FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. CRUZ VILLALÓN
fremsat den 8. september 2015 (1)
Sag C-300/14
Imtech Marine Belgium NV
mod
Radio Hellenic SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van Beroep te Antwerpen (Belgien))
»Retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 805/2004 – europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav – krav til attestering – mindstestandarder for nationale procedurer – debitors ret til at varetage sine interesser – artikel 19 – prøvelse i særlige tilfælde – justitskontorets opgaver«
1. Den foreliggende sag giver for første gang Domstolen mulighed for at fortolke artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 805/2004 (2) (herefter »tvangsfuldbyrdelsesforordningen«). I forbindelse med indførelsen af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav fastlægger denne bestemmelse en række mindstestandarder, som de enkelte medlemsstaters retspleje skal overholde som betingelse for, at der kan anmodes om prøvelse af en retsafgørelse om et ubestridt krav, når debitor har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet eller forsvare sig som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side. Det endelige mål med disse mindstestandarder er at sikre, at domsstaten i praksis under alle omstændigheder overholder debitors ret til at varetage sine interesser, når denne er genstand for en retsafgørelse, der er attesteret som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument; i denne forbindelse bør det bemærkes, at afskaffelsen af eksekvaturproceduren medfører, at retterne i fuldbyrdelsesstaten ikke vil kunne underkaste den attesterede retsafgørelse nogen form for kontrol.
2. I den foreliggende sag er den forelæggende ret, som i en appelsag skal afgøre, hvorvidt det er muligt at attestere en retsafgørelse, der er truffet af en ret i første instans, som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, i tvivl om, i hvilket omfang belgisk ret er i overensstemmelse med de processuelle mindstestandarder, som er fastlagt i tvangsfuldbyrdelsesforordningen, navnlig i artikel 19. I denne henseende forelægger retten Domstolen fem præjudicielle spørgsmål, hvis besvarelse bør gøre det muligt at afgøre, hvorvidt belgisk ret er forenelig med kravene i den nævnte artikel 19, og hvorvidt retsafgørelser om ubestridte krav, der er truffet af belgiske retter, dermed i princippet kan attesteres som europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter.
I – Retsforskrifter
A – EU-retlige forskrifter
3. I henhold til artikel 1 i tvangsfuldbyrdelsesforordningen har forordningen til formål »at indføre et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav for gennem fastsættelse af mindstestandarder at tillade fri bevægelighed for retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter overalt i medlemsstaterne uden nogen mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen«.
4. Blandt de seksogtyve betragtninger, som indleder tvangsfuldbyrdelsesforordningen, fremhæves følgende som relevante for den foreliggende sag:
»[…]
(10) Når der i en medlemsstat er truffet en retsafgørelse om et ubestridt krav, uden at debitor har deltaget i retsmøderne, er afskaffelsen af enhver form for kontrol i fuldbyrdelsesstaten uløseligt knyttet sammen med og betinget af, at der er tilstrækkelige garantier for, at debitor har kunnet varetage sine interesser.
(11) Denne forordning tilsigter at fremme de grundlæggende rettigheder og tager navnlig hensyn til de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den tilsigter især at sikre fuld overholdelse af retten til en retfærdig rettergang som anerkendt i chartrets artikel 47.
(12) Der bør fastsættes mindstestandarder for den retssag, der fører frem til retsafgørelsen, så det sikres, at debitor – i så god tid og på en sådan måde, at han kan varetage sine interesser under sagen – underrettes om retssagen mod ham, om betingelserne for hans aktive deltagelse heri for at bestride kravet og om konsekvenserne af hans manglende deltagelse.
[…]
(17) De retter, som er kompetente til at efterprøve, om de processuelle mindstestandarder er overholdt fuldt ud, bør, når dette er godtgjort, udstede en standardiseret attest som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, som klart viser denne efterprøvelse og resultatet heraf.
(18) På grund af medlemsstaternes gensidige tillid til hinandens retspleje kan det overlades til retten i en medlemsstat at vurdere, om alle betingelser for attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument er opfyldt, således at en retsafgørelse kan fuldbyrdes i alle de andre medlemsstater, uden at der i fuldbyrdelsesstaten skal foretages en retslig prøvelse af, om de processuelle mindstestandarder er behørigt overholdt.
(19) Denne forordning pålægger ikke medlemsstaterne en pligt til at tilpasse deres nationale lovgivninger til de heri fastlagte processuelle mindstestandarder. Den udgør et incitament til en sådan tilpasning ved kun at muliggøre en mere effektiv og hurtigere eksigibilitet for retsafgørelser i andre medlemsstater, hvis disse mindstestandarder er overholdt.«
5. Tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 6, stk. 1, bestemmer:
»1. En retsafgørelse om et ubestridt krav, der er truffet i en medlemsstat, attesteres efter anmodning, der til enhver tid kan indgives til den behandlende ret, som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument:
a) hvis den er eksigibel i domsstaten
b) hvis den ikke er i strid med kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3 og 6, i forordning (EF) nr. 44/2001
c) hvis retssagen i domsstaten, for så vidt der er tale om et ubestridt krav som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b) eller c), opfyldte de betingelser, der er fastsat i kapitel III, og
d) hvis den er truffet i den medlemsstat, hvor debitor har bopæl efter artikel 59 i forordning (EF) nr. 44/2001
– for så vidt der er tale om et ubestridt krav som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b) eller c)
– kravet vedrører en aftale, der er indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, og
– debitor er forbrugeren.«
6. I henhold til artikel 12, stk. 1, i tvangsfuldbyrdelsesforordningens kapitel III om »Mindstestandarder for retssager om ubestridte krav« kan »[e]n retsafgørelse om et ubestridt krav som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b) eller c), [...] kun attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, hvis retssagen i domsstaten opfyldte de processuelle betingelser, der er fastsat i dette kapitel.«
7. Tvangsfuldbyrdelsesforordningens kapitel III omfatter ligeledes artikel 19 med overskriften »Mindstestandarder for prøvelse i særlige tilfælde«, som fastlægger følgende:
»1. I tillæg til artikel 13-18 kan en retsafgørelse kun attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, hvis debitor efter domsstatens lovgivning kan anmode om prøvelse af retsafgørelsen i følgende tilfælde:
a) i) når det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument eller i givet fald indkaldelsen til et retsmøde er blevet forkyndt på en af de måder, der er fastsat i artikel 14, og
ii) forkyndelsen ikke er blevet foretaget i så god tid, at debitor har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra debitors side
eller
b) når debitor har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side
forudsat at debitor i begge tilfælde har reageret hurtigst muligt.
2. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes ret til at give adgang til prøvelse af retsafgørelsen på betingelser, der er gunstigere end dem, der er fastsat i stk. 1.«
B – Nationale forskrifter
8. I Belgisch Gerechtelijk Wetboek (den belgiske retsplejelov, herefter »BGW«) gengives følgende bestemmelser, som er relevante for den foreliggende sag:
– BGW’s Artikel 50: »Forældelsesfristerne kan hverken forkortes eller forlænges, ej heller med parternes samtykke, med undtagelse af de tilfælde og i henhold til de krav, der er fastlagt i loven. Hvis den fastsatte frist for indsigelse eller anke, jf. artikel 1048, artikel 1051 og artikel 1253c, litra c) og d), begynder eller slutter i retsferierne, forlænges den indtil femtendedagen af det følgende retsår.«
– BGW’s Artikel 55: »Hvis loven bestemmer, at der skal ske forlængelse af fristerne for en part, som hverken har bopæl eller sædvanligt ophold i Belgien eller ikke har oplyst bopæl med henblik på forkyndelse i landet, er forlængelsen: 1) 15 dage, såfremt parten bor i en nabostat eller i Det Forenede Kongerige,
2) 30 dage, såfremt parten bor i et andet europæisk land og 3) 80 dage, såfremt parten bor i en anden del af verden.«
– BGW’s Artikel 860: »Uanset hvilket formkrav, der er blevet tilsidesat eller fulgt på ukorrekt vis, kan en processuel handling ikke annulleres, medmindre der i loven udtrykkeligt er fastlagt bestemmelser om nullitet. De fastsatte frister for iværksættelse af en anke er forældelsesfrister. De øvrige frister er kun forældelsesfrister i det omfang, loven bestemmer dette.«
– BGW’s Artikel 1048: »Med forbehold af de frister, der er fastsat i overnationale og internationale bestemmelser, er fristen for at gøre indsigelse en måned regnet fra datoen for forkyndelsen af afgørelsen i medfør af artikel 792, stk. 2 og 3. Hvis den udeblevne part hverken har bopæl eller sædvanligt ophold i Belgien eller ikke har oplyst bopæl med henblik på forkyndelse i landet, forlænges fristen for indsigelse i overensstemmelse med artikel 55.«
– BGW’s Artikel 1051: »Med forbehold af de frister, der er fastsat i overnationale og internationale bestemmelser, er fristen for at iværksætte en anke en måned regnet fra datoen for forkyndelsen af afgørelsen i medfør af artikel 792, stk. 2 og 3. Denne frist regnes fra datoen for forkyndelsen af afgørelsen og gælder ligeledes for den part, der har anmodet om forkyndelsen. Hvis en af parterne, som er blevet forkyndt afgørelsen, eller som har anmodet om forkyndelse af afgørelsen, hverken har bopæl eller sædvanligt ophold i Belgien eller ikke har oplyst bopæl med henblik på forkyndelse i landet, forlænges fristen for iværksættelse af anke i overensstemmelse med artikel 55. Dette gør sig tillige gældende, hvis en af parterne, som er blevet forkyndt afgørelsen i overensstemmelse med artikel 792, stk. 2 og 3, hverken har bopæl eller sædvanligt ophold i Belgien eller ikke har oplyst bopæl med henblik på forkyndelse i landet.«
II – Faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
9. Selskabet Imtech Marine Belgium NV (herefter »Imtech«), der har hjemsted i Belgien, leverede forskellige tjenesteydelser til virksomheden Radio Hellenic, som har hjemsted i Grækenland. Idet Radio Hellenic ikke havde betalt de 23 506,99 EUR, som Imtech krævede, stævnede sidstnævnte Radio Hellenic i Belgien og nedlagde i overensstemmelse med tvangsfuldbyrdelsesforordningen påstand om betaling og om attestering af dommen som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument. Retten i første instans, Rechtbank van Koophandel te Antwerpen (Belgien), gav delvist medhold i Imtechs påstand. Radio Hellenic blev ved en udeblivelsesdom dømt til betaling af det skyldige beløb (samt en godtgørelse i medfør af parternes aftale, morarenter og sagens omkostninger). Retten var imidlertid ikke af den opfattelse, at den kunne attestere dommen som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument således, som Imtech nedlagde påstand om, idet den mente, at den belgiske lovgivning ikke overholder tvangsfuldbyrdelsesforordningens processuelle mindstestandarder. Imtech iværksatte appel ved Hof van Beroep te Antwerpen mod den manglende attestering af dommen i første instans som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument.
10. På baggrund af striden i den belgiske retspraksis og retsteori om, hvorvidt den belgiske lovgivning overholder mindstestandarderne for prøvelse i særlige tilfælde som omhandlet i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19 – navnlig når debitor er blevet dømt ved en udeblivelsesdom, og den frist, som er fastsat i belgisk lovgivning for indgivelse af appel mod udeblivelsesdomme, er udløbet – besluttede Hof van Beroep te Antwerpen at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Tilsidesættes artikel 288 [TEUF], såfremt [tvangsfuldbyrdelses]forordningen ikke anvendes direkte, fordi
– den belgiske lovgiver har undladt at gennemføre denne forordning i belgisk lovgivning, og
– den belgiske lovgiver har undladt – uanset der i belgisk ret er hjemmel til efterfølgende indsigelse mod udeblivelsesdomme og til anke – at indsætte en prøvelsesprocedure i lovgivningen?
2) I benægtende fald: I betragtning af, at en (EF) forordning har direkte virkning, hvad skal der forstås ved »prøvelse af retsafgørelsen« i [tvangsfuldbyrdelses]forordningens artikel 19, stk. 1? Skal der kun gennemføres en prøvelsesprocedure i de tilfælde, hvor stævningen/det indledende processkrift i sagen er blevet forkyndt eller bragt til kundskab på en af de måder, der omhandles i [tvangsfuldbyrdelses]forordningens artikel 14, med andre ord uden bevis for modtagelsen? Giver den belgiske lovgivning i kraft af retten til efterfølgende indsigelse mod udeblivelsesdomme i henhold til artikel 1047 ff. [BGW] og til anke heraf i henhold til artikel 1050 ff. [BGW] ikke tilstrækkeligt med garantier til at opfylde kravene til den »prøvelsesprocedure«, der omhandles i [tvangsfuldbyrdelses]forordningens artikel 19, stk. 1?
3) Giver artikel 50 [BGW], hvorefter de i artikel 860, stk. 2, artikel 55 og artikel 1048 [BGW] omhandlede forældelsesfrister kan forlænges i tilfælde af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra [debitors] side, tilstrækkelig beskyttelse i den betydning, der forudsættes i [tvangsfuldbyrdelses]forordningens artikel 19[, stk. 1], litra b)?
4) Er attesteringen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav en retsafgørelse, der skal nedlægges påstand om i det indledende processkrift i sagen? I bekræftende fald: Skal retten da attestere afgørelsen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, og skal justitskontoret dokumentere attesteringen? I benægtende fald: Kan det være et justitskontors opgave at attestere afgørelsen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument?
5) Såfremt attestering som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument ikke er en retsafgørelse, kan en sagsøger – der ikke har nedlagt påstand om et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i det indledende processkrift i sagen – efterfølgende, efter at afgørelsen er blevet endelig, anmode justitskontoret om at attestere den som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument?«
11. Idet Domstolen betragtede den forelæggende rets begrundelse som utilstrækkelig, fremsendte den en begæring om information med henblik på tilvejebringelse af teksten for de nationale bestemmelser, som der henvises til i forelæggelseskendelsen, relevant national retspraksis samt yderligere oplysninger vedrørende det andet præjudicielle spørgsmåls andet delspørgsmål og det femte præjudicielle spørgsmål. Hof van Beroep te Antwerpen fremsendte de pågældende oplysninger og forklaringer.
12. I den foreliggende sag har den portugisiske, den belgiske og den polske regering samt Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg.
III – Analyse
13. Overordnet set bør det bemærkes, at en retsafgørelse i form af en udeblivelsesdom som den i hovedsagen omhandlede i henhold til tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 12 kun kan attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, hvis de processuelle betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 13 ff., er opfyldt, hvis disse betingelser har til formål at sikre, at debitor har modtaget alle nødvendige oplysninger om sagen, og at denne under alle omstændigheder har haft mulighed for at blive hørt og varetage sine interesser (3). I denne forbindelse bør der desuden henvises til forordningens artikel 19, hvis fortolkning er genstand for Hof van Beroep te Antwerpens præjudicielle spørgsmål.
A – Det første præjudicielle spørgsmål
14. Med det første præjudicielle spørgsmål søger den forelæggende ret at afklare, hvorvidt artikel 288 TEUF tilsidesættes, for så vidt som den bestemmer, at forordninger er bindende i alle enkeltheder, fordi den belgiske nationale lovgivning ikke er tilpasset tvangsfuldbyrdelsesforordningens bestemmelser, navnlig hvad angår en prøvelsesprocedure i særlige tilfælde.
1. Parternes hovedargumenter
15. De intervenienter, som har fremsat bemærkninger til dette første præjudicielle spørgsmål, er enige om, at tvangsfuldbyrdelsesforordningen ikke forpligter medlemsstaterne til at foreskrive en bestemt prøvelsesprocedure i deres lovgivning. Dog kan retterne i en medlemsstat ikke attestere en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, medmindre der i den pågældende medlemsstats lovgivning er fastlagt en prøvelsesprocedure.
2. Bedømmelse
16. I 19. betragtning til tvangsfuldbyrdelsesforordningen understreges det, at »[d]enne forordning [ikke] pålægger [...] medlemsstaterne en pligt til at tilpasse deres nationale lovgivninger til de heri fastlagte processuelle mindstestandarder«. Endvidere bestemmer forordningens artikel 19, at »en retsafgørelse kun [kan] attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, hvis debitor efter domsstatens lovgivning kan anmode om prøvelse af retsafgørelsen [...]« (4). Dermed forekommer det mig, at tvangsfuldbyrdelsesforordningen ikke kræver, at den belgiske lovgivning tilpasses til de i forordningen fastlagte processuelle mindstestandarder. 19. betragtning til tvangsfuldbyrdelsesforordningen understreger endvidere, at forordningen udgør et »incitament« til en sådan tilpasning af den nationale lovgivning til de fastlagte processuelle mindstestandarder ved at muliggøre en mere effektiv og hurtigere eksigibilitet i andre medlemsstater for retsafgørelser om ubestridte krav truffet i domsstaten, men kun hvis disse mindstestandarder er overholdt. Dermed sker der ikke tilsidesættelse i henhold til artikel 258 TEUF, hvis denne tilpasning ikke finder sted (5).
17. Derfor foreslår jeg, at det første præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 288 TEUF ikke tilsidesættes, udelukkende fordi den nationale lovgivning eventuelt ikke har foreskrevet en bestemt prøvelsesprocedure i overensstemmelse med tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19.
B – Det andet præjudicielle spørgsmåls første og andet delspørgsmål
18. Den forelæggende rets andet præjudicielle spørgsmål, som består af tre delspørgsmål, forelægges med henblik på en situation, hvor det første præjudicielle spørgsmål er blevet besvaret benægtende. Det andet præjudicielle spørgsmåls tredje delspørgsmål vedrører den samme problematik som det tredje præjudicielle spørgsmål, hvorfor jeg vil behandle dem samlet. Således vil jeg for det første behandle det andet præjudicielle spørgsmåls to første delspørgsmål. Den forelæggende ret ønsker først og fremmest at vide, hvad der skal der forstås ved »prøvelse af retsafgørelsen« i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, og spørger dernæst, om den nationale lovgivning skal foreskrive en prøvelsesprocedure udelukkende i de tilfælde, hvor stævningen eller det indledende processkrift i sagen er blevet forkyndt uden bevis for modtagelsen (tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 14).
1. Parternes hovedargumenter
19. Den portugisiske regering understreger, at muligheden for at anmode om prøvelse af dommen i henhold til tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, er betinget af, det ikke har været muligt at gøre indsigelse mod det krav, der fremsættes mod debitor, uden at debitor er skyld heri, i to tilfælde: når det indledende processkrift eller indkaldelsen til et retsmøde ikke er blevet forkyndt i så god tid, at debitor har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra debitors side, eller når debitor har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side. Den portugisiske regering minder om, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at foreskrive et bestemt retsmiddel med disse egenskaber i sin lovgivning. Såfremt de ikke gør det, kan retsafgørelser fra den pågældende medlemsstat imidlertid ikke attesteres som europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter.
20. For at en retsafgørelse kan attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, er det ifølge Kommissionen nødvendigt, at den nationale lovgivning foreskriver en prøvelsesprocedure i de to tilfælde, som er omhandlet i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1. Derfor skal der for det første være foreskrevet en prøvelsesprocedure i de tilfælde, hvor det indledende processkrift eller indkaldelsen til et retsmøde er blevet forkyndt for debitor gennem en af de i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 14 fastlagte forkyndelsesformer (jf. artiklens overskrift: »uden bevis for modtagelse«), men ikke i så god tid, at debitor har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra debitors side [litra a)]. For det andet skal prøvelsen omfatte alle andre tilfælde, hvor debitor har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra dennes side [litra b)]. Sidstnævnte omfatter tilfælde, hvor der foreligger et bevis for modtagelse (artikel 13), men hvor forkyndelsen er foretaget fejlagtigt.
21. Kommissionen understreger, at hverken de to former for prøvelse, der er foreskrevet i belgisk lovgivning, som den forelæggende ret henviser til i det præjudicielle spørgsmål (»indsigelse« og »anke«), eller den »ekstraordinære anke i civile sager« i artikel 1132 BWG (som den forelæggende ret ikke nævner i sine præjudicielle spørgsmål), er i stand til at opfylde mindstestandarderne i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19.
2. Bedømmelse
a) Det andet præjudicielle spørgsmåls første delspørgsmål
22. Den forelæggende ret anmoder med det andet præjudicielle spørgsmåls første delspørgsmål om en afklaring af, hvad der skal forstås ved »prøvelse af retsafgørelsen« som omhandlet i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1.
23. I denne forbindelse bør det understreges, at forordningen ikke definerer, hvad prøvelse i særlige tilfælde består af, men blot bestemmer, at der i den nationale lovgivning skal være foreskrevet en procedure, der gør det muligt for debitor at gøre indsigelse mod afgørelsen i de i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, omhandlede tilfælde (herunder også på mere gunstige betingelser end de i stk. 1 nævnte, jf. stk. 2).
24. Som følge af at denne procedure ikke er reguleret i EU-retten, og tvangsfuldbyrdelsesforordningen udtrykkeligt henviser til domsstatens lovgivning, kan medlemsstaterne selv vælge det pågældende retsmiddel, så længe den valgte procedure omfatter tilstrækkelige garantier for overholdelsen af debitors ret til at varetage sine interesser og til en retfærdig rettergang (10. og 11. betragtning til tvangsfuldbyrdelsesforordningen). I analogi med tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 18, og således som 14. betragtning til forordningen synes at bekræfte, mener jeg, at overholdelse af debitors ret til at varetage sine interesser kræver, at debitor har adgang til en mekanisme, der gør det muligt for denne at anmode om fuld prøvelse af retsafgørelsen, som ikke er begrænset til retsspørgsmål (6).
b) Det andet præjudicielle spørgsmåls andet delspørgsmål
25. Vedrørende det andet præjudicielle spørgsmåls andet delspørgsmål om anvendelse af prøvelsesproceduren i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, i tilfælde, hvor det indledende processkrift eller indkaldelsen til et retsmøde ikke er blevet forkyndt for debitor gennem en af de i forordningens artikel 14 fastlagte forkyndelsesformer, vil jeg indledningsvis bemærke, at Domstolen anmodede den forelæggende ret om en afklaring af, hvorvidt dette tilfælde reelt set har relevans for hovedsagen. Den forelæggende ret svarede, at »hovedsagen udelukkende vedrører et tilfælde, hvor debitor – uafhængigt af forkyndelsens type – ikke har mulighed for at anmode om »prøvelse« af den oprindelige afgørelse, for så vidt angår realiteten, som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra dennes side«. Altså bekræftede den forelæggende ret, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag i princippet er omfattet af tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra b).
26. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at det andet præjudicielle spørgsmåls andet delspørgsmål i sin nuværende form bør besvares, uanset hvilket af de to tilfælde i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, der gør sig gældende, for så vidt angår de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den foreliggende sag. Dette skyldes, at den pågældende bestemmelse ikke betinger attestering af afgørelsen som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument af, at den debitor, der er genstand for en af de ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, i praksis har eller har haft mulighed for at anmode om prøvelse af afgørelsen, men derimod af, at domsstatens lovgivning på et teoretisk plan foreskriver en »relevant mekanisme« (14. betragtning), der i begge tilfælde gør det muligt at anmode om fuld prøvelse af retsafgørelsen (7). I henhold til forordningens artikel 30, stk. 1, litra a), skal Kommissionen desuden underrettes om denne mekanisme.
27. Denne vurdering understreger, at retten i sager som den omhandlede ikke altid kan vide, hvilken af de to situationer i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, den udeblevne debitor befinder sig. Dermed skal retten i sin afgørelse om, hvorvidt den trufne retsafgørelse skal attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, vurdere, om denne mekanisme eksisterer på et teoretisk plan, og ikke i praksis.
28. På baggrund af det ovenstående er det for at kunne attestere retsafgørelser fra en medlemsstats retter som europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter heller ikke tilstrækkeligt, at der i den pågældende medlemsstats lovgivning er foreskrevet en prøvelsesprocedure, hvis forkyndelsen for debitor af indkaldelsen til et retsmøde eller det indledende processkrift er sket på en af de i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 14 nævnte måder, dvs. uden bevis for modtagelse [naturligvis såfremt forkyndelsen ikke er blevet foretaget i så god tid, at debitor har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra dennes side, som er kumulative betingelser, der er fastlagt i forordningens artikel 19, stk. 1, litra a), nr. ii) (8)]. Det er endvidere nødvendigt, at der i den pågældende medlemsstats lovgivning er foreskrevet en prøvelsesprocedure, såfremt det i forordningens artikel 19, stk. 1, nævnte tilfælde gør sig gældende, dvs. at debitor (ligeledes ved forkyndelser foretaget i henhold til tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 13, altså med bevis for modtagelse) ikke har kunnet gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra dennes side.
C – Det andet præjudicielle spørgsmåls tredje delspørgsmål og det tredje præjudicielle spørgsmål
29. Det andet præjudicielle spørgsmåls tredje delspørgsmål og det tredje præjudicielle spørgsmål vedrører, hvorvidt reguleringen af indsigelse og anke i den nationale lovgivning, herunder muligheden for at forlænge fristerne for disse retsmidler i tilfælde af force majeure, opfylder kravene til prøvelse i særlige tilfælde som omhandlet i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1.
1. Parternes hovedargumenter
30. Den polske regering understreger efter at have undersøgt forskellene mellem »force majeure« og »ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side«, at muligheden for at forlænge de forældelsesfrister, som debitor ikke har kunnet overholde som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra dennes side, giver tilstrækkelig beskyttelse i den betydning, der forudsættes i forordningens artikel 19.
31. Kommissionen er af den opfattelse, at BGW’s artikel 50, sådan som den er blevet fortolket i henhold til belgisk retspraksis, ikke synes at tillade en forlængelse af de nævnte frister (for indsigelse og anke) på en måde, der opfylder kravene i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, navnlig fordi begrebet »force majeure« i belgisk ret fortolkes meget restriktivt, således at det ikke omfatter situationer, der betegnes som »ekstraordinære omstændigheder« i den betydning, der forudsættes i forordningens artikel 19.
32. Den belgiske regering foreslår, at de tre første præjudicielle spørgsmål besvares samlet, således at debitor under alle omstændigheder i Belgien, herunder også i tilfælde af force majeure eller ekstraordinære omstændigheder, har adgang til et relevant og tilstrækkeligt retsmiddel i den betydning, der forudsættes i tvangsfuldbyrdelsesforordningen. For så vidt angår begreberne »force majeure« og »ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side«, bemærker den belgiske regering, at »force majeure«, som defineret af Hof van Cassatie, ligeledes omfatter »ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side«, såfremt det har været umuligt for debitor at reagere, og at denne hverken har kunnet forudse eller undgå disse omstændigheder. Ifølge den belgiske regering kan en debitor, som ikke har kendskab til proceduren, og som ikke er blevet forkyndt retsafgørelsen, gøre indsigelse eller iværksætte anke mod denne afgørelse fra det tidspunkt, hvor denne bliver bekendt med afgørelsen, selv om den sædvanlige frist for anvendelsen af disse retsmidler er udløbet, forudsat at debitor reagerer hurtigst muligt.
2. Bedømmelse
33. Ifølge oplysninger fra den forelæggende ret foreskriver belgisk lovgivning grundlæggende to muligheder for at prøve en retsafgørelse i tilfælde som i den i hovedsagen omhandlede: indsigelse, som særligt er udtænkt med henblik på klager over udeblivelsesdomme (BGW’s artikel 1047 ff.), og anke (BGW’s artikel 1050 ff.). Ifølge BGW’s artikel 1048 og 1051 er fristen for de pågældende klagemuligheder en måned fra datoen for forkyndelsen af afgørelsen. Denne frist kan forlænges i henhold til BGW’s artikel 55, såfremt skyldneren ikke har bopæl i Belgien. Ifølge den forelæggende ret fortolker Hof van Cassatie BGW’s artikel 50 således, at fristen for at indgive de pågældende klager kan forlænges i tilfælde af force majeure.
34. Først og fremmest bør det understreges, at fortolkningen af den nationale lovgivning skal foretages af den forelæggende ret. Det er desuden fast retspraksis, at »[d]et [ikke] tilkommer [...] Domstolen inden for rammerne af en anmodning om præjudiciel afgørelse at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser eller at afgøre, om den af den forelæggende ret anlagte fortolkning er korrekt« (9). Domstolen har ikke kompetence til at »anvende« EU-rettens regler på et bestemt tilfælde (10).
35. I denne forbindelse tilkommer det Domstolen i nærværende sag at tilvejebringe den forelæggende ret alle de nødvendige oplysninger om indholdet af tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19 og de krav, som fastlægges heri. Det tilkommer dernæst den forelæggende ret at drage konsekvenserne af den fortolkning, den har anmodet om, og afgøre, hvorvidt den nationale lovgivning overholder de processuelle mindstestandarder, som er fastlagt i den nævnte artikel 19.
36. Som jeg tidligere har påpeget, fastsætter tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, ligesom de øvrige bestemmelser i tvangsfuldbyrdelsesforordningens kapitel III, en række mindstestandarder, som retslige procedurer i domsstaten skal overholde for, at retsafgørelser om ubestridte krav truffet af retter i den pågældende medlemsstat kan attesteres som europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter i medlemsstaten. Artikel 19 omfatter helt konkret de to tilfælde, som er beskrevet i punkt 28 i dette forslag til afgørelse. Som jeg tidligere har nævnt, er det for at konstatere, at en medlemsstats lovgivning overholder mindstestandarderne for prøvelse i særlige tilfælde, nødvendigt, at debitor har mulighed for at anmode om prøvelse af en retsafgørelse om et ubestridt krav i disse to tilfælde.
37. Den i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra a), nævnte situation er udtrykkeligt udtænkt med henblik på tilfælde, hvor det dokument, som debitor burde have reageret på, er blevet forkyndt for denne på en af de i forordningens artikel 14 fastlagte måder, som alle har det til fælles, at der ikke er nogen garanti, men derimod en meget høj grad af sandsynlighed for, at det forkyndte dokument er nået frem til debitor, dvs. modtageren af dokumentet, hvilket understreges i 14. betragtning til tvangsfuldbyrdelsesforordningen. Det er imidlertid muligt, jf. situationen i forordningens artikel 19, stk. 1, litra b), at forkyndelsen er foretaget, endda på de i artikel 13 nævnte vilkår (dvs. med bevis for modtagelse fra debitors side), men at debitor har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra dennes side. Det er desuden også muligt, at forkyndelsen er blevet foretaget, om end fejlagtigt, uden overholdelse af tvangsfuldbyrdelsesforordningens mindstestandarder.
38. Netop denne situation, hvor forkyndelsen ikke er foretaget på korrekt vis eller slet ikke er blevet foretaget, lå til grund for dommen i sagen eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen (11), hvori Domstolen fortolkede en bestemmelse, der umiddelbart svarer til bestemmelsen i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, nemlig artikel 20 i forordning (EF) nr. 1896/2006 (12). Den nævnte artikel 20 foreskriver muligheden for at prøve et europæisk betalingspåkrav, der er udstedt under en europæisk betalingspåkravsprocedure. I den pågældende dom konstaterede Domstolen, at når et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt i overensstemmelse med de mindstestandarder, der er fastsat i forordning nr. 1896/2006, finder de i forordningen fastlagte procedurer, herunder i artikel 20, ikke anvendelse. I sådanne tilfælde har skyldneren ikke haft en reel og rimelig mulighed for at gøre indsigelse mod kravet på de i den pågældende forordnings artikel 16 fastlagte vilkår (13). Når en sådan uregelmæssighed først viser sig efter, at et europæisk betalingspåkrav er blevet erklæret eksigibelt, skal skyldneren, i overensstemmelse med de retsmidler, der er fastlagt i den nationale lovgivning (14), have mulighed for at gøre indsigelse mod denne uregelmæssighed, der, såfremt den bliver behørigt godtgjort, skal medføre, at denne eksigibilitetserklæring skal betragtes som ugyldig.
39. Ikke desto mindre kan Domstolens ræsonnement i dommen i sagen eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen (15) i forbindelse med artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 efter min opfattelse ikke overføres til en bestemmelse, som kun umiddelbart svarer hertil, som f.eks. tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19. I overensstemmelse med den nævnte dom giver en forkyndelse, der ikke overholder de i forordning nr. 1896/2006 fastlagte mindstestandarder, ikke debitor mulighed for at bestride det europæiske betalingspåkrav gennem en indsigelse, som er det retsmiddel, der er fastlagt i denne henseende i forordningen. I sådanne tilfælde kommer prøvelse som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 20 end ikke på tale. Såfremt et europæisk betalingspåkrav er blevet eksigibelt som følge af, at skyldneren har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet, kan der ved alle processuelle spørgsmål, som ikke specifikt er behandlet i forordningen, gøres indsigelse mod eksigibiliteten ved hjælp af de retsmidler, der er fastlagt i den nationale lov, dog ikke ved hjælp af det i forordningens artikel 20 fastlagte retsmiddel.
40. Til forskel fra artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 indfører og regulerer tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19 ikke en prøvelse, der er forankret i EU-retten (16), men fastlægger derimod en række mindstestandarder, som medlemsstaternes retspleje (på et teoretisk plan) skal overholde, for at afgørelser truffet af deres retter kan attesteres som europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter (17). Tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19 finder fortsat anvendelse, selv om forkyndelsen af det dokument, som debitor burde have reageret på – inden for rammerne af tvangsfuldbyrdelsesforordningen – er blevet foretaget fejlagtigt, herunder i det tilfælde, som Kommissionen henviser til, hvor forkyndelsen er blevet foretaget med bevis for modtagelse fra debitors side, jf. tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 13.
41. For at overholde de processuelle mindstestandarder, der er fastlagt i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, kan de retsmidler, der er fastlagt i den nationale lovgivning, ikke fastsætte en frist, der begynder på det tidspunkt, hvor forkyndelsen af det dokument, som debitor skal reagere på, foretages – navnlig i de tilfælde, hvor forkyndelsen er blevet foretaget fejlagtigt, om end ikke blot i disse tilfælde. Det er muligt, at forkyndelsen af forskellige årsager er blevet foretaget, men at debitor på trods af dette ikke får kendskab til indholdet af det forkyndte dokument inden for den frist, der er fastsat i den nationale lovgivning, eller at debitor ikke får kendskab til det i så god tid, at denne har kunnet varetage sine interesser, uden at dette skyldes fejl fra dennes side. Som den forelæggende ret påpeger i de supplerende oplysninger, den har fremsendt efter anmodning fra Domstolen, »kan fristen for at gøre indsigelse være udløbet, inden debitor har haft mulighed for at gøre brug af denne mulighed«.
42. Denne vurdering er i overensstemmelse med Domstolens udtalelse (i forbindelse med artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 (18)) i ASML-dommen (19), hvori den bemærkede, at »[f]or at lægge til grund, at den udeblevne sagsøgte har haft »mulighed« som omhandlet i artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001 for at tage skridt til at anfægte en retsafgørelse afsagt i en udeblivelsessag mod ham, skal han følgelig have haft kendskab til indholdet af denne retsafgørelse på en sådan måde, at han sættes i stand til i tilstrækkelig god tid at varetage sine interesser for retten i domsstaten« (20), og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Miragall Escolano m.fl. (21), ifølge hvilken »retten til at anlægge sag eller indgive en klage skal udøves fra det tidspunkt, hvor de berørte parter kan få reelt kendskab til de retsafgørelser, der pålægger dem en byrde, eller som kan krænke deres rettigheder eller legitime interesser«.
43. Derfor er jeg af den opfattelse, at en medlemsstats lovgivning, der forhindrer en debitor i at anmode om prøvelse af en afgørelse – efter udløbet af fristen på en måned regnet fra tidspunktet for forkyndelsen og ikke fra det tidspunkt, hvor skyldneren fik kendskab til indholdet heraf – ikke overholder mindstestandarderne for prøvelse i særlige tilfælde. Det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt dette rent faktisk er tilfældet i den nationale lovgivning.
44. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt muligheden for at forlænge de nævnte retsmidlers forældelsesfrister i tilfælde af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side, på de i BWG fastlagte betingelser, er tilstrækkelige til at opfylde kravene i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra b), understreger jeg, at det tilkommer den forelæggende ret at fortolke den nationale lovgivning. Det fremgår klart af den parallelle anvendelse af kategorierne »force majeure« og andre »ekstraordinære omstændigheder«, der ikke skyldes fejl fra debitors side, i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra b), at der i artiklen sondres mellem disse to begreber (22). Dermed kan det efter min opfattelse konstateres, at tvangsfuldbyrdelsesforordningen er til hinder for en national lovgivning, der udelukkende giver mulighed for forlængelse af fristerne for at prøve en retsafgørelse om et ubestridt krav i tilfælde af »force majeure« og ikke omfatter andre ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side, som kan forhindre denne i at gøre indsigelse mod kravet. Dette er fuldt ud i overensstemmelse med målet om kun at give mulighed for attestering af en retsafgørelse som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, såfremt der er tilstrækkelige garantier for overholdelsen af debitors ret til at varetage sine interesser og til en retfærdig rettergang (jf. 10. og 11. betragtning til tvangsfuldbyrdelsesforordningen). Det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt dette rent faktisk er tilfældet i den omstridte nationale lovgivning.
45. Dermed foreslår jeg, at det andet præjudicielle spørgsmåls tredje delspørgsmål besvares således, at en medlemsstats lovgivning, der forhindrer debitor i at anmode om prøvelse af en afgørelse – efter udløbet af fristen på en måned regnet fra tidspunktet for forkyndelsen og ikke fra det tidspunkt, hvor debitor fik kendskab til indholdet heraf – ikke overholder mindstestandarderne for prøvelse i særlige tilfælde. Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, hvorvidt den nationale retspleje og den fortolkning, som medlemsstatens retter anlægger heraf, giver mulighed for at forlænge fristerne for at prøve en retsafgørelse om et ubestridt krav, ikke blot i tilfælde af force majeure, men også som følge af andre ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side, og som kan have forhindret denne i at gøre indsigelse mod kravet, således som tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 19 foreskriver.
D – Det fjerde præjudicielle spørgsmål
46. Den forelæggende ret ønsker med det fjerde præjudicielle spørgsmål grundlæggende at afklare, hvorvidt attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument er en retsafgørelse forbeholdt en dommer, som der bør nedlægges påstand om i det indledende processkrift, eller om denne opgave kan overdrages til justitskontoret.
1. Parternes hovedargumenter
47. Den belgiske regering er af den opfattelse, at attestering ikke er en retsafgørelse, og at denne opgave dermed kan overdrages til justitskontoret.
48. Den polske regering understreger, at det i medfør af princippet om processuel autonomi tilkommer den nationale ret at beslutte, hvilken myndighed der foretager attesteringen. Det skal ikke nødvendigvis være en dommer, blot effektivitetsprincippet overholdes.
49. Ifølge den portugisiske regering er det i henhold til den nævnte forordning ikke nødvendigvis en dommer, der skal attestere et ubestridt krav som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument (23). Den understreger dog, at afgørelsen om at attestere er en retsafgørelse, og at den ret, der træffer afgørelsen, ligeledes har kompetence til at efterprøve, at der er sket opfyldelse af de krav, der er fastlagt i forordningen, vedrørende attestering som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument: En afgørelse, der muliggør automatisk anerkendelse uden nogen formkrav, bortset fra at det skal være et tvangsfuldbyrdelsesdokument, må nødvendigvis træffes af en dommer (24).
50. Kommissionen er ikke af den opfattelse, at attesteringen nødvendigvis skal foretages af en dommer. Den mener, at medlemsstaterne kan overdrage opgaven til en embedsmand ved retten, så længe tvangsfuldbyrdelsesforordningens effektivitet ikke bringes i fare, og de berørte parter ikke pålægges yderligere byrder. Ifølge Kommissionen (25) skal medlemsstaterne sikre, at de personer, som får til opgave at foretage attesteringen, har en relevant juridisk uddannelse, der gør dem i stand til at foretage den objektive vurdering, der kræves i henhold til forordningen.
2. bedømmelse
51. Tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 6, stk. 1, fastlægger blot, at en anmodning om attestering af et ubestridt krav som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument indgives »til den behandlende ret« (26), hvilket »giver en smule fleksibilitet for medlemsstaterne for så vidt angår kompetencetildelingen« (27). Under henvisning til denne »fleksibilitet« har Belgien valgt at lade justitskontoret frem for dommerne forestå attesteringen inden for rammerne af tvangsfuldbyrdelsesforordningen (28).
52. Jeg er af den opfattelse, at der under alle omstændigheder må sondres mellem »attestering af retsafgørelsen som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument« (tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 6) og »udstedelse af en attest« (tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 9), hvilket den forelæggende ret synes at gøre i de forelagte præjudicielle spørgsmål (29). Jeg mener, at udstedelsen af attesten – efter vedtagelsen af afgørelsen om attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument (hvilket kræver en efterprøvelse af, at tvangsfuldbyrdelsesforordningens mindstestandarder er overholdt) – ikke nødvendigvis er en handling, som dommeren skal forestå. Den kan dermed overlades til justitskontoret.
53. For så vidt angår selve attesteringen, idet der ses bort fra det udelukkende sproglige argument om, at tvangsfuldbyrdelsesforordningen henviser til en »ret« ved udpegelsen af den myndighed, der forestår attesteringen (30), tvivler jeg alvorligt på, om denne efterprøvelse kan overlades til justitskontoret. Den efterprøvelse, som kræves i henhold til tvangsfuldbyrdelsesforordningen, er ikke en udelukkende formel efterprøvelse. Den kræver derimod en kontrol af, at den af retten trufne afgørelse og proceduren i denne henseende er forløbet forskriftsmæssigt, samt af bl.a., hvorvidt domsstatens lovgivning muliggør prøvelse i henhold til de i forordningens artikel 19 fastlagte krav. Dette forekommer i Belgiens tilfælde at være genstand for en intens strid i retspraksis og den juridiske litteratur, hvilket fremgår af den forelæggende rets oplysninger (31).
54. Netop fordi der er tale om en så udtalt strid om, hvorvidt en medlemsstats nationale lovgivning overholder de i den pågældende artikel 19 fastlagte mindstestandarder, bør afgørelsen om at attestere en afgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, efter min opfattelse, udelukkende være en opgave for dommeren. Det bør endvidere påpeges, at afgørelsen om at udstede en attest ikke kan appelleres, hvilket fastlægges i tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 10, stk. 4 (32), og at retterne i fuldbyrdelsesstaten ikke kan efterprøve, om domsstaten har overholdt de processuelle mindstestandarder (33).
55. På grundlag af ovenstående betragtninger og netop for – navnlig i tilfælde, hvor der som i denne sag er tale om en intens strid i retspraksis – at sikre fuld overholdelse af debitors ret til at varetage sine interesser og til en retfærdig rettergang, som begge anerkendes i chartrets artikel 47, er jeg af den opfattelse, at afgørelsen om at attestere en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument bør være forbeholdt dommerne, uden at dette berører det forhold, at justitskontoret kan forestå udstedelsen af den tilhørende attest.
56. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i det indledende processkrift (sidste afsnit af den første del af det fjerde præjudicielle spørgsmål), bestemmer tvangsfuldbyrdelsesforordningens artikel 6, at en retsafgørelse om et ubestridt krav, der er truffet i en medlemsstat, attesteres efter anmodning, der til enhver tid kan indgives til den behandlende ret, som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument. Som Kommissionen påpeger, ville det ikke give mening at kræve, at der skal nedlægges påstand om attestering samtidig med indgivelsen af det indledende processkrift (selv om anmodningen naturligvis kan fremsættes på dette tidspunkt), fordi det på dette tidspunkt endnu ikke vides, hvorvidt kravet bestrides og dermed, hvorvidt den afgørelse, der afsiges i sagen, opfylder de nødvendige krav for at kunne attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument.
57. Jeg foreslår derfor Domstolen, at det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares således, at afgørelsen om at attestere en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument bør være forbeholdt dommerne, uden at dette berører det forhold, at justitskontoret kan forestå udstedelsen af den tilhørende attest.
E – Det femte præjudicielle spørgsmål
58. Det femte præjudicielle spørgsmål, som forelægges, såfremt det konstateres, at attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument ikke er en retsafgørelse, vedrører tidspunktet for anmodningen om attestering. Den forelæggende ret spørger navnlig, om det er muligt at anmode om attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, efter at afgørelsen er blevet endelig.
59. Som følge af mit forslag til besvarelse af det fjerde præjudicielle spørgsmål skal det femte spørgsmål ikke besvares.
60. Såfremt Domstolen ikke accepterer mit forslag i forhold til det fjerde præjudicielle spørgsmål, bør det bemærkes, at den forelæggende ret i nærværende sag blev anmodet om at bekræfte, at der i hovedsagen rent faktisk var tale om, at sagsøgeren ikke havde anmodet om attestering af dommen i det indledende processkrift. Idet den forelæggende ret bekræftede, at sagsøgeren havde nedlagt påstand i det indledende processkrift om attestering af afgørelsen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, mener jeg, at det femte præjudicielle spørgsmål under ingen omstændigheder skal besvares, idet det er af hypotetisk karakter.
IV – Forslag til afgørelse
61. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare Hof van Beroep te Antwerpens præjudicielle spørgsmål således:
»1) Artikel 288 TEUF tilsidesættes ikke, udelukkende fordi den nationale lovgivning eventuelt ikke har foreskrevet en bestemt prøvelsesprocedure i overensstemmelse med artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav.
2) Med henblik på at kunne attestere retsafgørelser fra en medlemsstats retter som europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter er det ikke tilstrækkeligt, at der i den pågældende medlemsstats lovgivning er foreskrevet en mulighed for at anmode om prøvelse, hvis forkyndelsen for debitor af indkaldelsen til et retsmøde eller det indledende processkrift er sket på en af de i artikel 14 i forordning nr. 805/2004 nævnte måder, og de øvrige betingelser, som er fastlagt i denne forordnings artikel 19, stk. 1, litra a), er opfyldt. Det er endvidere nødvendigt, at den pågældende medlemsstats lovgivning tillader prøvelse, såfremt debitor (ligeledes ved forkyndelser foretaget i henhold til artikel 13 i forordning nr. 805/2004) ikke har kunnet gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra dennes side. Den procedure, medlemsstaten vælger, skal omfatte tilstrækkelige garantier for overholdelsen af debitors ret til at varetage sine interesser og til en retfærdig rettergang og tillade fuld prøvelse af retsafgørelsen, som ikke er begrænset til retsspørgsmål.
3) En medlemsstats lovgivning, der forhindrer en debitor i at anmode om prøvelse af en afgørelse efter udløbet af fristen regnet fra tidspunktet for forkyndelsen og ikke fra det tidspunkt, hvor debitor fik kendskab til indholdet heraf, overholder ikke mindstestandarderne for prøvelse i særlige tilfælde. Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, hvorvidt den nationale retspleje og den fortolkning, som medlemsstatens retter anlægger heraf, giver mulighed for at forlænge fristerne for at prøve en retsafgørelse om et ubestridt krav, ikke blot i tilfælde af force majeure, men også som følge af andre ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra debitors side, og som kan have forhindret denne i at gøre indsigelse mod kravet, således som artikel 19 i forordning nr. 805/2004 foreskriver.
4) Afgørelsen om at attestere en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument skal være forbeholdt dommerne, uden at dette berører det forhold, at justitskontoret kan forestå udstedelsen af den tilhørende attest.
5) Det femte præjudicielle spørgsmål skal ikke besvares.«