RETTENS DOM (Niende Udvidede Afdeling)

22. juni 2022 (*)

»Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – specifikke tilsynsopgaver overdraget til ECB – afgørelse om inddragelse af et kreditinstituts tilladelse – alvorlig overtrædelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser til direktiv 2005/60/EF – proportionalitet – overtrædelse af lovgivningen om ledelse af kreditinstitutter – ret til forsvar – åbenbart urigtigt skøn – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«

I sag T-797/19,

Anglo Austrian AAB AG, tidligere Anglo Austrian AAB Bank AG, Wien (Østrig),

og

Belegging-Maatschappij »Far-East« BV, Velp (Nederlandene),

ved advokaterne M. Ketzer og O. Behrends,

sagsøgere,

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB) ved C. Hernández Saseta, E. Yoo og M.V. Hümpfner, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Niende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.S. Papasavvas, og dommerne M.J. Costeira (refererende dommer), M. Kancheva, M.B. Berke og T. Perišin,

justitssekretær: M.E. Coulon,

under henvisning til retsforhandlingernes skriftlige del,

under henvisning til afgørelse af 19. december 2019 truffet af formanden for Niende Afdeling om at efterkomme anmodningen om at pådømme sagen forud for andre,

under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

under henvisning til kendelse af 7. februar 2020, Anglo Austrian AAB Bank og Belegging-Maatschappij »Far-East« mod ECB (T-797/19 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:37), hvorved Rettens præsident afviste sagsøgernes anmodning om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse,

under henvisning til kendelse af 17. december 2020, Anglo Austrian AAB Bank og Belegging-Maatschappij »Far-East« mod ECB (C-114/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1059), hvorved Domstolens vicepræsident afviste appellen til prøvelse af kendelse af 7. februar 2020,

under henvisning til kendelse af 15. april 2020, Anglo Austrian AAB Bank og Belegging-Maatschappij »Far-East« mod ECB, hvorved Rettens præsident afviste en ny anmodning om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, indgivet af sagsøgerne i henhold til artikel 160 i Rettens procesreglement,

under henvisning til kendelse af 17. december 2020, Anglo Austrian AAB Bank og Belegging-Maatschappij »Far-East« mod ECB (C-207/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1057), hvorved Domstolens vicepræsident afviste appellen til prøvelse af kendelse af 15. april 2020,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgerne, Anglo Austrian AAB AG, tidligere Anglo Austrian AAB Bank AG (herefter »AAB Bank«), og Belegging-Maatschappij »Far-East« BV (herefter »aktionæren«), har med deres søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om, at afgørelse ECB-SSM-2019-AT 8 WHD-2019 0009 truffet af Den Europæiske Centralbank (ECB) den 14. november 2019, hvorved denne inddrog AAB Banks tilladelse til at optage virksomhed som kreditinstitut (herefter »den anfægtede afgørelse«), annulleres.

I.      Tvistens baggrund

2        Den første sagsøger, AAB Bank, var et mindre signifikant kreditinstitut etableret i Østrig som omhandlet i artikel 6, stk. 4, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63). Det udøvede sin virksomhed på grundlag af en tilladelse udstedt i henhold til Bundesgesetz über das Bankwesen (Bankwesengesetz) (forbundslov om bankvæsenet, herefter »bankloven«).

3        Den anden sagsøger, aktionæren, er et holdingselskab, som ejer 99,99% af aktierne i AAB Bank.

4        Den 26. april 2019 forelagde Österreichische Finanzmarktbehörde (den østrigske tilsynsmyndighed for de finansielle markeder, herefter »FMA«) ECB et udkast til afgørelse, der tilsigtede at inddrage AAB Banks tilladelse som kreditinstitut i henhold til artikel 80, stk. 1, i ECB’s forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (EUT 2014, L 141, s. 1).

5        ECB tilsendte ved brev af 14. juni 2019 AAB Bank et udkast til afgørelse om inddragelse af tilladelsen, som sidstnævnte tog stilling til den 23. juli 2019.

6        Ved den anfægtede afgørelse inddrog ECB AAB Banks tilladelse som kreditinstitut med virkning fra datoen for forkyndelsen af denne afgørelse.

7        I det væsentlige vurderede ECB på grundlag af de konstateringer, som FMA havde foretaget i forbindelse med sine tilsynsopgaver, henset til den vedvarende og gentagne manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme og henset til AAB Banks interne ledelse, at sidstnævnte ikke var i stand til at sikre en forsvarlig risikostyring.

8        Derfor fandt ECB, at kriterierne for at inddrage AAB Banks tilladelse til at optage virksomhed som kreditinstitut som fastsat i artikel 18, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338) som gennemført i østrigsk lovgivning var opfyldt, idet AAB Bank havde overtrådt dette direktivs artikel 67, stk. 1, litra d) og o), som gennemført i østrigsk lovgivning, og at denne inddragelse var forholdsmæssig.

9        Endvidere afviste ECB at udsætte virkningerne af den anfægtede afgørelse i 30 dage med den begrundelse, at AAB Banks betragtninger ikke var egnede til at rejse tvivl om denne afgørelses lovlighed, at afgørelsen ikke kunne formodes at ville forårsage uoprettelig skade, og at offentlighedens interesse i at beskytte AAB Banks indskydere, investorer og øvrige modparter og det finansielle systems stabilitet begrundede en øjeblikkelig gennemførelse af afgørelsen.

II.    Retsforhandlinger og parternes påstande

10      Da et medlem af Niende Udvidede Afdeling har forfald, har Rettens præsident ved afgørelse af 18. maj 2021 udpeget en anden dommer, for at afdelingen kan være beslutningsdygtig.

11      Efter at dommer M.B. Berke afgik ved døden den 1. august 2021, blev Rettens rådslagninger i overensstemmelse med artikel 22 og artikel 24, stk. 1, i Rettens procesreglement fortsat med de tre dommere, som har underskrevet denne dom.

12      Ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 13. august 2021 blev den foreliggende sag tildelt en ny refererende dommer, der har sæde i Niende Afdeling.

13      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande for Retten:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

14      ECB har nedlagt følgende påstande for Retten:

–        Frifindelse.

–        Sagen afvises, for så vidt som den er anlagt af aktionæren.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A.      Spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den er anlagt af aktionæren

15      Uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130 har ECB gjort gældende, at aktionærens søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom denne ikke er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

16      I denne henseende bemærkes, at aktionærerne i et kreditinstitut, hvis tilladelse til at optage virksomhed som kreditinstitut er blevet inddraget, ikke er umiddelbart berørt af afgørelsen om inddragelse af tilladelsen (jf. i denne retning dom af 5.11.2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl., C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923, præmis 107-115 og 119).

17      Dermed kan sagen ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som den er anlagt af aktionæren.

B.      Realiteten

18      AAB Bank har gjort fem anbringender gældende til støtte for sit søgsmål.

19      Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013, idet ECB angiveligt foretog en urigtig anvendelse af national lovgivning. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 34 i forordning nr. 468/2014, sammenholdt med retten til effektiv domstolsbeskyttelse, idet ECB afviste at udsætte virkningerne af den anfægtede afgørelse. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af AAB Banks ret til et forsvar. Det femte anbringende vedrører tilsidesættelse af aktionærens ejendomsret.

1.      Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013, idet ECB angiveligt foretog en urigtig anvendelse af national lovgivning

20      Til støtte for dette anbringende har AAB Bank i det væsentlige gjort gældende, at betingelserne for inddragelse af en tilladelse som fastsat i EU-retten ved artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013, artikel 83 i forordning nr. 468/2014 og artikel 18, litra f), og artikel 67, stk. 1, litra d) og o), i direktiv 2013/36 og som fastsat ved de relevante bestemmelser i østrigsk lovgivning til gennemførelse heraf ikke var opfyldt i den foreliggende sag, og at ECB vedtog den anfægtede afgørelse uden at have kompetence til at vedtage en sådan afgørelse.

21      Dette anbringende falder i to led.

a)      Det første anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013, idet kriterierne for inddragelse af tilladelsen som fastsat i artikel 18, litra f), og artikel 67, litra d) og o), i direktiv 2013/36 som gennemført i østrigsk lovgivning ikke var opfyldt

22      Med det første anbringendes første led har AAB Bank i det væsentlige gjort gældende, at betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013, artikel 83 i forordning nr. 468/2014 og banklovens § 70, stk. 4, som gennemfører artikel 18 i direktiv 2013/36, samt betingelserne i samme direktivs artikel 67 ikke var opfyldt, eftersom AAB Bank ikke var fundet ansvarlig for en alvorlig overtrædelse som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, jf. §§ 34 ff. i Bundesgesetz zur Verhinderung der Geldwäsche und Terrorismusfinanzierung im Finanzmarkt (forbundsloven om forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme på de finansielle markeder, herefter »hvidvaskloven«) vedtaget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT 2005, L 309, s. 15) (nu Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20.5.2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af [direktiv 2005/60] samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT 2015, L 141, s. 73)). I denne henseende har AAB Bank foreholdt ECB dels, at den med urette anså AAB Bank for at være fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849), dels, at ECB tilsidesatte sin begrundelsespligt for så vidt angår de bestemmelser, hvorpå den støttede sig ved konstateringen af, at de formodede overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask begrundede en inddragelse af tilladelsen.

23      ECB har bestridt denne argumentation.

24      I den anfægtede afgørelse vurderede ECB, at AAB Bank var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849) som omhandlet i artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36, hvilket begrundede en inddragelse af AAB Banks tilladelse i henhold til dette direktivs artikel 18, litra f), som gennemført ved banklovens § 70, stk. 4.

25      ECB vurderede navnlig, at AAB Bank havde overtrådt banklovens § 39, stk. 2, og § 39, stk. 2b, 5. og 11. afsnit, og hvidvasklovens § 6, stk. 1, 2-4, 6 og 7, § 7, stk. 7, § 9, § 23, stk. 3, og § 29.

26      Efter at have bemærket, at antallet og hyppigheden af de bindende tilsynsforanstaltninger, såsom de formelle påbud, som FMA måtte iværksætte, fremhævede alvoren af de konstaterede overtrædelser, og at disse havde fundet sted over en længere periode, har ECB navnlig anført følgende til støtte for sine påstande:

–        rapporten fra Oesterreichische Nationalbank (nationalbanken, Østrig) om et kontrolbesøg på stedet den 22. januar 2010, hvor den konstaterede væsentlige mangler ved AAB Banks ordning for bekæmpelse af hvidvask

–        FMA’s rapport efter et kontrolbesøg på stedet den 11. juli 2013, som konstaterede 38 undladelser eller overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme

–        rapporten af 24. marts 2015, som konstaterede uregelmæssigheder i 18 ud af 20 testtilfælde, idet disse konklusioner efterfølgende er blevet bekræftet ved en endelig retsafgørelse

–        FMA’s formelle påbud af 18. august 2015, hvorved myndigheden pålagde AAB Bank at anvende bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af 2008 på alle sine kunder

–        den af FMA pålagte sanktion af 14. september 2016 for individuel og systemisk tilsidesættelse af de lovbestemte krav vedrørende bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme

–        dom afsagt af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) den 7. februar 2019, sagsnr. W230 2138107-1/37E, hvorved FMA’s sanktion af 14. september 2016 blev stadfæstet, idet dens størrelse dog blev nedsat

–        kendelse afsagt af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) den 15. maj 2019, sagsnr. Ro 2019/02/0006-3, hvorved AAB Banks appel til prøvelse af dom afsagt af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) den 7. februar 2019 blev forkastet

–        dom afsagt af Landesgericht für Zivilrechtssachen Wien (den regionale domstol for civile sager i Wien, Østrig) den 23. februar 2017, sagsnr. 33 Cg 716s 18, hvori det blev fastslået, at »[i] ni tilfælde af back-to-back-kredittransaktioner med andre banker, som er blevet detaljeret undersøgt af FMA eller de eksterne revisorer, blev det konstateret, at der i forbindelse med disse ni transaktioner blev begået alvorlige overtrædelser af de relevante bestemmelser«

–        FMA’s formelle påbud af 24. oktober 2018, hvori det blev konstateret, at AAB Bank havde begået adskillige overtrædelser af lovgivningen i sit forhold til Meinl Bank Antigua Ltd, navnlig at AAB Bank efter at have meddelt, at Meinl Bank Antiguas konti var spærrede, tillod overførsler fra dennes hovedkonto på 19,5 millioner euro og ikke havde nogen passende dokumentation for dennes forretningsforbindelser

–        FMA’s rapport af 17. januar 2019 udarbejdet efter kontrolbesøget på stedet i 2018 (herefter »FMA’s rapport om det fjerde kontrolbesøg«), hvori der blev konstateret 22 undladelser eller overtrædelser af retsforskrifterne, hvoraf nogle vedrørte Meinl Bank Antigua

–        den procedure, som blev indledt af FMA den 7. juni 2019 med henblik på at genoprette overensstemmelsen med lovgivningen med hensyn til de 15 øvrige konklusioner i rapporten om det fjerde kontrolbesøg, hvorom AAB Bank havde fremsat bemærkninger, som blev taget i betragtning i den anfægtede afgørelse, idet det i det væsentlige blev konstateret, at størstedelen af overtrædelserne fortsat fandt sted

–        revisionsrapporter fra AAB Bank og visse faktiske oplysninger indhentet under forvaltningsproceduren.

1)      Det første klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 18, litra f), i direktiv 2013/36 og artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36 som gennemført i østrigsk lovgivning, idet AAB Bank angiveligt ikke var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849)

27      AAB Bank har i det væsentlige gjort gældende, at de afgørelser, der nævnes i den anfægtede afgørelse, ikke gjorde det muligt at antage, at banken var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af bankloven eller hvidvaskloven, eftersom de mangler, som den blev foreholdt i disse afgørelser, var af ældre dato, forældede, ikke var alvorlige, eller var blevet korrigeret, og eftersom de ikke var blevet konstateret i afgørelser, der havde fået retskraft.

28      ECB har bestridt dette klagepunkt.

29      Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1024/2013, og med forbehold af samme forordnings artikel 14, har ECB som led i de opgaver, som overdrages ECB ved denne forordning, enekompetence til at meddele tilladelse til kreditinstitutter, der er etableret i de medlemsstater, som deltager i tilsynsmekanismen, og at inddrage disse kreditinstitutters tilladelser.

30      I henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013 kan ECB på eget initiativ inddrage tilladelsen i de tilfælde, der er fastsat i den relevante EU-ret, efter høringer med den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor kreditinstituttet er etableret, eller på forslag fra en sådan kompetent national myndighed.

31      Endvidere fastsætter artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013, at med henblik på at udføre de opgaver, som ECB overdrages ved denne forordning, og med det formål at sikre høje standarder for tilsyn, anvender ECB al relevant EU-ret, og såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver.

32      Heraf følger, at ECB med henblik på at udføre de opgaver, som den overdrages ved artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1024/2013, er forpligtet til, ud over denne forordnings bestemmelser, at anvende bestemmelserne i national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2013/36, sammenholdt med dette direktiv.

33      Det bemærkes desuden, at artikel 18, litra f), i direktiv 2013/36 fastsætter, at de kompetente myndigheder kan inddrage en meddelt tilladelse, såfremt et kreditinstitut overtræder en af bestemmelserne i dette direktivs artikel 67, stk. 1.

34      Artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36 omhandler det tilfælde, at et kreditinstitut er fundet ansvarlig for en alvorlig overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/60.

35      Hvad angår de af AAB Bank påberåbte nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2013/36 fremgår det af banklovens § 70, stk. 4, at FMA, såfremt et kreditinstitut navnlig overtræder banklovens bestemmelser eller retsakter vedtaget med henblik på dens anvendelse, skal

»[…] 3. inddrage kreditinstituttets tilladelse, hvis ingen andre foranstaltninger i henhold til bankloven kan sikre kreditinstituttets funktionsdygtighed«

36      Endvidere har hvidvasklovens § 31, stk. 3, andet afsnit, følgende ordlyd:

»I tilfælde af overtrædelser af de i [hvidvasklovens] § 34, stk. 2 og 3, fastsatte forpligtelser kan FMA […] inddrage den af FMA meddelte tilladelse […]«

37      De i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, fastsatte forpligtelser tager sigte på at gennemføre bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask i direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849) og henviser navnlig til alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser af hvidvasklovens § 6, stk. 1, 2-4, 6 og 7, § 7, stk. 7, § 9, § 23, stk. 3, og § 29.

38      I den foreliggende sag vurderede ECB i den anfægtede afgørelse, at det navnlig fremgik af FMA’s afgørelser og østrigske retters domme, at AAB Bank ikke havde haft en passende procedure for risikostyring med henblik på forebyggelse af hvidvask fra 2010 og mindst indtil 2019, og således havde overtrådt banklovens § 39, stk. 2, sammenholdt med banklovens § 39, stk. 2b, 11. afsnit, og at det endvidere fremgik af disse nationale retsafgørelser, at AAB Bank var fundet ansvarlig for alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser af hvidvasklovens § 6, stk. 1, 2-4, 6 og 7, § 7, stk. 7, § 9, § 23, stk. 3, og § 29.

i)      Argumentet om, at et kreditinstitut skal være fundet ansvarlig for en alvorlig overtrædelse i en nylig retsafgørelse, der har fået retskraft

39      Det bemærkes for det første, at FMA i henhold til østrigsk lovgivning er kompetent til at vedtage afgørelser, som konstaterer og pålægger sanktioner for en overtrædelse af banklovens og hvidvasklovens bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849).

40      Heraf følger, at FMA kan vedtage administrative afgørelser, hvorved et kreditinstitut findes ansvarlig for en alvorlig, gentagen eller systematisk overtrædelse som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2, der gennemfører artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36.

41      Ifølge AAB Bank kan sanktioner for alvorlige overtrædelser som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2, kun pålægges på grundlag af forvaltningsstrafferetten eller strafferetten, idet de skal konstateres i en retslig procedure ved en retskraftig afgørelse.

42      Imidlertid følger det i første række af artikel 39, stk. 2, i direktiv 2005/60 (nu artikel 58, stk. 2, i direktiv 2015/849), at medlemsstaterne ved gennemførelsen af dette direktiv, med forbehold af deres ret til at pålægge strafferetlige sanktioner, i deres lovgivning kan fastsætte passende administrative sanktioner over for kreditinstitutter, såfremt de overtræder de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv.

43      De alvorlige overtrædelser, hvortil der henvises i hvidvasklovens § 34, stk. 2, sammenholdt med artikel 39, stk. 2, i direktiv 2005/60, kan således udløse anvendelsen af både strafferetlige og administrative sanktioner, idet sanktionens art (strafferetlig eller administrativ) ikke er afgørende for, om overtrædelsen kan kvalificeres som »alvorlig«.

44      Hvad i anden række angår arten af den afgørelse, hvorved overtrædelsen konstateres, vil den fortolkning, at alvorlige overtrædelser af disse bestemmelser, således som AAB Bank har gjort gældende, kun kan konstateres ved retsafgørelser, der er retskraftige, i tilfælde, hvor konstateringen og pålæggelsen af sanktioner for overtrædelsen af de pågældende bestemmelser henhører under en administrativ myndigheds kompetence, medføre, at anvendelsen af hvidvasklovens § 31, stk. 3, andet afsnit, og hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, gøres afhængig af, om det berørte institut beslutter at anlægge sag til prøvelse af denne myndigheds afgørelser eller ej.

45      For det andet fremgår det af retspraksis vedrørende EU-institutionernes retsakter, at en afgørelse, der ikke er blevet anfægtet af adressaten inden for den fastsatte frist, bliver endelig i forhold til denne (jf. i denne retning dom af 12.10.2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, T-474/04, EU:T:2007:306, præmis 37, og af 8.5.2019, Lucchini mod Kommissionen, T-185/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:298, præmis 38).

46      Det følger ligeledes af retspraksis vedrørende EU-institutionernes retsakter, at enhver, som anklages for en lovovertrædelse, er skyldig, såfremt en afgørelse, der konstaterer denne overtrædelse, er blevet endelig (jf. dom af 12.10.2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, T-474/04, EU:T:2007:306, præmis 76).

47      Denne retspraksis skal anvendes analogt på afgørelser fra nationale administrative myndigheder, som konstaterer en overtrædelse af de nationale bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, såsom FMA.

48      Et kreditinstitut kan altså findes ansvarlig for alvorlige overtrædelser som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, sammenholdt med artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36 på grundlag af administrative afgørelser.

49      Domstolen har ganske vist, som AAB Bank har gjort gældende, allerede fastslået, at en udelukkelse af en udbyder af hasardspil, der på grundlag af stærke indicier er mistænkt for at være involveret i kriminelle aktiviteter, fra markedet i form af fortabelse af retten til koncessionen principielt kun bør anses for at stå i rimeligt forhold til målet om bekæmpelse af kriminalitet, såfremt den er støttet på en dom, som er retskraftig og vedrører en tilstrækkeligt alvorlig lovovertrædelse (dom af 16.2.2012, Costa og Cifone, C-72/10 og C-77/10, EU:C:2012:80, præmis 81).

50      Henset til vigtigheden af tilsynsreglerne med henblik på bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, men også til kreditinstitutters særlige ansvar i denne henseende og nødvendigheden af hurtigst muligt at drage konsekvenserne af overtrædelser af disse regler, skal det imidlertid bemærkes, at en administrativ afgørelse, hvorved et kreditinstitut findes ansvarlig for alvorlige overtrædelser af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849) som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, er tilstrækkelig til at begrunde inddragelsen af en tilladelse.

51      Henset til det ovenstående kan det, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, ikke foreholdes ECB at have konkluderet, at AAB Bank var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser i afgørelser, som ikke var retsafgørelser og ikke havde fået retskraft.

52      Det er i øvrigt vigtigt at fremhæve, at AAB Banks interne revisionsrapporter ikke i sig selv kan anses for tilstrækkelige til at dokumentere, at dette kreditinstitut er eller ikke er fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser, idet de ikke kan betragtes som administrative eller retslige foranstaltninger, hvorved dette institut er fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser.

53      Selv om sådanne rapporter under visse omstændigheder kan anvendes til at bestride konstateringer fra ECB, som ikke hviler på en endelig afgørelse, hvorved en overtrædelse konstateres, kan de imidlertid, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, ikke betragtes som tilstrækkelige til at rejse tvivl om konstateringer, der fremgår af administrative og retslige afgørelser, der er blevet endelige.

54      Endvidere er AAB Banks argumenter om rentabiliteten og levedygtigheden af bankens forretningsmodel, kundernes risikostruktur, undladelsen af back-to-back-transaktioner med trust, kendetegnene ved bankens revision og antallet af meddelelser fra ECB om mistanke mod banken ikke egnede til at rejse tvivl om, hvorvidt den anfægtede afgørelse hviler på endelige afgørelser, hvorved AAB Bank er fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser.

55      Det samme gælder AAB Banks argumenter vedrørende ECB’s konstateringer om AAB Banks ejere, dens involvering i Odebrecht-skandalen og Meinl Bank Antigua.

56      Disse argumenter vedrører nemlig ECB’s supplerende faktuelle bemærkninger, som ikke har nogen sammenhæng med anvendelsen af det kriterium, der er fastsat i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, sammenholdt med artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36, hvorefter det kræves, at de pågældende institutter er fundet ansvarlige for alvorlige overtrædelser.

57      De er således ikke egnede til at rejse tvivl om, at AAB Bank er fundet ansvarlig for overtrædelser ved administrative eller retslige afgørelser, som er blevet endelige.

58      AAB Banks argumenter om, at de konstaterede overtrædelser er af ældre dato eller er blevet korrigeret, ændrer heller ikke denne konklusion.

59      Hverken bankloven, hvidvaskloven eller artikel 18, litra f), og artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36 fastsætter nemlig for det første en frist for, hvornår der kan tages hensyn til tidligere afgørelser om fastlæggelse af ansvaret for disse overtrædelser, eller for det andet et krav om, at sådanne overtrædelser ikke må være ophørt eller fortsat skal foreligge på tidspunktet for vedtagelsen af en afgørelse om inddragelse af en tilladelse, navnlig hvis der, som i den foreliggende sag, er tale om flere afgørelser vedtaget over en periode på flere år.

60      Dette gælder i særdeleshed overtrædelser, som er konstateret blot tre eller fem år før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, idet sådanne afgørelser ikke kan anses for at være af ældre dato.

61      Endvidere ville AAB Banks standpunkt om, at visse af de konstaterede mangler er blevet korrigeret og ikke kan begrunde en inddragelse af tilladelsen, bringe formålet om at sikre det europæiske banksystem i fare, idet dette ville gøre det muligt for kreditinstitutter, som har begået alvorlige overtrædelser, at fortsætte deres virksomhed, hvis de kompetente myndigheder ikke på ny dokumenterer, at de har begået nye overtrædelser.

62      Af samme grund forkastes argumentet om, at AAB Bank har iværksat andre forbedringsforanstaltninger, navnlig underentrepriser i forbindelse med den interne revision, forbedring af forskellige procedurer til bekæmpelse af hvidvask efter den 22. juli 2019 og kontospærringer med henblik på forebyggelse af hvidvask.

63      Det samme gælder den angivelige afhjælpning af manglerne ved udpegningen af økonomiske rettighedshavere, som AAB Bank oplyste FMA om i et brev af 19. marts 2019.

64      I øvrigt fremgår det af den anfægtede afgørelse, at AAB Bank også på et senere tidspunkt blev fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser, nemlig i FMA’s afgørelse af 24. oktober 2018, hvori det konstateres, at der ikke foreligger kontrollerbar dokumentation for forebyggelse af hvidvask hvad angår AAB Banks forretningsforbindelser, navnlig med Meinl Bank Antigua, idet AAB Bank ikke har anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse.

65      Tilsvarende konstaterede FMA i sin rapport om det fjerde kontrolbesøg, som anført af ECB i den anfægtede afgørelse, 22 undladelser eller overtrædelser af lovgivningen, hvoraf nogle vedrørte Meinl Bank Antigua.

66      Henset til det ovenstående, og idet ECB har konstateret, at AAB Bank ved administrative og retslige afgørelser vedtaget mellem 2010 og 2018 er fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af hvidvasklovens bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849), kan AAB Banks argumenter om, at de konstaterede overtrædelser er blevet korrigeret, og at de interne revisionsrapporter har bekræftet de iværksatte forbedringers tilfredsstillende karakter, ikke godtgøre, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet ECB vurderede, at AAB Bank var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser, som begrundede inddragelsen af AAB Banks tilladelse som omhandlet i hvidvasklovens § 31, stk. 3, andet afsnit, og hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, sammenholdt med artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36.

ii)    Betydningen af en eventuel forældelse af de alvorlige overtrædelser, som er konstateret i afgørelser fra administrative eller judicielle myndigheder

67      AAB Bank har gjort gældende, at de mangler, der konstateres i FMA’s rapport om det fjerde kontrolbesøg, ikke længere er relevante, idet de skal anses for at være af mindre betydning og forældede ved anvendelse af hvidvasklovens § 36, som fastsætter en forældelsesfrist på tre år, eftersom kontrollen vedrørte faktiske omstændigheder, der går tilbage til 2014 og tidligere.

68      Imidlertid skal det først bemærkes, at de mangler, der konstateres i FMA’s rapport om det fjerde kontrolbesøg, ikke er de eneste alvorlige overtrædelser, hvorpå ECB støttede sin inddragelse af tilladelsen i den anfægtede afgørelse, hvorfor AAB Banks argumentation, selv hvis den anses for velbegrundet, kan forkastes som irrelevant.

69      Således kan et kreditinstitut ikke påberåbe sig en eventuel forældelse af alvorlige overtrædelser, som det er fundet ansvarligt for ved en administrativ afgørelse, for at godtgøre, at det ikke er fundet ansvarligt for disse overtrædelser med henblik på inddragelse af tilladelsen.

70      Fra det tidspunkt, hvor en afgørelse, der konstaterer en overtrædelse, bliver endelig, er spørgsmålet om forældelse af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne afgørelse, nemlig ikke længere relevant. Dermed var intet til hinder for, at ECB kunne tage denne endelige afgørelse i betragtning med henblik på inddragelse af tilladelsen.

71      I øvrigt vil AAB Banks fortolkning, hvorefter en endelig afgørelse, som konstaterer en overtrædelse, ikke kan tages i betragtning, hvis de faktiske omstændigheder, der udgør denne overtrædelse, er forældede, indebære, at muligheden for at inddrage en tilladelse i tilfælde af alvorlige overtrædelser gøres afhængig af varigheden af den administrative procedure, som har ført til konstateringen af disse overtrædelser, eller varigheden af den administrative procedure, som har ført til afgørelsen om at inddrage tilladelsen, og dermed at der rejses tvivl om den effektive virkning af artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013.

72      Dette argument godtgør således ikke, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, idet ECB anså AAB for at være fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

iii) Indsigelsen mod de faktiske omstændigheder, som AAB Bank er blevet foreholdt vedrørende sit forhold til Meinl Bank Antigua

73      AAB Bank har bestridt ECB’s konstatering af, at AAB Bank på sine konti tillod eller gennemførte ulovlige transaktioner for Meinl Bank Antigua, skjulte oplysninger om denne bank og ophævede spærringerne af disse konti, som var indført med henblik på bekæmpelse af hvidvask.

74      I denne henseende tog ECB hensyn til disse overtrædelser, navnlig på grundlag af konstateringerne i FMA’s afgørelse af 24. oktober 2018, hvoraf ECB udledte, at AAB Bank havde overtrådt banklovens § 39, stk. 2, og § 39, stk. 2b, 5. og 11. afsnit, og hvidvasklovens § 23, stk. 3.

75      Denne afgørelse er endelig og er ikke blevet anfægtet af AAB Bank, selv om den kunne gøres til genstand for et søgsmål ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager).

76      Dermed kan AAB Banks argument om, at der ikke foreligger en endelig konstatering af, at AAB Bank ikke har overholdt sine forpligtelser med hensyn til kontrol og dokumentation, eller en anden strafferetligt sanktioneret mangel, som er fastslået ved en retslig afgørelse, ikke tages til følge.

77      Endvidere er argumenterne om, at AAB Bank blot passivt gennemførte betalingsstrømme, som den ikke selv initierede, som korrespondentbank for Meinl Bank Antigua, idet den samarbejdede med Bundeskriminalamt (forbundskriminalpolitiet, Østrig), af egen drift spærrede konti og overdrog FMA de ønskede oplysninger om transaktioner på de spærrede konti og informationer om lovlig ophævelse af spærringen for visse transaktioner, idet disse argumenter tager sigte på at mindske alvoren af de overtrædelser, som AAB Bank er blevet foreholdt, ikke egnede til at rejse tvivl om konstateringen af alvorlige overtrædelser i FMA’s endelige afgørelse, som ECB tog i betragtning.

78      Disse argumenter er således ikke egnede til at godtgøre, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet ECB anså AAB Bank for at være fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

iv)    Bestridelsen af alvoren af de overtrædelser, som AAB Bank er fundet ansvarlig for

79      AAB Bank har i det væsentlige gjort gældende, at for at kunne kvalificeres som alvorlige som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, skal overtrædelserne omfatte mere end manglende overholdelse af individuelle bestemmelser i gennemførelseslovgivningen vedrørende bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme. De overtrædelser, som AAB Bank er fundet ansvarlig for i henhold til den anfægtede afgørelse, kan imidlertid ifølge banken ikke anses for alvorlige.

80      Desuden er de overtrædelser, som blev bekræftet ved kendelse afsagt af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) den 7. februar 2019, sagsnr. W230 2138107-1, ifølge AAB Bank alle mindre overtrædelser og er ikke blevet kvalificeret som alvorlige eller systematiske af denne ret.

81      Endelig vedrører alle kritikpunkterne i FMA’s rapport om det fjerde kontrolbesøg mindre mangler, som ikke kan begrunde en inddragelse af tilladelsen.

82      I den anfægtede afgørelse anførte ECB navnlig, at det fremgik af afgørelser fra de kompetente nationale myndigheder, at AAB Bank havde overtrådt lovgivningen vedrørende bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme groft, systematisk og vedvarende siden 2010, idet den samtidig gennemførte transaktioner med høj risiko.

83      ECB fastslog endvidere, at AAB Bank ifølge FMA’s seneste vurderinger fortsat begik alvorlige overtrædelser af disse bestemmelser og dermed påførte sig selv, den østrigske finansielle sektor og den fælles tilsynsmekanisme en betydelig risiko.

84      Desuden henviste ECB til, at AAB Bank ifølge FMA’s vurdering havde tilsidesat lovgivningen vedrørende hvidvask og finansiering af terrorisme groft, systematisk og vedvarende siden 2010, idet den ikke iværksatte foranstaltninger til at afhjælpe overtrædelserne og udviste manglende vilje til at samarbejde med FMA.

85      Heraf udledte ECB, at AAB Bank var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af hvidvasklovens bestemmelser, som er vedtaget i medfør af direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849), hvilket begrundede inddragelsen af tilladelsen.

86      Henset til AAB Banks mange overtrædelser, der blev konstateret ved de administrative og retslige afgørelser, hvortil der henvises i den anfægtede afgørelse og i præmis 26 ovenfor, og som påviser den systematiske, alvorlige og vedvarende karakter af tilsidesættelserne af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, foretog ECB ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at denne bank af de kompetente østrigske myndigheder og retter var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

87      Som ECB vurderede i den anfægtede afgørelse, fremgår det nemlig af disse administrative og retslige afgørelser, at AAB Bank groft og vedvarende tilsidesatte sin forpligtelse til at have en organisatorisk struktur og en passende procedure for forebyggelse af hvidvask og bekæmpelse af terrorisme, og at AAB Bank er fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme.

88      Idet de kompetente myndigheder i de tidligere afgørelser om FMA’s forslag om inddragelse, som var blevet endelige på tidspunktet for den anfægtede afgørelse, fandt AAB Bank ansvarlig for alvorlige overtrædelser af de nationale bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask, kan alvoren af disse overtrædelser navnlig ikke bestrides under den administrative procedure ved ECB.

89      I øvrigt kan det, henset til formålet med disse bestemmelser om at sikre det europæiske bankmarked, ikke foreholdes ECB at have vurderet, at de systematiske, alvorlige og vedvarende overtrædelser af den nationale lovgivning om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme skulle kvalificeres som alvorlige overtrædelser, der begrundede en inddragelse af tilladelsen som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, og artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36.

90      I øvrigt fremgår det, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, klart af den anfægtede afgørelse, de af FMA iværksatte foranstaltninger og de østrigske retters afgørelser, som den anfægtede afgørelse henviser til, at de overtrædelser, som blev taget i betragtning, omfattede mere end manglende overholdelse af individuelle bestemmelser i gennemførelseslovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, og at disse overtrædelser ikke kan kvalificeres som mindre mangler.

91      Dermed har AAB Bank ikke godtgjort, at ECB foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at AAB Bank var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser, som begrundede en inddragelse af tilladelsen som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

92      Det første klagepunkt i det første anbringendes første led skal derfor forkastes.

2)      Det andet klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten og ECB’s manglende kompetence til at konstatere, at de formodede overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask begrundede en inddragelse af tilladelsen

93      AAB Bank har i det væsentlige gjort gældende, at de eneste bestemmelser i østrigsk lovgivning, som fastsætter en inddragelse af tilladelsen for alvorlige overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, er hvidvasklovens § 31, stk. 3, nr. 2, og § 34, stk. 2 og 3, og at tilsidesættelsen af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme ikke giver mulighed for at inddrage tilladelsen ved anvendelse af banklovens § 70. Ifølge AAB Bank støttede ECB sig ikke på disse bestemmelser, og ECB var under alle omstændigheder ikke kompetent til at støtte sig på disse bestemmelser.

94      AAB Bank har således i det væsentlige bestridt det retsgrundlag, der i den anfægtede afgørelse anføres til støtte for den vurdering, at overtrædelserne af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme begrundede en inddragelse af tilladelsen i henhold til østrigsk lovgivning.

95      AAB Bank har heraf udledt, at der er tale om en overtrædelse af den østrigske lovgivning, og tilføjet, at ECB ikke umiddelbart kan påberåbe sig bestemmelserne i direktiv 2013/36 og kun kan udlede interventionsbeføjelser af de materielle bestemmelser i den østrigske lovgivning om tilsyn med banker.

96      AAB Bank har endvidere i det væsentlige gjort gældende, at ECB tilsidesatte sin begrundelsespligt, idet denne i den anfægtede afgørelse ikke præciserede, hvilke nationale bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme der var blevet overtrådt.

97      I denne henseende bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

98      Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, skal dog realitetsbehandles.

99      For at et nyt argument kan anses for en uddybning af et tidligere fremsat anbringende eller klagepunkt, skal det være tilstrækkeligt tæt knyttet til de oprindeligt fremførte argumenter eller klagepunkter i stævningen (jf. i denne retning dom af 12.11.2009, SGL Carbon mod Kommissionen, C-564/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:703, præmis 20-34, og af 16.12.2010, AceaElectrabel Produzione mod Kommissionen, C-480/09 P, EU:C:2010:787, præmis 111).

100    I stævningen har AAB Bank gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget under tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013 og den østrigske lovgivning, der finder anvendelse, idet de i disse bestemmelser fastsatte betingelser ikke er opfyldt, og AAB Bank har heraf udledt, at ECB ikke havde beføjelse til at inddrage tilladelsen.

101    Argumenterne i det andet klagepunkt i det første anbringendes første led tager således sigte på at bestride de bestemmelser, på grundlag af hvilke ECB i den anfægtede afgørelse fastslog, at inddragelsen af AAB Banks tilladelse var begrundet i henhold til østrigsk lovgivning, og på at godtgøre, at ECB ikke støttede sig på en national bestemmelse, som gav den beføjelse til at inddrage en tilladelse i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask.

102    Eftersom disse argumenter er tæt knyttet til de argumenter, der er fremsat til støtte for stævningens første anbringende, skal de anses for en uddybning af disse argumenter og derfor realitetsbehandles.

103    I denne henseende bemærkes, at ECB i den anfægtede afgørelse vurderede, at AAB Bank navnlig havde overtrådt banklovens bestemmelser, og heraf udledte, at betingelserne i banklovens § 70, stk. 4, som fastsætter en inddragelse af tilladelsen, var opfyldt.

104    ECB anførte desuden, at AAB Bank havde tilsidesat flere af hvidvasklovens bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme som omhandlet i præmis 25 ovenfor.

105    I modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, kan det imidlertid ikke hævdes, at de eneste bestemmelser i østrigsk lovgivning, som fastsætter en inddragelse af tilladelsen for overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, er hvidvasklovens § 31, stk. 3, nr. 2, og § 34, stk. 2 og 3, eller at tilsidesættelsen af de i bankloven fastsatte forpligtelser vedrørende forebyggelse af risikoen for hvidvask ikke kan tages i betragtning i henhold til banklovens § 70, stk. 4.

106    Banklovens § 39, stk. 2 og 2b, som efter ECB’s vurdering blev overtrådt af AAB Bank, henviser udtrykkeligt til risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme, og det fremgår af banklovens § 70, stk. 4, at overtrædelser af bankloven såsom de nævnte overtrædelser kan begrunde inddragelsen af en tilladelse.

107    Eftersom inddragelsen af en tilladelse i henhold til østrigsk lovgivning er begrundet i tilfælde af overtrædelse af de i bankloven og hvidvaskloven fastsatte forpligtelser vedrørende forebyggelse af risikoen for hvidvask, og eftersom ECB støttede sig på disse bestemmelser, skal AAB Banks argumenter om manglende beføjelse eller tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013 forkastes.

108    Det skal bemærkes, at selv hvis det antages, at ECB støttede sig på et forkert retsgrundlag, er en annullation af en administrativ afgørelse på grund af et forkert retsgrundlag ikke begrundet, såfremt en sådan fejl ikke har haft afgørende indflydelse på den administrative myndigheds skøn, hvorfor et anbringende om et forkert retsgrundlag skal forkastes, for så vidt som det er af rent formel karakter (dom af 9.6.2015, Navarro mod Kommissionen, T-556/14 P, EU:T:2015:368, præmis 26).

109    AAB Bank har i den foreliggende sag ikke gjort gældende, at et andet retsgrundlag kunne have påvirket ECB’s skøn. Det fremgår heller ikke i øvrigt, at et andet retsgrundlag kunne have påvirket ECB’s skøn.

110    Desuden fremgår det af retspraksis for det første, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og for det andet, at det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af denne, kan have i begrundelsen. Det kræves navnlig ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 16.5.2017, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, T-122/15, EU:T:2017:337, præmis 123 og 124 og den deri nævnte retspraksis).

111    I modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, har ECB imidlertid ikke tilsidesat sin begrundelsespligt, eftersom de bestemmelser i bankloven og hvidvaskloven, som AAB Bank har overtrådt, og de bestemmelser i bankloven, der fastsætter en inddragelse af tilladelsen, er nævnt i den anfægtede afgørelse, således som det fremgår af præmis 25 ovenfor.

112    Det andet klagepunkt i det første anbringendes første led er dermed ugrundet.

113    Henset til det ovenstående skal det første anbringendes første led forkastes.

b)      Det første anbringendes andet led, der i det væsentlige vedrører tilsidesættelse af bestemmelserne til gennemførelse af artikel 18, litra f), i direktiv 2013/36, idet AAB Bank angiveligt rådede over ledelsesordninger som foreskrevet af de kompetente myndigheder i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74 som omhandlet i dette direktivs artikel 67, stk. 1, litra d)

114    Ifølge AAB Bank var betingelserne i artikel 18, litra f), i direktiv 2013/36 og samme direktivs artikel 67, stk. 1, litra d), som gennemført ved banklovens § 39, stk. 2 og 2b, sammenholdt med banklovens § 70, stk. 4, ikke opfyldt, eftersom AAB Bank rådede over ledelsesordninger som foreskrevet af de kompetente myndigheder.

115    I denne henseende fremgår det af artikel 18 i direktiv 2013/36, som er gennemført ved banklovens § 70, stk. 4, at de kompetente myndigheder kan inddrage en meddelt tilladelse, såfremt et kreditinstitut ikke råder over ledelsesordninger som foreskrevet af de kompetente myndigheder i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74.

116    Artikel 74 i direktiv 2013/36 med overskriften »Intern ledelse og genopretnings- og afviklingsplaner« har følgende ordlyd:

»1.      Institutter skal have robuste ledelsesordninger, hvilket omfatter en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de risici, som institutterne er eller kan blive eksponeret for, fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis, og en aflønningspolitik og ‑praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring. […]«

117    Hvad angår bestemmelserne til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36 fastsætter banklovens § 39, stk. 2, at:

»Kreditinstitutterne skal have administrative, regnskabsmæssige og kontrolmæssige procedurer til registrering, vurdering, styring og overvågning af de risici, som bankforretninger og bankdrift indebærer, og deres aflønningspolitik- og praksis. Disse procedurer skal tilpasses de udførte bankforretningers type, omfang og kompleksitet. Organisationsstrukturen og de administrative, regnskabsmæssige og kontrolmæssige procedurer skal dokumenteres skriftligt og på forståelig vis. Så vidt muligt skal de administrative, regnskabsmæssige og kontrolmæssige procedurer både omfatte risici i forbindelse med bankforretninger og bankdrift og de risici, der muligvis kan opstå i forbindelse med aflønningspolitikken og aflønningspraksissen. Organisationsstrukturen skal forhindre interesse- og kompetencekonflikter gennem afgrænsninger i organisationsstrukturen og procedurerne, som er tilpasset kreditinstituttets virksomhed. Hensigtsmæssigheden af disse procedurer og deres anvendelse skal kontrolleres af den interne revision mindst én gang om året.«

118    Banklovens § 39, stk. 2b, har følgende ordlyd:

»De i stk. 2 omhandlede procedurer skal navnlig omfatte følgende elementer: 1. kreditrisiko og modpartsrisiko, 2. koncentrationsrisiko, 3. markedsrisiko, 4. risiko i forbindelse med overdreven gearing, 5. operationel risiko, 6. risiko i forbindelse med securitisering, 7. likviditetsrisiko, 8. renterisiko i forbindelse med samtlige transaktioner, som ikke allerede er omfattet af nr. 3, 9. resterende risiko ved de teknikker, der nedsætter kreditrisikoen, 10. risici knyttet til det makroøkonomiske miljø, 11. risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme, 12. risikoen ved instituttets økonomiske model under hensyntagen til virkningerne af diversifikationsstrategierne, 13. resultaterne af stresstests for så vidt angår institutter, der anvender interne fremgangsmåder, og 14. den systemiske risiko, […] der udgår fra et institut.«

119    Banklovens § 42 fastsætter endvidere i det væsentlige en forpligtelse til at råde over et internt revisionsorgan, mens det i henhold til banklovens § 44 i det væsentlige kræves, at kreditinstitutterne fremlægger deres reviderede årsregnskaber seks måneder efter regnskabsårets slutning.

120    I den foreliggende sag vurderede ECB, at AAB Bank havde tilsidesat de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36, navnlig banklovens § 39, stk. 2, 2b og 5, § 42 og § 44, stk. 1, og at AAB Bank dermed havde begået, og fortsat begik, overtrædelser, som begrundede en inddragelse af tilladelsen ved anvendelse af banklovens § 70, stk. 4.

121    ECB anførte nærmere bestemt, at afgørelsen om at inddrage AAB Banks tilladelse til at optage virksomhed som kreditinstitut navnlig var baseret på en tilsidesættelse af forpligtelsen til at råde over en intern ledelse, som muliggør en god risikostyring, og en tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele korrekte oplysninger til FMA og forpligtelsen til at have en intern revisionsmekanisme, passende interne regnskabsprocedurer, en passende intern dokumentationsordning og en passende procedure for styring af koncentrationsrisikoen.

122    ECB støttede navnlig sine konklusioner om tilsidesættelse af de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36 på følgende:

–        FMA’s formelle påbud af 19. august 2015, som pålagde AAB Bank at sikre, at bankens interne revision opfyldte sin revisionsplan inden for fristerne, og konstaterede, at den interne revision ikke havde opfyldt sine revisionsplaner, og at banklovens § 42 (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36) således var blevet overtrådt

–        FMA’s formelle påbud af 17. maj 2016, som pålagde AAB Bank at iværksætte passende planer for styring af virksomhedens kontinuitet (BCM) og konstaterede, at bankens BCM havde været utilstrækkelig i perioden fra 2013-2016, hvilket udgjorde en overtrædelse af banklovens § 39, stk. 2, 2b og 5 (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36)

–        FMA’s formelle påbud af 1. juli 2016, som pålagde AAB Bank at fremlægge sit reviderede årsregnskab for 2015 og konstaterede, at banken ikke havde fremlagt det reviderede regnskab rettidigt, dvs. den 30. juni 2016, og dermed havde tilsidesat banklovens § 44, stk. 1

–        FMA’s formelle påbud af 6. september 2016, som pålagde AAB Bank at sikre fuldstændig og forståelig dokumentation for sine kreditoplysninger og konstaterede, at bankens kreditprocesser (navnlig årsrapporterne og behandlingen af problematiske lån) i perioden fra 2013-2016 ikke var blevet dokumenteret på en forståelig måde, hvorfor banklovens § 39, stk. 2, og § 39, stk. 2b, første afsnit (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36), var blevet overtrådt

–        FMA’s formelle påbud af 17. juli 2017, som pålagde AAB Bank at allokere tilstrækkelige ressourcer til den interne revision og konstaterede, at den interne revision endnu ikke var fuldført, hvorfor banklovens § 42 (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36) var blevet overtrådt

–        FMA’s formelle påbud af 31. januar 2018, som pålagde AAB Bank at sikre, at den relevante dokumentation i forbindelse med indgåelse af kontrakter var passende (dvs. skriftlig og fuldstændig), og konstaterede, at AAB Bank i perioden fra 2015-2017 i flere tilfælde havde indgået handelstransaktioner, selv om de relevante kontrakter enten var fejlbehæftede eller ufuldstændige, og selv om der i visse tilfælde ikke fandtes en skriftlig kontrakt, hvilket udgjorde en overtrædelse af banklovens artikel 39, stk. 2 (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36)

–        FMA’s formelle påbud af 5. september 2018, som pålagde AAB Bank at iværksætte passende og rettidige regnskabsprocedurer og konstaterede, at bankens regnskabsprocedurer i perioden fra 2017-2018 ikke sikrede, at regnskaberne og dermed også tilsynsrapporterne var ajourførte, hvilket udgjorde en overtrædelse af banklovens § 39, stk. 2, og § 39, stk. 3, sjette afsnit (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36)

–        FMA’s formelle påbud af 24. oktober 2018, som pålagde AAB Bank at sikre, at alle bankens handelstransaktioner og forretningsforbindelser med Meinl Bank Antigua var dokumenteret på forståelig vis, og konstaterede, at den interne dokumentation, herunder dokumentation vedrørende bekæmpelse af hvidvask, var så mangelfuld, at den interne revision, risikostyringen og den ansvarlige for bekæmpelse af hvidvask ikke var i stand til at varetage deres kontrolfunktioner, hvilket udgjorde en overtrædelse af banklovens § 39, stk. 2, og § 39, stk. 2b, 5. og 11. afsnit, som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36, og hvidvasklovens § 23, stk. 3

–        FMA’s formelle påbud af 3. december 2018, som pålagde AAB Bank at sikre, at alle poster i status blev påført en korrekt risikovurdering, og konstaterede, at bankens interne procedurer i perioden fra 2017-2018 ikke havde været egnede til at sikre, at alle aktiver – navnlig hvad angår atypiske transaktioner – var afvejet korrekt, hvilket udgjorde en overtrædelse af banklovens § 39, stk. 2 (som gennemfører artikel 74 i direktiv 2013/36).

123    Det første anbringendes andet led, som tager sigte på at bestride disse konstateringer og den heraf udledte konklusion, indeholder to klagepunkter.

1)      Det andet klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af artikel 74 i direktiv 2013/36 som gennemført ved banklovens § 39, stk. 2 og 2b, idet disse bestemmelser angiveligt blev anvendt på risici i forbindelse med hvidvask of finansiering af terrorisme

124    AAB Bank har i det væsentlige gjort gældende, at artikel 74 i direktiv 2013/36 vedrører forpligtelserne i forbindelse med ledelsesordninger med henblik på forebyggelse af finansielle risici, og at banklovens § 39, stk. 2 og 2b, derfor skal fortolkes således, at kun en mangelfuld risikostruktur med hensyn til finansielle risici og ikke en mangelfuld struktur med hensyn til bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme kan begrunde en anvendelse af tilsynsforanstaltninger såsom inddragelse af tilladelsen i henhold til banklovens § 70, stk. 4.

125    AAB Bank har heraf udledt, at ECB begik en retlig fejl ved at støtte den anfægtede afgørelse på, at artikel 74 i direktiv 2013/36 som gennemført ved banklovens § 39, stk. 2 og 2b, var blevet tilsidesat som følge af den manglende tilstrækkelighed af ordningerne for bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme og ikke som følge af den manglende tilstrækkelighed af ledelsesordningerne med henblik på forebyggelse af finansielle risici.

126    I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at ECB konstaterede en tilsidesættelse af banklovens § 39, stk. 2, 2b og 5, § 42 og § 44, stk. 1, idet ECB navnlig støttede sig på tilsidesættelsen af forpligtelsen til at råde over en intern ledelse, som muliggør en god risikostyring, og en tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele korrekte oplysninger til FMA og forpligtelsen til at have en intern revisionsmekanisme, passende interne regnskabsprocedurer, en passende intern dokumentationsordning og en passende procedure for styring af koncentrationsrisikoen.

127    I modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, kan ECB ikke foreholdes at have konstateret en tilsidesættelse af disse bestemmelser i bankloven som følge af den manglende tilstrækkelighed af ordningerne for bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, eftersom ECB navnlig udledte denne tilsidesættelse af ledelsesordningernes manglende tilstrækkelighed.

128    I øvrigt præciseres det i banklovens § 39, stk. 2b, at de passende procedurer, som kreditinstitutterne skal råde over i henhold til banklovens § 39, stk. 2, skal omfatte passende ordninger mod risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme.

129    Disse argumenter fra AAB Bank godtgør således ikke, at ECB begik en retlig fejl ved at vurdere, at AAB Bank ikke rådede over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder krævede i henhold til banklovens bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74.

130    Følgelig skal argumentet om, at AAB Bank rådede over et system for forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, som ikke var utilstrækkeligt og var blevet forbedret, ligeledes forkastes som irrelevant.

131    Det første klagepunkt i det første anbringendes andet led skal således forkastes.

2)      Det andet klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af artikel 67, stk. 1, litra d), i direktiv 2013/36 som gennemført i østrigsk lovgivning, idet AAB Bank ikke begik overtrædelser af lovgivningen om ledelsesordninger på tidspunktet for den anfægtede afgørelse

132    AAB Bank har i det væsentlige gjort gældende, at den på tidspunktet for den anfægtede afgørelse rådede over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder krævede, og at bankens interne revision var passende, men også at det ikke er korrekt, at der forelå tilsidesættelser af forpligtelserne i forbindelse med regnskabsføring, regnskabskontrol og regnskabsfremlæggelse, ledelse, risikostyring, systemet for intern og kontraktuel dokumentation og styringen af kreditoplysninger.

133    AAB Bank har for det første gjort gældende, at visse af disse tilsidesættelser er forældede og er blevet afhjulpet i 2016 eller, fra 2017, korrigeret, og at banken har gjort betydelige fremskridt på disse områder, hvilket navnlig bekræftes af revisionsrapporterne fra 2019, men også at de tilbageværende mangler med hensyn til disse tilsidesættelser kunne afhjælpes.

134    Imidlertid kan AAB Banks argument ikke tages til følge. Den fortolkning, at tilsidesættelser, som er af ældre dato eller er blevet afhjulpet, ikke kan begrunde en inddragelse af tilladelsen, fremgår nemlig hverken af ordlyden i artikel 67, stk. 1, litra d), i direktiv 2013/36 eller af banklovens § 70, stk. 4.

135    Desuden ville en sådan fortolkning bringe formålet om at sikre det europæiske banksystem i fare, idet dette ville gøre det muligt for kreditinstitutter, der ikke råder over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder kræver, at fortsætte deres virksomhed, hvis de kompetente myndigheder ikke på ny påviser, at institutterne har begået nye overtrædelser.

136    Dette gælder i særdeleshed tilsidesættelser, som er begået blot tre eller fem år før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

137    For det andet har AAB Bank bestridt, at den tilsidesatte sine forpligtelser, således som det konstateres i den anfægtede afgørelse, og gjort gældende, at tilsidesættelserne ikke er systemiske, åbenbare eller alvorlige.

138    Imidlertid fremgår det ikke af artikel 18, litra f), i direktiv 2013/36, samme direktivs artikel 67, stk. 1, litra d), eller de nationale bestemmelser til gennemførelse heraf, at de i disse bestemmelser omhandlede tilsidesættelser skal være alvorlige, åbenbare eller systemiske for at begrunde en inddragelse af tilladelsen.

139    ECB foretog således ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at AAB Bank havde tilsidesat banklovens bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74 uden at fastslå, at disse tilsidesættelser var alvorlige, åbenbare eller systemiske.

140    For det tredje har AAB Bank i det væsentlige gjort gældende, at den interne revision ikke var underbemandet, og at den rådede over tilstrækkelige økonomiske ressourcer og opfyldte sine opgaver korrekt og uden at være underlagt ulovligt pres fra banken.

141    Imidlertid skal det bemærkes, at FMA i henhold til østrigsk lovgivning er kompetent til at vedtage afgørelser, som konstaterer og pålægger sanktioner for en tilsidesættelse af banklovens bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36.

142    Heraf følger, at FMA kan vedtage administrative afgørelser, som konstaterer, at et institut ikke råder over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder kræver i henhold til banklovens bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74.

143    Desuden følger det af retspraksis vedrørende EU-institutionernes retsakter, at en afgørelse, der ikke er blevet anfægtet af adressaten inden for den fastsatte frist, bliver endelig i forhold til denne (jf. i denne retning dom af 12.10.2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, T-474/04, EU:T:2007:306, præmis 37, og af 8.5.2019, Lucchini mod Kommissionen, T-185/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:298, præmis 38).

144    Det følger ligeledes af retspraksis vedrørende EU-institutionernes retsakter, at enhver, som anklages for en lovovertrædelse, er skyldig, såfremt en afgørelse, der konstaterer denne overtrædelse, er blevet endelig (jf. i denne retning dom af 12.10.2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, T-474/04, EU:T:2007:306, præmis 76).

145    Denne retspraksis skal anvendes analogt på afgørelser fra nationale administrative myndigheder, som konstaterer en overtrædelse af de nationale bestemmelser om kreditinstitutters ledelse.

146    Det kan således konstateres i tidligere endelige administrative afgørelser, at et kreditinstitut ikke råder over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder kræver i henhold til banklovens bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74.

147    AAB Banks argumenter er derfor ikke egnede til at rejse tvivl om den manglende tilstrækkelighed af bankens interne revision, der blev konstateret i de tidligere endelige afgørelser, som ECB støttede sig på i den anfægtede afgørelse.

148    Argumentet om, at AAB Bank på tidspunktet for den anfægtede afgørelse rådede over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder krævede, og at den interne revision var passende og ikke tilsidesatte bankens forpligtelser i forbindelse med regnskabsføring, regnskabskontrol og regnskabsfremlæggelse, ledelse, risikostyring, systemet for intern og kontraktuel dokumentation og styringen af kreditoplysninger, skal dermed forkastes.

149    Desuden skal det fremhæves, at AAB Banks interne revisionsrapporter ikke i sig selv kan anses for tilstrækkelige til at godtgøre, at dette kreditinstitut rådede over eller ikke rådede over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder krævede i henhold til banklovens bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36.

150    Selv om disse rapporter under visse omstændigheder kan anvendes til at bestride de af ECB’s konstateringer, som ikke hviler på en endelig afgørelse, hvorved der er konstateret en overtrædelse, kan de ikke anses for tilstrækkelige til at rejse tvivl om de konstateringer, der er foretaget i endelige administrative afgørelser, som er blevet endelige.

151    For det fjerde har AAB Bank medgivet, at der i flere tilfælde har foreligget overtrædelser af bestemmelserne om store risici, men anført, at de skyldes nyberegning af reserverne. Ifølge AAB Bank blev overtrædelsen af bestemmelsen om store risici forårsaget af en nedsættelse af kapitalen som følge af nyberegningen af reserverne. Endvidere er disse overtrædelser allerede blevet kompenseret ved morarenter som omhandlet i banklovens artikel 97.

152    Imidlertid har AAB Bank ikke bestridt, at den har overtrådt bestemmelserne om store risici, og begrænset sig til at forsøge at begrunde disse overtrædelser.

153    I øvrigt rejser den omstændighed, at disse overtrædelser allerede har medført morarenter, ikke tvivl om, at de er blevet begået, og dermed at de kan begrunde en inddragelse af tilladelsen.

154    For det femte har AAB Bank gjort gældende, at ECB burde have anvendt banklovens § 70, stk. 4, og hvidvasklovens § 31, stk. 1, hvorefter denne myndighed kan iværksætte alle nødvendige og passende foranstaltninger med henblik på at sikre, at afgiftspligtige enheders forretningsførelse forbliver i overensstemmelse med hvidvaskloven.

155    FMA burde således have iagttaget de tre skridt i tilsynsproceduren, som er fastsat i banklovens § 70, stk. 4, og forsøgt at afhjælpe den angivelige manglende overensstemmelse med tilsynsreglerne ved at udstede konkrete påbud, varsler om tvangsbøder eller, hvis dette ikke havde nogen effekt, et forbud mod at udøve virksomhed, og burde kun have inddraget tilladelsen, hvis ingen af de øvrige i bankloven fastsatte foranstaltninger kunne sikre, at kreditinstituttet var velfungerende.

156    Ifølge AAB Bank har hverken ECB eller FMA imidlertid dokumenteret, at disse betingelser for inddragelse af tilladelsen var opfyldt, og fremstillingen i den anfægtede afgørelse af de nationale foranstaltninger, der blev iværksat før inddragelsen af tilladelsen, godtgør ikke, at de skridt, som er fastsat i østrigsk lovgivning, blev iagttaget.

157    I den foreliggende sag skal det fastslås, at der forud for den anfægtede afgørelse, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, blev iværksat tilsynsforanstaltninger vedrørende de samme mangler som dem, der lå til grund for inddragelsen af tilladelsen.

158    Som det fremgår af den anfægtede afgørelse, iværksatte FMA nemlig fra 2015 nærmere bestemt 24 formelle tilsynsforanstaltninger, heraf 17 formelle påbud med henblik på at genoprette overensstemmelsen med lovgivningen hvad angår manglerne ved AAB Banks bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, fire sanktioner i forbindelse med den interne ledelse og tilsidesættelserne af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme samt adskillige tilsynsforanstaltninger.

159    Heraf følger, at denne argumentation fra AAB Bank er grundløs.

160    Det andet klagepunkt i det første anbringendes andet led skal dermed forkastes.

161    Henset til det ovenstående er det første anbringendes andet led ugrundet.

162    Det første anbringende skal derfor forkastes.

2.      Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

163    Til støtte for dette anbringende har AAB Bank gjort gældende, at selv hvis ECB’s kritik var begrundet og korrekt, er den anfægtede afgørelse uforholdsmæssig, idet en inddragelse af tilladelsen hverken var nødvendig eller passende med henblik på at opfylde de forfulgte formål.

164    For det første har AAB Bank i det væsentlige foreholdt FMA og BCE, at disse ikke undersøgte, om der blandt de foranstaltninger, de havde til rådighed, fandtes et mindre indgribende middel end en inddragelse af tilladelsen, som kunne have gjort det muligt at opfylde det tilstræbte formål.

165    For det andet var den anfægtede afgørelse ifølge AAB Bank hverken passende eller nødvendig, eftersom den blev vedtaget syv måneder efter FMA’s udkast til afgørelsen om inddragelse, selv om den burde være blevet vedtaget hurtigt, og eftersom FMA ikke undersøgte, om den foreslåede inddragelse fortsat var passende og nødvendig.

166    For det tredje har AAB Bank gjort gældende, at inddragelsen af tilladelsen var uforholdsmæssig, henset til de forfulgte formål.

167    For det fjerde var inddragelsen af tilladelsen ifølge AAB Bank også uforholdsmæssig, fordi den ødelagde bankens soliditet til skade for indskyderne, investorerne og modparterne.

168    For det femte har AAB Bank gjort gældende, at afvisningen af at udsætte gennemførelsen af den anfægtede afgørelse var uforholdsmæssig, henset til de negative virkninger for bankens forsvarsmuligheder.

169    ECB har bestridt disse argumenter.

170    I den foreliggende sag vurderede ECB i den anfægtede afgørelse i det væsentlige, at inddragelsen af AAB Banks tilladelse var forholdsmæssig, da den forfulgte et formål om at bringe AAB Banks lovovertrædelser og de heraf forårsagede risici for det europæiske banksystem til ophør, og at ingen anden foranstaltning i lyset af disse overtrædelsers alvor og de foranstaltninger, som FMA allerede havde iværksat, gjorde det muligt at opfylde dette formål. ECB anførte desuden, at offentlighedens interesse i at beskytte AAB Banks indskydere, investorer og øvrige modparter burde veje tungere end AAB Banks og dens ejeres interesse i fortsat at råde over en tilladelse.

171    I denne henseende bemærkes, at proportionalitetsprincippet i henhold til retspraksis kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål (jf. dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

172    For det første var formålet med inddragelsen af tilladelsen, som anført af ECB, at bringe AAB Banks lovovertrædelser og de heraf forårsagede risici for det europæiske banksystem til ophør og at beskytte AAB Banks indskydere, investorer og øvrige modparter.

173    AAB Bank har ikke bestridt, at disse mål er legitime.

174    For det andet hvad angår den anfægtede afgørelses egnethed til at sikre opfyldelsen af disse formål skal det fastslås, at en inddragelse af et kreditinstituts tilladelse, idet den forhindrer dette institut i fortsat at udøve sin virksomhed, er egnet til at bidrage til formålet om at bringe lovovertrædelserne og de heraf forårsagede risici for det europæiske banksystem til ophør og formålet om at beskytte AAB Banks indskydere, investorer og øvrige modparter.

175    I denne henseende har AAB Bank i første række gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke var passende eller nødvendig, eftersom den blev vedtaget syv måneder efter FMA’s udkast til afgørelsen om inddragelse, og at FMA ikke undersøgte, om den foreslåede inddragelse fortsat var passende og nødvendig.

176    Det fremgår ganske vist, som AAB Bank har fremhævet, af artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 468/2014, at ECB vurderer udkastet til afgørelse om inddragelse uden ugrundet ophold.

177    Imidlertid godtgør en periode på syv måneder mellem FMA’s udkast til afgørelse om inddragelse og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke, at den anfægtede afgørelse ikke var nødvendig for at opfylde de forfulgte formål.

178    I øvrigt er denne periode i den foreliggende sag rimelig i betragtning af, at ECB var nødsaget til at undersøge FMA’s udkast til afgørelse om inddragelse, som var omfattende, for at vurdere, om udkastet var begrundet, og at undersøge de 12 ligeledes omfattende supplerende udtalelser indgivet af AAB Bank efter at have hørt denne.

179    I øvrigt er det forhold, at FMA ikke på ny undersøgte, om inddragelsen af tilladelsen fortsat var nødvendig efter syv måneder, irrelevant, eftersom kun ECB er kompetent til at vurdere denne nødvendighed.

180    I anden række var inddragelsen af tilladelsen ifølge AAB Bank ikke passende, henset til de forfulgte formål, eftersom dens retsvirkninger paradoksalt nok var, at ethvert tilsyn ophørte, og at behandlingen af hvidvask blev indstillet.

181    Imidlertid godtgør dette argument ikke, at den anfægtede afgørelse var unødvendig.

182    Ved at forhindre AAB Bank i at fortsætte sine operationelle aktiviteter bragte inddragelsen af bankens tilladelse nemlig dens overtrædelse af forpligtelserne i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask til ophør.

183    Det skal derfor for det tredje undersøges, om AAB Banks argumenter godtgør, at den anfægtede afgørelse gik ud over, hvad der var nødvendigt for at opnå de forfulgte formål.

184    I denne henseende har AAB Bank for det første gjort gældende, at formålet om at genoprette overensstemmelsen med lovgivningen kunne være blevet opnået med mindre indgribende midler, såsom påbud, bøder eller offentliggørelser.

185    Imidlertid må det konstateres, som det fremgår af den anfægtede afgørelse, at selv om FMA fra 2010 vedtog et stort antal påbud og sanktioner over for AAB Bank, iværksatte sidstnævnte ikke korrigerende foranstaltninger, der var tilstrækkelige til at opfylde lovkravene i de relevante bestemmelser.

186    ECB foretog dermed ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at andre foranstaltninger ikke var egnede til at opfylde de forfulgte formål.

187    Argumenterne om, at AAB Banks tilsidesættelse af sine forpligtelser var af ældre dato og forældede på tidspunktet for den anfægtede afgørelse, ikke var tilstrækkeligt alvorlige og kunne være blevet korrigeret, idet banken konstant bestræbte sig på at overholde tilsynsreglerne, eller at tilladelsen kunne være blevet inddraget senere, godtgør af samme grund ikke, at ECB foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at en inddragelse af tilladelsen var den eneste passende foranstaltning med henblik på at opfylde de forfulgte formål.

188    Argumentet om, at der burde være iværksat foranstaltninger forud for den anfægtede afgørelse i henhold til den specifikke formulering af proportionalitetsprincippet i østrigsk lovgivning i banklovens § 70, stk. 4, kan heller ikke tages til følge, eftersom sådanne foranstaltninger faktisk blev vedtaget forinden af FMA og ikke gjorde det muligt at genoprette overensstemmelsen med lovgivningen som omhandlet i denne bestemmelses stk. 1.

189    Det samme gælder AAB Banks argument om, at en frivillig, men dog midlertidig, indstilling af dens bankvirksomhed eller en afgørelse om at afvikle banken øjeblikkeligt for herpå at meddele tilladelsen på ny efter en overgangsperiode på 18 måneder kunne have nedsat de formodede risici, uden at en inddragelse af tilladelsen havde været nødvendig.

190    En midlertidig indstilling af AAB Banks virksomhed under opretholdelse af tilladelsen ville nemlig ikke have gjort det muligt at bringe de kritiserede overtrædelser endeligt til ophør, eftersom de ville kunne opstå på ny, så snart banken genoptog sin virksomhed.

191    Tilsvarende ville en genoprettelse af AAB Banks tilladelse efter en overgangsperiode på 18 måneder ikke kunne have forhindret, at overtrædelserne fortsatte i denne periode.

192    Endvidere var en frivillig afvikling af AAB Bank eller en indstilling af dens bankvirksomhed, som ECB har fremhævet, ikke en passende løsning med henblik på at opfylde det forfulgte formål, eftersom ECB eller FMA ikke med andre foranstaltninger end en inddragelse af tilladelsen kunne have tvunget AAB Bank til at fuldføre afviklingen eller til ikke at genoptage sin bankvirksomhed, hvis den havde besluttet at genoptage sin virksomhed.

193    For det andet var inddragelsen af tilladelsen ifølge AAB Bank også uforholdsmæssig, fordi ECB ikke foretog en korrekt vurdering af sin afgørelses faktiske konsekvenser. Inddragelsen af tilladelsen havde den virkning, at AAB Banks soliditet blev ødelagt til skade for indskyderne, investorerne og modparterne. Afviklingen af banken havde således den virkning, at forbrugernes tillid til det østrigske finansielle system blev ødelagt, og den iværksatte foranstaltnings alvorlige virkninger for AAB Banks situation var dermed i modstrid med de forfulgte formål.

194    ECB forudså ifølge AAB Bank navnlig ikke, at inddragelsen af tilladelsen ville medføre, at indskuddene forfaldt, og dermed insolvens som følge af manglende betaling. ECB forudså heller ikke, at FMA i fraværet af yderligere betingelser ville drage den konsekvens af inddragelsen af tilladelsen, at ledelsen blev afskediget og erstattet med likvidatorer som enerepræsentanter for bankens organer.

195    Imidlertid skal det bemærkes, at henset til formålet om at genoprette overensstemmelsen med lovgivningen og henset til de risici, som banksystemet og bankens kreditorer, kunder og modparter blev påført af de overtrædelser, AAB blev kritiseret for, kan ECB ikke foreholdes, at den ikke besluttede at afstå fra en inddragelse af tilladelsen med det ene formål at forhindre dette kreditinstituts insolvens og afvikling.

196    Henset til de konstaterede overtrædelser og de formål, der blev forfulgt med den anfægtede afgørelse, gik den anfægtede afgørelses virkninger for AAB Banks situation nemlig ikke ud over, hvad der var nødvendigt for at sikre opfyldelsen af de forfulgte formål.

197    I øvrigt må det konstateres, at de overtrædelser, som AAB Bank blev kritiseret for, således som det fremgår af den anfægtede afgørelse, også havde skadelige virkninger for bankens soliditet til skade for indskyderne, investorerne og modparterne og ødelagde forbrugernes tillid til bankmarkedet.

198    For det tredje er AAB Bank af den opfattelse, at afvisningen af at udsætte den øjeblikkelige fuldbyrdelse af den anfægtede afgørelse var uforholdsmæssig, for så vidt som ECB ikke tog hensyn til de negative virkninger, som inddragelsen af tilladelsen og gennemførelsen heraf havde for AAB Banks ret til et forsvar.

199    Eftersom AAB Bank havde mulighed for at anlægge søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse eller at anmode om foreløbige forholdsregler, havde ECB’s afvisning af at udsætte den øjeblikkelige fuldbyrdelse af den anfægtede afgørelse imidlertid ikke negative virkninger for AAB Banks ret til et forsvar, og den gik ikke ud over, hvad der var nødvendigt for at opfylde de forfulgte formål.

200    Henset til det ovenstående foretog ECB ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at den anfægtede afgørelse var forholdsmæssig.

201    Det andet anbringende skal dermed forkastes.

3.      Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 34 i forordning nr. 468/2014, sammenholdt med retten til effektiv retsbeskyttelse, idet ECB afviste at udsætte fuldbyrdelsen af den anfægtede afgørelse

202    Til støtte for dette anbringende har AAB Bank i det væsentlige gjort gældende, at afvisningen af at efterkomme anmodningen om at udsætte fuldbyrdelsen af den anfægtede afgørelse var i strid med artikel 34 i forordning nr. 468/2014 og retten til effektiv retsbeskyttelse, men også at den var ubegrundet, idet der ikke forelå uopsættelighed.

203    Ifølge AAB Bank indebærer retten til effektiv retsbeskyttelse, at ECB burde have udsat gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, indtil der var afsagt dom vedrørende et søgsmål anlagt til prøvelse af denne afgørelse, eftersom en sådan foranstaltning ville forårsage uoprettelig skade og medføre, at bankens ledelse blev erstattet med likvidatorer som enerepræsentanter for bankens organer, uden at den havde mulighed for forinden at få den anfægtede afgørelses lovlighed prøvet, i det mindste ved en anmodning om foreløbige forholdsregler.

204    AAB Bank har tilføjet, at reglen om øjeblikkelig fuldbyrdelse af afgørelser om inddragelse af en tilladelse skal anses for at stride mod de grundlæggende rettigheder, idet den ikke muliggør en effektiv retsbeskyttelse af adressaterne for afgørelser om inddragelse af en tilladelse som følge af disse afgørelsers rækkevidde og den midlertidige retsbeskyttelses begrænsede karakter på europæisk niveau.

205    I denne henseende skal det erindres, at artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsætter, at enhver skal have adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol.

206    I øvrigt er det allerede blevet fastslået, at det vil være uforeneligt med det almindelige princip om ret til fuldstændig og effektiv retsbeskyttelse, som borgerne besidder i henhold til EU-retten, hvis det var umuligt at træffe bestemmelse om foreløbige forholdsregler (jf. i denne retning kendelse af 3.5.1996, Tyskland mod Kommissionen, C-399/95 R, EU:C:1996:193, præmis 46).

207    Imidlertid fremgår det også af retspraksis, at betingelser for antagelse til realitetsbehandling eller materielle betingelser ikke i sig selv er til hinder for retten til effektiv retsbeskyttelse (jf. analogt dom af 13.3.2007, Unibet, C-432/05, EU:C:2007:163, præmis 73, af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 98 og 106, og kendelse af 19.6.1995, Kik mod Rådet og Kommissionen, T-107/94, EU:T:1995:107, præmis 39).

208    Sådanne betingelser må dog ikke i praksis gøre det urimeligt vanskeligt eller umuligt at anlægge søgsmål (jf. i denne retning analogt dom af 16.12.1976, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, 33/76, EU:C:1976:188, præmis 5, af 26.1.2010, Transportes Urbanos y Servicios Generales, C-118/08, EU:C:2010:39, præmis 31, og af 12.12.2013, Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation, C-362/12, EU:C:2013:834, præmis 32).

209    I øvrigt kan ECB i henhold til artikel 34 i forordning nr. 468/2014 uden at berøre artikel 278 TEUF og artikel 24, stk. 8, i forordning nr. 1024/2013 beslutte at suspendere anvendelsen af en tilsynsafgørelse.

210    I den foreliggende sag skal det for det første fastslås, at afvisningen af at udsætte den øjeblikkelige fuldbyrdelse af den anfægtede afgørelse, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, ikke gjorde det urimeligt vanskeligt eller umuligt at anmode om midlertidig udsættelse af den anfægtede afgørelse ved Unionens retsinstanser eller at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelses lovlighed.

211    Dels forhindrede afviklingen af AAB Bank, der skete som følge af den anfægtede afgørelse, nemlig ikke banken i at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse og anmode om foreløbige forholdsregler.

212    Dels udsatte Rettens præsident ved kendelse af 20. november 2019, Anglo Austrian AAB Bank og Belegging-Maatschappij »Far-East« mod ECB (T-797/19 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:801), på anmodning fra sagsøgerne gennemførelsen af den anfægtede afgørelse i seks dage efter dens vedtagelse, indtil der forelå en afgørelse om deres anmodning om foreløbige foranstaltninger.

213    For det andet skal argumentet om den begrænsede midlertidige retsbeskyttelse på europæisk niveau, for så vidt som dette argument tilsigter at bestride, at betingelserne for foreløbige forholdsregler er forenelige med retten til effektiv retsbeskyttelse, under alle omstændigheder også forkastes ved anvendelse af den retspraksis, der er anført i præmis 207 ovenfor.

214    Hvad navnlig angår argumentet om den irreversible eller uoprettelige karakter af afgørelserne om inddragelse af tilladelsen, skal det konstateres, at en afvisning af at udsætte virkningerne af en afgørelse om inddragelse af en tilladelse ikke rejser tvivl om de berørte institutters ret til effektiv retsbeskyttelse.

215    En øjeblikkelig fuldbyrdelse af afgørelser om inddragelse af en tilladelse kan nemlig under visse omstændigheder udsættes i forbindelse med en anmodning om foreløbige forholdsregler, og den forhindrer ikke de berørte institutter i at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af disse afgørelser.

216    AAB Bank kunne således have opnået udsættelse af fuldbyrdelsen af den anfægtede afgørelse, hvis den havde opfyldt betingelserne for en sådan udsættelse, navnlig betingelsen om uopsættelighed.

217    Desuden ville det berørte institut, såfremt en afgørelse om inddragelse blev kendt ulovlig efter et annullationssøgsmål, kunne kræve kompensation for den skade, det havde lidt som følge af den konstaterede ulovlighed.

218    I øvrigt er den omstændighed, at et kreditinstitut er blevet afviklet som følge af inddragelsen af tilladelsen, og at dets ledelse er blevet erstattet af likvidatorer som enerepræsentanter, ikke til hinder for, at dette institut kan anlægge søgsmål til prøvelse af den afgørelse, hvorved tilladelsen blev inddraget.

219    Dermed er en øjeblikkelig fuldbyrdelse af afgørelser om inddragelse ikke i strid med de pågældende institutters ret til effektiv retsbeskyttelse.

220    For det tredje har AAB Bank gjort gældende, at afvisningen af at udsætte fuldbyrdelsen af den anfægtede afgørelse var i strid med artikel 34 i forordning nr. 468/2014, og at den ikke var begrundet i uopsættelighed, for så vidt som den anfægtede afgørelse hvilede på overtrædelser, der gik flere år tilbage, og hvoraf ingen fortsat var til stede. AAB Bank har desuden fremhævet, at hverken ECB eller FMA fremsatte argumenter om, at der forelå uopsættelighed.

221    I denne henseende skal det erindres, at ECB afviste at udsætte den anfægtede afgørelses virkninger i en periode på 30 dage med den begrundelse, at AAB Banks betragtninger ikke var egnede til at rejse tvivl om denne afgørelses lovlighed, at afgørelsen ikke kunne formodes at ville forårsage uoprettelig skade, og at offentlighedens interesse i at beskytte AAB Banks indskydere, investorer og modparter og det finansielle systems stabilitet begrundede en øjeblikkelig fuldbyrdelse af afgørelsen.

222    Desuden fremgår det ikke af artikel 34 i forordning nr. 468/2014, hvorefter ECB kan beslutte at suspendere anvendelsen af en tilsynsafgørelse, at ECB skal godtgøre, at afvisningen af at udsætte en afgørelse om inddragelse af en tilladelse er begrundet i uopsættelighed.

223    I øvrigt er beslutningen om at suspendere eller ikke at suspendere anvendelsen af en afgørelse om inddragelse af en tilladelse i henhold til artikel 34 i forordning nr. 468/2014 omfattet af ECB’s skønsmargen.

224    Henset til det forhold, at der fra 2010 blev udstedt et stort antal påbud og sanktioner, kan argumentet om, at de mangler, som AAB Bank blev kritiseret for, var af ældre dato og ikke længere var til stede, imidlertid ikke godtgøre, at ECB foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at offentlighedens interesse i at beskytte AAB Banks indskydere, investorer og øvrige modparter og det finansielle systems stabilitet begrundede en øjeblikkelig fuldbyrdelse af den anfægtede afgørelse.

225    ECB overskred således ikke sin skønsmargen og tilsidesatte heller ikke artikel 34 i forordning nr. 468/2014 ved at afvise at udsætte den anfægtede afgørelse i en periode på 30 dage.

226    Henset til det ovenstående er det tredje anbringende ugrundet.

4.      Det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af AAB Banks ret til et forsvar

227    Med dette anbringende, som falder i fire led, har AAB Bank gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget under tilsidesættelse af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 31 og 32 i forordning nr. 468/2014, idet ECB for det første tilsidesatte AAB Banks ret til en retfærdig rettergang og ret til at blive hørt, for det andet afviste at give aktindsigt i alle akterne, for det tredje undlod at fastslå de relevante omstændigheder og for det fjerde tilsidesatte AAB Banks »ret til et offentligt retsmøde«.

228    ECB har bestridt denne argumentation.

a)      Det fjerde anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af retten til at blive hørt og retten til en retfærdig rettergang

229    Med det fjerde anbringendes første led har AAB Bank gjort gældende, at FMA ikke hørte banken, inden myndigheden sendte udkastet til afgørelse til ECB, selv om FMA var forpligtet til at gøre dette i henhold til banklovens § 70, stk. 4, og henset til retten til at blive hørt, og at ECB ikke oplyste AAB Bank om, at der var blevet sendt et udkast til afgørelse.

230    I denne henseende skal det erindres, at i henhold til artikel 81, stk. 2, i forordning nr. 468/2014 finder retten til at blive hørt som omhandlet i artikel 31 anvendelse.

231    Denne artikel fastsætter, at »[f]ør ECB kan vedtage en ECB-tilsynsafgørelse rettet til en part, som vil påvirke en sådan parts rettigheder negativt, skal parten gives mulighed for at udtale sig skriftligt over for ECB om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for ECB-tilsynsafgørelsen. […] Af meddelelsen, hvorved ECB giver parten mulighed for at udtale sig, skal fremgå det væsentlige indhold af den påtænkte ECB-tilsynsafgørelse og de væsentlige faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, som ECB agter at lægge til grund for sin afgørelse«.

232    I den foreliggende sag har AAB Bank imidlertid ikke bestridt, at den før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse blev hørt om ECB’s udkast til afgørelse, som denne tilsendte banken den 14. juni 2019, og som indeholdt de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, som ECB agtede at lægge til grund for den anfægtede afgørelse. Efter denne meddelelse udtalte AAB Bank sig i brev af 23. juli 2019 skriftligt om ECB’s udkast til afgørelse i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 468/2014.

233    I øvrigt var ECB i henhold til denne bestemmelse, som fastlægger den procedure, der finder anvendelse på dette område, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, på ingen måde forpligtet til at sende FMA’s udkast til afgørelse til AAB Bank.

234    I denne forbindelse er AAB Banks argument om, at ECB på grundlag af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013 burde have konstateret, at AAB Banks processuelle rettigheder var blevet tilsidesat som følge af FMA’s overtrædelse af banklovens § 70, stk. 4, ugrundet.

235    Det bemærkes endvidere, at AAB Bank havde mulighed for at udtale sig om ECB’s udkast til afgørelse, som førte til den anfægtede afgørelse, i overensstemmelse med artikel 31 i forordning nr. 468/2014.

236    Under disse omstændigheder er det irrelevant, at sagsøgeren ikke blev hørt om FMA’s udkast til afgørelse, og at ECB ikke tilsendte banken FMA’s forslag om inddragelse af aftalen på det tidspunkt, hvor ECB selv fik det tilsendt.

237    Dermed skal det fjerde anbringendes første led forkastes.

b)      Det fjerde anbringendes andet led vedrørende tilsidesættelse af retten til aktindsigt

238    AAB Bank har gjort gældende, at retten til aktindsigt indtræder på det tidspunkt, hvor FMA’s tilsynsprocedure indledes, og har til formål at gøre det muligt for adressaten for et udkast til afgørelse at udøve sin ret til at blive hørt.

239    AAB Bank har også gjort gældende, at bankens ret til aktindsigt ikke blev overholdt, idet ECB kun gav begrænset indsigt i akterne. Udeladelsen af den interne kommunikation og kommunikationen mellem ECB og FMA, der blev kvalificeret som fortrolig, forhindrede AAB Bank i at vurdere, hvilken materiel relevans de dokumenter, der blev frigivet som led i aktindsigten, havde for sagen for Retten, og i at få kendskab til de af ECB og FMA fremførte kritikpunkter.

240    I denne henseende skal det bemærkes, at retten til aktindsigt indebærer, at det pågældende institut skal have mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for instituttets forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger (jf. i denne retning og analogt dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

241    I øvrigt omfatter retten til aktindsigt i henhold til artikel 32, stk. 1 og 5, i forordning nr. 468/2014 ikke fortrolige oplysninger, idet disse kan omfatte ECB’s og de kompetente nationale myndigheders interne dokumenter og korrespondance mellem ECB og en kompetent national myndighed eller mellem disse myndigheder.

242    Imidlertid fik AAB Bank for det første aktindsigt, før den udtalte sig om ECB’s udkast, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

243    Eftersom den frist, AAB Bank fik til at afgive sine udtalelser, en periode på fem uger, var tilstrækkelig til at gøre det muligt for banken at tilrettelægge sit forsvar, må det konstateres, at den havde mulighed for at udtale sig med kendskab til akterne.

244    For det andet bemærkes, at AAB Banks argument om, at fraværet af aktindsigt i ECB’s interne kommunikation og kommunikationen mellem FMA og ECB vedrørende fastlæggelsen af de belastende omstændigheder eller FMA’s konstateringer forhindrede AAB Bank i at vurdere den materielle relevans af de frigivne dokumenter i akterne og i at få kendskab til de af ECB og FMA fremførte kritikpunkter, ikke godtgør, at AAB Bank blev forhindret i at forsvare sig effektivt.

245    Eftersom inddragelsen af tilladelsen blev støttet på FMA’s afgørelser og domme afsagt af østrigske retter, som konstaterede tilsidesættelser eller overtrædelser, og eftersom AAB Bank var adressaten for disse administrative afgørelser eller part i de pågældende retslige procedurer, kan AAB Bank ikke hævde at være blevet forhindret i at vurdere dokumenternes materielle relevans eller at få kendskab til de af ECB og FMA fremførte kritikpunkter, som hvilede på disse afgørelser eller domme.

246    Det bemærkes endvidere, at for så vidt som de kritikpunkter eller dokumenter, hvis relevans AAB Bank ønskede at vurdere, vedrører ECB’s supplerende faktuelle konstateringer, som tog sigte på at beskrive konteksten for de foreholdte overtrædelser, ville en meddelelse af disse kritikpunkter eller dokumenter ikke have gjort det muligt for AAB Bank at godtgøre, at de endelige nationale afgørelser, som nævnes i den anfægtede afgørelse, og som AAB Bank nødvendigvis havde kendskab til, ikke konstaterede, at der var begået overtrædelser.

247    En meddelelse af disse kritikpunkter eller dokumenter var således ikke relevant for AAB Banks forsvar.

248    I modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, medfører den omstændighed, at ECB ikke udtrykkeligt anførte grundene til, at de interne dokumenter og kommunikationen mellem FMA og ECB var fortrolige, under disse omstændigheder ikke, at den anfægtede afgørelse var ulovlig.

249    Af samme grund kan AAB Banks anmodning om, at ECB tilpligtes at fremlægge de dokumenter, der hidtil har været kvalificeret som fortrolige, ikke efterkommes.

250    Det fjerde anbringendes andet led er således ugrundet.

c)      Det fjerde anbringendes tredje led vedrørende tilsidesættelse af forpligtelsen til at fastlægge de relevante omstændigheder

251    Med det fjerde anbringendes tredje led har AAB Bank gjort gældende, at ECB tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik, idet denne undlod omhyggeligt og upartisk at fastlægge, undersøge og vurdere alle de forhold, der var relevante for inddragelsen af tilladelsen. I denne henseende har AAB Bank præciseret, at ECB ikke burde have støttet sig på de forhold, som blev konstateret af FMA, men burde have foretaget egne undersøgelser, dels vedrørende spørgsmålet om tilsidesættelse af bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, dels vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en passende organisation.

252    For det første fremgår det af artikel 18, litra f), sammenholdt med artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36, at de kompetente myndigheder kan inddrage en meddelt tilladelse, såfremt et kreditinstitut er fundet ansvarlig for en alvorlig overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849).

253    Desuden fremgår det af banklovens § 70, stk. 4, at såfremt et kreditinstitut navnlig overtræder banklovens bestemmelser eller retsakter vedtaget med henblik på dens anvendelse, skal FMA inddrage kreditinstituttets tilladelse, hvis ingen andre foranstaltninger i henhold til bankloven kan sikre kreditinstituttets funktionsdygtighed.

254    I øvrigt kan FMA i henhold til hvidvasklovens § 31, stk. 3, andet afsnit, inddrage tilladelsen i tilfælde af tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

255    Artikel 14, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 1024/2013 fastsætter, at hvis den kompetente nationale myndighed, som har foreslået tilladelsen i henhold til stk. 1, er af den opfattelse, at tilladelsen skal inddrages i henhold til relevant national lovgivning, fremsender denne et forslag til ECB herom. ECB træffer i så fald afgørelse om den foreslåede inddragelse, idet den fuldt ud tager hensyn til den begrundelse for inddragelse, som den kompetente nationale myndighed har forelagt.

256    Endelig skal ECB i henhold til artikel 83 i forordning nr. 468/2014 i forbindelse med sin afgørelse tage hensyn til følgende: »a) dens vurdering af de omstændigheder, der berettiger inddragelse, b) alt efter omstændighederne, den kompetente nationale myndigheds udkast til afgørelse om inddragelse, c) høringen af den relevante kompetente nationale myndighed og, såfremt den kompetente nationale myndighed ikke er den nationale afviklingsmyndighed, den nationale afviklingsmyndighed […] og d) eventuelle bemærkninger fremsat af kreditinstituttet i henhold til artikel 81, stk. 2 og artikel 82, stk. 3«.

257    Det følger af disse bestemmelser og af artikel 4, stk. 1 og 3, og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013, at ECB på grundlag af sin kompetence til at inddrage kreditinstitutters tilladelse i den foreliggende sag, under hensyntagen til den begrundelse for inddragelse, som den kompetente nationale myndighed havde forelagt, og efter sin undersøgelse af de omstændigheder, der begrundede inddragelsen, skulle vurdere, om de betingelser, der er fastsat i østrigsk ret, sammenholdt med artikel 18, litra f), og artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36, var opfyldt, dvs. fastslå de relevante omstændigheder og afgøre, om de kunne anses for at dokumentere, at det pågældende kreditinstitut var fundet ansvarlig for en alvorlig overtrædelse som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

258    I denne henseende indebærer formuleringen »er fundet ansvarlig« i artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36, at hvidvasklovens § 31, stk. 3, andet afsnit, som gennemfører denne bestemmelse, skal fortolkes således, at ECB for at vurdere, om det pågældende institut har begået alvorlige overtrædelser af de bestemmelser, som hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3, henviser til, skal støtte sig på afgørelser fra de kompetente nationale myndigheder, som har konstateret alvorlige overtrædelser, og ikke således, at ECB selv skal erklære, at kreditinstituttet har begået en alvorlig overtrædelse.

259    I den foreliggende sag fastslog ECB de faktiske omstændigheder, der var relevante for inddragelsen af tilladelsen, idet den støttede sig på FMA’s administrative afgørelser, retsafgørelser fra de østrigske retter, interne revisionsrapporter og, som præciseret af ECB i den anfægtede afgørelse, på sin egen vurdering af den relevante dokumentation.

260    ECB anførte således, at den på grundlag af sin egen vurdering tilsluttede sig FMA’s konstateringer af, at der var begået overtrædelser, og kvalificerede endvidere i det væsentlige de pågældende omstændigheder som dokumentation for, at AAB Bank var fundet ansvarlig for en alvorlig overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/60 (nu direktiv 2015/849) som omhandlet i artikel 67, stk. 1, litra o), i direktiv 2013/36 og hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

261    ECB henviste altså, i modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, ikke blot til de overtrædelser, som FMA havde konstateret i sit udkast til afgørelse, men konstaterede, at AAB Bank ifølge ECB’s egen vurdering af de faktiske omstændigheder og de beviser, den havde til rådighed, var fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser som omhandlet i hvidvasklovens § 34, stk. 2 og 3.

262    I modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, forhindrer ECB’s forpligtelse til at støtte sig på nationale afgørelser, der er gået forud for beslutningen om at foreslå en inddragelse af tilladelsen, med henblik på at påvise, at et kreditinstitut er fundet ansvarlig for alvorlige overtrædelser, ikke en retslig prøvelse af disse overtrædelser.

263    Der kan nemlig anlægges søgsmål til prøvelse af disse afgørelser ved de nationale retter, som det i øvrigt var tilfældet for visse af de over for AAB Bank vedtagne afgørelser, som ECB tog i betragtning.

264    Dermed kan ECB ikke foreholdes selv at have konstateret overtrædelserne af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme.

265    For det andet skal ECB på grundlag af sin kompetence til at inddrage kreditinstitutters tilladelse vurdere, om de betingelser, der er fastsat i banklovens § 70, stk. 4, er opfyldt, dvs. at ECB skal fastslå de relevante omstændigheder og afgøre, om de skal kvalificeres som dokumentation for, at kreditinstituttet ikke rådede over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder kræver i henhold til banklovens § 39, stk. 2, 2b og 5, § 42 og § 44, stk. 1.

266    I den foreliggende sag begrænsede ECB sig i den anfægtede afgørelse ikke til at gengive de konstateringer, som FMA havde anført i sit udkast til afgørelse, eller de af FMA iværksatte administrative foranstaltninger, idet den derimod støttede sig på sin egen vurdering af overholdelsen af de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36, dvs. banklovens bestemmelser.

267    I modsætning til, hvad AAB Bank har gjort gældende, støttede ECB sig ikke kun på de overtrædelser, som FMA havde konstateret i sit udkast til afgørelse, men vurderede selv de af FMA konstaterede overtrædelser af bestemmelserne om tilsyn med banker.

268    I øvrigt kan ECB ikke foreholdes at have taget hensyn til FMA’s administrative afgørelser med dette formål for øje.

269    Banklovens § 70, stk. 4, som gennemfører artikel 18 og 67 i direktiv 2013/36, fastsætter nemlig, at FMA, såfremt et kreditinstitut navnlig overtræder banklovens bestemmelser eller retsakter vedtaget med henblik på dens anvendelse, skal påbyde kreditinstituttet at genoprette overensstemmelsen med lovgivningen, pålægge sanktioner eller inddrage tilladelsen.

270    Heraf følger, at overtrædelserne af bankloven, som indeholder de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36, kan konstateres ved de af FMA vedtagne administrative foranstaltninger eller sanktioner.

271    Dermed tilsidesatte ECB ikke banklovens § 70, stk. 4, da den med henblik på at konstatere en overtrædelse af de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 74 i direktiv 2013/36 støttede sig på de kompetente nationale myndigheders afgørelser og sin egen vurdering for at påvise, at AAB Bank ikke rådede over de ledelsesordninger, som de kompetente myndigheder kræver i henhold til banklovens bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74.

272    ECB kan således ikke foreholdes at have undladt omhyggeligt og upartisk at fastlægge, undersøge og vurdere alle de forhold, der var relevante for inddragelsen af tilladelsen.

273    Det fjerde anbringendes tredje led er således ugrundet.

d)      Det fjerde anbringendes fjerde led vedrørende tilsidesættelse af »retten til et offentligt retsmøde«

274    Ifølge AAB Bank tilsidesatte ECB bankens ret til god forvaltningsskik, idet den afviste AAB Banks anmodning om adgang til at udtale sig mundtligt om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for afgørelsen, på et møde.

275    I denne henseende skal det erindres, at ECB i henhold til artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 468/2014, hvis den finder det hensigtsmæssigt, kan give parterne mulighed for at udtale sig om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, på et møde.

276    Heraf følger, at berammelse af et sådant møde, hvor der kan afgives mundtlige udtalelser, er en mulighed og ikke en forpligtelse for ECB.

277    ECB kan dermed ikke foreholdes at have tilsidesat en »ret til et offentligt retsmøde«, eftersom de berørte kreditinstitutter ikke er indrømmet en sådan ret.

278    Endvidere har AAB Bank gjort gældende, at FMA tilsidesatte bankens ret til beskyttelse af forretningshemmeligheder ved at fremlægge fortrolige dokumenter om inddragelsesproceduren for Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) før procedurens afslutning.

279    Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt denne kritik er begrundet, er det tilstrækkeligt at konstatere, at den ikke kan medføre, at den anfægtede afgørelse var ulovlig, idet den ikke vedrører forhold, der har haft indflydelse på denne afgørelses indhold.

280    Det fjerde anbringendes fjerde led er dermed ugrundet.

281    Henset til det ovenstående skal det fjerde anbringende forkastes.

5.      Det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af aktionærens ejendomsret som følge af ødelæggelsen af den økonomiske værdi af de andele, som aktionæren ejede i AAB Bank

282    AAB Bank har for det første gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ødelagde den økonomiske værdi af de aktier, som AAB Banks aktionær ejede i banken, og tilsidesatte kerneindholdet af denne aktionærs ejendomsret.

283    For det andet har AAB Bank gjort gældende, at eftersom den anfægtede afgørelse havde samme virkninger som en likvidationsafgørelse i henhold til banklovens § 6, stk. 4, og tjente som det direkte grundlag for bankens afvikling, udgjorde den en tilsidesættelse af aktionærens ejendomsret og aktionærrettigheder.

284    I denne henseende bemærkes for det første, at det er blevet afvist at antage aktionærens søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse til realitetsbehandling.

285    For det andet kan AAB Bank ikke påberåbe sig en ejendomsret, som den ikke selv besidder, til støtte for sit annullationssøgsmål.

286    Eftersom AAB Bank ikke kan gøre sin aktionærs ejendomsret gældende, skal det femte anbringende afvises.

6.      AAB Banks anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

287    Ved processkrift indleveret til Rettens justitskontor den 8. april 2021 har AAB Bank fremsat anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvormed den har anmodet Retten om at give parterne mulighed for at fuldstændiggøre deres argumentation ved i det væsentlige at afgive udtalelser om østrigske administrative og retslige afgørelser vedrørende situationen på tidspunktet for den anfægtede afgørelse, som kan rejse tvivl om begrundelsen for denne afgørelse.

288    ECB har udtalt sig om denne anmodning.

289    I denne henseende skal det bemærkes, at eftersom AAB Bank ikke har præciseret, hvilke afgørelser den anser for relevante for det foreliggende søgsmål, og ikke har fremlagt dem for Retten, har banken ikke godtgjort, at de afgørelser, den har påberåbt sig, er relevante for det foreliggende søgsmål.

290    Under disse omstændigheder skal AAB Banks anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse afvises.

291    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at søgsmålet skal forkastes i det hele.

IV.    Sagsomkostninger

292    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, skal de pålægges hver at bære deres egne omkostninger og betale de af ECB afholdte omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):

1)      Den Europæiske Centralbank (ECB) frifindes.

2)      Anglo Austrian AAB AG og Belegging-Maatschappij »Far-East« BV bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af ECB afholdte omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

Papasavvas Costeira Kancheva

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. juni 2022.

Underskrifter

*      Processprog: tysk.