Sag T-370/09

GDF Suez SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – aftaler – det tyske og franske naturgasmarked – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – markedsopdeling – overtrædelsens varighed – bøder«

Sammendrag af dom

1.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – aftaleparternes hensigt om at begrænse konkurrencen – forhold, der ikke er nødvendigt – Kommissionen eller Unionens retsinstansers hensyntagen til en sådan hensigt – lovlig

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Karteller – konkurrencebegrænsning – aftale med konkurrencebegrænsende formål – samtidig forfølgning af lovlige formål – ingen indvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Karteller – konkurrencebegrænsning – aftale med konkurrencebegrænsende formål – indgåelse i virksomhedernes kommercielle interesse eller ej – ingen indvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – hensyntagen til den retlige og økonomiske sammenhæng – marked, der er karakteriseret ved et lovbestemt eller faktisk monopol – udsigten til liberalisering – vurdering

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – kvalificering af en virksomhed som en potentiel konkurrent – kriterier – væsentligt element – virksomhedens evne til at indtræde på det relevante marked – marked, der er karakteriseret ved et lovbestemt eller faktisk monopol – indvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF)

7.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne – forpligtelse til at undersøge samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af de berørte parter – foreligger ikke

(Art. 81 EF, 82 EF og 235 EF)

8.      Karteller – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – bedømmelseskriterier – aftaler eller praksis, der vedrører et marked, der er karakteriseret ved, at der ikke foreligger nogen potentiel konkurrence

(Art. 81, stk. 1, EF)

9.      Karteller – kompleks overtrædelse bestående af både en aftale og en samordnet praksis – overordnet kvalifikation som »aftale« og/eller »samordnet praksis« – lovlig – følger for de beviselementer, som skal tilvejebringes

(Art. 81, stk. 1, EF)

10.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – bevis ført ved et vist antal indicier og sammenfaldende omstændigheder vedrørende eksistensen og varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd – manglende bevis for bestemte perioder i den samlede betragtede periode – ingen indvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF)

11.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – dokumentbeviser – vurdering af et dokuments bevisværdi – kriterier – en virksomheds interne dokumenter

(Art. 81, stk. 1, EF)

12.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – beslutning støttet på dokumentbeviser – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens

(Art. 81 EF og 82 EF)

13.    EU-ret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf

14.    Karteller – samordnet praksis – begreb – konkurrencebegrænsende formål eller virkning – bedømmelseskriterier – udveksling af oplysninger på et stærkt koncentreret oligopolistisk marked – ikke tilladt

(Art. 81, stk. 1, EF)

15.    Karteller – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – grundlag for at fastslå, at virksomheden deltog i den efterfølgende aftale – bevismæssige forpligtelser for en virksomhed, der bestrider dens konkurrencebegrænsende initiativer

(Art. 81, stk. 1, EF)

16.    Konkurrence – administrativ procedure – forældelse på bødeområdet – begrebet »sanktioner« som omhandlet i forordning nr. 1/2003 – økonomiske sanktioner – omfattet – beslutning, der fastslår en overtrædelse – ikke omfattet

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 7 og 25)

17.    Konkurrence – administrativ procedure – forældelse på bødeområdet – begyndelsestidspunkt – enkelt og vedvarende overtrædelse – overtrædelsens manglende udtryk i bestemte perioder i den samlede betragtede periode – ingen indvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF)

18.    Konkurrence – EU-regler – materielt anvendelsesområde – adfærd pålagt ved statslige foranstaltninger – ikke omfattet – nationalt marked, der er karakteriseret ved lovbestemt monopol, der i strid med EU-retten – manglende retlig ramme, der berøver enhver mulighed for at konkurrere retmæssigt – konstatering af en overtrædelse af konkurrencereglerne, der er begået af en virksomhed, der kontrolleres af staten – lovlig

(Art. 81 EF og 82 EF)

19.    Karteller – forbud – aftaler, der har virkninger efter deres formelle ophør – anvendelse af 81 EF

(Art. 81, stk. 1, EF)

20.    Karteller – aftaler mellem virksomheder – virksomhed, som har deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet – klager om konkurrence, der er udøvet af virksomheden – omstændigheder, der ikke nødvendigvis gør det muligt at udelukke virksomheden fra deltagelsen i aftalen

(Art. 81, stk. 1, EF)

21.    Karteller – samordnet praksis – begreb – udveksling af oplysninger som led i et kartel – erhvervsdrivende, der tager hensyn til en anden erhvervsdrivendes klager over konkurrence, der er udøvet af denne selv – omfattet

(Art. 81, stk. 1, EF)

22.    Karteller – samordnet praksis – udveksling af oplysninger som led i et kartel eller med henblik på forberedelse heraf – hensyntagen til udvekslede oplysninger – formodning

(Art. 81, stk. 1, EF)

23.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – enkelt og vedvarende overtrædelse på to nationale markeder – særskilt varighed for overtrædelsen på hvert af disse to markeder – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81 EF og 82 EF)

24.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – ligebehandlingsprincippet – Kommissionens beslutningspraksis – vejledende karakter

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

25.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen – forhøjelse af det generelle bødeniveau – lovlig – tilsidesættelse af princippet om forbud mod straffe med tilbagevirkende kraft – foreligger ikke

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

26.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overholdelse af proportionalitetsprincippet – erhvervsdrivende ikke pålagt nogen sanktion – omstændighed, der ikke i sig selv kan være til hinder for, at der pålægges ophavsmanden til en anden overtrædelse af samme art en bøde

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

27.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skønselementer – overtrædelser af særlig grov karakter – markedsopdeling

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19, 21 og 23)

28.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregningen af bødens grundbeløb – fastsættelse af procentdelen af virksomhedens afsætnings værdi – kriterier

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 22 og 25)

29.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet – begrænset deltagelse – betingelser – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29, stk. 3)

30.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – konkurrencebegrænsende adfærd tilladt eller fremmet af offentlige myndigheder – nationalt marked, der er karakteriseret ved et lovbestemt monopol, og som befinder sig i liberaliseringsfasen – bedømmelseskriterier

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29, stk. 5)

31.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolskontrol – fuld prøvelsesret – retsvirkning

(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 62 og 63)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 64)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 65 og 74)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 70)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 77-80)

6.      Artikel 81, stk. 1, EF kan kun anses for at finde anvendelse på erhvervsgrene, der er åbne for konkurrence under hensyn til dens betingelser om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og følgevirkninger på konkurrencen. Undersøgelsen af konkurrencevilkårene er ikke alene baseret på den aktuelle konkurrence mellem de virksomheder, der allerede er til stede på det pågældende marked, men også på den potentielle konkurrence. Hvis en virksomheds planer om at indtræde på et marked eventuelt i denne forbindelse har betydning for vurderingen af, om den kan betragtes som en potentiel konkurrent på dette marked, er det væsentlige element, som en sådan betegnelse skal baseres på, imidlertid dens evne til at indtræde på dette marked.

Hvad angår et nationalt marked, der er kendetegnet ved, at der foreligger faktiske områdemonopoler, er den omstændighed, at der ikke foreligger et lovbestemt monopol, uden betydning. Med henblik på at afgøre, om der på et marked foreligger en potentiel konkurrence, skal Kommissionen således undersøge de reelle og konkrete muligheder for, at de pågældende virksomheder konkurrerer indbyrdes, eller for, at en ny konkurrent kan få adgang til dette marked og konkurrere med de etablerede virksomheder. Kommissionens undersøgelse af disse muligheder skal foretages på objektivt grundlag, således at den omstændighed, at disse udelukkes på grund af et monopol, der følger direkte af national lovgivning eller indirekte af den faktiske situation, der følger af gennemførelsen af denne, er uden betydning.

Et selskabs teoretiske mulighed for at komme ind på et sådan marked er desuden ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en sådan konkurrence.

(jf. præmis 81, 82, 84, 95, 98 og 99)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 117 og 195)

8.      Artikel 81, stk. 1, EF kun finder anvendelse på aftaler, der kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

En påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater skyldes i almindelighed en kombination af flere faktorer, som hver for sig ikke nødvendigvis vil være afgørende. Med henblik på at fastlægge, hvorvidt et kartel mærkbart påvirker samhandelen mellem medlemsstater, må det bedømmes i dets relevante økonomiske og retlige sammenhæng. Det er i denne forbindelse uden betydning, om et kartels indvirkning på samhandelen er ugunstig, neutral eller gunstig. En konkurrencebegrænsning kan nemlig påvirke samhandelen mellem medlemsstater, når den kan dreje handelsstrømmene bort fra den retning, de ellers ville have taget.

Endvidere er et kartels egnethed til at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, dvs. dets potentielle virkning, tilstrækkelig til, at det hører ind under anvendelsesområdet for artikel 81 EF, og det ikke er nødvendigt at påvise en faktisk tilsidesættelse af samhandelen. Kartellets potentielle virkning på samhandelen mellem medlemsstater skal dog være mærkbar; den må, med andre ord, ikke være ubetydelig.

Desuden styrker en aftale, som omfatter hele en medlemsstats område, efter selve sin art opdelingen i nationale markeder, hvorved den hæmmer den med EF-traktaten tilstræbte økonomiske sammenvoksning.

Hvad angår nationale markeder, der er karakteriseret ved et lovbestemt eller faktisk monopol, kan Kommissionen ikke antage, når den ikke har godtgjort, at der foreligger en potentiel konkurrence på sådanne markeder, at aftaler og praksis vedrørende disse markeder har kunnet have mærkbare virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne.

(jf. præmis 122-126)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 133-135)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 136-138, 141, 151, 155, 156, 220, 221, 223 og 228)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 161, 172 og 224-226)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 178, 264)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 202 og 203)

14.    Begrebet samordnet praksis vedrører en form for koordinering mellem virksomheder, som, uden at gå så langt som til at slutte en egentlig aftale, bevidst træder i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare. De for begrebet samordnet praksis forudsatte kriterier koordination og samarbejde skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det fælles marked.

Selv om dette krav om selvstændighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfærd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, der er egnet til enten at have indflydelse på en eksisterende eller potentiel konkurrents adfærd på markedet eller over for en sådan konkurrent at afsløre den adfærd, som man selv har bestemt sig for at udvise, eller som man overvejer at udvise på dette marked, når sådanne kontakter har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår i betragtning af produkternes eller de præsterede tjenesteydelsers art, størrelsen og antallet af virksomheder på markedet samt dettes omfang.

Udveksling af oplysninger om markedet på et stærkt koncentreret oligopolistisk marked vil give virksomhederne kendskab til deres konkurrenters placeringer på markedet og deres forretningsstrategi og vil således sandsynligvis mærkbart begrænse den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende. De udvekslede oplysninger skal ikke nødvendigvis være detaljerede. I forbindelse med et oligopolistisk marked kan udveksling af selv generelle oplysninger, der vedrører især en virksomheds forretningsstrategier, således skade konkurrencen. For så vidt som den virksomhed, der deltager i samordningen, forbliver aktiv på det relevante marked, finder formodningen om årsagssammenhæng mellem samordningen og denne virksomheds adfærd på dette marked desuden anvendelse, selv når samordningen kun er støttet på et enkelt møde mellem de berørte virksomheder.

I en sådan sammenhæng er den omstændighed, at de pågældende virksomheder ikke har udvekslet oplysninger om omkostninger, priser, råderum, de solgte mængder eller kunderne, således ikke relevant, idet det er tilstrækkeligt i forbindelse med et stærkt koncentreret oligopolistisk marked, at der er sket en udveksling af oplysninger.

(jf. præmis 211-213, 247 og 249)

15.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 215)

16.    I forbindelse med en konkurrencesag er en beslutning om konstatering af en overtrædelse ikke en sanktion i henhold til artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 og er derfor ikke omfattet af den forældelse, der er fastsat heri. Kapitel VI i forordning nr. 1/2003, der omhandler sanktioner, vedrører således kun bøder og tvangsbøder, og denne forordning indeholder ikke nogen bestemmelser, der giver mulighed for at antage, at Kommissionens beslutninger, som omhandlet i forordningens artikel 7, hvorved Kommissionen fastslår, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF, henhører under de sanktioner, der er nævnt i dette kapitel. Forældelsen af beføjelsen til at pålægge bøder og tvangsbøder indebærer dermed ikke forældelse af den stiltiende beføjelse til at fastslå overtrædelsen.

(jf. præmis 272)

17.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 275)

18.    Artikel 81 EF og 82 EF tager således kun sigte på konkurrencebegrænsende adfærd fra virksomhedernes side på deres eget initiativ. Såfremt virksomhederne pånødes en konkurrencebegrænsende adfærd ved en national lovgivning, eller såfremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som på sin side berøver dem enhver mulighed for at konkurrere, finder artikel 81 EF og 82 EF ikke anvendelse. I en sådan situation skyldes begrænsningen af konkurrencen således ikke, således som det forudsættes i disse bestemmelser, en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side. Derimod kan artikel 81 EF og 82 EF finde anvendelse i en situation, hvor der efter den nationale lovgivning fortsat består en mulighed for konkurrence, men hvor denne konkurrence kan hindres, begrænses eller fordrejes ved en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side.

Hvad angår nationale markeder, der er karakteriseret ved et lovbestemt monopol, kan Kommissionen således fastslå, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81 EF, eftersom den pågældende medlemsstat ikke inden for den gældende frist har gennemført et direktiv, der skal skabe et konkurrencedygtigt marked, og at den nationale lovgivning, selv om den formelt er gældende, ikke i praksis kan anses for at pålægge konkurrencebegrænsende adfærd eller skabe en retlig ramme, der berøver virksomhederne enhver mulighed for at udvise konkurrencebegrænsende adfærd.

De nationale myndigheder skal fra udløbet af gennemførelsesfristen for et direktiv, hvis formål er at skabe et konkurrencebaseret indre marked, undlade at anvende enhver bestemmelse, der strider imod direktivet. De kan bl.a. ikke pålægge en virksomheds konkurrenter, der ønskede at indtræde på det nationale marked, sådanne bestemmelser. Det følger således af EU-rettens forrang, at bestemmelser i en national lovgivning, som strider mod en EU-retlig bestemmelse, hvad enten den er ældre eller yngre end denne, ikke må anvendes. Et organ, som – uanset sin retlige organisationsform – ved en af staten udstedt retsakt har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under statens tilsyn, og som med henblik herpå har særlige beføjelser ud over dem, som følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne, hører til de organer, over for hvilke der kan støttes ret på de bestemmelser i et direktiv, der kan have direkte virkning.

(jf. præmis 312, 314, 317 og 323)

19.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 326)

20.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 354 og 355)

21.    Når en erhvervsdrivende på konkurrenceområdet gør sådanne klager, som en anden erhvervsdrivende retter til ham vedrørende den konkurrence, som denne sidste udsættes for fra varer, der er afsat, til sine egne, udgør de pågældendes handlemåde en samordnet praksis.

(jf. præmis 357)

22.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 363)

23.    Når en beslutning fra Kommissionen, der pålægger en bøde for en overtrædelse af konkurrencereglerne, foretager en sondring mellem overtrædelsens varighed på det nationale marked og overtrædelsens varighed på et nabomarked, bør den fremlægge de nødvendige beviser, der i tilstrækkeligt omfang påviser, at der foreligger en overtrædelse på begge disse markeder og under de to fremførte perioder. Bevisbyrden for, at overtrædelsen foreligger, og dermed for dens varighed, påhviler Kommissionen.

Disse betragtninger berøres ikke af den omstændighed, at overtrædelsen udgør en sammenhængende og vedvarende overtrædelse. Denne omstændighed med hensyn til den konstaterede overtrædelses karakter har således ingen indflydelse på den omstændighed, at Kommissionen er forpligtet til at bevise de perioder, den således har lagt til grund, idet den i beslutningens konklusion bevidst har nævnt en særskilt varighed for overtrædelsen på hvert af de pågældende markeder.

(jf. præmis 374 og 375)

24.    Kommissionens tidligere beslutningspraksis kan ikke i sig selv anvendes som retlig ramme for bøderne på konkurrenceområdet, eftersom denne ramme alene fastlægges i forordning nr. 1/2003 og i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003. Beslutninger vedrørende andre sager er kun af vejledende karakter for så vidt angår den eventuelle forekomst af forskelsbehandling, idet det ikke er sandsynligt, at de særlige faktiske omstændigheder i sagerne, såsom markedet, varerne, virksomhederne og de omhandlede perioder, er identiske.

Kommissionen skal imidlertid – ligesom enhver anden institution i alle dens aktiviteter – overholde ligebehandlingsprincippet, der forbyder, at ensartede situationer behandles forskelligt, og at forskellige situationer behandles på samme måde, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet, når den pålægger en virksomhed en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne.

Ikke desto mindre skal det bemærkes, at Kommissionens tidligere beslutninger vedrørende bøder kun kan være relevante med hensyn til overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, hvis det påvises, at de faktiske omstændigheder i sagerne vedrørende disse øvrige beslutninger er identiske med den aktuelle sags omstændigheder.

(jf. præmis 385-387)

25.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 397)

26.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 398)

27.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 414-416, 420 og 421)

28.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 427,428, 430 og 431)

29.    Det følger af punkt 29 i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, at bødens grundbeløb i forbindelse med en procedure iværksat for overtrædelse af konkurrencereglerne kan nedsættes, hvis de offentlige myndigheder eller lovgivningen har tilladt eller fremmet en konkurrencebegrænsende adfærd, eller hvis den pågældende virksomhed fremlægger bevis for, at dens deltagelse i overtrædelsen er stærkt begrænset, og at den i den periode, hvor den har været deltager i de aftaler, der gav anledning til den nævnte overtrædelse, i praksis har undladt at anvende dem ved at udøve en konkurrencemæssig adfærd på markedet.

For at nyde fordel af den formildende omstændighed, der er forbundet med en begrænset deltagelse i den pågældende overtrædelse, skal virksomheden godtgøre, at den i den periode, hvori denne var part i de aftaler, der gav anledning til den nævnte overtrædelse, reelt undlod at gennemføre aftalerne ved at anlægge en konkurrencemæssig adfærd på markedet, eller at den i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion. Virksomheden skal med andre ord godtgøre, at den ikke har anvendt de omtvistede aftaler, idet dens adfærd på markedet modvirkede de konkurrencebegrænsende virkninger af den konstaterede overtrædelse.

En virksomhed, der til trods for ulovlig samordning med sine konkurrenter, anlægger en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, forsøger måske blot at udnytte kartellet til sin egen fordel. Den omstændighed, at en virksomheden har forsøgt at omgå den pågældende begrænsning, giver under alle omstændigheder ikke mulighed for at godtgøre, at dens adfærd på markedet modvirkede de konkurrencebegrænsende virkninger af den konstaterede overtrædelse.

(jf. præmis 436, 439 og 441)

30.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 447-451)

31.    Den fulde prøvelsesret, som Retten i medfør af artikel 229 EF har fået tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003 – ud over en simpel legalitetskontrol, som kun giver Retten mulighed for at fastslå frifindelse eller annullation af den appellerede retsakt – giver Retten beføjelse til at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor at omgøre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, bl.a. ved at ændre størrelsen af den pålagte bøde, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges den til vurdering.

Retten er herved hverken bundet af Kommissionens beregninger eller af dens retningslinjer, når den træffer afgørelse i henhold til sin fulde prøvelsesret, men skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstændigheder.

(jf. præmis 461 og 462)