Language of document :

Sag anlagt den 22. juli 2011 - Iran Transfo mod Rådet

(Sag T-392/11)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Iran Transfo (Teheran, Iran) (ved advokat K. Kleinschmidt)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse 2011/299/FUSP af 23. maj 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Der anordnes en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement, hvorved sagsøgte pålægges at fremlægge samtlige dokumenter vedrørende den anfægtede afgørelse, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af de rettigheder, der er sikret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

Sagsøgerens rettigheder i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter "chartret") er tilsidesat. I chartrets artikel 16 sikres friheden til at oprette og drive egen virksomhed i Den Europæiske Union, og artikel 17 vedrører retten til at anvende lovligt erhvervet ejendom i Den Europæiske Union og navnlig frit træffe dispositioner herover. Chartrets artikel 20 og 21 sikrer sagsøgeren ligebehandling og beskyttelse mod forskelsbehandling.

Sagsøgeren bliver som følge af den anfægtede afgørelse udelukket fra at deltage i samhandlen i Den Europæiske Union. Derved bringes sagsøgerens økonomiske eksistens i fare. Sagsøgeren er afhængig af leveringer fra Den Europæiske Unions økonomiske område.

Der foreligger ikke en offentlig interesse i at begrænse sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed, ejendomsret, ret til ligebehandling og beskyttelse mod forskelsbehandling. Der foreligger navnlig ingen faktiske omstændigheder, der kan udgøre en tilstrækkelig begrundelse for sagsøgtes afgørelse og det hermed forbundne indgreb i sagsøgerens grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren er navnlig ikke involveret i spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af fremføringsmidler til atomvåben.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for afgørelsen

Der foreligger et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagsøgtes afgørelse. Sagsøgeren er ikke involveret i spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og/eller udvikling af fremføringsmidler til atomvåben.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Sagsøgte har ikke overholdt proportionalitetsprincippet ved afgørelsen. Sagsøgeren kan ganske vist ikke udelukke, at en energileverandør, der får leveret varer fra sagsøgeren, uden sagsøgerens viden har solgt transformatorer til de iranske atomenergimyndigheder i strid med kontrakten. De iranske atomenergimyndigheder ville dog uden videre ligeledes have kunnet skaffe sig tilsvarende transformatorer på verdensmarkedet eller på Den Europæiske Unions marked. De omtvistede mellemspændingstransformatorer fremstilles af alle renommerede producenter af generatorer og bliver forhandlet over hele verden, herunder i Iran. Hertil kommer, at der på verdensplan foregår en omfattende handel med brugte transformatorer, der har tilsvarende funktionsspecifikationer som de transformatorer, som sagsøgeren producerer.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt

Der foreligger en tilsidesættelse af retten til at blive hørt. Sagsøgeren stiller sig uforstående over for den begrundelse, der er anført i punkt 16 i bilag I til den anfægtede afgørelse, og sagsøgeren har heller ikke særskilt fået meddelt en tilstrækkelig begrundelse af sagsøgte, således at sagsøgerens ret til forsvar og krav på effektiv retsbeskyttelse er blevet tilsidesat.

____________