RETTENS DOM (Appelafdelingen)
8. november 2012
Sag T-268/11 P
Europa-Kommissionen
mod
Guido Strack
»Appel – personalesag – tjenestemænd – ferie – sygeorlov – annullation i første instans af Kommissionens afgørelse om at afvise overførsel af årlige feriedage, som tjenestemanden ikke har afholdt – artikel 4 i bilag V til vedtægten – vedtægtens artikel 1e, stk. 2 – direktiv 2003/88/EF – medhold i appellen – tvist, der er moden til afgørelse – frifindelse«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 15. marts 2011 i sag F-120/07, Strack mod Kommissionen, EU:F:2011:22, med påstand om delvis ophævelse af denne dom.
Udfald: Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 15. marts 2011 i sag F-120/07, Strack mod Kommissionen, ophæves. Den sag, som Guido Strack har anlagt ved Personaleretten i sag F-120/07, afvises. Guido Strack og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostning både i forbindelse med sagen for Personaleretten og for Retten.
Sammendrag
1. Annullationssøgsmål – anbringender – anbringende, der af egen drift påkendes af Unionens retsinstanser – anbringende vedrørende den anfægtede retsakts materielle lovlighed – anbringende om tilsidesættelse af en retsregel vedrørende anvendelsen af traktaten – ikke omfattet
(Art. 263 TEUF)
2. Institutionernes retsakter – direktiver – forpligtelser direkte pålagt EU-institutionerne i forhold til deres ansatte – udelukket – påberåbelse udelukket – rækkevidde
(Art. 288 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88)
3. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)
4. Tjenestemænd – ferie – årlig ferie – overførsel af samtlige ikke-afholdte feriedage til det følgende år – betingelser – foreneligheden af artikel 4 i bilag V til vedtægten med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – fratagelse af retten til årlig betalt ferie – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, bilag V, art. 4, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)
5. Tjenestemænd – beskyttelse af sikkerhed og sundhed – vedtægtens artikel 1e, stk. 2 – fortolkning – fortolkning i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – foreligger ikke – forskelligt formål
(Art. 336 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; bilag V, art. 4, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)
6. EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – hensyntagen til forskellige sproglige versioner
7. Tjenestemænd – ferie – årlig ferie – udtræden af tjenesten – kompensation for ikke-afholdt ferie – betingelse for ydelse – ferie, som ikke er afholdt af grunde, der kan betegnes som tjenstlige – grunde, der kan betegnes som tjenstlige – begreb – fravær fra tjenesten på grund af sygeorlov – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 59; bilag V, art. 4, stk. 1 og 2)
8. Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – administrativ procedure – forskelligt forløb afhængigt af, om der foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, eller ej
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 24)
Henvisning til:
Domstolen: 2. april 1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 67; Domstolen, 2. december 2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 40
Retten: 6. maj 2010, sag T-100/08 P, Kerelov mod Kommissionen, EU:T:2010:178, præmis 13
2. Direktiver er rettet til medlemsstaterne og ikke til Unionens institutioner. Derfor kan bestemmelserne i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden ikke udlægges således, at de i sig selv pålægger institutionerne forpligtelser i forhold til deres ansatte. Det følger heraf, at bestemmelserne i dette direktiv ikke i sig selv kan pålægge Kommissionen forpligtelser i forbindelse med dens udøvelse af sine beslutningsbeføjelser med henblik på at regulere forholdet til de ansatte og heller ikke kan danne grundlag for en ulovlighedsindsigelse vedrørende vedtægten.
Den omstændighed, at et direktiv ikke i sig selv binder institutionerne, og at det ikke kan udgøre grundlaget for en ulovlighedsindsigelse med hensyn til en vedtægtsbestemmelse, udelukker dog ikke, at de regler eller principper, der er fastlagt i dette direktiv, kan påberåbes over for institutionerne, når de kun synes at være et specifikt udtryk for grundlæggende regler i [EF-]traktaten og generelle principper, der forpligter de nævnte institutioner direkte.
Et direktiv kan ligeledes binde en institution, når denne, inden for rammerne af sin organisatoriske autonomi og inden for vedtægtens grænser, har til hensigt at gennemføre en særlig forpligtelse, ifølge et direktiv, eller som i det foreliggende tilfælde, hvor en intern akt med generel rækkevidde selv udtrykkeligt henviser til foranstaltninger, der er vedtaget af unionslovgiver i henhold til traktaterne.
Endelig skal institutionerne i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, som påhviler dem, i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til lovbestemmelser vedtaget på EU-niveau, der bl.a. pålægger minimumsforskrifter med henblik på at forbedre leve- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne i medlemsstaterne via tilnærmelse af de nationale lovgivninger og praksis.
(jf. præmis 40-44)
Henvisning til:
Domstolen: 9. september 2003, sag C-25/02, Rinke, Sml. I, s. 8349, præmis 25-28
Retten: 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 6515, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-1, s. 1054, og II-A-1, s. 567, præmis 113, 116, 118 og 119; af 4. juni 2009, forenede sager F-134/07 og F-8/08, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 149, og II-A-1, s. 841, præmis 86
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 46-48)
Henvisning til:
Domstolen: 22. november 2011, sag C-214/10, KHS, Sml. I, s. 11757, præmis 37; af 24. januar 2012, sag C-282/10, Dominguez, EU:C:2012:33, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis, af 3. maj 2012, sag C-337/10, Neidel, EU:C:2012:263, præmis 40; af 21. juni 2012, sag C-78/11, ANGED, EU:C:2012:372, præmis 17 og 18 og den deri nævnte retspraksis
4. Selv hvis det antages, at retten til årlig ferie kan opfattes som et generelt retsprincip, som direkte binder institutionerne i forholdet til deres ansatte, og ved hjælp af hvilket en af disse institutioners retsakters lovlighed kunne efterprøves, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at artikel 4 i bilag V til vedtægten forhindrer tjenestemænd i at udøve denne ret.
I denne artikel fastlægges nemlig alene måderne for overførsel og kompensation i tilfælde af, at den årlige ferie ikke er blevet taget, idet der tillades en automatisk overførsel af 12 årlige feriedage, der ikke er blevet taget, til det følgende år, og idet der fastsættes en mulighed for overførsel for de dage, der går ud over denne grænse, når grundene til, at ferien ikke er blevet taget, er tjenstlige. Det kan således ikke lægges til grund, at artikel 4 i bilag V til vedtægten lader tildelingen eller udøvelsen af retten til årlig ferie være underlagt en betingelse, der tømmer den for indhold, eller at den er uforenelig med systematikken og formålet med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. Både af hensyn til nødvendigheden af at undgå ubegrænset kumulation af ikke afholdt ferie og af hensyn til beskyttelsen af Unionens finansielle interesser forekommer det i øvrigt berettiget at underkaste overførslen og kompensationen af ikke afholdt årlig ferie visse betingelser.
Ligeledes kan det ikke gøres gældende, at institutionerne ikke ved udarbejdelsen af de relevante vedtægtsbestemmelser har taget hensyn til de bestemmelser, der er vedtaget på EU-niveau, såsom mindstekravene i artikel 7 i direktiv 2003/88, som gælder for medlemsstaterne, eftersom det ikke på nogen måde fremgår af ordlyden af artikel 4 i bilag V til vedtægten, at den ikke er i overensstemmelse med nævnte mindstekrav.
(jf. præmis 49-51)
5. I betragtning af ordlyden af vedtægtens artikel 1e, stk. 2, kan det ikke lægges til grund, at denne artikel svarer til den situation, hvor institutionerne med indførelsen af artiklen i vedtægten har villet gennemføre en særlig forpligtelse, der er opstillet i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, eller at den henvisning, der er indeholdt i denne artikel, til de mindstekrav, som gælder i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages på områderne for sundhed og sikkerhed i henhold til traktater, henviser til direktivets artikel 7, stk. 1, eftersom sidstnævntes genstand adskiller sig fra genstanden for vedtægtens artikel 1e.
Det skal nemlig bemærkes, at vedtægtens artikel 1e, der indgår i vedtægtens almindelige bestemmelser i afsnit I, henviser til foreneligheden af arbejdsvilkår for tjenestemænd i aktiv tjeneste og »passende sundheds- og sikkerhedsstandarder«, hvilket synes at omhandle de tekniske minimumsstandarder for beskyttelse af arbejdstageres sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, der ikke reguleres af andre vedtægtsbestemmelser, og ikke de minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed generelt, der også omfatter de forskrifter vedrørende tilrettelæggelsen af arbejdstiden, der er omhandlet i direktiv 2003/88, og bl.a. den årlige ferie. En så vid fortolkning af vedtægtens artikel 1e, stk. 2, ville nemlig være i strid med unionslovgivers autonomi inden for tjenestemandsretten, der er forankret i artikel 336 TEUF.
Endvidere indeholder vedtægten i afsnit IV og i bilag V særlige bestemmelser om tilrettelæggelse af arbejdstiden og ferier. Måderne for overførsel til det følgende år af eller kompensation for feriedage, der ikke er afholdt, er særligt reguleret i artikel 4 i bilag V til vedtægten. Eftersom denne bestemmelse fastsætter en klar og præcis regel, der begrænser retten til overførsel af og kompensation for årlig ferie i forhold til antallet af feriedage, der ikke er afholdt, kan der ikke gøres brug af bestemmelserne i direktiv 2003/88 på grundlag af en anden vedtægtsbestemmelse, såsom artikel 1e, som udgørende en generel regel, der gør det muligt at fravige de særlige bestemmelser i vedtægten i den forbindelse. Dette ville føre til en fortolkning af statutten contra legem.
(jf. præmis 52-54)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 58)
Henvisning til:
Retten: 13. september 2011, sag T-62/10 P, Zangerl-Posselt mod Kommissionen, EU:T:2011:463, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis
7. Det følger af artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten, at kun såfremt en tjenestemand ved det løbende kalenderårs udgang ikke har afholdt hele sin årlige ferie af grunde, der kan betegnes som tjenstlige, kan overførslen af ikke-afholdte feriedage overstige 12 feriedage. På samme måde er det kun inden for rammerne af de årlige feriedage, der ikke er blevet afholdt af grunde, der kan betegnes som tjenstlige, at en tjenestemand i henhold til artikel 4, stk. 2, i bilag V til vedtægten ved fratræden fra tjenesten kan tildeles den kompensation, der er fastsat i nævnte bestemmelse.
Begrebet »grunde, der kan betegnes som tjenstlige«, der er anvendt i artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten, skal fortolkes således, at det omfatter tjenstlig virksomhed, der forhindrer tjenestemanden i, på grund af sine pligter, at afholde de årlige feriedage, som han har ret til. Det fremgår af bestemmelserne i vedtægtens artikel 59, stk. 1, første afsnit, at en tjenestemand kun har ret til sygeorlov, såfremt han »godtgør, at han er forhindret i at gøre tjeneste«. Det følger heraf, at når en tjenestemand har ret til sygeorlov, er han pr. definition fritaget for at gøre tjeneste og er derfor ikke i tjeneste som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten.
De grunde, der kan betegnes som tjenstlige, og som er nævnt i artikel 4 i bilag V til vedtægten, svarer nemlig til de grunde, der kan forhindre en tjenestemand i at tage ferie, fordi han skal vedblive med at udøve sin aktivitet for at udføre de opgaver, som den institution, som han arbejder for, kræver. Disse grunde kan være punktuelle eller vedvarende, men skal nødvendigvis være knyttet til en aktivitet i institutionens tjeneste. I modsætning hertil gør sygeorloven det muligt at undskylde en tjenestemands fravær af en gyldig grund. I betragtning af tjenestemandens helbredsmæssige situation skal denne ikke længere arbejde for institutionen. Som følge heraf kan udtrykket »grunde, der kan betegnes som tjenstlige« ikke fortolkes som omfattende fravær fra tjenesten på grund af sygeorlov og dette selv i tilfælde af langvarig sygdom. En tjenestemand på sygeorlov kan ikke anses for at arbejde i institutionens tjeneste, for han er jo netop fritaget for denne.
Det følger heraf, at retten til overførsel af årlig ferie ud over grænsen på 12 dage nødvendigvis skal følge af en forhindring, som har sammenhæng med tjenestemandens virksomhed som følge af udøvelsen af tjenesten, og den kan ikke tildeles på grund af en sygdom, der har forhindret ham i at udøve denne virksomhed, selv om det antages, at det er blevet bevist, at denne er en erhvervssygdom.
(jf. præmis 64-67)
Henvisning til:
Retten: 9. juni 2005, sag T-80/04, Castets mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 729, præmis 28, 29 og 33; af 29. marts 2007, sag T-368/04, Verheyden mod Kommissionen, Sml. I-A-2, s. 93, og II-A-2, s. 665, præmis 61-63 og den deri nævnte retspraksis
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 70 og 72)
Henvisning til:
Retten: 5. december 2006, sag T-416/03, Angelidis mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-2, s. 317, og II-A-2, s. 1607, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 121, og II-A-1, s. 657, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis