Language of document :

Sag anlagt den 14. september 2009 - Nijs mod Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

(Sag F-77/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Bart Nijs (Bereldange, Luxembourg) (ved avocat Fränk Rollinger)

Sagsøgt: Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af den afgørelse, som Revisionsrettens ad hoc-udvalg traf den 15. januar 2009 om sagsøgerens fjernelse fra tjenesten med virkning fra den 1. februar 2009 uden nedsættelse af pensionen.

Sagsøgerens påstande

Principalt: Den afgørelse, som Revisionsrettens ad hoc-udvalg traf den 15. januar 2009 om sagsøgerens fjernelse fra tjenesten med virkning fra den 1. februar 2009 uden nedsættelse af pensionen, annulleres.

Revisionsrettens afgørelse nr. 81-2007 af 20. september 2007 om at overføre myndighedsbeføjelser til et ad hoc-udvalg annulleres.

Alle forberedende afgørelser, som dette udvalg har truffet, navnlig afgørelserne af henholdsvis 22. oktober, 29. oktober og 23. november 2007 samt af 12. juni 2008 om at indlede en administrativ undersøgelse, annulleres.

Subsidiært: Såfremt Personaleretten ikke skulle give sagsøgeren medhold i dennes principale påstand, fastslås, at den sanktion, som Revisionsrettens ad hoc-udvalg pålagde sagsøgeren den 15. januar 2009 af ovennævnte grunde er alt for streng set i forhold til artikel 10 i bilag IX til tjenestemandsvedtægten.

Sagen hjemvises til ansættelsesmyndigheden i form af Revisionsretten i en anderledes sammensætning, med henblik på at denne, såfremt den finder det nødvendigt, træffer afgørelse om en sanktion, der i langt højere grad afspejler de faktiske omstændigheder.

Mere subsidiært, fastslås udtrykkeligt, at princippet om en rimelig sagsbehandlingstid ikke har været overholdt i det foreliggende tilfælde, således som det fremgår af ovennævnte, og der tages hensyn hertil ved fastsættelse af en eventuel sanktion.

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________