Language of document :

Sag anlagt den 19. juni 2006 - Longinidis mod Cedefop

(Sag F-74/06)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Pavlos Longinidis (Thessaloniki, Grækenland) (ved avocats N. Korogiannakis og N. Keramidas)

Sagsøgt: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

Sagsøgerens påstande

Annullation af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 30. november 2005 om opsigelse af sagsøgerens tidsubegrænsede kontrakt.

Annullation af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 10. marts 2006 om afslag på sagsøgerens ansøgning om udsættelse af gennemførelsen af ovennævnte afgørelse.

Annullation af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 9. december 2005 om at degradere sagsøgeren fra hans til stilling som "Head of Legal and Contract Management Service" til en stilling som rådgiver ved Cedefop.

Annullation af afgørelsen af 24. maj 2006, hvorved Cedefops klageudvalg afslog den af sagsøgeren indgivne klage med henblik på annullation af de tre ovennævnte afgørelser, idet denne afgørelse indeholder ansættelsesmyndighedens begrundelse for at opsige sagsøgerens kontrakt.

Annullation af afgørelsen af 11. november 2005, hvorved Cedefops ledelse ændrede sammensætningen af klageudvalget.

Annullation af afgørelsen af 14. november 2005, hvorved Cedefops klageudvalg ændrede sit procedurereglement.

Annullation af den af Cedefops klageudvalg trufne afgørelse af 10. marts 2006 om afslag på den af sagsøgeren indgivne klage med henblik på annullation af ovennævnte afgørelser af 11. november 2005 og af 14. november 2005.

Annullation af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 28. april 2006 om afslag på den af sagsøgeren indgivne ansøgning med henblik på fjernelse af Cedefops vicedirektør fra ledelsen af den administrative undersøgelse vedrørende sidstnævnte og sagsøgeren.

Annullation af den af Cedefops klageudvalg trufne afgørelse af 9. marts 2006 vedrørende den af en ansat i Cedefop indgivne klage, for så vidt som denne afgørelse påvirker sagsøgerens omdømme og hans faglige integritet.

Cedefop tilpligtes at erstatte sagsøgeren det økonomiske tab - svarende til grundlønningerne, løntillæg og pensionsrettigheder -, som afgørelsen af 30. november 2005 har forvoldt ham.

Cedefop tilpligtes at betale sagsøgeren 50 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab, der er forvoldt ved afgørelsen af 30. november 2005 samt ved afgørelsen af 9. marts 2006.

Cedefop tilpligtes at betale sagsøgeren en symbolsk erstatning på 1 EUR for det ikke-økonomiske tab, der er forvoldt ved afgørelsen af 11. november 2005.

Cedefop tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved afgørelse af 30. november 2005 opsagde Cedefops direktør den tidsubegrænsede ansættelseskontrakt mellem sagsøgeren og Cedefop. Ifølge sagsøgeren blev denne afgørelse truffet under tilsidesættelse af grænserne for ansættelsesmyndighedens skøn og er behæftet med magtfordrejning, ligesom retten til kontradiktion og høringsforpligtelsen er tilsidesat og begrundelse for afgørelsen er selvmodsigende.

Ifølge sagsøgeren fremgår det af de redegørelser, ansættelsesmyndigheden har afgivet i forbindelse med undersøgelsen af den administrative klage, at begrundelsen for afskedigelsen skal søges i det forslag, sagsøgeren fremkom med i august 2005, om ikke at forlænge den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt for en ansat, som sagsøgeren var chef for. Ansættelsesmyndigheden genansatte efter en udskiftning af Cedefops ledende medarbejdere denne ansatte og afskedigede sagsøgeren. Ansættelsesmyndigheden traf disse afgørelser på grundlag af et åbenbart urigtigt skøn over de faktiske omstændigheder, og afgørelsen om at afskedige sagsøgeren er klart i strid med tjenestens interesse.

Sagsøgeren har dernæst anført, at de øvrige anfægtede afgørelser tilsidesætter Cedefops interne retlige procedurer, såsom bestemmelserne vedrørende klageudvalget, bestemmelserne vedrørende administrative undersøgelser og bestemmelserne vedrørende disciplinær forfølgning.

Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om tilkendelse af en erstatning for den ulovlige opsigelse af hans kontrakt. Endelig har han nedlagt påstand om erstatning fra Cedefop, i henhold til bestemmelserne om Fællesskabets institutioners ansvar uden for kontraktforhold, som følge af den krænkelse, der angiveligt er sket af hans person og faglige omdømme ved afgørelsen om opsigelse og ved indholdet af den afgørelse, der blev truffet af klageudvalget vedrørende klagen fra førnævnte ansatte.

____________