Sag T-593/11

Fares Al-Chihabi

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler – ret til forsvar – begrundelsespligt – fejlvurdering – ejendomsret – ret til respekt for privatlivet – proportionalitet«

Sammendrag – Rettens dom (Syvende Afdeling) af 30. april 2015

1.      EU-retten – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer med tilknytning til det syriske regime – pligt til at meddele de individuelle og specifikke grunde til de trufne afgørelser – rækkevidde – meddelelse til adressaten ved hjælp af en offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende – lovlig

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, art. 47 og art. 52, stk. 1; Rådets afgørelse 2011/522/FUSP; Rådets forordning nr. 878/2011)

2.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer med tilknytning til det syriske regime – ret til forsvar – meddelelse om belastende omstændigheder – efterfølgende afgørelse om at bibeholde en persons navn på listen over personer, der er omfattet af disse foranstaltninger – ingen nye indsigelsesgrunde – tilsidesættelse af retten til kontradiktion – foreligger ikke

(Rådets afgørelse 2011/782/FUSP, 2012/739/FUSP og 2013/255/FUSP; Rådets forordning nr. 36/2012, nr. 1117/2012 og nr. 363/2013)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer med tilknytning til det syriske regime – afgørelse, der indgår i en for adressaten bekendt sammenhæng, der gør det muligt for den pågældende at forstå rækkevidden af foranstaltningen i forhold til den pågældende – kortfattet begrundelse tilladt

(Art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2011/273/FUSP, 2011/522/FUSP, 2011/782/FUSP, 2012/739/FUSP og 2013/255/FUSP; Rådets forordning nr. 878/2011, nr. 36/2012, nr. 1117/2012 og nr. 363/2013)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer med tilknytning til det syriske regime – grænserne for den pågældende forpligtelse – tvingende hensyn, der er forbundet med Unionens eller medlemsstaternes sikkerhed – skade for den berørte persons legitime interesser

(Art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2011/522/FUSP, 2011/782/FUSP, 2012/739/FUSP og 2013/255/FUSP; Rådets forordning nr. 878/2011, nr. 36/2012, nr. 1117/2012 og nr. 363/2013)

5.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – klar og præcis fremstilling af de påberåbte anbringender – manglende klarhed og præcision – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

6.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Syrien – forbud mod indrejse eller transit samt indefrysning af midler over for visse personer og enheder, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen – indgreb i retten til ejendom og til respekt for privatlivet – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17; Rådets afgørelse 2011/522/FUSP, 2011/782/FUSP, 2012/739/FUSP og 2013/255/FUSP; Rådets forordning nr. 878/2011, nr. 36/2012, nr. 1117/2012 og nr. 363/2013)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 36-43, 54 og 55)

2.      Hvad angår en afgørelse om at opretholde opførelsen af en persons navn på listen over personer, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, er Unionens kompetente myndighed, i modsætning til hvad der er tilfældet for den oprindelige optagelse, i princippet forpligtet til forud for vedtagelsen af denne afgørelse at meddele denne person de oplysninger, som myndigheden er i besiddelse af og baserer sin afgørelse på, for at denne person kan forsvare sine rettigheder.

Når Rådet udfylder begrundelsen for optagelsen af den pågældendes navn på listen over personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, skal der sondres mellem de omhandlede retsakter.

Skønt det forholder sig således, at forud for enhver efterfølgende afgørelse om indefrysning af midler og med de samme forbehold skal de nye forhold, der lægges den pågældende til last, i princippet meddeles, og der skal i princippet foretages en høring, er dette ikke tilfældet, når begrundelsen for en efterfølgende indefrysning af midler i det væsentlige er den samme som den, der allerede er henvist til i forbindelse med en forudgående afgørelse. En erklæring herom kan således være tilstrækkelig.

En manglende individuel meddelelse af en sådan afgørelse, for hvilken Rådet blot har gentaget begrundelsen for den oprindelige optagelse uden at tilføje eller ændre noget, udgør følgelig ikke en tilsidesættelse af retten til forsvar.

Hvad derimod angår en afgørelse, for hvilken Rådet har ændret begrundelsen for den oprindelige optagelse af den pågældende persons navn på de omhandlede lister, forholder det sig således, at i forbindelse med sådanne retsakter skal meddelelsen om de nye omstændigheder, som bliver lagt den pågældende til last, og retten til at blive hørt være sikret forud for vedtagelsen af disse retsakter.

(jf. præmis 44-48)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 61-67, 71 og 76)

4.      Hvad angår optagelsen af en persons navn på listerne over personer, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger over for Syrien, skal Rådet – for korrekt at opfylde sin forpligtelse til at begrunde en retsakt, hvorved der foreskrives restriktive foranstaltninger – angive de faktiske og retlige omstændigheder, som udgør det retlige grundlag for disse foranstaltninger, samt de betragtninger, der har ført til, at foranstaltningerne er blevet truffet. Det følger heraf, at begrundelsen for en sådan retsakt i princippet ikke alene skal henvise til de lovfæstede betingelser for at anvende de restriktive foranstaltninger, men også til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse finder, at den berørte person bør være omfattet af sådanne foranstaltninger.

En detaljeret offentliggørelse af de klagepunkter, der er fremført mod den berørte part, vil imidlertid ikke alene kunne kollidere med de tvingende almene hensyn, der er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed og varetagelsen af deres internationale forbindelser, men den vil også kunne skade de omhandlede personer og enheders legitime interesser, for så vidt som den kan medføre alvorlig skade for disses omdømme, således at det undtagelsesvis må medgives, at det kun er konklusionen og en generel begrundelse, der skal anføres i den version af afgørelsen om indefrysning af midler, der offentliggøres i EU-Tidende, idet det hermed forudsættes, at afgørelsens specifikke og konkrete begrundelse skal formaliseres og meddeles de berørte parter på enhver anden hensigtsmæssig måde.

(jf. præmis 72 og 73)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 94-96)

6.      Ejendomsretten er del af EU-rettens generelle principper og er fastsat i artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

De rettigheder, der er sikret ved chartret om grundlæggende rettigheder, nyder ikke en absolut beskyttelse i EU-retten, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. Disse rettigheder kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, som Unionen forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve den beskyttede rettigheds kerne. Udøvelsen af denne ret kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at disse begrænsninger faktisk tilgodeser formål af almen interesse, som Den Europæiske Union forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb, som krænker selve det centrale indhold af de således beskyttede rettigheder.

Vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for en person, som yder økonomisk støtte til det syriske regime, er således egnede under hensyn til, at de har et formål af en så grundlæggende almen interesse for det internationale samfund som beskyttelsen af civilbefolkningen. Indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer samt forbuddet for de personer, som konstateres at være involveret i støtten til det syriske regime, mod at indrejse på EU’s område kan ikke som sådan anses for uegnet.

Sådanne restriktive foranstaltninger er endvidere nødvendige, for så vidt som de alternative og mindre indgribende foranstaltninger, såsom et system med forudgående tilladelse eller en efterfølgende dokumentationspligt i forhold til anvendelsen af de overførte midler, ikke lige så effektivt tillader at nå det forfulgte mål, nemlig bekæmpelse af finansieringen af det syriske styre, navnlig henset til muligheden for at omgå de pålagte restriktioner.

De retsakter, hvorved en persons navn optages på listerne over personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger over for Syrien, eller hvorved personens navn opretholdes på disse lister, hjemler endelig mulighed for at tillade, at indefrosne midler anvendes til opfyldelse af essentielle behov eller bestemte forpligtelser, at give specifikke tilladelser til at frigive midler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer og regelmæssigt at tage optagelsen på en liste op til fornyet behandling med henblik på at sikre, at de personer og enheder, som ikke længere opfylder kriterierne for at fremgå af den omtvistede liste, slettes herfra.

Disse retsakter bestemmer ligeledes, at en medlemsstats kompetente myndighed kan tillade indrejse på dens område af presserende humanitære årsager.

Det følger heraf, at de begrænsninger af ejendomsretten og beskyttelsen af den pågældende persons privatliv, som de førnævnte afgørelser har forårsaget – grundet den afgørende betydning af beskyttelsen af den syriske civilbefolkning og de indrømmelser, der er omhandlet i disse afgørelser – ikke står i urimeligt forhold hertil, henset til det forfulgte mål.

(jf. præmis 97-100 og 102-104)