RETTENS DOM (Anden Afdeling)

9. januar 2007

Sag T-288/04

Kris Van Neyghem

mod

Regionsudvalget for Den Europæiske Union

»Tjenestemænd – udnævnelse – indplacering i lønklasse og på løntrin – lønsedler – for sen klage – formaliteten«

Angående: Annullationssøgsmål til prøvelse af Regionsudvalgets afgørelse nr. 87/03 af 26. marts 2003 om stadfæstelse af sagsøgerens indplacering i lønklasse B5, løntrin 4.

Udfald: Sagen afvises. Regionsudvalget for Den Europæiske Union betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, art. 90 og 91)

Tilsendelsen af den månedlige lønseddel bevirker, at de gældende klagefrister for anfægtelse af en administrativ beslutning udløses, når det klart fremgår af lønsedlen, at der er truffet en sådan administrativ afgørelse og rækkevidden heraf, samt når genstanden for den pågældende afgørelse er rent økonomisk, der på grund af selve dens beskaffenhed kan være omhandlet af en sådan seddel.

Dette gælder imidlertid ikke for en afgørelse om endelig indplacering i lønklasse og på løntrin af en tjenestemand, hvis hovedformål ikke som sådan er rent økonomisk, men angår et væsentligt element i tjenestemandens arbejdssituation. En afgørelse af denne betydning kan ikke klart have fremgået af en lønseddel. Lønsedlen udgør et uegnet middel til at meddele den berørte om vedtagelsen af en afgørelse af en sådan vigtighed, navnlig hvis afgørelsen ikke på nogen måde omtaler lønklassen eller løntrinnet. Henset herefter til bestemmelsen i vedtægtens artikel 25, stk. 2, og princippet, hvorefter administrationen er forpligtet til at sikre sig, at tjenestemændene faktisk og nemt kan få kendskab til administrative akter, som berører dem individuelt – et princip, der navnlig udspringer af den omsorgspligt, der påhviler institutionerne over for deres tjenestemænd – kan en tjenestemand, der udviser normal påpasselighed, og som formodes at kende bestemmelserne om sin løn, med rette påregne, at afgørelsen om fastsættelse af hans endelige indplacering i lønklasse og på løntrin vil blive meddelt ham skriftligt.

Den omstændighed, at administrationen imidlertid ikke har opfyldt sin forpligtelse til at meddele tjenestemanden den afgørelse om fastsættelse af hans endelige indplacering, som berører ham, fritager dog ikke administrationen fra at træffe alle fornødne foranstaltninger, navnlig hvis det viser sig, at tjenestemanden i virkeligheden ikke var uvidende om, at en afgørelse om endelig indplacering var blevet truffet for hans vedkommende. Henset i øvrigt til den retlige og faktiske sammenhæng, som foreligger på tidspunktet for meddelelsen – kendetegnet ved, at tjenestemanden på prøve er vidende om, at en afgørelse om endelig indplacering skal træffes – kan lønsedlerne advare tjenestemanden om, at der er sket en ændring i hans individuelle situation, idet en væsentlig ændring af grundlønnen og en regularisering med tilbagevirkende kraft ikke med rimelighed kan undgå en persons – som har udvist den omhu, der kræves af en normalt påpasselig tjenestemand – opmærksomhed. I dette tilfælde påhviler det ham i det mindste at forhøre sig hos administrationen om årsagen til denne ændring i grundlønnen og i givet fald anmode om at få afgørelsens fuldstændige ordlyd meddelt inden for en rimelig frist for at få et så nøjagtigt kendskab til afgørelsens indhold og begrundelse, at han kan gøre brug af sin søgsmålsret. I den forbindelse kan et tidsrum på over fem måneder efter modtagelsen af de første lønsedler, som viser en væsentlig ændring i grundlønnen, ikke på nogen måde anses for at være rimelig, selv om sagsøgeren i god tro var af den opfattelse, at der ville blive indgået en aftale med administrationen uden at indgive en klage, idet den eventuelle tilstedeværelse af en sådan aftale ikke fritager tjenestemanden for at overholde klagefristerne, som er ufravigelige.

(jf. præmis 39-43 og 47-50)

Henvisning til: Domstolen, 23. januar 1997, sag C-246/96, Coen, Sml. I, s. 403, præmis 21; Retten, 16. marts 1993, forenede sager T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, Sml. II, s. 249, præmis 34; Retten, 24. april 1996, sag T-6/94, A mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 555, præmis 52; Retten, 24. marts 1998, sag T-232/97, Becret-Danieau m.fl. mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 157, og II, s. 495, præmis 31 og 32; Retten, 24. juni 2004, sag T-190/02, Österholm mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 197, og II, s. 877, præmis 32; Retten, 16. februar 2005, sag T-354/03, Reggimenti mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 33, og II, s. 147, præmis 38 og 39; Retten, 4. maj 2005, sag T-144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 465, præmis 146.