RETTENS DOM (Appelafdelingen)

27. april 2012

Sag T-37/10 P

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Appel – personalesag – Den Europæiske Investeringsbanks personale – bedømmelse – forfremmelse – bedømmelses- og forfremmelsesåret 2006 – klageudvalgets afgørelse – kontrollens rækkevidde – sygeforsikring – afvisning af at afholde udgifter til lægebehandling – erstatningspåstand«

Angående:      Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 30. november 2009, De Nicola mod EIB (sag F-55/08, Sml. Pers. I-A-1, s. 469, og II-A-1, s. 2529), med påstand om ophævelse af dommen.

Udfald: Retten for EU-personalesagers dom (Første Afdeling) af 30. november 2009, De Nicola mod EIB (sag F-55/08), ophæves, for så vidt som den for det første forkaster Carlo De Nicolas påstand om annullation af den afgørelse, som klageudvalget ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har truffet, for det andet forkaster appellantens påstand om annullation af afgørelsen om afslaget på appellantens forfremmelse i 2006 samt alle de med afgørelsen forbundne, efterfølgende og forudgående akter og for det tredje forkaster appellantens påstand om, at det fastslås, at EIB er ansvarlig for den chikane, som banken angiveligt har udøvet over for appellanten, og om erstatning for den skade, som han hævder at have lidt i den forbindelse. I øvrigt forkastes appellen. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – intern regel, der fastsætter EIB’s klageudvalgs kompetence – retsvirkninger

(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)

2.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse – bedømmelsesrapport – anfægtelse for EIB’s klageudvalg – kontrollens rækkevidde

(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)

3.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse – bedømmelsesrapport – indsigelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)

4.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af klageudvalget vedrørende en bedømmelse – domstolskontrol – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)

5.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – administrativ procedure – frivillig karakter

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)

6.      Appel – anbringender – Rettens kontrol af Personalerettens afslag på at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse – rækkevidde

(Art. 256, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      En artikel, der omhandler rækkevidden af den kontrol, som klageudvalget ved Den Europæiske Investeringsbank skal foretage, og som er en bestemmelse i en formel afgørelse truffet af EIB, der er offentliggjort og trådt i kraft, fastsætter en retligt bindende intern regel af generel rækkevidde, som begrænser EIB’s skønsbeføjelse på området for organisation, sammensætning og ledelse af personalet, og som de ansatte kan påberåbe sig ved Unionens retsinstanser, der sikrer dens overholdelse.

(jf. præmis 40)

Henvisning til:

Retten: 10. september 2003, sag T-165/01, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 963, præmis 44; 1. marts 2005, sag T-258/03, Mausolf mod Europol, Sml. Pers. I-A, s. 45, og II, s. 189, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis

2.      Den mulighed, som klageudvalget ved Den Europæiske Investeringsbank har på området for bedømmelse af de ansatte, for at annullere enhver oplysning i bedømmelsesformularen, dvs. i bedømmelsesrapporten, indebærer, at det nævnte udvalg kan foretage en fornyet bedømmelse af korrektheden af hver og en af oplysningerne, inden de godkendes. Rækkevidden af denne kompetence går klart videre end den blotte kompetence til legalitetskontrol og til at ophæve en bestemmelse i en retsakt, i det omfang den omfatter muligheden for at annullere endog begrundelsen for bestemmelsens vedtagelse, uanset dens betydning for sammenhængen i begrundelsen for retsakten. Den kompetence, som klageudvalget har til fuld kontrol, bekræftes af den kompetence, som det udtrykkeligt er tillagt til at ændre de individuelle bedømmelser og den meritbedømmelse, der er et resultat af den overordnede bedømmelse af appellantens præstationer. En ændring af meritbedømmelsen af den berørte indebærer, at udvalget i detaljer må kontrollere de samlede meritbedømmelser i den anfægtede rapport for så vidt angår spørgsmålet, om der deri foreligger eventuelle faktiske eller retlige bedømmelsesfejl, og at udvalget i givet fald kan træde i bedømmerens sted for at foretage en ny meritbedømmelse.

(jf. præmis 41)

3.      I tilfælde, hvor Den Europæiske Investeringsbank vedtager et komplet internt regelsæt, der nedsætter et klageudvalg med kompetence til at undersøge personalebedømmernes afgørelser på grundlag af kontrolkriterier, der ikke kan sammenlignes med og er mere præcise end dem, der kan anvendes af ansættelsesmyndigheden inden for rammerne af tjenestemandsvedtægten, og uden mulighed for at foretage en høring eller afhøring af vidner, er dette regelsæt af en art, der udelukker analog anvendelse af de regler, der gælder for klageproceduren i vedtægtens artikel 90. Endog under hensyn til bedømmerens brede skønsmargen i forbindelse med den sammensatte værdibaserede bedømmelse af personers arbejde, som denne skal foretage, kan det på ingen måde udelukkes, at det relevante interne regelsæt tillægger klageinstanserne en skønsmargen svarende til bedømmerens og en beføjelse til i det mindste delvist at træde i sidstnævntes sted.

(jf. præmis 47)

Henvisning til:

Retten: 16. maj 2006, sag T-73/05, Magone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 107, og II-A-2, s. 485, præmis 25 og 29; 31. januar 2007, sag T-236/05, Aldershoff mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 13, og II-A-2, s. 75, præmis 83

4.      Selv om det antages, at Unionens retsinstanser i tilfælde af anfægtelse af en afgørelse truffet af det klageudvalg, der er nedsat af Den Europæiske Investeringsbank, vedrørende en bedømmelse af de ansatte, automatisk vil få forelagt både denne afgørelse og bedømmelsesrapporten, begrunder denne omstændighed ikke i sig selv, at retsinstansen kan begrænse sig til en undersøgelse af påstandene vedrørende rapporten eller give fuldstændig afkald på at kontrollere, om klageudvalgets afgørelse er materielt korrekt, i det omfang udvalget har beføjelse til fuld kontrol og kan sætte sine bedømmelser i stedet for dem, der fremgår af den nævnte rapport, hvilket udgør en beføjelse, som Personaleretten for sin del ikke ville kunne påberåbe sig. I et tilfælde, hvor klageudvalget således fejlagtigt giver afkald på en sådan fuld kontrol, svarer dette til at fratage den berørte person en kontrolinstans som fastsat i EIB’s interne regelsæt, hvilket er til skade for den pågældende, hvorfor afkaldet bør kunne underkastes en kontrol ved Personaleretten.

Når klageudvalget er blevet tillagt en beføjelse til fuld kontrol af bedømmelserne i en bedømmelsesrapport, skal domstolen i første instans inden for rammerne af dens begrænsede kontrolbeføjelse undersøge, om og i hvilket omfang udvalget har undladt at overholde sin pligt til fuld kontrol i overensstemmelse med de gældende regler.

(jf. præmis 49 og 54)

5.      Den omstændighed, at vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, der definerer mulighederne for administrativ klage, til forskel fra tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 ikke fastsætter en bindende administrativ procedure, er til hinder for en enkel overførsel af den vedtægtsmæssige administrative ordning – endog tilpasset ved en forsigtig anvendelse af ordningen med henblik på at sikre retssikkerheden – henset til den usikkerhed, der knytter sig til betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af klager fra EIB’s ansatte. Selv om artikel 41 i EIB’s vedtægt henviser til en procedure for en mindelig løsning, præciseres det samtidigt, at en sådan procedure foregår uafhængigt af den sag, der er anlagt for Unionens retsinstanser.

I denne henseende udgør vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, og især dennes artikel 41, følgelig et internt og i princippet fuldstændigt regelsæt for EIB, hvis art og rækkevidde er meget forskellige fra vedtægtens, herunder dennes artikel 90 og 91. Derfor forhindrer selve eksistensen af dette interne regelsæt – bortset fra tilfælde med en åbenbar lakune, der strider mod trinhøjere retsregler, og som skal udfyldes – at der foretages analoge slutninger i forhold til den nævnte vedtægt. Som følge heraf er det umuligt at foretage en retsstridig fortolkning af de betingelser, der gælder for den frivillige interne procedure for en mindelig løsning, som fastsat i artikel 41 i vedtægten for de ansatte i EIB, med henblik på at ændre den til en obligatorisk procedure. I denne henseende har artikel 41 ingen lakune, der skal udfyldes af andre regler for at opfylde de krav, der følger af de overordnede retsprincipper.

(jf. præmis 75-77)

Henvisning til:

Retten: 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 96 og 97-101; 17. juni 2003, sag T-385/00, Seiller mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 801

6.      Personaleretten har i princippet enekompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og til at undersøge beviserne. Så meget desto mere tilkommer det alene førsteinstansen med henblik på denne vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne at beslutte, om og i hvilket omfang det er nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelsen. Personaleretten er således den eneste, der kan vurdere, om der er behov for yderligere oplysninger end dem, den er i besiddelse af i de sager, der er forelagt den, og vælge de rette foranstaltninger til sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelsen.

I denne henseende ligger den nævnte vurdering uden for kompetencen i en appelsag, hvis Retten forkaster påstandene om foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, fordi de ikke gør nytte i forhold til tvistens afgørelse, bortset fra når der foreligger et argument, der eventuelt kan medføre, at Personaleretten har begået en retlig fejl.

(jf. præmis 99 og 100)

Henvisning til:

Domstolen: 24. september 2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 319; 10. juni 2010, sag C-498/09 P, Thomson Sales Europe mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 138