Language of document :

Appel iværksat den 1. april 2021 af Ryanair DAC til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Udvidede Afdeling) den 17. februar 2021 i sag T-238/20, Ryanair mod Kommissionen

(Sag C-209/21 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Ryanair DAC (ved avocats E. Vahida og F.C. Laprévote, abogado S. Rating, dikigoros I.-G. Metaxas-Maranghidis og avocate V. Blanc)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse C(2020) 2366 final af 11. april 2020 om statsstøtte SA.56812 (2020/N) – Sverige – Covid-19: lånegarantiordning for luftfartsselskaberne er ugyldig i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF.

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale Ryanairs omkostninger, og intervenienterne i første instans og (eventuelt) i denne appelsag tilpligtes at bære deres egne omkostninger.

Subsidiært:

Den appellerede dom ophæves.

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat fem anbringender.

For det første tilsidesatte Retten EU-retten, da den forkastede appellantens anbringende om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling er blevet uberettiget tilsidesat.

For det andet begik Retten en retlig fejl og fordrejede de faktiske omstændigheder med hensyn til appellantens argument om fri udveksling af tjenesteydelser.

For det tredje begik Retten en retlig fejl, da den afslog at anvende afvejningstesten.

For det fjerde begik Retten en retlig fejl og fordrejede de faktiske omstændigheder med hensyn til Kommissionens manglende begrundelse.

For det femte begik Retten en retlig fejl og fordrejede de faktiske omstændigheder med hensyn til Kommissionens undladelse af at indlede en formel undersøgelsesprocedure.

____________