2, i den forbundsstatslige kompensationsordning, således som den er blevet erklæret forenelig med artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF i den anfægtede afgørelse, var berettiget til støtte i henhold til den nævnte ordning. Det følger heraf, at en annullation af den anfægtede afgørelse ikke tilfører sagsøgeren nogen fordel som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 20 ovenfor, hvorfor søgsmålet skal afvises på grund af manglende søgsmålsinteresse.

 Sagsomkostninger

34      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

35      Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at betale sagsomkostningerne.

36      Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne sagsomkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland bør dermed bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      E. Breuninger GmbH & Co bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kommissionen.

3)      Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

Tomljenović

Schalin

Škvařilová-Pelzl

Nõmm

 

      Kukovec

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. december 2022.

Underskrifter


*      Processprog: tysk.