DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
23. november 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – direktiv 2001/29/EF – artikel 2, litra e) – radio- og fjernsynsforetagender – ret til reproduktion for så vidt angår optagelser af udsendelser – artikel 5, stk. 2, litra b) – undtagelse om privatkopiering – rimelig kompensation – skade forvoldt radio- og fjernsynsforetagender – ligebehandling – national lovgivning, der udelukker radio- og fjernsynsforetagender fra retten til en rimelig kompensation«
I sag C-260/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landgericht Erfurt (den regionale ret i første instans i Erfurt, Tyskland) ved afgørelse af 31. marts 2022, indgået til Domstolen den 19. april 2022, i sagen
Seven.One Entertainment Group GmbH
mod
Corint Media GmbH,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb, A. Kumin og I. Ziemele (refererende dommer),
generaladvokat: A.M. Collins,
justitssekretær: fuldmægtig K. Hötzel,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 29. marts 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Seven.One Entertainment Group GmbH ved Rechtsanwälte C. Masch og W. Raitz von Frentz,
– Corint Media GmbH ved Rechtsanwälte O. Fiss og M. von Albrecht,
– den tyske regering ved J. Möller, J. Heitz og M. Hellmann, som befuldmægtigede,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato R. Guizzi,
– den østrigske regering ved G. Eberhard, F. Koppensteiner og G. Kunnert, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved G. von Rintelen og J. Samnadda, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Seven.One Entertainment Group GmbH (herefter »Seven.One«), der er et radio- og fjernsynsforetagende, og Corint Media GmbH, som er en kollektiv forvaltningsorganisation, vedrørende betaling af den »rimelige kompensation«, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29.
Retsforskrifter
EU-retten
3 I 4., 9., 31., 35. og 38. betragtning til direktiv 2001/29 er følgende anført:
»(4) En harmoniseret retlig ramme for ophavsret og beslægtede rettigheder vil i kraft af den øgede retssikkerhed samtidig med overholdelsen af et højt beskyttelsesniveau for de intellektuelle ejendomsrettigheder medføre betydelige investeringer i kreativ og innovativ virksomhed, herunder i netinfrastruktur, og føre til vækst og øget konkurrenceevne for den europæiske industri både hvad angår udbud af indhold og informationsteknologi og generelt i en række industrisektorer og kulturelle sektorer. Dette vil kunne sikre arbejdspladser og fremme jobskabelsen.
[…]
(9) Udgangspunktet for en harmonisering af ophavsret og beslægtede rettigheder bør være et højt beskyttelsesniveau, da sådanne rettigheder er af afgørende betydning for den intellektuelle skabelsesproces. En sådan beskyttelse bidrager til at bevare og udvikle kreativiteten til gavn for ophavsmænd, kunstnere, producenter, forbrugere, kulturen, industrien og almenheden generelt. Intellektuel ejendomsret er derfor blevet anerkendt som en integrerende del af ejendomsretten.
[…]
(31) Det er nødvendigt at bevare en rimelig balance med hensyn til rettigheder og interesser mellem de forskellige kategorier af rettighedshavere og mellem de forskellige kategorier af rettighedshavere og brugere af beskyttede frembringelser. De i medlemsstaterne gældende undtagelser og indskrænkninger til rettighederne må nyvurderes på baggrund af den nye elektroniske udvikling. Eksisterende forskelle hvad angår undtagelser og indskrænkninger med hensyn til visse handlinger, der er underlagt restriktioner, har direkte negative følger for det indre marked for ophavsret og beslægtede rettigheder. Disse forskelle kan meget vel blive endnu mere udtalte i takt med videreudviklingen af den grænseoverskridende udnyttelse af værker og grænseoverskridende aktiviteter. For at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende, bør definitionen af sådanne undtagelser og indskrænkninger i en vis grad harmoniseres. Harmoniseringsgraden bør baseres på deres følger for det indre markeds funktion.
[…]
(35) I visse undtagelsestilfælde bør rettighedshavere have en rimelig kompensation for anvendelsen af deres beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser. Når det fastsættes, hvilken form en sådan rimelig kompensation skal have, hvilke nærmere bestemmelser der skal gælde for den, og hvilket omfang den eventuelt skal have, bør der tages hensyn til de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. I forbindelse med vurderingen af disse omstændigheder kan det være relevant som kriterium at lægge til grund, om rettighedshaverne eventuelt har lidt skade som følge af den pågældende handling. I visse sager, hvor rettighedshaverne allerede har modtaget en anden form for betaling, f.eks. som del af en licensafgift, bør der ikke forfalde specifik eller særskilt betaling. Ved fastsættelsen af størrelsen af den rimelige kompensation bør der tages hensyn til, i hvor stor udstrækning der anvendes tekniske beskyttelsesforanstaltninger som nævnt i dette direktiv. I visse situationer, hvor skaden for rettighedshaveren er minimal, bør der ikke være betalingspligt.
[…]
(38) Medlemsstaterne bør have mulighed for at indføre en undtagelse eller indskrænkning med hensyn til retten til reproduktion mod en rimelig kompensation for visse former for reproduktion af lyd-, video- og audiovisuelt materiale til privat brug. Dette kan indebære indførelse af eller fortsat anvendelse af vederlagsordninger som kompensation for rettighedshavernes tab. Selv om forskelle mellem sådanne vederlagsordninger påvirker det indre markeds funktion, vil disse forskelle, når der er tale om analog privat reproduktion, ikke få væsentlige følger for udviklingen af informationssamfundet. Digital privatkopiering kan formodes at vinde større udbredelse og få større økonomiske konsekvenser. Der bør derfor tages passende hensyn til forskellene mellem digital og analog privatkopiering, og der bør i visse henseender skelnes mellem dem.«
4 Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Retten til reproduktion« bestemmer følgende:
»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:
a) for ophavsmænd for så vidt angår deres værker
b) for udøvende kunstnere for så vidt angår optagelser af deres fremførelser
c) for fremstillere af fonogrammer for så vidt angår deres fonogrammer
d) for producenter af den første filmoptagelse for så vidt angår den originale film eller eksemplarer heraf, og
e) for radio- og fjernsynsforetagender for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, hvad enten der er tale om trådbunden eller trådløs transmission, herunder via kabel eller satellit.«
5 Direktivets artikel 5 med overskriften »Undtagelser og indskrænkninger« præciserer i følgende i stk. 2 og 5:
»2. Medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i den i artikel 2 nævnte ret til reproduktion med hensyn til:
[…]
b) reproduktioner på ethvert medium foretaget af en fysisk person til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle, forudsat at rettighedshaverne modtager en rimelig kompensation, i forbindelse med hvilken der tages hensyn til anvendelse eller ikke-anvendelse af de i artikel 6 nævnte tekniske foranstaltninger på det pågældende værk eller den pågældende frembringelse
[…]
5. Undtagelser og indskrænkninger efter stk. 1, 2, 3 og 4 må kun anvendes i visse specielle tilfælde, der ikke strider mod den normale udnyttelse af værket eller andre frembringelser og ikke indebærer urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser.«
Tysk ret
6 § 53, stk. 1, i Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder) af 9. september 1965 (BGBl. 1965 I, s. 1273) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »UrhG«), fastsætter:
»Fremstillingen af individuelle kopier af et værk på ethvert medium, der foretages af en fysisk person til privat brug, er lovlig, forudsat at kopierne ikke direkte eller indirekte anvendes til kommercielle formål, og at de ikke fremstilles på baggrund af et eksemplar, der er fremstillet eller gjort offentligt tilgængeligt på åbenlys ulovlig vis. Den person, der har tilladelse til at fremstille kopier, må ligeledes lade en tredjemand fremstille kopierne, for så vidt som denne fremstilling foretages gratis, eller for så vidt som det drejer sig om kopier på papir eller lignende ved hjælp af en fotografisk teknik eller en anden proces med tilsvarende virkning.«
7 UrhG’s § 54, stk. 1, er affattet som følger:
»Såfremt værkets art gør det sandsynligt, at der vil ske lovlig reproduktion som omhandlet i § 53, stk. 1 eller 2, eller §§60a-60f, har værkets ophavsmand ret til betaling af et rimeligt vederlag fra producenten af udstyr og lagringsmedier, hvis type alene eller i forbindelse med andre former for udstyr, lagringsmedier eller tilbehør benyttes til at foretage sådanne reproduktioner.«
8 UrhG’s § 87 har følgende ordlyd:
»(1) Radio- og fjernsynsforetagender har eneret til at:
[…]
2. lave video- eller lydoptagelser af deres udsendelse, tage fotografier af deres udsendelse samt at reproducere og distribuere video- og lydoptagelserne eller fotografierne med undtagelse af lejerettighederne
[…]
(4) § 10, stk. 1, samt bestemmelserne i del 1, afsnit 6, med undtagelse af § 47, stk. 2, andet punktum, og § 54, stk. 1, gælder tilsvarende.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
9 Corint Media er en kollektiv forvaltningsorganisation, som forvalter private fjernsyns- og radioforetagenders ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder. Som led heri udbetaler Corint Media indtægterne fra den såkaldte blankmedieafgift til de pågældende radio- og fjernsynsforetagender.
10 Seven.One er et radio- og fjernsynsforetagende, der producerer et privat reklamefinansieret fjernsynsprogram, som det udsender i hele Tyskland.
11 Disse parter er bundet af en forvaltningskontrakt, som regulerer Corint Medias eneret til at udøve og udnytte Seven.Ones ophavsret og beslægtede rettigheder i forbindelse med dette program. Seven.One anmodede i denne forbindelse bl.a. Corint Media om at betale Seven.One en kompensation for blankmedieafgiften i overensstemmelse med den omhandlede kontrakt. Corint Media kunne imidlertid ikke imødekomme denne anmodning, eftersom UrhG’s § 87, stk. 4, udelukker radio- og fjernsynsforetagender fra retten til rimelig kompensation.
12 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den pågældende nationale lovgivning er forenelig med EU-retten. Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 skal den rimelige kompensation betales til de indehavere af eneretten til reproduktion, der berøres af undtagelsen for privatkopiering, heriblandt radio- og fjernsynsforetagender. Denne bestemmelse indeholder ingen begrænsning af den rimelige kompensation til skade for visse rettighedshavere. Den udelukkelse, der er omhandlet i den omhandlede nationale lovgivning, kan desuden være i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Endelig vil denne udelukkelse kunne begrænse mediefriheden i chartrets artikel 11.
13 Under disse omstændigheder har Landgericht Erfurt (den regionale ret i første instans i Erfurt, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal direktiv 2001/29/EF fortolkes således, at radio- og fjernsynsforetagender er direkte og originært berettigede med hensyn til retten til rimelig kompensation i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, som er fastsat i forbindelse med den såkaldte undtagelse for »privatkopiering«?
2) Kan radio- og fjernsynsforetagender med hensyn til deres ret i henhold til artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29/EF udelukkes fra retten til rimelig kompensation som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, fordi de også i deres egenskab af filmproducenter kan have en ret til rimelig kompensation som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:
Er det lovligt at udelukke radio- og fjernsynsforetagenderne generelt, selv om radio- og fjernsynsforetagender afhængigt af deres konkrete programtilrettelæggelse til dels kun i meget ringe omfang erhverver rettigheder som filmproducenter (navnlig fjernsynsprogrammer med en stor andel af programmer, som tredjeparter har licensrettighederne til), og til dels ikke erhverver rettigheder som filmproducenter (navnlig arrangører af radioprogrammer)?«
Anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del
14 Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. juli 2023 har Seven.One anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement.
15 Til støtte for sin anmodning har Seven.One gjort gældende, at generaladvokatens forslag til afgørelse kræver en mere indgående drøftelse eller en rettelse. Seven.One har for det første navnlig anført, at radio- og fjernsynsforetagenders eneret i henhold til artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29 til reproduktion så vidt angår optagelser af deres udsendelser skal behandles på samme måde som radio- og fjernsynsselskabers eneret til at tillade eller forbyde optagelse af deres udsendelser som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT 2006, L 376, s. 28). For det andet kan det ikke overlades til den nationale ret at vurdere den skade, som radio- og fjernsynsforetagenderne har lidt på grund af privatkopiering.
16 Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at der i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i procesreglementet ikke er fastsat en mulighed for, at de berørte personer, der er omfattet af denne statuts artikel 23, kan afgive indlæg som svar på generaladvokatens forslag til afgørelse (dom af 9.6.2022, Préfet du Gers og Institut national de la statistique et des études économiques, C-673/20, EU:C:2022:449, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
17 For det andet skal generaladvokaten i medfør af artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, der i overensstemmelse med statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver dennes deltagelse. Der er således ikke tale om en udtalelse rettet til dommere eller parter, som hidrører fra en myndighed uden for Domstolen, men om en selvstændig og begrundet udtalelse, som fremsættes offentligt af et medlem af selv samme institution. På denne baggrund kan generaladvokatens forslag til afgørelse ikke drøftes af parterne. Domstolen er i øvrigt hverken bundet af disse forslag til afgørelse eller af den begrundelse, hvorpå generaladvokaten har støttet disse. En parts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan følgelig ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del (dom af 9.6.2022, Préfet du Gers og Institut national de la statistique et des études économiques, C-673/20, EU:C:2022:449, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
18 Når dette er sagt, kan Domstolen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 83 ganske vist til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, bl.a. hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af de berørte.
19 I den foreliggende sag finder Domstolen imidlertid, efter at have hørt generaladvokaten, at den råder over alle de nødvendige oplysninger for at træffe afgørelse om den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse. Domstolen bemærker i øvrigt, at de forhold, som Seven.One har påberåbt sig til støtte for anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, ikke udgør nye faktiske omstændigheder, der kan have betydning for den afgørelse, den således skal træffe.
20 Det er herefter ufornødent at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del.
Om de præjudicielle spørgsmål
21 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der udelukker radio- og fjernsynsforetagender, hvis optagelser af udsendelser reproduceres af fysiske personer til privat brug og til formål, der ikke er kommercielle, fra den i denne bestemmelse omhandlede ret til en rimelig kompensation.
22 Ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af, og eventuelt dens tilblivelseshistorie (dom af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
23 For det første kan medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i den eneret til reproduktion, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, med hensyn til reproduktioner på ethvert medium foretaget af en fysisk person til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle, forudsat at indehaverne af denne eneret modtager en rimelig kompensation.
24 I denne henseende fremgår det udtrykkeligt af artikel 2, litra e), at radio- og fjernsynsforetagenderne i lighed med de andre rettighedshavere, der er omhandlet i denne artikels litra a)-d), har eneret »til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis« for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, hvad enten der er tale om trådbunden eller trådløs transmission, herunder via kabel eller satellit.
25 Det fremgår således af artikel 2, litra e), sammenholdt med artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, at radio- og fjernsynsforetagender, der er indehavere af en eneret til reproduktion, i de medlemsstater, som har gennemført undtagelsen for privatkopiering, principielt skal anses for at have ret til en rimelig kompensation, når reproduktioner for så vidt angår optagelser af deres udsendelser foretages af fysiske personer til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle.
26 For det andet understøttes denne ordlydsfortolkning af den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og af tilblivelseshistorien for direktiv 2001/29.
27 Det skal således for det første bemærkes, at artikel 2 i direktiv 2001/29, der i litra a)-e), definerer den eneret til reproduktion, som tilkommer forskellige kategorier af rettighedshavere, ikke foretager en forskelsbehandling mellem disse kategorier af rettighedshavere. Det fremgår i denne henseende ligeledes af begrundelsen til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet af 10. december 1997 ((KOM(97) 628 endelig udgave)), der ligger til grund for direktiv 2001/29, at den valgte løsning i dette direktivs artikel 2 sikrer, at samtlige ophavsmænd, udøvende kunstnere samt fremstillere af fonogrammer og producenter af film tillige med radio- og fjernsynsforetagender opnår samme beskyttelse af deres beskyttede værker eller andre frembringelser med hensyn til de handlinger, der er beskyttet af retten til reproduktion.
28 For det andet fremgår det af 35. betragtning til direktiv 2001/29, at rettighedshavere i visse undtagelsestilfælde bør have en rimelig kompensation for anvendelsen af deres beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser. Det følger endvidere af artikel 5, stk. 5, i direktiv 2001/29, at undtagelsen i dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), kun må anvendes i visse specielle tilfælde, der ikke strider mod den normale udnyttelse af værket og ikke indebærer urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser.
29 Heraf følger, at disse bestemmelser – medmindre de skal fratages enhver effektiv virkning – pålægger en medlemsstat, som har indført undtagelsen for privatkopiering, inden for rammerne af sine beføjelser at sikre en effektiv opkrævning af denne kompensation, som skal udgøre indehaverne af enerettens erstatning for den lidte skade, navnlig hvis skaden er opstået på den pågældende medlemsstats område (jf. dom af 8.9.2022, Ametic, C-263/21, EU:C:2022:644, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
30 En sådan fortolkning understøttes for det tredje af de formål, der forfølges med de omhandlede bestemmelser.
31 For det første fremgår det af fjerde og niende betragtning til direktiv 2001/29, at dette direktiv har til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau for de intellektuelle ejendomsrettigheder, hvilket vil medføre betydelige investeringer i kreativ og innovativ virksomhed, herunder i netinfrastruktur, samt føre til vækst og øget konkurrenceevne for den europæiske industri, og at udgangspunktet for harmonisering af ophavsret og beslægtede rettigheder bør være et højt beskyttelsesniveau, da sådanne rettigheder er af afgørende betydning for den intellektuelle skabelsesproces.
32 For det andet hvad mere specifikt angår det formål, der forfølges med dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), fremgår det af 35. og 38. betragtning hertil, at denne bestemmelse er udtryk for EU-lovgivers vilje om at fastsætte en særlig kompensationsordning, hvis gennemførelse udløses af rettighedshavernes tab, der i princippet skaber en forpligtelse til at godtgøre eller kompensere disse (dom af 24.3.2022, Austro-Mechana, C-433/20, EU:C:2022:217, præmis 37, og af 8.9.2022, Ametic, C-263/21, EU:C:2022:644, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
33 En fysisk persons privatkopiering skal nemlig anses for en handling til skade for indehaveren af de pågældende rettigheder, idet den foretages, uden at der søges forudgående tilladelse fra denne indehaver (dom af 29.11.2017, VCAST, C-265/16, EU:C:2017:913, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
34 På baggrund af det ovenstående skal det fastslås, at de radio- og fjernsynsforetagender, der er omhandlet i artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29, i de medlemsstater, som har gennemført undtagelsen for privatkopiering, principielt skal anses for at have ret til en rimelige kompensation som omhandlet i dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), i lighed med de andre rettighedshavere, der udtrykkeligt er nævnt i artikel 2.
35 For så vidt som bestemmelserne i direktiv 2001/29 ikke præciserer de forskellige elementer i ordningen for rimelig kompensation, har medlemsstaterne en vid skønsmargen til at afgrænse disse. Det er navnlig op til medlemsstaterne at afgøre, hvilke personer der skal betale denne kompensation, og at fastlægge, hvilken form denne kompensation skal have, hvilke nærmere bestemmelser der skal gælde for den, og hvilket omfang den skal have (jf. i denne retning dom af 24.3.2022, Austro-Mechana, C-433/20, EU:C:2022:217, præmis 41, og af 8.9.2022, Ametic, C-263/21, EU:C:2022:644, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
36 Når det fastsættes, hvilken form en sådan rimelig kompensation skal have, hvilke nærmere bestemmelser der skal gælde for den, og hvilket omfang den eventuelt skal have, påhviler det medlemsstaterne, således som det fremgår af 35. betragtning til direktiv 2001/29, at tage hensyn til de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde og navnlig til, om rettighedshaverne eventuelt har lidt skade som følge af den pågældende handling. Det præciseres desuden i denne betragtning, at i visse situationer, hvor skaden for rettighedshaveren er minimal, bør der ikke være betalingspligt.
37 Det fremgår således af fast retspraksis, at den rimelige kompensation og følgelig den ordning, som denne hviler på, samt omfanget heraf skal være knyttet til den skade, der er påført rettighedshaverne på grund af fremstillingen af private kopier. Enhver rimelig kompensation, der ikke er knyttet til den skade, som påføres rettighedshaverne som følge af en sådan fremstilling, er nemlig ikke forenelig med det krav, der er anført i 31. betragtning til direktiv 2001/29, hvorefter der skal opretholdes en rimelig balance mellem rettighedshavere og brugere af de beskyttede frembringelser (dom af 11.7.2013, Amazon.com International Sales m.fl., C-521/11, EU:C:2013:515, præmis 62, og af 24.3.2022, Austro-Mechana, C-433/20, EU:C:2022:217, præmis 49 og 50 og den deri nævnte retspraksis).
38 I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at på samme måde som det står medlemsstaterne frit for, om de vil fastsætte den ene eller den anden af de undtagelser, der er præciseret i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2001/29, eller ikke, heriblandt undtagelsen for privatkopiering, har medlemsstaterne, således som det bekræftes i 35. betragtning til dette direktiv, mulighed for i visse tilfælde, der er omfattet af anvendelsesområdet for de undtagelser, som de efter eget valg har indført, at fastsætte en fritagelse for betaling af den rimelige kompensation, når den skade, der er påført rettighedshaverne, er minimal (dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 59 og 60).
39 Hvad angår konstateringen af skaden fremgår det ganske vist af Domstolens praksis, at fastsættelsen af en tærskel, op til hvilken skaden kan kvalificeres som »minimal« som omhandlet i denne betragtning til direktivet, skal henhøre under medlemsstaternes skønsmargen (dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 61).
40 Medlemsstaterne skal imidlertid anvende denne tærskel under hensyntagen til ligebehandlingsprincippet, der er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i chartrets artikel 20 (dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
41 Indledningsvis skal det i den foreliggende sag, således som generaladvokaten har anført i punkt 30 i forslaget til afgørelse, for det første bemærkes, at den omstændighed – der er påberåbt af den tyske regering med henblik på at begrunde udelukkelsen af alle radio- og fjernsynsforetagender fra retten til den rimelige kompensation – at visse af de berørte radio- og fjernsynsforetagender, som ligeledes er filmproducenter, allerede i denne forbindelse modtager en rimelig kompensation, ikke er relevant.
42 Dels er genstanden for disse forskellige rettighedshaveres eneret til reproduktion nemlig ikke den samme. Mens artikel 2, litra d), i direktiv 2001/29 giver producenter af den første filmoptagelse eneret til at tillade reproduktion af den originale film eller eksemplarer heraf og beskytter disse producenters organisatoriske og økonomiske præstation, tildeler dette direktivs artikel 2, litra e), derimod radio- og fjernsynsforetagender eneret til reproduktion af optagelser af de udsendelser, som de udsender, og beskytter den tekniske ydelse, der er frembragt ved udsendelsen. Det følger heraf, at den skade, som disse rettighedshavere har lidt som følge af privatkopiering, heller ikke er sammenfaldende.
43 Dels er det, som det fremgår af sagsakterne, meget forskeligt, hvornår radio- fjernsynsforetagender kan anses for filmproducenter, idet det afhænger af, om radio- fjernsynsforetagenderne selv producerer deres udsendelser med deres eget udstyr og personale, om de udsender udsendelser, der er produceret på bestilling af aftalepartnere, eller om de under licens udsender udsendelser produceret af tredjemand.
44 For det andet og som bemærket i denne doms præmis 37 og 40 skal den ordning, som den rimelige kompensation hviler på, og ordningens omfang være knyttet til den skade, der er påført rettighedshaverne på grund af fremstillingen af private kopier, og overholde ligebehandlingsprincippet i chartrets artikel 20.
45 I denne sammenhæng har Domstolen allerede fastslået, at dette princip kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. En forskellig behandling er begrundet, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (dom af 16.12.2008, Huber, C-524/06, EU:C:2008:724, præmis 75, og af 4.5.2023, Glavna direktsia »Pozharna bezopasnost i zashtita na naselenieto« (Natarbejde), C-529/21 – C-536/21 og C-732/21 – C-738/21, EU:C:2023:374, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
46 I denne henseende skal det under hensyn til betragtningerne i nærværende doms præmis 23-34 fastslås, at de i artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29 omhandlede radio- og fjernsynsforetagender befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for andre indehavere af de rettigheder, der er nævnt i denne artikel, for så vidt samtlige disse rettighedshavere har den i denne artikel omhandlede eneret til reproduktion.
47 En forskelsbehandling mellem disse radio- og fjernsynsforetagender og andre rettighedshavere skal derfor være baseret på et objektivt og rimeligt kriterium og stå i et rimeligt forhold til det formål, der forfølges med den pågældende behandling.
48 I denne henseende udgør den omstændighed, at der ikke er forvoldt skade, eller at den skade, der er forvoldt den kategori af rettighedshavere, der består af radio- og fjernsynsforetagender, som følge af privatkopiering for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, er »minimal«, henset til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 36 og 37, et sådant objektivt og rimeligt kriterium, som ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opretholde en rimelig balance mellem rettighedshaverne og brugerne af de beskyttede frembringelser.
49 Henset til betragtningerne i denne doms præmis 38 og 39 påhviler det imidlertid for det første den nationale ret i lyset af objektive kriterier at sikre sig, at radio- og fjernsynsforetagender til forskel fra de andre kategorier af rettighedshavere, der er omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29, kun lider en skade, der kan kvalificeres som »minimal«, som følge af en uautoriseret reproduktion for så vidt angår optagelser af deres udsendelser. For det andet skal den forelæggende ret ligeledes i lyset af objektive kriterier undersøge, om samtlige de foretagender inden for den kategori af rettighedshavere, der består af radio- og fjernsynsforetagender, befinder sig i sammenlignelige situationer, heriblandt henset til den skade, som de lider, og som kan begrunde, at samtlige disse foretagender udelukkes fra retten til en rimelig kompensation.
50 Det er nemlig kun på denne dobbelte betingelse, at en national lovgivning, der udelukker alle de nævnte foretagender fra at modtage den rimelige kompensation, kan anses for at opfylde kravene i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29.
51 Det skal i denne henseende bemærkes, at de berørte parter, der har indgivet skriftlige indlæg, hverken er enige om arten eller omfanget af den skade, som radio- og fjernsynsforetagender lider som følge af privatkopiering for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, eller om sammenligneligheden af de situationer, som de pågældende foretagender befinder sig i, alt efter om de modtager offentlig finansiering eller ej.
52 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 26 i forslaget til afgørelse, udgør eksistensen og omfanget af den eventuelle skade, som radio- og fjernsynsforetagenderne eventuelt har lidt, såvel som undersøgelsen af sammenligneligheden af de situationer, som eventuelle særskilte kategorier af radio- og fjernsynsforetagender befinder sig i, et faktisk spørgsmål, som det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.
53 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der udelukker radio- og fjernsynsforetagender, hvis optagelser af udsendelser reproduceres af fysiske personer til privat brug og til formål, der ikke er kommercielle, fra den i denne bestemmelse omhandlede ret til en rimelig kompensation, forudsat at den skade, som de pågældende radio- og fjernsynsforetagender eventuelt lider, ikke kan kvalificeres som »minimal«.
Sagsomkostninger
54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet
skal fortolkes således, at
denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der udelukker radio- og fjernsynsforetagender, hvis optagelser af udsendelser reproduceres af fysiske personer til privat brug og til formål, der ikke er kommercielle, fra den i denne bestemmelse omhandlede ret til en rimelig kompensation, forudsat at den skade, som de pågældende radio- og fjernsynsforetagender eventuelt lider, ikke kan kvalificeres som »minimal«.
Underskrifter