Language of document : ECLI:EU:T:2022:517

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

7. september 2022 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – telearbejde – ansøgning om godtgørelse af telefon- og internetudgifter – afslag på ansøgningen – ulovlighedsindsigelse – delvis afvisning – artikel 71 og vedtægtens bilag VII – omsorgspligt – lighedsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling – retten til privatlivets fred«

I sag T-486/21,

OE ved advokat G. Hervet,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved I. Melo Sampaio og L. Vernier, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Europa-Parlamentet ved M. Windisch, S. Bukšek Tomac og J. Van Pottelberge, som befuldmægtigede,

og af

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer, som befuldmægtiget,

intervenienter,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne L. Madise og R. Frendo (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

på grundlag af den skriftlige forhandling og navnlig:

–        stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 3. august 2021

–        Rådet for Den Europæiske Unions og Europa-Parlamentets anmodninger om intervention af 27. september og 17. november 2021, som formanden for Rettens Fjerde Afdeling har imødekommet henholdsvis den 12. november og den 15. december 2021,

og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgeren, OE, har i henhold til artikel 270 TEUF anlagt søgsmål med påstand om, nærmere bestemt, dels annullation af afgørelsen af 18. december 2020 truffet af Europa-Kommissionens Kontor for Infrastruktur og Logistik i Bruxelles (OIB) om afslag på sagsøgerens ansøgning om godtgørelse af arbejdsrelaterede udgifter som følge af den telearbejdsordning, som sagsøgeren var blevet pålagt, og om tildeling af en 4G USB-nøgle, dels om, at Kommissionen først tilpligtes at godtgøre sagsøgeren hendes udgifter, derefter at tildele sagsøgeren denne internetadgang og endelig at betale hende et beløb på 10 000 EUR i erstatning for den skade, hun angiveligt har lidt.

I.      Sagens baggrund

2        Sagsøgeren var på tidspunktet for de faktiske omstændigheder tjenestemand i Kommissionen.

3        Den 17. marts 2020 blev Belgiens beboere pålagt udgangsforbud på grund af covid-19-pandemien. Sagsøgeren har således fra denne dag skullet varetage sit arbejde hjemmefra i lighed med næsten alle Kommissionens ansatte.

4        Sagsøgeren har med henblik på leveringen af sine telefoni- og internettjenester indgået en abonnementsaftale med selskabet VOO til en fast månedlig pris på 37,46 EUR, der bl.a. omfatter en månedlig internetvolumen på 100 gigabytes (GB). Ud over grundprisen pålægges sagsøgeren en supplerende takst.

5        VOO fakturerede i september 2020 sagsøgeren 1,89 EUR for opkald til IT-support og Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Informationsteknologi. I november 2020 fakturerede VOO yderligere 50 EUR, fordi sagsøgeren havde forbrugt 137,434 GB ud over sit faste internet-abonnement for oktober.

6        I betragtning af, at udgifterne i ovennævnte punkt skyldtes den telearbejdsordning, som Kommissionen havde indført, forelagde sagsøgeren den 2. december 2020 i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) en ansøgning om at få godtgjort 51,89 EUR.

7        Den 7. december 2020 færdiggjorde sagsøgeren sin ansøgning ved at foreslå, at hun, og enhver anden tjenestemand, der befandt sig i en tilsvarende hjemmearbejdssituation som sagsøgeren, fik tildelt en 4G USB-nøgle, der giver hende mulighed for at komme på internettet uden for Kommissionens lokaler for at arbejde.

8        Ved afgørelse af 18. december 2020 afslog Kommissionens Infrastruktur- og Logistikkontor sagsøgerens ansøgning om godtgørelse af hendes udgifter »for så vidt angår de udgifter, som sagsøgeren havde afholdt og/eller for udstyret, hun havde købt«. Det blev bl.a. anført over for sagsøgeren, at sagsøgeren under visse omstændigheder kunne få godtgjort udgifterne til anskaffelse af en kontorstol og en computerskærm på sin bopæl (herefter »kontorudstyr«). Det blev endvidere oplyst, at eftersom reglerne for godtgørelse af udgifter til kontorudstyr var blevet indført, og disse regler ikke omfattede udgifter til internet og telefonopkald, ville ansøgningen ikke blive imødekommet.

9        Den 8. januar 2021 indgav sagsøgeren en klage med henblik på at få godtgjort de udgifter, der er nævnt ovenfor i præmis 6, og at få tildelt arbejdsrelateret internetadgang.

10      Den 5. maj 2021 afslog ansættelsesmyndigheden sagsøgerens klage (herefter »ansættelsesmyndigheden«), idet klagen i det væsentlige støttede sig på den omstændighed, at der hverken i vedtægtens artikel 71 eller i Kommissionens afgørelse af 17. december 2015 om gennemførelse af telearbejde for Kommissionens personale eller i Kommissionens retningslinjer om telearbejde under covid-19-pandemien (herefter »retningslinjerne for telearbejde«) i den udgave, der var gældende den 18. december 2020, tidspunktet for den afgørelse, der er nævnt i punkt 8 ovenfor, tilvejebragte retsgrundlaget for at foretage den ovenfor nævnte afgørelse (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

11      Ansættelsesmyndigheden bemærkede, at i medfør af bl.a. artikel 9, stk. 3, i Kommissionens afgørelse af 17. december 2015 om gennemførelse af telearbejde for sit personale afholder arbejdstageren udgifterne til internetabonnementer og telekommunikation, som følger af telearbejdet, og at retten til godtgørelse af arbejdsrelaterede udgifter i henhold til vedtægtens artikel 71 udøves på de betingelser, der er fastsat i bilag VII til vedtægten, som ikke nævner disse udgifter. Den anførte ligeledes dels, at visse tjenestemænd ved Den Europæiske Unions institutioner allerede modtog finansiel støtte til de omhandlede udgifter gennem det skattenedslag, der er fastsat i artikel 3, stk. 4, i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De europæiske Fællesskaber (EFT 1968, L 56, s. 8), som indebar et nedslag på 10% af skattegrundlaget for udgifter i forbindelse med arbejdet, dels, at sagsøgeren var berettiget til dette nedslag. Ansættelsesmyndigheden var af den opfattelse, at afslaget på godtgørelse af det krævede beløb ikke tilsidesatte princippet om ligebehandling af tjenestemænd, hverken i deres hierarkiske placering eller i henhold til betingelserne for internetadgang, og at afslaget ikke indebar nogen tilsidesættelse af en formodet kontraktlig forpligtelse for sagsøgeren om at anvende sit internetabonnement til udelukkende private formål.

12      I mellemtiden indgav sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten den 21. april 2021 en anden ansøgning vedrørende tildeling af »hjemmeinternet med høj hastighed til arbejdsrelaterede formål«. Kommissionens Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) afslog ansøgningen ved afgørelse af 14. juli 2021 med den begrundelse, at den havde samme indhold som sagsøgerens ansøgning af 8. januar samme år, der allerede var blevet afslået ved afgørelsen om afslag på klagen.

13      I øvrigt meddelte sagsøgeren pr. e-mail den 3. maj 2021 sin kontorchef, at hun »i mangel på internet« ikke kunne få adgang til serveren og IT-værktøjerne, men at hun fortsat var til rådighed på sin bopæl med henblik på at besvare enhver instruks, og at hun kunne kontaktes telefonisk. På baggrund af denne e-mail underrettede GD for Personale og Administration den efterfølgende 19. maj sagsøgeren om, at hun pr. den 3. maj 2021 blev anset for at være udeblevet ubeføjet, og at hver dag blev fratrukket hendes årlige ferie. Den 16. juli 2021 indgav sagsøgeren en klage over denne afgørelse.

II.    Parternes påstande

14      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt fastslås, at vedtægtens artikel 71, hvorpå ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. maj 2021 er baseret, er ulovlig.

–        Subsidiært annulleres afgørelsen om afslag på klagen.

–        Kommissionen tilpligtes:

–        at betale sagsøgeren 51,89 EUR i godtgørelse for arbejdsrelaterede udgifter

–        at tildele sagsøger adgang til internettet til arbejdsrelateret brug på en hvilken som helst måde inden for rammerne af telearbejdet

–        at betale sagsøgeren et beløb på 10 000 EUR i erstatning for de forskellige lidte tab.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

15      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

16      Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union har nedlagt påstand om, at Kommissionen frifindes.

III. Retlige bemærkninger

A.      Den principale påstand

17      Med den principale påstand har sagsøgeren anmodet Retten om at fastslå, at vedtægtens artikel 71 er ulovlig. Sagsøgeren har i den forbindelse rejst en ulovlighedsindsigelse mod denne artikel, som fastsætter, at tjenestemanden har krav på godtgørelse af de udgifter, som tjenestemanden har afholdt under udøvelsen af tjenesten, på de betingelser, der er fastsat i bilag VII til vedtægten.

18      Som selvstændig påstand i forhold til de øvrige påstande skal Retten forkaste denne påstand på grund af manglende kompetence, eftersom artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 og 91 ikke tillægger Unionens retsinstanser beføjelse til at afgive retserklæringer (jf. i denne retning dom af 16.1.2018, SE mod Rådet, T-231/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:3, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

B.      Den anden påstand

1.      Den anden påstands genstand og formalitet

19      Med den anden påstand har sagsøgeren anmodet Retten om at annullere afgørelsen om afslag på klagen.

20      Som Kommissionen har gjort gældende, følger det imidlertid af fast retspraksis, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, i tilfælde, hvor denne afgørelse er uden selvstændigt indhold, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen (jf. dom af 13.1.2021, ZR mod EUIPO, T-610/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:5, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

21      I den foreliggende sag skal det imidlertid konstateres, at afgørelsen om afslag på klagen er uden selvstændigt indhold, og at der derfor ikke skal tages særskilt stilling til denne påstand. Ansættelsesmyndigheden traf her afgørelse om ansøgningen om godtgørelse af de udgifter, der oversteg sagsøgerens faste abonnement, og om, at sagsøgeren fik stillet internetadgang til rådighed. OIB havde imidlertid i sin afgørelse af 18. december 2020 allerede selv taget stilling til dels den omhandlede godtgørelse, dels tildelingen af udstyr i form af en 4G USB-nøgle, som sagsøgeren har henvist til i sin e-mail af 7. december samme år (jf. præmis 8 ovenfor).

22      Det må derfor fastslås, at sagsøgeren med sin subsidiære påstand ønsker annullation af afgørelsen af 18. december 2020, hvorved OIB meddelte afslag på sagsøgerens ansøgning om dels godtgørelse af beløbet på 51,89 EUR, der er angivet som arbejdsrelateret udgift i forbindelse med den telearbejdsordning, som sagsøgeren var blevet pålagt, dels tildelingen af en 4G USB-nøgle (herefter »den anfægtede afgørelse«).

23      Kommissionen har i øvrigt anført, at den subsidiære påstand ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af PMO’s afgørelse af 14. juli 2021 om afslag på at imødekomme sagsøgerens ansøgning af 21. april samme år med henblik på at opnå en vis internetvolumen til arbejdsrelateret brug, for så vidt som der ikke forud var indgivet en klage.

24      Som det fremgår af præmis 21 ovenfor, havde sagsøgeren imidlertid allerede i det væsentlige fremsat denne begæring om internetadgang, og OIB tog i den anfægtede afgørelse stilling til den, ligesom ansættelsesmyndigheden derefter tog stilling til den i afgørelsen om afslag på klagen. PMO’s afgørelse af 14. juli 2021 (jf. præmis 12 ovenfor) begrundes i øvrigt med, at anmodningen af 21. april samme år var overflødig.

25      Under disse omstændigheder skal den anden påstand fortolkes således, at der er nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, herunder for så vidt som den giver sagsøgeren afslag på at få tildelt internetadgang til arbejdsrelateret brug. Denne påstand kan derfor antages til realitetsbehandling.

2.      Anbringenderne påberåbt til støtte for den anden påstand

26      Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører en ulovlighedsindsigelse rettet mod vedtægtens artikel 71 og bilag VII, det andet, der er fremsat subsidiært, vedrører tilsidesættelsen af denne artikel, det tredje vedrører tilsidesættelsen af omsorgspligten og princippet om god forvaltning, det fjerde vedrører en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling, og det femte vedrører en tilsidesættelse af artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

a)      Det første anbringende om en ulovlighedsindsigelse rettet mod vedtægtens artikel 71 og bilag VII

1)      Formaliteten vedrørende det første anbringende

27      Parlamentet har fremsat to formalitetsindsigelser mod den ulovlighedsindsigelse, der er rettet mod vedtægtens artikel 71 og bilag VII. Med den første gøres det gældende, at det første anbringende er upræcist, og med den anden, at ulovlighedsindsigelserne ikke er af accessorisk karakter.

28      Det fremhæves i denne henseende, at i henhold til artikel 142, stk. 1, i Rettens procesreglement kan intervention kun ske med henblik på helt eller delvist at støtte en af hovedparternes påstande. Ifølge procesreglementets artikel 142, stk. 3, skal intervenienten desuden indtræde i sagen, som den foreligger ved hans intervention.

29      Det følger af disse bestemmelser, at en part, der har fået tilladelse til at intervenere i en sag til støtte for sagsøgte, ikke kan påstå sagen afvist, når dette ikke er gjort gældende i sagsøgtes påstande (jf. dom af 1.7.2008, Chronopost SA og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

30      Det følger heraf, at Parlamentet ikke har kompetence til at fremsætte de to formalitetsindsigelser, der er nævnt i præmis 27 ovenfor, og dermed er Retten ikke forpligtet til udtrykkeligt at tage stilling til realiteten.

31      Da Retten i henhold til procesreglementets artikel 129 til enhver tid efter at have hørt parterne kan behandle formalitetsindsigelser, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden, af egen drift, skal Retten i det foreliggende tilfælde af hensyn til en forsvarlig retspleje prøve de formalitetsindsigelser, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden (jf. i denne retning dom af 24.3.1993, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, C-313/90, EU:C:1993:111, præmis 23, og af 19.9.2018, HH Ferries m.fl. mod Kommissionen, T-68/15, EU:T:2018:563, præmis 41 (ikke trykt i Sml.).

i)      Hvad angår den første formalitetsindsigelse om, at det første anbringende er upræcist

32      Parlamentet har i sit interventionsindlæg gjort gældende, at den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har rejst, er upræcis, for så vidt som sagsøgeren alene har gjort gældende, at vedtægtens artikel 71, sammenholdt med bilag VII hertil, er »særlig problematisk«, idet den ikke fastsætter nogen nærmere bestemmelser for telearbejde i forbindelse med udøvelse af tjenesten med henblik på eventuel godtgørelse af udgifter forbundet hermed. Parlamentet har vanskeligt ved at bestemme indholdet af dette problem og det ulovlige forhold, som sagsøgeren har klaget over.

33      Det bemærkes, at i henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement skal enhver stævning indeholde søgsmålets genstand og en kortfattet fremstilling af søgsmålsgrundene.

34      For at garantere retssikkerheden og en ordnet retspleje skal sagsøgerens korte fremstilling af søgsmålsgrundene være så klar og præcis, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for den kompetente domstol at træffe afgørelse i sagen (jf. dom af 11.9.2014, MasterCard m.fl. mod Kommissionen, C-382/12 P, EU:C:2014:2201, præmis 41).

35      I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i sin ulovlighedsindsigelse kritiseret vedtægtens artikel 71 og bilag VII, for så vidt som disse bestemmelser ikke foreskriver godtgørelse af de arbejdsrelaterede udgifter, som de ansatte er tvunget til at afholde i forbindelse med telearbejdet. Sagsøgeren har heraf for det første udledt, at de nævnte bestemmelser ikke er tilpasset den økonomiske og sundhedsmæssige situation, der følger af covid-19-pandemien, og, for det andet, at denne mangel fører til, at en bestemt kategori af tjenestemænd opnår en økonomisk fordel.

36      Det bemærkes i denne forbindelse, at fremstillingen af søgsmålsgrundene ikke er knyttet til procesreglementets terminologi og opregning, navnlig artikel 76, litra d). Det følger heraf, at det kan være tilstrækkeligt, at disse søgsmålsgrunde præsenteres efter deres indhold og ikke ved deres retlige beskrivelse, forudsat at disse anbringender fremgår af stævningen med tilstrækkelig klarhed (jf. dom af 29.9.2021, Enosi Mastichoparagogon Chiou mod EUIPO (MASTIHACARE), T-60/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:629, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

37      Henset til denne retspraksis må det fastslås, at det første anbringende om, at vedtægtens artikel 71 og bilag VII er ulovlige, er tilstrækkeligt præcist, idet det ved det første argument påtales, at disse bestemmelser ikke er tilpasset de omstændigheder, der er forbundet med covid-19-krisen. I øvrigt har Kommissionen, Rådet og endog Parlamentet kunnet besvare den omhandlede ulovlighedsindsigelse i realiteten.

38      Derimod er det første anbringende upræcist for så vidt angår sagsøgerens andet argument om, at forbuddet mod forskelsbehandling er tilsidesat.

39      Stævningen skal indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, som søgsmålet støttes på, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet (jf. dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

40      Hvad angår en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet fremgår det tillige af fast retspraksis, at princippet om ligebehandling kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).

41      Når der foreligger vedtægtsbestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, og henset til den vide skønsbeføjelse, som EU-lovgiver råder over, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, tilsidesættes ligebehandlingsprincippet kun, når der foretages en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning (jf. kendelse af 29.11.2021, Bergallou mod Rådet, T-521/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:854, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

42      Hvad angår et anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet påhviler det derfor i overensstemmelse med de almindelige regler om bevisbyrden og den legalitetsformodning, der knytter sig til EU-retsakter, principielt den sagsøgende part at fremlægge beviser, der godtgør, at vedkommende er blevet behandlet anderledes end andre personer, der befinder sig i en sammenlignelig situation (jf. i denne retning dom af 30.5.2013, Morte Navarro mod Parlamentet, T-280/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:279, præmis 48, og af 10.6.2020, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen, T-564/15 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:252, præmis 97), og – eftersom lovgiver har en vid skønsbeføjelse – at denne sondring er vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig.

43      I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid ikke i det første anbringende, således som det fremgår af stævningen, identificeret hverken de økonomiske fordele, som hun henviser til, kategorien af tjenestemænd, der skal sammenlignes, eller i endnu mindre grad de omstændigheder, hvoraf det fremgår, at den påståede sondring er vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig, for således at opfylde kravene i procesreglementets artikel 76, litra d), som led i et anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i vedtægtens artikel 71 og bilag VII.

44      Sagsøgeren har ganske vist påberåbt sig vedtægtens artikel 1d, stk. 5, som fastsætter en tilpasning af bevisbyrden, således at det påhviler institutionen at bevise, at der ikke har været tale om krænkelse af ligebehandlingsprincippet, når en tjenestemand, der mener at have lidt skade som følge af den manglende overholdelse af dette princip, fremlægger oplysninger, på grundlag af hvilke man må formode, at der har fundet direkte eller indirekte forskelsbehandling sted.

45      Rådet har imidlertid med rette anført, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, når det hævdes, at selve vedtægten tilsidesætter lighedsprincippet, eftersom det følger af artikel 1d, stk. 1, som der henvises til i stk. 5, at den manglende overholdelse af det omhandlede lighedsprincip er den, der følger ved »anvendelsen« af vedtægten.

46      Det er korrekt, at sagsøgeren i stævningen har fremsat et fjerde anbringende, der ligeledes vedrører tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling, og at hun heri kritiserer den forskelsbehandling, der følger af, at de tjenestemænd, der ikke kan forhåndsbetale udgifterne til køb af det kontorudstyr, der kan godtgøres i henhold til retningslinjerne for telearbejde, stilles ringere end andre tjenestemænd, selv om disse også har arbejdsrelaterede udgifter.

47      Retten kan imidlertid ikke grundet sagsøgerens manglende stringens være forpligtet til at rekonstruere det retlige forhold, der skal gøres gældende til støtte for et anbringende, ved at samle forskellige elementer, der er spredte i stævningen, med risiko for at rekonstruere anbringendet ved at tillægge anbringendet en rækkevidde, som sagsøgeren ikke har haft i sinde. En anden afgørelse ville være i strid med såvel retsplejehensyn, dispositionsmaksimen og sagsøgtes ret til forsvar (dom af 2.4.2019, Fleig mod EU-Udenrigstjenesten, T-492/17, EU:T:2019:211, præmis 44 (ikke trykt i Sml.)).

48      Endelig har sagsøgeren i replikken og i sine bemærkninger til Parlamentets interventionsindlæg henvist til de foranstaltninger, som denne institution og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Råd (EØSU) har truffet til fordel for deres respektive tjenestemænd, samt de fordele, som Kommissionens tjenestemænd, der har en tjenestetelefon, nyder godt af.

49      Ved undersøgelsen af stævningens overensstemmelse med kravene i procesreglementets artikel 76 er indholdet af replikken eller andre efterfølgende skriftlige indlæg imidlertid uden relevans. Navnlig kan formaliteten, der i henhold til retspraksis er antaget, af de anbringender og argumenter, som er fremsat i replikken som en uddybning af de anbringender, der er indeholdt i stævningen, ikke påberåbes med det formål at afhjælpe et traktatbrud, der er sket ved sagens anlæg, af kravene i den nævnte artikel, idet dette ellers ville blive frataget enhver betydning (dom af 12.12.2018, Deutsche Umwelthilfe mod Kommissionen, T-498/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:913, præmis 49). Det følger heraf, at de anbringender og argumenter, der er fremført i denne sammenhæng må afvises i den foreliggende sag, idet de er fremsat for sent, og forsinkelsen ikke er begrundet.

50      Det må derfor fastslås, at det første anbringende i stævningen gjorde det muligt for Kommissionen og intervenienterne, der har interveneret til støtte for denne, at forsvare sig og gav Retten mulighed for at træffe afgørelse herom, men kun for så vidt som sagsøgeren heri har påtalt, at vedtægtens artikel 71 og bilag VII er uhensigtsmæssige i forbindelse med omstændighederne under covid-19-pandemien.

ii)    Hvad angår den anden formalitetsindsigelse om, at ulovlighedsindsigelserne ikke er af accessorisk karakter

51      Parlamentet har gjort gældende, at de anbringender, der ikke er støttet på den ulovlighedsindsigelse, der anfægter vedtægtens artikel 71 og bilag VII, kun er fremsat subsidiært, og at en sådan tilgang tilsidesætter ulovlighedsindsigelsens accessoriske karakter.

52      Det skal imidlertid bemærkes, at ulovlighedsindsigelsens accessoriske karakter indebærer, at muligheden for at påberåbe sig, den omstændighed, at en retsakt af generel rækkevidde ikke finder anvendelse i medfør af artikel 277 TEUF, ikke udgør en selvstændig søgsmålsret og ikke kan udøves uden en principal søgsmålsret (jf. kendelse af 16.5.2019, ITSA mod Kommissionen, T-396/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:342, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). Derimod er der intet i denne artikel, der er til hinder for, at ulovlighedsindsigelsen fremsættes principalt, idet de øvrige anbringender kun er subsidiære.

iii) Konklusion vedrørende det første anbringendes antagelse til realitetsbehandling

53      Henset til samtlige ovenstående betragtninger kan det første anbringende ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at vedtægtens artikel 71 og bilag VII angiveligt er udtryk for forskelsbehandling. Det kan derimod antages til realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgeren gør gældende, at disse bestemmelser ikke er tilpasset de omstændigheder, der følger af covid-19-pandemien.

2)      Realiteten med hensyn til det første anbringende

54      Som anført i præmis 35 ovenfor har sagsøgeren gjort gældende, at vedtægtens artikel 71 og bilag VII ikke er tilpasset den verdensomspændende økonomiske og sundhedsmæssige situation som følge af covid-19-pandemien, idet disse bestemmelser ikke foreskriver godtgørelse af de arbejdsrelaterede udgifter, som tjenestemændene er forpligtede til at forhåndsbetale i forbindelse med telearbejde.

55      Det skal imidlertid bemærkes, at lovgiver ikke kunne forudse covid-19-pandemien og nødvendigheden af, at der blev indført en telearbejdsordning, da den senest ændrede vedtægtens indhold ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15). Sagsøgeren vedgår i øvrigt dette i replikken.

56      Ikke desto mindre havde Kommissionen på s. 5 i sin meddelelse COM(2010) 543 endelig af 8. oktober 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med overskriften »Smart regulering i Den Europæiske Union« bl.a. fremhævet fordelene ved en efterfølgende evaluering af lovgivningen som en integrerende del af et »smart regulering«. Kommissionen fandt derfor, at »kvalitetskontroller« bør gøre det muligt at vurdere, om de lovgivningsmæssige rammer for et politikområde er passende i forhold til dets mål, og, i benægtende fald, hvad der bør ændres, idet formålet bl.a. er at identificere uforholdsmæssigt store byrder, uoverensstemmelser og forældede eller ineffektive foranstaltninger.

57      På s. 9 og 11 i meddelelse COM(2019) 178 final af 15. april 2019 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Bedre regulering: status og fastholdelse af vores engagement« mindede Kommissionen ligeledes om, at efterfølgende evaluering er en af grundpillerne i bedre lovgivning, idet den gør det muligt at kontrollere, om lovgivningen fortsat er relevant, tilpasset sit formål og sandsynligvis vil give de resultater, som lovgiveren ønsker, og som dens adressater forventer.

58      Det fremgår navnlig af retspraksis, at enhver lovgiver er forpligtet til dels at kontrollere, om ikke løbende så i det mindste regelmæssigt, at de regler, som den har udstedt, fortsat modsvarer de behov, med henblik på hvilke de er udstedt, dels at ændre eller endog ophæve regler, som har mistet enhver berettigelse og ikke længere er i overensstemmelse med de nye sammenhænge, de skal virke i (jf. dom af 5.12.2012, Lebedef m.fl. mod Kommissionen, F-110/11, EU:F:2012:174, præmis 40 og heri nævnte konklusioner; ligeledes i denne retning dom af 6.10.2015, Schrems, C-362/14, EU:C:2015:650, præmis 76).

59      Lovgiveren har ikke desto mindre et vidt skøn med hensyn til at kontrollere, om reglerne modsvarer behovene, og i givet fald at tilpasse vedtægten og ændre tjenestemændenes rettigheder og forpligtelser (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, Wils mod Parlamentet, F-105/05, EU:F:2007:128, præmis 126).

60      Sagsøgeren har imidlertid ikke fremført noget argument, eller bare tilstrækkelige beviser, der, henset til lovgivers vide skønsbeføjelse, klart viser den manglende tilpasning af vedtægtens artikel 71 og bilag VII, som hun klager over, og den forpligtelse, som lovgiver i givet fald måtte have haft til at ændre disse bestemmelser.

61      Selv hvis det antages, at godtgørelsen af arbejdsrelaterede udgifter som følge af en telearbejdsordning er nødvendig, skal der desuden tages hensyn til, at en ændring af vedtægten i henhold til artikel 336 TEUF indebærer, at Parlamentet og Rådet vedtager en forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure, der er beskrevet i samme traktats artikel 294, efter høring af de øvrige berørte institutioner. Desuden bestemmer artikel 294, stk. 2, TEUF, at lovgivningsproceduren indledes med forelæggelsen af et forslag fra Kommissionen. Ud over de ovennævnte høringer kræver udarbejdelsen af et sådant forslag imidlertid i sig selv, at der tages flere skridt.

62      Henset til denne procedures kompleksitet, de lange frister for iværksættelsen af forbedringsprocesserne i den efterfølgende lovgivning og konteksten for de nødrestriktioner, der var nødvendige for at imødegå covid-19-pandemien på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget, hvilket skal tages i betragtning ved vurderingen af lovligheden heraf, kan det ikke foreholdes EU-institutionerne, at de ikke har ændret vedtægten under pandemien.

63      Dette anbringende kan så meget desto mindre rettes til lovgiver, idet der skal tages hensyn til de foranstaltninger, der blev vedtaget som hastesager af Unionens institutioner og andre organer. Kommissionen vedtog således straks retningslinjerne for telearbejde, som fastsætter godtgørelse af udgifter til køb af kontorudstyr for dens ansatte.

64      Det er korrekt, at sagsøgeren i forbindelse med sit fjerde anbringende har gjort gældende, at disse retningslinjer er diskriminerende. Dette anbringende må imidlertid forkastes, således som det fremgår af præmis 99-108 nedenfor.

65      Under disse omstændigheder skal det første anbringende om en ulovlighedsindsigelse rettet mod vedtægtens artikel 71 og bilag VII forkastes.

b)      Det andet anbringende, der er fremsat subsidiært, om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 71

66      Sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved at begrunde afgørelsen om afslag på klagen med, at vedtægtens artikel 71 og bilag VII ikke foreskriver godtgørelse af udgifter til internet og telefoni, dels har tilsidesat formålet med disse bestemmelser, som er at undgå, at tjenestemændene selv afholder arbejdsrelaterede udgifter, dels har undladt at tage hensyn til, at de nævnte bestemmelser ikke har en begrænsende karakter, således som det fremgår af EØSU’s generalsekretærs afgørelse af 9. juni 2021 om at yde personalet ved EØSU en månedlig godtgørelse til dækning af udgifterne i forbindelse med telearbejde (herefter »EØSU’s afgørelse af 9. juni 2021«).

67      Selv om vedtægtens artikel 71 ganske rigtigt har til formål at undgå, at tjenestemænd selv afholder de udgifter, der er forbundet med udøvelsen af deres hverv (dom af 18.11.2015, FH mod Parlamentet, F-26/15, EU:F:2015:137, præmis 32), er det imidlertid i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd, at udgifterne skal godtgøres på de betingelser, der er fastsat i bilag VII til vedtægten. Dette bilag opregner udtømmende de økonomiske udgifter, der skal godtgøres. Afgørelsen om afslag på klagen kunne derfor med føje begrundes med navnlig den omstændighed, at vedtægtens artikel 71 ikke gjorde det muligt at imødekomme sagsøgerens ansøgninger.

68      Desuden skal vedtægtens artikel 71 og bilag VII, ligesom enhver bestemmelse i EU-retten, der giver ret til økonomiske ydelser, fortolkes strengt (jf. dom af 18.7.2017, Kommissionen mod RN, T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

69      Særlig er den hævdede »formålsfortolkning«, som artikel 71 ifølge sagsøgeren er underlagt, i strid med lovgivers vilje. Ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen (EUT 2004, L 124, s. 1) har Rådet nemlig haft til hensigt at rationalisere de forskellige godtgørelser og tillæg, der var gældende på daværende tidspunkt, således som det fremhæves i 26. betragtning til nævnte forordning, og som Rådet har anført.

70      I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, modsiger hverken EØSU’s afgørelse af 9. juni 2021 eller Kommissionens retningslinjer for telearbejde vedtægtens artikel 71 og bilag VII’s indskrænkende karakter.

71      Princippet om EU-administrationens enhed som fastsat i Amsterdamtraktatens artikel 9, stk. 3, indebærer ganske vist, at alle tjenestemænd i alle Unionens institutioner er underlagt én enkelt vedtægt. Dette princip indebærer dog ikke, at institutionerne skal gøre ensartet brug af den skønsbeføjelse, som vedtægten giver dem. Tværtimod nyder institutionerne i forvaltningen af deres ansatte fordel af princippet om autonomi (dom af 18.9.2013, Scheidemann mod Kommissionen, F-76/12, EU:F:2013:132, præmis 26, og af 21.1.2014, Van Asbroeck mod Parlamentet, F-102/12, EU:F:2014:4, præmis 29).

72      Det følger heraf, at selv om vedtægtens artikel 71 og bilag VII skal anvendes på samme måde på Unionens tjenestemænd og øvrige ansatte, kan princippet om autonomi gyldigt begrunde forskellene mellem de begrænsende foranstaltninger, der vedtages af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer for at forhindre, at Unionens ansatte ikke alene bærer de udgifter, der er afholdt ved udøvelsen af deres funktioner i forbindelse med telearbejde. Denne betragtning gælder så meget desto mere, som de nævnte foranstaltninger måtte vedtages som hastesag under de særlige omstændigheder, der var forbundet med den generelle og obligatoriske telearbejdsordning, som medlemsstaterne indførte for at imødegå covid-19-pandemien.

73      Det følger heraf, at det andet anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 71 skal forkastes.

c)      Det tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten og princippet om god forvaltning

74      Sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved at vedtage afgørelsen om afslag på klagen tilsidesatte sin omsorgspligt og retten til god forvaltning, for så vidt som forøgelsen af hendes forbrug af internetdata skyldtes installeringen af forskellige arbejdsrelaterede programmer og onlinekurser, og at Kommissionen angiveligt har nægtet at anerkende telearbejdets økonomiske indvirkning på sagsøgeren personligt, hvorved Kommissionen har påført en skævhed i hendes forhold til Unionen.

75      Omsorgspligten indebærer bl.a., at myndigheden, når den træffer afgørelse vedrørende situationen for et medlem af dets personale, skal tage hensyn til samtlige omstændigheder, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage ikke blot tjenestens interesse, men tillige til det berørte personalemedlems interesse i betragtning (dom af 28.5.1980, Kuhner mod Kommissionen, 33/79 og 75/79, EU:C:1980:139, præmis 22, og af 7.11.2019, WN mod Parlamentet, T-431/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:781, præmis 105). Det er således et særligt udtryk for princippet om god forvaltningsskik og især for den forpligtelse, der pålægges myndigheden til i alle forhold at foretage en fuldstændig og detaljeret undersøgelse af situationen, inden der træffes en afgørelse (jf. i denne retning dom af 25.5.2016, GW mod Kommissionen, F-111/15, EU:F:2016:122, præmis 40).

76      Omsorgspligten afspejler, som sagsøgeren antyder, den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser som vedtægten har indført i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte (dom af 17.1.2017, LP mod Europol, T-719/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:7, præmis 60). Omsorgspligten kan som udtryk for denne balance dog under ingen omstændigheder tvinge EU-administrationen til at handle i strid med gældende bestemmelser, og særligt kan den ikke føre til, at en EU-retlig bestemmelse tillægges virkninger, der strider mod bestemmelsens klare og præcise ordlyd (jf. i denne retning dom af 2.3.2004, Di Marzio mod Kommissionen, T-14/03, EU:T:2004:59, præmis 100, og af 29.4.2020, CV m.fl. mod Kommissionen, T-496/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:163, præmis 50).

77      Eftersom forpligtelsen til at godtgøre de udgifter til forbrug af internetdata, der kan henføres til telearbejde, er i strid med den indskrænkende karakter af vedtægtens artikel 71 og bilag VII (jf. præmis 67 ovenfor), kan sagsøger ikke gøre omsorgspligten gældende med henblik på at opnå denne godtgørelse af udgifter.

78      I øvrigt har EU-lovgiver allerede behandlet situationen for visse tjenestemænd, herunder sagsøgeren, ved at lade dem være omfattet af skattenedslag på 10% til afholdelse af arbejdsrelaterede udgifter, som er fastsat i artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 260/68.

79      Kommissionen har desuden selv udvist den fornødne omhu ved i retningslinjerne for telearbejde at fastsætte en godtgørelse af udgifterne til anskaffelse af kontorudstyr under visse betingelser.

80      Med forbehold for spørgsmålet om overholdelse af lighedsprincippet, som vil blive behandlet i forbindelse med det fjerde anbringende, er den omstændighed, at sagsøgeren ikke er tilfreds med disse tiltag, ikke tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at omsorgspligten er blevet tilsidesat.

81      Henset til den vide skønsbeføjelse, som administrationen råder over ved forvaltningen af sit personale, kan Unionens retsinstanser nemlig i medfør af omsorgspligten kun prøve, om administrationen har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sine skønsbeføjelser åbenbart fejlagtigt (jf. analogt dom af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 102 og 103).

82      Det skal imidlertid bemærkes, at det fremgår af retningslinjerne for telearbejde, at Kommissionen har valgt at godtgøre udgifterne til kontorudstyr, således at dens tjenestemænd og øvrige ansatte får arbejdsbetingelser, der er i overensstemmelse med de sundheds- og sikkerhedsstandarder, der er relevante, og som svarer til dem, der gælder for et kontor, hvilket klart er udtryk for omsorg.

83      Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at det for så vidt angår godtgørelse af hævdede udgifter er blevet fastslået, at det i overensstemmelse med de principper, der gælder for bevisbyrden, i mangel af en bestemmelse, hvoraf det følger, at udgifter formodes at være afholdt, påhviler tjenestemanden at føre bevis for, at han faktisk har afholdt udgifter, der er direkte arbejdsrelaterede (jf. analogt dom af 11.7.2000, Skrzypek mod Kommissionen, T-134/99, EU:T:2000:184, præmis 81).

84      Sagsøgeren har imidlertid begrænset sig til at gøre gældende, at forøgelsen af hendes forbrug af internetdata for oktober 2020 og overskridelsen af loftet på 100 GB til 137,434 GB, der har medført en opkrævning af tillæg, følger af arbejdsrelateret installering og anvendelse af programmer såsom Skype for business, Webex og Teams samt onlineuddannelse.

85      Den omstændighed, at hovedparten af sagsøgerens internetforbrug i oktober 2020 var koncentreret omkring fire arbejdsdage, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at bevise, at den del, der oversteg det faste månedlige abonnement, skyldtes arbejdsrelateret brug. Beviset for de pågældende udgifters arbejdsrelaterede karakter er så meget desto mindre godtgjort, som det fremgår af de dokumenter, som sagsøgeren selv har fremlagt, at hun ikke på noget andet tidspunkt, hvor telearbejde var påkrævet, havde et forbrug af internetdata, der oversteg loftet på 100 GB, som svarede til hendes faste abonnement.

86      De oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt, gør det derfor end ikke muligt at anse det for godtgjort, at overskridelsen af hendes faste abonnement på internetdata skyldtes telearbejde, og endnu mindre at Kommissionen ved at afvise at tage hensyn hertil kunne have tilsidesat sin omsorgspligt og princippet om god forvaltningsskik.

87      Selv om det ikke er bestridt, at sagsøgerens operatør har faktureret sagsøgeren et beløb på 1,89 EUR for to telefonopkald i september 2020 til Kommissionens IT-afdeling og GD for Informationsteknologi, kan afslaget på at tildele sagsøgeren godtgørelse for dette beløb heller ikke anses for en tilsidesættelse af omsorgspligten, henset til dennes beskedne karakter og de foranstaltninger, der er beskrevet i præmis 78 og 79 ovenfor.

88      Det tredje anbringende må således forkastes.

d)      Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling

89      Sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden har begrundet afgørelsen om afslag på klagen med retningslinjerne for telearbejde. Retningslinjerne for telearbejde skaber imidlertid en første forskelsbehandling mellem de tjenestemænd i Kommissionen, der råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at forhåndsbetale udgifterne til kontorudstyr, og dem, der ikke har midlerne hertil, og som ikke kan få godtgørelse for andre arbejdsrelaterede udgifter. Det ville endog medføre endnu en forskelsbehandling, henset til den fordel, som EØSU’s tjenestemænd og øvrige ansatte drager af EØSU’s afgørelse af 9. juni 2021.

1)      Formaliteten med hensyn til det fjerde anbringende

90      Kommissionen har gjort gældende, at det fjerde anbringende skal afvises, idet det ikke er blevet fremsat i klagen.

91      Det bemærkes i denne forbindelse, at artikel 90 og 91 i vedtægten bestemmer, at en sag anlagt af en tjenestemand mod den institution, som han arbejder for, kan antages til realitetsbehandling efter en forudgående administrativ procedure.

92      I denne forbindelse kræver reglen om overensstemmelse mellem klagen og den efterfølgende stævning, som Kommissionen har henvist til, at et anbringende, der fremsættes for Unionens retsinstanser, allerede er blevet fremført under den administrative procedure, således at ansættelsesmyndigheden har været i stand til at få kendskab til den kritik, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse, idet sagen i modsat fald afvises (jf. dom af 25.10.2013, Kommissionen mod Moschonaki, T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

93      I dette tilfælde har sagsøger i sin klage hævdet, at der er sket en tilsidesættelse af lighedsprincippet. Hun sammenlignede heri for så vidt angår telefonkommunikation dels det »højere hierarki«, der råder over tjenestetelefoner, med andre tjenestemænd, som skal betale deres arbejdsrelaterede kommunikation, dels for så vidt angår internetdata de tjenestemænd, der i henhold til deres aftaler med deres internetleverandører råder over en betydelig datamængde og en høj databehandlingshastighed, med dem, der ikke nyder godt af sådanne fordele.

94      Tilsidesættelsen af lighedsprincippet blev således påberåbt i klagen, men i en anden forbindelse end den, der ligger til grund for det fjerde anbringende i stævningen.

95      Det bemærkes imidlertid, at vedtægtens artikel 91 ikke har til formål strengt og endeligt at fastlægge den eventuelle retslige fase, når søgsmålet hverken ændrer årsagen til eller genstanden for klagen. I den forbindelse kan påstandene videreudvikles for EU-domstolen ved fremsættelse af anbringender og argumenter, der ikke nødvendigvis fremgår af klagen, såfremt de er nært forbundet hermed (jf. i denne retning dom af 25.10.2013, Kommissionen mod Moschonaki, T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 73 og 76, og af 2.3.2017, DI mod EASO, T-730/15 P, EU:T:2017:138, præmis 65 og 66).

96      I den forbindelse må det fastslås, at den omstændighed, at sagsøgeren for første gang i stævningen udtrykkeligt har henvist til en forskelsbehandling af dem, der ikke har de økonomiske midler til at forhåndsbetale udgifterne til kontorudstyr, hverken ændrer klagens årsag eller genstand.

97      Det kan endvidere ikke foreholdes sagsøgeren, at hun ikke i sin klage har påberåbt sig forskelsbehandlingen mellem hende selv som tjenestemand ved Kommissionen og EØSU’s ansatte, eftersom EØSU’s afgørelse af 9. juni 2021 blev truffet efter afslutningen af den administrative fase.

98      Det følger heraf, at det fjerde anbringende kan antages til realitetsbehandling.

2)      Realiteten med hensyn til det fjerde anbringende

99      Som anført i præmis 40 ovenfor kræver lighedsprincippet, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet.

100    I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren for det første kritiseret Kommissionen for ikke at have behandlet de tjenestemænd, der ikke har midlerne til at afholde udgifterne til køb af kontorudstyr, forskelligt ved at give dem mulighed for at få godtgørelse for deres telefonudgifter og deres internetdata forbrug.

101    Sagsøgeren, som ikke kan tale på vegne af andre tjenestemænd, som er indplaceret i lønklasse AST 4, og som var omfattet af det ovenfor nævnte skattenedslag i præmis 78, har imidlertid ikke fremført noget bevis til støtte for, at hun var materielt ude af stand til at forhåndsbetale udgifterne til kontorudstyr, og at hun derfor befandt sig i den ufordelagtige situation, som hun påtaler. Sagsøgeren har således ikke bevist, at hun blev behandlet som de tjenestemænd, der var i stand til at foretage denne forhåndsbetaling, selv om hun befandt sig i en anden økonomisk situation.

102    Hvis det antages, at en sådan forskelsbehandling er godtgjort, har sagsøgeren desuden under alle omstændigheder ikke godtgjort, at den pågældende forskelsbehandling er vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 41 ovenfor.

103    Som det fremgår af retningslinjerne for telearbejde, var den foranstaltning, der gør det muligt at godtgøre udgifterne til køb af kontorudstyr, tværtimod begrundet i behovet for at bistå telearbejdstagerne med at udføre deres opgaver under arbejdsforhold, der er i overensstemmelse med de relevante sundheds- og sikkerhedsstandarder, og som indgår i forlængelse af vedtægtens artikel 1e, stk. 2. Som anført af Kommissionen var foranstaltningen endvidere begrundet i ønsket om alene at godtgøre de udgifter, hvis forbindelse med udøvelsen af tjenesten kunne objektiveres.

104    Sagsøgeren har for det andet hævdet, at hun har været udsat for forskelsbehandling som følge af den gunstigere behandling af EØSU’s tjenestemænd og øvrige ansatte.

105    Imidlertid skal det bemærkes, at den omstændighed (jf. præmis 71 ovenfor), at alle tjenestemænd er underlagt én vedtægt, ikke indebærer, at institutionerne skal udøve det skøn, som de er tillagt i vedtægten, på samme måde, da institutionerne derimod er tillagt et princip om selvstændighed i deres egenskab af arbejdsgivere (jf. i denne retning dom af 16.9.1997, Gimenez mod Regionsudvalget, T-220/95, EU:T:1997:130, præmis 72, og af 21.1.2014, Van Asbroeck mod Parlamentet, F-102/12, EU:F:2014:4, præmis 29).

106    I det foreliggende tilfælde er Kommissionens retningslinjer for telearbejde og EØSU’s afgørelse af 9. juni 2021 udtryk for princippet om autonomi ved behandlingen af deres tjenestemænd i den særlige situation, der er forbundet med covid-19-pandemien (jf. præmis 72 ovenfor).

107    Som følge heraf, og under alle omstændigheder, kan forskellene i de foranstaltninger, som Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer har indført, ikke påberåbes til støtte for et anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (jf. i denne retning dom af 14.2.2017, Schönberger mod Revisionsretten, T-688/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:76, præmis 187).

108    Af det ovenstående følger derfor, at det fjerde anbringende skal forkastes.

e)      Det femte anbringende om en tilsidesættelse af chartrets artikel 7

109    Sagsøgeren har gjort gældende, at hun var tvunget til at anmode Kommissionen om at tildele hende internetadgang med henblik på at kompensere for udgifterne ved indførelsen af obligatorisk telearbejde, og at PMO’s afgørelse af 14. juli 2021 om afslag på hendes ansøgning om internetadgang udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privatlivet og hendes bopæl.

110    I henhold til artikel 7 i chartret har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation. Den ret, der er fastsat i denne artikel, er imidlertid ikke en absolut rettighed. Retten kan underlægges begrænsninger i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Facebook Ireland og Schrems, C-311/18, EU:C:2020:559, præmis 172 og 174 og den deri nævnte retspraksis).

111    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at når der er tale om en individuel foranstaltning, som i den foreliggende sag, skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en begrænsning som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, vurderes i forhold til dens konkrete indvirkning på den berørte person (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, C-473/16 F, EU:C:2018:36, præmis 52-54). Desuden kan der ikke ske indgreb i udøvelsen af en rettighed, når forholdet mellem rettigheden og den pågældende foranstaltning er for indirekte eller usikker til, at det kan tages i betragtning (jf. i denne retning dom af 4.12.2018, Janoha m.fl. mod Kommissionen, T-517/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:874, præmis 72 og 73).

112    I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid alene gjort gældende, at hun for at udføre sit arbejde hjemmefra takket være hendes egen internetforbindelse har været nødt til at tilsidesætte den aftale, som hun havde indgået privat med VOO, og hvorefter hendes internetadgang var begrænset til privat og personlig brug.

113    Sagsøgeren har imidlertid ikke fremført noget bevis, hvoraf det kan udledes, at VOO fortolker hendes kontrakt således, at den forbyder hende personligt at benytte hendes forbindelse til udførelse af hendes arbejde, og at dette forbud uundgåeligt vil påvirke hendes ret til respekt for privatlivet og hendes bopæl. Kommissionen har i denne forbindelse observeret, at den ikke har kendskab til nogen klage fra internetleverandørerne vedrørende internetadgang til deres kunder i forbindelse med telearbejde, og sagsøgeren har ikke fremlagt noget bevis, der modsiger denne påstand.

114    Sagsøgeren har ganske vist gjort gældende, at en anden internetleverandør har indført et program, der gør det muligt for arbejdsgiverne at gribe økonomisk ind i deres ansattes internetadgang for at dække disses telearbejdsperioder.

115    Kommissionen har imidlertid med rette anført, at dette program kun præsenteres som en »gave«, som arbejdsgiverne tilbyder deres ansatte. Der er således blot tale om en mulighed og ikke en anordning, som ifølge leverandøren er nødvendig for, at kunderne kan opfylde deres kontraktlige forpligtelser.

116    Under disse omstændigheder kan den anfægtede afgørelse ikke anses for at udgøre en begrænsning af sagsøgerens ret til respekt for privatlivet og hendes bopæl.

117    Det femte anbringende og følgelig hele den anden påstand må derfor forkastes.

C.      Om den tredje påstand

118    Med sin tredje påstand har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 51,89 EUR i godtgørelse af sagsøgerens arbejdsrelaterede udgifter, at tildele sagsøgeren internetadgang til arbejdsrelateret brug inden for rammerne af telearbejdet og at betale sagsøgeren et beløb på 10 000 EUR i erstatning for forskellige tab.

119    Idet sagsøgeren har nedlagt disse påstande »som en konsekvens« af annullationen af den anfægtede afgørelse, er det tilstrækkeligt at fastslå, at den anden påstand er blevet forkastet, og at den tredje påstand derfor ligeledes skal forkastes.

120    Påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af de gentagne afslag på at give hende internetadgang, frygten for på ny selv at skulle afholde arbejdsrelaterede udgifter og som følge af den omstændighed, at hun måtte forlade Kommissionen for ikke at blive straffet på hendes bedømmelse og forfremmelse, skal i øvrigt forkastes.

121    Det skal bemærkes, at ethvert tab i henhold til retspraksis skal være reelt og sikkert, og at der ikke kan ydes erstatning for et rent hypotetisk og ubestemt tab (dom af 3.12.2015, CN mod Parlamentet, T-343/13, EU:T:2015:926, præmis 118). Det er den part, som gør gældende, at Unionen har pådraget sig et ansvar, der skal fremlægge beviser for tilstedeværelsen og omfanget af det påberåbte tab. Denne forpligtelse gælder også for det ikke-økonomiske tab. En simpel påstand, der ikke understøttes af nogen beviser, er utilstrækkelig (jf. i denne retning dom af 3.12.2015, CN mod Parlamentet, T-343/13, EU:T:2015:926, præmis 119 og 121).

122    Med henblik på at godtgøre, at hun har lidt ikke-økonomisk skade, har sagsøgeren i det foreliggende tilfælde fremlagt en lægeerklæring, der erklærer hende uarbejdsdygtig fra den 22. december 2020 kl. 14.30 til den 24. december.

123    Denne lægeerklæring står imidlertid alene, er kortfattet og indeholder ikke nogen anamnese. Den underbygges heller ikke af noget andet dokument, der gør det muligt at henføre sagsøgerens korte sygemelding til det hævdede »psykologiske og fysiske chok som følge af Kommissionens afslag på at levere den internetvolumen, der var nødvendig for, at hun kunne udføre hendes arbejde«.

124    Sagsøgeren har heller ikke fremlagt beviser til støtte for sin påstand om, at hun blev tvunget til at forlade Kommissionen for ikke at blive straffet på hendes bedømmelse og forfremmelse. I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed alene, at Kommissionen har anset hende for at være udeblevet ubeføjet den 3. maj 2021, og at den af denne grund har fratrukket hende en dag i hendes årlige ferie (jf. præmis 13 ovenfor), ikke anses for et bevis herfor.

125    Endelig har sagsøgeren forgæves nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt som følge af tabet af den nævnte feriedag på grund af, at hun var udeblevet ubeføjet, da hun afslog at anvende sin private internetadgang til arbejdsrelaterede formål.

126    Som Kommissionen har gjort gældende, skal denne påstand afvises. Den er nemlig blevet fremsat for første gang i stævningen og har ikke været genstand for en fuldstændig administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90 og 91 i en sammenhæng, hvor den direkte årsag til den påståede skade ikke følger af den anfægtede afgørelse, men af afgørelsen af GD for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed af 19. maj 2021.

127    Det følger heraf, at den tredje påstand skal forkastes.

128    Det fremgår af det ovenstående, at Kommissionen bør frifindes.

IV.    Sagsomkostninger

129    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

130    Idet sagsøgeren har tabt sagen, tilpligtes sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

131    Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Europa-Parlamentet og Rådet bærer derfor hver deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      OE bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)      Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.

Gervasoni

Madise

Frendo

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. september 2022.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.