Language of document :

Sag anlagt den 17. juli 2012 – ZZ m.fl. mod EIB

(Sag F-73/12)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: ZZ m.fl. (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Dels påstand om annullation af afgørelserne i sagsøgernes lønsedler om at anvende Den Europæiske Investeringsbanks almindelige afgørelse, hvorved der fastsættes en lønstigning begrænset til 2,8% for samtlige ansatte, og om at anvende afgørelsen om at benytte en meritskala, der medfører et løntab på 1%, dels påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale forskellen i vederlag med tillæg af morarenter og at betale erstatning

Sagsøgernes påstande

Annullation af afgørelserne om på sagsøgerne at anvende bestyrelsen for EIB’s afgørelse af 13. december 2011, hvorved der fastsattes en lønstigning begrænset til 2,8%, og om at anvende direktionen for EIB’s afgørelse af 14. februar 2012 om at benytte en meritskala, der medfører et løntab på 1%, hvilke afgørelser er indeholdt i lønsedlerne for april 2012 samt annullation i samme udstrækning af de afgørelser, der var indeholdt i deres tidligere lønsedler.

Sagsøgte tilpligtes at betale den forskel i vederlag, der følger af anvendelsen af ovennævnte afgørelser truffet af henholdsvis EIB’s bestyrelse den 13. december 2011 og EIB’s direktion den 14. februar 2012 i stedet for anvendelsen af den tidligere gældende vederlagsordning. Denne lønforskel tillægges morarenter med virkning fra den 12. april 2012 og derefter den 12. i hver måned, indtil fuld betaling sker, idet disse renter fastsættes til ECB’s rentesats forhøjet med 3 point.

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for det tab, som sagsøgerne har lidt som følge af tabet af købekraft, idet dette tab foreløbigt og efter ret og billighed er opgjort til 1,5% af hver sagsøgers månedsløn.

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.