Language of document :

Sag anlagt den 26. november 2014 – Den Slovakiske Republik mod Kommissionen

(Sag T-779/14)

Processprog: slovakisk

Parter

Sagsøger: Den Slovakiske Republik (ved B. Ricziová, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse, der fremgår af skrivelse af 24. september 2014, hvorved Kommissionen anmodede Den Slovakiske Republik om at tilvejebringe finansielle midler svarende til tabet af traditionelle egne indtægter, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende vedrørende Kommissionens manglende kompetence

Ifølge Den Slovakiske Republik havde Kommissionen ikke kompetence til at træffe den anfægtede afgørelse. Der findes ikke nogen bestemmelse i EU-retten, som tillægger Kommissionen beføjelse til at handle, som den gjorde ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, eller til – efter opgørelse af tabet af traditionelle egne indtægter i form af ikke-opkrævede importafgifter – at forpligte en medlemsstat, der ikke er ansvarlig for fastsættelsen og opkrævningen af denne afgift, til at tilvejebringe finansielle midler svarende til det af Kommissionen fastsatte beløb, der ifølge denne svarer til det pågældende tab.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af kravet om retssikkerhed

Selv om Kommissionen havde haft kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse (hvilket ikke er tilfældet), har den ifølge Den Slovakiske Republik i det foreliggende tilfælde tilsidesat retssikkerhedsprincippet. Den forpligtelse, som Den Slovakiske Republik pålægges ved den anfægtede afgørelse, kunne ifølge Den Slovakiske Republik ikke forudses inden dens vedtagelse.

Tredje anbringende vedrørende Kommissionens fejlagtige udøvelse af sin kompetence

Selv om Kommissionen havde haft kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, og selv om den ved vedtagelsen heraf havde handlet i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet (hvilket ikke er tilfældet), har den i det foreliggende tilfælde ifølge Den Slovakiske Republik ikke udøvet sin kompetence forskriftsmæssigt. Kommissionen har for det første foretaget en åbenbar urigtig bedømmelse, for så vidt som den opkræver finansielle midler af Den Slovakiske Republik, selv om der dels ikke er opstået noget tab eller noget delvist tab af traditionelle egne indtægter, eller at dette tab desuden ikke er en direkte konsekvens af handlinger, som Kommissionen tilskriver Den Slovakiske Republik. Kommissionen har for det andet tilsidesat Den Slovakiske Republiks ret til forsvar og princippet om god forvaltningsskik.

Fjerde anbringende vedrørende utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse

I forbindelse med dette klagepunkt gør Den Slovakiske Republik gældende, at der er flere fejl i den anfægtede afgørelses begrundelse, hvorfor den må anses for utilstrækkeligt begrundet, hvilket bevirker, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af retssikkerhedsprincippet. Ifølge Den Slovakiske Republik har Kommissionen ikke i den anfægtede afgørelse angivet retsgrundlaget herfor. Den har heller ikke klart angivet, hvorledes og på hvilket grundlag den er nået frem til sine konklusioner. Endelig er begrundelsen for den anfægtede afgørelse i visse henseender usammenhængende.