Sag C-549/22
X
mod
Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep)
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 29. februar 2024
»Præjudiciel forelæggelse – associeringsaftalen EF-Algeriet – social sikring af vandrende algeriske arbejdstagere og deres efterladte – overførsel af ydelser til Algeriet til de kurser, der anvendes i medfør af den pågældende debitormedlemsstats lovgivning – efterladteydelse – national lovgivning, der anvender bopælslandsprincippet – bopælsbestemmelse, hvorefter efterladteydelsen nedsættes for modtagere, der er bosiddende i Algeriet«
1. Internationale aftaler – associeringsaftalen EF-Algeriet – artikel 68, stk. 4 – direkte virkning – manglende afgørelse fra associeringsrådet – uden betydning
(Associeringsaftalen EF-Algeriet, art. 68, stk. 4)
(jf. præmis 30-36 og domskonkl. 1)
2. Internationale aftaler – associeringsaftalen EF-Algeriet – social sikring af vandrende arbejdstagere – fri overførsel af sociale sikringspensioner og efterladteydelser – personelt anvendelsesområde – efterladteydelser – arbejdstageres efterladte – omfattet – krav om bopæl i debitormedlemsstaten – foreligger ikke
(Associeringsaftalen EF-Algeriet, art. 68, stk. 4)
(jf. præmis 38 og 40-42 samt domskonkl. 2)
3. Internationale aftaler – associeringsaftalen EF-Algeriet – social sikring af vandrende arbejdstagere – fri overførsel af sociale sikringspensioner og efterladteydelser – efterladteydelser – overlevende ægtefælle med bopæl i Algeriet – overførsel af ydelser til de kurser, der anvendes i medfør af den pågældende debitormedlemsstats lovgivning – nedsættelse af en efterladteydelse under hensyntagen til omkostningsniveauet i modtagerens bopælsland – lovlighed – betingelser
(Associeringsaftalen EF-Algeriet, art. 68, stk. 4)
(jf. præmis 46-49 og 51 samt domskonkl. 3)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Centrale Raad van Beroep (appeldomstol i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd, Nederlandene, herefter »den forelæggende ret«) fastslog Domstolen, at artikel 68, stk. 4 (1), i associeringsaftalen EF-Algeriet (2) vedrørende retten til fri overførsel af sociale sikringsydelser har direkte virkning og ikke er til hinder for, at efterladteydelser nedsættes som følge af, at modtagerne af de pågældende ydelser er bosat i Algeriet, når de pågældende ydelser har til formål at sikre en basisindkomst, der beregnes på grundlag af omkostningsniveauet i debitormedlemsstaten, og når den således foretagne nedsættelse respekterer indholdet i denne ret til fri overførsel.
X er bosiddende i Algeriet. Som efterladt efter sin ægtefælle, der har arbejdet i Nederlandene, og som på dødstidspunktet var forsikret i henhold til Algemene nabestaandenwet (den almindelige lov om ydelser til efterladte, herefter »ANW«), har hun siden den 1. januar 1999 haft ret til en efterladteydelse. Efter at Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (bestyrelsen for den sociale sikringsinstitution, Nederlandene) i 2018 med tilbagevirkende kraft havde genetableret X’ efterladteydelse, der af Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (bestyrelsen for den sociale sikringsinstitution) var blevet bragt til ophør i 2012, oplyste Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (bestyrelsen for den sociale sikringsinstitution) X om, at denne ydelse ville blive nedsat fra den 1. januar 2013 med den begrundelse, at ydelsen fra denne dato skulle have været udbetalt efter bopælslandsprincippet, dvs. baseret på en procentdel, der afspejlede omkostningsniveauet i Algeriet i forhold til omkostningsniveauet i Nederlandene (3).
Efter at X ikke havde fået medhold i flere søgsmål til prøvelse af denne afgørelse, appellerede hun sagen til den forelæggende ret, som besluttede at forelægge Domstolen forskellige præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet med henblik på at få oplyst, om denne aftale er til hinder for, at X’ efterladteydelse nedsættes på grundlag af bopælslandets princip.
Domstolens bemærkninger
Domstolen besvarede først spørgsmålet om, hvorvidt artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet, henset til dens ordlyd, formål og karakter, har direkte virkning.
Domstolen fastslog i denne forbindelse, at denne bestemmelse i klare, præcise og ubetingede vendinger indfører en ret til fri overførsel til Algeriet af de i denne bestemmelse omhandlede pensioner og efterladteydelser, til de kurser, som anvendes i medfør af den pågældende debitormedlemsstats lovgivning. Denne bestemmelse indeholder således en forpligtelse for medlemsstaterne til at nå et klart og præcist resultat, der består i at give de berørte personer mulighed for at drage fordel af en sådan fri overførsel, dvs. en forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke som sådan er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter.
Domstolen bemærkede, at selv om denne ret til fri overførsel ikke er absolut, eftersom de konkrete virkninger heraf i hvert enkelt tilfælde afhænger af »de kurser, som anvendes i medfør af den eller de pågældende debitormedlemsstaters lovgivning«, må dette ikke fortolkes således, at det giver medlemsstaterne mulighed for skønsmæssigt at begrænse anvendelsen af denne ret til fri overførsel og berøve bestemmelsen sit indhold. Domstolen bemærkede ligeledes, at gennemførelsen eller virkningerne af den ret, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter, navnlig ikke af, at associeringsrådet vedtager de bestemmelser, der er omhandlet i artikel 70, stk. 1, i associeringsaftalen EF-Algeriet, og udstedelsen af yderligere retsakter kan derfor ikke betragtes som en forudsætning for en umiddelbar anvendelse af denne ret. Domstolen fastslog i denne henseende, at artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet har direkte virkning, således at personer, som denne bestemmelse finder anvendelse på, direkte kan gøre den gældende ved medlemsstaternes domstole for at opnå, at hermed stridende nationalretlige bestemmelser ikke finder anvendelse.
Domstolen besvarede dernæst spørgsmålet vedrørende det personelle anvendelsesområde for artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet.
Samtidig med, at Domstolen bemærkede, at artikel 68, stk. 4, udtrykkeligt kun omhandler »[d]isse arbejdstagere«, og at dette udtryk henviser til de »arbejdstagere med algerisk statsborgerskab«, der er nævnt i samme artikels stk. 1, konstaterede den, at de ydelser, der frit kan overføres til Algeriet, omfatter pensioner og efterladtepensioner, og at det pr. definition er de pågældende arbejdstageres efterladte, der kan modtage sådanne ydelser. Artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet ville dermed miste sin effektive virkning, hvis disse efterladte udelukkes fra bestemmelsens personelle anvendelsesområde. Domstolen bemærkede ligeledes, at det ville være i strid med den logik, der ligger til grund for selve princippet om fri overførsel af ydelser til Algeriet, at kræve, at modtageren skal have bopæl i debitormedlemsstaten, dvs. Nederlandene i det foreliggende tilfælde. Domstolen konkluderede i denne henseende, at artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet finder anvendelse på en arbejdstagers efterladte, der ønsker at overføre deres efterladteydelse til Algeriet, og som ikke selv er arbejdstagere og er bosiddende i Algeriet.
Hvad endelige angik spørgsmålet om, hvorvidt nedsættelsen af en efterladteydelse som følge af, at modtageren af den pågældende ydelse er bosat i Algeriet, er forenelig med artikel 68, stk. 4, i associeringsaftalen EF-Algeriet, bemærkede Domstolen, at denne bestemmelse fastsætter en ret til fri overførsel af de pågældende ydelser til Algeriet »til de kurser, som anvendes i medfør af den eller de pågældende debitormedlemsstaters lovgivning«. Debitormedlemsstaten råder således over en skønsmargen med henblik på at fastsætte regler for beregningen af størrelsen af de ydelser, der er omhandlet i denne bestemmelse, og den berørte medlemsstat kan dermed fastlægge regler, der gør det muligt at tilpasse størrelsen af de nævnte ydelser ved gennemførelsen af overførslen, såsom den regel, der er baseret på bopælslandsprincippet.
Domstolen bemærkede imidlertid, at sådanne regler skal respektere indholdet i retten til fri overførsel af ydelser uden at fratage denne ret dens effektive virkning, og undersøgte i denne forbindelse de elementer, der karakteriserede den i hovedsagen omhandlede efterladteydelse. Domstolen fastslog, at størrelsen af efterladteydelsen fastsættes i forhold til omkostningsniveauet i Nederlandene, og at den pågældende ydelse følgelig har til formål at sikre, at de efterladte har en basisindkomst, der beregnes på grundlag af omkostningsniveauet i denne medlemsstat. Den omstændighed, at beløbet tilpasses for at tage hensyn til omkostningsniveauet i Algeriet, synes dermed ifølge Domstolen ikke at kunne gøre retten til fri overførsel indholdsløs, forudsat at den kurs, der anvendes med henblik på denne tilpasning, er baseret på objektive forhold, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.