Language of document :

Sag anlagt den 1. juli 2010 - Monty Program mod Kommissionen

(Sag T-292/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Monty Program AB (Tuusula, Finland) (ved lawyer H. Anttilainen-Mochnacz og solicitor C. Pouncey)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2010) 142 endelig af 21. januar 2010 i sag COMP/M.5529 - Oracle/Sun Microsystems annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har sagsøgeren med sit søgsmål nedlagt påstand om annullation af artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2010) 142 endelig af 21. januar 2010 i sagen COMP/M.5529 - Oracle/Sun Microsystems, som erklærer Oracle Corporations' erhvervelse af enekontrol over Sun Microsystems forenelig med fællesmarkedet og med EØS-aftalen i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 1.

Til støtte for sin påstand har sagsøgeren anført følgende anbringender:

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har anlagt en urigtig bedømmelse af Oracles tilsagn og dermed overtrådt EF-fusionsforordningens artikel 2 og Kommissionens meddelelse om løsningsforslag 2. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen foretaget en urigtig retsanvendelse ved fejlagtigt at have klassificeret Oracles ti tilsagn om fremtidig adfærd som nye faktuelle elementer, der sikrer fjernelsen af alle konkurrencemæssige betænkeligheder og en uforbeholden godkendelsesbeslutning.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at ved ikke at anvende Kommissionens meddelelse om løsningsforslag og dermed at undlade at markedsteste tilsagnene har Kommissionen tilsidesat væsentlige formkrav og sagsøgerens berettigede forventninger ved at fratage denne sin mulighed for formelt at fremsætte sine bemærkninger vedrørende Oracles tilsagn.

Endvidere har Kommissionen gjort sig skyldig i magtfordrejning ved at klassificere Oracles tilsagn som nye faktuelle elementer snarere end som forpligtelser.

For det tredje har Kommissionen overtrådt EF-fusionsforordningens artikel 2 ved at have vurderet tilsagnenes virkninger på Oracle efter fusionen ukorrekt og derved ikke opfyldt kravet til bevisstyrke, som den er pålagt i henhold til EU-retten, hvorved Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlskøn. Følgelig har Kommissionen gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved at træffe beslutning om godkendelse i medfør af EF-fusionsforordningens artikel 2.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlskøn i sin evaluering af det konkurrencemæssige pres fra andre open source-konkurrenter over for Oracle efter fusionen. Kommissionen begik en fejl, da den vurderede, at selv om Oracle fjernede MySQL (Sun Microsystems' primære database softwareprodukt) fra markedet efter fusionen, ville andre open source-databaseleverandører erstatte det af MySQL udøvede konkurrencepres.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ("EF-fusionsforordningen") (EFT L 24, s. 1).

2 - Kommissionens meddelelse om løsningsforslag, der kan accepteres i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 og Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 ("fusionsgennemførelsesforordningen") (EUT 2008 C 267, s. 1).