Sag C-194/14 P

AC-Treuhand AG

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – karteller – det europæiske marked for tinstabilisatorer og varmestabilisatorer af typen ESBO/estere – artikel 81, stk. 1, EF – anvendelsesområde – rådgivende virksomhed, der ikke driver virksomhed på det omhandlede marked – begreberne »aftaler mellem virksomheder« og »samordnet praksis« – beregning af bøden – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – fuld prøvelsesret«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. oktober 2015

1.        Karteller – en virksomheds ansvar – Kommissionens beslutning, hvori det fastslås, at en rådgivningsvirksomhed, som ikke er aktiv på det berørte marked, men som aktivt og forsætligt har bidraget til kartellet, er medansvarlig – lovlig – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.        EU-ret – almindelige retsprincipper – det strafferetlige legalitetsprincip – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1)

3.        Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – undladelse af at anvende den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – lovlig – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 37)

4.        Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – angivelse af oplysninger om de hensyn, Kommissionen har taget i betragtning, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse – Kommissionens pligt til at angive taloplysninger vedrørende bødeberegningen – foreligger ikke

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 253 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

5.        Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde

(Art. 261 TFUE og 263 TFUE; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3, og art. 31)

1.        En rådgivningsvirksomhed kan holdes ansvarlig for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, når den aktivt og med fuldt kendskab til omstændighederne medvirker til iværksættelsen eller videreførelsen af et kartel blandt producenter, der er aktive på et andet marked end det, denne virksomhed opererer på.

Når det drejer sig om iværksættelsen eller videreførelsen af aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegrænsende formål, kan det fastslås, at en virksomhed har deltaget i en overtrædelse, og at den er ansvarlig for alle de forskellige forhold, overtrædelsen omfatter, når Kommissionen godtgør, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed har forfulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko. I den forbindelse forudsætter begreberne »aftale« og »samordnet praksis« ikke en gensidig begrænsning af handlefriheden på ét og samme marked, hvor alle deltagerne er til stede.

Der er endvidere intet i ordlyden af artikel 81, stk. 1, EF, der lader forstå, at det deri indeholdte forbud kun retter sig mod de parter i sådanne aftaler eller samordnet praksis, som er aktive på de markeder, der berøres deraf. Denne bestemmelses ordlyd henviser tværtimod generelt til alle aftaler og former for samordnet praksis, som via enten horisontale eller vertikale forbindelser fordrejer konkurrencen på det fælles marked, uafhængigt af hvilket marked parterne er aktive på, og uden at dette påvirkes af den omstændighed alene, at det kun er én af parternes kommercielle adfærd, der er omfattet at vilkårene i de omhandlede arrangementer.

Det gælder i øvrigt, at hvis en rådgivende virksomheds adfærd direkte indgår i de anstrengelser, aftaledeltagerne gør sig ved såvel forhandling som kontrol med gennemførelsen af de forpligtelser, de påtager sig inden for rammerne af kartellerne, idet selve formålet med de tjenesteydelser, som denne rådgivende virksomhed på grundlag af de tjenesteydelseskontrakter, selskabet har indgået med disse deltagere, leverer, er – med fuldt kendskab til omstændighederne – at gennemføre de omhandlede konkurrencebegrænsende formål, nemlig prisfastsættelse, opdeling af markederne og fordeling af kunder samt udveksling af følsomme forretningsoplysninger, kan det ikke medgives, at den rådgivende virksomheds handlinger i sig selv kun udgør perifere ydelser uden forbindelse med de forpligtelser, som producenterne påtager sig, og de begrænsninger af konkurrencen, der følger deraf.

(jf. præmis 26, 27, 30, 33, 35, 38 og 39)

2.        Princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel, kan ikke fortolkes således, at det forbyder en gradvis klarlægning af reglerne om straffeansvar, ved at domstolene fortolker reglerne fra sag til sag, forudsat at resultatet med rimelighed kunne forudses på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået, navnlig henset til den på dette tidspunkt i retspraksis anlagte fortolkning af den pågældende lovbestemmelse.

Rækkevidden af begrebet om, hvad der kunne forudses, afhænger i vidt omfang af indholdet af den relevante bestemmelse, det område, den omfatter, samt antallet af dens adressater og disses karakter. Loven kan være forudsigelig, uanset at den berørte person finder det nødvendigt at søge faglig bistand med henblik på i et efter sagens omstændigheder rimeligt omfang at kunne vurdere de følger, en bestemt handling vil kunne have. Dette gælder særlig for erhvervsdrivende, der er vant til at måtte udvise stor forsigtighed ved udøvelsen af deres erhverv. Det kan derfor af disse forventes, at de udviser særlig omhu ved vurderingen af de risici, som erhvervet indebærer.

(jf. præmis 41 og 42)

3.        Selv om punkt 13 i retningslinjer for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 i princippet har til formål ved beregningen af den bøde, der pålægges en virksomhed, at tage udgangspunkt i et beløb, der afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens bidrag til denne overtrædelse, kan Kommissionen fravige den metode for beregning af bøder, der er foreskrevet i disse retningslinjer, og fastsætte bødebeløbet til et fast beløb på grundlag af retningslinjernes punkt 37 i et tilfælde, hvor de markeder, der berøres af de fastslåede overtrædelser er markeder, hvor den virksomhed, der aktivt har bidraget til overtrædelserne, ikke er til stede, således at ingen andel af den omsætning, virksomheden har haft, kan være forbundet med produkter, der er berørt af disse overtrædelser.

(jf. præmis 64 og 66-67)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 68)

5.        Hvad angår den retslige prøvelse af Kommissionens afgørelser, når den træffer afgørelse om pålæggelse af en bøde eller tvangsbøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, har Unionens retsinstanser foruden den i artikel 263 TEUF foreskrevne legalitetsprøvelse den fulde prøvelsesret, som er tillagt dem ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 261 TEUF, og som bemyndiger dem til at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

Udøvelsen af den fulde prøvelsesret svarer imidlertid ikke til en kontrol af egen drift, og proceduren for Unionens retsinstanser er kontradiktorisk. Med undtagelse af spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som dommeren er forpligtet til at tage under påkendelse af egen drift, er det derfor op til sagsøgeren at gøre anbringender gældende til prøvelse af den omtvistede beslutning og at fremlægge bevismateriale til støtte for disse anbringender.

Unionens retsinstanser er til gengæld med henblik på at opfylde kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og henset til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 under udøvelsen af de i artikel 261 TEUF og 263 TEUF fastsatte kompetencer forpligtede til at undersøge ethvert retligt eller faktisk klagepunkt, der har til formål at godtgøre, at bødens størrelse ikke er i overensstemmelse med overtrædelsens grovhed og dens varighed.

(jf. præmis 74-76)