Sag T-24/19
INC SpA
og
Consorzio Stabile Sis SCpA
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 15. september 2021
»Statsstøtte – italienske motorveje – forlængelse af koncessioner med henblik på udførelse af bygge- anlægsarbejder – tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – loft over vejafgifter – afgørelse om ikke at gøre indsigelse – artikel 106, stk. 2, TEUF – søgsmål anlagt af konkurrenter til støttemodtageren – medlemsstatens opgivelse af den påtænkte tildeling af støtte – projekt, der ikke kan gennemføres i overensstemmelse med godkendelsen – annullation vil ikke give sagsøgerne nogen fordel – søgsmålsinteresse ophørt – ufornødent at træffe afgørelse«
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig støtte erklæres forenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – medlemsstatens endelige og uigenkaldelige opgivelse af den planlagte støtte før afsigelse af den retslige afgørelse – søgsmålsinteresse ophørt – ufornødent at træffe afgørelse
(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 35-66 og 86-88 samt domskonkl. 1).
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig støtte erklæres forenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – medlemsstatens endelige og uigenkaldelige opgivelse af den planlagte støtte før afsigelse af den retslige afgørelse – søgsmålsinteresse henset til risikoen for gentagelse af den angivelige ulovlighed – foreligger ikke
(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 80 og 84)
Resumé
I oktober 2017 anmeldte de italienske myndigheder en række foranstaltninger til Europa-Kommissionen vedrørende en investeringsplan for de italienske motorveje, der drives af private erhvervsdrivende inden for rammerne af koncessioner. Denne investeringsplan bestod i det væsentlige i en forlængelse af varigheden af visse koncessioner tildelt de private erhvervsdrivende Autostrade per l’Italia SpA og Società Iniziative Autostradali e Servizi SpA med henblik på at finansiere supplerende investeringer, der skulle foretages af disse.
Ved afgørelse af 27. april 2018 (1) fastslog Kommissionen, at visse foranstaltninger, der var truffet som led i den anmeldte investeringsplan, udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, men de var ikke desto mindre forenelige med det indre marked på grundlag af artikel 106, stk. 2, TEUF (herefter »de omtvistede foranstaltninger«). Uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF besluttede Kommissionen således ikke at gøre indsigelse mod de nævnte foranstaltninger.
INC SpA og Consorzio Stabile Sis SCpA (herefter »sagsøgerne«), som er to selskaber, der driver virksomhed i sektorerne for anlæg af og koncession på motorveje, har anlagt sag ved Retten med påstand om annullation af denne afgørelse. Til støtte for deres søgsmål gjorde de bl.a. gældende, at Kommissionen burde have næret alvorlig tvivl med hensyn til de omtvistede foranstaltningers forenelighed med det indre marked og følgelig have indledt den formelle undersøgelsesprocedure. Ved at erklære de omhandlede foranstaltninger forenelige med det indre marked uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure tilsidesatte Kommissionen følgelig sagsøgernes processuelle rettigheder.
Under den mundtlige forhandling oplyste Kommissionen imidlertid Retten om de italienske myndigheders beslutning om ikke at gennemføre de omtvistede foranstaltninger. Henset til de skriftlige bekræftelser fra ministero delle Infrastructure e dei Trasporti (ministeriet for infrastruktur og transport, Italien) bemærkede Kommissionen, at de omtvistede foranstaltninger ikke kunne og ikke ville blive gennemført af de italienske myndigheder, således at sagsøgerne ikke længere havde søgsmålsinteresse.
Idet den lagde til grund, at en annullation af den anfægtede afgørelse ikke længere kunne tilføre sagsøgerne en fordel, fastslog Rettens Niende Udvidede Afdeling, at det, henset til, at sagsøgernes søgsmålsinteresse var bortfaldet, ikke længere var fornødent at træffe afgørelse i sagen.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede for det første, at et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse, som skal være eksisterende og faktisk, forudsætter, at en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og at søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel.
Hvad navnlig angår statsstøttereglerne skal denne interesse for så vidt angår sagens genstand foreligge på tidspunktet for sagens anlæg, idet sagen i modsat fald afvises, og bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse.
I denne sammenhæng har støttemodtagerens konkurrenter en interesse i at nedlægge påstand om annullation af den afgørelse, i henhold til hvilken Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure erklærede støtten forenelig med det indre marked i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 (2). Denne interesse foreligger, for så vidt som annullationen indebærer, at Kommissionen skal indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og at den skal opfordre støttemodtagerens konkurrenter til i egenskab af »interesserede parter« at fremsætte deres bemærkninger i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1.
For at denne interesse kan anses for at bestå indtil retsafgørelsen, er det imidlertid nødvendigt, at der på tidspunktet for en eventuel afgørelse om annullation af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse stadig foreligger en påtænkt støtte, som kan gennemføres af den anmeldende medlemsstat, og således kan være genstand for en formel undersøgelsesprocedure.
I det foreliggende tilfælde fremgik det af de forskellige dokumenter, som Kommissionen havde fremlagt, at Den Italienske Republik definitivt og uigenkaldeligt havde opgivet forslaget om forlængelse af de omtvistede koncessioner, hvilken forlængelse udgjorde det forhold, som gav Kommissionen grundlag for at kvalificere de omtvistede foranstaltninger som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
Da den italienske regering definitivt og uigenkaldeligt har opgivet det pågældende støtteprojekt, ville Rettens eventuelle annullation af den anfægtede afgørelse kun forpligte Kommissionen til at indlede en formel undersøgelsesprocedure, som uden videre ville være formålsløs, hvilket ligeledes ville medføre, at sagsøgernes fremsættelse af bemærkninger til et projekt, som ikke længere kan gennemføres, ville være formålsløs.
Da annullationen af den anfægtede afgørelse følgelig ikke kan tilføre sagsøgerne den fordel, de søger at opnå, nemlig muligheden for at gøre deres bemærkninger gældende i forbindelse med en formel undersøgelsesprocedure, fastslog Retten, at denne annullation ikke med sit resultat kunne tilføre sagsøgerne nogen fordel. Retten fastslog således, at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse i sagsøgernes annullationssøgsmål.