Language of document : ECLI:EU:T:2021:206

RETTENS DOM (Femte Afdeling)

21. april 2021 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen – indefrysning af midler – liste over personer, enheder og organer, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer – restriktioner for indrejse i og transit gennem Den Europæiske Unions område – liste over personer, der er omfattet af restriktioner for indrejse i og transit gennem Unionens område – opretholdelse af sagsøgerens navn på listerne – søgsmålsfrist – formaliteten – begrundelsespligt – urigtigt skøn«

I sag T-322/19,

Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafi, Muscat (Oman), ved barrister S. Bafadhel,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved V. Piessevaux og M. Bishop, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til dels artikel 263 TEUF med påstand om annullation af for det første Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2017/497 af 21. marts 2017 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2017, L 76, s. 25) og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/374 af 5. marts 2020 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2020, L 71, s. 14), for så vidt som sagsøgerens navn ved disse gennemførelsesafgørelser er blevet opretholdt på listerne i bilag I og III til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 af 31. juli 2015 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP (EUT 2015, L 206, s. 34), og for det andet Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/489 af 21. marts 2017 om gennemførelse af artikel 21, stk. 5, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2017, L 76, s. 3) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/371 af 5. marts 2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 5, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2020, L 71, s. 5), for så vidt som sagsøgerens navn ved disse gennemførelsesforordninger er blevet opretholdt på listen i bilag II til Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (EUT 2016, L 12, s. 1), dels artikel 265 TEUF med påstand om, at det fastslås, at Rådet på ulovlig vis undlod at meddele sagsøgeren de pågældende retsakter på tidspunktet for vedtagelsen heraf,

har

RETTEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Spielmann, og dommerne U. Öberg og O. Spineanu-Matei (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig R. Ūkelytė,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2020,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgeren, Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafi, er libysk statsborger og datter til den tidligere libyske leder Muammar Gaddafi.

2        Den 26. februar 2011 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (herefter »Sikkerhedsrådet«) resolution 1970 (2011), som indførte restriktive foranstaltninger over for Libyen og over for personer og enheder involveret i grove menneskerettighedskrænkelser mod personer i Libyen, bl.a. ved deltagelse i angreb på civilbefolkningen og civile faciliteter i strid med folkeretten.

3        Den 28. februar 2011 og den 2. marts 2011 vedtog Rådet for Den Europæiske Union henholdsvis afgørelse 2011/137/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2011, L 58, s. 53) og forordning (EU) nr. 204/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2011, L 58, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af 2011«).

4        Artikel 5, stk. 1, litra a), i afgørelse 2011/137 fastsætter, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at begrænse indrejse i eller transit gennem deres område for de personer, der er omfattet af resolution 1970 (2011) eller er udpeget i henhold til denne, og hvis navn fremgår af bilag I til denne afgørelse.

5        Artikel 6, stk. 1, litra a), i afgørelse 2011/137 og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 204/2011, sammenholdt med forordningens artikel 6, stk. 1, fastsætter i det væsentlige en indefrysning af pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres direkte eller indirekte af personer, som Sikkerhedsrådet eller det udvalg fra Sikkerhedsrådet, der er nedsat i henhold til punkt 24 i resolution 1970 (2011) (herefter »sanktionsudvalget«), har udpeget i overensstemmelse med punkt 22 i resolution 1970 (2011), og hvis navne fremgår af henholdsvis bilag III til denne afgørelse og bilag II til denne forordning.

6        Sagsøgeren er blandt de personer, der er omfattet af resolution 1970 (2011), og som følgelig er opført på listerne i bilag I og III til afgørelse 2011/137 og bilag II til forordning nr. 204/2011 med følgende identifikationsoplysninger og begrundelse:

»GADDAFI, Aisha Muammar[.] Fødselsdato: 1978. Fødested: Tripoli, Libyen. Datter af Muammar GADDAFI. Tæt knyttet til styret. Dato for FN’s opførelse på listen: 26[. februar] 2011.«

7        Den 17. marts 2011 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 1973 (2011), hvorved der blev indført nye foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen. Den 22. januar 2013 vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 50/2013 om gennemførelse af artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 204/2011 (EUT 2013, L 20, s. 29) og afgørelse 2013/45/FUSP om ændring af afgørelse 2011/137/FUSP (EUT 2013, L 20, s. 60), hvorved de i retsakterne af 2011 indeholdte identifikationsoplysninger vedrørende sagsøgeren blev ændret for at præcisere, at hun formodedes at befinde sig i Algeriet.

8        Den 23. juni 2014 vedtog Rådet henholdsvis afgørelse 2014/380/FUSP om ændring af afgørelse 2011/137 (EUT 2014, L 183, s. 52) og gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2014 om gennemførelse af artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 204/2011 (EUT 2014, L 183, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af 2014«). De ændringer, der blev foretaget ved disse retsakter, vedrørte ikke sagsøgeren, hvis navn derfor er blevet opretholdt på de lister, som er indeholdt i bilag I og III til afgørelse 2011/137 og bilag II til forordning nr. 204/2011, uden at begrundelsen for opførelsen af hendes navn på disse lister er blevet ændret i forhold til den i retsakterne af 2011 indeholdte begrundelse.

9        Den 27. august 2014 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 2174 (2014), der fordømte kampene mellem væbnede grupper og tilskyndelsen til vold i Libyen og indførte yderligere restriktive foranstaltninger over for personer og enheder, der deltog i eller ydede støtte til handlinger, der truede freden, stabiliteten eller sikkerheden i Libyen, eller som hindrede eller underminerede en vellykket fuldførelse af den politiske overgang.

10      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. september 2014 anlagde sagsøgeren et søgsmål, der blev registreret under sagsnummer T-681/14, med påstand om annullation af retsakterne af 2014, for så vidt som sagsøgerens navn herved blev opretholdt på listerne i bilag I og III til afgørelse 2011/137 og bilag II til forordning nr. 204/2011.

11      Den 18. december 2014 fremsendte Rådet en skrivelse til sagsøgerens repræsentanter, hvori det anførte, at sanktionsudvalget havde underrettet de kompetente tjenestegrene i Den Europæiske Union om, at sagsøgeren ikke havde overholdt sit rejseforbud, hvorved hun havde tilsidesat bestemmelserne i resolution 1970 (2011).

12      Den 27. marts 2015 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 2213 (2015), hvorved der bl.a. blev indført visse ændringer af kriterierne for opførelse på listerne.

13      Den 4. maj 2015 tilstillede Rådet sagsøgerens repræsentanter en skrivelse, som var ledsaget af en række dokumenter (herefter »skrivelsen af 4. maj 2015«). Rådet anførte heri, at sagsøgeren i 2011 og 2013 offentligt havde fremsat erklæringer, hvorved hun tilskyndede til at vælte de libyske myndigheder, der var blevet indsat efter faldet af det styre, som hendes far havde indført, og til at hævne sidstnævntes død.

14      Den 26. maj 2015 vedtog Rådet henholdsvis afgørelse (FUSP) 2015/818 om ændring af afgørelse 2011/137 (EUT 2015, L 129, s. 13) og forordning (EU) 2015/813 om ændring af forordning nr. 204/2011 (EUT 2015, L 129, s. 1) med det formål bl.a. at udvide de i retsakterne af 2011 anførte kriterier for udpegelse af personer og enheder, der skal være genstand for restriktive foranstaltninger.

15      Efterfølgende foretog Rådet en fuldstændig revision af de lister med navne på personer og enheder, der var indeholdt i bilagene til retsakterne af 2011.

16      Denne revision blev afsluttet med vedtagelsen den 31. juli 2015 af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137 (EUT 2015, L 206, s. 34) og vedtagelsen den 18. januar 2016 af Rådets forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning nr. 204/2011 (EUT 2016, L 12, s. 1).

17      Artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2015/1333 bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for personer, som Sikkerhedsrådet eller sanktionsudvalget har udpeget, og som er omfattet af rejserestriktioner, i overensstemmelse med punkt 22 i Sikkerhedsrådets resolution 1970 (2011), punkt 23 i Sikkerhedsrådets resolution 1973 (2011), punkt 4 i Sikkerhedsrådets resolution 2174 (2014) og punkt 11 i Sikkerhedsrådets resolution 2213 (2015), jf. bilag I til denne afgørelse.

18      Artikel 9, stk. 1, i afgørelse 2015/1333 og artikel 5, stk. 1, i forordning 2016/44, sammenholdt med forordningens artikel 6, stk. 1, fastsætter i det væsentlige en indefrysning af pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres direkte eller indirekte af personer, som Sikkerhedsrådet eller sanktionsudvalget har udpeget, og som er omfattet af indefrysning af aktiver, i overensstemmelse med punkt 22 i Sikkerhedsrådets resolution 1970 (2011), punkt 19, 22 eller 23 i Sikkerhedsrådets resolution 1973 (2011), punkt 4 i Sikkerhedsrådets resolution 2174 (2014) og punkt 11 i Sikkerhedsrådets resolution 2213 (2015), og som er opført på listen i bilag III til denne afgørelse og i bilag II til denne forordning.

19      Sagsøgeren blev opført på listerne i bilag I og III til afgørelse 2015/1333 og bilag II til forordning 2016/44 (herefter »de omtvistede lister«) med følgende identifikationsoplysninger og begrundelse:

»[…] AISHA MUAMMAR MUHAMMED ABU MINYAR QADHAFI […] Fødselsdato: 1978 [.] Fødested: Tripoli, Libyen. Alias af god kvalitet: Aisha Muhammed Abdul Salam […] Adresse: Sultanatet Oman (Formodet status/opholdssted: Sultanatet Oman)[.] Opført på listen den: 26. februar 2011[.] Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 [(2011)] (rejseforbud, indefrysning af aktiver). Supplerende oplysninger[:] Tæt forbindelse til regimet. Rejste i strid med punkt 15 i resolution 1970 [(2011)] som beskrevet i Ekspertpanelet vedrørende Libyen i dettes interimsrapport fra 2013.«

20      Ved skrivelse af 6. oktober 2016 sendt til Rådet af sagsøgerens advokat (herefter »skrivelsen af 6. oktober 2016«) oplyste sidstnævnte Rådet om, at sagsøgeren efter sin tidligere advokats død havde oplyst, at hun fortsat ønskede fortsat at være repræsenteret af hende og af en af hendes kollegaer, hvilket bekræftedes af den fuldmagt, som nævnte advokat vedlagde denne skrivelse, og at enhver korrespondance følgelig skulle sendes til denne fremover.

21      Den 21. marts 2017 vedtog Rådet henholdsvis gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2017/497 om gennemførelse af afgørelse 2015/1333 (EUT 2017, L 76, s. 25) og gennemførelsesforordning (EU) 2017/489 om gennemførelse af artikel 21, stk. 5, i forordning 2016/44 (EUT 2017, L 76, s. 3) (herefter samlet »retsakterne af 2017«), hvorved de omtvistede lister blev ændret, med henblik på at tage hensyn til de ajourførte oplysninger, som sanktionsudvalget havde fremlagt.

22      Opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister blev ledsaget af følgende identifikationsoplysninger og begrundelse:

»AISHA […] MUAMMAR MUHAMMED […] ABU MINYAR […] QADHAFI […] Fødselsdato: 1978[.] Fødested: Tripoli, Libyen. Alias af god kvalitet: Aisha Muhammed Abdul Salam […] Adresse: Sultanatet Oman (formodet status/opholdssted: Sultanatet Oman). Opført på listen den: 26. februar 2011 (ændret den 11. november 2016, 26. september 2014, 21. marts 2013, 2. april 2012)[.] Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 [(2011)] (rejseforbud, indefrysning af aktiver). Internetlink til INTERPOL-UN Security Council Special Notice: https://www.interpol.int/en/notice/search/un/5525815.«

23      Ved dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), som har fået retskraft, idet der ikke blev iværksat appel, fastslog Retten, idet den påkendte det af sagsøgeren anlagte søgsmål til prøvelse af retsakterne af 2014 (jf. præmis 10 ovenfor), at betingelsen om, at Rådet var forpligtet til at oplyse sagsøgeren om de specifikke og konkrete grunde til, at det var af den opfattelse, at de restriktive foranstaltninger skulle opretholdes over for hende, ikke var opfyldt i den pågældende sag. For det første fastslog Retten, at retsakterne af 2014 kun indeholdt angivelser svarende til begrundelsen for den oprindelige opførelse af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, der var vedlagt som bilag til retsakterne af 2011, og fandt, at denne begrundelse var utilstrækkelig til at begrunde hendes opretholdelse på disse lister, eftersom sammenhængen var væsentligt anderledes; for det andet fastslog Retten, at de yderligere grunde, som Rådet havde fremført, var åbenbart irrelevante, for så vidt som de ikke var blandt de grunde, på grundlag af hvilke retsakterne af 2014 var blevet vedtaget, og for så vidt som de var blevet bragt til Rådets kendskab efter datoen for vedtagelsen af disse. Retten annullerede derfor de nævnte retsakter, for så vidt som sagsøgerens navn herved var blevet opretholdt på listerne i bilag I og III til afgørelse 2011/137 og bilag II til forordning nr. 204/2011.

24      Den 5. februar 2019 henvendte sagsøgerens advokat sig til Rådet for at gentage sin anmodning om at få tilstillet hele korrespondancen vedrørende sagsøgeren samt de afgørelser og forordninger, der var blevet vedtaget over for sidstnævnte.

25      Den 25. marts 2019 underrettede Rådet ved sin skrivelse sendt til sagsøgerens advokat (herefter »skrivelsen af 25. marts 2019«) sidstnævnte om, at det havde vedtaget retsakterne af 2017 på grundlag af de oplysninger, som sanktionsudvalget havde ajourført, således at sagsøgerens navn var blevet opretholdt på de omtvistede lister.

 Faktiske omstændigheder efter anlæggelsen af nærværende søgsmål

26      Den 11. februar 2020 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 2509 (2020), hvori det på ny bekræftede, at det var nødvendigt for staterne at vedtage foranstaltninger om forbud mod indrejse i eller transit gennem deres område over for alle personer udpeget af sanktionsudvalget i henhold til bl.a. punkt 15 og 16 i resolution 1970 (2011), og det bekræftede på ny, at det havde til hensigt at sikre, at midler, som var blevet indefrosset i henhold til denne resolutions punkt 17, på et senere tidspunkt ville blive stillet til rådighed og ydet til gavn for det libyske folk.

27      Den 5. marts 2020 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/374 om gennemførelse af afgørelse 2015/1333 (EUT 2020, L 71, s. 14) og gennemførelsesforordning (EU) 2020/371 om gennemførelse af artikel 21, stk. 5, i forordning 2016/44 (EUT 2020, L 71, s. 5) (herefter samlet »retsakterne af 2020«), hvorved sagsøgerens navn er blevet opretholdt på de omtvistede lister, uden at begrundelsen for hendes udpegelse er blevet ændret i forhold til den i retsakterne af 2017 indeholdte begrundelse.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

28      Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2019.

29      Rådet har indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor den 14. august 2019.

30      Replikken og duplikken er blevet indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 4. oktober 2019 og den 28. november 2019.

31      Idet sammensætningen af Rettens afdelinger blev ændret i henhold til artikel 27, stk. 5, i Rettens procesreglement, er sagen blevet henvist til Femte Afdeling.

32      Ved procesdokument indleveret til Rettens Justitskontor den 24. december 2019 har sagsøgeren anmodet om afholdelse af et retsmøde.

33      Ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 22. januar 2020 er nærværende sag blevet fordelt til en ny refererende dommer som følge af forfald hos den oprindeligt udpegede refererende dommer.

34      Retten traf foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som parterne efterkom inden for den fastsatte frist.

35      Ved særskilt procesdokument indleveret til Rettens Justitskontor den 1. september 2020 har sagsøgeren på grundlag af procesreglementets artikel 86 tilpasset stævningen, således at den ikke blot tilsigter annullation af retsakterne af 2017, men også annullation af retsakterne af 2020 (herefter samlet »de anfægtede retsakter«), for så vidt som de vedrører hende. Rådet har fremsat sine bemærkninger til anmodningen om tilpasning til Rettens Justitskontor den 28. september 2020.

36      Efter forslag fra den refererende dommer besluttede Retten at indlede retsforhandlingernes mundtlige del.

37      Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede de af Retten stillede mundtlige spørgsmål i retsmødet den 20. oktober 2020. Efter retsmødet blev retsforhandlingernes mundtlige del afsluttet og sagen optaget til dom.

38      Som følge af tilpasningen af stævningen har sagsøgeren i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        De anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som sagsøgerens navn er blevet opretholdt på de omtvistede lister.

–        Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

39      Som følge af bemærkningerne vedrørende anmodningen om tilpasning har Rådet i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Principalt: Sagen afvises.

–        Subsidiært: frifindelse.

–        Mere subsidiært: For det tilfælde, at de anfægtede retsakter annulleres for så vidt angår sagsøgeren, skal det fastslås, at virkningerne af de anfægtede afgørelser skal opretholdes indtil udløbet af appelfristen eller, såfremt der iværksættes appel inden for denne frist, indtil appellen afvises eller forkastes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten vedrørende de argumenter, som er fremført i punkt 3-12 i anmodningen om afholdelse af et retsmøde, og vedrørende begæringen om, at de til denne anmodning vedlagte bilag E.1-E.4 udtages af sagsakterne

40      I retsmødet har Rådet gjort gældende, at de argumenter, der er indeholdt i punkt 3-12 i sagsøgerens anmodning om afholdelse af et retsmøde og i de dokumenter, som udgør bilag E.1-E.4 til denne anmodning, skal afvises i henhold til procesreglementets artikel 85.

41      Sagsøgeren har erklæret, at nævnte bilag E.1-E.4 udtages af sagsakterne, alt imens hun har fastholdt de argumenter, der er fremført i punkt 3-12 i hendes anmodning om afholdelse af et retsmøde.

42      Det bemærkes, at i overensstemmelse med procesreglementets artikel 76 og 81 omfatter retsforhandlingernes skriftlige del for Retten en første udveksling af processkrifter, som i medfør af procesreglementets artikel 83 kan efterfølges af en anden og sidste udveksling af processkrifter, når Retten finder det nødvendigt for at supplere indholdet af sagsakterne.

43      I den foreliggende sag skal det fastslås, at de argumenter, der er indeholdt i punkt 3-12 i anmodningen om afholdelse af et retsmøde, ikke udgør en begrundelse for, hvorfor sagsøgeren ønsker at blive hørt. Sagsøgeren har endvidere i disse punkter fremført argumenter, som allerede er blevet fremført i hendes tidligere skrifter, og hun har til hensigt at besvare bemærkningerne i duplikken. Derfor skal punkt 3-12 i anmodningen om afholdelse af et retsmøde ikke tages i betragtning, og de dokumenter, der udgør bilag E.1-E.4, skal udtages af sagsakterne.

 Om den del af søgsmålet, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF

 Formaliteten

44      Uden at fremsætte en formalitetsindsigelse i et særskilt dokument på grundlag af procesreglementets artikel 130, stk. 1, har Rådet i svarskriftet og i bemærkningerne til anmodningen om tilpasning gjort gældende, at søgsmålet bør afvises, for så vidt som det er støttet på artikel 263 TEUF, idet det er anlagt for sent.

45      Rådet har gjort gældende, at det på ingen måde var forpligtet til at underrette sagsøgeren om de anfægtede retsakter, for så vidt som hverken afgørelse 2015/1333 eller forordning 2016/44 indeholder bestemmelser, hvoraf det fremgår, at det skal underrette de personer eller enheder, der er opført på de omtvistede lister, om de retsakter, hvorved det ændrer oplysningerne vedrørende disse. Rådet har desuden gjort gældende, at dets skrivelse af 25. marts 2019 er et svar på sagsøgerens advokats skrivelse af 5. februar 2019, og at det ikke kan lægges til grund, at det var i kraft af denne skrivelse, at sagsøgeren fik kendskab til retsakterne af 2017 som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF. Desuden kan sagsøgeren ikke gyldigt gøre gældende, at hun fik kendskab til retsakterne af 2020 ved Rådets svar på de spørgsmål, som Retten stillede i forbindelse med foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev meddelt hende ved Justitskontorets skrivelse af 13. juli 2020. Den omstændighed, at en berørt person har fået kendskab til en retsakt, kan nemlig kun anses for begyndelsestidspunktet for fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål, når denne retsakt hverken er blevet offentliggjort eller meddelt. Fristen for at anlægge et søgsmål til prøvelse af de anfægtede retsakter begyndte i den foreliggende sag at løbe fra deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, som fandt sted den 22. marts 2017 for så vidt angår retsakterne af 2017 og den 6. marts 2020 for så vidt angår retsakterne af 2020.

46      I retsmødet har Rådet som svar på et spørgsmål fra Retten præciseret, at selv om det inden for rammerne af visse sanktionsordninger udtrykkeligt er forpligtet til med en begrundelse at meddele de berørte personer enhver ændring til opførelsen på en liste, er dette ikke tilfældet for så vidt angår sanktionsordningen på baggrund af situationen i Libyen.

47      Sagsøgeren har gjort gældende, at hendes søgsmål opfylder de kriterier for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 263 TEUF, navnlig for så vidt angår fristen for at anlægge søgsmålet. For det første blev stævningen nemlig indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2019, dvs. inden for fristen på to måneder, forlænget med den i procesreglementets artikel 60 fastsatte faste afstandsfrist på ti dage, fra den meddelelse af retsakterne af 2017 til sagsøgeren, som blev foretaget ved skrivelsen af 25. marts 2019 (jf. præmis 25 ovenfor). For det andet blev anmodningen om tilpasning med henblik på annullation af retsakterne af 2020 indgivet inden for fristen på to måneder, forlænget med den faste afstandsfrist på ti dage, regnet fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til vedtagelsen af disse retsakter, og som er nævnt i Rådets svar på foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet dette svar blev meddelt sagsøgeren ved Justitskontorets skrivelse af 13. juli 2020 (jf. præmis 34 ovenfor).

48      Sagsøgeren har gjort gældende, at der ligeledes består en meddelelsespligt for Rådet for så vidt angår afgørelser om ændring af opførelsesafgørelserne, også selv om der ikke er anføres en ny begrundelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at hvis Rådet ikke havde haft pligt til at meddele hende de anfægtede retsakter, ville den eneste måde, hvorpå hun ville være blevet underrettet om vedtagelsen af disse, have været deres offentliggørelse i EU-Tidende, hvilket ville have haft til følge, at hendes mulighed for at anlægge sag ved Retten inden for den fastsatte frist ville være blevet begrænset på uberettiget vis. Rådets standpunkt tager ikke hensyn til retspraksis, hvorefter det ikke står Rådet frit for vilkårligt at vælge, hvordan dets afgørelser skal meddeles de berørte personer. Eftersom Rådet var i besiddelse af adressen på den af sagsøgeren befuldmægtigede advokat, således som det fremgår af skrivelsen af 6. oktober 2016, som Rådet bekræftede modtagelse af, skulle de anfægtede retsakter have været meddelt hende ad denne vej. En sådan meddelelse fandt kun sted for så vidt angår retsakterne af 2017, nemlig ved skrivelsen af 25. marts 2019. I øvrigt fik sagsøgeren kendskab til retsakterne af 2020 på indirekte vis ved Justitskontorets skrivelse af 13. juli 2020 (jf. præmis 45 ovenfor). Stævningen og anmodningen om tilpasning – den sidstnævnte indleveret i overensstemmelse med procesreglementets artikel 86, stk. 1 – blev således indgivet inden for den i artikel 263 TEUF fastsatte frist.

49      Det skal indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal annullationssøgsmål indgives, inden to måneder efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren, eller i mangel heraf senest to måneder efter at sagsøgeren har fået kendskab til den.

50      Det fremgår af procesreglementets artikel 86, stk. 1, at når en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, kan sagsøgeren, inden retsforhandlingernes mundtlige del afsluttes, eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold.

51      Princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer ifølge retspraksis, at en EU-institution, som vedtager eller opretholder individuelle restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, som det er tilfældet i denne sag, meddeler begrundelsen for disse foranstaltninger til den berørte person eller enhed enten på det tidspunkt, hvor disse foranstaltninger bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt efter deres vedtagelse, med henblik på at disse personer eller enheder sættes i stand til at udnytte deres søgsmålsret (jf. i denne retning dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

52      Dette skyldes den særlige karakter af de retsakter, der pålægger restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, idet de både ligner almengyldige retsakter, for så vidt som de forbyder en kreds af adressater, der er defineret på almen og abstrakt måde, bl.a. at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed for de personer og enheder, hvis navne er opført på listerne i bilagene hertil, og en række individuelle afgørelser i forhold til disse personer og enheder (jf. dom af 23.4.2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

53      I det foreliggende tilfælde gøres der anvendelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse i artikel 13 i afgørelse 2015/1333, som i stk. 1 og 3 henholdsvis fastsætter, at »[n]år Sikkerhedsrådet eller [sanktionsudvalget] opfører en person eller enhed på listen, medtager Rådet den pågældende person eller enhed på listen i bilag I eller III [til den nævnte afgørelse]«, og at »Rådet underretter [denne] person eller enhed om sin afgørelse, herunder om begrundelsen for opførelse på listen, enten direkte, hvis adressen er bekendt, eller ved offentliggørelse af en notits, og giver personen eller enheden mulighed for at fremsætte bemærkninger«.

54      Artikel 21, stk. 1 og 3, i forordning 2016/44 indeholder lignende bestemmelser.

55      Heraf følger, at selv om ikrafttrædelsen af retsakter såsom de anfægtede retsakter ganske vist sker ved deres offentliggørelse, løber fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af disse retsakter i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF for hver af de nævnte personer og enheder fra datoen for den meddelelse, som skal foretages for personen eller enheden (jf. dom af 23.10.2015, Oil Turbo Compressor mod Rådet, T-552/13, EU:T:2015:805, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Tilsvarende løber fristen for indgivelse af en anmodning om at anfægte eller udvide påstandene og anbringenderne til en retsakt, der opretholder disse foranstaltninger, først fra datoen for tilstillelsen af denne nye retsakt til den pågældende person eller enhed (jf. dom af 5.11.2014, Malayeh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

56      Det bemærkes, at retsakterne af 2017, ligesom retsakterne af 2020, er retsakter, hvorved Rådet har opretholdt sagsøgerens navn på de omtvistede lister. Det er korrekt, således som Rådet har gjort gældende, at afgørelse 2015/1333 og forordning 2016/44, i bilagene til hvilke disse lister er indeholdt, ikke fastsætter en udtrykkelig forpligtelse for Rådet til at underrette de berørte personer eller enheder om de retsakter, hvorved det opretholder opførelsen af deres navne på de nævnte lister.

57      En sådan underretningspligt følger imidlertid af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, således som fortolket i den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i præmis 55 ovenfor, og hvoraf det fremgår, at Rådet er forpligtet til med en begrundelse at give de berørte personer meddelelse om enhver opretholdelse af opførelsen på en liste, og dette uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt Rådet for at træffe afgørelse om denne opretholdelse støttede sig til nye forhold (jf. i denne retning dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 57).

58      Det skal i øvrigt bemærkes, at i den foreliggende sag vedtages retsakterne om opretholdelse af opførelsen af en persons navn på de omtvistede lister ikke med regelmæssige mellemrum. Henset til den af denne omstændighed følgende manglende forudsigelighed med hensyn til disse retsakters vedtagelse forholder det sig således, at såfremt fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af disse retsakter begyndte at løbe fra den blotte offentliggørelse heraf, ville dette for en person som sagsøgeren medføre et ansvar for til stadighed at kontrollere EU-Tidende, hvilket ville kunne hindre den pågældendes adgang til Unionens retsinstanser.

59      Under disse særlige omstændigheder kan Rådet ikke med rette hævde, at den i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte frist for at anlægge annullationssøgsmålet til prøvelse af de anfægtede retsakter for så vidt angår sagsøgeren begyndte at løbe fra tidspunktet for deres respektive offentliggørelse i EU-Tidende.

60      Med henblik på at fastslå det underretningstidspunkt, fra hvilket de frister, som sagsøgeren skulle overholde for at bestride de anfægtede retsakter for Retten, begyndte at løbe, skal det dernæst afgøres, hvilken fremgangsmåde Rådet var forpligtet til at følge med henblik på at meddele hende disse retsakter.

61      I denne henseende bemærkes, at det ikke står Rådet frit for at vælge, hvordan de retsakter, hvorved det lader de berørte personer være omfattet af restriktive foranstaltninger, skal meddeles disse personer. Det fremgår således af præmis 61 i dom af 23. april 2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet (C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258), at en indirekte meddelelse af sådanne retsakter ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i EU-Tidende kun er tilladt i de tilfælde, hvor det ikke er muligt for Rådet at foretage en individuel meddelelse. I modsat fald ville det være let for Rådet at unddrage sig sin forpligtelse til individuel meddelelse (jf. i denne retning kendelse af 10.6.2016, Pshonka mod Rådet, T-381/14, EU:T:2016:361, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

62      Det følger af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i præmis 61 ovenfor, at artikel 13, stk. 3, i afgørelse 2015/1333 og artikel 21, stk. 3, i forordning 2016/44 skal fortolkes således, at når Rådet har adressen på den person, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, men ikke har meddelt retsakterne om disse foranstaltninger direkte, begynder den søgsmålsfrist, som denne person skal overholde for at bestride disse retsakter for Retten, ikke at løbe. Det er således kun, når det ikke er muligt individuelt at meddele den berørte de retsakter, hvorved de restriktive foranstaltninger vedtages eller opretholdes over for denne, at offentliggørelsen af en bekendtgørelse i EU-Tidende udløser denne frist (jf. i denne retning og analogt dom af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, EU:T:2013:397, præmis 59, og af 4.2.2014, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet, T-174/12 og T-80/13, EU:T:2014:52, præmis 59 og 60 og den deri nævnte retspraksis).

63      I denne henseende bemærkes, at det kan anses for umuligt for Rådet individuelt at meddele den berørte fysiske eller juridiske person eller enhed en retsakt om restriktive foranstaltninger over for denne, enten når denne persons eller enheds adresse ikke er offentlig, og Rådet ikke har fået den stillet til rådighed, eller når meddelelsen til den adresse, som Rådet har til rådighed, mislykkes på trods af de bestræbelser, som det har iværksat under iagttagelse af behørig omhu med henblik på at foretage denne meddelelse (dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 61).

64      Det fremgår ligeledes af retspraksis, at det principielt ikke er tilladt for Rådet at opfylde forpligtelsen til at meddele den berørte en retsakt, der indeholder restriktive foranstaltninger over for den pågældende, ved at fremsende meddelelsen om denne retsakt til de advokater, der repræsenterer vedkommende. Meddelelse til en sagsøgers repræsentant gælder kun som meddelelse til adressaten, når en sådan form for meddelelse udtrykkeligt er fastsat i en bestemmelse, når der foreligger en aftale herom mellem parterne, eller når advokaten er behørigt befuldmægtiget til at modtage en sådan meddelelse på sin klients vegne (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, El-Qaddafi mod Rådet, T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227, præmis 31 og 34 og den deri nævnte retspraksis).

65      I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne, at Rådet såvel den 21. marts 2017, der er datoen for vedtagelsen af retsakterne af 2017, som den 5. marts 2020, der er datoen for vedtagelsen af retsakterne af 2020, således som det har bekræftet i retsmødet, rådede over adressen på sagsøgerens advokat og den fuldmagt, som hun havde givet denne advokat, som begge blev fremsendt ved skrivelsen af 6. oktober 2016, og som Rådet bekræftede modtagelse af samme dag. Den nævnte fuldmagt, der blev underskrevet af sagsøgeren den 12. marts 2015, præciserer bl.a., at hun har givet sin advokat tilladelse til at modtage enhver oplysning, at udveksle skrifter og handle på hendes vegne i ethvert spørgsmål vedrørende de sanktioner, som Sikkerhedsrådet træffer over for hende, og i ethvert spørgsmål vedrørende opførelsen af hendes navn i bilag I til afgørelse 2011/137 og/eller i enhver anden efterfølgende retsakt vedtaget af Rådet.

66      Omstændighederne i den foreliggende sag adskiller sig derfor fra omstændighederne i den sag, der gav anledning til dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), hvori Retten fastslog, at der ikke var ført bevis for, at sagsøgeren havde givet sin repræsentant en repræsentationsfuldmagt, således at det ikke kunne lægges til grund, at Rådet gyldigt havde meddelt sagsøgeren den omhandlede afgørelse ved en meddelelse til dennes repræsentant, og at søgsmålsfristen derfor var begyndt at løbe fra datoen for offentliggørelsen af en meddelelse i EU-Tidende.

67      Det skal ligeledes bemærkes, således som Rådet har bekræftet i sit svar på de spørgsmål, der blev stillet som led i foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse og i retsmødet, at de anfægtede retsakter ikke har været genstand for en meddelelse offentliggjort i EU-Tidende til de personer, der er omhandlet i de omtvistede bilag.

68      Eftersom det ikke fremgår af sagsakterne, at det var umuligt for Rådet at meddele de anfægtede retsakter direkte til sagsøgeren eller dennes behørigt bemyndigede advokat, eller at en sådan meddelelse mislykkedes, og eftersom der ikke blev offentliggjort en meddelelse i EU-Tidende vedrørende opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, blev den individuelle meddelelse af retsakterne af 2017 til sagsøgeren gyldigt foretaget ved skrivelsen af 25. marts 2019, hvorved Rådet meddelte sagsøgerens advokat disse retsakter som svar på denne advokats skrivelse af 5. februar 2019 (jf. præmis 24 ovenfor).

69      Endelig fremgår det hverken af sagsakterne eller af Rådets argumentation, at sagsøgerens faktiske kendskab til de anfægtede retsakter som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF – som kan medføre, at søgsmålsfristen begynder at løbe – fandt sted før den 25. marts 2019, hvor Rådet meddelte retsakterne af 2017 til den af sagsøgeren bemyndigede advokat, eller, for så vidt angår retsakterne af 2020, før den 13. juli 2020, der er datoen for meddelelsen af Rådets svar på de spørgsmål, der blev stillet som led i Rettens foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. præmis 45 ovenfor).

70      Selv hvis det antages, at den individuelle meddelelse af de anfægtede retsakter skal anses for ikke gyldigt at have fundet sted henholdsvis den 25. marts 2019 og den 13. juli 2020, var søgsmålsfristen i dette tilfælde under alle omstændigheder ikke begyndt at løbe, og nærværende søgsmål er derfor ikke anlagt for sent.

71      Det skal således fastslås, at eftersom Rådet ikke gyldigt havde meddelt sagsøgeren retsakterne af 2017 før den 25. marts 2019, var hun ikke på datoen for indgivelsen af stævningen, dvs. den 27. maj 2019, afskåret fra at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af disse. Hun var heller ikke afskåret fra på datoen for indleveringen af anmodningen om tilpasning af stævningen, dvs. den 1. september 2020, at tilpasse sin stævning således, at der blev taget hensyn til vedtagelsen af retsakterne af 2020 og nedlagt påstand om annullation heraf.

72      Under disse omstændigheder må Rådets formalitetsindsigelse, hvorefter søgsmålet til prøvelse af de anfægtede retsakter skulle være for sent anlagt, for så vidt som det er støttet på artikel 263 TEUF, forkastes.

 Realiteten

73      Til støtte for søgsmålet, for så vidt som det er støttet på artikel 263 TEUF, har sagsøgeren fremsat fire anbringender, der for det første vedrører en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter vedrørende retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, for det andet en tilsidesættelse af princippet om retskraft og retssikkerhedsprincippet samt retten til adgang til effektive retsmidler, for det tredje et manglende retligt grundlag og en manglende begrundelse for opretholdelsen af hendes navn på de omtvistede lister og for det fjerde en uforholdsmæssig tilsidesættelse af hendes grundlæggende rettigheder.

74      Indledningsvis skal der sondres mellem de retsakter, hvorved sagsøgeren er blevet opført på listerne over personer omfattet af restriktive foranstaltninger, og de efterfølgende retsakter, som har til formål at opretholde opførelsen af hendes navn på disse lister. Retsakterne af 2011, dvs. afgørelse 2011/137 og forordning nr. 204/2011, og de efterfølgende opførelsesretsakter, dvs. afgørelse 2015/1333 og forordning 2016/44, er nemlig ikke genstand for nærværende søgsmål og er ikke blevet anfægtet rettidigt ved Unionens retsinstanser. Hvad angår retsakterne af 2014 var disse genstand for det søgsmål, der gav anledning til dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), som fik retskraft, idet der ikke blev iværksat appel. Sagsøgerens anbringender kan derfor kun antages til realitetsbehandling, i det omfang det herved tilsigtes at opnå annullation af de anfægtede retsakter, dvs. retsakterne af 2017 og, efter tilpasningen af stævningen på grundlag af procesreglementets artikel 86, ligeledes retsakterne af 2020, for så vidt som opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister er blevet opretholdt ved disse.

75      Først skal der foretages en undersøgelse af det tredje anbringende, hvorved sagsøgeren har foreholdt Rådet, at det besluttede at opretholde de restriktive foranstaltninger over for hende uden begrundelse eller retsgrundlag.

76      I denne henseende skal det bemærkes, at spørgsmålet om begrundelsen, der vedrører en væsentlig formforskrift, er forskelligt fra spørgsmålet om beviset for den påståede adfærd, som vedrører den pågældende retsakts materielle lovlighed og indebærer en undersøgelse af de faktiske forhold, der er nævnt i denne retsakt, samt kvalificeringen heraf som oplysninger, der begrunder anvendelsen af restriktive foranstaltninger over for den pågældende person (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

77      En afgørelses begrundelse består i formelt at udtrykke de grunde, som afgørelsen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil lovligheden af afgørelsens grundlag være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Heraf følger, at de klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af en retsakt, er uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse (jf. dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

78      I den foreliggende sag skal der derfor med hensyn til det tredje anbringende, således som sagsøgeren i øvrigt har bekræftet i retsmødet, sondres mellem på den ene side et første led, hvorved det gøres gældende, at de anfægtede retsakter er utilstrækkeligt begrundede, og på den anden side et andet led, der i det væsentlige vedrører et manglende faktuelt grundlag, som begrunder opretholdelsen af opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, og den omstændighed, at Rådet ikke har fremlagt beviser, der godtgør, at foranstaltningerne over for hende var begrundede.

–       Om det tredje anbringendes første led vedrørende en manglende begrundelse for de anfægtede retsakter

79      Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter – i strid med det, der kræves i henhold til artikel 13, stk. 3, i afgørelse 2015/1333 og artikel 21, stk. 3, i forordning 2016/44 samt Rådets retningslinjer på sanktionsområdet – er behæftet med en begrundelsesmangel.

80      Rådet har heroverfor anført, at sagsøgeren på grundlag af selve de anfægtede retsakter samt de beviser og forklaringer, som var blevet fremlagt for hende, var i stand til at forstå baggrunden for og rækkevidden af de foranstaltninger, der vedrørte hende.

81      Det skal bemærkes, at den forpligtelse til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første har til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis). Desuden skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund (jf. dom af 24.9.2014, Kadhaf Al Dam mod Rådet, T-348/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:806, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.9.2016, Alsharghawi mod Rådet, T-485/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:520, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

82      I sammenhæng med restriktive foranstaltninger indebærer begrundelsespligten – uden at gå så langt som til at skulle svare detaljeret på den berørte persons bemærkninger – under alle omstændigheder, herunder når begrundelsen for en EU-retsakt svarer til en af en international instans afgivet begrundelse, at denne begrundelse skal indeholde de individuelle, specifikke og konkrete grunde til, at de kompetente myndigheder anser den berørte person for at skulle være omfattet af sådanne foranstaltninger (jf. dom af 18.2.2016, Rådet mod Bank Mellat, C-176/13 P, EU:C:2016:96, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis). Principielt kan begrundelsen for en retsakt fra Rådet, hvorved der pålægges en restriktiv foranstaltning, derfor ikke blot bestå af en generel og stereotyp formulering (jf. i denne retning dom af 30.6.2016, Al Matri mod Rådet, T-545/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:376, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

83      Begrundelsen skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Den skal vurderes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, arten af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af den pågældende retsakt, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori retsakten indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 24.9.2014, Kadhaf Al Dam mod Rådet, T-348/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:806, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.9.2016, Alsharghawi mod Rådet, T-485/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:520, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

84      Navnlig forholder det sig således, at en bebyrdende retsakt er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som den berørte er bekendt med, og som gør det muligt for den pågældende at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er blevet truffet over for vedkommende (jf. dom af 24.9.2014, Kadhaf Al Dam mod Rådet, T-348/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:806, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.9.2016, Alsharghawi mod Rådet, T-485/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:520, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

85      I den foreliggende sag skal det fastslås, at der i de anfægtede retsakter er redegjort for grunden til, at Rådet har opretholdt sagsøgerens navn på de omtvistede lister i marts 2017 og i marts 2020, som svarer til de begrundelser, der var blevet anført med henblik på opførelsen af hendes navn på listerne i bilagene til retsakterne af 2011 og dernæst på de omtvistede lister, nemlig de lister, der er knyttet som bilag til afgørelse 2015/1333 og forordning 2016/44, dvs. den omstændighed, at sagsøgeren var blevet opført i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (2011) som følge af hendes tilknytning til det af Muammar Gaddafi indførte styre.

86      Desuden skal det bemærkes, at Rådet gav sagsøgeren oplysninger (jf. præmis 13 ovenfor) under henvisning til dels de erklæringer, som hun offentligt fremsatte i 2011 og 2013, og hvorved hun tilskyndede til at vælte de legitime libyske myndigheder og hævne hendes fars død, dels den ustabile situation, der fortsat bestod i Libyen, samtidig med at Rådet gentog, at det var nødvendigt at forhindre personer, der var tilknyttet Muammar Gaddafis tidligere styre, i fortsat at gøre situationen i Libyen skrøbelig.

87      Det følger heraf, at sagsøgeren har kunnet forstå, at hendes navn var blevet opretholdt på de omtvistede lister som følge af hendes opførelse i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (2011), som følge af disse erklæringer, der udgør en del af den sammenhæng, hvori de anfægtede retsakter indgik, og som følge af den omstændighed, at Rådet fortsat skønnede disse foranstaltninger nødvendige.

88      Oplysningerne i de anfægtede retsakter, hvortil kom de oplysninger, der blev fremlagt i forbindelse med skriftvekslingen med Rådet, var derfor tilstrækkelige til at gøre det muligt for sagsøgeren at danne sig en mening om de anfægtede retsakters lovlighed og forberede anfægtelsen heraf, hvilket hun faktisk har kunnet gøre i den foreliggende sag.

89      Det tredje anbringendes første led skal derfor forkastes.

–       Om det tredje anbringendes andet led vedrørende et manglende faktuelt grundlag, der kan begrunde opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister

90      Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter ikke angiver et retsgrundlag, som gjorde det muligt for Rådet at opretholde hendes navn på de omtvistede lister, og at denne opretholdelse er baseret på den begrundelse alene, at hun fortsat var udpeget af Sikkerhedsrådet i overensstemmelse med punkt 15 og 17 i resolution 1970 (2011). Med støtte i dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), har sagsøgeren gjort gældende, at de anfægtede retsakter ikke indeholder nogen individuelle, specifikke og konkrete grunde til, at hendes navn skal opretholdes på de omtvistede lister, skønt det styre, der var omhandlet i den nævnte resolution, er blevet væltet.

91      Nærmere bestemt har de oplysninger, som Rådet har påberåbt sig for at begrunde opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, ingen forbindelse med den specifikke periode og den adfærd, der er omhandlet i punkt 15 og 17 i resolution 1970 (2011) og/eller stammer fra vage forlydender eller fra andre kilder uden bevisværdi.

92      Ifølge sagsøgeren var Rådet for så vidt angår de postulater, der er udledt af forlydender vedrørende specifikke taler, som hun tilskrives, forpligtet til at undersøge relevansen og betydningen heraf, henset dels til de skriftlige forsikringer fra de omanske myndigheder om, at sagsøgeren havde overholdt opholdsvilkårene i deres land, dels til den skriftlige meddelelse fra de libyske myndigheder, hvori det var anført, at tilbagekaldelsen af udpegelsen af sagsøgeren var forenelig med målene om fred og forsoning i Libyen, og at hun ikke blev anset for at udgøre en risiko for en fredelig politisk proces i Libyen.

93      Hvad angår de oplysninger, hvoraf det synes at fremgå, at hun på nogen måde var forbundet med en økonomisk uregelmæssighed, har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet aldrig har hævdet, og i endnu mindre grad godtgjort, at de specifikke goder, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, er frugten af en uretmæssig tilegnelse eller har nogen som helst anden forbindelse med de grunde, der er anført i punkt 15 og 17 i resolution 1970 (2011).

94      Sagsøgeren er af den opfattelse, at selv om tilhængerne af Muammar Gaddafis tidligere styre fortsat forsøger at destabilisere situationen i Libyen og er involveret i angreb på civile, indeholdt begrundelsen for opretholdelsen af hendes navn på de omtvistede lister åbenbart ingen oplysninger, ud fra hvilke hun kunne udlede sin individuelle, specifikke og konkrete rolle i disse begivenheder og betydningen af hendes eventuelle involvering i manglen på sikkerhed i Libyen.

95      Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter. Rådet har for det første anført, at de grunde, der underbyggede opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, ikke blev taget i betragtning i dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), som vedrørte retsakterne af 2014, og derfor ikke kan udgøre faktiske eller retlige spørgsmål, som faktisk eller nødvendigvis er blevet afgjort ved denne dom.

96      For det andet har Rådet gjort gældende, at det vedtog de anfægtede retsakter på grundlag af de oplysninger, der var indeholdt i dets skrivelse af 4. maj 2015 (jf. præmis 13 ovenfor), og de ajourførte oplysninger, som var blevet fremlagt af sanktionsudvalget, og hvorved en henvisning til en meddelelse fra INTERPOL blev tilføjet og afsnittet om »Supplerende oplysninger« vedrørende tilsidesættelsen af rejseforbuddet fjernet. Hvad angår tilføjelsen af henvisningen til meddelelsen fra INTERPOL har Rådet imidlertid anført, at det, eftersom denne vedrører en undersøgelse af finansielle lovovertrædelser, ikke har støttet sig på oplysninger om denne undersøgelse, da denne type handlinger ikke er omfattet af de udpegelseskriterier, der er fastsat i artikel 8 og 9 i afgørelse 2015/1333 og i den tilsvarende bestemmelse i forordning 2016/44 eller i de relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet.

97      For det første forholder det sig således dels, at Rådet har gjort gældende, således som det er anført i tredje betragtning til afgørelse 2015/1333, at der stadig eksisterer en trussel mod freden, stabiliteten eller sikkerheden i Libyen og en vellykket fuldførelse af landets politiske overgang, bl.a. fordi den aktuelle splittelse forværres af personer og enheder, der er identificeret som havende deltaget i de undertrykkende politikker, som det tidligere regime i Libyen førte under Muammar Gaddafi, eller på anden måde har været knyttet til dette regime. Dels fastslog Retten ligeledes i dom af 20. september 2016, Alsharghawi mod Rådet (T-485/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:520), at rigtigheden af denne vurdering fra Rådet blev underbygget af den omstændighed, at Sikkerhedsrådet i sin resolution 2213 (2015) i det væsentlige bl.a. havde bekræftet nødvendigheden af at forhindre personer, der var tilknyttet Muammar Gaddafis tidligere styre, i at destabilisere situationen i Libyen.

98      For det andet har Rådet gjort gældende, at de erklæringer og avisartikler, som det meddelte sagsøgeren ved sin skrivelse af 4. maj 2015 (jf. præmis 13 ovenfor), er tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende til at underbygge rigtigheden af de erklæringer, som sagsøgeren offentligt fremsatte i 2011 og 2013, og hvorved hun tilskyndede til at vælte de legitime libyske myndigheder og hævne hendes fars død. Disse erklæringer er klart omfattet af kriterierne for opførelse på de omtvistede lister, for så vidt som de godtgør, at sagsøgeren ligesom andre personer med tilknytning til Muammar Gaddafis tidligere styre bidrager til at destabilisere situationen i Libyen. Desuden godtgør den omstændighed, at de omanske myndigheder er af den opfattelse, at sagsøgerens ophold i Oman snarere end i umiddelbar nærhed af Libyen bidrager til at mindske spændingerne i regionen, og at sagsøgerens tilladelse til at opholde sig i Oman er blevet betinget af, at hun forpligter sig til ikke at udøve nogen politisk aktivitet, at hun fortsat udgør en trussel mod freden, stabiliteten og sikkerheden i Libyen.

99      De ajourførte oplysninger, som sanktionsudvalget fremlagde, og begrundelserne i de anfægtede retsakter, som suppleret og uddybet ved de oplysninger, der blev fremsendt til sagsøgeren i skrivelsen af 4. maj 2015 (jf. præmis 13 ovenfor), og som kunne tages i betragtning med henblik på vedtagelsen af de anfægtede retsakter, vidner således om den fornyede gennemgang, som Rådet foretog for at begrunde opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister.

100    For det tredje og sidste udgør hverken verbalnoten fra de omanske myndigheder eller den af sagsøgeren påberåbte meddelelse fra de libyske myndigheder tilstrækkelige elementer til, at Rådet ikke skal opretholde sagsøgerens navn på de omtvistede lister.

101    Det skal bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, bl.a. indebærer, at Unionens retsinstanser skal sikre sig, at den afgørelse, hvorved restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget eller opretholdt, og hvis rækkevidde er individuel for den berørte person eller enhed, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119).

102    Det påhviler Unionens retsinstanser under denne undersøgelse i givet fald at anmode Unionens kompetente myndighed om at fremlægge de med henblik på en sådan undersøgelse relevante oplysninger eller beviser, uanset om de er fortrolige (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis). Det er derimod den nævnte kompetente myndighed i Unionen, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet. Med henblik herpå er det vigtigt, at de fremlagte oplysninger eller beviser understøtter den begrundelse, som er foreholdt den berørte person (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121 og 122).

103    Det er i lyset af disse principper, at det skal afgøres, om opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister hviler på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag.

104    I den foreliggende sag skal det indledningsvis bemærkes, at de betragtninger, som sagsøgeren har fremført for at tilbagevise påstanden om, at hun skulle være rejst i strid med det af Sikkerhedsrådet og sanktionsudvalget indførte forbud, er irrelevante. Med henblik på vedtagelsen af de anfægtede retsakter støttede Rådet sig nemlig ikke længere på de oplysninger, der er indeholdt i dets skrivelse af 18. december 2014 (jf. præmis 11 ovenfor), og denne opførelsesgrund anføres ikke længere blandt opførelsesgrundene i de omtvistede lister.

105    Det skal dernæst fastslås, at de anfægtede retsakter ikke henviser til andre begrundelser for opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister i marts 2017 og i marts 2020 end dem, som blev anført med henblik på opførelsen af hendes navn på de som bilag til retsakterne af 2011 knyttede lister og med henblik på anvendelsen af punkt 15 og 17 i resolution 1970 (2011). Hvad angår henvisningen til meddelelsen fra INTERPOL har Rådet, som anført i præmis 96 ovenfor, i retsmødet anført og bekræftet, at det ikke har støttet sig på oplysninger vedrørende den undersøgelse, der er genstand for denne meddelelse.

106    De grunde, som Rådet anførte for at opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister, nemlig at være »[d]atter af Muammar G[adaffi]« og have en »[p]ersonlig forbindelse til« sidstnævntes regime, er ganske vist ikke blevet anfægtet rettidigt for Unionens retsinstanser.

107    Selv om Rådet kunne henvise til den omstændighed, at sagsøgeren var blandt de personer, der var omfattet af resolution 1970 (2011), og til den begrundelse, som var anført i resolutionen, fremgår det imidlertid klart af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i præmis 101 og 102 ovenfor, at Rådet på ingen måde fritages for sin forpligtelse til at godtgøre, at opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister hvilede på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag.

108    Det bemærkes i denne henseende, at retsakterne af 2011 var blevet vedtaget »over for personer og enheder involveret i grove menneskerettighedskrænkelser mod personer i Libyen, bl.a. ved deltagelse i angreb på civilbefolkningen og civile faciliteter i strid med folkeretten«, således som det fremgår af tredje betragtning til afgørelse 2011/137. Afgørelse 2015/1333 og forordning 2016/44 blev vedtaget med det formål at konsolidere de restriktive foranstaltninger, der var blevet pålagt ved retsakterne af 2011, som ændret og gennemført ved flere efterfølgende retsakter, i nye retlige instrumenter »[i] betragtning af den konkrete trussel mod den internationale fred og sikkerheden i regionen, som situationen i Libyen udgør« (jf. fjerde betragtning til forordning 2016/44).

109    På trods af Rådets forklaringer, der er nævnt i præmis 97 ovenfor, gør angivelsen »[o]pført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 [(2011)] (rejseforbud, indefrysning af aktiver)« det imidlertid ikke muligt at forstå de individuelle, specifikke og konkrete grunde til, at sagsøgerens navn blev opretholdt på de omtvistede lister den 21. marts 2017 og den 5. marts 2020.

110    I denne henseende skal det bemærkes, at Rådet har begrænset sig til at henvise til de oplysninger, som blev meddelt sagsøgeren i skrivelsen af 4. maj 2015 (jf. præmis 13 ovenfor), navnlig de erklæringer, som sagsøgeren offentligt fremsatte i 2011 og 2013, uden at forklare grundene til, at de nævnte oplysninger attesterede den risiko, som sagsøgeren udgjorde for den internationale fred og sikkerhed i regionen i 2017 og 2020, dvs. i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter.

111    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Retten i præmis 69 og 73 i dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), anførte, at de oplysninger, som blev meddelt sagsøgeren i skrivelsen af 4. maj 2015 (jf. præmis 13 ovenfor), ikke var blandt de grunde, på grundlag af hvilke retsakterne af 2014 var blevet vedtaget, at Rådets opmærksomhed blev henledt herpå efter tidspunktet for vedtagelsen af de nævnte retsakter, og at de omtvistede grunde åbenbart ikke indeholdt forhold, hvoraf sagsøgeren, selv ved at bestræbe sig på at fortolke dem udvidende, kunne have udledt, hvilken individuel, specifik og konkret rolle hun havde i forbindelse med de begivenheder, der fandt sted i Libyen.

112    I den foreliggende sag kan det ganske vist ikke gøres gældende, at dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), som sagsøgeren har påberåbt sig, har fået retskraft. For det første er retsakterne af 2017, således som Rådet har gjort gældende, nemlig blevet vedtaget før afsigelsen af denne dom, for det andet er genstanden for og årsagen til nærværende søgsmål ikke de samme som genstanden for og årsagen til det søgsmål, der gav anledning til nævnte dom, og for det tredje vedrører princippet om retskraft kun de faktiske og retlige spørgsmål, som rent faktisk eller nødvendigvis er blevet afgjort ved en retsafgørelse (jf. i denne retning dom af 29.11.2018, National Iranian Tanker Company mod Rådet, C-600/16 P, EU:C:2018:966, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). De begrundelser, der understøtter opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, udgør imidlertid ikke faktiske og retlige spørgsmål, som rent faktisk eller nødvendigvis er blevet afgjort ved dom af 28. marts 2017, El-Qaddafi mod Rådet (T-681/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:227), vedrørende annullation af retsakterne af 2014.

113    Det kan imidlertid ikke udledes af en sådan konstatering, at Rådet ikke af den grund skulle præcisere grundene til, at de oplysninger, som var blevet bragt til dets kendskab før tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, som meddelt sagsøgeren i skrivelsen af 4. maj 2015, stadig var aktuelle i 2017 og 2020 med henblik på at begrunde opretholdelsen af hendes navn på de omtvistede lister.

114    De angivelige offentlige erklæringer fra sagsøgeren, hvortil der henvises i skrivelsen af 4. maj 2015, blev nemlig fremsat i 2011 – umiddelbart efter udbredelsen af rapporterne vedrørende Muammar Gaddafis og Mutassim Gaddafis død – og i 2013. Der var således forløbet flere år, siden disse erklæringer blev refereret til i pressen og bragt til Rådets kendskab, uden at Rådet gav nogen oplysninger om grundene til, at indholdet af de nævnte erklæringer attesterede, at sagsøgeren fortsat udgjorde en trussel, der skulle sanktioneres inden for rammerne af målene med resolution 1970 (2011), uanset at der i mellemtiden var sket ændringer i hendes individuelle situation.

115    Det skal i denne henseende bemærkes, at sagsøgeren efter vedtagelsen af opførelsesretsakterne af 2011 og de efterfølgende opførelsesretsakter, dvs. afgørelse 2015/1333 og forordning 2016/44, ikke længere havde bopæl i Libyen, og af sagsakterne fremgår det hverken, at sagsøgeren på nogen måde har deltaget i det politiske liv i Libyen, eller at der skulle foreligge andre erklæringer end dem, som hun blev tilskrevet i 2011 og 2013. På trods af disse ændringer vedrørende sagsøgerens individuelle situation har Rådet ikke forklaret, hvorfor hun i 2017 og i 2020, dvs. i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter, udgjorde en trussel mod den internationale fred og sikkerhed i regionen.

116    Henset til samtlige ovenstående betragtninger er sagsøgerens kritik vedrørende den omstændighed, at de anfægtede retsakter savner et faktuelt grundlag, der kan begrunde opretholdelsen af hendes navn på de omtvistede lister, begrundet.

117    Det tredje anbringendes andet led skal derfor tages til følge, og følgelig skal de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er nødvendigt at undersøge søgsmålet, for så vidt som det er støttet på artikel 265 TEUF, eller de øvrige anbringender og argumenter, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sin påstand om annullation af de nævnte retsakter.

 Om opretholdelsen af virkningerne af gennemførelsesafgørelsen

118    Som følge af bemærkningerne vedrørende anmodningen om tilpasning har Rådet subsidiært nedlagt påstand om, at Retten i tilfælde af delvis annullation af gennemførelsesforordning 2020/371 af hensyn til retssikkerheden fastslår, at virkningerne af afgørelse 2020/374 opretholdes, indtil den delvise annullation af gennemførelsesforordning 2020/371 får virkning.

119    I retsmødet har Rådet anført, at gennemførelsesafgørelse 2017/497 fortsat er gældende, da den ikke er blevet erstattet af gennemførelsesafgørelse 2020/374, eftersom der ved sidstnævnte blot er foretaget en ajourføring af oplysningerne om sagsøgerens pas og hendes nationale identifikationsnummer, hvilket ikke havde nogen indvirkning på begrundelsen for, at sagsøgeren er blevet opretholdt på den relevante liste. For det tilfælde, at Retten måtte finde, at gennemførelsesafgørelse 2020/374 har erstattet gennemførelsesafgørelse 2017/497, har Rådet imidlertid opretholdt sin subsidiære påstand (jf. ovenfor, præmis 39, tredje led).

120    Det skal fastslås, at gennemførelsesafgørelse 2017/497 kun havde retsvirkninger over for sagsøgeren indtil den 6. marts 2020, som er datoen for offentliggørelsen af gennemførelsesafgørelse 2020/374, hvorved de administrative oplysninger vedrørende sagsøgeren blev ajourført, uden at begrundelsen for hendes opførelse dog blev ændret herved. Følgelig kan den påstand om opretholdelse af virkningerne, som Rådet har nedlagt subsidiært, kun vedrøre denne anden afgørelse.

121    Det følger af artikel 60, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel ikke har opsættende virkning. Statuttens artikel 60, stk. 2, fastsætter imidlertid, at uanset artikel 280 TEUF har en afgørelse fra Retten om annullation af en forordning først retsvirkning fra udløbet af den frist, inden for hvilken der kan iværksættes appel, eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, fra stadfæstelsen eller fra afvisningen af appellen.

122    I den foreliggende sag har gennemførelsesforordning 2020/371 karakter af en forordning, eftersom den bestemmer, at den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, hvilket svarer til virkningerne af en forordning som foreskrevet ved artikel 288 TEUF (jf. i denne retning dom af 21.4.2016, Rådet mod Bank Saderat Iran, C-200/13 P, EU:C:2016:284, præmis 121).

123    Artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol finder derfor anvendelse i den foreliggende sag (jf. analogt dom af 21.4.2016, Rådet mod Bank Saderat Iran, C-200/13 P, EU:C:2016:284, præmis 122).

124    Hvad angår de tidsmæssige virkninger af annullationen af gennemførelsesafgørelse 2020/374 bemærkes det, at Retten i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF, dersom den skønner det nødvendigt, kan angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.

125    I den foreliggende sag vil en forskel mellem den dato, hvor annullationen af gennemførelsesforordning 2020/371 og annullationen af gennemførelsesafgørelse 2020/374 får virkning, kunne være til alvorlig skade for retssikkerheden, eftersom disse to retsakter pålægger sagsøgeren identiske foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 21.2.2018, Klyuyev mod Rådet, T-731/15, EU:T:2018:90, præmis 263). Virkningerne af afgørelse 2020/374 skal derfor opretholdes for så vidt angår sagsøgeren, indtil annullationen af gennemførelsesforordning 2020/371 får virkning.

 Sagsomkostninger

126    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges Rådet at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

1)      Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2017/497 af 21. marts 2017 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/374 af 5. marts 2020 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen annulleres, for så vidt som navnet på Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafi herved er blevet opretholdt på de lister, der er indeholdt i bilag I og III til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 af 31. juli 2015 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP.

2)      Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/489 af 21. marts 2017 om gennemførelse af artikel 21, stk. 5, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/371 af 5. marts 2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 5, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen annulleres, for så vidt som navnet på Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafi herved er blevet opretholdt på den liste, der er indeholdt i bilag II til Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011.

3)      Virkningerne af artikel 1 i gennemførelsesafgørelse 2020/374 opretholdes over for Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafi indtil udløbet af den frist for iværksættelse af appel, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil appellen forkastes eller afvises.

4)      Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.

Spielmann

Öberg

Spineanu-Matei

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. april 2021.

Underskrifter


*      Processprog: engelsk.