Language of document :

Sag anlagt den 11. september 2015 – Huhtamaki og Huhtamaki Flexible Packaging Germany mod Kommissionen

(Sag T-530/15)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Huhtamaki Oyj (Espoo, Finland) og Huhtamaki Flexible Packaging Germany GmbH & Co. KG (Ronsberg, Tyskland) (ved advokaterne H. Meyer Lindemann, C. Graf York von Wartenburg og L. Titze)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Artikel 1, stk. 2, i Kommissionens afgørelse C(2015)4336 final af 24. juni 2015 i sag AT.39563 – fødevareemballage annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at Huhtamaki Oyj tilsidesatte artikel 101 TEUF ved i den periode, der er anført i artikel 1, stk. 2, litra d), i Kommissionens afgørelse, at have deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse, der bestod i adskillige særskilte overtrædelser i sektoren for bakker af blødt plastik til fødevareemballage, der omfattede Spanien fra indledningen af overtrædelsen og Portugal fra den 8. juni 2000, og

artikel 1, stk. 3, i Kommissionens afgørelse C(2015)4336 final af 24. juni 2015 i sag AT.39563 – fødevareemballage annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgerne tilsidesatte artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS ved i de perioder, der er anført i artikel 1, stk. 3, litra c), i Kommissionens afgørelse at have deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse, som bestod i adskillige særskilte overtrædelser i sektoren for bakker af blødt og hårdt plastik til fødevareemballage, som omfattede Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Luxembourg, Nederlandene, Norge og Sverige, og

artikel 1, stk. 5, i Kommissionens afgørelse C(2015)4336 final af 24. juni 2015 i sag AT.39563 – fødevareemballage annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at Huhtamaki Oyj tilsidesatte artikel 101 TEUF ved i de perioder, der er anført i artikel 1, stk. 5, litra d), i Kommissionens afgørelse at have deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse, der bestod i adskillige særskilte overtrædelser i sektoren for bakker af blødt plastik til fødevareemballage, som omfattede Frankrig, og

artikel 2, stk. 3, i Kommissionens afgørelse C(2015)4336 final af 24. juni 2015 i sag AT.39563 – fødevareemballage annulleres, for så vidt som sagsøgerne derved pålægges bøder svarende til 10 806 000 EUR, og

artikel 2, stk. 5, i Kommissionens afgørelse C(2015)4336 final af 24. juni 2015 i sag AT.39563 – fødevareemballage annulleres, for så vidt som Huhtamaki Oyj derved pålægges en bøde på 4 756 000 EUR, og

subsidiært nedsættes de bøder, der er blevet pålagt sagsøgerne, og

under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS, idet den har begået åbenbare faktiske og retlige fejl og har tilsidesat sin begrundelsespligt ved at finde, at sagsøgerne deltog i aktiviteter vedrørende bakker af blødt og hårdt plastik i »Nordvesteuropa« i perioden mellem 13. juni 2002 og 20. juni 2006, som isoleret set kan kvalificeres som særskilte overtrædelser af artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 53 EØS.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS, idet den har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og har tilsidesat sin begrundelsespligt ved at finde, at sagsøgerne deltog i en enkelt og vedvarende overtrædelse vedrørende plastikbakker af blødt og hårdt plast i »Nordvesteuropa« i perioden mellem 13. juni 2002 og 20. juni 2006.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, sine egne retningslinjer om beregning af bøder og begrundelsespligten ved ikke i forbindelse med beregningen af de bøder, der skulle pålægges sagsøgerne, at tage hensyn til individuelle omstændigheder, som begrundede en nedsættelse af sagsøgernes bøder.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2001 ved at finde, at Huhtamaki Oyj som det øverste koncernholdingselskab og dermed det indirekte moderselskab var solidarisk ansvarlig for sine tidligere indirekte datterselskabers påståede deltagelse (i) i en enkelt og vedvarende overtrædelse i sektoren for bakker af blødt plastik til fødevareemballage i Frankrig fra den 3. september 2004 til den 24. november 2005 og (ii) i en enkelt og vedvarende overtrædelse i sektoren for bakker af blødt plastik til fødevareemballage i Spanien og Portugal (under et benævnt »Sydvesteuropa«) fra den 7. december 2000 til den18. januar 2005. Huhtamaki Oyj har ikke udøvet afgørende indflydelse på Huhtamaki France SA eller Huhtamaki Embalagens Portugal SA i de omhandlede perioder.

____________