DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

18. januar 2024 (*)

Indhold

Retsforskrifter

Fælles aktion 2008/124

Forordning (EF) nr. 593/2008

Sagens baggrund

Sagen for Retten og Domstolen samt den appellerede dom

Parternes påstande for Domstolen

Om appellen

Formaliteten med hensyn til appellen

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Det første anbringende

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Det fjerde anbringendes første led

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringende

Det tredje anbringendes første led

– Parternes argumentation

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes tredje led

– Parternes argumentation

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes tredje led

– Parternes argumentation

– Domstolens bemærkninger

Det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led

– Parternes argumentation

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes femte led

– Parternes argumentation

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes sjette led

– Parternes argumentation

– Domstolens bemærkninger

Det andet anbringende og det første klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Det fjerde anbringendes andet led

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Det femte anbringende

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Det sjette anbringende

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

Sagsomkostninger

»Appel – voldgiftsbestemmelse – personale ved Den Europæiske Unions internationale missioner – flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – påstand om ændring af alle kontraktforhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt – påstand om erstatning for uberettiget afskedigelse – erstatningssøgsmål – princippet om forbud mod forskelsbehandling – princippet ne ultra petita – begrundelsespligt – urigtig gengivelse af national lovgivning – sagsomkostninger«

I sag C-46/22 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 20. januar 2022,

Liam Jenkinson, Killarney (Irland), ved avocate N. de Montigny,

appellant,

de øvrige parter i appelsagen:

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer, J. Rurarz og A. Vitro, som befuldmægtigede,

Europa-Kommissionen, først ved D. Bianchi, G. Gattinara og B. Mongin, som befuldmægtigede, derefter ved D. Bianchi, G. Gattinara og L. Hohenecker, som befuldmægtigede,

Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) ved S. Marquardt, E. Orgován og R. Spac, som befuldmægtigede,

Eulex Kosovo ved avocate E. Raoult og barrister N. Reilly,

sagsøgte i første instans,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, Domstolens vicepræsident, L. Bay Larsen (refererende dommer), og dommerne T. von Danwitz, A. Kumin og I. Ziemele,

generaladvokat: J. Richard de la Tour,

justitssekretær: fuldmægtig M. Krausenböck,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. marts 2023,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslawg til afgørelse i retsmødet den 17. maj 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Liam Jenkinson har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 10. november 2021, Jenkinson mod Rådet m.fl. (T-602/15 RENV, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:764), hvorved Retten frifandt Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo som omhandlet i artikel 1 i Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP af 4. februar 2008 om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, Eulex Kosovo (EUT 2008, L 42, s. 92) (herefter »Eulex Kosovo«) i et søgsmål anlagt af ham vedrørende for det første en påstand støttet på artikel 272 TEUF dels om at ændre samtlige hans ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, dels om at opnå erstatning for det kontraktmæssige tab, som han angiveligt har lidt, og for det andet påstande støttet på artikel 268 TEUF og 340 TEUF om, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten eller Eulex Kosovo pålægges ansvar uden for kontraktforhold.

 Retsforskrifter

 Fælles aktion 2008/124

2        Artikel 9, stk. 3, i fælles aktion 2008/124 bestemmer:

»E[ulex Kosovo] kan også i det fornødne omfang rekruttere internationalt og lokalt personale på kontrakt.«

3        Artikel 10, stk. 3, i denne fælles aktion fastsætter:

»Ansættelsesvilkårene og det internationale og det lokale civile personales rettigheder og pligter fastlægges i kontrakterne mellem missionschefen og medarbejderne.«

 Forordning (EF) nr. 593/2008

4        Artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«) bestemmer:

»Spørgsmål om eksistens og gyldighed af parternes samtykke til, at en bestemt lov skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i artikel 10, 11 og 13.«

5        Denne forordnings artikel 8 bestemmer:

»1.      En individuel arbejdsaftale er undergivet loven i det land, som parterne har aftalt i henhold til artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.

2.      I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, anses ikke for at have ændret sig, hvis arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land.

3.      Kan det ikke i henhold til stk. 2 afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende.

4.      Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.«

6        Den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.      Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordning.

2.      Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af overordnede præceptive bestemmelser i domstolslandets lov.«

7        Samme forordnings artikel 10 bestemmer:

»1.      Spørgsmål om eksistensen og gyldigheden af en aftale eller en aftalebestemmelse er underlagt den lov, der ville finde anvendelse i henhold til denne forordning, hvis aftalen eller bestemmelsen var gyldig.

2.      En part kan dog, for at godtgøre, at han eller hun ikke har samtykket i aftalen eller bestemmelsen, påberåbe sig loven i det land, hvor han eller hun har sit sædvanlige opholdssted såfremt det af omstændighederne fremgår, at det ikke ville være rimeligt at bestemme virkningen af hans eller hendes adfærd efter den i stk. 1 angivne lov.«

8        Rom I-forordningens artikel 11, stk. 1, fastsætter:

»En aftale, der er indgået mellem personer, som, eller hvis befuldmægtigede, befinder sig i samme land på tidspunktet for aftalens indgåelse, er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som i henhold til denne forordning finder anvendelse på aftalens materielle indhold, eller loven i det land, hvor aftalen er indgået.«

9        Denne forordnings artikel 13 bestemmer:

»Er en aftale indgået mellem personer, der befinder sig i samme land, kan en fysisk person, som ville have handleevne efter loven i dette land, kun påberåbe sig sin manglende handleevne efter loven i et andet land, såfremt den anden aftalepart ved aftalens indgåelse var eller burde have været klar over denne manglende handleevne.«

 Sagens baggrund

10      Sagens baggrund er beskrevet i den appellerede doms præmis 1-5. Med henblik på den foreliggende sag kan den sammenfattes som følger.

11      Liam Jenkinson, der er irsk statsborger, var først ansat fra den 20. august 1994 til den 5. juni 2002 ved Den Europæiske Unions observatørmission i Jugoslavien (herefter »EUMM«) i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontakter (tidsbegrænsede ansættelseskontrakter).

12      Han var derefter ansat fra den 17. juni 2002 til den 31. december 2009 ved Den Europæiske Unions politimission i Bosnien-Hercegovina (herefter »EUPM«) i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontakter.

13      Endelig var Liam Jenkinson ansat ved Eulex Kosovo fra den 5. april 2010 til den 14. november 2014 i henhold til 11 på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (herefter »de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter«), der for så vidt angår de 9 første ansættelseskontrakter blev indgået med chefen for Eulex Kosovo og for så vidt angår de 2 sidste med Eulex Kosovo selv.

14      I løbet af den tiende tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, som dækkede perioden mellem den 15. juni og den 14. oktober 2014, blev Liam Jenkinson ved skrivelse fra chefen for Eulex Kosovo af 26. juni 2014 underrettet om, at den stilling, som han havde haft siden sin ansættelse ved Eulex Kosovo, som følge af en afgørelse om omstrukturering af Eulex Kosovo, som medlemsstaterne havde truffet den 24. juni 2014, ville blive nedlagt efter den 14. november 2014, og at hans kontrakt derfor ikke ville blive fornyet efter denne dato.

15      En 11. og sidste tidsbegrænset ansættelseskontakt blev derfor indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo for perioden fra den 15. oktober til den 14. november 2014 (herefter »den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt«).

16      Med undtagelse af denne sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt indeholdt alle de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som Liam Jenkinson havde indgået vedrørende sine aktiviteter ved Eulex Kosovo, en voldgiftsbestemmelse, der udpegede »de belgiske retter«.

17      Den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt indeholdt i kontraktens artikel 21 en voldgiftsbestemmelse, der i henhold til artikel 272 TEUF udpegede Den Europæiske Unions retsinstanser til at træffe afgørelse om enhver tvist vedrørende kontrakten.

 Sagen for Retten og Domstolen samt den appellerede dom

18      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2015 anlagde Liam Jenkinson sag mod Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo, idet han nedlagde påstand om, at Retten:

–        principalt ændrede hans kontraktforhold til »en tidsubegrænset ansættelseskontrakt«, fastslog, at de sagsøgte i første instans havde tilsidesat deres kontraktlige forpligtelser, navnlig pligten til at give varsel i forbindelse med, at en tidsubegrænset ansættelseskontrakt blev bragt til ophør, og fastslog, at afskedigelsen af ham var uberettiget, og at de nævnte parter følgelig skulle tilpligtes at erstatte ham det tab, som han havde lidt på grund af misbruget af de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, tilsidesættelsen af pligten til at give varsel og den uberettigede afskedigelse (herefter »den første påstand«)

–        principalt fastslog, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten havde udsat ham for forskelsbehandling under hans beskæftigelse ved Den Europæiske Unions internationale missioner som omhandlet i denne doms præmis 11-13 for så vidt angik hans vederlag, pensionsrettigheder og andre ydelser, og fastslog, at han burde have været ansat som midlertidigt ansat ved en af disse, og at de følgelig skulle tilpligtes at betale en erstatning for den skade, der var lidt af denne grund (herefter »den anden påstand«), og

–        subsidiært tilpligtede de sagsøgte i første instans på grundlag af deres ansvar uden for kontraktforhold at betale ham erstatning for det tab, der fulgte af tilsidesættelserne af deres forpligtelser (herefter »den tredje påstand«).

19      Ved kendelse af 9. november 2016, Jenkinson mod Rådet m.fl. (T-602/15, EU:T:2016:660), fastslog Retten, at det var åbenbart, at den savnede kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de to første principale påstande, og afviste den tredje påstand. Den frifandt følgelig Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo i det hele og pålagde Liam Jenkinson at betale sagsomkostningerne.

20      Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. januar 2017 iværksatte Liam Jenkinson appel til prøvelse af denne kendelse.

21      Ved dom af 5. juli 2018, Jenkinson mod Rådet m.fl. (C-43/17 P, EU:C:2018:531), ophævede Domstolen den nævnte kendelse, hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

22      Ved særskilte dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 31. oktober 2018 af Kommissionen og den 19. november 2018 af Rådet og EU-Udenrigstjenesten fremsatte disse parter formalitetsindsigelser, hvorved de bl.a. gjorde gældende, at de faktiske omstændigheder, afgørelser og eventuelle uregelmæssigheder, som appellanten havde påberåbt sig, ikke kunne tilskrives dem. Ved kendelse afsagt af Rettens Første Afdeling den 29. marts 2019 blev disse formalitetsindsigelser henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

23      Ved den appellerede dom fastslog Retten, at den første og den anden påstand skulle forkastes som grundløse, og at den tredje påstand skulle afvises, således at Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo skulle frifindes i det hele, uden at det var fornødent at tage stilling til de nævnte formalitetsindsigelser.

 Parternes påstande for Domstolen

24      Liam Jenkinson har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Domstolen træffer afgørelse i sagen.

–        Subsidiært hjemvises sagen til Retten.

–        De sagsøgte i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne i de to instanser.

25      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes.

–        Liam Jenkinson tilpligtes at betale sagsomkostningerne i denne sag.

26      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen afvises, for så vidt som den er rettet mod Kommissionen.

–        Subsidiært forkastes appellen, idet den delvis skal afvises, delvis er ugrundet.

–        Liam Jenkinson tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

27      EU-Udenrigstjenesten har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes som ugrundet.

–        Såfremt der træffes afgørelse i sagen, afvises Liam Jenkinsons appel, for så vidt som den er rettet mod EU-Udenrigstjenesten.

–        Såfremt sagen hjemvises til Retten, fastslås det, at EU-Udenrigstjenesten ikke længere kan være sagsøgt.

–        Liam Jenkinson tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

28      Eulex Kosovo har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes, idet den delvis skal afvises, delvis er ugrundet.

–        Liam Jenkinson tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Om appellen

29      Liam Jenkinson har fremsat seks anbringender til støtte for appellen, der i det væsentlige vedrører for det første en fejlagtig fortolkning af de i første instans nedlagte påstande og fremsatte anbringender, for det andet en retlig fejl, for så vidt som Retten hvad angår påstanden om ændring af de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt udelukkende tog hensyn til den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, for det tredje flere retlige fejl, som Retten begik i forbindelse med, at den første påstand blev forkastet, for det fjerde en fejlagtig anvendelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling af Unionens ansatte og tilsidesættelse af artikel 336 TEUF, for det femte retlige fejl, som Retten begik i forbindelse med, at den tredje påstand blev forkastet, og for det sjette en fejlagtig fordeling af sagsomkostningerne.

30      Indledningsvis har Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, selv om de ikke har iværksat kontraappel, ikke desto mindre præciseret, at de i lyset af dom af 24. februar 2022, Eulex Kosovo (C-283/20, EU:C:2022:126), er af den opfattelse, at søgsmålet i første instans burde have været afvist for så vidt angår dem.

31      I denne henseende finder Domstolen det i den foreliggende sag hensigtsmæssigt uden videre at tage stilling til appellen (jf. analogt dom af 25.2.2021, Dalli mod Kommissionen, C-615/19 P, EU:C:2021:133, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

 Formaliteten med hensyn til appellen

 Parternes argumentation

32      Kommissionen har navnlig gjort gældende, at henset til præmis 40 og 46 i dom af 24. februar 2022, Eulex Kosovo (C-283/20, EU:C:2022:126), bør den eneste appelindstævnte i den foreliggende sag være Eulex Kosovo, og at appellen derfor må afvises for så vidt angår Kommissionen. Den har i øvrigt gjort gældende, at det forhold, at appellen må afvises i forhold til denne, ligeledes skyldes den omstændighed, at den ikke er Liam Jenkinsons arbejdsgiver, og at den derfor ikke har noget med sagen at gøre.

33      Liam Jenkinson har bestridt disse argumenter.

 Domstolens bemærkninger

34      I henhold til artikel 171 i Domstolens procesreglement forkyndes appelskriftet for de øvrige parter i den pågældende sag for Retten. Det fremgår bl.a. af den appellerede doms konklusion, at parterne i sagen for Retten som sagsøgte var Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo. Eftersom Kommissionen var part for Retten, kunne Liam Jenkinson således lovligt ligeledes rette sin appel mod denne (jf. analogt dom af 21.1.2016, SACBO mod Kommissionen og INEA, C-281/14 P, EU:C:2016:46, præmis 25 og 26, og af 5.7.2018, Jenkinson mod Rådet m.fl., C-43/17 P, EU:C:2018:531, præmis 19).

35      Retten behandlede i øvrigt krav vedrørende Liam Jenkinsons ansættelse i bl.a. EUMM og EUPM, således at de argumenter, der er udledt af dom af 24. februar 2022, Eulex Kosovo (C-283/20, EU:C:2022:126), eftersom de kun vedrører Rådets, Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens involvering og ansvar i forhold til de konsekvenser, der eventuelt skal drages af Liam Jenkinsons ansættelse i Eulex Kosovo, under alle omstændigheder ikke kan gøre det muligt at forkaste konstateringen i denne doms foregående præmis.

36      Det følger heraf, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

 Det første anbringende

 Parternes argumentation

37      Med det første anbringende har Liam Jenkinson i første række anført, at det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 48 fastslog, at påstanden om, at fælles aktion 2008/124 var ulovlig, ikke var understøttet af nogen retlig eller faktisk argumentation i stævningen i første instans. Desuden fastslog Retten i denne præmis fejlagtigt, at den nævnte ulovlighed højst var blevet påberåbt i forbindelse med den anden påstand. Ifølge Liam Jenkinson var denne samme ulovlighed ligeledes blevet gjort gældende i forbindelse med den første påstand i stævningen.

38      Liam Jenkinson har gjort gældende, at de anbringender om ulovlighed, der var rettet mod fælles aktion 2008/124, burde have været fortolket som ulovlighedsindsigelser som omhandlet i artikel 277 TEUF, navnlig på grund af en tilsidesættelse af artikel 336 TEUF, og burde have været antaget til realitetsbehandling.

39      Han er af den opfattelse, at det samme burde have gjort sig gældende for så vidt angår de anbringender, der var rettet mod Kommissionens meddelelse C(2009) 9502 af 30. november 2009 med overskriften »Bestemmelser om Kommissionens særlige rådgivere, der er bemyndiget til at gennemføre operationelle FUSP-aktioner, og om internationalt kontraktansat personale«. Liam Jenkinson har i denne henseende anført, at det med denne meddelelse er Kommissionen, der fastsætter ansættelsesvilkårene i stedet for Rådet i overensstemmelse med artikel 336 TEUF.

40      Liam Jenkinson har i sin replik navnlig tilføjet, at tilsidesættelsen af en bestemmelse i EUF-traktaten og spørgsmålet om, hvorvidt ophavsmanden til en retsakt savner kompetence, er anbringender om ufravigelige procesforudsætninger. Det samme gælder for den manglende overholdelse af procedurereglerne vedrørende vedtagelsen af en bebyrdende retsakt.

41      I anden række har Liam Jenkinson anført, at Retten i den appellerede doms præmis 52 ulovligt begrænsede de parter, som de krav, der var fremsat inden for rammerne af den første påstand, var rettet mod, idet den undlod at nævne Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

42      I tredje række har Liam Jenkinson gjort gældende, at hvis det antages, at Retten i samme doms præmis 110 begrænsede sagens genstand til arbejdsrettens sfære, var en sådan begrænsning ulovlig, eftersom den nævnte tvist ligeledes henhører under sfæren for social sikring.

43      Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det første anbringende forkastes.

 Domstolens bemærkninger

44      I første række bemærkes, at Liam Jenkinson i sin replik har gjort gældende, at Retten af egen drift burde have undersøgt lovligheden af fælles aktion 2008/124. Når dette er sagt, følger det af artikel 127, stk. 1, i Domstolens procesreglement, som i medfør af dette procesreglements artikel 190, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Klagepunktet om, at Retten af egen drift burde have undersøgt lovligheden af denne fælles aktion, er blevet fremført af appellanten for første gang i replikken, uden at han har godtgjort, at dette klagepunkt hviler på en retlig eller faktisk omstændighed, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Følgelig skal det nævnte klagepunkt anses for at være fremsat for sent, og det skal derfor afvises.

45      Hvad angår Liam Jenkinsons argumenter, hvorved han har anfægtet Rettens manglende undersøgelse af lovligheden af fælles aktion 2008/124, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 46-48 undersøgte, om søgsmålet i første instans indeholdt en ulovlighedsindsigelse, der var rejst mod denne fælles aktion.

46      Retten bemærkede for det første i denne doms præmis 44 og 48, at Liam Jenkinson inden for rammerne af den anden påstand højst havde påberåbt sig ulovligheden af den nævnte fælles aktion med henblik på at opnå erstatning for det hævdede ikke-kontraktlige tab. For det andet fastslog Retten i den nævnte doms præmis 48, at selv hvis det blev antaget, at appellanten faktisk havde fremsat en ulovlighedsindsigelse mod fælles aktion 2008/124 på grundlag af artikel 277 TEUF, måtte det konstateres, at denne indsigelse ikke var understøttet af nogen retlig eller faktisk argumentation i stævningen i første instans, og at denne følgelig ikke opfyldte betingelserne i artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement og derfor skulle afvises.

47      Det skal i denne henseende fastslås, at Liam Jenkinson har begrænset sig til at gøre gældende, at Retten med urette fastslog, at den ulovlighedsindsigelse, der var rejst mod fælles aktion 2008/124, hverken var faktisk eller retligt understøttet. Liam Jenkinson har herved ikke formået at godtgøre, at Retten fejlagtigt fastslog, at den nævnte ulovlighedsindsigelse ikke opfyldte betingelserne i artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement. Under disse omstændigheder skal denne argumentation forkastes som ugrundet.

48      Hvad angår Liam Jenkinsons argument om, at Retten begik en fejl, da den i den appellerede doms præmis 48 fastslog, at han højst havde påberåbt sig ulovligheden af fælles aktion 2008/124 i forbindelse med den anden påstand, selv om denne ulovlighed ligeledes var blevet påberåbt i forbindelse med den første påstand, skal det bemærkes, at dette argument under alle omstændigheder skal forkastes som uvirksomt.

49      Rettens konklusion om, at det ikke var nødvendigt at undersøge lovligheden af fælles aktion 2008/124, var nemlig i retligt tilstrækkeligt omfang baseret på konstateringen af, at stævningen i første instans ikke opfyldte betingelserne i artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement.

50      Hvad angår Liam Jenkinsons argument om ulovligheden af meddelelse C(2009) 9502 skal det indledningsvis bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 112-115 og 119 undersøgte, om denne meddelelse kunne gøres gældende, hvilket blev bestridt for den, og bemærkede, at meddelelsen udgjorde en integrerende part af de ni tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er nævnt i denne doms præmis 13, som Liam Jenkinson havde indgået med Eulex Kosovos på hinanden følgende chefer. Retten udledte deraf, at den nævnte meddelelse kunne gøres gældende over for Liam Jenkinson.

51      Dernæst undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 230, om anvendelsen af de kontraktlige bestemmelser i denne meddelelse medførte en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Uafhængigt af, om denne undersøgelse var velbegrundet, skal det således fastslås, at Retten foretog en legalitetsprøvelse af det tilknytningskriterium, der er indeholdt i den nævnte meddelelse, som henviser til lovgivningen i det land, hvor den pågældende person er statsborger, et kriterium, hvis overensstemmelse med princippet om forbud mod forskelsbehandling var blevet anfægtet af Liam Jenkinson i første instans.

52      Hvad desuden angår argumentet om, at Kommissionen med vedtagelsen af meddelelse C(2009) 9502 i Rådets sted havde fastsat ansættelsesvilkårene for Liam Jenkinson, bemærkes, således som det fremgår af denne doms præmis 50, at denne meddelelse er blevet anvendt i det foreliggende tilfælde, eftersom den udgjorde en »integrerende part« af de nævnte ni tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Det følger heraf, at ulovligheden af den nævnte meddelelse som følge af ophavsmandens manglende kompetence ikke kan medføre en ophævelse af den appellerede dom. Det nævnte argument skal følgelig forkastes som uvirksomt.

53      I mangel af andre argumenter fremført for Domstolen, og som gør det muligt at fastslå, at Retten foretog en delvis undersøgelse af lovligheden af denne meddelelse, skal det fastslås, at Liam Jenkinson med sine argumenter – hvormed han navnlig har anført, at han havde gjort gældende, at meddelelse C(2009) 9502 var ulovlig som begrundelse for, at den ikke kunne gøres gældende og ikke fandt anvendelse – ikke har formået at godtgøre, at Retten undlod at tage stilling til, om nævnte meddelelse var ulovlig og kunne gøres gældende. De nævnte argumenter må derfor forkastes som ugrundede.

54      Det følger heraf, at Liam Jenkinson ikke har godtgjort, at Retten begik en retlig fejl ved at afholde sig fra at undersøge lovligheden af fælles aktion 2008/124 og ved at foretage undersøgelsen på den måde, hvorpå den undersøgte meddelelse C(2009) 9502.

55      Eftersom det ikke er blevet godtgjort, at der foreligger en sådan fejl, kan det heller ikke foreholdes Retten, at den ikke efterprøvede lovligheden af fælles aktion 2008/124 og af denne meddelelse i lyset af artikel 336 TEUF.

56      Hvad i anden række angår argumentet om, at Retten i den appellerede doms præmis 52 begik en fejl ved fastlæggelsen af de sagsøgte, som de krav, der var gjort gældende inden for rammerne af den første påstand, var rettet mod, bemærkes, at Retten i denne præmis anførte, at »[Liam Jenkinson har] anmodet Retten om at ændre de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt og om at fastslå, at de betingelser, hvorunder [Eulex Kosovo] bragte denne tidsubegrænsede kontrakt til ophør, tilsidesætter den arbejdsret, der finder anvendelse på denne type kontrakt«.

57      Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten, således som det fremgår af denne doms præmis 34, fastslog, at søgsmålet i sin helhed skulle anses for at være rettet mod Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo.

58      Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 78, foretog den en realitetsprøvelse af Liam Jenkinsons krav inden for rammerne af den første påstand og konkluderede i den nævnte doms præmis 216, at denne påstand skulle forkastes, uden følgelig at afgøre, i hvilket omfang disse krav var begrundede i forhold til hver af de appelindstævnte.

59      Det følger heraf, at Retten i den appellerede doms præmis 52 ved at anføre, at Eulex Kosovo havde bragt Liam Jenkinsons angivelige tidsubegrænsede ansættelseskontrakt til ophør, ikke havde til hensigt at identificere de parter, som den første påstand skulle anses for at være rettet mod. Liam Jenkinsons argument skal derfor forkastes som uvirksomt.

60      I tredje række bemærkes, at det ifølge fast retspraksis følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift for ikke at blive afvist præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (jf. i denne retning dom af 23.3.2023, PV mod Kommissionen, C-640/20 P, EU:C:2023:232, præmis 199 og den deri nævnte retspraksis).

61      Et anbringende opfylder navnlig ikke disse krav og skal afvises, såfremt dets argumentation ikke er tilstrækkelig klar og præcis til, at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol, navnlig fordi de væsentlige elementer, som anbringendet er støttet på, ikke fremgår på en tilstrækkelig sammenhængende og forståelig måde af dette appelskrifts ordlyd, der i denne henseende er formuleret på en uklar og tvetydig måde (dom af 23.3.2023, PV mod Kommissionen, C-640/20 P, EU:C:2023:232, præmis 200 og den deri nævnte retspraksis).

62      Selv hvis det blev antaget, at Retten i den appellerede doms præmis 110 havde begrænset sagens genstand til arbejdsrettens sfære, må det fastslås, at Liam Jenkinson i denne henseende udelukkende har gjort gældende, at hans søgsmål ligeledes vedrørte sfæren for social sikring, uden at fremføre nogen specifik argumentation, der gør det muligt at identificere, hvad en sådan begrænsning har medført i forbindelse med Rettens bedømmelse af søgsmålet. Da der ikke foreligger en sådan særlig retlig argumentation, skal dette argument derfor afvises.

63      Henset til det ovenstående skal det første anbringende forkastes, idet det delvis skal afvises, delvis er uvirksomt og delvis er ugrundet.

 Det fjerde anbringendes første led

 Parternes argumentation

64      Med det fjerde anbringendes første led har Liam Jenkinson gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 224 undlod at undersøge hans argument om en tilsidesættelse af artikel 5 TEU, af artikel 336 TEUF, som han havde henvist til i en fodnote i stævningen i første instans, og af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »finansforordningen«).

65      Endvidere tilsidesatte Retten – i den appellerede doms præmis 226-228 – artikel 336 TEUF, idet den fastslog, at Rådet lovligt havde delegeret beføjelsen til at vedtage ansættelsesvilkårene for internationalt civilt personale til chefen for Eulex Kosovo. Denne tilsidesættelse af artikel 336 TEUF følger også af den omstændighed, som Retten tillod, at ansættelsesvilkårene for det internationale civile personale var fastsat i de kontrakter, der var indgået mellem chefen for Eulex Kosovo og denne missions medarbejdere, selv om det er Rådet, der skal træffe afgørelse herom. Retten tilsidesatte ligeledes denne artikel ved at acceptere, at meddelelse C(2009) 9502 kan udgøre en ramme for fastlæggelsen af disse betingelser, selv om disse skal vedtages i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i den nævnte artikel. Ifølge Liam Jenkinson tilkom det Rådet at vedtage ansættelsesvilkårene for internationalt civilt personale svarende til dem, der er fastsat i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«).

66      Liam Jenkinson er i modsætning til, hvad der blev fastslået i den appellerede doms præmis 229 og 237, af den opfattelse, at tilsidesættelsen af artikel 336 TEUF udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

67      Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det fjerde anbringendes første led forkastes.

 Domstolens bemærkninger

68      Det bemærkes, at i henhold til artikel 170, stk. 1, andet punktum, i Domstolens procesreglement må der ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten. Som det fremgår af fast retspraksis, ville anerkendelsen af en adgang for en part til først for Domstolen at fremføre et klagepunkt, som parten ikke har fremført for Retten, være ensbetydende med at give den pågældende adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender og argumenter, der er blevet behandlet for den (dom af 17.12.2020, De Masi et Varoufakis med ECB, C-342/19 P, EU:C:2020:1035, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

69      I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis fastslås, at Liam Jenkinson ifølge den appellerede doms præmis 217, som ikke er blevet bestridt af ham, bl.a. i det væsentlige havde nedlagt påstand om, at Retten fastslog, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten – ved i løbet af hans ansættelsesperiode ved EUMM, EUPM og Eulex Kosovo (herefter samlet »de tre omhandlede missioner«) at træffe afgørelse om ikke at ansætte ham som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårene, men som internationalt civilt personale på kontrakt – havde tilsidesat forskellige retsregler, navnlig visse bestemmelser i »traktaten«, og havde udsat ham for forskelsbehandling.

70      Det skal dernæst bemærkes, at Liam Jenkinson i stævningen i første instans havde gjort gældende, at kontrakter som dem, han havde indgået, ikke burde have udgjort ansættelsesmåden for personalet ved de tre omhandlede missioner. Disse missioners personale skulle nemlig ikke have været ansat på anden måde end som EU-personale. I denne henseende er det i en fodnote til denne stævning anført, at »[d]ette er desuden i overensstemmelse med artikel [336] TEUF«.

71      Endelig indeholdt henvisningerne i stævningen i første instans til, at der ikke fandtes en ramme for ansættelse af personalet ved disse missioner svarende til ansættelsesvilkårene, ikke noget krav om, at Retten skulle fastslå, at der var sket en tilsidesættelse af artikel 336 TEUF som følge af den manglende vedtagelse på grundlag af denne artikel af en ansættelsesordning, der fandt anvendelse på beskæftigelsessituationer som Liam Jenkinsons.

72      Det følger heraf, at det, for så vidt som Liam Jenkinson i forbindelse med sin appel har gjort gældende, at anvendelsen af den materielle nationale ret, der finder anvendelse på hans kontraktforhold, og af meddelelse C(2009) 9502 udgør en tilsidesættelse af artikel 336 TEUF, fordi der ikke er vedtaget en retlig ramme på grundlag af denne artikel, skal fastslås, at dette klagepunkt ikke var blevet gjort gældende i forbindelse med stævningen i første instans. Eftersom det nævnte klagepunkt er blevet fremsat for første gang for Domstolen, skal det afvises under appelsagen.

73      Eftersom Liam Jenkinson i forbindelse med sit søgsmål i første instans ikke gjorde gældende, at en tilsidesættelse af denne artikel fulgte af, at der ikke var vedtaget en retlig ramme på grundlag af den nævnte artikel, kan Retten ikke med føje kritiseres for at have undladt at tage stilling til dette klagepunkt. Følgelig skal klagepunktet om en undladelse af at tage stilling til denne tilsidesættelse forkastes som ugrundet.

74      Det samme gælder argumenterne vedrørende en tilsidesættelse af artikel 5 TEU og af finansforordningen. De var nemlig ikke blevet fremført i første instans af Liam Jenkinson med henblik på at få anerkendt, at de sagsøgte i første instans havde pådraget sig ansvar uden for kontraktforhold, og Retten var derfor ikke forpligtet til at tage stilling til disse argumenter.

75      Følgelig skal det fjerde anbringendes første led forkastes, idet det delvis skal afvises, delvis er ugrundet.

 Det tredje anbringende

 Det tredje anbringendes første led

–       Parternes argumentation

76      Med det tredje anbringendes første led har Liam Jenkinson for det første gjort gældende, at Retten ikke undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt meddelelse C(2009) 9502 ikke fandt anvendelse som et instrument til fastlæggelse af den materielle ret, der finder anvendelse på Eulex Kosovos personale, og ikke tog hensyn til hans argument om, at de ansættelsesvilkår, der gjaldt for ham, ikke var blevet fastlagt i overensstemmelse med artikel 336 TEUF.

77      For det andet undersøgte Retten ikke argumentet om, at EU-institutionerne har egenskab af arbejdsgiver i henhold til finansforordningen. Denne egenskab og egenskaben som sagsøgt i første instans for EU-institutionerne samt deres ansvar blev i vid udstrækning drøftet på grundlag af denne forordning.

78      Liam Jenkinson er for det tredje af den opfattelse, at Retten ikke drog konsekvenserne af konstateringen i den appellerede doms præmis 92 af EU-institutionernes manglende overholdelse af artikel 336 TEUF. Eftersom der ikke blev vedtaget en ad hoc-ansættelsesramme for Eulex Kosovos personale på grundlag af artikel 336 TEUF, var de ansættelsesvilkår, der fandt anvendelse på Liam Jenkinson, ulovlige. Han er af den opfattelse, at internationalt civilt personale ved Unionens internationale missioner ligesom alt EU-personale bør være underlagt en materiel lovgivning, der udpeger en retsakt vedtaget i overensstemmelse med denne artikel, hvilket gør det muligt at sikre ligebehandling af dette personale. Liam Jenkinson har i denne henseende gjort gældende dels, at det internationalt kontraktansatte personale ved »Registry-Kosovo Specialist Chambers«, der er et organ oprettet af Eulex Kosovo, er underlagt et materielretligt regelsæt, der er særligt for dette organ, dels, at Retten i den appellerede doms præmis 95 ved at udelukke anvendelsen af den europæiske adfærdskodeks udtrykkeligt sidestillede appellanten med de øvrige ansatte i Unionen, eftersom den udelukkede anvendelsen af denne kodeks, idet den bemærkede, at den ikke fandt anvendelse på tjenestemændene og de øvrige ansatte i Unionen.

79      Liam Jenkinson har tilføjet, at EU-lovgiver ikke havde tænkt sig, at Rom I-forordningen skulle finde anvendelse på offentligretlige kontrakter som de i den foreliggende sag omhandlede. Denne forordning finder nemlig anvendelse på tvister om privatretlige kontrakter, og EU-lovgiver har ved at kombinere artikel 270 TEUF med artikel 336 TEUF bestemt, at Unionens retsinstanser har kompetence til at efterprøve overholdelsen af de forpligtelser, der følger af ansættelsen af en EU-ansat.

80      Liam Jenkinson er af den opfattelse, at Retten under alle omstændigheder af egen drift burde have behandlet anbringendet om tilsidesættelse af EUF-traktaten eller EU-traktaten. Ifølge Liam Jenkinson gælder det samme for finansforordningen.

81      Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det tredje anbringendes første led forkastes.

–       Domstolens bemærkninger

82      For det første foretog Retten, således som det er anført i denne doms præmis 50-55, i modsætning til det af Liam Jenkinson anførte, i den appellerede dom en undersøgelse af, om meddelelse C(2009) 9502 kunne gøres gældende og var lovlig. For så vidt som Liam Jenkinson har gjort gældende, at han for Retten havde gjort gældende, at ansættelsesvilkårene som fastlagt ved anvendelsen af den nævnte meddelelse var ulovlige, eftersom de var fastsat i strid med artikel 336 TEUF, skal det desuden fastslås, at dette argument er sammenfaldende med det, der er blevet fremført inden for rammerne af det første anbringende i denne appel, og som er blevet forkastet i denne doms præmis 52.

83      For det andet fremgår det af den appellerede doms præmis 79 og 216, at Retten af retsplejehensyn ikke undersøgte de formalitetsindsigelser, som de sagsøgte i første instans havde fremsat – hvorved de bl.a. gjorde gældende, at de faktiske omstændigheder, afgørelser og eventuelle uregelmæssigheder, som appellanten havde påberåbt sig, ikke kunne tilskrives dem – og således besluttede at frifinde de sagsøgte i første instans uden at præcisere, hvilken sagsøgt i første instans der i givet fald burde have været holdt ansvarlig for disse faktiske omstændigheder, afgørelser og hævdede uregelmæssigheder. Klagepunktet om manglende undersøgelse af det argument, der blev fremført i første instans, hvorefter EU-institutionerne havde egenskab af arbejdsgiver og sagsøgt, kan derfor under alle omstændigheder ikke tages til følge.

84      For så vidt som dette argument er knyttet til tilskrivelsen af og ansvaret for de uregelmæssigheder, som Liam Jenkinson har påberåbt sig, og for så vidt som Retten ikke tog stilling til dette spørgsmål, må det nemlig fastslås, at dette argument, såfremt det blev antaget, at det var begrundet, ikke er af en sådan art, at det kan medføre en ophævelse af den appellerede dom.

85      For det tredje bemærkes, at klagepunkterne vedrørende den nævnte doms præmis 92 og 95 beror på en fejlagtig læsning af samme dom.

86      I den appellerede doms præmis 92 fastslog Retten med henblik på at besvare EU-Udenrigstjenestens og Eulex Kosovos argumentation – hvorefter der i det foreliggende tilfælde skulle anvendes en selvstændig lovgivning for Eulex Kosovo – at EU-lovgiver ikke i henhold til navnlig artikel 336 TEUF havde vedtaget regler, der havde til formål at fastsætte ansættelsesvilkårene for kontraktansatte ved en mission som Eulex Kosovo. Retten fandt til gengæld ikke på nogen måde, at der var sket en tilsidesættelse af denne artikel.

87      I denne doms præmis 95 identificerede Retten ikke Liam Jenkinson som en del af de »øvrige ansatte i Unionen«, der er omfattet af ansættelsesvilkårenes anvendelsesområde. Retten fastslog nemlig i denne præmis, at den europæiske adfærdskodeks, som Liam Jenkinson havde påberåbt sig, kun finder anvendelse på Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt på deres forvaltninger og deres ansatte i deres forhold til offentligheden. Retten henviste ganske vist til bestemmelserne i denne kodeks, hvoraf det fremgår, at den ikke finder anvendelse på forholdet mellem disse enheder og deres tjenestemænd eller øvrige ansatte i Unionen. Eftersom Liam Jenkinson påberåbte sig den nævnte kodeks i forbindelse med den tvist, der vedrørte hans ansættelsesforhold, kunne Retten imidlertid med føje fastslå, at denne kodeks ikke var blevet påberåbt som følge af et forhold mellem de sagsøgte i første instans og Liam Jenkinson som »offentlighed« som omhandlet i den europæiske adfærdskodeks, men fordi disse sagsøgte skulle anses for at være hans arbejdsgivere.

88      For så vidt som Liam Jenkinson har gjort gældende, at Retten, idet den i den appellerede doms præmis 92 konstaterede, at der ikke var vedtaget nogen regel, der fandt anvendelse på tvisten i henhold til artikel 336 TEUF, burde have fundet, at der forelå en tilsidesættelse af denne artikel, eftersom Liam Jenkinson i lighed med de ansatte, der er underlagt ansættelsesvilkårene, skulle være omfattet af en regel vedtaget i henhold til samme artikel, skal det desuden bemærkes, at det fremgår af denne doms præmis 99 og 102, at Retten, eftersom den skulle træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse i henhold til artikel 272 TEUF, fandt, at det i mangel af en angivelse af denne nationale materielle lovgivning i denne kontrakt påhvilede den at afgøre tvisten på grundlag af den materielle nationale lovgivning, der fandt anvendelse på kontrakten, som det tilkom den at identificere.

89      Det fremgår i øvrigt af Liam Jenkinsons argumentation i første instans til støtte for den første påstand, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 84, at han var af den opfattelse, at denne påstand skulle afgøres i henhold til belgisk ret, som ifølge Liam Jenkinson skulle have fundet anvendelse i henhold til de tilknytningskriterier, der er fastsat i Rom I-forordningens artikel 8.

90      Som allerede anført i denne doms præmis 68-72, fremsatte Liam Jenkinson derimod ikke i første instans et klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 336 TEUF som følge af, at der ikke fandtes en retlig ramme for ansættelse af Eulex Kosovos personale vedtaget på grundlag af denne artikel. Det følger heraf, at Retten ikke var forpligtet til at efterprøve lovligheden af, at der ikke fandtes en sådan retlig ramme.

91      Hvad angår Liam Jenkinsons argument om, at Retten af egen drift burde have undersøgt tilsidesættelsen af de retsakter, der er nævnt i denne doms præmis 80, fremgår det af Domstolens praksis, at et anbringende, der vedrører lovligheden af en retsakts indhold, kun kan undersøges, hvis sagsøgeren gør det gældende (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67, af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 40, og af 14.1.2021, ERCEA mod Aristoteleio Panepistimio Thessalonikis, C-280/19 P, EU:C:2021:23, præmis 53). Det følger heraf, at da en sådan tilsidesættelse ikke blev gjort gældende for Retten, skal dette argument forkastes som ugrundet.

92      Det følger af alt det ovenstående, at det tredje anbringendes første led skal forkastes, idet det delvis skal afvises, delvis er uvirksomt og delvis er ugrundet.

 Det tredje anbringendes tredje led

–       Parternes argumentation

93      Med det tredje anbringendes andet led har Liam Jenkinson indledningsvis gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 99 fejlagtigt udelukkede enhver anvendelse af de EU-retlige principper, og at den med urette begrænsede sig til at undersøge anvendelsen af de principper, der følger af den materielle nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. Retten tilsidesatte således åbenbart den lære, der kan udledes af domme af 16. juli 2020, ADR Center mod Kommissionen (C-584/17 P, EU:C:2020:576), og Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen (C-378/16 P, EU:C:2020:575), hvoraf det følger, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, når de gennemfører en kontrakt, fortsat er underlagt deres forpligtelser i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og de almindelige principper i EU-retten.

94      Det i den appellerede doms præmis 100 anførte om, at medlemsstaterne har pligt til at gennemføre direktiver, der blot udgør minimumsregler om beskyttelse, er ikke tilstrækkeligt til at begrunde, at den nationale arbejdsret, der finder anvendelse på kontraktforholdet, i tilstrækkelig grad beskytter de rettigheder, der følger af de EU-retlige principper.

95      Dernæst er Rettens anvendelse af national lovgivning i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som den indebærer tre former for ulige behandling, nemlig for det første en forskel i behandling af Liam Jenkinson i forhold til EU-ansatte, hvis ansættelsesvilkår udelukkende skal fastsættes af Rådet og Parlamentet i henhold til artikel 336 TEUF, for det andet en ensartet behandling af EU-ansatte, såsom Liam Jenkinson, og nationale privatretlige arbejdstagere, og for det tredje en forskelsbehandling af internationale ansatte med forskellig nationalitet, der udøver deres beskæftigelse for den samme arbejdsgiver på de samme betingelser og under de samme omstændigheder. Liam Jenkinson har i denne henseende præciseret, at da det ifølge Retten er lovgivningen om statsborgerskab eller skattemæssig bopæl før ansættelsen af kontraktansat personale ved Unionens mission, der finder anvendelse på dette personale, tilsidesættes princippet om forbud mod forskelsbehandling, eftersom den gældende materielle lovgivning kan være lovgivningen i et tredjeland, som ikke har ratificeret de forskellige instrumenter, der gør det muligt at anvende de almindelige principper i EU-retten eller de grundlæggende rettigheder, der følger af chartret.

96      Endelig har Liam Jenkinson anført, at belgisk lovgivning i det foreliggende tilfælde var den eneste anvendelige, eftersom den irske lovgivning om uberettiget afskedigelse ikke finder anvendelse på arbejdstagere, der udøver deres beskæftigelse uden for irsk område.

97      Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det tredje anbringendes andet led forkastes.

–       Domstolens bemærkninger

98      Som anført i denne doms præmis 88, fandt Retten i den appellerede doms præmis 99, at det i det foreliggende tilfælde tilkom den at afgøre tvisten på grundlag af den materielle nationale lovgivning, der fandt anvendelse på kontrakten.

99      I denne doms præmis 100 bemærkede Retten bl.a., at det følger af Domstolens praksis, at det ved iværksættelsen af foranstaltninger til gennemførelse af direktiver påhviler myndighederne og domstolene i medlemsstaterne ikke blot at fortolke deres nationale lovgivning på en måde, der er forenelig med direktiverne, men også at undlade at lægge en fortolkning af disse direktiver til grund, som kommer i konflikt med de forskellige grundlæggende rettigheder, der er beskyttet ved Unionens retsorden, eller med de andre almindelige principper i EU-retten.

100    I den nævnte doms præmis 101 fastslog Retten, at den skulle sikre overholdelsen af det almindelige princip om forbud mod rettighedsmisbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold i forbindelse med gennemførelsen af den nationale lovgivning, der fandt anvendelse på den foreliggende tvist.

101    I samme doms præmis 150 fastslog Retten efter at have konstateret, at den lov, hvorved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43) var blevet gennemført i irsk ret, fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, at det hverken fremgik af sagsakterne eller af parternes argumenter, at denne lov ikke var i overensstemmelse med dette direktiv eller med princippet om forbud mod rettighedsmisbrug.

102    Det fremgår heraf, at Retten fandt, at det tilkom den at efterprøve, om dette princip var blevet overholdt. Den har således ikke benægtet, at det påhvilede den at sikre sig, at de almindelige principper i EU-retten var blevet overholdt. Liam Jenkinson har desuden ikke godtgjort, at Retten i det foreliggende tilfælde undlod at anvende et almindeligt EU-retligt princip. 

103    Det følger heraf, at Retten ikke så bort fra den lære, der kan udledes af domme af 16. juli 2020, ADR Center mod Kommissionen (C-584/17 P, EU:C:2020:576), og Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen (C-378/16 P, EU:C:2020:575), hvorefter det, såfremt parterne i den kontrakt, som de er bundet af, ved en voldgiftsbestemmelse beslutter at tillægge Unionens retsinstanser kompetence til at påkende tvister vedrørende denne kontrakt, tilkommer disse retsinstanser at undersøge eventuelle tilsidesættelser af chartret og de almindelige principper i EU-retten, uanset hvilken lovgivning der udpeges ved den nævnte kontrakt. Følgelig skal argumentet om en tilsidesættelse af den lære, der kan udledes af disse domme, forkastes som ugrundet.

104    Hvad dernæst angår klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling bemærkes, at Liam Jenkinson i forbindelse med den første påstand ikke havde gjort gældende, at anvendelsen af den nationale materielle lovgivning på det omhandlede kontraktforhold kunne medføre en tilsidesættelse af dette princip. Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 84, havde han tværtimod gjort gældende, at Retten i den foreliggende sag skulle træffe afgørelse om de krav, der var blevet fremsat inden for rammerne af den første påstand, på grundlag af en national lovgivning, nemlig belgisk lovgivning, der var blevet identificeret i henhold til Rom I-forordningen.

105    Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 217, påberåbte Liam Jenkinson sig derimod inden for rammerne af den anden påstand en forskelsbehandling, som fulgte af, at han var blevet ansat som internationalt civilt personale på kontrakt. Dette klagepunkt blev undersøgt i denne doms præmis 230-232, som ikke er omfattet af det tredje anbringendes andet led.

106    Hvis Domstolen skulle tage stilling til det klagepunkt, der er nævnt i denne doms præmis 104, ville den derfor skulle træffe afgørelse om et anbringende, som ikke var blevet gjort gældende i første instans. Under disse omstændigheder skal dette klagepunkt anses for at være et nyt klagepunkt og som sådant afvises i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 68.

107    Hvad endelig angår argumentet om, at irsk lovgivning ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, bemærkes, at Domstolen for så vidt angår Rettens fortolkning af national lovgivning i forbindelse med en appelsag kun er kompetent til at efterprøve, om denne lovgivning er blevet gengivet urigtigt, hvilket skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (jf. i denne retning dom af 5.7.2011, Edwin mod KHIM, C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 53, af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.1.2021, ERCEA mod Aristoteleio Panepistimio Thessalonikis, C-280/19 P, EU:C:2021:23, præmis 67).

108    I det foreliggende tilfælde har Liam Jenkinson gjort gældende, at den irske lovgivning om uberettiget afskedigelse ikke finder anvendelse på arbejdstagere, der udøver deres beskæftigelse uden for irsk område, uden dog at gøre gældende, at Retten begik en fejl ved at gengive denne lov urigtigt. Dette argument må følgelig afvises.

109    Det følger heraf, at det tredje anbringendes andet led skal forkastes, idet det delvis skal afvises, delvis er ugrundet.

 Det tredje anbringendes tredje led

–       Parternes argumentation

110    Med det tredje anbringendes tredje led har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at den begik retlige fejl i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilken lov der fandt anvendelse på det omhandlede kontraktforhold.

111    Han har indledningsvis for det første gjort gældende, at Retten, ved at beslutte at udelukke anvendelsen af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2 og 3, i den appellerede doms præmis 106 ikke tog hensyn til den omstændighed, at Eulex Kosovo ligeledes havde et forretningssted i byen Bruxelles (Belgien).

112    For det andet besluttede Retten i denne doms præmis 111 uden særlig begrundelse og fejlagtigt at indlede sin analyse med de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er nævnt i denne doms præmis 13, som blev indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovos på hinanden følgende chefer.

113    Han har for det tredje anført, at parterne aldrig havde til hensigt at lade deres kontraktforhold være underlagt irsk lovgivning, hvilket Eulex Kosovo selv har bekræftet. Eulex Kosovo påberåbte sig i første instans anvendelsen af en »sui generis-ret«.

114    Hvad i første række angår fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse på de omhandlede to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, har Liam Jenkinson for det første foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 126 ikke drog konsekvenserne af den omstændighed, at disse kontrakter i strid med fælles aktion 2008/124 ikke nævnte ansættelsesvilkårene og det internationale civile personales rettigheder og pligter og ikke henviste til meddelelse C(2009) 9502, som pålagde tilpasningen af de nævnte kontrakter til den nationale lovgivning, der fandt anvendelse på kontrakten, samt åbenbart fejlagtigt konstaterede, at parternes samtykke var informeret. Liam Jenkinson har gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til parternes ønske om i de to sidste kontrakter vedrørende Liam Jenkinsons aktiviteter i Eulex Kosovo at fjerne henvisningen til meddelelse C(2009) 9502 med henblik på at ændre den lov, der fandt anvendelse på kontraktforholdet.

115    Liam Jenkinson er for det andet af den opfattelse, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt, eftersom den ikke begrundede udelukkelsen af belgisk lovgivning som den lovgivning, der fandt anvendelse på de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i henhold til Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3 og 4.

116    For det tredje har han indledningsvis gjort gældende, at Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 130 ff. om, at der forelå en nærmere tilknytning til irsk ret, er fejlagtig, eftersom Retten i sin vurdering først og fremmest tog hensyn til Eulex Kosovos egenskab af arbejdsgiver uden hensyntagen til EU-institutionernes eventuelle egenskab af medarbejdsgiver.

117    Dernæst tog Retten udelukkende hensyn til forbindelserne mellem de omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og Irland uden at analysere hverken alle de relevante omstændigheder i det foreliggende tilfælde med henblik på at fastlægge en nærmere tilknytning til en anden medlemsstat eller den retlige ramme vedrørende ansættelsen af det internationale civile personale i missionerne. Den tog heller ikke hensyn til det land, hvorfra alle instrukserne til missionscheferne og missionerne selv stammede, eller til den omstændighed, at Eulex Kosovo havde et forretningssted i EU-Udenrigstjenestens lokaler i Bruxelles. Retten undlod ligeledes at tage hensyn til den omstændighed, at Rådet og Parlamentet, der har hjemsted i Bruxelles, principielt har kompetence til at fastlægge den retlige ramme for ansættelsen af det internationale civile personale i missionerne, og til den omstændighed, at Kommissionen, der ligeledes har hjemsted i Bruxelles, pålægger instrukser på grundlag af meddelelse C(2009) 9502.

118    Endelig var de grunde, der ifølge Retten begrundede anvendelsen af irsk lovgivning i henhold til Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3 og 4, åbenbart fejlagtige. For det første sammenblandede Retten begreberne kontinuitet i beskæftigelsen og kontinuitet i den lovgivning, der finder anvendelse. For det andet er bestemmelserne i de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter om, hvilken lov der finder anvendelse på den sociale sikringsordning og pensionsordningen, i strid med de EU-retlige principper og direktiverne på skatte- og socialområdet. En national skatteordning kan nemlig kun finde anvendelse på en ansat, hvis vedkommende fysisk og faktisk er til stede mere end 183 dage om året på den pågældende medlemsstats område. Det er desuden forbudt for en arbejdsgiver at gøre arbejdstageren ansvarlig for at tilvejebringe og oprette en social sikrings- og en pensionsordning.

119    Hvad i anden række angår fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse på de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovos på hinanden følgende chefer, som er nævnt i denne doms præmis 13, har appellanten indledningsvis kritiseret den appellerede doms præmis 113, hvori Retten fastslog, at meddelelse C(2009) 9502 kunne gøres gældende over for Liam Jenkinson alene på grundlag af den omstændighed, at han havde fået kendskab hertil inden underskrivelsen af den første kontrakt indgået med chefen for Eulex Kosovo. Indarbejdelsen af denne meddelelse i kontraktvilkårene efter fælles overenskomst mellem parterne til trods for dens ophævelse viser, at i mangel af en udtrykkelig indsættelse af indholdet af en ophævet meddelelse i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan mekanismen til fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, ikke hvile på denne meddelelse. Ved at gå frem således tilsidesatte Retten retspraksis vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt kontraktvilkår kan gøres gældende over for de svage parter i en kontrakt, og EU-retten vedrørende gyldigheden af de generelle betingelser, som fastsættes ensidigt af en virksomhed. Liam Jenkinson har i denne henseende henvist til dom af 14. september 2017, Nogueira m.fl. (C-168/16 og C-169/16, EU:C:2017:688).

120    Dernæst blev den konkrete analyse af den nævnte meddelelse i den appellerede doms præmis 116-119 foretaget, uden at der blev taget hensyn til eksistensen af en eventuel mangel ved samtykket, selv om eksistensen af en sådan mangel burde have været vurderet i henhold til den lov, der fandt anvendelse på kontrakten, således som det er fastsat i Rom I-forordningens artikel 10, 11 og 12.

121    Endelig har Liam Jenkinson kritiseret den appellerede doms præmis 119, idet han har gjort gældende, at parterne aldrig havde haft til hensigt at anvende irsk lovgivning på hele kontraktforholdet. Den skattemæssige bopæl før hans oprindelige ansættelse eller statsborgerskabet var kun relevant for fastlæggelsen af de individuelle rettigheder, der fulgte af godtgørelsen af rejseudgifter.

122    Liam Jenkinson har i tredje række, idet han har påberåbt sig en undladelse af at træffe afgørelse, gjort gældende, at han ikke ved en kontraktansættelse kunne give afkald på overholdelsen af de mere gunstige bestemmelser eller bestemmelser om ufravigelige procesforudsætninger, der er fastsat i den lovgivning, som ville have fundet anvendelse i mangel af et lovvalg i henhold til Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1. Han har i denne henseende anført, at denne lovgivning i mangel af en ramme svarende til ansættelsesvilkårene er belgisk lovgivning. Der skulle have været taget hensyn til denne lovgivning med henblik på at efterprøve, om parterne havde givet afkald på at overholde mere gunstige bestemmelser og bestemmelser om ufravigelige procesforudsætninger. Ligeledes burde Retten have anvendt bestemmelserne i domstolslandets lov under inddragelse af de principper, der er identificeret som »overordnede præceptive bestemmelser« som omhandlet i denne forordnings artikel 9. Ved at udelukke anvendelsen af de EU-retlige principper, navnlig princippet om forudsigelighed og retssikkerhedsprincippet, tilsidesatte Retten rækkevidden af den nævnte forordning.

–       Domstolens bemærkninger

123    Hvad angår de argumenter, som Liam Jenkinson indledningsvis har fremført, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 106 begrænsede sig til at redegøre for de internationale privatretlige regler, som den fandt relevante med henblik på at afgøre, hvilken lovgivning der fandt anvendelse i den foreliggende sag. Blandt disse regler nævnte Retten den regel, der er fastsat i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3, hvorefter aftalen navnlig er undergivet loven i det land, hvor det forretningssted, hvor arbejdstageren er blevet antaget, er beliggende. Under disse omstændigheder kan det ikke med føje foreholdes Retten, at den ikke på dette sted tog hensyn til en faktisk omstændighed vedrørende eksistensen af et forretningssted for Eulex Kosovo i Bruxelles.

124    Det skal desuden bemærkes, at det i henhold til Domstolens faste praksis fremgår af artikel 256, stk. 1, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviser er ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet. En sådan urigtig gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 10.7.2019, VG mod Kommissionen, C-19/18 P, EU:C:2019:578, præmis 47).

125    Liam Jenkinson har ved i sit appelskrift at gøre gældende, at de omhandlede parter aldrig havde haft til hensigt at underlægge deres kontraktforhold irsk ret, anmodet Domstolen om at foretage en bedømmelse af faktiske omstændigheder – nemlig at tage stilling til parternes hensigt med hensyn til, hvilken lovgivning der finder anvendelse i den foreliggende sag – hvilket falder uden for dens kompetence, når den skal træffe afgørelse i en appelsag, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse. Liam Jenkinson har desuden ikke gjort gældende, at Rettens vurdering af parternes hensigt hvilede på en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, der var fremlagt for Retten, og som fremgik på åbenbar vis af sagsakterne. Denne argumentation skal derfor afvises.

126    Hvad i første række angår fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse på de omhandlede to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, skal det for det første bemærkes, at det navnlig fremgår af den appellerede doms præmis 128, at Retten fandt, at denne lovgivning i mangel af et valg mellem parterne med hensyn til, hvilken lovgivning der fandt anvendelse i den foreliggende sag, skulle fastlægges på grundlag af de kriterier, der er fastsat i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2-4.

127    For så vidt som Liam Jenkinson har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 126 burde have draget konsekvenserne af sin konstatering af, at disse to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem ham og Eulex Kosovo ikke nævnte de krav, der var fastsat i fælles aktion 2008/124 og meddelelse C(2009) 9502, og har anført, at Retten fejlagtigt udtalte sig om parternes vilje og samtykke til disse kontrakter, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne argumentation udspringer af en fejlagtig læsning af den appellerede dom. Ligesom denne doms præmis 125 indeholder den nævnte præmis 126 nemlig kun en faktisk konstatering fra Rettens side, som gik forud for den bedømmelse, som Retten foretog i nævnte doms præmis 127. Retten tog således på ingen måde i samme præmis 126 stilling til, hvilke konsekvenser der skulle drages af dens faktiske konstateringer.

128    Endvidere tog Retten i den appellerede doms præmis 127 hensyn til den omstændighed, at de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem disse parter – i modsætning til de tidligere kontrakter vedrørende Liam Jenkinsons aktiviteter i Eulex Kosovo – ikke længere henviste til meddelelse C(2009) 9502. Retten udledte imidlertid ikke af denne manglende udtrykkelige henvisning til denne meddelelse, at parterne havde udelukket anvendelsen af den nationale lovgivning, som ville være blevet udpeget, hvis denne henvisning var blevet opretholdt, dvs. irsk lovgivning.

129    Det må således fastslås, at Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 127 vedrører faktiske omstændigheder, hvis prøvelse falder uden for Domstolens kompetence, når den skal træffe afgørelse i en appelsag, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse. I det foreliggende tilfælde er det ikke blevet gjort gældende, at der foreligger en urigtig gengivelse, og det er så meget desto mindre godtgjort, at der foreligger en sådan. Liam Jenkinsons argumentation skal derfor afvises i henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 124.

130    Hvad for det andet angår klagepunktet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten bemærkes først, at begrundelsespligten udgør en væsentligt formforskrift, som skal adskilles fra spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er materielt rigtig, hvilket henhører under realiteten for så vidt angår den anfægtede retsakts lovlighed (dom af 29.4.2021, Achemos Grupė og Achema mod Kommissionen, C-847/19 P, EU:C:2021:343 præmis 62).

131    Ifølge Domstolens faste praksis opfylder Retten derfor denne forpligtelse, såfremt begrundelsen for en dom eller kendelse klart og utvetydigt angiver de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Rettens begrundelsespligt pålægger den imidlertid ikke i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og denne begrundelse kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er tilstrækkelige til, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 29.9.2022, HIM mod Kommissionen, C-500/21 P, EU:C:2022:741, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

132    Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 129 fandt, at lovgivningen i Kosovo i henhold til Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2 og 3, principielt fandt anvendelse på de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo. Retten bemærkede imidlertid, at denne lovgivning selv udelukkede, at den fandt anvendelse på ansættelsesforhold ved internationale missioner, og i denne doms præmis 130 fastslog den, at disse to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo under alle omstændigheder havde en nærmere tilknytning til irsk lovgivning, og den forklarede grundene til denne antagelse i den nævnte doms præmis 131-138.

133    Det fremgår af disse præmisser i samme dom, at Retten, efter at den havde bemærket, at en anden lovgivning end belgisk lovgivning fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, således som den udtrykte klart i denne doms præmis 139, udelukkede anvendelsen af belgisk lovgivning i det foreliggende tilfælde. Det følger heraf, at klagepunktet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten skal forkastes som ugrundet.

134    Hvad for det tredje angår Liam Jenkinsons argumentation vedrørende Rettens manglende undersøgelse af EU-institutionernes eventuelle egenskab af medarbejdsgiver og dennes manglende hensyntagen til de elementer, der etablerer en tilknytning mellem de omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og Belgien, for så vidt som den skal forstås således, at den vedrører Rettens anvendelse af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3, skal det bemærkes, at selv hvis det antages, at Retten anså disse institutioner for sammen med Eulex Kosovo at være medarbejdsgivere for Liam Jenkinson, gør denne betragtning det ikke i sig selv muligt at tilbagevise Rettens konklusion om, at det forretningssted, der skulle tages i betragtning med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse, var det, der ifølge Retten var beliggende i Kosovo.

135    Det fremgår nemlig af Domstolens praksis, at brugen af udtrykket »antaget« i denne forordnings artikel 8, stk. 3, tager sigte på den blotte indgåelse af arbejdsaftalen og ikke vilkårene for arbejdstagerens faktiske udførelse af arbejdet (jf. analogt dom af 15.12.2011, Voogsgeerd, C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 46).

136    Domstolen har endvidere udtalt, at når kriteriet om stedet for det af virksomhedens forretningssteder, som beskæftiger arbejdstageren, er uden relevans for så vidt angår de betingelser, hvorunder arbejdet udføres, er den omstændighed, at virksomheden har hjemsted det ene eller det andet sted, uden betydning for fastlæggelsen af dette forretningssted. (jf. analogt dom af 15.12.2011, Voogsgeerd, C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 48).

137    Heraf følger, at det sted, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende, ikke nødvendigvis er sammenfaldende med stedet for arbejdstagerens arbejdsgivers hjemsted.

138    Det er ganske vist kun i den situation, hvor forhold vedrørende antagelsesproceduren ville gøre det muligt at fastslå, at den virksomhed, som har indgået arbejdsaftalen, i realiteten har handlet i en anden virksomheds navn og for en anden virksomheds regning, at den ret, der skal anvende Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3, kan antage, at det i denne bestemmelse indeholdte tilknytningskriterium henviser til loven i det land, hvor den sidstnævnte virksomheds forretningssted er beliggende (jf. analogt dom af 15.12.2011, Voogsgeerd, C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 49).

139    Liam Jenkinson har imidlertid ikke påberåbt sig objektive forhold, der gør det muligt at gøre gældende, at Retten med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse ikke burde have taget hensyn til det forretningssted i Kosovo, med hvilket Liam Jenkinson havde indgået de omhandlede to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, men til EU-institutionernes hjemsted.

140    Det følger heraf, at Liam Jenkinsons argumentation vedrørende nødvendigheden af forud for anvendelsen af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3, at fastslå, at disse institutioner er medarbejdsgivere, skal anses for at være ugrundet.

141    Det samme gælder for de øvrige forhold, som Liam Jenkinson har fremført med henblik på at anfægte Rettens anvendelse af denne forordnings artikel 8, stk. 3.

142    Hvad indledningsvis angår Liam Jenkinsons argument om, at Retten burde have taget hensyn til det land, hvorfra alle instrukserne til missionscheferne og selve missionerne hidrørte, med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse, skal det fastslås, at dette forhold ikke er knyttet til omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af arbejdsaftalen, og hvormed Rettens fastlæggelse af stedet for Liam Jenkinsons antagelse kan tilbagevises

143    Herefter bemærkes, at den omstændighed alene, at Eulex Kosovo havde et forretningssted i EU-Udenrigstjenestens lokaler i Bruxelles, såfremt den måtte anses for godtgjort, ikke gør det muligt at godtgøre, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at det relevante forretningssted med henblik på anvendelsen af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3, var det, der var beliggende i Pristina (Kosovo). Angivelsen af, at Eulex Kosovo havde et forretningssted i EU-Udenrigstjenestens lokaler i Bruxelles, er nemlig ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at Retten foretog en fejlagtig vurdering af det forretningssted, der skulle anses for at have antaget Liam Jenkinson.

144    Hvad endelig angår argumentet om, at Retten ikke tog hensyn til den retlige ramme for Liam Jenkinsons ansættelse og til Rådets og Parlamentets forretningssted i Bruxelles, bemærkes, at disse forhold, som er baseret på den ikke godtgjorte forudsætning, at disse institutioner er de eneste, der har kompetence til at fastlægge den retlige ramme for Liam Jenkinsons ansættelse, ikke kan godtgøre, at de nævnte institutioners forretningssted var relevant med henblik på fastlæggelsen af stedet for hans antagelse som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 3.

145    Hvad endvidere angår appellantens klagepunkter vedrørende Rettens anvendelse af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4, bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at anvendelsen af denne bestemmelse indebærer, at retsinstansen skal foretage en helhedsvurdering af alle de elementer, som karakteriserer arbejdsforholdet, og vurdere, hvilket eller hvilke der efter denne rets opfattelse er den eller de mest væsentlige (jf. analogt dom af 12.9.2013, Schlecker, C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 40).

146    Blandt de væsentlige tilknytningselementer har Domstolen allerede udtalt, at der navnlig skal tages hensyn til det land, hvor arbejdstageren betaler de skatter og afgifter, der vedrører indtægten fra dennes virksomhed, samt det land, hvor denne er medlem af den sociale sikringsordning og diverse pensions- og syge- og invalideforsikringsordninger. I øvrigt skal retsinstansen ligeledes tage hensyn til sagens omstændigheder som helhed, såsom bl.a. de parametre, der knytter sig til fastsættelsen af lønnen eller andre arbejdsmæssige betingelser (jf. analogt dom af 12.9.2013, Schlecker, C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 41).

147    Hvad indledningsvis angår Liam Jenkinsons argument om, at Retten sammenblandede begreberne kontinuitet i beskæftigelsen og kontinuitet i den lovgivning, der finder anvendelse, fremgår det dels af den appellerede doms præmis 131 og 136, at der skulle tages hensyn til eksistensen af et kontinuerligt arbejdsforhold, der havde været etableret siden den første af de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er nævnt i denne doms præmis 13, med henblik på at fastlægge den lovgivning, der fandt anvendelse på de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, dels af denne doms præmis 137, at den samme lovgivning som den, der fandt anvendelse på de ni omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, skulle finde anvendelse på disse to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

148    Liam Jenkinsons argument kan imidlertid ikke godtgøre, at en hensyntagen til den lov, der fandt anvendelse på de kontrakter, som gik forud for de af Retten undersøgte kontrakter, kan udgøre en fejlagtig analyse af de omstændigheder, der karakteriserer det ansættelsesforhold, som blev etableret ved disse sidste kontrakter, og dermed en fejlagtig anvendelse af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4. Det skal nemlig bemærkes, at det forhold, at der er en forbindelse mellem kontrakter som dem, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 131-137, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 145, kan anses for at udgøre en væsentlig omstændighed, der kan tages i betragtning med henblik på at udpege et »andet land« som omhandlet i denne bestemmelse. Det nævnte argument må derfor betragtes som ugrundet.

149    Hvad desuden angår Liam Jenkinsons argumentation om, at Retten ikke burde have taget hensyn til det kriterium, der er nævnt i de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem ham og Eulex Kosovo, med henblik på at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på de sociale sikringsordninger og pensionsordningerne samt på skatteordningen, eftersom dette kriterium er i strid med de EU-retlige principper og direktiverne på skatte- og socialområdet, skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 138 ikke efterprøvede, om irsk lovgivning var den, der gyldigt regulerede disse ordninger, men alene bemærkede, at disse to sidstnævnte tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på at fastlægge den lov, der regulerede de nævnte ordninger, henviste til lovgivningen i det »faste (skattemæssige) hjemland«, inden Liam Jenkinson tiltrådte tjenesten ved Eulex Kosovo.

150    Henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 146, kan Liam Jenkinsons argumenter ikke tiltrædes, eftersom Retten ifølge denne retspraksis var beføjet til at tage hensyn til den omstændighed, der blev undersøgt i den appellerede doms præmis 131-137, uafhængigt af, om denne lov finder anvendelse på disse ordninger.

151    Det følger heraf, at Liam Jenkinson ikke kan gøre gældende, at Retten i strid med Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4, tog hensyn til de forhold, der er nævnt i den appellerede doms præmis 131-138.

152    De øvrige oplysninger, som Liam Jenkinson har fremført til støtte for klagepunktet om, at Retten foretog en delvis vurdering af de forhold, der karakteriserede hans ansættelsesforhold ved Eulex Kosovo, skal desuden forkastes som ugrundede, eftersom Liam Jenkinson med disse oplysninger ikke kan godtgøre, at denne vurdering er fejlagtig.

153    Selv om der i henhold til disse oplysninger – for det første den angivelige egenskab af medarbejdsgiver for de EU-institutioner, der har deres hjemsted i Bruxelles, for det andet den retlige ramme for ansættelse af internationalt civilt personale ved Unionens internationale missioner, for det tredje stedet, hvorfra alle instrukserne til chefen for Eulex Kosovo hidrørte, og for det fjerde denne mission samt eksistensen af Eulex Kosovos forretningssted i EU-Udenrigstjenestens lokaler i Bruxelles – i henhold til Rom 1-forordningens artikel 8, stk. 4, skulle udpeges et andet land end Irland, har Liam Jenkinson imidlertid ikke godtgjort, at de nævnte oplysninger for så vidt angår de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået mellem ham og Eulex Kosovo, var så betydningsfulde, at de godtgjorde, at Retten foretog en fejlagtig bedømmelse af, om der var forbindelser mellem disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og Irland, ved at støtte sig på de oplysninger, der er nævnt i den appellerede doms præmis 131-138.

154    Den hævdede retlige ramme for ansættelse af internationalt civilt personale ved Unionens internationale missioner, som er fastlagt af de EU-institutioner, der har deres hjemsted i Bruxelles, det sted, hvorfra alle instrukserne til chefen for Eulex Kosovo og denne mission hidrørte, samt eksistensen af Eulex Kosovos forretningssted i EU-Udenrigstjenestens lokaler i Bruxelles, udgør ganske vist omstændigheder i sagen, hvortil der skal tages hensyn i den helhedsvurdering, der er omhandlet i denne doms præmis 145. Til forskel fra de omstændigheder, som Retten analyserede, vedrører disse omstændigheder imidlertid snarere den generelle sammenhæng, hvori de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem Eulex Kosovo og Liam Jenkinson indgik, end de kendetegn, der er mere direkte forbundet med disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Det argument, der er støttet på de nævnte oplysninger, gør det følgelig ikke muligt at godtgøre, at Retten foretog en fejlagtig vurdering af den nærmere tilknytning som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4.

155    Hvad angår argumentet om nødvendigheden af at undersøge, om EU-institutionerne – sammen med Eulex Kosovo – kunne anses for at være Liam Jenkinsons medarbejdsgivere, skal det ligeledes fastslås, at det, selv hvis det blev antaget, at dette argument var begrundet, ikke kan godtgøre, at disse institutioners forretningssted i Bruxelles udgør en afgørende omstændighed ved identificeringen af det land, der som omhandlet i denne forordnings artikel 8, stk. 4, har en nærmere tilknytning til de to sidstnævnte tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

156    Det fremgår af det ovenstående, at Liam Jenkinson ikke har godtgjort, at Retten begik en retlig fejl, da den anvendte Rom I-forordningens artikel 8 med henblik på at fastlægge den lovgivning, der fandt anvendelse på de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo.

157    Hvad i anden række angår fastlæggelsen af den lovgivning, der finder anvendelse på de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som blev indgået mellem Liam Jenkinson og chefen for Eulex Kosovo, som er nævnt i denne doms præmis 13, skal det bemærkes, at argumenterne om en angivelig tilsidesættelse af retspraksis med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kontraktvilkår kan gøres gældende over for de svage parter i en kontrakt, og EU-retten vedrørende gyldigheden af de almindelige betingelser, der ensidigt er fastsat af en virksomhed, samt argumenterne vedrørende artikel 10, 11 og 12 i Rom I-forordningen ikke opfylder de krav, der er anført i denne doms præmis 60 og 61, eftersom Liam Jenkinson ikke tilstrækkeligt præcist har underbygget de retlige elementer, der støtter disse argumenter, og derfor skal afvises.

158    Ved desuden at gøre gældende, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af parternes hensigt med hensyn til deres oprindelsesland, skal det fastslås, at Liam Jenkinson dermed har nedlagt påstand om, at Domstolen foretager en bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 124, falder uden for dens kompetence, når den skal træffe afgørelse i en appelsag, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse.

159    Det skal i tredje række bemærkes, at anvendelsen af Rom I-forordningens artikel 8 for det første indebærer, at den retsinstans, der skal behandle sagen, identificerer den lov, der ville have fundet anvendelse, hvis der ikke havde været et lovvalg, og de regler, som ikke kan fraviges ved aftale, og for det andet, at denne retsinstans sammenligner det beskyttelsesniveau, som arbejdstageren nyder i henhold til disse regler, med det beskyttelsesniveau, der er fastsat i den lov, som parterne har valgt. Hvis det niveau, der er fastsat i de nævnte regler, sikrer en bedre beskyttelse, skal de samme regler anvendes (dom af 15.7.2021, SC Gruber Logistics, C-152/20 og C-218/20, EU:C:2021:600, præmis 27).

160    I det foreliggende tilfælde har Liam Jenkinson imidlertid generelt henvist til belgisk lovgivning, men har ikke identificeret nogen præcis regel, som Retten burde have taget hensyn til i forbindelse med anvendelsen af den nævnte artikel, således at han ikke har godtgjort, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at lade ham være omfattet af anvendelsen af denne angiveligt mere fordelagtige regel.

161    Under disse omstændigheder må det fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl ved hverken at kontrollere eller anvende en mere fordelagtig regel i henhold til den lovgivning, der ville have fundet anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvis der ikke havde været et valg. Det samme gør sig gældende for så vidt angår argumentationen om anvendelsen af EU-retten i henhold til Rom I-forordningens artikel 9.

162    Det fremgår af det ovenstående, at Retten ikke begik en retlig fejl ved fastlæggelsen af den lovgivning, der fandt anvendelse på de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er nævnt i denne doms præmis 13, og på de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, således at de argumenter, der er sammenfattet i denne doms præmis 112 vedrørende den rækkefølge, som Retten valgte ved undersøgelsen af disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på at fastlægge, hvilken lovgivning der fandt anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, under alle omstændigheder ikke kan tiltrædes.

163    Henset til det ovenstående skal det tredje anbringendes tredje led forkastes, idet det delvis skal afvises, delvis er ugrundet.

 Det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led

–       Parternes argumentation

164    Med det andet klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at den foretog en urigtig gengivelse af irsk lovgivning i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af section 9 i Protection of Employees (Fixed – Term Work) Act 2003 (lov af 2003 om beskyttelse af arbejdstagere (tidsbegrænset ansættelse), herefter »loven af 2003«).

165    Han har indledningsvis gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 151, idet den ikke fastslog, at det alene var Rådet, der havde kompetence til at fastsætte ansættelsesvilkårene for personalet ved missionerne. Denne præmis er også i strid med meddelelse C(2009) 9502, som pålægger specifikke kontrakttyper for hver funktion. Han har ligeledes anført, at section 9 i loven af 2003 henviser til begrebet »forbundne arbejdsgivere«.

166    Hvad i første række angår analysen af det formål, som Eulex Kosovo har påberåbt sig med henblik på at begrunde de flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, er Liam Jenkinson af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 152, 154 og 155 ikke burde have anvendt Domstolens praksis, men praksis fra de irske retsinstanser. Retten begrænsede således ulovligt den beskyttelse, som irsk lovgivning tillægger arbejdstageren. Ifølge Liam Jenkinson begrænsede Retten i denne doms præmis 157-175 navnlig fejlagtigt og uden begrundelse analysen af de objektive grunde, der begrunder anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, til en analyse af Eulex Kosovos midlertidige karakter, selv om de irske retsinstanser med henblik på at begrunde flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter henviser til forskellige objektive grunde, såsom en væsentlig omstrukturering, som arbejdsgiveren står over for, et behov for midlertidig ekspertise på et bestemt område, et behov for at ansætte arbejdstagere til et klart identificeret og midlertidigt kortvarigt projekt samt fravær af personale, der f.eks. er knyttet til en arbejdstagers sygeorlov. Rettens analyse er således åbenbart i strid med den praksis fra de irske retter, som Liam Jenkinson har påberåbt sig for den.

167    Hvad for det første angår Rettens hensyntagen til varigheden af Eulex Kosovos mandater har Liam Jenkinson navnlig anført, at Retten burde have taget hensyn til arten af det arbejde, som han udførte i Eulex Kosovo, som opfyldte arbejdsgiverens faste og varige behov, frem for i den appellerede doms præmis 157-160 at henvise til Eulex Kosovos aktiviteter eller i denne doms præmis 177-180 at tage hensyn til irrelevante aspekter, såsom prioriteringen af ansættelse af det udstationerede personale. Ved denne fremgangsmåde foretog Retten en urigtig gengivelse af begrebet »arbejdsgiverens faste og varige behov«. Liam Jenkinson har i den forbindelse henvist til et uddrag af en afgørelse truffet af en »adjudication officer« (voldgiftsdommer).

168    Hvad for det andet angår Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 161 og 162 vedrørende de perioder, der er omfattet af de finansielle referencebeløb, som fremgår af de forskellige affattelser af artikel 16 i fælles aktion 2008/124, er Liam Jenkinson af den opfattelse, at en hensyntagen til den tidsbegrænsede karakter af disse perioder med henblik på at fastslå, at indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var begrundet, er i strid med de irske retsinstansers praksis. Liam Jenkinson har navnlig henvist til uddrag af afgørelser fra disse retsinstanser, som klart godtgør, at den omstændighed, at der skal være et budget til rådighed for at betale en arbejdstager inden for rammerne af en bestemt aktivitet, ikke er tilstrækkelig til at begrunde indgåelsen af tidsbegrænsede kontrakter. Hvis EU-institutionerne – sammen med Eulex Kosovo – var blevet anset for at være Liam Jenkinsons medarbejdsgivere, ville Retten i øvrigt ikke have kunnet tiltræde argumenterne vedrørende finansieringen af Eulex Kosovo.

169    Liam Jenkinson har for det tredje gjort gældende, at Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 163-169, hvorefter Eulex Kosovos kompetence og virkeområde var genstand for tilpasninger på baggrund af udviklingen i situationen på stedet og forholdet mellem Unionen og myndighederne i Kosovo, ikke tog hensyn til de almindelige operationelle procedurer (SOP), som fastsætter regler for omplacering af personalet enten ved Eulex Kosovo eller ved en anden af Unionens internationale missioner.

170    Liam Jenkinson har for det fjerde gjort gældende, at det kriterium om varigheden af mandaterne for de på hinanden følgende chefer for Eulex Kosovo, der er omhandlet i den appellerede doms præmis 170-175, skal forkastes, eftersom det gør det muligt for arbejdsgiveren kun at indgå tidsbegrænsede kontrakter. Retten har i denne henseende ikke godtgjort, at det i denne sammenhæng var muligt at anvende et sådant kriterium. Den har således frataget arbejdstageren en effektiv kontrol af lovligheden af en sådan anvendelse, navnlig henset til section 9 i loven af 2003. Denne doms præmis 175 er desuden åbenbart i strid med konstateringen af, at Eulex Kosovo ikke har status som juridisk person, og at missionscheferne ikke har nogen beføjelser.

171    Hvad for det femte angår Rettens betragtninger vedrørende den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt kunne Retten ifølge Liam Jenkinson ikke med føje i den appellerede doms præmis 185 og 187 fastslå, at begrundelserne for dens vurdering var de samme som begrundelserne vedrørende de tidligere tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet Eulex Kosovo havde præciseret, at den sidste tidsbegrænsede kontrakt havde til formål at koordinere udløbene af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået med flere ansatte i Eulex Kosovo.

172    Liam Jenkinson har i anden række gjort gældende, at Retten undlod at undersøge, om anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var passende i henhold til irsk ret. Retten begrundede således lovligheden af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter med, at det var let at afbryde denne type kontrakter uden finansielle konsekvenser, selv om ingen af de sagsøgte i første instans havde godtgjort, at der forelå sådanne konsekvenser i tilfælde af, at der blev indgået en tidsubegrænset ansættelseskontrakt. Desuden forkastede Retten i den appellerede doms præmis 181 og 184 fejlagtigt forslaget til en anden foranstaltning, som Liam Jenkinson havde fremsat, uden at analysere, om der forelå en mulighed, der var mindre indgribende i stabiliteten og rettigheder for arbejdstageren som omhandlet i de irske retsinstansers praksis. Retten vendte herved bevisbyrden, der påhviler arbejdsgiveren, om.

173    I den appellerede doms præmis 187 fastslog Retten, at anvendelsen af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt var nødvendig og hensigtsmæssig, idet den gengav irsk lovgivning urigtigt, eftersom den ikke traf afgørelse på grundlag af en konkret undersøgelse af den omhandlede situation og under hensyntagen til andre mindre ufordelagtige og usikre midler til at opfylde de to parters interesser.

174    Subsidiært har Liam Jenkinson gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og af princippet om lovens entydighed. Han har gjort gældende, at det er nødvendigt at undersøge den faste og varige karakter af arbejdsgiverens behov i henhold til irsk lovgivning, som henviser til dom af 4. juli 2006, Adeneler m.fl. (C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 58-75). Efterprøvelsen af denne karakter bør orientere sig efter den efterprøvelse, som EU-lovgiver lagde til grund i forbindelse med vedtagelsen af ansættelsesvilkårene i henhold til artikel 336 TEUF. Liam Jenkinson har følgelig kritiseret den appellerede dom, for så vidt som den gav en betydeligt bredere fortolkning af rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilaget til direktiv 1999/70, end den fortolkning, som EU-institutionerne anlægger inden for rammerne af ansættelsesvilkårene, hvorefter antallet af fornyelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er begrænset til to. Til støtte for denne argumentation har Liam Jenkinson ligeledes henvist til dom af 11. juli 1985, Maag mod Kommissionen (43/84, EU:C:1985:328), og af 15. april 2008, Impact (C-268/06, EU:C:2008:223).

175    Med det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led har Liam Jenkinson gjort gældende, at Retten undlod at tage hensyn til Eulex Kosovos manglende status som juridisk person og til de betragtninger, som han havde fremført vedrørende delegation af beføjelser, herunder på budgetområdet.

176    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led forkastes.

–       Domstolens bemærkninger

177    Indledningsvis bemærkes, at de argumenter, som Liam Jenkinson har fremført mod den appellerede doms præmis 151, er sammenfaldende med dem, der er fremført inden for rammerne af det første anbringende, som blev forkastet i denne doms præmis 45-55, eftersom Liam Jenkinson med disse argumenter reelt tilsigter at anfægte lovligheden af artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 3, i fælles aktion 2008/124, for så vidt som disse bestemmelser fastsætter, at Eulex Kosovo også i det fornødne omfang kan ansætte internationalt civilt personale på kontrakt, og at ansættelsesvilkårene og dette personales rettigheder og pligter fastlægges i kontrakterne mellem chefen for Eulex Kosovo eller Eulex Kosovo selv og medarbejderne.

178    Liam Jenkinson har desuden ikke godtgjort, at meddelelse C(2009) 9502 fandt anvendelse på de på hinanden følgende chefer for Eulex Kosovo og på denne mission med henblik på at afgøre, hvilken type kontrakt han var blevet tilbudt. Disse argumenter er således ugrundede.

179    Hvad i første række angår argumentet om en urigtig gengivelse af de irske retsinstansers praksis vedrørende de grunde, der begrunder indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, bemærkes, således som det fremgår af denne doms præmis 107, at Domstolen for så vidt angår kontrollen af fortolkningen af national lovgivning, som Retten lagde til grund, i forbindelse med en appelsag kun er kompetent til at efterprøve, om denne lovgivning er blevet gengivet urigtigt, hvilket skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.

180    I denne henseende skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 156-187 tog hensyn til flere parametre for ved en helhedsvurdering at fastslå, at Liam Jenkinson inden for en retlig ramme og en specifik faglig sammenhæng, der var kendetegnet ved deres midlertidige karakter, havde udført de opgaver, som han var blevet betroet ved Eulex Kosovo, og som i øvrigt på sigt skulle ophøre med at eksistere.

181    I denne sammenhæng bemærkes indledningsvis, at det – for så vidt som Liam Jenkinsons argument skal forstås således, at det gøres gældende, at Retten begik en fejl i den appellerede doms præmis 153 med hensyn til en undladelse af at analysere, om det i det foreliggende tilfælde var muligt at lægge til grund, at Liam Jenkinson havde indgået tidsbegrænsede kontrakter med »forbundne arbejdsgivere« – skal anføres, at Liam Jenkinson ikke har fremført noget forhold, der gør det muligt at fastslå, at irsk lovgivnings indhold og rækkevidde derved ville blive tilsidesat, således at dette argument skal anses for at være ugrundet.

182    Hvad angår Rettens hensyntagen til Eulex Kosovos midlertidige karakter med henblik på at fastslå, at indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var begrundet i objektive grunde, fremgår det ikke af de uddrag af de afgørelser, som Liam Jenkinson har henvist til – herunder dem, der henviser til, at der foreligger objektive grunde, som i irsk lovgivning kan begrunde flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – at Retten ikke kunne tage hensyn til en sådan karakter med henblik på at begrunde indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

183    Det bemærkes navnlig for det første, at det uddrag af voldgiftsdommerens afgørelse, som Liam Jenkinson har påberåbt sig med henblik på at bevise, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de irske retsinstansers praksis, indikerer, at grunde knyttet til eksistensen af et specifikt projekt, der er tidsmæssigt begrænset, og som er genstand for en specifik finansiering snarere end den generelle finansiering af en permanent enhed, udgør objektive grunde for indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

184    I det foreliggende tilfælde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 157-160, at Eulex Kosovo var blevet oprettet for en tidsbegrænset periode, som var blevet forlænget. Det følger således ikke af det uddrag af den nævnte afgørelse, som Liam Jenkinson har påberåbt sig, at Retten i den appellerede doms præmis 157-160 klart havde misforstået irsk lovgivning og således gengav indholdet og rækkevidden af denne lovgivning urigtigt.

185    For det andet skal det fastslås, at i lyset af det, der er anført i denne doms præmis 180, gælder det samme for de argumenter vedrørende den appellerede doms præmis 161 og 162, der er nævnt i denne doms præmis 168.

186    Uddragene af de afgørelser, som Liam Jenkinson har påberåbt sig, indikerer således, at den omstændighed, at der kræves et budget for at aflønne en arbejdstager i forbindelse med en bestemt aktivitet, ikke er tilstrækkelig til at begrunde indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse uddrag gør det imidlertid ikke muligt at fastslå, at en hensyntagen til den begrænsede og tidsbegrænsede karakter af finansieringen af Eulex Kosovo er et forhold, der ikke er relevant i forbindelse med en samlet undersøgelse af de omstændigheder, der har foranlediget en arbejdsgiver til at tilbyde sin ansatte at indgå flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

187    Det følger heraf, at Liam Jenkinson ikke har godtgjort, at Retten, for så vidt som den i forbindelse med den helhedsvurdering, der er nævnt i denne doms præmis 180, tog hensyn til den tidsbegrænsede karakter af det budget, der var afsat til Eulex Kosovo, åbenbart tilsidesatte disse afgørelsers indhold og rækkevidde.

188    For det tredje har Liam Jenkinson ikke fremført noget forhold, der gør det muligt at fastslå, at der i henhold til irsk lovgivning hverken kan tages hensyn til udviklingen i Eulex Kosovos kompetencer eller til variationerne i Eulex Kosovos virkefelt. Det argument, som appellanten har fremført for at anfægte Rettens hensyntagen hertil, tilsigter reelt at få Domstolen til at foretage en ny vurdering af visse elementer i sagsakterne, nemlig dem, der vedrører reglerne i SOP. Domstolen har imidlertid ikke kompetence i denne henseende i en appel. Det følger heraf, at dette argument skal afvises.

189    For det fjerde udspringer argumentet om, at den sidste tidsbegrænsede kontrakt havde til formål at samordne udløbet af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået med flere ansatte i Eulex Kosovo, af en fejlagtig læsning af den appellerede dom. I denne doms præmis 187 fremhævede Retten nemlig, at udløbet af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt var sammenfaldende med datoen for nedlæggelsen af den stilling, som Liam Jenkinson indtil da havde varetaget, i forbindelse med den omstrukturering af Eulex Kosovo, som Rådet havde besluttet. Retten tog således hensyn til de særlige kendetegn ved den sammenhæng, hvori den nævnte sidste tidsbegrænsede kontrakt indgik, uden udelukkende at støtte sig på de grunde, der havde ført til indgåelsen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var gået forud for den sidste tidsbegrænsede kontrakt, således som Liam Jenkinson fejlagtigt har antaget. Dette argument må derfor forkastes som ugrundet.

190    Hvad for det femte angår Rettens begrundelse vedrørende varigheden af mandaterne for de på hinanden følgende chefer for Eulex Kosovo, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 170-175 med henblik på analysen af, om der forelå objektive grunde, der begrundede indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, tog hensyn til den omstændighed, at varigheden af mandaterne for de på hinanden følgende chefer for Eulex Kosovo var tidsbegrænset og fastsat »for varierende og uregelmæssige perioder«, og fandt, at denne omstændighed illustrerede Eulex Kosovos midlertidige karakter.

191    Det skal i denne forbindelse fastslås, at selv hvis det antages, at disse præmisser i den appellerede dom er fejlagtige, kan en sådan fejl ikke medføre ophævelsen af denne dom. De nævnte præmisser udgør nemlig kun et af de forhold, som Retten tog hensyn til i sin helhedsvurdering, der er nævnt i denne doms præmis 180, som førte den til at fastslå, at indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgik i en sammenhæng, der var kendetegnet ved Eulex Kosovos midlertidige karakter.

192    Henset til den helhedsvurdering, der var baseret på analysen af de parametre, som var undersøgt navnlig i den appellerede doms præmis 156-169 og 185-187, kunne Retten med føje konkludere, at der forelå objektive grunde til at begrunde indgåelsen af de undersøgte tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Følgelig skal argumenterne vedrørende disse præmisser anses for at være uvirksomme. Det samme gælder de argumenter vedrørende den appellerede doms præmis 177-180, der er nævnt i denne doms præmis 167.

193    I anden række bemærkes, at det fremgår af de uddrag af de afgørelser, som Liam Jenkinson har påberåbt sig til støtte for sit argument om Rettens manglende kontrol af, om den påtænkte ansættelsesforanstaltning var passende, at en sagsøgt for at godtgøre, at der foreligger objektive grunde, der begrunder denne foranstaltning, skal bevise, at der foreligger et legitimt formål, som den nævnte foranstaltning vedrører, og godtgøre, at foranstaltningen er hensigtsmæssig og nødvendig for at nå dette formål. Det fremgår ligeledes af disse uddrag, at retsinstansen med henblik på at afgøre, om en grund kan anses for at være objektiv, skal undersøge, om den pågældende foranstaltning udgør den mindst ufordelagtige behandling af arbejdstageren, samtidig med at den gør det muligt for arbejdsgiveren at nå det nævnte formål.

194    I denne henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 146, at section 7 i loven af 2003 i det væsentlige kræver, at den påberåbte grund for at være objektiv skal være baseret på betragtninger, som den ansatte ikke har nogen indflydelse på, og den mindre fordelagtige behandling, som den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt indebærer for sidstnævnte, skal tilsigte et legitimt formål for arbejdsgiveren på en hensigtsmæssig og nødvendig måde.

195    I forlængelse af sit ræsonnement fandt Retten bl.a. i den appellerede doms præmis 181-184, at selve karakteren af Eulex Kosovo uundgåeligt påvirkede ansættelsesvilkårene for missionens personale og beskæftigelsesudsigterne for dette personale. I denne henseende udelukkede Retten, at det af Liam Jenkinson fremførte forslag – hvorefter der kunne være blevet indgået en tidsubegrænset ansættelseskontrakt med en ophørsklausul i tilfælde af, at Eulex Kosovos mandat ophørte – kunne være blevet fulgt, og fandt i det væsentlige, at anvendelsen af en tiende tidsbegrænset ansættelseskontrakt udgjorde det nødvendige og hensigtsmæssige middel til at sikre Eulex Kosovo de nødvendige ressourcer til at opfylde sit mandat, som var kendetegnet ved finansieringer, der var afgrænset og tidsmæssigt begrænset.

196    Endvidere bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 187, at den specifikke sammenhæng, der navnlig var knyttet til omstruktureringen af Eulex Kosovo, gjorde det muligt at lægge til grund, at indgåelsen af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt var et nødvendigt og hensigtsmæssigt middel til at opfylde de behov, der havde ført til indgåelsen af kontraktforholdet.

197    Det fremgår af det ovenstående, at Retten under omstændighederne i den foreliggende sag, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 154 i forslaget til afgørelse, fandt, at ansættelsen af Liam Jenkinson på grundlag af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var den eneste måde, hvorpå Eulex Kosovos behov kunne opfyldes, idet disse var tidsmæssigt begrænsede og afhang af faktorer, der lå uden for denne mission.

198    Herved fremgår det ikke klart, at Retten så bort fra indholdet og rækkevidden af den forpligtelse, som Liam Jenkinson har gjort gældende, hvorefter retsinstansen skal efterprøve, om den anfægtede foranstaltning udgør den mindst ufordelagtige behandling af arbejdstageren, samtidig med at den gør det muligt for arbejdsgiveren at nå sit formål. Det følger heraf, at Liam Jenkinson ikke har godtgjort den af ham hævdede urigtige gengivelse af irsk lovgivning.

199    Hvad angår Liam Jenkinsons argument om, at Retten ved udelukkende at henvise til Domstolens praksis tilsidesatte de irske retsinstansers praksis, skal det tilføjes, at Retten, som det fremgår af det ovenstående, ikke gengav denne retspraksis urigtigt ved anvendelsen af irsk lovgivning i den foreliggende sag. Eftersom Liam Jenkinson ikke har fremført andre specifikke forhold i sit appelskrift, må det derfor fastslås, at dette argument ikke kan tiltrædes.

200    Hvad angår Liam Jenkinsons subsidiære klagepunkt om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og af princippet om lovens entydighed skal det indledningsvis bemærkes, at den fortolkning af § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilaget til direktiv 1999/70, som blev anlagt i dom af 4. juli 2006, Adeneler m.fl. (C-212/04, EU:C:2006:443), ligeledes afspejles i dom af 26. januar 2012, Kücük (C-586/10, EU:C:2012:39), hvortil Retten bl.a. henviste i den appellerede doms præmis 154.

201    Desuden kan henvisningerne til dom af 11. juli 1985, Maag mod Kommissionen (43/84, EU:C:1985:328), og af 15. april 2008, Impact (C-268/06, EU:C:2008:223), ikke godtgøre, at Retten begik en retlig fejl. Liam Jenkinson har nemlig ikke i appelskriftet forklaret relevansen af disse domme for analysen af den appellerede dom, og den fremgår ikke umiddelbart af deres indhold.

202    For så vidt som Liam Jenkinson har anført, at det tilkom Retten at basere sin fortolkning af de behov, der kunne opfylde kravene i § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilaget til direktiv 1999/70, på den fortolkning, som EU-lovgiver lagde til grund i forbindelse med vedtagelsen af ansættelsesvilkårene i henhold til artikel 336 TEUF, bemærkes, at denne argumentation ikke opfylder de krav, der er anført i denne doms præmis 60 og 61.

203    Endelig har Liam Jenkinson ikke præcist angivet de regler, som EU-lovgiver har fastsat, og som Retten burde have taget hensyn til.

204    Hvad navnlig angår Liam Jenkinsons henvisning til, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der finder anvendelse på Unionens ansatte, kun kan forlænges to gange, har han ikke godtgjort, at denne regel finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

205    Det følger heraf, at da der ikke foreligger argumenter til støtte for Liam Jenkinsons subsidiære klagepunkt, skal dette klagepunkt dels afvises, dels forkastes som ugrundet.

206    I tredje række bemærkes, at da det klagepunkt, der er nævnt i denne doms præmis 175, ikke vedrører nogen præcis del af den appellerede dom, og der deri ikke uddybes nogen retlig argumentation, der gør det muligt for Domstolen at foretage sin kontrol, for så vidt som der deri bl.a. ikke redegøres for de konsekvenser, der ville følger af, at Eulex Kosovo blev tildelt status som juridisk person, skal det afvises, for så vidt som det ikke opfylder de krav, der er anført i denne doms præmis 60 og 61.

207    Det følger af alt det ovenstående, at det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led skal forkastes, idet de delvis skal afvises, delvis er ugrundede.

 Det tredje anbringendes femte led

–       Parternes argumentation

208    Med det tredje anbringendes femte led har Liam Jenkinson kritiseret Retten for i den appellerede doms præmis 197 at have anlagt en fejlagtig fortolkning af hans argumenter. Retten tilsidesatte endvidere forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita, da den udelukkede, at Liam Jenkinson skulle tilkendes en retfærdig og rimelig erstatning for tilsidesættelsen af section 8 i loven af 2003.

209    Selv om det fremgår af denne præmis 197, at Liam Jenkinson udtrykkeligt havde indikeret, at hans påstand om erstatning for kontraktmæssig skade, der var forbundet med den ulovlige afbrydelse af hans kontraktforhold, var støttet på en ændring af sidstnævnte i henhold til section 9 i 2003-loven, har han anført, at han i sine bemærkninger, der blev indgivet som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse for Retten, udtrykkeligt havde henvist til, at »[section] 8 i [denne] lov [...] dog som sådan ikke udgør det eneste retsgrundlag for erstatningen i forbindelse med den ulovlige afbrydelse af hans ansættelsesforhold, som hovedsageligt er baseret på en manglende overholdelse af den lovgivning, der finder anvendelse på afskedigelsesvilkårene i en kontrakt, som han mener skulle ændres til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt på grundlag af anvendelsen af [den nævnte lovs] section 9«.

210    Liam Jenkinson har desuden anført, at han – idet han kommenterede en irsk afgørelse – gjorde gældende, at sanktionen for overtrædelse af samme lovs section 8 skulle være en retfærdig og rimelig kompensation.

211    Liam Jenkinson har i øvrigt kritiseret Retten for ikke at have draget de erstatningsmæssige konsekvenser, der fulgte af påberåbelsen af denne section, selv om Retten bl.a. ved at gøre brug af sin fulde prøvelsesret burde have anvendt denne fremgangsmåde i lighed med, hvad en irsk retsinstans ville have gjort. Da Retten ikke traf en sådan afgørelse, tilsidesatte den princippet om, at en ret ikke kan træffe afgørelse ultra petita, og foretog en fejlagtig anvendelse af artikel 76 og 84 i Rettens procesreglement.

212    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det femte led i det tredje anbringende forkastes.

–       Domstolens bemærkninger

213    Når Retten får forelagt en sag i sin egenskab af den ret, som skal træffe afgørelse vedrørende kontrakten på grundlag af artikel 272 TEUF, skal den udelukkende træffe afgørelse inden for den retlige og faktuelle ramme som fastlagt af parterne i tvisten (dom af 17.9.2020, Alfamicro mod Kommissionen, C-623/19 P, EU:C:2020:734, præmis 41).

214    Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af stævningen i første instans, at Liam Jenkinson inden for rammerne af den første påstand havde fremsat krav om erstatning som godtgørelse for manglende overholdelse af det opsigelsesvarsel, der var knyttet til afbrydelsen af hans kontraktforhold, som efter hans opfattelse skulle ændres til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, som følge af denne ulovlige afbrydelse og den manglende overførsel af arbejdsretlige dokumenter ved kontraktens udløb.

215    Der er imidlertid intet i stævningen i første instans, der giver anledning til at antage, at Liam Jenkinson nedlagde påstand om erstatning for tilsidesættelse af hans ret til at blive informeret skriftligt om de grunde, der begrundede indgåelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, snarere end indgåelsen af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

216    Som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget af Retten den 1. december 2020 anførte Liam Jenkinson, således som han har anført i forbindelse med det tredje anbringendes femte led, ganske vist, at section 8 i loven af 2003 ikke som sådan udgjorde det eneste retsgrundlag, som han ønskede at påberåbe sig til støtte for sin erstatningspåstand i forbindelse med afbrydelsen af hans kontraktforhold, idet denne påstand hovedsageligt var støttet på den manglende overholdelse af lovgivningen om de afskedigelsesvilkår, der fandt anvendelse på dette forhold, som han mente skulle ændres til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt i henhold til denne lovs section 9.

217    Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 87, gjorde Liam Jenkinson imidlertid i forbindelse med sit svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten vedtog den 6. september 2019, gældende, at tilsidesættelsen af bestemmelserne i section 8 i loven af 2003 ipso facto medførte en ændring af de omhandlede på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

218    Det følger heraf, at Retten i den appellerede doms præmis 197 ikke åbenbart ændrede genstanden for og indholdet af Liam Jenkinsons påstande ved at fastslå, at Liam Jenkinson ved at påberåbe sig en tilsidesættelse af section 8 i loven af 2003 var af den opfattelse, at denne tilsidesættelse skulle medføre en ændring af de omhandlede på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og at kravet om erstatning for de angivelige tab, der var forbundet med afbrydelsen af hans kontraktforhold, hvilede på en ændring af dette kontraktforhold.

219    Da der ikke i første instans blev fremsat et erstatningskrav støttet på en tilsidesættelse af retten til at blive informeret skriftligt senest på tidspunktet for fornyelsen af den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt om grundene til, at der blev indgået en ny tidsbegrænset ansættelseskontrakt snarere end en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, skal det således fastslås, at Retten ikke, medmindre den traf afgørelse ultra petita, kunne have tildelt en erstatning på grundlag af section 8 i loven af 2003, selv hvis den havde udøvet sin fulde prøvelsesret.

220    Det følger heraf, at Retten ved at undlade at tage stilling til et krav – som i modsætning til, hvad Liam Jenkinson har gjort gældende, ikke var blevet fremsat af denne – ikke tilsidesatte grænserne for princippet om, at en ret ikke kan træffe afgørelse ultra petita.

221    Det tredje anbringendes femte led skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det tredje anbringendes sjette led

–       Parternes argumentation

222    Med det tredje anbringendes sjette led har Liam Jenkinson kritiseret Retten for at have undladt at tage stilling til kravet om erstatning for den kontraktmæssige skade, der navnlig er anført i punkt 180-186 i stævningen i første instans.

223    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at dette sjette led forkastes.

–       Domstolens bemærkninger

224    Det bemærkes, at Liam Jenkinson inden for rammerne af den første påstand havde fremsat krav om erstatning for det kontraktmæssige tab, der var redegjort for i punkt 180-186 i hans stævning i første instans.

225    I denne henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 52 og 54, at alle de erstatningskrav, som Liam Jenkinson havde fremsat inden for rammerne af den første påstand, var støttet på ændringen af hans kontraktforhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller var en følge af denne ændring.

226    Efter at have forkastet kravet om ændring af det nævnte kontraktforhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt forkastede Retten følgelig i denne doms præmis 215 kravet om erstatning for de kontraktmæssige tab, som Liam Jenkinson havde fremsat i forbindelse med den første påstand.

227    Eftersom det var inden for rammerne af denne påstand, at Liam Jenkinson havde fremsat krav om betaling af en erstatning efter ret og billighed på 50 000 EUR, og da dette krav skal forstås som en følge af kravet om ændring af hans kontraktforhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, hvilket ikke med føje er bestridt inden for rammerne af appellen, skal det fastslås, at Retten i præmis 215 i den appellerede dom traf afgørelse om dette erstatningskrav ved at forkaste det sammen med de øvrige erstatningskrav, der var fremsat inden for rammerne af den nævnte påstand.

228    Det følger heraf, at Retten ikke undlod at tage stilling til kravet om erstatning for det kontraktmæssige tab, der navnlig var anført i punkt 180-186 i hans stævning i første instans.

229    Følgelig skal det tredje anbringendes sjette led forkastet som ugrundet.

 Det andet anbringende og det første klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led

 Parternes argumentation

230    Med det andet anbringende har Liam Jenkinson i første række anfægtet den appellerede doms præmis 82, hvorved Retten – uden yderligere begrundelse med henblik på at træffe afgørelse om påstanden om ændring af Liam Jenkinsons kontraktforhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt – besluttede udelukkende at tage hensyn til de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ikke de tidligere indgåede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i forbindelse med hans ansættelse ved EUMM og EUPM. Liam Jenkinson er af den opfattelse, at den sidste tidsbegrænsede kontrakt skulle anses for at være en del af et længere kontraktforhold indgået med de sagsøgte i første instans, der ligeledes omfattede disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

231    Liam Jenkinson har i det væsentlige gjort gældende, at der, henset til den nationale lovgivning, som finder anvendelse i den foreliggende sag, skal tages hensyn til samtlige de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der blev indgået med henblik på hans ansættelse ved de tre omhandlede missioner. I øvrigt bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 232, at der var kontinuitet i Liam Jenkinsons beskæftigelse inden for disse tre omhandlede missioner. For at afgøre, om de omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var på hinanden følgende på en måde, der var udtryk for misbrug, var det derfor nødvendigt at undersøge disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i kronologisk rækkefølge, hvilket Retten undlod at gøre.

232    Den manglende undersøgelse af dels kontraktforholdet indgået mellem Liam Jenkinson og de andre indstævnte end Eulex Kosovo, dels anvendelsen af begrebet »uafbrudt beskæftigelse hos en eller flere arbejdsgivere« som omhandlet i irsk lovgivning, svarer til at benægte rækkevidden af den appellerede doms præmis 77, som drager visse konsekvenser af de tre omhandlede missioners manglende status som juridisk person, herunder Eulex Kosovo, før denne mission blev tildelt denne status.

233    I anden række er Liam Jenkinson af den opfattelse, at Retten under hensyntagen til irsk lovgivning i første omgang burde have efterprøvet, om kontraktforholdet inden for de tre omhandlede missioner kunne anses for at være kontinuerligt og indgået med »forbundne arbejdsgivere«, og dernæst i anden omgang burde have fastslået de konsekvenser, som et sådant kontraktforhold indebar. Da Retten ikke foretog en sådan analyse i to faser, udelukkede den ikke muligheden for, at de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der blev indgået med henblik på hans ansættelse ved EUMM og EUPM, kunne anses for at udgøre et kontinuerligt og samlet kontraktforhold indgået med Unionen.

234    Med det første klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led har Liam Jenkinson gjort gældende, at Retten begik en fejl i den appellerede doms præmis 153, for så vidt som den i forbindelse med undersøgelsen af de krav, der var fremsat inden for rammerne af den første påstand, ikke tog hensyn til samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende de aktiviteter, som han havde udført inden for de tre omhandlede missioner. Retten undlod fejlagtigt, inden den udelukkede undersøgelsen af samtlige disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, at undersøge, om det i det foreliggende tilfælde var muligt at lægge til grund, at Liam Jenkinson havde indgået tidsbegrænsede kontrakter med »forbundne arbejdsgivere«, selv om denne betingelse var afgørende i irsk lovgivning.

235    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det andet anbringende og det første klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led forkastes.

 Domstolens bemærkninger

236    Hvad i første række angår det andet anbringende fremgår det af den appellerede doms præmis 82, at Retten – da den sidste tidsbegrænsede kontrakt, som alene indeholdt en voldgiftsbestemmelse, der udpegede Unionens retsinstanser, var en del af de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – besluttede at undersøge Liam Jenkinsons påstand om ændring af de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt. Retten præciserede, at såfremt denne påstand ikke blev taget til følge, havde den ikke kompetence til at behandle påstanden om ændring af de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende Liam Jenkinsons ansættelse ved EUMM og EUPM til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, eftersom disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ikke indeholdt en voldgiftsbestemmelse, der udpegede Unionens retsinstanser.

237    Disse betragtninger fra Rettens side, som indgår i et bredere ræsonnement, havde til formål at fastlægge den ramme, inden for hvilken bedømmelsen af den nævnte påstand om ændring skulle foretages.

238    I modsætning til, hvad Liam Jenkinson har gjort gældende, gør denne begrundelse det for det første muligt for ham og Domstolen at forstå de grunde, der førte Retten til med henblik på denne bedømmelse ikke at tage hensyn til de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende Liam Jenkinsons ansættelse ved EUMM og EUPM, men alene de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

239    Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt denne tilgang fra Rettens side var velbegrundet, fremgår det af den nævnte begrundelse, at Retten fandt, at Liam Jenkinson med den første påstand fremsatte krav om, at der blev draget konsekvenser af afbrydelsen af den sidste tidsbegrænsede kontrakt, for så vidt som denne kontrakt skulle anses for at være en del af et kontraktforhold, der var blevet indledt ved Liam Jenkinsons ansættelse i EUMM, og at det, som Liam Jenkinson havde gjort gældende inden for rammerne af den første påstand, således afhang af spørgsmålet om, hvorvidt den sidste tidsbegrænsede kontrakt var en del af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der samlet set skulle anses for at udgøre en enkel tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

240    Retten bemærkede nemlig i den appellerede doms præmis 52 hvad angik genstanden for de krav, der var fremsat i forbindelse med den første påstand, at Liam Jenkinson anmodede Retten om at ændre de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som han havde indgået med henblik på at indtræde i et kontraktforhold med de tre omhandlede missioner, til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og om fastslå, at de betingelser, hvorunder denne tidsbegrænsede ansættelseskontrakt blev bragt til ophør, var i strid med den arbejdsret, der fandt anvendelse på denne type kontrakt.

241    I den nævnte doms præmis 66 udtalte Retten, at hvad angik disse krav, der var fremsat inden for rammerne af den første påstand, skulle Retten prøve disse, idet den ligeledes skulle tage hensyn til de ansættelseskontrakter, der gik forud for den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt.

242    I den appellerede doms præmis 81 anførte Retten imidlertid, at dens judicielle kompetence fulgte af den voldgiftsbestemmelse, der udpegede Unionens retsinstanser, som udelukkende fandtes i den sidste tidsbegrænsede kontrakt.

243    For så vidt som det krav, der blev fremsat i forbindelse med den første påstand vedrørende afbrydelsen af Liam Jenkinsons kontraktforhold ved udløbet af denne sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, var støttet på den forudsætning, at den nævnte sidste tidsbegrænsede kontrakt var en del af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, skulle Retten desuden nødvendigvis ligeledes tage stilling til den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, der gik forud for den sidste tidsbegrænsede kontrakt.

244    Eftersom det tilkom Retten at træffe afgørelse under hensyntagen til den afbrydelse af kontraktforholdet, der fandt sted ved udløbet af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, som Liam Jenkinson mener at være en del af en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, fremgår det under disse omstændigheder ikke, at Retten begik en retlig fejl ved at indlede sin analyse med undersøgelsen af de angivelige forbindelser mellem de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter frem for først at undersøge alle de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som Liam Jenkinson havde indgået, herunder dem, der vedrørte hans ansættelse ved EUMM og EUPM.

245    Eftersom Retten i den appellerede doms præmis 188 konkluderede, at der forelå objektive grunde, som gjorde det muligt at begrunde indgåelsen af hver af de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og at påstanden om ændring af disse 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt derfor skulle forkastes, kan det ikke med føje foreholdes Retten, at den med henblik på at træffe afgørelse om den første påstand ikke udvidede sin undersøgelse til at omfatte de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende Liam Jenkinsons ansættelse inden for EUMM og EUPM.

246    Eftersom Retten, uden at dette gyldigt er blevet bestridt, fandt, at den sidste kontrakt, der blev indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo, lovligt havde kunnet indgås på bestemt tid, kunne den nemlig heraf udlede, at denne kontrakt ikke var en del af et tidsubegrænset kontraktforhold. Da denne bedømmelse var tilstrækkelig til at udelukke, at udløbet af denne sidste kontrakt kunne have udgjort en afbrydelse af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, kunne den bedømmelse, der kunne foretages af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende Liam Jenkinsons aktiviteter i EUMM og EUPM, under alle omstændigheder ikke ændre denne konstatering.

247    Det fremgår af det ovenstående, at Liam Jenkinson ikke har godtgjort, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 82 at fastslå, at der ikke var anledning til at tage hensyn til disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på at træffe afgørelse om de krav, der var fremsat inden for rammerne af den første påstand.

248    Denne konklusion drages ikke i tvivl af Liam Jenkinsons argument om, at Retten i den appellerede doms præmis 232 konstaterede en kontinuitet i beskæftigelsen inden for de tre omhandlede missioner. I denne præmis foretog Retten nemlig ikke en sådan konstatering. Dette argument, som beror på en fejlagtig læsning af den nævnte præmis, skal derfor forkastes som ugrundet.

249    Hvad angår Liam Jenkinsons argument, der er nævnt i denne doms præmis 232, er det tilstrækkeligt at fastslå, at han med dette argument blot har anført, at den manglende undersøgelse af dels kontraktforholdet indgået mellem ham selv og de andre indstævnte end Eulex Kosovo, dels begrebet »uafbrudt beskæftigelse hos en eller flere arbejdsgivere« svarer til at benægte rækkevidden af den appellerede doms præmis 77, uden at fremføre nogen argumentation til støtte for dette anførte. Det følger heraf, at dette argument ikke opfylder de krav, der er nævnt i denne doms præmis 60 og 61, og at det derfor skal afvises.

250    Hvad i anden række angår dels argumentet om Rettens manglende undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt kontraktforholdet inden for de tre omhandlede missioner skulle anses for at være kontinuerligt og indgået med »forbundne arbejdsgivere«, dels det første klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led, bemærkes, at det fremgår af denne doms præmis 247, at Retten korrekt fastslog, at det ikke tilkom den at udtale sig om kvalificeringen af alle de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende Liam Jenkinsons aktiviteter ved EUMM og EUPM som et kontinuerligt og samlet kontraktforhold, således at det ikke kan foreholdes Retten, at den ikke undersøgte dette spørgsmål og ikke tog hensyn til disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i forbindelse med undersøgelsen af den første påstand, herunder i den appellerede doms præmis 153.

251    Desuden kunne Retten ikke, allerede før den fastlagde, hvilken national lovgivning der fandt anvendelse, vurdere, om de sagsøgte i første instans skulle anses for at være »forbundne arbejdsgivere«, eftersom dette begreb følger af national materiel lovgivning.

252    Følgelig skal det andet anbringende og det første klagepunkt i det tredje anbringendes fjerde led forkastes, idet de delvis skal afvises, delvis er ugrundede.

 Det fjerde anbringendes andet led

 Parternes argumentation

253    Med det fjerde anbringendes andet led har Liam Jenkinson for det første foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 230 ikke undersøgte, om Eulex Kosovos personale var underlagt de samme rettigheder og pligter, ikke med hensyn til fremgangsmåden for fastlæggelse af den anvendelige lovgivning, men med hensyn til de anvendelige nationale materielle retsregler. Hvis det fastslås, at forskellige nationale lovgivninger finder anvendelse, vil det ifølge Liam Jenkinson skabe åbenlyse uligheder, navnlig med hensyn til anvendelsen af de EU-retlige principper og principperne i chartret. Ved denne fremgangsmåde undersøgte Retten således ikke det formål, der forfølges med denne ulige behandling, og den efterprøvede ikke overholdelsen af proportionalitetsprincippet i overensstemmelse med chartrets artikel 52.

254    For det andet pålagde Retten ved at acceptere, at der anvendtes en national lovgivning til løsningen af en konflikt, der var udsprunget af en offentligretlig kontrakt indgået mellem en ansat og Unionen, Unionen færre forpligtelser, end denne har pålagt sig selv for så vidt angår ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene. Der er således en modsigelse mellem på den ene side den appellerede doms præmis 95 og på den anden side denne doms præmis 231 og 232.

255    For det tredje er Liam Jenkinson af den opfattelse, at dom af 5. oktober 2004, Sanders m.fl. mod Kommissionen (T-45/01, EU:T:2004:289), og afgørelsen fra tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles, Belgien) af 30. juni 2014, som han havde påberåbt sig for Retten, og som blev undersøgt i den appellerede doms præmis 233-236, var relevante, bl.a. for så vidt som de illustrerede grænserne for Eulex Kosovos budgetmæssige mandat. Retten udelukkede i øvrigt med urette enhver analogi mellem den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til dom af 5. oktober 2004, Sanders m.fl. mod Kommissionen (T-45/01, EU:T:2004:289), eftersom Liam Jenkinson burde have været ansat på samme vilkår som en midlertidigt ansat, idet dette krav var det samme som det, sagsøgerne havde fremsat i sidstnævnte sag.

256    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det andet led i det fjerde anbringende forkastes.

 Domstolens bemærkninger

257    I første række bemærkes, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ifølge Domstolens faste praksis kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 8.9.2011, Rosado Santana, C-177/10, EU:C:2011:557, præmis 65, og af 15.9.2022, Brown mod Kommissionen og Rådet, C-675/20 P, EU:C:2022:686, præmis 66).

258    I den appellerede doms præmis 230 fastslog Retten hvad angår den angivelige tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, at der ikke forelå forskelsbehandling af Eulex Kosovos kontraktansatte som følge af anvendelsen af forskellige nationale lovgivninger, hvortil de kontraktlige bestemmelser i meddelelse C(2009) 9502 henviste, eftersom disse ansatte behandles ifølge de samme nærmere regler, som er fastsat på samme måde i deres kontrakter.

259    Det bemærkes, at Retten ved at fastslå dette begik en retlig fejl.

260    Det fremgår nemlig af denne præmis 230, at Retten uden at angive, om den fandt, at Eulex Kosovos kontraktansatte befandt sig i en ensartet eller forskellig situation, fastslog, at de nævnte kontraktansatte, henset til den identiske karakter af bestemmelserne i samtlige disse ansattes kontrakter, som henviste til denne meddelelse med henblik på at identificere den lovgivning, der fandt anvendelse på kontrakten, skulle anses for at være behandlet ens.

261    Retten fandt således, at det for at overholde princippet om forbud mod forskelsbehandling var tilstrækkeligt, at der blev fastsat de samme regler for fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der fandt anvendelse på de nævnte ansatte.

262    Selv hvis det antages, at Eulex Kosovos kontraktansatte befandt sig i en ensartet situation, skal det bemærkes, at anvendelsen af forskellige nationale lovgivninger i praksis risikerer at medføre en forskellig behandling af de berørte personer for så vidt angår de rettigheder, som de er tillagt, og de pligter, der påhviler dem i en given situation. Retten kunne derfor ikke uden at fratage princippet om forbud mod forskelsbehandling enhver konkret virkning og dermed uden at begå en retlig fejl begrænse sig til at fastslå, at de kontraktbestemmelser, der gjorde det muligt at identificere de materielle regler, som fandt anvendelse, var de samme for alle de kontraktansatte i Eulex Kosovo.

263    Når dette er sagt, medfører den retlige fejl, som er konstateret i præmis 259 ovenfor, ikke, at den appellerede dom skal ophæves.

264    Det følger nemlig af fast retspraksis, at hvis præmisserne i en afgørelse fra Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse ikke, at denne afgørelse skal ophæves, men at præmisserne skal ændres (dom af 6.5.2021, Bayer CropScience og Bayer mod Kommissionen, C-499/18 P, EU:C:2021:367, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

265    I denne henseende bemærkes, at Liam Jenkinson har påberåbt sig en angivelig tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling af de forskellige medlemmer af Eulex Kosovos internationale civile personale som følge af anvendelsen på disse ansatte af forskellige nationale lovgivninger, der er udpeget i henhold til det tilknytningskriterium, der følger af meddelelse C(2009) 9502, som henviser til lovgivningen i det land, hvor den pågældende person er statsborger.

266    Det skal imidlertid fastslås, at Retten, uden at dette gyldigt er blevet anfægtet i denne appelsag, fandt, at det i overensstemmelse med bestemmelserne i den primære og den afledte ret, der er nævnt i den appellerede doms præmis 226-228, udtrykkeligt var tilladt for de på hinanden følgende chefer for Eulex Kosovo og derefter Eulex Kosovo selv at ansætte internationalt civilt personale på kontrakt.

267    Det følger af den kontraktmæssige karakter af de således fastlagte forhold, at de materielle regler, der skal supplere kontraktbestemmelserne, i mangel af en fælles europæisk ordning, der finder anvendelse på Eulex Kosovos personale, følger af en national lovgivning, som er blevet identificeret på grundlag af de internationale privatretlige regler og ved aftale mellem kontraktens parter.

268    Som det bl.a. fremgår af den appellerede doms præmis 119, som Liam Jenkinson ikke har bestridt i forbindelse med denne appelsag, var det tilknytningskriterium, der følger af meddelelse C(2009) 9502, som henviser til lovgivningen i det land, hvor den pågældende person er statsborger, i den foreliggende sag blevet nævnt i de ni tidsbegrænsede ansættelseskontrakter mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo i overensstemmelse med de internationale privatretlige regler, der finder anvendelse på disse kontrakter, og ved aftale mellem parterne i de nævnte kontrakter.

269    Det følger heraf, at Eulex Kosovos kontraktansatte fra forskellige medlemsstater med henblik på indgåelsen af deres kontrakter ikke befandt sig i en ensartet situation, men i forskellige retlige og faktiske situationer, navnlig på grund af de forskellige lovgivninger, der fandt anvendelse på dem alt efter deres oprindelser på tidspunktet for indgåelsen af disse kontrakter.

270    Under disse omstændigheder skal anvendelsen af forskellige materielle regler på Eulex Kosovos internationale civile personale anses for dels at følge af en hensyntagen til objektive omstændigheder, der er defineret i den relevante internationale privatret, dels en konsekvens af den omstændighed, at disse ansatte befandt sig i situationer, der ikke var ensartede.

271    Liam Jenkinson har følgelig ikke godtgjort, at anvendelsen af forskellige nationale materielle rettigheder på Eulex Kosovos internationale civile personale under omstændighederne i den foreliggende sag udgør en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

272    I anden række bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 231 fastslog, at det var med urette, at Liam Jenkinson gjorde gældende, at han havde lidt et tab som følge af den forskelsbehandling, som han havde været genstand for i forhold til de ansatte, der var omfattet af ansættelsesvilkårene, hvilke vilkår burde have været anvendt på ham som ansat i EU-Udenrigstjenesten, og tilføjede, at det fremgik af det aftalememorandum, der blev underskrevet i Beograd den 13. juli 1991, hvorved ECMM, efterfølgende benævnt EUMM, blev etableret, at personalet ikke skulle ansættes på anden måde end som »europæisk personale«.

273    I den appellerede doms præmis 232 fastslog Retten for det første, at Liam Jenkinson hverken havde fremlagt dette memorandum eller andre oplysninger til støtte for sine argumenter, og at det nævnte memorandum under alle omstændigheder ikke indeholdt bestemmelser, der kunne godtgøre ulovligheden af ansættelsen af det internationale civile personale i Eulex Kosovo.

274    For det andet bemærkede Retten i denne præmis 232, at EU-lovgiver i forbindelse med de normative bestemmelser vedrørende Eulex Kosovo havde fastsat et retsgrundlag, der gjorde det muligt for chefen for Eulex Kosovo og dernæst denne mission at ansætte internationalt civilt personale på kontrakt.

275    Som anført i denne doms præmis 86 begrænsede Retten sig i den appellerede doms præmis 95 til at konstatere, at den europæiske adfærdskodeks, som Liam Jenkinson havde påberåbt sig, kun finder anvendelse på Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt deres forvaltninger og ansatte i deres forhold til offentligheden, således at det var udelukket, at Liam Jenkinson kunne påberåbe sig den for så vidt angik hans ansættelsesforhold.

276    Det følger heraf, at der ikke foreligger nogen modsigelse mellem på den ene side den appellerede doms præmis 95 og på den anden side denne doms præmis 231 og 232.

277    Det bemærkes endvidere, at Liam Jenkinson ved at gøre gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at pålægge Unionen færre forpligtelser, end denne har pålagt sig selv for så vidt angår de ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene, har fremsat et klagepunkt vedrørende fraværet af en retlig ramme, der regulerer hans situation som medlem af Eulex Kosovos internationale civile personale, som, således som det er anført i denne doms præmis 68-72, ikke er blevet påberåbt i første instans. Dette klagepunkt skal følgelig afvises.

278    Hvad i tredje række angår argumentet om relevansen i den foreliggende sag af dom af 5. oktober 2004, Sanders m.fl. mod Kommissionen (T-45/01, EU:T:2004:289), og af afgørelsen fra tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles) af 30. juni 2014, som Liam Jenkinson påberåbte sig for Retten, skal det fastslås, at han ikke har godtgjort, hvorledes disse afgørelser er relevante for den foreliggende sag på en sådan måde, at Retten i den appellerede doms præmis 234 og 236 ikke kunne udelukke enhver analogi med disse. Selv om Liam Jenkinson har anført, at denne dom og denne afgørelse gør det muligt at fastslå, at Eulex Kosovo havde mulighed for at få tildelt yderligere beløb, og at argumenterne vedrørende finansforordningen følgelig skulle undersøges, har han nemlig ikke med dette argument godtgjort, hvilke konsekvenser der skulle drages af den nævnte dom og den nævnte afgørelse i den foreliggende sag. Det nævnte argument skal følgelig forkastes som ugrundet.

279    Hvad angår Liam Jenkinsons argument om, at Retten fejlagtigt forkastede enhver analogi mellem den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til dom af 5. oktober 2004, Sanders m.fl. mod Kommissionen (T-45/01, EU:T:2004:289), eftersom han burde have været ansat ved de tre omhandlede missioner i henhold til de regler i ansættelsesvilkårene, der finder anvendelse på midlertidigt ansatte, skal det bemærkes, at selv om Unionen ifølge Domstolens praksis kan indgå ansættelseskontrakter, der er reguleret af en medlemsstats lovgivning, skal den ikke desto mindre fastlægge kontraktvilkårene ud fra tjenestens behov og ikke med det formål at unddrage sig anvendelsen af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og/eller ansættelsesvilkårene (jf. i denne retning dom af 6.12.1989, Mulfinger m.fl. mod Kommissionen, C-249/87, EU:C:1989:614, præmis 10 og 11).

280    I modsætning til, hvad Liam Jenkinson har gjort gældende, kan der således ikke af artikel 336 TEUF udledes en ret til at blive ansat på de samme vilkår som dem, der finder anvendelse på en ansat, som er omfattet af ansættelsesvilkårene. Liam Jenkinson har desuden ikke godtgjort, at hans ansættelse i det foreliggende tilfælde fandt sted på dette grundlag, eller at vilkårene for hans ansættelse blev fastsat med henblik på unddragelse af anvendelsen af ansættelsesvilkårene. Følgelig skal argumentet, der er støttet på eksistensen af denne angivelige ret, forkastes som ugrundet.

281    Det følger heraf, at Liam Jenkinson ikke kan gøre gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 231-235.

282    Det fjerde anbringendes andet led skal derfor forkastes.

 Det femte anbringende

 Parternes argumentation

283    Med det femte anbringende har Liam Jenkinson kritiseret Rettens undersøgelse af, om den tredje påstand kunne antages til realitetsbehandling.

284    Han er af den opfattelse, at manglen på klarhed, forudsigelighed, retssikkerhed og ligebehandling klart følger af de udvekslinger, der har fundet sted mellem sagens parter vedrørende den første påstand, og nødvendigvis er forbundet hermed. Retten har ikke taget hensyn til alle de faktiske og retlige omstændigheder, der blev fremført i første instans, og heller ikke efterprøvet lovligheden af praksis vedrørende ansættelse af internationalt civilt personale ved Eulex Kosovo. Den begrænsede således ulovligt omfanget af prøvelsen af lovligheden af de sagsøgte i første instans’ handlinger og tilsidesatte artikel 5 TEU.

285    Desuden fandt Retten i den appellerede doms præmis 244 med urette, at der ikke var blevet redegjort klart for nogen af de problemstillinger, som Liam Jenkinson havde fremført, og i denne doms præmis 245, at det krav, der var blevet fremsat i forbindelse med den tredje påstand, var knyttet til Rettens adfærd.

286    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at det femte anbringende forkastes.

 Domstolens bemærkninger

287    I den appellerede doms præmis 244-247 redegjorde Retten for grundene til, at den fandt, at den tredje påstand manglede klarhed og derfor skulle afvises. I denne doms præmis 245 og 246 fastslog Retten navnlig, at Liam Jenkinson i første instans påberåbte sig, at der forelå et tab som følge af Rettens forkastelse af den første og den anden principale påstand, som kunne tilskrives de appelindstævnte.

288    Liam Jenkinson har inden for rammerne af det femte anbringende fremsat en række generelle hævdelser vedrørende den retlige og faktiske situation i forbindelse med søgsmålet i første instans og har kritiseret Retten for ikke at have undersøgt de forskellige retlige problemer, som han havde rejst, uden dog i tilstrækkelig grad at forklare, hvilken fejl Retten skulle have begået ved at fastslå, at den tredje påstand ikke opfyldte de krav til klarhed, som Retten identificerede i den appellerede doms præmis 243.

289    Navnlig har han, selv om han har gjort gældende, at denne påstand ikke havde til formål at godtgøre en tilsidesættelse, der udsprang af Rettens adfærd i forbindelse med analysen af den første og den anden påstand, ligeledes fremhævet, at forkastelsen af de to første påstande kunne betragtes som en illustration af alle de retlige problemer, der blev rejst i forbindelse med den tredje påstand.

290    Disse betragtninger gør det imidlertid ikke muligt at godtgøre, at Retten med urette fastslog, at Liam Jenkinson ikke klart havde underbygget det erstatningskrav, der blev fremsat inden for rammerne af denne tredje påstand.

291    Dette anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det sjette anbringende

 Parternes argumentation

292    Med det sjette anbringende har Liam Jenkinson gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig fordeling af omkostningerne i forbindelse med sagen i første instans. Liam Jenkinson er navnlig af den opfattelse, at i det mindste den manglende gennemsigtighed med hensyn til de grunde, der lå til grund for anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, burde have begrundet, at han ikke skulle betale omkostningerne i forbindelse med sagen i første instans.

293    Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo-missionen har nedlagt påstand om, at dette anbringende forkastes.

 Domstolens bemærkninger

294    Det fremgår af fast retspraksis, at såfremt alle de øvrige anbringender under appelsagen forkastes, må anbringendet om, at Rettens afgørelse om sagsomkostningerne er ulovlig, afvises i medfør af artikel 58, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter der ikke kan iværksættes appel alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse (dom af 17.12.2020, BP mod FRA, C-601/19 P, EU:C:2020:1048, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

295    Eftersom alle Liam Jenkinsons anbringender, der er fremsat til støtte for appellen, skal forkastes, skal dette anbringende vedrørende fordelingen af sagsomkostningerne derfor afvises.

296    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i sin helhed, idet ingen af de anbringender, der er fremsat til støtte for appellen, er blevet taget til følge.

297    Under disse omstændigheder er det ufornødent at undersøge de indsigelser fra Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten vedrørende formaliteten med hensyn til søgsmålet i første instans, der er anført i denne doms præmis 30.

 Sagsomkostninger

298    I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk.1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at Liam Jenkinson pålægges at betale sagsomkostningerne, og da Liam Jenkinson har tabt sagen, bør det pålægges ham at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

1)      Appellen forkastes.

2)      Liam Jenkinson bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Eulex Kosovo afholdte omkostninger i forbindelse med denne appel.

Underskrifter

*      Processprog: fransk.