Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. EMILIOU
fremsat den 18. januar 2024(1)
Sag C-766/21 P
Europa-Parlamentet
mod
Axa Assurances Luxembourg SA,
Bâloise Assurances Luxembourg SA,
La Luxembourgeoise SA,
Nationale-Nederlanden Schadeverzekering Maatschappij NV
»Appel – artikel 272 TEUF – voldgiftsklausul i en kontrakt indgået af Den Europæiske Union – artikel 123 i Rettens procesreglement – udebleven sagsøgt – udeblivelsesdom – påstand om ophævelse af udeblivelsesdom – artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol – artikel 172 og 176 i Domstolens procesreglement – svarskrift til en appel – kontraappel – fortolkningsfejl – manglende og selvmodsigende begrundelse«
I. Indledning
1. De regler, der gælder for proceduren ved Den Europæiske Unions retsinstanser, kan sammenlignes med et jernbanesystem. Hvert spor repræsenterer en processuel rute, mens togene, der kører på disse spor, symboliserer de sager, der indbringes for denne retsinstitution. Efterhånden som en sag udfolder sig, fungerer procesreglerne som jernbanesignaler, der sikrer, at sagen forbliver på rette spor til sin endelige destination.
2. Ikke desto mindre kan en sags juridiske rejse, ligesom en togrejse, støde på knudepunkter. Appeller, kontraappeller og andre mekanismer kan få en sag til at skifte retning og tilbyde en alternativ rute til destinationen, alt imens man overholder de etablerede procesregler. På samme måde som et tog er afhængigt af et velfungerende jernbanenet, er retssager afhængige af præcist definerede procesregler for at sikre en retfærdig og korrekt afgørelse.
3. Nærværende sag bringer disse hensyn i spil.
4. Europa-Parlamentet har med sin appel nedlagt påstand om, at Domstolen delvist ophæver Rettens dom i sagen Parlamentet mod Axa Assurances Luxembourg m.fl. (2), hvor Retten delvis frifandt denne sidstnævnte for Parlamentets påstand om godtgørelse af udgifter forårsaget af en vandskade i Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg by (Luxembourg) i maj 2016.
5. Samtidig har Nationale-Nederlanden Schadeverzekering Maatschappij NV (herefter »NN«), som var en af de sagsøgte i første instans, iværksat en kontraappel med påstand om ophævelse af (andre dele af) den appellerede dom, hvori Retten ved udeblivelsesdom pålagde NN at godtgøre Parlamentet en del af de krævede udgifter med tillæg af lovbestemte morarenter.
6. På Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse fokusere på NN’s kontraappel. Denne sags særlige forhold giver imidlertid Domstolen mulighed for at skabe større klarhed om visse aspekter af udeblivelsessager, hvilket er så meget desto vigtigere i nærværende sag, fordi Retten efter min opfattelse har foretaget en fejlagtig anvendelse af de gældende regler i den henseende. Derfor vil dette forslag til afgørelse også behandle disse spørgsmål.
II. Retsforskrifter
A. Statutten for den Europæiske Unions Domstol
7. Artikel 41 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (herefter »statutten«) lyder som følger:
»Undlader den, der behørigt er indstævnet, at indgive svarskrift, afsiges der en udeblivelsesdom over den pågældende. Inden en måned efter forkyndelsen af dom i sagen kan der fremsendes indsigelse imod den. […]«
8. Det følger af statuttens artikel 56, at:
»Der kan iværksættes appel til Domstolen, senest to måneder efter forkyndelsen af den pågældende anfægtede afgørelse […]
Appel kan iværksættes af enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold. […]«
B. Domstolens procesreglement
9. Artikel 172 i Domstolens procesreglement med overskriften »Parter, der kan indgive svarskrift« fastsætter, at »[e]nhver part i den pågældende sag for Retten, som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes, kan indgive svarskrift inden for en frist på to måneder fra appelskriftets forkyndelse. […]«
10. Artikel 176 i Domstolens procesreglement omhandler kontraappel. I henhold til stk. 1 kan »[d]e parter, der er omfattet af artikel 172 i [Domstolens procesreglement], […] iværksætte kontraappel inden for samme frist som den, der er fastsat for indgivelse af svarskrift«. I denne sammenhæng skal kontraappellen jf. artikel 178, stk. 1, i Domstolens procesreglement gå ud på, at Rettens afgørelse ophæves helt eller delvist.
C. Rettens procesreglement
11. Artikel 123 i Rettens procesreglement, der har overskriften »Udeblivelsesdomme«, bestemmer:
»1. Fastslår Retten, at en sagsøgt, som er lovligt indstævnt, ikke har svaret på stævningen i de foreskrevne former og inden for den frist, der er fastsat […] kan sagsøgeren inden for en af retsformanden fastsat frist anmode om, at Retten afsiger dom efter sagsøgerens påstande.
2. Den udeblevne sagsøgte deltager ikke i udeblivelsessagen, og der bliver med undtagelse af den afgørelse, hvorved sagen afsluttes, ikke forkyndt noget procesdokument for den pågældende.
3. Retten skal i udeblivelsesdommen give sagsøgeren medhold, medmindre det er åbenbart, at den ikke har kompetence til at påkende sagen, eller at sagen åbenbart må afvises eller er åbenbart ugrundet.
[…]«
12. I medfør af artikel 166 i Rettens procesreglement kan en udebleven sagsøgt i medfør af statuttens artikel 41 fremsætte anmodning om genoptagelse af en sag, hvori der er afsagt udeblivelsesdom.
III. Tvistens baggrund, retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
A. Tvistens baggrund
13. Tvistens baggrund er beskrevet indgående i den appellerede dom (3). De faktiske omstændigheder, der er relevante for dette forslag til afgørelse, kan sammenfattes som følger.
14. I 2011 indledte Parlamentet en udbudsprocedure for at tegne en såkaldt forsikringskontrakt »tout risques chantier« (forsikringskontrakt for samtlige risici på byggepladsen) i forbindelse med de større renoverings- og byggearbejder forbundet med udvidelsen af Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg by. Tilbuddet fra AXA Assurances Luxembourg SA (herefter »AXA«), Bâloise Assurances Luxembourg SA, La Luxembourgeoise SA og Delta Lloyd Schadeverzekering NV blev valgt. Den 12. december 2018 blev sidstnævnte selskab opkøbt af NN (herefter under ét »de sagsøgte i første instans«).
15. Den 3. april 2012 indgik Den Europæiske Union, repræsenteret ved Europa-Parlamentet, forsikringskontrakten om alle byggepladsrisici, som der henvises til i udbuddet, med de sagsøgte i første instans. Kontrakten angav AXA som ledende assurandør (4).
16. Som følge af kraftig nedbør den 27. og den 30. maj 2016 sivede regnvand fra Konrad Adenauer-bygningens byggeplads ned i bygningens kælder. Vandansamlingen kunne ikke drænes, og det skabte et fugtigt miljø på steder, hvor der allerede var installeret teknisk udstyr. Det medførte, at udstyret blev beskadiget.
17. Den 30. maj 2016 indgav det firma, der førte tilsyn med de større renoverings- og byggearbejder på byggepladsen, et forsikringskrav på baggrund af omstændighederne. Ved skrivelse af 15. juli 2016 informerede AXA, der fungerede som ledende assurandør, Parlamentet om, at på baggrund af de oplysninger, som dets eksperter havde undersøgt, var ovennævnte omstændigheder ikke dækket af forsikringskontrakten, og AXA afviste derfor ethvert ansvar.
18. Trods en skriftveksling og et møde vedblev uenigheden mellem AXA og Parlamentet. Sidstnævnte sendte en påkravsskrivelse til de sagsøgte i første instans med udgangspunkt i en foreløbig skadesopgørelse.
19. I forlængelse af den første skrivelse fremsendte Parlamentet en ny påkravsskrivelse den 28. november 2018, hvori det blev oplyst, at den lidte skade beløb sig til 800 624,33 EUR eksklusive moms.
B. Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
20. Den 20. juni 2019 anlagde Parlamentet sag ved Retten, jf. artikel 272 TEUF, med påstand om, at de sagsøgte i første instans skulle tilpligtes at godtgøre udgifterne i forbindelse med den vandskade, som blev forvoldt på udstyret i Konrad Adenauer-bygningen i maj 2016. Til støtte for sin påstand gjorde Parlamentet seks anbringender gældende.
21. Den 10. september 2019 indgav AXA, Bâloise Assurances Luxembourg og La Luxembourgeoise deres svarskrift til Retten.
22. Efter at være blevet underrettet om, at Delta Lloyd Schadeverzekering var blevet overtaget af NN, meddelte Rettens Justitskontor ved skrivelse af 13. januar 2020 sidstnævnte, at der var indgivet stævning, og fastsatte en frist for indgivelse af svarskrift.
23. NN indgav ikke et svarskrift inden for den fastsatte frist.
24. Ved skrivelse af 29. juni 2020 meddelte Rettens Justitskontor NN, at det i henhold til artikel 123 i Rettens procesreglement, der vedrører udeblivelsesdomme, og på Parlamentets anmodning ikke længere ville deltage i udeblivelsessagen og kun ville få forkyndt den afgørelse, hvorved sagen afsluttedes.
25. Den 29. september 2021 frifandt Retten ved punkt 2 og 4 i den appellerede doms konklusion de sagsøgte i første instans, for så vidt som søgsmålet vedrørte de sagsøgte i første instans, med undtagelse af NN. I punkt 1 og 3 i domskonklusionen pålagde Retten NN at godtgøre Parlamentet et beløb på 79 653,89 EUR (hvilket svarer til det beløb, som Parlamentet krævede af NN i sine påstande), med tillæg af lovbestemt morarente, samt at betale sagsomkostningerne i forbindelse med udeblivelsessagen, for så vidt som denne sag vedrørte NN.
26. Den 18. november 2021 indgav NN i overensstemmelse med statuttens artikel 41 og artikel 166 i Rettens procesreglement en anmodning om genoptagelse og ophævelse af punkt 1 og 3 i den appellerede doms konklusion. Ved kendelse af 10. januar 2022 udsatte Retten denne sag i afventning af Domstolens afgørelse i den foreliggende appelsag.
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
27. Ved processkrift af 8. december 2021 har Parlamentet iværksat nærværende appel af den appellerede dom.
28. Parlamentet har i sin appel nedlagt følgende påstande:
– Punkt 2 og 4 i den appellerede doms konklusion ophæves.
– Sagen hjemvises til Retten.
– Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes, med undtagelse af de omkostninger, der vedrører punkt 3 i den appellerede doms konklusion.
– Subsidiært ophæves punkt 2 og 4 i den appellerede doms konklusion, og Parlamentets påstand i første instans tages til følge.
29. I deres svarskrift til denne appel har de sagsøgte i første instans, herunder NN, nedlagt følgende påstande:
– Parlamentets appel forkastes.
– Parlamentets anmodning om at udsætte afgørelsen om sagsomkostningerne forkastes.
– Subsidiært, såfremt Domstolen giver Parlamentet medhold i appellen, hjemvises sagen til Retten.
– Mere subsidiært: AXA, Bâloise Assurances Luxembourg og La Luxembourgeoise frifindes for de af Parlamentet nedlagte påstande på grundlag af de anbringender, de har gjort gældende i første instans, og der træffes afgørelse i overensstemmelse med deres påstande herfor.
30. I sin kontraappel iværksat den 6. april 2022 har NN nedlagt følgende påstande:
– Kontraappellen antages til realitetsbehandling.
– Punkt 1 og 3 i den appellerede doms konklusion ophæves.
31. I sit svarskrift til kontraappellen nedlægger Parlamentet følgende påstande:
– Kontraappellen afvises.
– Subsidiært forkastes kontraappellen.
– NN tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med kontraappellen.
V. Bedømmelse
32. I nærværende sag er to appeller blevet iværksat ved Domstolen, en af Parlamentet og en af NN.
33. Til støtte for hovedappellen har Parlamentet gjort tre anbringender gældende for at anfægte Rettens fortolkning af begrebet »oversvømmelse« i artikel I.15.1.1 i forsikringskontrakten. Parlamentet har således gjort gældende, at der er tale om i) en tilsidesættelse af EU-rettens fortolkningsprincipper, ii) en manglende begrundelse og iii) en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviser.
34. Til støtte for sin kontraappel har NN gjort to anbringender gældende. For det første har NN anført, at Retten tilsidesatte artikel 45, stk. 1, litra a), i Rettens procesreglement, som vedrører den måde, hvorpå sproget i en sag bestemmes, ved ikke at fastslå, at Parlamentets søgsmål, som var affattet på fransk, skulle afvises, for så vidt som det vedrørte NN.
35. For det andet og subsidiært har NN gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 123, stk. 3, i Rettens procesreglement (som vedrører de skridt, som Retten skal tage for at afsige en udeblivelsesdom), samt at der foreligger en begrundelsesmangel, for så vidt som den appellerede dom tog søgsmålet til følge mod NN, mens den frifandt de øvrige sagsøgte i første instans, på trods af, at Parlamentets påstande var baseret på de samme retlige og faktiske argumenter.
36. Som nævnt ovenfor vil dette forslag til afgørelse efter Domstolens anmodning primært fokusere på bedømmelsen af, om den anden appel, dvs. NN’s kontraappel, kan antages til realitetsbehandling. Imidlertid skal det understreges, at NN’s kontraappel ikke kan betragtes isoleret, uden at der tages behørigt hensyn til de bredere omstændigheder i deres rette sammenhæng – især det forhold, at NN er en udebleven sagsøgt og har gjort brug af to forskellige retsmidler. Jeg finder det nødvendigt også at undersøge disse aspekter, selv om de rækker noget ud over kontraappellen.
37. I det lys vil jeg begynde mit forslag til afgørelse med nogle indledende bemærkninger, som vedrører NN’s status som udebleven sagsøgt og – som nævnt i punkt 26 ovenfor – NN’s anmodning til Retten om genoptagelse af den appellerede dom (eller »udeblivelsesdommen«) (A). Jeg vil derefter tage stilling til, om NN’s svarskrift til hovedappellen kan antages til realitetsbehandling (B). Efterfølgende vil jeg vurdere, om NN kan iværksætte en kontraappel (C). Endelig vil jeg afslutte med at fokusere på visse fortolkningsspørgsmål, der udspringer af teksten i artikel 123, stk. 3, i Rettens procesreglement, samt den måde, hvorpå den blev anvendt af Retten i den appellerede dom (D).
A. Udeblivelsesdommen og NN’s påstand om at ophæve den
38. I henhold til statuttens artikel 41, jf. artikel 123 i Rettens procesreglement, kan Retten afsige en udeblivelsesdom over en sagsøgt, som har fået forkyndt en stævning, hvis denne ikke indgiver svarskrift i den foreskrevne form eller inden for den fastsatte frist, og hvis sagsøgeren i sagen anmoder herom.
39. I sådanne tilfælde vil den pågældende part have status som »udebleven sagsøgt« (5).
40. Når dette er sagt, kan en udebleven sagsøgt i henhold til statuttens artikel 41 og artikel 166 i Rettens procesreglement gøre indsigelse i form af en anmodning til Retten om ophævelse af udeblivelsesdommen inden for en måned fra den dato, hvor dommen blev forkyndt for den pågældende (6). Således har de retsakter, der fastsætter procesreglerne ved Unionens retsinstanser, udtrykkeligt fastlagt et retsmiddel for enhver part klassificeret som udebleven sagsøgt. Anvendelsen af dette processuelle spor gør det muligt for en sådan sagsøgt at få genoptaget og prøvet den sag, der (foreløbigt) blev påkendt inaudita altera parte.
41. Den 18. november 2021 gjorde NN brug af dette processuelle spor ved at indgive en anmodning om ophævelse af Rettens udeblivelsesdom. Den 10. januar 2022 besluttede Retten imidlertid at udsætte denne afgørelse, idet Parlamentet havde iværksat hovedappellen til prøvelse af den appellerede dom.
42. Den 6. april 2022 indgav NN et svarskrift og en kontraappel i den appelsag, som Parlamentet havde iværksat.
43. På denne baggrund finder Parlamentet, at hverken NN’s svarskrift eller kontraappel kan antages til realitetsbehandling. I de næste to afsnit vil jeg behandle Parlamentets anbringender herom.
B. Formaliteten vedrørende NN’s svarskrift til hovedappellen
44. For det første har Parlamentet gjort gældende, at det svarskrift, som de sagsøgte i første instans har afgivet i fællesskab, ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører NN, fordi dette selskab ikke har nogen interesse i, om appellen tages til følge, eller om den afvises eller forkastes.
45. Parlamentet har anført, at dets appel kun vedrører punkt 2 og 4 i den appellerede doms konklusion, hvorved Retten frifandt de øvrige sagsøgte i første instans. Følgelig har Parlamentet gjort gældende, at appellen ikke påvirker NN’s retsstilling.
46. Jeg er uenig i den vurdering.
47. Jeg vil nævne, at jf. artikel 172 i Domstolens procesreglement kan »enhver part i den pågældende sag« for Retten, »som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes«, indgive svarskrift inden for en frist på to måneder fra appelskriftets forkyndelse.
48. Det følger således af ordlyden af artikel 172 i Domstolens procesreglement, at enhver person, der havde formel partsstatus i førsteinstanssagen, i princippet kan deltage i appelsagen ved at indgive et svarskrift til den appel, der er iværksat af en anden part, forudsat at vedkommende har en interesse i, om appellen tages til følge eller ej. Bortset fra den gældende tidsfrist afhænger deltagelsen derfor af, om to kumulative betingelser er opfyldt.
49. For det første skal svarskriftet indgives af en »part i den pågældende sag«.
50. I overensstemmelse med definitionen af begreberne »part« og »hovedpart« i artikel 1, stk. 2, litra c) og d), i Rettens procesreglement forstår jeg dette udtryk som omfattende sagsøger(e) og sagsøgt(e) samt intervenient(er) i den konkrete sag (7). Eftersom NN var sagsøgt i sagen, der gav anledning til den appellerede dom, er den betingelse opfyldt.
51. Klassificeringen af NN som en »udebleven sagsøgt« påvirker ikke NN’s partsstatus. Faktisk bevarede NN sin status som sagsøgt under hele sagen for Retten. Det er også derfor, at den appellerede dom blev forkyndt for NN (8).
52. Tilsvarende foreskriver artikel 172 i Domstolens procesreglement klart, at parterne i den relevante sag skal have en appel forkyndt, hvis en sådan iværksættes. Forkyndelsen af Parlamentets appel for NN er også en klar bekræftelse på, at NN er part i sagen (9).
53. For det andet skal den part, som ønsker at indgive svarskrift, have »en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes«.
54. Det er ubestridt, at en part, der ønsker at anlægge sag, skal være i stand til at vise, at søgsmålet, hvis det gives medhold, sandsynligvis vil medføre en fordel for den pågældende part (10). I denne henseende burde det samme være tilfældet for en part, der ønsker at indgive et svarskrift til en appel, fordi den pågældende også skal have en »interesse« i sagens udfald for at kunne gøre det. Selv om jeg er enig i, at dette begreb kan omfatte en bred vifte af fordele (11), der rækker ud over strengt juridiske faktorer, skal resultatet af en given sag kunne få retlige følger for den part, der anlægger sagen, og efter min mening også for dem, der ønsker at deltage i den (12).
55. Som beskrevet ovenfor har NN indgivet en anmodning om ophævelse af den appellerede dom, jf. artikel 41 i statutten og artikel 166 i Rettens procesreglement. Retten har imidlertid udsat denne anmodning, idet den afventer Domstolens afgørelse i hovedsagen.
56. I sin forestående dom i hovedsagen skal Domstolen på grundlag af Parlamentets anbringender afgøre, om Rettens afgørelse om at frifinde de øvrige sagsøgte i første instans indeholder en begrundelsesmangel.
57. I den forbindelse skal det understreges, at Parlamentet påberåbte sig de samme kendsgerninger og de samme retlige argumenter over for alle sagsøgte (og dermed også NN). Således er det indlysende, at Domstolens vurdering af Parlamentets anbringender i appelsagen højst sandsynligt vil være afgørende for udfaldet af NN’s søgsmål, som er under behandling (om end udsat) ved Retten. Hvis Domstolen ophæver og ændrer Rettens afgørelse og giver Parlamentet medhold, er skæbnen for NN’s søgsmål ved Retten formentlig beseglet. Det modsatte er også tilfældet: Hvis Domstolen forkaster Parlamentets appel, vil NN’s chancer for at få ophævet den afsagte udeblivelsesdom blive stærkt forøget.
58. Som følge heraf synes det helt klart, at NN, i modsætning til, hvad Parlamentet har gjort gældende, har en væsentlig og direkte retlig interesse i udfaldet af nærværende appelsag. Som sådan opfylder NN begge de relevante betingelser, der henvises til i punkt 49 og 53 ovenfor, og kan indgive et svarskrift til denne appel.
59. Når dette er sagt, er der efter min mening også principielle grunde til, at NN, skønt udeblevet sagsøgt, i en situation som den, der er tale om i denne sag, bør have mulighed for at indgive et svarskrift til hovedappellen.
60. Iværksættelsen af hovedappellen førte til, at Retten udsatte NN’s anmodning om genoptagelse af udeblivelsesdommen. I den forbindelse blev det retsmiddel, der oprindeligt var tilgængeligt for NN i henhold til statuttens artikel 41 og artikel 166 i Rettens procesreglement, midlertidigt udsat, mens det retsmiddel, der anvendes af Parlamentet, nemlig appel, blev givet forrang.
61. Efter min opfattelse ville det være i uoverensstemmelse med både retten til et effektivt retsmiddel og retten til at blive hørt, hvis en part, selv en udebleven sagsøgt i første instans, skulle fanges i denne tilstand af juridisk dødvande, hvor vedkommende ikke effektivt kan bruge det retsmiddel, der er til rådighed i denne situation, nemlig anmodningen om genoptagelse af udeblivelsesdommen, eller deltage i appelsagen, der vedrører selve den sag, hvori vedkommende var – og stadig er – part.
62. Retten til at blive hørt er et generelt princip i EU-retten. Det vedrører retten til forsvar, som er nedfældet i bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), navnlig i artikel 47. I store træk sikrer denne ret, at alle parter har ret til at fremsætte bemærkninger, skriftligt eller mundtligt, forud for enhver afgørelse, der kan påvirke den pågældende parts interesser negativt (13).
63. Det påhviler derfor Domstolen at sikre, at hver part har en rimelig mulighed for at fremlægge sin sag under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situation, der er til dennes ugunst i forhold til modparten (14).
64. Hvis en part som NN ikke har mulighed for at svare på en appel, der er blevet iværksat, vil vedkommende ikke være i stand til at redegøre for sin retsopfattelse eller til at blive hørt på grundlag af sine anbringender fremført i svarskriftet, hvilket Domstolen skal tage behørigt hensyn til. Under sådanne omstændigheder er det ganske vanskeligt at se, hvordan Domstolen kan sikre udøvelsen af NN’s ret til at blive hørt og adgang til et effektivt retsmiddel.
65. På baggrund af det ovenfor anførte er jeg af den opfattelse, at det svarskrift, som de sagsøgte i første instans indgav samlet, kan antages til realitetsbehandling i sin helhed, også for så vidt angår NN.
C. Formaliteten vedrørende NN’s kontraappel
66. For det andet har Parlamentet gjort gældende, at Retten bør afvise NN’s kontraappel med den begrundelse, at NN som udebleven sagsøgt ikke opfylder de nødvendige betingelser for at gøre brug af dette retsmiddel.
67. Ved vurderingen af, om NN’s kontraappel kan antages til realitetsbehandling, vil jeg indledningsvis behandle de relevante bestemmelser, som brugen af dette retsmiddel bygger på. Til det formål vil jeg gennemgå artikel 176 i Domstolens procesreglement om kontraappel og forklare, hvorfor jeg også mener, at statuttens artikel 56, som omhandler appel, er relevant i denne specifikke sammenhæng (1). Dernæst vil jeg rette min opmærksomhed mod kravene i denne bestemmelse i statutten og forklare, hvorfor jeg ikke mener, at NN kan iværksætte en kontraappel i forbindelse med nærværende sag (2). Endelig vil jeg komme med nogle korte overvejelser om det system af retsmidler, der er til rådighed for en udebleven sagsøgt, og især om en sådan sagsøgt kan bruge flere mekanismer på samme tid (3).
1. De relevante bestemmelser om at iværksætte en kontraappel
68. Artikel 176 i Domstolens procesreglement fastlægger de processuelle rammer for kontraappel. I henhold til denne bestemmelse kan de parter, der er angivet i artikel 172 i Domstolens procesreglement, iværksætte en kontraappel. I denne henseende kan en kontraappellant være enhver part i den relevante sag ved Retten, som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes.
69. Domstolen har i sin retspraksis anerkendt, at en part, der er omfattet af disse bestemmelser, kan indgive et svarskrift til en appel og samtidig iværksætte en kontraappel (15). Et svarskrift til en appel kan imidlertid ikke gå ud på at få Rettens afgørelse ophævet på grundlag af anbringender, der er særskilte og uafhængige af dem, der er anført i appellen, da sådanne anbringender kun kan anføres som led i en kontraappel (16). I denne henseende skal kontraappellen iværksættes i et processkrift, som er adskilt fra svarskriftet, og må kun indeholde anbringender, som er særskilt fra og uafhængige af dem, der er anført i samme parts svarskrift til appellen (17).
70. I forbindelse med nærværende sag kan NN, som beskrevet ovenfor, anses for at være en part, der kan indgive et svarskrift til hovedappellen, jf. artikel 172 i Domstolens procesreglement. Ud fra en ordlydsfortolkning af artikel 176 i Domstolens procesreglement forekommer NN derfor også at have ret til at iværksætte en kontraappel i overensstemmelse med de ovenfor skitserede betingelser.
71. Disse betingelser synes i den foreliggende sag at være opfyldt. Det fremgår nemlig af sagens akter, at de sagsøgte i første instans, herunder NN, indgav et svarskrift til hovedappellen samme dag, som NN indgav sin kontraappel, i et særskilt dokument og inden for fristen. I denne kontraappel er der nedlagt påstand om, at punkt 1 og 3 i den appellerede doms konklusion ophæves. Indholdet af denne kontraappel er derfor begrundet i andre forhold end dem, der er fremført i hovedappellen (som vedrører punkt 2 og 4 i den appellerede doms konklusion), og er adskilt fra og uafhængig af de anbringender, der er gøres gældende i svarskriftet til hovedappellen.
72. I denne henseende, og i modsætning til de af Parlamentet fremsatte anbringender på dette punkt, kan jeg ikke se noget problem i, at NN’s kontraappel indeholder andre anbringender end dem, der blev fremsat, og søger et andet resultat end det, der er nedlagt påstand om i hovedappellen (18).
73. Dog udgør opfyldelsen af de formelle krav, jf. artikel 172 og 176 i Domstolens procesreglement, kun én betingelse, som en part skal opfylde, før vedkommende kan iværksætte en kontraappel.
74. Statuttens artikel 56 fastsætter de grundlæggende krav, der skal opfyldes, for at en part kan iværksætte en appel. Det fremgår af stk. 2, at en appel kan iværksættes af »enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold«.
75. I forlængelse heraf trænger et spørgsmål sig på: Hvis der ikke udtrykkeligt henvises til det, omfatter statuttens artikel 56 så både en konventionel »appel« og en »kontraappel«?
76. Efter min mening er svaret ganske klart.
77. Bestemmelsen henviser til begrebet »appel«, som beskriver et retsmiddel, som en part kan bruge til at anfægte en retsafgørelse eller en del af den ved at fremlægge retlige argumenter, der sigter mod at få afgørelsen ophævet, enten helt eller delvist.
78. En »kontraappel« er et retsmiddel, der tjener netop dette formål. Faktisk er det grundlæggende ens, men med den afgørende forskel, at en part iværksætter en kontraappel, efter at en hovedappel er blevet iværksat, og naturligvis gør andre anbringender gældende end dem, der blev præsenteret i hovedappellen. Således ligger forskellen mellem en appel og en kontraappel ikke i indholdet af disse mekanismer, men i deres tidsmæssige dimension og i deres selvstændige eller accessoriske karakter.
79. En appel skal nemlig iværksættes senest to måneder efter forkyndelsen af den appellerede afgørelse (19), mens en kontraappel kan iværksættes selv efter udløbet af denne frist. I henhold til artikel 172 og 176 i Domstolens procesreglement kan den iværksættes »inden for samme frist som den, der er fastsat for indgivelse af svarskrift«, hvilket vil sige inden for to måneder efter, at appellen er blevet forkyndt for parten (20).
80. Endvidere er det sådan, at hvis forskellige parter appellerer den samme afgørelse fra Retten, vil hver af disse appeller have et »selvstændigt liv«. Domstolen kan i givet fald forene (nogle af eller alle) disse sager med henblik på den skriftlige eller mundtlige del af retsforhandlingerne eller med henblik på dommen (21). Men hvis en af disse sager hæves eller afvises, vil det ikke påvirke retsforhandlingerne i de andre appelsager.
81. I modsætning hertil er kontraappellen en sag, der transplanteres til en eksisterende sag. Det betyder, at Domstolens behandling af kontraappellen kan være betinget af hovedappellen. I henhold til artikel 183 i Domstolens procesreglement anses en kontraappel for ikke længere at have nogen genstand, hvis appellanten hæver sin appel, eller hvis appellen forkastes som åbenbart ugrundet med henvisning til visse konkrete forhold (22).
82. På baggrund af det ovenstående synes kontraappelmekanismen først og fremmest at være udtænkt af procesøkonomiske hensyn og i særdeleshed for at undgå unødvendige søgsmål og for at gøre det muligt at behandle indbyrdes forbundne sager inden for rammerne af de samme retsforhandlinger.
83. Så snart Retten har afsagt en dom (eller en anden afgørelse, der kan anfægtes), vil den almindelige fremgangsmåde for en utilfreds part være straks at iværksætte en appel. Der kan dog være tilfælde, hvor en part er utilfreds med visse aspekter af en afgørelse, mens vedkommende er tilfreds med andre aspekter. I sådanne tilfælde er det muligt, at en part er parat til at anerkende resultatet i første instans, forudsat at de andre parter gør det samme, således at tvisten er endeligt bilagt.
84. I mangel af en bestemmelse som artikel 176, stk. 1, i Domstolens procesreglement vil en afventende tilgang fra en parts side imidlertid være risikabel, da en anden part kunne iværksætte en appel mod slutningen af perioden på to måneder, hvilket ville gøre det vanskeligt for den første part at reagere rettidigt. I et sådant scenario vil der være en øget sandsynlighed for, at der iværksættes useriøse appeller, selv i tilfælde hvor parterne måske ville have været tilbøjelige til at afstå fra at indlede nye retssager.
85. På baggrund af ovennævnte betragtninger drager jeg den konklusion, at kontraappeller og hovedappeller simpelthen er to arter af den samme slægt: appeller.
86. Den mindre forskel i ordvalget, der anvendes i de relevante bestemmelser for hver type appel, tjener således blot til at gøre det lettere at skelne mellem dem, når der henvises til de respektive retsmidler i forbindelse med en given sag. Det betyder imidlertid ikke, at de skal behandles forskelligt i en situation som den i hovedsagen foreliggende.
87. I virkeligheden ville det være i modstrid med vigtigheden af at sikre forsvarlig retspleje og parternes ligestilling, såfremt statuttens artikel 56 kun fandt anvendelse på en part, der ønsker at iværksætte en appel, og ikke på en part, der ønsker at iværksætte en kontraappel, efter at hovedappellen allerede er blevet iværksat.
88. Følgelig er jeg af den opfattelse, at statuttens artikel 56 gælder alle former for appel, der er tilgængelige i henhold til de tekster, der regulerer proceduren ved denne retsinstans, hvilket omfatter kontraappel.
89. I denne sag er jeg derfor overbevist om, at NN opfylder betingelserne i artikel 172 og 176 i Domstolens procesreglement, men det skal afgøres, om NN også opfylder de formelle krav, der er fastsat i statuttens artikel 56 (23).
2. Betingelserne i medfør af statuttens artikel 56
90. Som nævnt ovenfor i punkt 74 foreskriver statuttens artikel 56, stk. 2, at en appel kan iværksættes »af enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold«.
91. Selv om det i langt de fleste tilfælde burde være relativt let at efterprøve, om denne betingelse er opfyldt, kan der være tilfælde, hvor dette ikke er så ligetil. Det kan bl.a. være tilfældet, fordi begreberne »ikke fået medhold« (24) og »påstande« (25) ikke er uden tvetydighed. Denne tvetydighed skyldes til dels nogle uoverensstemmelser i de forskellige sprogversioner af statutten (26).
92. Desuagtet denne fortolkningstvivl er det efter min mening næppe omstridt, at en udebleven sagsøgt ikke opfylder disse kriterier. En sådan sagsøgt har ikke indgivet noget processkrift og har således ikke nedlagt påstande. Endvidere er det som følge heraf uholdbart at hævde, at en sådan part »ikke har fået medhold«, jf. statuttens artikel 56.
93. For at bruge den metafor, der blev introduceret i indledningen til dette forslag til afgørelse, kræves det for at nå frem til togets destination, at man først køber en billet og beder om en rejseplan, og at man derefter stiger ombord på toget.
94. Denne holdning synes at være i overensstemmelse med Domstolens tilgang i dommen i sagen Bayer CropScience og Bayer mod Kommissionen. I den sag appellerede både Bayer CropScience og Bayer til Domstolen, selv om kun førstnævnte havde været part i sagen ved Retten. Da Bayer ikke havde deltaget i den oprindelige sag, og da selskabet ikke havde påberåbt sig nogen særlige forhold, der kunne begrunde en appel, fastslog Domstolen, at appellen ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som den var blevet iværksat på dette selskabs vegne (27).
95. På samme måde er Domstolen nået frem til et lignende resultat i visse varemærkesager vedrørende potentielle intervenienter i appelsager. Under omstændigheder, hvor den part, der havde iværksat appel, ikke havde besvaret stævningen, fandt Domstolen, at en sådan part ikke kunne anses for at have deltaget i sagen for Retten, fordi den hverken havde nedlagt selvstændige påstande eller tilkendegivet, at den støttede de øvrige parters påstande (28).
96. På denne baggrund og i overensstemmelse med Parlamentets anbringender mener jeg ikke, at NN’s kontraappel kan antages til realitetsbehandling.
3. De overordnede processuelle overvejelser
97. Selv om jeg når frem til ovenstående resultat i lyset af den aktuelle sag, gælder det samme rationale for de overordnede processuelle rammer for retsmidler ved Unionens retsinstanser.
98. De forskellige parters anbringender i nærværende sag afslører en bemærkelsesværdig uklarhed omkring brugen af specifikke retsmidler ved denne institution og det passende tidspunkt for deres anvendelse.
99. Hvis man i den forbindelse et øjeblik ser bort fra de konkrete omstændigheder i denne sag, er det hensigtsmæssigt at tage stilling til to spørgsmål, som tydeligvis er indbyrdes forbundne: i) hvorvidt en udebleven sagsøgt kan appellere en udeblivelsesdom, eller om vedkommende er forpligtet til at benytte sig af den processuelle mulighed for at indgive en anmodning om genoptagelse af den pågældende dom, og, hvis det sidste er tilfældet, ii) hvorvidt en sådan sagsøgt kan gøre brug af begge muligheder på samme tid, eller, som det er tilfældet i nærværende sag, indgive en sådan anmodning sammen med en kontraappel.
100. Efter min opfattelse er svaret på begge spørgsmål temmelig entydigt.
101. En udebleven sagsøgt kan nemlig ikke appellere en afgørelse truffet i første instans, fordi vedkommende skal gøre brug af det særlige retsmiddel, der består i at anmode om genoptagelse af udeblivelsesdommen. En udebleven sagsøgt kan derfor ikke forfølge begge veje på samme tid ved at iværksætte en appel for Domstolen sammen med en anmodning om genoptagelse af udeblivelsesdommen til Retten.
102. En sådan fortolkning synes senest at være blevet bekræftet af Domstolen i dommen i sagen Eulex Kosovo mod SC, som blev afsagt samme dag, som nærværende forslag til afgørelse fremsættes (29).
103. De to processuelle veje er derfor ikke alene gensidigt udelukkende, de kan heller ikke træde i stedet for hinanden.
104. På den ene side skal en part for at kunne appellere opfylde de formelle krav, der er fastsat i statuttens artikel 56, som grundlæggende kræver deltagelse i første instans. Af de ovenfor anførte grunde opfylder en udebleven sagsøgt ikke dette kriterium. Ethvert forsøg på at få medhold i en appel ville være forgæves.
105. Hvis en part på den anden side har deltaget i sagen i første instans, kan denne pr. definition ikke kategoriseres som en udebleven sagsøgt. Derfor vil der ikke være nogen udeblivelsesdom, som denne part kan anmode om genoptagelse af.
106. At opfatte det på nogen anden måde ville være uforeneligt med logikken i det EU-retlige retsmiddelsystem.
107. Det ville ikke blot omgå de regler, der giver mulighed for et retsmiddel, der er specifikt udformet til at afværge en udeblivelsesdom, men også svække et sådant retsmiddel i betragtning af de forskellige tidsrammer, der gælder for disse mekanismer, og den afgørende vægt, som en dom afsagt af Domstolen har i en appelsag. Ligeledes ville det udhule selve essensen af udeblivelsesdomme, som tjener til at tilskynde til aktiv deltagelse i retssager ved at begrænse inddragelsen og de tilgængelige retsmidler for en part, som har undladt at deltage i den oprindelige sag, på trods af, at vedkommende er blevet opfordret hertil.
108. Desuden ville det at tillade brugen af to retsmidler parallelt være det samme som at tillade en udebleven sagsøgt af få i pose og sæk – eller, for at fortsætte med metaforen, at køre med to tog på samme tid. Det ville være i modstrid med princippet om parternes ligestilling. Når man anskuer det på denne måde, hvordan kan det så være tilladt for en part, som ikke har deltaget i første instans, alligevel at have mulighed for at anvende ét retsmiddel ved Retten og et andet retsmiddel ved Domstolen, hvor begge i sidste ende sigter mod det samme udfald?
109. Endelig ville en sådan situation endda kunne forstyrre den forsvarlige retspleje og påvirke integriteten af de processuelle rammer ved at skabe forvirring om det passende retsmiddel i en given sag, samt sandsynligvis bidrage til at øge sagsomkostningerne for enhver part, der er involveret i parallelle retsforhandlinger, såvel som for denne retsinstitution (30).
110. Disse overvejelser gælder i lige så høj grad, når det drejer sig om brugen af kontraappel.
111. Således kan de anbringender, som en udebleven sagsøgt gør gældende i sin anmodning om ophævelse af en udeblivelsesdom, minde om dem, som den samme sagsøgte gør gældende i en kontraappel. Det kan dog også være, som det er tilfældet i NN’s kontraappel, at de anførte anbringender i kontraappellen er helt forskellige.
112. På dette punkt deler jeg ikke NN’s synspunkt om, at en sådan ordning ville strømline sagsbehandlingen ved at gøre det muligt for Domstolen at afsige én endelig dom, som også endeligt afgør de spørgsmål, der er rejst i anmodningen om genoptagelse af udeblivelsesdommen for Retten.
113. En sådan situation giver snarere utilsigtet den udeblevne sagsøgte en fordel ved at gøre brug af endnu et retsmiddel til at fremføre yderligere retlige argumenter uden at garantere, at de oprindelige anbringender om de faktiske omstændigheder, der blev gjort gældende i anmodningen til Retten om ophævelse af udeblivelsesdommen, vil blive taget behørigt i betragtning, selv hvis Domstolen finder, at kontraappellen er begrundet. Dette skyldes, at Domstolen i forbindelse med en kontraappel kun er forpligtet til at tage stilling til retsspørgsmål.
114. Efter min opfattelse afspejler de beskrevne følger ikke den tilsigtede funktionsmåde for det system af retsmidler, der er fastlagt i de retsforskrifter, der fastsætter procesreglerne ved Unionens retsinstanser – et enkelt tog kan ikke køre på to spor på samme tid.
115. På baggrund af ovenstående overvejelser forekommer det mig derfor, at den fremgangsmåde, der giver en udebleven sagsøgt mulighed for at indgive en anmodning om genoptagelse af en udeblivelsesdom til Retten, er den mest hensigtsmæssige (eller rettere: den eneste) fremgangsmåde, som en sådan part kan anvende under sådanne omstændigheder.
116. Hvis Retten modtager en anmodning fra en sagsøgt om at genoptage en udeblivelsesdom, vil den oprindelige dom i første instans ikke blive betragtet som endelig. I praksis betyder det, at hvis anmodningen tages til følge, vil en ny afgørelse erstatte udeblivelsesdommen.
117. Hvis anmodningen derimod afvises, vil udeblivelsesdommen forblive i kraft og blive endelig i forhold til sagen i første instans. På dette tidspunkt vil den udeblevne sagsøgte kunne iværksætte en appel inden for to måneder efter at have fået forkyndt dommen, hvis vedkommende ønsker at gøre det. Efter min opfattelse er denne proces i overensstemmelse med den tilsigtede funktion af det system af retsmidler, der er til rådighed inden for de processuelle rammer (31).
118. På baggrund af det ovenstående gentager jeg min konklusion om, at NN’s kontraappel skal afvises. Følgelig behøver Domstolen ikke at tage stilling til de to appelanbringender, som NN har gjort gældende.
119. Skulle Domstolen imidlertid være uenig i min vurdering ovenfor og således nå til den konklusion, at NN’s kontraappel kan antages til realitetsbehandling, er jeg af den opfattelse, at den – af de grunde, som jeg vil redegøre for nedenfor – bør finde, at kontraappellen er begrundet, og følgelig ophæve den appellerede dom for så vidt angår NN.
D. Rettens fremgangsmåde ved afsigelsen af udeblivelsesdommen mod NN
120. Som nævnt i punkt 34 ovenfor har NN fremført to anbringender i sin kontraappel. Af procesøkonomiske hensyn foreslår jeg, at Domstolen først behandler NN’s andet anbringende. Da jeg anser dette anbringende for at være åbenbart begrundet, vil det ikke være nødvendigt for Domstolen at tage stilling til NN’s første anbringende.
121. Med sit andet anbringende har NN gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 123, stk. 3, i Rettens procesreglement, som vedrører betingelserne for, hvornår Retten kan afsige udeblivelsesdom, og at der foreligger en begrundelsesmangel, for så vidt som den appellerede dom har givet medhold i søgsmålet mod NN, mens den fastslog frifindelse for så vidt angår de øvrige sagsøgte i første instans, selv om Parlamentets påstande er baseret på de samme retlige og faktiske argumenter.
122. I den appellerede doms præmis 45-61 tog Retten stilling til, om Parlamentets anmodning om en udeblivelsesdom mod NN skulle tages til følge på grundlag af de betingelser, der er fastsat i artikel 123, stk. 3, i Rettens procesreglement. I henhold til denne bestemmelse skal Retten, før den kan afsige en udeblivelsesdom til fordel for sagsøgeren, sikre, at i) den har kompetence til at påkende det søgsmål, der er indbragt for den, ii) at søgsmålet ikke åbenbart må afvises, og iii) at søgsmålet ikke er åbenbart ugrundet.
123. I den appellerede dom anså Retten betingelserne i artikel 123, stk. 3, i Rettens procesreglement for at være opfyldt.
124. Efter at have fastslået, at den havde kompetence til at behandle Parlamentets søgsmål, og at søgsmålet ikke åbenbart måtte afvises, behandlede Retten den tredje betingelse, der er nævnt ovenfor. I et enkelt kort afsnit udtalte den:
»[...] en umiddelbar analyse af Parlamentets argumenter viser ikke, at søgsmålet åbenbart må afvises eller er åbenbart ugrundet. Spørgsmålet om, hvorvidt det krav, som Parlamentet søger godtgørelse for, er dækket af forsikringskontrakten uden at være genstand for en udelukkelsesbestemmelse indeholdt i denne kontrakt, kræver nemlig en nærmere granskning af kontraktens bestemmelser, læst i deres sammenhæng og under hensyntagen til parternes hensigter« (32).
125. På denne baggrund gav Retten Parlamentet medhold i søgsmålet mod NN. Ikke desto mindre konkluderede Retten ved vurderingen af, om søgsmålet mod de andre sagsøgte i første instans skulle tages til følge – efter at have foretaget en mere detaljeret vurdering af Parlamentets påstande – at disse påstande var ugrundede, og den frifandt dem derfor med hensyn til denne del af søgsmålet (33).
126. Der er to særskilte retlige fejl i de afsnit af den appellerede dom: en fejlfortolkning af artikel 123 i Rettens procesreglement og en manglende begrundelse.
127. For det første afslører Rettens tilgang en vildfarelse i forhold til formålet med og rækkevidden af den domstolsprøvelse, som artikel 123 i Rettens procesreglement kræver, samt udtrykket »åbenbart«, der optræder deri.
128. Med udgangspunkt i de redegørelser, jeg fremlagde i mit nylige forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (dom af Supreme Court) (34), skal det påpeges, at det følger klart af EU’s procesregler om udeblivelsessager samt af Unionens retsinstans’ praksis, at sagsøgtes manglende deltagelse i sagen ikke automatisk medfører, at den påkendende ret tager sagsøgerens påstande til følge. I udeblivelsessager gælder ingen formodning for, at sagsøgerens erklæringer er korrekte.
129. Samtidigt er det kontrolkriterium, som Unionens retsinstanser anvender, præget af en relativ velvilje over for sagsøgerens påstande. Retten er ikke forpligtet til at foretage en fuldstændig prøvelse af de anførte faktiske omstændigheder og de retlige argumenter, som sagsøgeren har anført, og den kan heller ikke forventes at gennemgå de faktiske og retlige argumenter, som sagsøgte kunne have fremført, hvis vedkommende havde deltaget i sagen. Ved at give afkald på sin ret til at give møde vælger sagsøgte at give afkald på sin mulighed for bl.a. at fremlægge beviser, der kan rejse tvivl om rigtigheden af de af sagsøgeren påståede faktiske omstændigheder, eller fremføre og underbygge et forsvar, hvilket i princippet er op til sagsøgte at gøre (35).
130. Dvs., at i en udeblivelsesprocedure ved Retten er det sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at vedkommendes påstand ikke »er åbenbart ugrundet« (36). Denne byrde er løftet, når de anbringender, som sagsøgeren har gjort gældende til støtte for sine påstande, uden en tilbundsgående behandling forekommer sandsynlige, dvs. tilstrækkeligt rimelige i retlig og faktisk henseende og i relevant omfang understøttet af tilstrækkelig dokumentation.
131. Af procesøkonomiske hensyn tillader de EU-retlige procesregler Unionens retsinstanser at undlade en tilbundsgående behandling af sagsøgerens påstande, når sagsøgte, på trods af at stævningen er blevet behørigt forkyndt, har valgt ikke at deltage i retssagen.
132. Disse regler kan derimod ikke fortolkes således, at der ikke skal foretages nogen som helst prøvelse, når de af sagsøgeren fremførte argumenter er komplekse. Der er naturligvis en forskel mellem en overfladisk prøvelse og slet ingen prøvelse.
133. Dette punkt vil jeg gerne fastholde. Det kriterium, der er fastsat i artikel 123, stk. 3, i Rettens procesreglement, giver ikke Retten mulighed for at vurdere, at sagsøgeren har fremført en fumus boni juris-sag, alene fordi det spørgsmål, sagsøgeren har rejst, er så komplekst (retligt og/eller faktisk), at det kræver en nærmere granskning. Kompleksitet hvad angår de anførte anbringender er ikke en retfærdiggørelse af, at der ikke foretages nogen form for juridisk vurdering af disse anbringender (37).
134. Det er imidlertid netop, hvad der er sket i nærværende sag med hensyn til de påstande, som Parlamentet har fremsat mod NN. Det fremgår klart af præmis 57 i den appellerede dom, at Retten ikke foretog nogen materiel vurdering af disse påstande.
135. Det følger af det ovenstående, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 123 i Rettens procesreglement. Retten burde som minimum have efterprøvet, om den fortolkning af kontrakten, som Parlamentet lagde til grund, i lyset af kontraktens bestemmelser, læst i deres sammenhæng, var tilstrækkelig sandsynlig til at danne grundlag for en fumus boni juris-sag.
136. Under alle omstændigheder er det lige så klart for mig, at et givet anbringende ikke længere er plausibelt, hvis Retten i samme afgørelse tager stilling til anbringendets substans og når frem til det resultat, at det ved nærmere eftersyn er ugrundet.
137. Som jeg har redegjort for ovenfor, giver artikel 123 i Rettens procesreglement Retten mulighed for at undlade en detaljeret prøvelse af sagsøgerens påstande i en udeblivelsessag. Denne bestemmelse kan imidlertid ikke fortolkes således, at den kræver, at Retten begrænser sig til en overfladisk prøvelse, når den vurderer de anbringender, der er fremført mod en udebleven sagsøgt, når de samme anbringender af den ene eller anden grund skal underkastes en mere grundig prøvelse.
138. Det er svært at se logikken bag en sådan retsafgørelse, hvor en domstol anser de samme argumenter (både faktiske og retlige) for ikke at være åbenbart urigtige i én del af afgørelsen (i dette tilfælde i vurderingen i forhold til NN) og derefter anser dem for at være urigtige i en anden del af afgørelsen (i dette tilfælde, når de vurderes i forhold til de andre sagsøgte i første instans).
139. Rettens fortolkning af artikel 123 i Rettens procesreglement synes at indebære, at den i nogle tilfælde faktisk er forpligtet til at tage et anbringende til følge, selv om den ved, at det er urigtigt, og – hvad værre er – selv om den udtrykkeligt har erkendt det i den samme afgørelse.
140. Efter min opfattelse kan dette ikke betragtes som en korrekt og retfærdig udøvelse af den rets domstolsvirksomhed. En domstol ville i al væsentlighed dømme en udebleven part alene af den grund, at denne part valgte ikke at deltage i retssagen. Som nævnt ovenfor er det imidlertid ikke det, der er bestemt i EU-reglerne om udeblivelsessager. Disse regler kræver fortsat, at Unionens retsinstanser foretager en prøvelse af sagen: En prøvelse, der, selv om den udføres i en forenklet form, ikke desto mindre skal overholde de krav, der følger af artikel 47 i chartret.
141. I denne henseende bør man ikke se bort fra, at valget om ikke at deltage i retssagen, hvor beklageligt det end måtte være, er helt op til den enkelte parts skøn og dermed legitimt (38). Dette valg indebærer naturligvis risikoen for at blive behandlet som en udebleven sagsøgt, en status, der kan resultere i en udeblivelsesdom, der som nævnt har en række processuelle konsekvenser, hvoraf nogle er ugunstige for den sagsøgte.
142. Det ville dog være at overskride ordlyden og formålet med EU’s procesregler og risikere at medføre en konsekvens, der er af overdrevent straffende natur, hvis en domstol skulle fortolke dem som en pligt til at blåstemple sagsøgerens anbringender uanset omstændighederne.
143. Mit synspunkt synes at blive bekræftet af Domstolens Store Afdelings dom i Tomkins-sagen, hvor den stadfæstede Rettens afgørelse om at nedsætte varigheden af den konkurrencebegrænsende adfærd, der var blevet tilregnet en virksomhed, på grundlag af Rettens resultat i forhold til en anden virksomhed, på trods af at den førstnævnte virksomhed ikke havde nedlagt påstand om varigheden af overtrædelsen (39). Kommissionen havde kritiseret Retten for at dømme ultra petita. Domstolen forkastede imidlertid appellen og bemærkede i det væsentlige, at de to virksomheder var beslægtede (moderselskabet og datterselskabet), og at der ikke var tale om to forskellige former for adfærd, der overtrådte konkurrencereglerne, men snarere en enkelt overtrædelse, som begge virksomheder kunne holdes ansvarlige for.
144. Principperne fra denne dom synes at kunne anvendes tilsvarende i den foreliggende sag. De sagsøgte i første instans er forbundne, idet de alle er bundet af en og samme kontrakt og blev sagsøgt samlet af Parlamentet ved Retten for en angiveligt manglende opfyldelse af denne kontrakt. I denne sag befandt de fire forsikringsselskaber sig i en identisk faktisk og retlig situation: Parlamentet hævdede på grundlag af de samme retlige grunde, at de var solidarisk ansvarlige for at godtgøre omkostningerne i forbindelse med den skade, der var forårsaget af en bestemt begivenhed (dvs. den påberåbte oversvømmelse af Konrad Adenauer-bygningen).
145. Som i Tomkins-dommen, hvor Unionens retsinstanser ikke kunne tilskrive to forskellige tidsperioder til den samme adfærd, afhængigt af det pågældende selskabs adfærd i retsforhandlingerne, kan denne retsinstans i nærværende sag ikke finde, at de samme vilkår i den samme kontrakt har to forskellige betydninger, afhængigt af det pågældende selskabs adfærd i retsforhandlingerne.
146. Det følger endvidere af det foregående, at den appellerede dom også er behæftet med en begrundelsesmangel, idet dommens præmis 57 ikke indeholder nogen umiddelbar vurdering af de argumenter, som sagsøgeren har fremført, og er i modstrid med dommens præmis 62-138 (40).
147. På baggrund af det ovenstående finder jeg derfor, at den appellerede dom er behæftet med i) en fejlfortolkning af artikel 123 i Rettens procesreglement og ii) en utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse for, hvorfor den tredje betingelse i denne bestemmelse, som giver Retten mulighed for at afsige en udeblivelsesdom til fordel for sagsøgeren, var opfyldt.
148. Såfremt Domstolen finder, at NN’s kontraappel kan antages til realitetsbehandling, vil den derfor efter min opfattelse skulle ophæve punkt 1 og 3 i den appellerede doms konklusion.
VI. Forslag til afgørelse
149. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at
– antage Nationale-Nederlanden Schadeverzekering Maatschappij NV’s svarskrift i hovedappellen til realitetsbehandling
– afvise Nationale-Nederlanden Schadeverzekering Maatschappij NV’s kontraappel.