RETTENS DOM (Tiende Udvidede Afdeling)

2. februar 2022 (*)(i)

»Konkurrence – karteller – markedet for lastbilproducenter – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og af EØS-aftalens artikel 53 – aftaler og samordnet praksis vedrørende salgspriserne på lastbiler, tidsrammen for indførelsen af teknologi for emissionskontrol og overvæltning af omkostningerne til denne teknologi på kunderne – »hybrid«, kronologisk forskudt procedure – uskyldsformodning – princippet om upartiskhed – chartret om grundlæggende rettigheder – samlet og vedvarende overtrædelse – konkurrencebegrænsende formål – overtrædelsens geografiske udstrækning – bøde – proportionalitet – ligebehandling – fuld prøvelsesret«

I sag T-799/17,

Scania AB, Södertälje (Sverige),

Scania CV AB, Södertälje,

Scania Deutschland GmbH, Koblenz (Tyskland),

ved advokaterne D. Arts, F. Miotto, C. Pommiès, K. Schillemans, C. Langenius, L. Ulrichs, P. Hammarskiöld, S. Falkner og N. De Backer,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved M. Farley og L. Wildpanner, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse C(2017) 6467 final af 27. september 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 – Lastbiler) eller, subsidiært, om nedsættelse af den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt ved nævnte afgørelse,

har

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne A. Kornezov, E. Buttigieg (refererende dommer), K. Kowalik-Bańczyk og G. Hesse,

justitssekretær: fuldmægtig B. Lefebvre,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. juni 2020,

afsagt følgende

Dom

I.      Sagens baggrund

1        Sagsøgerne, Scania AB, Scania CV AB og Scania Deutschland GmbH (herefter »Scania DE«), er tre retlige enheder i virksomheden Scania (herefter »Scania«). Scania driver virksomhed inden for produktion og salg af tunge lastbiler (mere end 16 ton) til brug for langdistancetransport, distribution, transport i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder og specialiseret arbejde.

2        Med sin afgørelse C(2017) 6467 final af 27. september 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 – Lastbiler) (herefter »den anfægtede afgørelse«) fastslog Europa-Kommissionen, at sagsøgerne havde overtrådt artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 ved fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011 sammen med retlige enheder i virksomhederne [fortroligt] (1), [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] at have deltaget i hemmelige aftaler om priser, forhøjelse af bruttopriserne på mellemtunge og tunge lastbiler i EØS samt tidsrammen for indførelsen af teknologi for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, der er pålagt ved standarderne Euro 3 til Euro 6, og overvæltning af omkostningerne hertil på kunderne (den anfægtede afgørelses artikel 1). Kommissionen pålagde Scania AB og Scania CV AB en bøde på 880 523 000 EUR til solidarisk hæftelse, hvoraf Scania DE blev pålagt solidarisk hæftelse for betalingen af 440 003 282 EUR (den anfægtede afgørelses artikel 2).

A.      De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den anfægtede afgørelse

3        Den 20. september 2010 fremsatte [fortroligt] en anmodning om bødefritagelse i henhold til punkt 14 i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17, herefter »samarbejdsmeddelelsen«). Den 17. december 2010 indrømmede Kommissionen [fortroligt] en betinget bødefritagelse.

4        Den 18. og 21. januar 2011 gennemførte Kommissionen en kontrolundersøgelse i bl.a. sagsøgernes lokaler.

5        Den 28. januar 2011 anmodede [fortroligt] om bødefritagelse i medfør af samarbejdsmeddelelsens punkt 14 og, såfremt bødefritagelse ikke måtte blive indrømmet, om bødenedsættelse i henhold til nævnte meddelelses punkt 27. Efter denne foretog [fortroligt] og [fortroligt] ligeledes dette skridt.

6        Under undersøgelsen tilstillede Kommissionen bl.a. sagsøgerne flere anmodninger om oplysninger i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1).

7        Den 20. november 2014 indledte Kommissionen den procedure, der er fastsat i artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, i forhold til sagsøgerne og de retlige enheder i de virksomheder, der er nævnt i præmis 2 ovenfor, og vedtog en klagepunktsmeddelelse, som den sendte til samtlige disse enheder, herunder sagsøgerne.

8        Efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen fik dens adressater aktindsigt i sagsakterne for Kommissionen.

9        I løbet af [fortroligt] kontaktede adressaterne for klagepunktsmeddelelsen Kommissionen på uformel vis og anmodede den om at fortsætte sagen inden for rammerne af den forligsprocedure, der er fastsat i artikel 10a i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til […] artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18). Kommissionen besluttede at indlede en forligsprocedure, efter at hver adressat for klagepunktsmeddelelsen havde bekræftet, at de var rede til at deltage i forligsforhandlinger.

10      Fra [fortroligt] til [fortroligt] fandt forligsforhandlinger sted mellem hver adressat for klagepunktsmeddelelsen og Kommissionen. Efter forhandlingerne fremsatte visse af adressaterne for klagepunktsmeddelelsen hver især en formel forligsanmodning over for Kommissionen i henhold til artikel 10a, stk. 2, i forordning nr. 773/2004 (herefter »forligsparterne«). Sagsøgerne fremsatte ikke en sådan anmodning.

11      Den 19. juli 2016 vedtog Kommissionen i henhold til artikel 7 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 afgørelse C(2016) 4673 final om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 – Lastbiler), som blev tilsendt forligsparterne (herefter »forligsafgørelsen«).

12      For så vidt som sagsøgerne havde besluttet ikke at fremsætte en formel anmodning om forlig, fortsatte Kommissionen undersøgelsen vedrørende dem inden for rammerne af den almindelige procedure (uden forlig).

13      Den 23. september 2016 afgav sagsøgerne, efter at de havde fået aktindsigt, deres skriftlige besvarelse på klagepunktsmeddelelsen.

14      Den 18. oktober 2016 deltog sagsøgerne i en høring.

15      Den 7. april 2017 tilstillede Kommissionen i henhold til punkt 111 i sin meddelelse om bedste praksis ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 [TEUF] og 102 [TEUF] (EUT 2011, C 308, s. 6) Scania AB en sagsfremstillingsmeddelelse. Den 23. juni 2017 tilsendte Kommissionen ligeledes Scania CV AB og Scania DE nævnte sagsfremstillingsmeddelelse.

16      Den 12. maj 2017 meddelte Scania AB Kommissionen sine skriftlige bemærkninger til de beviser, der var vedlagt sagsfremstillingsmeddelelsen, hvilke bemærkninger ligeledes afspejlede standpunktet for Scania CV AB og Scania DE.

17      Den 27. september 2017 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

B.      Den anfægtede afgørelse

1.      Strukturen på markedet for lastbiler og ordningen for prisfastsættelse i lastbilindustrien

18      Kommissionen indledte den anfægtede afgørelse med i 22.-50. betragtning at redegøre for strukturen på markedet for lastbiler og ordningen for prisfastsættelse i lastbilindustrien, herunder hvad angår Scania.

a)      Strukturen på markedet for lastbiler

19      Med hensyn til strukturen på markedet for lastbiler anførte Kommissionen, at den var kendetegnet ved et højt niveau af gennemsigtighed og koncentration, idet parterne havde flere lejligheder til at mødes årligt og drøfte situationen på markedet. Efter Kommissionens opfattelse kunne parterne gennem alle disse udvekslinger have en præcis formodning om de andres konkurrencemæssige stilling (22. og 23. betragtning til den anfægtede afgørelse).

20      Kommissionen anførte ligeledes, at parterne, herunder Scania, havde datterselskaber på de vigtigste nationale markeder, som virkede som distributører af deres varer. Disse nationale distributører havde deres eget netværk af forhandlere (25. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen anførte, at Scania solgte sine lastbiler gennem nationale distributører, som var datterselskaber, der var helejede af denne virksomhed, i alle EØS-landene, med undtagelse af [fortroligt]. Scanias nationale distributører solgte lastbiler, der blev købt på hjemstedet for forhandlere, der enten var helejede datterselskaber eller ikke-forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Kommissionen anførte, at Scania i Tyskland har [fortroligt] forhandlere, som er helejede datterselskaber (26. betragtning til den anfægtede afgørelse).

b)      Ordningen for prisfastsættelse i lastbilindustrien

21      Med hensyn til ordningen for prisfastsættelse fastslog Kommissionen, at denne ordning indeholdt de samme trin for alle parterne og generelt begyndte med, at hovedkontoret som led i det første trin fastsatte en oprindelig bruttoprisliste. Desuden blev der som led i et andet trin ifølge Kommissionen aftalt overførselspriser for salget af lastbiler på de forskellige nationale markeder mellem producenternes hovedkontorer og hovedkontorerne for de nationale distributører, der enten er ikke-forretningsmæssigt forbundne virksomheder eller helejet af hovedkontoret. Ifølge Kommissionen fastsattes som led i et tredje trin de priser, som forhandlerne betalte til distributørerne, og som led i et fjerde trin fastsattes den endelige nettopris, som forbrugerne betalte, og som var forhandlet af forhandlerne eller af producenterne selv, når disse solgte direkte til forhandlerne eller til vigtige kunder (38. betragtning til den anfægtede afgørelse).

22      Kommissionen fastslog, at selv om den endelige pris, som forbrugerne betalte, kan variere (f.eks. på grund af anvendelsen af forskellige rabatter forskellige steder i distributionskæden), følger alle priser, som gælder i hvert trin af distributionskæden, direkte (i tilfælde af overførselspriser mellem hovedkontoret og distributøren) eller indirekte (i tilfælde af den pris, som forhandleren betaler til distributøren, eller i tilfælde af den endelige pris, som slutkunden betaler) af den oprindelige bruttopris. Det ses således, at de oprindelige bruttoprislister, som hovedkontoret fastsatte, efter Kommissionens opfattelse udgjorde en fælles og grundlæggende bestanddel i beregningerne af de priser, der fandt anvendelse i hvert trin af de nationale distributionskæder i hele Europa (38. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen præciserede, at alle parterne, med undtagelse af [fortroligt], i perioden 2000-2006 havde udarbejdet harmoniserede bruttoprislister for hele EØS (40. betragtning til den anfægtede afgørelse).

c)      Ordningen for prisfastsættelse inden for Scania

23      I 41.-50. betragtning til den anfægtede afgørelse beskrev Kommissionen ordningen for prisfastsættelse inden for Scania og de aktører, der deltog i denne fastsættelse.

24      Ifølge denne beskrivelse fastsatte Scanias hovedkontor en liste over bruttopriserne ab fabrik (herefter »ab fabrik-bruttoprislisten«) for alle de forskellige tilgængelige dele til en lastbil (44. betragtning til den anfægtede afgørelse). [fortroligt].

25      Hver af Scanias nationale distributører (eksempelvis Scania DE) forhandlede med Scanias hovedkontor »distributørens nettopris« (den pris, som distributøren betaler hovedsæder for hver del), på grundlag af den ab-fabrik-bruttoprisliste, som den pågældende havde modtaget. Distributørens nettopris fremgik af et dokument benævnt »RPU«, som viste forskellen mellem ab-fabrik-bruttoprislisten og distributørens nettopris med hensyn til rabatter. De rabatter, som distributøren blev indrømmet, blev fastsat af [fortroligt] i Scanias hovedkontor, men ligeledes drøftet i prisudvalget. Den endelige beslutning om nettoprisen for Scanias distributør tilkom [fortroligt] (45. betragtning til den anfægtede afgørelse).

26      Scanias nationale distributør meddelte sin egen bruttoprisliste (som bestod i distributørens nettopris med fortjenstmargen) for alle forskellige tilgængelige dele til lastbiler til Scanias forhandlere på sit geografiske område (46. betragtning til den anfægtede afgørelse).

27      Scanias forhandler skulle forhandle »forhandlerens nettopris« med distributøren, idet prisen støttedes på distributørens bruttoprisliste med en væsentlig nedsættelse, som forhandleren indrømmedes (47. betragtning til den anfægtede afgørelse).

28      [fortroligt].

29      De kunder, som købte lastbiler af Scanias forhandlere, betalte »kundeprisen«. »Kundeprisen« bestod af forhandlerens nettopris forhøjet med forhandlerens fortjenstmargen og med de eventuelle omkostninger som følge af, at lastbilen tilpasses individuelle behov, og nedsat med de rabatter og tilbud, som kunden blev tilbudt (48. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen fastslog, at ændringen af prisen på et hvilket som helst trin i distributionskæden havde en begrænset eller ingen indvirkning på den endelige pris, som forbrugeren betalte (48. betragtning til den anfægtede afgørelse).

30      Kommissionen fastslog, at ab fabrik-bruttoprislisten fandt anvendelse på verdensplan, mens distributørens nettopris og distributørens bruttoprisliste fandt anvendelse i den region, hvor distributøren drev virksomhed. På samme måde fandt den pris, som forhandleren havde forhandlet, anvendelse i den region, hvor forhandleren drev virksomhed (49. betragtning til den anfægtede afgørelse).

31      50. betragtning til den anfægtede afgørelse indeholder en graf over de forskellige trin i ordningen for prisfastsættelse inden for Scania, således som de er beskrevet i præmis 24-29 ovenfor. Sagsøgerne havde fremlagt denne graf under den administrative procedure, og den fremstår som følger:

d)      Virkningen af prisforhøjelsen på europæisk plan på priserne på nationalt plan

32      I 51. og 52. betragtning til den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen den virkning, som prisforhøjelsen på europæisk plan havde på priserne på nationalt plan. Kommissionen anførte i denne henseende, at producenternes nationale distributører, såsom Scania DE, ikke handler uafhængigt ved fastsættelsen af bruttopriser og bruttoprislisterne, og at alle priser, der anvendes i hvert trin af distributionskæden indtil slutbrugeren, følger af de paneuropæiske bruttoprislister, som fastsættes af hovedkontoret (51. betragtning til den anfægtede afgørelse).

33      Kommissionen anførte, at det følger heraf, at en forhøjelse af priserne i de paneuropæiske bruttoprislister, som besluttes af hovedkontoret, er afgørende for »distributørens nettopris«, dvs. den pris, som distributøren betaler hovedkontoret for at købe en lastbil. Det var derfor Kommissionens opfattelse, at hovedkontorets forhøjelse af de ovennævnte bruttopriser ligeledes påvirker distributørens bruttopris, dvs. den pris, som forhandleren betaler distributøren, selv om prisen for slutbrugeren ikke nødvendigvis ændres i samme størrelsesorden eller slet ikke ændres (52. betragtning til den anfægtede afgørelse).

2.      De hemmelige kontakter mellem Scania og forligsdeltagerne

34      I den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at Scania havde deltaget i hemmelige møder og kontakter med forligsparterne inden for forskellige fora og på forskellige niveauer, som havde udviklet sig med tiden, mens de deltagende virksomheder, formålet og de pågældende varer forblev de samme (75. betragtning til den anfægtede afgørelse).

35      Kommissionen identificerede tre niveauer af hemmelige kontakter.

36      For det første lagde Kommissionen til grund, at karteldeltagernes øverste ledelse i overtrædelsens første år drøftede deres hensigter vedrørende priser, fremtidige forhøjelser af bruttopriser, af og til også udviklingen af forbrugernettopriserne, og nogle gange aftalte de en forhøjelse af deres bruttopriser. I den anfægtede afgørelse henviste Kommissionen til dette niveau for hemmelige kontakter som »topledelsesniveauet« (top management). Kommissionen tilføjede, at under møderne på topledelsesniveauet aftalte karteldeltagerne bl.a. tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af lastbiltyper, der var i overensstemmelse med standard Euro 3 til Euro 5, og ved visse lejligheder aftalte de ikke at indføre de pågældende teknologier før en bestemt dato (75. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen lagde til grund, at møderne på topledelsesniveau fandt sted i perioden 1997-2004 [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse].

37      For det andet lagde Kommissionen til grund, at mellemledere fra karteldeltagernes hovedkontorer i en begrænset periode og samtidig med møderne på topledelsesniveau afholdt drøftelser, som ud over udveksling af tekniske oplysninger omfattede udveksling af oplysninger om priser og om forhøjelser af bruttopriserne. I den anfægtede afgørelse henviste Kommissionen til dette niveau for hemmelige kontakter som »lavere hovedkontorniveau« (lower headquarters level) (75. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen lagde til grund, at møderne på lavere hovedkontorniveau fandt sted i perioden 2000-2008 [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse].

38      For det tredje lagde Kommissionen til grund, at karteldeltagerne efter indførelsen af euroen, og efter at næsten alle lastbilproducenter havde indført bruttoprislister på europæisk plan, fortsatte den systematiske koordinering af deres hensigter om fremtidige priser gennem deres tyske datterselskaber. I den anfægtede afgørelse omtalte Kommissionen dette niveau af hemmelige kontakter som »møderne på tysk niveau« (German level meetings). Kommissionen præciserede, at repræsentanter fra de tyske datterselskaber, på samme måde som kontakterne i kartellets første år, drøftede fremtidige forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af de teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 5 og Euro 6. De udvekslede ligeledes andre følsomme forretningsoplysninger (76. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen lagde til grund, at møderne på tysk niveau fandt sted fra 2004 [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse].

3.      Anvendelsen af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53

a)      Aftaler og samordnet praksis

39      Kommissionen fandt, at dokumentbeviserne i sagsakterne godtgjorde, at de ovennævnte kontakter vedrørte:

–        de ændringer, som karteldeltagerne påtænkte at foretage af bruttopriserne, bruttoprislisterne, tidsrammen for disse ændringer samt lejlighedsvis udvekslinger vedrørende de påtænkte ændringer af nettopriserne eller ændringer af rabatter til kunderne [212. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse]

–        datoen for indførelsen af nye teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var påkrævet i medfør af standard Euro 3 til Euro 6, samt overvæltning af omkostningerne til indførelsen af disse teknologier [212. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse]

–        deling af andre konkurrencemæssigt følsomme oplysninger, såsom målmarkeder, de aktuelle nettopriser og rabatter, bruttoprislister (selv inden deres ikrafttræden), lastbilskonfiguratorer, bestillinger og lagerbeholdning [212. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse].

40      Kommissionen anførte, at parterne havde multilaterale kontakter på forskellige niveauer, og at de af og til havde kontakter og fælles møder på forskellige niveauer. Ifølge Kommissionen var disse kontakter indbyrdes forbundet af deres indhold, dato, henvisningerne foretaget mellem kontakterne og fordelingen af de indhentede oplysninger blandt disse (213. betragtning til den anfægtede afgørelse).

41      Kommissionen fandt, at disse aktiviteter udgjorde en form for koordinering, hvorved parterne bevidst erstattede den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med indbyrdes praktisk samarbejde. Ifølge Kommissionen havde den omhandlede adfærd karakter af en aftale eller samordnet praksis, som led i hvilken konkurrerende virksomheder afstod fra selvstændigt at fastlægge den handelspolitik, som de ville føre på markedet, men i stedet koordinerede deres adfærd på prisområdet med direkte kontakter og forpligtede sig til en koordineret forsinkelse af indførelsen af teknologier (214. betragtning til den anfægtede afgørelse). Efter Kommissionens opfattelse skabte den systematiske deltagelse i de hemmelige kontakter et klima af gensidig forståelse af parternes prispolitik (215. betragtning til den anfægtede afgørelse).

42      Kommissionen anførte, at Scania regelmæssigt deltog i de forskellige hemmelige former i hele overtrædelsesperioden, og konkluderede, at den overtrædelse, som Scania havde deltaget i, udgjorde en aftale og/eller samordnet praksis som omhandlet i artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (229. betragtning til den anfægtede afgørelse).

b)      Begrænsning af konkurrencen

43      Kommissionen anførte, at den konkurrencebegrænsende adfærd i det foreliggende tilfælde havde konkurrencebegrænsende formål (236. betragtning til den anfægtede afgørelse).

44      Ifølge Kommissionen bestod det væsentligste aspekt ved helheden af aftaler og samordnet praksis, som kunne kvalificeres som en konkurrencebegrænsning, af koordinering af priser og forhøjelser af bruttopriser gennem kontakter om priserne, koordinering af datoen for og overvæltning af de supplerende omkostninger som følge af indførelsen på markedet af nye lastbiler, der var i overensstemmelse med standarderne for emissionskontrol, og udveksling af følsomme oplysninger på det konkurrencemæssige plan (237. betragtning til den anfægtede afgørelse).

45      Kommissionen lagde til grund, at Scania havde deltaget i de hemmelige kontakter, der er beskrevet i præmis 39 ovenfor, og at den helhed af aftaler og samordnet praksis, som virksomheden deltog i, havde konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101 TEUF (238. og 239. betragtning til den anfægtede afgørelse).

c)      Samlet og vedvarende overtrædelse

46      Kommissionen fandt, at aftalerne og/eller den samordnede praksis mellem Scania og forligsparterne udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse, som henhørte under artikel 101, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 53 i perioden fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011. Overtrædelsen bestod af en hemmelig aftale med hensyn til priserne og forhøjelsen af bruttopriserne i EØS for mellemtunge og tunge lastbiler og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af de teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 3 til Euro 6 (315. betragtning til den anfægtede afgørelse).

47      Kommissionen fandt nærmere bestemt, at parterne med konkurrencebegrænsende kontakter havde fulgt en fælles plan med et samlet konkurrencebegrænsende formål, og at Scania havde eller burde have haft kendskab til det generelle anvendelsesområde for og de væsentlige kendetegn ved netværket af hemmelige kontakter og havde til hensigt at bidrage til kartellet med sine handlinger (316. betragtning til den anfægtede afgørelse).

48      Kommissionen anførte, at det samlede konkurrencebegrænsende formål bestod i en begrænsning af konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS. Dette formål blev nået gennem praksis, som reducerede graden af strategisk usikkerhed mellem parterne for så vidt angår fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af lastbiler, der opfyldte miljøstandarderne (317. betragtning til den anfægtede afgørelse).

d)      Overtrædelsens geografiske udstrækning

49      Kommissionen fandt, at overtrædelsens geografiske udstrækning omfattede hele EØS-området i hele overtrædelsesperioden (386. betragtning til den anfægtede afgørelse).

4.      Adressater

50      For det første tilstillede Kommissionen den anfægtede afgørelse til Scania CV AB og Scania DE, som den fandt direkte ansvarlige for overtrædelsen for følgende perioder:

–        Scania CV AB for perioden fra den 17. januar 1997 til den 27. februar 2009

–        Scania DE for perioden fra den 20. januar 2004 til den 18. januar 2011 (410. betragtning til den anfægtede afgørelse).

51      For det andet lagde Kommissionen endvidere til grund, at Scania AB fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011 direkte eller indirekte ejede alle aktier i Scania CV AB, som for sin del direkte eller indirekte ejede alle aktier i Scania DE (411. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen anførte følgelig, at den ligeledes tilstillede den anfægtede afgørelse til følgende enheder, som blev holdt solidarisk ansvarlige som moderselskaber:

–        Scania AB som ansvarlig, for det første, for Scania CV AB’s adfærd fra den 17. januar 1997 til den 27. februar 2009 og, for det andet, for Scania DE’s adfærd fra den 20. januar 2004 til den 18. januar 2011

–        Scania CV AB som ansvarlig for Scania DE’s adfærd fra den 20. januar 2004 til den 18. januar 2011 (412. betragtning til den anfægtede afgørelse).

52      Kommissionen konkluderede, at adressaterne for den anfægtede afgørelse var enhederne Scania AB, Scania CV AB og Scania DE (413. betragtning til den anfægtede afgørelse).

5.      Bødeberegning

53      I det foreliggende tilfælde anvendte Kommissionen retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a) i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne for bødeberegningen«).

a)      Bødens grundbeløb

54      Hvad i første række angår afsætningens værdi blev denne beregnet på grundlag af sagsøgernes afsætning af tunge lastbiler i EØS (tilpasset for at tage hensyn til den territoriale udvikling af EØS) i 2010, som er overtrædelsens sidste fulde år (429.-431. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen beregnede, at denne værdi svarede til [fortroligt] EUR.

55      Kommissionen fandt, at de formål om afskrækkende virkning og proportionalitet, som ligger til grund for artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, henset til værdien af sagsøgernes afsætning, kunne nås uden at anvende den samlede værdi af sagsøgernes afsætning af tunge lastbiler i 2010. I medfør af punkt 37 i retningslinjerne for bødeberegningen besluttede Kommissionen derfor kun at lægge en del af den samlede værdi af afsætningen til grund for beregningen af bøden, nemlig [fortroligt] EUR (432. og 433. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen fremhævede, at den procentdel af afsætningens værdi, som den havde lagt til grund for Scania, var den samme som i forligsafgørelsen hvad angår forligsparterne (432. betragtning in fine til den anfægtede afgørelse).

56      Hvad i anden række angår overtrædelsens grovhed fandt Kommissionen, at den koefficient for grovhed, som blev anvendt i det foreliggende tilfælde (dvs. den procentdel af den værdi af afsætningen, som var lagt til grund), udgjorde 17%, henset, for det første, til den omstændighed, at aftalerne vedrørende priskoordinering efter selve deres art var blandt de mest alvorlige overtrædelser af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for det andet, til den omstændighed, at kartellet omfattede hele EØS, og, for det tredje, til den store kumulerede markedsandel for de virksomheder, der var involveret i kartellet (434.-437. betragtning til den anfægtede afgørelse).

57      I tredje række multiplicerede Kommissionen, henset til varigheden af Scanias deltagelse i overtrædelsen, det beløb, som følger af præmis 56 ovenfor, med 14, idet dette tal udgør antallet af år for denne deltagelse (438. og 439. betragtning til den anfægtede afgørelse).

58      I fjerde række forhøjede Kommissionen i henhold til punkt 25 i retningslinjerne for bødeberegningen grundbeløbet med et ekstrabeløb (indtrædelsesbeløb), som udgjorde 17% af værdien af den afsætning, der var lagt til grund (440. og 441. betragtning til den anfægtede afgørelse).

59      På baggrund af disse beregninger konkluderede Kommissionen, at bødens grundbeløb udgjorde 880 523 000 EUR (442. betragtning til den anfægtede afgørelse).

b)      Bødens størrelse

60      Kommissionen fandt, at der i det foreliggende tilfælde ikke var skærpende eller formildende omstændigheder, som kunne ændre grundbeløbet for den bøde, som Scania blev pålagt (444. betragtning til den anfægtede afgørelse). Den konkluderede derfor, at den endelige bøde udgjorde 880 523 000 EUR, og at dette beløb ikke oversteg den maksimale lovbestemte tærskel på 10% af Scanias omsætning (445.-447. betragtning til den anfægtede afgørelse).

6.      Den anfægtede afgørelses dispositive del

61      Den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Følgende retlige enheder i Scania har ved at indgå aftaler med hensyn til priser og forhøjelse af bruttopriser i EØS for mellemtunge og tunge lastbiler og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af de teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 3-6, overtrådt artikel 101 TEUF og [EØS-aftalens] artikel 53 i følgende perioder:

a)      Scania AB (publ) fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011[…]

b)      Scania CV AB (publ) fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011[…]

c)      Scania DE fra den 20. januar 2004 til den 18. januar 2011.

Artikel 2

Følgende bøder pålægges for den i artikel 1 omhandlede overtrædelse:

880 523 000 EUR      til solidarisk hæftelse for Scania AB (publ) og Scania CV AB (publ), hvoraf Scania DE er solidarisk hæftende [for] betalingen af 440 003 282 EUR.

[…]«

II.    Retsforhandlinger og parternes påstande

62      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. december 2017 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

63      Ved afgørelse af 20. februar 2019 har Rettens Justitskontor meddelt parterne om afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del.

64      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 11. marts 2019 har sagsøgerne fremsat begæring om afholdelse af et retsmøde. Kommissionen har ikke taget stilling til spørgsmålet om afholdelse af et retsmøde inden for den fastsatte frist.

65      Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger i henhold til artikel 27, stk. 5, i Rettens procesreglement er den refererende dommer blevet tilknyttet Tiende Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.

66      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tiende Afdeling) besluttet at indlede retsforhandlingernes mundtlige del.

67      Efter forslag fra Tiende Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

68      I forbindelse med sundhedskrisen opstået som følge af covid-19 er retsmødet, der var fastsat til den 2. april 2020, blevet udsat.

69      Da et medlem fra Tiende Udvidede Afdeling var forhindret i at deltage i pådømmelsen, har Rettens præsident udpeget Rettens vicepræsident for at gøre afdelingen beslutningsdygtig og således være fungerende formand for denne.

70      Ved skrivelse af 5. juni 2020 har sagsøgerne i henhold til procesreglementets artikel 66 anmodet om, at visse oplysninger i retsmøderapporten udelades i forhold til offentligheden. Ved skrivelse af samme dag har Kommissionen på samme grundlag anmodet om, at visse oplysninger i bl.a. retsmøderapporten og i den dom, hvorved sagens behandling afsluttes, udelades i forhold til offentligheden.

71      Ved skrivelse af 5. juni 2020 har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 109, stk. 2, anmodet om, at retsmødet afholdes for lukkede døre. Den 9. juni 2020 har sagsøgerne fremsat deres bemærkninger til denne anmodning.

72      Den 12. juni 2020 har Retten besluttet at afholde retsmødet for lukkede døre.

73      Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 18. juni 2020.

74      I retsmødet har Retten meddelt parterne, at den fandt det nødvendigt at undersøge visse dokumenter, der var omtalt i den anfægtede afgørelse, med henblik på afgørelsen af tvisten.

75      Efter Kommissionens præciseringer i en skrivelse af 23. juni 2020 om indholdet af og retsreglerne for de dokumenter, der er nævnt i præmis 74 ovenfor, har Retten ved kendelse af 14. juli 2020 truffet bestemmelse om bevisoptagelse og vedtaget en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet den har anmodet Kommissionen om at fremlægge de nævnte dokumenter. Kommissionen har efterkommet Rettens anmodning inden for den fastsatte frist.

76      Retsforhandlingernes mundtlige del er blevet afsluttet den 26. oktober 2020.

77      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse delvist, og den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, nedsættes i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

–        Under alle omstændigheder erstattes Kommissionens vurdering med hensyn til den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, med Rettens egen vurdering, og bøden nedsættes i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

78      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A.      Om udeladelsen af visse oplysninger i forhold til offentligheden

79      Ved skrivelse af 5. juni 2020 (jf. præmis 70 ovenfor) har Kommissionen anmodet om, at bl.a. oplysninger, som forligsparterne havde anmodet den om at udelukke i den ikke-fortrolige version af den anfægtede afgørelse, udelades i forhold til offentligheden. Kommissionen har meddelt Retten, at forligsparterne med hensyn de sidstnævnte anmodninger havde forelagt sagen for høringskonsulenten i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Europa-Kommissionen af 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EUT 2011, L 275, s. 29), og at høringskonsulenten på dette tidspunkt endnu ikke havde truffet afgørelse om forligsparternes ovennævnte anmodninger.

80      Retten skal inden for rammerne af anvendelsen af procesreglementets artikel 66 foretage en afvejning af princippet om offentliggørelse af retsafgørelser med retten til beskyttelse af personoplysninger og retten til beskyttelse af forretningshemmeligheder, idet den ligeledes skal tage hensyn til offentlighedens ret til at få adgang til domstolsafgørelser i henhold til principperne i artikel 15 TEUF (jf. i denne retning analogt dom af 5.10.2020, Broughton mod Eurojust, T-87/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:464, præmis 49).

81      Som led i denne afvejning har Retten med hensyn til den ikke-fortrolige version af denne dom i den foreliggende sag besluttet at anonymisere navnene på de fysiske personer og udelade navnene på andre juridiske personer end sagsøgerne. Den har ligeledes besluttet at udelade visse oplysninger om bl.a. ordningen for prisfastsættelse inden for Scania og om beregningen af den bøde, som denne virksomhed er blevet pålagt, hvis udeladelse ikke påvirker forståelsen af den ikke-fortrolige version af dommen.

82      Retten har derimod i den ikke-fortrolige version af dommen besluttet ikke at udelade de oplysninger, der er omhandlet i forligsparternes anmodninger, der er blevet tilsendt Kommissionen (jf. præmis 79 ovenfor). Visse af disse oplysninger kan nemlig udledes af indholdet af dokumenter offentliggjort på webstedet for Kommissionens generaldirektorat »Konkurrence« og er således offentligt tilgængelige. Visse andre oplysninger er blot retlige kvalificeringer af forligsparternes og Scanias adfærd eller giver faktiske præciseringer om denne adfærd. Udeladelsen af disse oplysninger ville påvirke offentlighedens forståelse af Rettens dom.

83      Den af Kommissionen anførte omstændighed, at høringskonsulenten endnu ikke har truffet afgørelse om forligsparternes anmodninger, har ikke indvirkning på Rettens vurdering. Høringskonsulentens vurdering vedrører nemlig udarbejdelsen af den ikke-fortrolige version af den anfægtede afgørelse, mens Rettens vurdering inden for rammerne af procesreglementets artikel 66 vedrører udarbejdelsen af den ikke-fortrolige version af dommen. Disse to vurderinger har følgelig forskellige formål, og Retten skal derfor handle uafhængigt af afviklingen af proceduren for høringskonsulenten.

B.      Om realiteten

84      Til støtte for deres søgsmål har sagsøgerne fremsat ni anbringender.

85      Med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar, princippet om god forvaltningsskik og uskyldsformodningen, hvilket bl.a. følger af, at forligsafgørelsen blev vedtaget før den anfægtede afgørelse. Med det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende (herefter »chartret«) og artikel 27, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003 har sagsøgerne i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den gav dem afslag på aktindsigt i det fuldstændige svar på klagepunktsmeddelelsen afgivet af [fortroligt] og [fortroligt].

86      Det tredje, det fjerde, det femte, det sjette og det syvende anbringende, som bl.a. vedrører en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, omhandler i det væsentlige Kommissionens konklusion om, at der i det foreliggende tilfælde forelå en samlet og vedvarende overtrædelse, som kunne tilregnes Scania.

87      Med det ottende anbringende om en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 25 i forordning nr. 1/2003 har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den pålagde dem en bøde for en adfærd, der var forældet, og at den under alle omstændigheder ikke tog hensyn til, at nævnte adfærd ikke var vedvarende.

88      Det niende anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet med hensyn til bødens størrelse. Med støtte i dette anbringende har sagsøgerne ligeledes nedlagt subsidiær påstand om nedsættelse af bøden i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

1.      Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar, princippet om god forvaltningsskik og uskyldsformodningen

89      Til støtte for det første anbringende har sagsøgerne i det væsentlige anført, at forligsafgørelsen og den anfægtede afgørelse, som blev vedtaget på grundlag af de samme indsigelser, der var omtalt i den klagepunktsmeddelelse, som var blevet tilsendt såvel forligsparterne som sagsøgerne, vedrører det samme angivelige kartel og begge er støttet på samme faktiske omstændigheder og beviser.

90      For det første har sagsøgerne ud fra denne betragtning gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget under tilsidesættelse af deres ret til forsvar, således som denne er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 2, og artikel 27, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003, idet Kommissionen i forligsafgørelsen havde foretaget en retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder og havde kvalificeret den adfærd, som Scania havde deltaget i, som en overtrædelse, inden virksomheden fik mulighed for effektivt at udøve sin ret til et forsvar.

91      For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse til at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse, som følger af princippet om god forvaltningsskik, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 1, idet den, eftersom den havde vedtaget forligsafgørelsen, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, ikke længere kunne udvise upartiskhed og foretage en objektiv vurdering af beviserne og Scanias argumenter inden for rammerne af den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

92      Sagsøgerne har tilføjet, at på denne baggrund kan selv ikke Rettens fuldstændige prøvelse af de beviser, som Kommissionen lagde til grund, og som fremgår af dennes sagsakter, afhjælpe den herved begåede tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 1.

93      For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, hvis overholdelse er sikret i chartrets artikel 48, stk. 1. De har nærmere bestemt anført, at i forligsafgørelsen blev Kommissionens endelige standpunkt med hensyn til de samme faktiske omstændigheder som dem, der er omtalt i klagepunktsmeddelelsen, fastlagt og konkluderet, at disse faktiske omstændigheder, i hvis gennemførelse Scania også deltog, udgjorde en overtrædelse. Denne erklæring går videre end den blotte omtale af Scanias eventuelle ansvar og udgør således en tilsidesættelse af den ret til uskyldsformodning, som Scania havde krav på, indtil Kommissionen beviser det modsatte.

94      Sagsøgerne har anført, at såfremt en tilsidesættelse af uskyldsformodningen anses for ikke have haft betydning, for så vidt som den ikke foranledigede Kommissionen til at vedtage en »forkert« afgørelse, dvs. en afgørelse, hvori konstateringen af overtrædelsen ikke var behørigt underbygget af beviser, vil dette i praksis fratage denne formodning sit indhold, eftersom en sagsøger, der kan godtgøre, at afgørelsen var urigtig, følgelig ikke har behov for at påberåbe sig nogen form for påvirkning af procedurens retfærdighed.

95      Sagsøgerne har anført, at Kommissionen, eftersom forligsafgørelsen blev vedtaget før den anfægtede afgørelse, ikke kunne vedtage sidstnævnte afgørelse i forhold til Scania upartisk og uden at foretage en uoprettelig tilsidesættelse af virksomhedens ret til at blive hørt og uskyldsformodningen i forhold til denne.

96      Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter og gjort gældende, at det første anbringende skal forkastes.

97      Det skal indledningsvis bemærkes, således som sagsøgerne har bekræftet i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten, at de med det første anbringende har anfægtet, at Kommissionens procedure havde »hybrid« karakter, hvilket under omstændighederne i den foreliggende sag bevirkede de angivelige tilsidesættelser, dvs. tilsidesættelsen af princippet om uskyldsformodning, pligten til at handle upartisk og Scanias ret til forsvar, hvilken virksomhed havde trukket sig fra forligsproceduren. Navnlig skærpede den omstændighed, at forligsafgørelsen blev vedtaget før den anfægtede afgørelse, disse tilsidesættelser.

98      Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 10a i forordning nr. 773/2004 med overskriften »Forligsprocedure i kartelsager« bestemmer følgende:

»1.      Når der i henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning […] nr. 1/2003 er indledt procedure i en sag, kan Kommissionen fastsætte en frist, inden hvilken sagens parter skriftligt kan tilkendegive, at de er rede til at deltage i forligsforhandlinger med henblik på eventuelt at indgive et forligsindlæg. Kommissionen har ikke pligt til at tage hensyn til svar modtaget efter fristens udløb.

[…]

2.      Parter, der deltager i forligsforhandlinger, kan af Kommissionen blive underrettet om følgende:

a)      hvilke klagepunkter den påtænker at rejse mod dem

b)      hvilket bevismateriale der anvendes for at opstille klagepunkterne

c)      ikke-fortrolige versioner af ethvert tilgængeligt dokument, der på det tidspunkt befinder sig i sagsakterne, i det omfang en sådan anmodning fra parten er berettiget for at sætte den pågældende part i stand til at afklare sin holdning til et tidsrum eller ethvert andet aspekt ved kartellet, og

d)      niveauet for potentielle bøder.

[…]

Hvis forligsforhandlingerne skrider frem, kan Kommissionen give parterne en frist til at forpligte sig til at videreføre forligsproceduren gennem indgivelse af forligsindlæg, der afspejler udfaldet af forligsforhandlingerne, og hvori de vedgår deres deltagelse i en overtrædelse af […] artikel 101 [TEUF] samt deres ansvar. […] Inden Kommissionen fastsætter en frist for indgivelse af forligsindlæg, er de pågældende parter berettiget til i behørig tid at modtage de underretninger, der er nævnt i første afsnit. Kommissionen har ikke pligt til at tage hensyn til forligsindlæg modtaget efter fristens udløb. […]

3.      Har Kommissionen i sin klagepunktsmeddelelse afspejlet indholdet af parternes forligsindlæg, skal de pågældende parter i deres skriftlige svar på klagepunktsmeddelelsen inden for den af Kommissionen fastsatte frist bekræfte, at den klagepunktsmeddelelse, der er rettet til dem, afspejler indholdet af deres forligsindlæg. Kommissionen kan herefter skride til vedtagelse af en beslutning efter artikel 7 og artikel 23 i forordning [nr.] 1/2003 efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål i henhold til artikel 14 i forordning nr. 1/2003.

4.      Kommissionen kan på ethvert tidspunkt under procedurens forløb beslutte helt at afbryde forhandlingerne i en specifik sag eller forhandlingerne med en eller flere af de involverede parter, hvis [den] mener, at det ikke er sandsynligt, at effektivitet i sagsbehandlingen opnås.«

99      Det skal indledningsvis bemærkes, at denne bestemmelse hverken er til hinder for eller udelukker, at Kommissionen kan følge en »hybrid« procedure inden for rammerne af anvendelsen af artikel 101 TEUF.

100    Retten har i øvrigt allerede anerkendt, at Kommissionen havde ret til at benytte en sådan »hybrid« procedure og anvende forligsproceduren i forhold til virksomheder, som indgiver forligsindlæg, samtidig med at den i forhold til virksomheder, der ikke ønsker at indgive sådanne forligsindlæg, følger den procedure, der er reguleret ved de almindelige bestemmelser i forordning nr. 773/2004, frem for forligsproceduren (jf. i denne retning dom af 20.5.2015, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, T-456/10, EU:T:2015:296, præmis 70, 71 og 104, stadfæstet efter appel ved dom af 12.1.2017, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, C-411/15 P, EU:C:2017:11, præmis 119 og 136).

101    Retten har ligeledes godkendt Kommissionens mulighed for først at vedtage en forligsafgørelse i forhold til de parter, som har besluttet at indgå forlig, og dernæst efter en almindelig procedure vedtage en afgørelse, der er rettet til de parter, som har besluttet ikke at indgå forlig, forudsat at den iagttager princippet om uskyldsformodning, navnlig når vedtagelsen af forligsafgørelsen ikke nødvendiggør en stillingtagen til ansvaret for den part, der ikke deltager i forliget (jf. i denne retning dom af 10.11.2017, Icap m.fl. mod Kommissionen, T-180/15, EU:T:2017:795, præmis 265-268, stadfæstet efter appel ved dom af 10.7.2019, Kommissionen mod Icap m.fl., C-39/18 P, EU:C:2019:584).

102    Som Kommissionen har gjort gældende, vil en forsinkelse eller et frafald af forligsprocedurer med den begrundelse, at en af de berørte virksomheder, som i det foreliggende tilfælde Scania, har trukket sig fra proceduren, være i strid med det formål, der forfølges med forligsproceduren, sådan som dette er udtrykt i fjerde betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 622/2008 af 30. juni 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 773/2004 vedrørende gennemførelse af forligsprocedurer i kartelsager (EUT 2008, L 171, s. 3), hvilket er at sikre en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling med de virksomheder, der har besluttet at indgå forlig. Iagttagelsen af dette formål må imidlertid ikke påvirke de krav, der er forbundet med overholdelsen af princippet om uskyldsformodning og pligten til at handle upartisk.

103    De forhold i den foreliggende sag, som sagsøgerne har fremhævet i retsmødet, dvs. den omstændighed, at den fuldstændige klagepunktsmeddelelse blev tilsendt alle parter, og at parterne havde fået fuld aktindsigt i sagsakterne, gør det i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, ikke muligt at konkludere, at Kommissionens anvendelse af en »hybrid«, tidsmæssig forskudt procedure ikke kunne opfylde et sådant formål om hurtig og effektiv behandling. Dette formål tilstræbes nemlig med andre omstændigheder, der er særlige for forligsproceduren, såsom forligsparternes utvetydige vedkendelse af deres ansvar for overtrædelsen, anerkendelsen af deres begrænsede udøvelse af retten til forsvar samt bødeniveauet (jf. Kommissionens meddelelse om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i kartelsager (EUT 2008, C 167, s. 1), punkt 20 og 21).

104    I modsætning til, hvad sagsøgerne i det væsentlige har gjort gældende, indebærer »hybride« procedurer i forbindelse med anvendelsen af artikel 101 TEUF, hvori vedtagelsen af forligsafgørelsen og afgørelsen efter den almindelige procedure er tidsmæssigt forskudt, følgelig ikke i sig selv altid en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, retten til forsvar eller pligten til at handle upartisk og har ikke den uundgåelige konsekvens, at disse principper og rettigheder er blevet tilsidesat, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 100 og 101 ovenfor.

105    Det følger heraf, at Kommissionen har ret til at anvende en sådan »hybrid« procedure og vedtage en forligsafgørelse inden den anfægtede afgørelse, forudsat at disse principper og rettigheder imidlertid iagttages.

106    Det skal således undersøges, om Kommissionen under omstændighederne i den foreliggende sag har overholdt uskyldsformodningen og sin pligt til at handle upartisk i forhold til Scania samt virksomhedens ret til forsvar.

107    Sagsøgerne har i det væsentlige støttet deres klagepunkter under det første anbringende på forudsætningen om, at forligsafgørelsen og den anfægtede afgørelse er baseret på de samme faktiske omstændigheder og de samme beviser. De har i denne henseende henvist til faktiske omstændigheder vedrørende forligsparternes adfærd som den, der er anført i forligsafgørelsens punkt 3, men som »nødvendigvis involverer Scania«, hvorfor den kreds af virksomheder, hvis adfærd blev kvalificeret retligt i forligsafgørelsen, ikke var begrænset til adressaterne for denne afgørelse, men også omfattede Scania. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at tilsidesættelsen af princippet om uskyldsformodning ligeledes følger af den omstændighed, at forligsafgørelsen og den anfægtede afgørelse blev vedtaget på grundlag af de samme indsigelser, der var fremsat i klagepunktsmeddelelsen, som var blevet tilsendt såvel forligsparterne som sagsøgerne.

108    Det skal i denne henseende med hensyn til klagepunktet om en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, bemærkes, at dette princip er et almindeligt EU-retligt princip, som nu er fastsat chartrets i artikel 48, stk. 1, og som finder anvendelse på sager vedrørende overtrædelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til, at der pålægges bøder eller tvangsbøder (jf. dom af 22.11.2012, E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 72 og 73 og den deri nævnte retspraksis).

109    Det fremgår af forklaringerne til chartret, at chartrets artikel 48 svarer til artikel 6, stk. 2 og 3, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom (herefter »EMRK«). Det følger heraf, at der i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, ved fortolkningen af chartrets artikel 48 skal tages hensyn til EMRK’s artikel 6, stk. 2 og 3, som tærskel for minimumsbeskyttelse, og at der kan hentes inspiration fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 41 og 42). Chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer nemlig, at de af chartrets rettigheder, som svarer til dem, der er sikret ved EMRK, har samme betydning og omfang som i nævnte konvention (jf. dom af 18.7.2013, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

110    Det skal endvidere bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolen i sin dom af 27. september 2011, A. Menarini Diagnostics S.R.L. mod Italien (CE:ECHR:2011:0927JUD004350908, §§ 39-44), vedrørende en sanktion, der blev pålagt af den italienske konkurrencemyndighed som følge af en konkurrencebegrænsende praksis, der ligner den praksis, som sagsøgerne er blevet foreholdt, fastslog, at sanktionen i betragtning af størrelsen af den pålagte bøde på grund af sin alvorlige karakter henhørte under det strafferetlige område. Menneskerettighedsdomstolen har imidlertid ligeledes fastslået, at arten af en administrativ procedure som den i denne dom omhandlede i flere henseender kan adskille sig fra arten af en strafferetlig procedure i snæver forstand. Selv om disse forskelle ikke kan fritage de kontraherende stater for deres pligt til at overholde alle de garantier, der er sikret ved den strafferetlige del af EMRK’s artikel 6, kan de imidlertid påvirke, hvorledes disse anvendes (Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.9.2011, A. Menarini Diagnostics S.R.L. mod Italien, CE:ECHR:2011:0927JUD004350908, § 62; jf. ligeledes i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.11.2006, Jussila mod Finland, CE:ECHR:2006:1123JUD007305301, § 43).

111    Princippet om uskyldsformodning indebærer, at enhver, som anklages for en lovovertrædelse, anses for uskyldig, indtil den pågældendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Dette princip er således til hinder for enhver formel konstatering eller endog antydning af, at en anklaget er skyldig i en bestemt overtrædelse, i en afgørelse, der afslutter en procedure, uden at vedkommende har haft mulighed for at gøre brug af samtlige garantier med henblik på udøvelse af retten til forsvar i forbindelse med en procedure, der følger sit normale forløb og afsluttes med afgørelse om, hvorvidt indsigelserne var berettigede (jf. dom af 10.11.2017, Icap m.fl. mod Kommissionen, T-180/15, EU:T:2017:795, præmis 257 og den deri nævnte retspraksis, stadfæstet efter appel ved dom af 10.7.2019, Kommissionen mod Icap m.fl., C-39/18 P, EU:C:2019:584).

112    Menneskerettighedsdomstolen har i denne henseende fastslået, at det forhold, at en mistænkts skyld foregribes i en dom, som er afsagt i forhold til mistænkte, der forfølges særskilt, i teorien også kan skade princippet om uskyldsformodning (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:2014:0227JUD001710310, § 42 og den deri nævnte retspraksis).

113    Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at princippet om uskyldsformodning tilsidesættes, hvis en retsafgørelse eller en officiel udtalelse vedrørende en tiltalt indeholder en klar udtalelse, der er udarbejdet uden en endelig straffedom, ifølge hvilken den pågældende har begået den omhandlede overtrædelse. I denne forbindelse har denne domstol for det første fremhævet vigtigheden af de retslige myndigheders ordvalg og af de særlige omstændigheder, der lå til grund for denne formulering, og for det andet den omhandlede procedures art og sammenhæng (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:2014:0227JUD001710310, § 63).

114    Menneskerettighedsdomstolen har anerkendt, at den nationale ret i komplekse straffesager, hvor flere tiltalte ikke kunne prøves samtidigt, kunne blive nødt til at henvise til tredjepersoners deltagelse, som måske senere pådømmes særskilt, for at fastslå, om de tiltalte var skyldige. Denne domstol har imidlertid præciseret, at den pågældende ret, hvis de faktiske omstændigheder vedrørende tredjepersoners deltagelse skulle omtales, skulle undgå at nævne flere oplysninger end, hvad der var nødvendigt for at vurdere, om de personer, der var tiltalt i den sag, der var indbragt for den, ifaldt retligt ansvar. Den samme domstol har desuden fremhævet, at retsafgørelsers begrundelser skal være formuleret således, at de omhandlede tredjepersoners potentielle skyld ikke foregribes, fordi det kan bringe den retfærdige bedømmelse af de anklager, der er rejst i forbindelse med en separat sag mod de medtiltalte, i fare (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:2014:0227JUD001710310, §§ 64 og 65, og af 23.2.2016, Navalnyy og Ofitserov mod Rusland, CE:ECHR:2016:0223JUD004663213, § 99).

115    Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning ikke alene kan hidrøre fra en retsinstans, men ligeledes fra de offentlige myndigheder (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.3.2011, Begu mod Rumænien, CE:ECHR:2011:0315JUD002044802, § 126 og den deri nævnte retspraksis).

116    Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, således som Kommissionen har anført, at ingen af de vendinger i forligsafgørelsen, som sagsøgerne har fremhævet, indeholder en henvisning til eller antydning om Scania, hvoraf fremgår, at Kommissionen ved vedtagelsen af denne afgørelse allerede lagde virksomhedens ansvar inden for rammerne af en overtrædelse af artikel 101 TEUF til grund.

117    Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at fjerde betragtning til forligsafgørelsen er affattet således:

»Den 20. november 2014 indledte Kommissionen en procedure i henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003 i forhold til adressaterne for nærværende afgørelse og flere enheder i en anden virksomhed. Denne virksomhed har ikke indgivet forligsindlæg i medfør af artikel 10a, stk. 2, i forordning nr. 773/2004. På tidspunktet for denne [forligsafgørelse] verserer den administrative procedure, der er indledt i forhold til denne virksomhed i medfør af artikel 7 i forordning nr. 1/2003. For at fjerne enhver uklarhed indeholder nærværende [forligsafgørelse] ingen konstatering vedrørende denne virksomhed med hensyn til en overtrædelse af Den Europæiske Unions konkurrenceret.«

118    I fjerde betragtning til forligsafgørelsen omtalte Kommissionen således implicit Scania dels som en virksomhed, i forhold til hvilken den administrative procedure i medfør af artikel 7 i forordning nr. 1/2003 verserede, dels ved at indikere, at forligsafgørelsen ikke indeholdt nogen konklusion med hensyn til en overtrædelse af EU-konkurrenceretten. En sådan henvisning skal højst kvalificeres som et udtryk for mistanke om, at Scania har et ansvar, der fortsat skal påvises, hvilket ikke udgør en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning (jf. i denne retning analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:2014:0227JUD001710310, § 63, og af 31.10.2017, Bauras mod Litauen, CE:ECHR:2017:1031JUD005679513, § 51 og den deri nævnte retspraksis).

119    For det andet er selve eksistensen af en sådan udtrykkelig henvisning i forligsafgørelsen om, at der på dette tidspunkt ikke træffes afgørelse om Scanias ansvar i medfør af artikel 101 TEUF – selv om den viser Kommissionens hensigt om at overholde princippet om uskyldsformodning, således som dette er fastlagt i Menneskerettighedsdomstolens praksis (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:2014:0227JUD001710310, §§ 67, 69 og 70, og af 31.10.2017, Bauras mod Litauen, CE:ECHR:2017:1031JUD005679513, præmis 54) – dvs. en klar indikation af, at Scania var berørt af en særskilt verserende procedure, og at virksomhedens skyld endnu ikke var bevist i overensstemmelse med loven (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 45), imidlertid ikke sig selv tilstrækkelig til at udelukke en tilsidesættelse af dette princip, hvilket Kommissionen i det væsentlige har medgivet i retsmødet.

120    For at kontrollere, at uskyldsformodningen er blevet overholdt, skal en forligsafgørelses begrundelse vurderes i sin helhed og i lyset af de særlige omstændigheder, hvorunder den er blevet vedtaget, således at det vurderes, om andre passager af denne afgørelse, der kan forstås som udtryk for en foregribelse af Scanias skyld i en overtrædelse af EU-konkurrenceretten, eventuelt gør den udtrykkelige henvisning til den manglende konklusion om virksomhedens ansvar meningsløs (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 46).

121    I denne henseende har sagsøgerne henvist til forligsafgørelsens punkt 3, som vedrører beskrivelsen af adfærden hos adressaterne for afgørelsen, og nærmere bestemt visse passager, hvori Kommissionen beskrev den adfærd, som »bl.a.« adressaterne for denne afgørelse havde deltaget i (47. og 60. betragtning til forligsafgørelsen).

122    I retsmødet har Kommissionen gjort gældende, at disse henvisninger ikke skulle forstås som en implicit omtale af Scania, selv om de blev sammenholdt med fjerde betragtning til forligsafgørelsen. Sagsøgerne har ikke fremført argumenter, som kan afkræfte denne fortolkning af 47. og 60. betragtning til forligsafgørelsen.

123    Selv hvis det antages, at Kommissionen ved i forligsafgørelsen at henvise til adfærden hos »bl.a.« adressaterne for afgørelsen implicit sigtede til Scania, vedrører en sådan henvisning ikke ansvaret for den pågældende overtrædelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 111 ovenfor, men højst virksomhedens deltagelse i visse former for adfærd, der er lagt til grund i forhold til forligsparterne. Henvisningen udgør således ikke en »klar« udtalelse, der er udarbejdet uden en endelig straffedom, ifølge hvilken Scania har begået den omhandlede overtrædelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 113 ovenfor.

124    I forligsafgørelsen foretog Kommissionen nemlig, som den har gjort gældende, en retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, således som adressaterne for forligsafgørelsen havde anerkendt disse, som en overtrædelse af artikel 101 TEUF og anførte i forligsafgørelsens punkt 4 konklusioner om ansvaret for denne overtrædelse hvad alene angår adressaterne for forligsafgørelsen.

125    Sagsøgerne har imidlertid gjort gældende, at tilsidesættelsen af princippet om uskyldsformodning følger af den omstændighed, at forligsafgørelsen fastlagde Kommissionens endelige standpunkt for så vidt angår de samme faktiske omstændigheder som dem, der var anført i klagepunktsmeddelelsen, og det i afgørelsen blev konkluderet, at disse faktiske omstændigheder, som Scania ligeledes havde deltaget i, udgjorde en overtrædelse. Denne udtalelse går efter sagsøgernes opfattelse videre end blot at omtale Scanias eventuelle ansvar.

126    Det skal i denne henseende bemærkes, at de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund i forligsafgørelsen, er dem, som forligsparterne har anerkendt, således som det fremgår af tredje betragtning til denne afgørelse.

127    Den omstændighed alene, at adressaterne for forligsafgørelsen har anerkendt, at de deltog i overtrædelsen, og deres skyld, kan ikke føre til en implicit anerkendelse af Scanias ansvar som følge af denne virksomheds eventuelle deltagelse i de samme faktiske omstændigheder, hvorved de konklusioner, der er lagt til grund i forhold til forligsparterne, de facto og de jure automatisk omdannes til en slags »skjult dom« fra Kommissionens side vedrørende Scania (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Pometon mod Kommissionen, T-433/16, EU:T:2019:201, præmis 68).

128    Anerkendelsen af skyld for de karteldeltagere, der har deltaget i forligsproceduren, udgør imidlertid en omstændighed, der kan have indvirkning på de faktiske omstændigheder vedrørende deltagelsen for en »anden virksomhed«, der mistænkes for at have deltaget i det samme kartel, dvs. i det foreliggende tilfælde Scania (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Pometon mod Kommissionen, T-433/16, EU:T:2019:201, præmis 92; jf. i denne retning analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.2.2016, Navalnyy og Ofitserov mod Rusland, CE:ECHR:2016:0223JUD004663213, § 103). Kommissionen skal således sikre, at de faktiske omstændigheder, som forligsparterne har anerkendt, ikke anerkendes i forhold til en part, der ikke har deltaget i denne procedure, såsom Scania, uden at der foretages en fuldstændig og passende undersøgelse under den almindelige procedure med hensyn til de argumenter og beviser, som denne part har fremført (jf. i denne retning analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.2.2016, Navalnyy og Ofitserov mod Rusland, CE:ECHR:2016:0223JUD004663213, §§ 103-105, og af 31.10.2017, Bauras mod Litauen, CE:ECHR:2017:1031JUD005679513, § 53).

129    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den pågældende virksomhed og Kommissionen i forbindelse med den almindelige administrative procedure i forhold til forligsproceduren befinder sig i en såkaldt »tabula rasa«-situation, hvor ansvaret stadig skal fastslås. Ved vedtagelsen af afgørelsen i forhold til Scania efter den almindelige administrative procedure var Kommissionen således for det første alene bundet af klagepunktsmeddelelsen, og for det andet var den under overholdelsen af kontradiktionsprincippet forpligtet til at tage hensyn til alle relevante omstændigheder, herunder alle de oplysninger og elementer, som Scania havde fremlagt under udøvelsen af sin ret til at blive hørt, således at den var forpligtet til at foretage en fornyet vurdering af sagsakterne i forhold til disse elementer (jf. i denne retning dom af 20.5.2015, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, T-456/10, EU:T:2015:296, præmis 90, 96 og 107, stadfæstet efter appel ved dom af 12.1.2017, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, C-411/15 P, EU:C:2017:11, præmis 119 og 136).

130    Endvidere forudsætter Kommissionens retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder i forhold til forligsparterne ikke i sig selv, at den nødvendigvis foretager den samme retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder i forhold til Scania efter afslutningen af en særskilt procedure vedrørende denne virksomhed, således som Kommissionen fremhævede i 366. betragtning til den anfægtede afgørelse og har bekræftet i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten. Som det følger af retspraksis, er der nemlig ikke noget til hinder for, at Kommissionen fastslår, at en part i en aftale eller samordnet praksis er ansvarlig i henhold til artikel 101 TEUF, mens en anden part ikke er (jf. i denne retning dom af 12.7.2018, ABB mod Kommissionen, T-445/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:449, præmis 177-179 og den deri nævnte retspraksis).

131    Hvad angår sagsøgernes udsagn om, at tilsidesættelsen af uskyldsformodningen følger af den omstændighed, at forligsafgørelsen og den anfægtede afgørelse er baseret på de samme beviser, har Kommissionen anerkendt, at der er et vist overlap mellem de beviser, som den støttede sig på i de to afgørelser.

132    Et sådant overlap mellem beviserne gør det imidlertid ikke i sig selv muligt at konkludere, at uskyldsformodningen ikke er overholdt i forhold til sagsøgerne. Den omstændighed alene, at Kommissionen støttede sig på de samme beviser i begge afgørelser, har nemlig ingen indvirkning på den konklusion, som Kommissionen kunne udlede heraf med hensyn til Scanias ansvar.

133    Desuden udelukker princippet om uskyldsformodning, således som Kommissionen med føje har gjort gældende, selv om det er til hinder for formel konstatering eller endog antydning af, at sagsøgerne er skyldige i en bestemt overtrædelse, i forligsafgørelsen, eftersom de ikke har haft samtlige de sædvanlige garantier med henblik på udøvelse af retten til forsvar i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse, ikke muligheden for at lægge fælles beviser til grund, forudsat at sagsøgerne har haft mulighed for ved Unionens retsinstanser at anfægte konstateringer fastlagt på grundlag af disse beviser (jf. i denne retning dom af 12.10.2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, T-474/04, EU:T:2007:306, præmis 76 og 77), hvilket er tilfældet i den foreliggende sag.

134    På samme måde skal sagsøgernes argument om, at tilsidesættelsen af princippet om uskyldsformodning ligeledes følger af den omstændighed, at forligsafgørelsen og den anfægtede afgørelse blev vedtaget på grundlag af de samme indsigelser, der var fremsat i klagepunktsmeddelelsen, som var blevet tilsendt såvel forligsparterne som sagsøgerne, forkastes.

135    Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at selv om Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen, som blev tilsendt såvel Scania som de parter, der i sidste ende deltog i forligsproceduren, anførte konklusioner om Scanias rolle og ansvar med hensyn til den omhandlede overtrædelse, er forligsafgørelsen i modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, ikke direkte støttet på denne klagepunktsmeddelelse, men på forligsparternes og Kommissionens fælles fortolkning af klagepunkterne efter forligsmøderne i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 2, i forordning nr. 773/2004 og punkt 16 og 17 i Kommissionens meddelelse om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i kartelsager, således som Kommissionen fremhævede i 367. betragtning til den anfægtede afgørelse.

136    For det andet skal det bemærkes, at der ikke var noget til hinder for, at sagsøgerne under den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og som led i overholdelsen af deres ret til forsvar afviste de klagepunkter, som var fremsat i klagepunktsmeddelelsen i forhold til dem.

137    Kommissionen er nemlig i medfør af overholdelsen af retten til forsvar forpligtet til, inden den træffer afgørelse hvad angår bøder, at give de berørte parter mulighed for at give deres standpunkt hensigtsmæssigt til kende med hensyn til de klagepunkter, som den har lagt til grund i forhold til dem, bl.a. om de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder virkeligt foreligger, og hvilken betydning de har, og de dokumenter, som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF (jf. i denne retning dom af 13.2.1979, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, 85/76, EU:C:1979:36, præmis 9 og 11).

138    Inden for rammerne af en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne er det klagepunktsmeddelelsen, som udgør en væsentlig proceduremæssig garanti i denne henseende (jf. dom af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

139    Det følger heraf, at sagsøgerne ved at gøre gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet om uskyldsformodning for Scania, eftersom den anfægtede afgørelse og forligsafgørelsen var støttet på de samme faktiske omstændigheder og beviser og de samme indsigelser i klagepunktsmeddelelsen i forhold til såvel forligsparterne som Scania, så bort fra deres ret til under udøvelsen af deres ret til at blive hørt inden for rammerne af den almindelige administrative procedure at fremlægge ethvert bevis med henblik på at anfægte de faktiske omstændigheder og beviser, som Kommissionen agtede at støtte sig på, hvilke omstændigheder og beviser den eventuelt tog hensyn til ved vedtagelsen af forligsafgørelsen, samt Kommissionens pligt til at foretage en fornyet vurdering af sagsakterne i lyset af disse nye oplysninger.

140    I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne ikke anfægtet, at de fik mulighed for at udøve deres ret til forsvar effektivt både skriftligt og mundtligt inden for rammerne af den almindelige administrative procedure inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og således for at anfægte de beviser, som Kommissionen havde identificeret for at underbygge klagepunkterne i forhold til dem. Som det bl.a. fremgår af 379. betragtning til den anfægtede afgørelse, og hvilket sagsøgerne ikke har bestridt, har de haft mulighed for at fremlægge deres synspunkt om de beviser, som Kommissionen støttede sig på, herunder de beviser, der blev tilføjet sagsakterne efter klagepunktsmeddelelsen, såsom uddrag af visse forligsparters svar på klagepunktsmeddelelsen eller de yderligere faktiske omstændigheder, som Kommissionen identificerede under den almindelige administrative procedure, og som underbyggede de midlertidige konklusioner i klagepunktsmeddelelsen, hvilke blev meddelt Scania ved sagsfremstillingsskrivelsen af 7. april 2017.

141    Det er imidlertid sagsøgernes opfattelse, at de argumenter og beviser, som de fremførte, var forgæves, idet Kommissionen allerede havde taget stilling til den retlige kvalificering af den adfærd, hvori Scania havde deltaget, som en overtrædelse af artikel 101 TEUF.

142    De har således i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen, efter at den i forligsafgørelsen havde besluttet, at de faktiske omstændigheder skulle kvalificeres som en overtrædelse af artikel 101 TEUF, ikke længere kunne ændre denne vurdering og foretage en objektiv vurdering af de beviser og argumenter, som Scania havde fremført, eller vedtage andre undersøgelsesforanstaltninger, som kunne rejse tvivl om eller afkræfte vurderingerne i forligsafgørelsen. Forligsafgørelsen påvirkede således Kommissionens undersøgelsesstrategi og i sidste ende indholdet af de beviser, som den støttede den anfægtede afgørelse på. Sagsøgerne har i denne henseende anført visse omstændigheder vedrørende afviklingen af den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionens mangel på upartiskhed fremgår.

143    Med det første anbringendes andet klagepunkt har de således gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse til at foretage en upartisk undersøgelse, hvorved den tilsidesatte chartrets artikel 41, stk. 1.

144    Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Kommissionen under den administrative procedure i kartelretlige procedurer skal overholde retten til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 154 og den deri nævnte retspraksis).

145    Det følger af chartrets artikel 41, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner. Dette krav om upartiskhed dækker dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (jf. dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 155 og den deri nævnte retspraksis).

146    De garantier, som EU-retten giver under den administrative procedure, omfatter princippet om god forvaltningsskik, hvortil er knyttet kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. dom af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 170 og den deri nævnte retspraksis).

147    Det skal indledningsvis bemærkes, at en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, under tilsvarende omstændigheder som de i den foreliggende sag omhandlede ikke alene vurderes som den eventuelle konsekvens af en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning ved vedtagelsen af forligsafgørelsen, men kan skyldes andre forsømmelser fra Kommissionens side i forhold til at yde tilstrækkelige garantier for at udelukke enhver rimelig tvivl som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 145 ovenfor, med hensyn til institutionens upartiskhed ved afviklingen af den almindelige procedure.

148    Ingen af de argumenter, som sagsøgerne har fremført, gør det imidlertid muligt at godtgøre, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke ydede alle garantier for at udelukke enhver rimelig tvivl med hensyn til institutionens upartiskhed ved undersøgelsen af sagen vedrørende Scania, navnlig i forbindelse med undersøgelsen af de argumenter og beviser, som denne virksomhed kunne fremlægge som led i udøvelsen af sin ret til forsvar under den almindelige administrative procedure.

149    Det skal i denne henseende for det første fremhæves, at når Kommissionen inden for rammerne af den almindelige procedure undersøger de beviser, som er blevet fremlagt af de parter, der har valgt ikke at indgå forlig, er den på ingen måde bundet af de faktiske konstateringer og de retlige kvalificeringer, som den har lagt til grund i forligsafgørelsen i forhold til de parter, der har besluttet at indgå forlig. I medfør af princippet om uskyldsformodning og pligten til at handle upartisk kan Kommissionen således nå til faktuelle konstateringer eller retlige kvalificeringer, som adskiller sig fra dem, der blev fastlagt i forligsafgørelsen, hvis dens fornyede undersøgelse af de beviser, den har til rådighed, begrunder dette i henhold til »tabula rasa«-princippet.

150    For det andet kan sagsøgernes argument om, at tvivlen om Kommissionens upartiskhed følger af den omstændighed, at det medlem af Kommissionen, der var ansvarligt for konkurrence, under et pressemøde underrettede om vedtagelsen af forligsafgørelsen, hvorfor Kommissionen ikke længere kunne fravige konklusionerne i denne afgørelse i forbindelse med den anfægtede afgørelse, forkastes. I den pågældende pressemeddelelse var det i lighed med i fjerde betragtning til forligsafgørelsen (jf. præmis 117 ovenfor) nemlig klart indikeret, at det ovennævnte medlem af Kommissionen ikke fremsatte nogen konklusion med hensyn til Scanias ansvar, i forhold til hvilken virksomhed den almindelige procedure fortsat verserede. I nævnte pressemeddelelse begrænsede det medlem af Kommissionen, der var ansvarligt for konkurrence, sig således til at underrette offentligheden om vedtagelsen af forligsafgørelsen med den forsigtighed og det forbehold for Scanias ansvar i den pågældende overtrædelse, som krævedes af hensyn til overholdelsen af uskyldsformodningen, og den pågældende tilsidesatte således ikke sin pligt til at handle upartisk (jf. i denne retning analogt dom af 12.12.2018, Servier m.fl. mod Kommissionen, T-691/14, under appel, EU:T:2018:922, præmis 132 og 134).

151    For det tredje har sagsøgerne ikke godtgjort, hvorledes den omstændighed, at de samme tjenestegrene i Kommissionen, nemlig tjenestegrenene under Generaldirektoratet »Konkurrence«, var involveret i vedtagelsen af såvel forligsafgørelsen som den anfægtede afgørelse, i sig selv kan bevise, at de ikke modtog en upartisk behandling. Det forhold, at de samme tjenestegrene er involveret i vedtagelsen af to afgørelser, gør det ganske vist vanskeligere at sikre, at undersøgelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne i forhold til en virksomhed efter vedtagelsen af forligsafgørelsen foretages i overensstemmelse med det »tabula rasa«-princip, der er fastsat i retspraksis (jf. præmis 129 ovenfor), hvilket – for at fjerne tvivlen i denne henseende – kan begrunde, at sagsakterne tildeles to forskellige hold.

152    I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne imidlertid ikke påvist, at et medlem af Kommissionen eller de tjenestegrene, der var involveret i vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, bl.a. fordi de havde deltaget i vedtagelsen af forligsafgørelsen, udviste forudindtagethed eller personlige fordomme i forhold til Scania i strid med princippet om subjektiv upartiskhed, hvilket ville kunne påvirke den upartiske undersøgelse af de faktiske omstændigheder og beviserne med hensyn til Scania.

153    For det fjerde skal det hvad angår sagsøgernes argument om, at Kommissionen ikke var villig til at vedtage nye undersøgelsesforanstaltninger, som kunne have foranlediget, at der blev rejst tvivl om standpunktet i forligsafgørelsen, bemærkes, at det princip, der har forrang i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse (jf. dom af 29.2.2016, Schenker mod Kommissionen, T-265/12, EU:T:2016:111, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

154    Det skal ligeledes bemærkes, således som Kommissionen har anført, at denne institution har en skønsmargen med hensyn til hensigtsmæssigheden i at vedtage undersøgelsesforanstaltninger. I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, kan det således ikke af det forhold, at der findes en sådan skønsmargen i forbindelse med, hvordan en undersøgelse gennemføres, abstrakt udledes, at Kommissionen udviste partiskhed i forhold til sagsøgerne. Tværtimod kan den manglende vedtagelse af undersøgelsesforanstaltninger først og fremmest forklares med, at Kommissionen udøvede sin skønsmargen med hensyn til hensigtsmæssigheden i at vedtage sådanne foranstaltninger. Det tilkom således sagsøgerne at fremføre argumenter, som gjorde det muligt konkret at påvise, at fraværet af yderligere undersøgelsesforanstaltninger kun kunne forklares med, at Kommissionen var partisk, og ikke med dennes lovlige udøvelse af sin skønsmargen ved gennemførelsen af undersøgelsen.

155    I denne henseende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen i sin vurdering af den (tidsmæssige og geografiske) art og udstrækning af den angivelige adfærd, bl.a. i 144. og 339. betragtning til den anfægtede afgørelse, støttede sig på en vurdering af faktiske omstændigheder, som Scania benægtede og afviste detaljeret. Der er ikke noget i sagsakterne, der indikerer, at Kommissionen fortsatte undersøgelsen for at efterprøve Scanias udsagn ved f.eks. at tilsende virksomheden en anmodning om oplysninger med henblik på at fremlægge dokumentbeviser for dens bemærkninger eller disse anfægtelser eller ved at tilsende andre parter en sådan anmodning. Kommissionen gjorde sig herved skyldig i en »kvalificeret udeladelse«.

156    Sagsøgernes argumenter godtgør imidlertid højst, at Kommissionen ikke fulgte Scanias konklusioner eller fortolkninger, idet den bl.a. fandt, at de savnede troværdighed (jf. bl.a. 301. betragtning til den anfægtede afgørelse), og argumenterne er sammenfaldende med spørgsmålet om, hvorvidt fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder i den anfægtede afgørelse er behørigt underbygget af beviser, som Kommissionen har fremlagt, og om denne institution begik retlige fejl ved sin analyse, hvilket henhører under undersøgelsen af, om dens vurdering var begrundet (jf. i denne retning dom af 12.12.2018, Servier m.fl. mod Kommissionen, T-691/14, under appel, EU:T:2018:922, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis). Sådanne argumenter kan ikke godtgøre, at Kommissionen handlede partisk, idet den under udøvelsen af sin skønsmargen besluttede ikke at fortsætte undersøgelsen og bl.a. ikke at anmode sagsøgerne om at fremlægge yderligere beviser til støtte for deres udsagn.

157    For det femte har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ikke handlede uafhængigt, for så vidt som den med hensyn til de angivelige karteller er den myndighed, der har ansvar for både undersøgelse, forfølgning og vedtagelse af afgørelser.

158    Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at det forhold, at Kommissionen både udøver bevisoptagelses- og sanktionsfunktioner i forbindelse med tilsidesættelser af artikel 101 TEUF, ikke i sig selv er i strid med EMRK’s artikel 6 som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen og ikke udgør en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed, eftersom dens afgørelser er underlagt kontrol fra Unionens retsinstanser, som giver de garantier, der er fastsat i EMRK’s artikel 6 (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 33-38 og den deri nævnte retspraksis, og af 27.6.2012, Bolloré mod Kommissionen, T-372/10, EU:T:2012:325, præmis 65-67).

159    Hvad angår klagepunktet om tilsidesættelse af retten til forsvar skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har foreholdt Kommissionen, at den under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke overholdt alle de proceduremæssige garantier, der er knyttet til den effektive udøvelse af deres ret til forsvar, som den bl.a. er fastsat i de generelle bestemmelser i forordning nr. 773/2004 (jf. præmis 140 ovenfor), men alene har påberåbt sig en tilsidesættelse af retten til forsvar med hensyn til den omstændighed, at Kommissionen i forligsafgørelsen foretog en retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder vedrørende forligsparternes adfærd, men som nødvendigvis omfattede Scania, uden at denne virksomhed fik mulighed for at udøve sin ret til forsvar.

160    Det skal i denne henseende bemærkes, at overholdelsen af retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, bl.a. bøder eller tvangsbøder, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som gentagne gange er blevet fremhævet i Domstolens praksis, og som er blevet fastsat i chartrets artikel 48, stk. 2 (jf. dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis). Dette princip skal overholdes fuldt ud, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter (jf. dom af 9.7.2009, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, C-511/06 P, EU:C:2009:433, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

161    Kontradiktionsprincippet udgør en del af retten til forsvar. Det gælder for enhver procedure, som kan munde ud i, at en EU-institution træffer en afgørelse, der berører en persons interesser mærkbart (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

162    For så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at forligsafgørelsen blev vedtaget, uden at de fik lejlighed til at udtale sig, skal det bemærkes, således som det fremgår af undersøgelsen af klagepunktet om tilsidesættelse af uskyldsformodningen, at forligsafgørelsen ikke påvirkede sagsøgernes interesser mærkbart som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 161 ovenfor, eftersom Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, i forligsafgørelsen ikke foretog en retlig kvalificering af faktiske omstændigheder i forhold til Scania og på ingen måde foregreb denne virksomheds ansvar i den pågældende overtrædelse. Derfor udgør den omstændighed, at Scania ikke blev hørt som led i den procedure, der førte til vedtagelsen af forligsafgørelsen, ikke en tilsidesættelse af virksomhedens ret til forsvar.

163    Endelig kan sagsøgernes argument om, at der er en »åbenbar forbindelse« mellem forligsafgørelsen og den anfægtede afgørelse, fordi Kommissionen hørte forligsparterne som led i udarbejdelsen af den ikke-fortrolige version af den anfægtede afgørelse med henblik på offentliggørelsen heraf, heller ikke tages til følge. For det første har sagsøgerne nemlig ikke forklaret, hvorledes en sådan »åbenbar forbindelse« underbygger deres udsagn fremsat inden for rammerne af det første anbringende. For det andet tillagde Kommissionen herved, således som den har anført, under alle omstændigheder den retspraksis, der følger af dom af 12. oktober 2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen (T-474/04, EU:T:2007:306), virkning, idet den gav forligsparterne mulighed for at påberåbe sig, at visse oplysninger vedrørende dem var fortrolige, idet de, selv om de ikke var adressater for den anfægtede afgørelse, imidlertid omtaltes heri.

164    På samme måde kan sagsøgerne ikke hensigtsmæssigt gøre gældende, at en simpel teknisk fejl, som bevirkede, at det link, der på Kommissionens websted, i rubrikken vedrørende den anfægtede afgørelse, ledte til forligsafgørelsen, gør det muligt at antage, at der er påvist en forbindelse mellem de to afgørelser, således at der heraf kan drages en konklusion vedrørende Scanias ansvar i henhold til artikel 101 TEUF.

165    Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes.

2.      Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af chartrets artikel 48, stk. 2, og artikel 27, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003

166    Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar i strid med chartrets artikel 48, stk. 2, og artikel 27, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003, idet den gav dem afslag på fuld aktindsigt i de svar, som [fortroligt] og [fortroligt] afgav svar på klagepunktsmeddelelsen, selv om det efter sagsøgernes opfattelse er sandsynligt, at disse svar indeholdt diskulperende beviser i forhold til andre parter, herunder Scania, end dem, der fremgår af de uddrag af disse svar, som høringskonsulenten gav virksomheden aktindsigt i.

167    Sagsøgerne har nemlig anført, at [fortroligt] og [fortroligt] benyttede deres svar på klagepunktsmeddelelsen til at anfægte Kommissionens argumenter i forhold til disse, hvilket ses af de uddrag, som Scania fik tilladelse til at gennemgå. Sagsøgerne har gjort gældende, at det forhold, at Kommissionen delvist skiftede mening med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt svarene fra [fortroligt] og [fortroligt] var belastende eller diskulperende, skaber tvivl om, hvorvidt der var grundlag for afslaget på fuld aktindsigt i disse svar.

168    Med støtte i retspraksis har Kommissionen bestridt sagsøgernes argumenter, idet de ikke har påvist, at afslaget på at indrømme Scania fuld aktindsigt i de svar, som [fortroligt] og [fortroligt] afgav på klagepunktsmeddelelsen, og som ikke udgør forberedende sagsakter i egentlig forstand, skadede deres effektive udøvelse af retten til forsvar, navnlig retten til at konsultere dokumenter, der kan indeholde diskulperende beviser vedrørende virksomheden.

169    Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 160 ovenfor, udgør overholdelsen af retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, bl.a. bøder eller tvangsbøder, et grundlæggende EU-retligt princip, som er blevet fastsat i chartrets artikel 48, stk. 2. Dette princip skal iagttages fuldt ud, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter.

170    Det følger af artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at »[d]e deltagende parters ret til forsvar skal sikres fuldt ud i procedureforløbet«, og at »[d]e har ret til indsigt i Kommissionens sagsakter med forbehold af virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres«.

171    Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til forsvar indebærer, at den berørte person under den administrative procedure har fået lejlighed til at tage stilling dels til, om de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels til de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse af traktaten (jf. dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

172    Som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar indebærer retten til aktindsigt, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger (dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 68).

173    Det skal i denne henseende bemærkes, at det først er i begyndelsen af den administrative kontradiktoriske fase, at den berørte virksomhed gennem klagepunktsmeddelelsen bliver underrettet om alle de væsentlige omstændigheder, som Kommissionen støtter sig på på dette trin af proceduren, og at virksomheden har ret til aktindsigt for at sikre en effektiv udøvelse af sin ret til forsvar. Følgelig er de andre karteldeltagende parters svar på klagepunktsmeddelelsen i princippet ikke inkluderet i den samling af dokumenterne i de forberedende sagsakter, som parterne kan konsultere (dom af 14.5.2020, NKT Verwaltung og NKT mod Kommissionen, C-607/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:385, præmis 263, og af 30.9.2009, Hoechst mod Kommissionen, T-161/05, EU:T:2009:366, præmis 163).

174    Hvis Kommissionen agter at anvende et uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, med henblik på at føre bevis for en overtrædelse i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, skal de øvrige parter i proceduren dog have mulighed for at udtale sig om et sådant bevis. I så fald udgør det pågældende uddrag af svaret på en klagepunktsmeddelelse eller det dokument, der er vedlagt svaret, nemlig belastende materiale i forhold til de forskellige virksomheder, som angiveligt deltog i overtrædelsen (dom af 14.5.2020, NKT Verwaltung og NKT mod Kommissionen, C-607/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:385, præmis 264; jf. ligeledes dom af 30.9.2009, Hoechst mod Kommissionen, T-161/05, EU:T:2009:366, præmis 164 og den deri nævnte retspraksis).

175    Hvis et sådant uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, kan være relevant for en virksomheds forsvar, eftersom uddraget eller dokumentet giver virksomheden mulighed for at påberåbe sig beviser, der ikke stemmer overens med de følgeslutninger, som Kommissionen er nået frem til i denne fase, udgør uddraget eller dokumentet ud fra en analog betragtning et diskulperende bevis. Den pågældende virksomhed skal i så fald have mulighed for at undersøge uddraget eller dokumentet og udtale sig herom (dom af 12.7.2011, Mitsubishi Electric mod Kommissionen, T-133/07, EU:T:2011:345, præmis 43).

176    Det blotte forhold, at andre virksomheder har påberåbt sig de samme argumenter som den berørte virksomhed, og at de i givet fald har anvendt flere ressourcer på deres forsvar, er ikke tilstrækkeligt til at anse disse argumenter for diskulperende forhold (jf. i denne retning dom af 27.9.2006, Jungbunzlauer mod Kommissionen, T-43/02, EU:T:2006:270, præmis 353 og 355).

177    Med hensyn til følgerne af en aktindsigt, der ikke overholder disse regler, skal den berørte virksomhed for så vidt angår den situation, hvor et diskulperende dokument ikke er blevet fremlagt, godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens afgørelse til skade for virksomheden. Det er tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt det pågældende diskulperende dokument til sit forsvar i den forstand, at hvis den kunne have henvist til det under den administrative procedure, havde den kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de følgeslutninger, som Kommissionen var nået frem til i denne fase, og havde således på den ene eller den anden måde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i en eventuel afgørelse, i det mindste hvad angår grovheden og varigheden af den adfærd, som virksomheden blev kritiseret for, og dermed på bødeniveauet (dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 74 og 75).

178    Muligheden for, at et ikke-udleveret dokument har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens afgørelse, kan kun godtgøres efter en foreløbig undersøgelse af visse beviser, der sandsynliggør, at de ikke-udleverede dokumenter – i forhold til disse beviser – har kunnet have en betydning, som ikke burde være overset (dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 76).

179    Det påhviler imidlertid sagsøgeren at angive et første holdepunkt for, at de dokumenter, som ikke er blevet fremlagt, ville have været relevante for dennes forsvar (jf. dom af 14.3.2013, Fresh Del Monte Produce mod Kommissionen, T-587/08, EU:T:2013:129, præmis 690 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 14.5.2020, NKT Verwaltung og NKT mod Kommissionen, C-607/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:385, præmis 265 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgeren skal bl.a. angive, hvilket potentielt diskulperende materiale det drejer sig om, eller fremføre noget, der gør det sandsynligt, at et sådant materiale findes, og dermed godtgøre, på hvilken måde det er relevant for den foreliggende sag (jf. dom af 16.6.2011, Heineken Nederland og Heineken mod Kommissionen, T-240/07, EU:T:2011:284, præmis 257 og den deri nævnte retspraksis).

180    Det skal i betragtning af disse principper undersøges, om Kommissionens afslag på fuld aktindsigt i svarene afgivet af [fortroligt] og [fortroligt] på klagepunktsmeddelelsen i det foreliggende tilfælde kunne skade sagsøgernes ret til forsvar, for så vidt som de ikke fik en passende aktindsigt i potentielt diskulperende beviser, således som de har gjort gældende.

181    Det skal i denne henseende bemærkes, således som Kommissionen har anført, at der er forskel mellem aktindsigt i Kommissionens sagsakter vedrørende et omhandlet kartel, alt efter hvornår dokumentet er blevet tilføjet sagsakterne, således som det ligeledes fremgår af punkt 27 i Kommissionens meddelelse om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter […] artikel [101 TEUF] og [102 TEUF], EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT 2005, C 325, s. 7). Selv om de berørte parter med henblik på en effektiv udøvelse af deres ret til forsvar har ret til at konsultere de forberedende sagsakter, som de foreligger på tidspunktet for fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, og med henblik på at kunne give et hensigtsmæssigt svar på de klagepunkter, som Kommissionen har gjort gældende over for dem på dette trin, er aktindsigten i de oplysninger, som efterfølgende er tilføjet sagsakterne, herunder andre karteldeltagende parters svar på klagepunktsmeddelelsen, hverken automatisk eller ubegrænset (jf. i denne retning dom af 14.5.2020, NKT Verwaltung og NKT mod Kommissionen, C-607/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:385, præmis 265).

182    Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at høringskonsulenten gav aktindsigt i visse passager i de svar på klagepunktsmeddelelsen, som var afgivet af [fortroligt] og [fortroligt], eftersom denne fandt, at svarene kunne indeholde diskulperende oplysninger vedrørende Scania, idet oplysningerne hidrørte fra en person, der havde ansøgt om bødefritagelse, og en virksomhed, som Kommissionen havde tilsendt en anmodning om oplysninger, hvorfor oplysningerne kunne indeholde ændringer eller tilbagekaldelse af erklæringer, som Kommissionen havde støttet sig på.

183    Sagsøgerne har dog gjort gældende, at »det er sandsynligt«, at de svar på klagepunktsmeddelelsen, som var afgivet af [fortroligt] og [fortroligt], indeholder yderligere diskulperende oplysninger, som de hensigtsmæssigt kunne have påberåbt sig som led i udøvelsen af deres ret til forsvar.

184    Det skal imidlertid fastslås, således som Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, at sagsøgerne fortsat ikke klart har angivet, hvilke potentielt diskulperende oplysninger de svar på klagepunktsmeddelelsen, som var afgivet af [fortroligt] og [fortroligt], indeholdt, og som de ikke havde modtaget efter høringskonsulentens afgørelse, og de har således ikke fremlagt noget, der gør det sandsynligt, at de findes, og dermed, på hvilken måde oplysningerne er relevante for deres forsvar som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 179 ovenfor.

185    Sagsøgerne har nemlig på ingen måde præciseret de af Kommissionens vurderinger i den anfægtede afgørelse, som kunne påvirkes, hvis de havde fået fuld aktindsigt i de svar på klagepunktsmeddelelsen, som var afgivet af [fortroligt] og [fortroligt]. De har navnlig ikke identificeret nogen følgeslutning vedrørende den ulovlige adfærd, der er udvist af Scania, som Kommissionen konkret støttede på oplysninger i ansøgningen om bødefritagelse indgivet af [fortroligt] eller i svaret på anmodningen om oplysninger fra [fortroligt], og som i givet fald kunne ændres eller tilbagekaldes af disse parter i deres svar på klagepunktsmeddelelsen.

186    Sagsøgerne har i denne henseende påberåbt sig de særlige proceduremæssige omstændigheder i den foreliggende sag, og nærmere bestemt den omstændighed, at [fortroligt] og [fortroligt], der var to forligsparter, havde tilsendt Kommissionen deres svar på klagepunktsmeddelelsen, mens forligsforhandlingerne verserede, blot nogle få uger, inden de »sandsynligvis« afgav deres forligsindlæg, og forligsafgørelsen blev vedtaget. Sagsøgerne har heraf udledt, at disse svar nødvendigvis må indeholde anfægtelser af Kommissionens argumenter i forhold til dem, hvilket ligeledes fremgår af de uddrag af de pågældende svar, som Scania fik aktindsigt i.

187    Et tilfældigt og tidsmæssigt indicium om den omstændighed, at forligsparterne besvarede klagepunktsmeddelelsen under forligsproceduren, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at påvise, at svarene indeholder nye diskulperende beviser i forhold til Scania.

188    Sagsøgerne har ikke anfægtet, at de uddrag af de pågældende svar, som høringskonsulenten gav dem aktindsigt i, indeholdt diskulperende beviser, der var relevante for deres forsvar, og har end ikke forsøgt at rejse tvivl om disse indicier ved at anføre, at de ikke-udleverede dele af nævnte svar logisk kunne indeholde andre diskulperende oplysninger, der var relevante for deres forsvar. Sagsøgernes argumenter i denne henseende er nemlig generelle og abstrakte.

189    Det følger af det ovenstående, at sagsøgerne ikke har fremført noget holdepunkt for, at de dele, som ikke er videregivet, af de svar på klagepunktsmeddelelsen, som [fortroligt] og [fortroligt] afgav, var relevante for deres forsvar. De har dermed ikke godtgjort, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar ved ikke at meddele dem de fuldstændige udgaver af de pågældende svar.

190    På denne baggrund skal det andet anbringende forkastes som ugrundet, uden at det er fornødent at vedtage den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som sagsøgerne har ønsket, med henblik på at opfordre Kommissionen til at fremlægge de fuldstændige udgaver af de pågældende svar på klagepunktsmeddelelsen.

3.      Det tredje, det fjerde, det femte, det sjette og det syvende anbringende, for så vidt som disse vedrører Kommissionens konklusion om en samlet og vedvarende overtrædelse, der kunne tilregnes Scania

a)      Indledende bemærkninger

1)      Begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse

191    Ifølge fast retspraksis kan en overtrædelse af artikel 101 TEUF foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd, selv om et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en overtrædelse af den nævnte bestemmelse. Når de berørte virksomheders forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencevilkårene inden for det indre marked, kan Kommissionen således med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed (jf. dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

192    En virksomhed, der har deltaget i en sådan samlet og kompleks overtrædelse ved egne handlinger, som falder ind under de i artikel 101, stk. 1, TEUF omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål, og som havde til formål at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, kan således også være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den. Dette er tilfældet, såfremt der er ført bevis for, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte, og at den havde kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (jf. dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

193    En virksomhed kan således have deltaget direkte i hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, i hvilket tilfælde Kommissionen med føje kan pålægge den ansvaret for hele denne adfærd og derfor den nævnte samlede overtrædelse. En virksomhed kan ligeledes have deltaget direkte i kun en del af den konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, men have haft kendskab til al den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de øvrige karteldeltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller med rimelighed kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko. I et sådant tilfælde kan Kommissionen også med føje pålægge denne virksomhed ansvaret for hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd, som en sådan overtrædelse består af, og hermed overtrædelsen i sin helhed (dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 43).

194    Hvis en virksomhed derimod var direkte involveret i et eller flere af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, men det ikke er godtgjort, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til samtlige de fælles mål, som de øvrige karteldeltagere forfulgte, og at den havde kendskab til al den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de nævnte deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, kan Kommissionen kun med føje pålægge virksomheden ansvaret for den adfærd, som den direkte har deltaget i, og den adfærd, som de øvrige deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, som virksomheden forfulgte, og hvorom det er godtgjort, at virksomheden havde kendskab til eller med rimelighed kunne forudse adfærden og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 44).

195    Endelig har Domstolen præciseret, at det med henblik på at kvalificere forskellige former for adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse ikke skal kontrolleres, om de fremstod som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skulle bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence og gennem et samspil bidrog til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles mål. Betingelsen om et fælles mål indebærer derimod, at det skal efterprøves, om der foreligger forhold, som kendetegner de forskellige former for adfærd, der er en del af overtrædelsen, som kan indikere, at den adfærd, der er materielt gennemført af andre virksomheder, ikke har det samme mål eller den samme konkurrencebegrænsende virkning, og som dermed ikke er en del af en »samlet plan«, som følge af deres identiske formål, som er at fordreje konkurrencevilkårene inden for det indre marked (jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Siemens m.fl. mod Kommissionen, C-239/11 P, C-489/11 P og C-498/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:866, præmis 247 og 248).

196    Som det ses af den retspraksis, der er nævnt i præmis 191 og 192 ovenfor, er tre elementer afgørende for, at det kan konkluderes, at en virksomhed har deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse. Det første vedrører selve forekomsten af en samlet og vedvarende overtrædelse. De forskellige former for adfærd skal indgå i en »samlet plan« og have et fælles mål. Det andet og det tredje element vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed kan drages til ansvar for den samlede og vedvarende overtrædelse. Denne virksomhed skal ved sin egen adfærd have haft til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte. Den skal endvidere have haft kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller den skal med rimelighed have kunnet forudse den og have været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (dom af 24.9.2019, HSBC Holdings m.fl. mod Kommissionen, T-105/17, under appel, EU:T:2019:675, præmis 208; jf. ligeledes i denne retning dom af 16.6.2011, Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, T-204/08 og T-212/08, EU:T:2011:286, præmis 37).

2)      Bevisbyrde og bevisniveau

197    For så vidt som kvalificeringen af en samlet og vedvarende overtrædelse bevirker, at en virksomhed tilregnes deltagelse i en overtrædelse af konkurrenceretten, skal det bemærkes, at det på det konkurrenceretlige område tilkommer Kommissionen i tilfælde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger (jf. dom af 22.11.2012, E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

198    For at fastslå en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, er det nødvendigt, at Kommissionen tager hensyn til vægtige, præcise og samstemmende beviser. Hvert enkelt af de af sidstnævnte fremlagte beviser skal dog ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier for hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som nævnte institution har påberåbt sig, bedømt i deres helhed, opfylder dette krav (jf. dom af 1.7.2010, Knauf Gips mod Kommissionen, C-407/08 P, EU:C:2010:389, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

199    Når Kommissionen i øvrigt har påberåbt sig dokumentbeviser til støtte for sin konstatering af, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten, påhviler det de omhandlede virksomheder ikke alene at fremlægge et sandsynligt alternativ til Kommissionens opfattelse, men tillige at påvise, at de beviser, som denne har anvendt i den anfægtede afgørelse, er utilstrækkelige til at bevise den formodede overtrædelse (jf. dom af 16.6.2015, FSL m.fl. mod Kommissionen, T-655/11, EU:T:2015:383, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis).

200    Såfremt der hos retsinstansen fortsat er en tvivl, skal dette endvidere komme den virksomhed til gode, der er adressat for afgørelsen, hvorved en overtrædelse fastslås (dom af 16.2.2017, Hansen & Rosenthal og H&R Wax Company Vertrieb mod Kommissionen, C-90/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:123, præmis 18). Det skal bemærkes, at uskyldsformodningen er et almindeligt EU-retligt princip, der nu er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 1. Dette princip finder anvendelse på sager vedrørende overtrædelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til, at der pålægges bøder eller tvangsbøder (jf. præmis 108 ovenfor).

3)      Den anfægtede afgørelse

201    I den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at Scania og forligsparterne forfulgte en fælles plan, hvis samlede konkurrencebegrænsende formål bestod i en begrænsning af konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS. Dette formål blev nået gennem praksis, som reducerede graden af strategisk usikkerhed mellem parterne for så vidt angår fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af lastbiler, der opfyldte miljøstandarderne (317. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen præciserede følgende vedrørende udvekslingerne mellem parterne:

–        Udvekslingerne var forbundet med de påtænkte ændringer af bruttopriserne og bruttoprislisterne samt, lejlighedsvis, de påtænkte ændringer af nettopriserne eller rabatterne til kunderne og tidsrammen for disse ændringer.

–        Udvekslingerne var forbundet med tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af de teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var påkrævet ved standard Euro 3 til Euro 6.

–        Udvekslingerne var en metode til at dele andre konkurrencemæssigt følsomme oplysninger, såsom oplysninger vedrørende leveringsfrister, ordrer, lagerbeholdning, andele på målmarkedet, aktuelle nettopriser, rabatter, bruttoprislister (selv før disses ikrafttræden) og lastbilskonfiguratorer.

202    Kommissionen fandt, at den ovennævnte adfærd indgik i en fælles plan med et samlet konkurrencebegrænsende formål af fem grunde, som er detaljeret angivet i præmis 452-462 nedenfor. Disse grunde vedrørte bl.a. den omstændighed, at de konkurrencebegrænsende kontakter angik de samme varer, nemlig mellemtunge og tunge lastbiler, og den samme gruppe af lastbilproducenter, at arten af de delte oplysninger (oplysninger om priser og om tidsrammen for indførelse af lastbiltyper, der var i overensstemmelse med specifikke miljøstandarder) var de samme under hele overtrædelsens varighed, at de konkurrencebegrænsende kontakter foregik ofte og systematisk, og at arten, omfanget og målsætningen med kontakterne var det samme under hele overtrædelsens varighed, selv om niveauet og det interne ansvar for de ansatte, der deltog i kontakterne, udviklede sig i løbet af overtrædelsen.

4)      Sagsøgernes argument om, at begrebet samlet og vedvarende overtrædelse forudsætter, at Kommissionen identificerer flere overtrædelser, som er åbenbart gensidigt forbundne

203    I replikken har sagsøgerne gjort gældende, at anvendelsen af begrebet samlet og vedvarende overtrædelse forudsatte, at Kommissionen identificerede flere overtrædelser, der var åbenbart gensidigt forbundne. Sagsøgerne har anført, at en samlet og vedvarende overtrædelse ikke kan omfatte adfærd, som ikke i sig selv udgør en overtrædelse.

204    Med udgangspunkt heri har sagsøgerne for det første gjort gældende, at Kommissionen skulle have vurderet beviserne om hvert kontaktniveau særskilt med henblik på at fastslå, om hvert niveau udgjorde en overtrædelse, og i bekræftende fald fastlægge rækkevidden heraf og det forfulgte konkurrencebegrænsende formål. For det andet skulle Kommissionen have vurderet, om de pågældende overtrædelser skulle anses for at være en samlet overtrædelse som helhed, idet de fulgte en samlet plan med et samlet konkurrencebegrænsende formål. For det tredje skulle Kommissionen udelukkende i sidste ende have vurderet den samlede og vedvarende overtrædelses tidsmæssige og geografiske udstrækning på grundlag af beviserne betragtet i deres helhed. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen så bort fra de to første trin og, idet den konstaterede en samlet og vedvarende overtrædelse, begrundede dette med at tillægge kontakterne på lavere hovedkontorniveau og møderne på tysk niveau samme karakter og rækkevidde som den, der tillagdes kontakterne på topledelsesniveauet. Herved konstaterede Kommissionen en samlet og vedvarende overtrædelse, hvor denne ikke forelå.

205    Sagsøgernes argumentation i denne henseende, som skal undersøges inden gennemgangen af det tredje, det fjerde, det femte, det sjette og det syvende anbringende, skal forkastes.

206    Grundlaget for denne argumentation, hvorefter en samlet og vedvarende overtrædelse skal omfatte adfærd, der isoleret set skal udgøre en overtrædelse af artikel 101 TEUF, finder nemlig ikke støtte i Unionens retsinstansers praksis. Som det tidligere er bemærket, præciseres i denne retspraksis, at en overtrædelse af artikel 101 TEUF kan foreligge ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd, »selv om et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en overtrædelse af den nævnte bestemmelse« (jf. præmis 191 ovenfor).

207    Domstolen har fastslået, at når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencevilkårene inden for det indre marked, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed (dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 258).

208    Det fremgår af denne retspraksis, at konstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse ikke nødvendigvis forudsætter, at Kommissionen har påvist flere overtrædelser, der hver især henhører under artikel 101 TEUF, men at den godtgør, at de forskellige handlinger, den har identificeret, indgår i en samlet plan, der har til formål at opnå et samlet konkurrencebegrænsende mål. Kommissionens påvisning af en sådan plan og af de ovennævnte handlingers tilknytning til nævnte plan er således af særlig betydning.

209    Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at begrebet samlet overtrædelse bl.a. vedrører en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse, der består i en fortsat adfærd, der forfølger et enkelt økonomisk mål om at fordreje konkurrencevilkårene (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Campine og Campine Recycling mod Kommissionen, T-240/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:778, præmis 269 og den deri nævnte retspraksis).

210    I det foreliggende tilfælde står det fast, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke kvalificerede handlingerne inden for hvert af de tre kontaktniveauer som overtrædelser af artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS. Den fandt derimod, at disse handlinger samlet set indgik i en samlet plan, der tilsigtede at nå et samlet konkurrencebegrænsende formål om at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS. For at nå frem til denne konklusion og i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 195 ovenfor, fremførte Kommissionen fem elementer, som var kendetegnende for de ovennævnte handlinger, og som er gengivet i præmis 202 ovenfor. Henset til analysen i præmis 206-208 ovenfor er Kommissionens fremgangsmåde ikke behæftet med en fejl.

211    Det fremgår af ovenstående betragtninger, at sagsøgernes argumentation skal forkastes, for så vidt som den er støttet på den urigtige forudsætning om, at anvendelsen af begrebet samlet og vedvarende overtrædelse kræver, at Kommissionen identificerer flere overtrædelser. Undersøgelsen af det tredje, det fjerde, det femte, det sjette og det syvende anbringende nedenfor gør det muligt for Retten bl.a. at efterprøve, om der var grundlag for Kommissionens konklusion om, at de forskellige handlinger, der var identificeret i den anfægtede afgørelse, indgår i en samlet plan om at nå et samlet konkurrencebegrænsende formål, hvilket udgør en samlet og vedvarende overtrædelse.

b)      Det tredje anbringende vedrørende en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som udvekslingen af oplysninger på lavere hovedkontorniveau blev anset for at udgøre en overtrædelse af disse bestemmelser

212    Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgerne fremført to klagepunkter. For det første har de foreholdt Kommissionen, at den fandt, at de tre niveauer af hemmelige kontakter var indbyrdes forbundet, herunder det lavere hovedkontorniveau med de øvrige niveauer (det første klagepunkt). I denne forbindelse har de gjort gældende, at der ikke blev afholdt noget fælles møde på disse niveauer, som virkede adskilt fra hinanden. For det andet har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den med støtte i bl.a. den angivelige forbindelse mellem de tre ovennævnte niveauer fandt, at de hemmelige kontakter på lavere hovedkontorniveau udgjorde en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (det andet klagepunkt).

213    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

214    Inden de to ovennævnte klagepunkter behandles, skal der henvises til relevante passager i den anfægtede afgørelse.

1)      Den anfægtede afgørelse

215    I 213. betragtning til den anfægtede afgørelse i den del, der vedrører undersøgelsen af spørgsmålet, om der forelå aftaler og samordnet praksis som omhandlet i artikel 101 TEUF, anførte Kommissionen, at karteldeltagerne var i kontakt på forskellige niveauer, og at disse forskellige niveauer af og til havde fælles møder, eksempelvis med hensyn til de ansatte på lavere hovedkontorniveau og de ansatte på tysk niveau. I ovennævnte 213. betragtning præciserede Kommissionen, at disse kontakter var indbyrdes forbundet af deres indhold, dato, henvisningerne foretaget mellem kontakterne og overførslen af de indhentede oplysninger, idet den i denne henseende gav eksempler på overførsel af oplysninger, der var udvekslet på tysk niveau, til karteldeltagernes respektive hovedkontorer.

216    I 315.-317. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse, idet den fandt, at samtlige hemmelige kontakter, som var omtalt i den anfægtede afgørelses punkt 6.2 (og som henhørte under de tre niveauer), anført i kronologisk rækkefølge, fulgte en fælles plan, hvis samlede konkurrencebegrænsende formål var at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS. Ifølge Kommissionen blev dette formål nået gennem praksis, som reducerede graden af strategisk usikkerhed mellem parterne for så vidt angår fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af lastbiler, der opfyldte miljøstandarderne (317. betragtning til den anfægtede afgørelse).

217    I 327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen med henblik på at underbygge konklusionen om, at flytningen af udvekslingerne fra topledelsesniveauet til det tyske niveau ikke havde påvirket overtrædelsens vedvarende karakter, til grund, at der havde været en betydelig tidsmæssig overlapning mellem de møder, der blev afholdt på de forskellige niveauer. Kommissionen anførte, at der på trods af afbrydelsen i september 2004 af kontakterne på topledelsesniveauet fortsat blev afholdt kontakter på de to andre niveauer. Navnlig i perioden 2003-2007 organiseredes fælles møder og kontakter mellem konkurrenterne på lavere hovedkontorniveau og på det tyske niveau, og ofte deltog hovedkontorets ansatte i møderne på det tyske niveau og omvendt. Kommissionen anførte ligeledes, at parterne på det lavere hovedkontorniveau gentagne gange drøftede de oplysninger, som skulle udveksles, og på hvilket niveau.

2)      Det første klagepunkt

218    Med hensyn til sagsøgernes første klagepunkt om »forbindelserne« mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter skal det fastslås, at Kommissionen anførte følgende elementer, der påviste sådanne forbindelser: Deltagerne i de tre niveauer var ansat i de samme virksomheder, dvs. Scania og forligsparterne, udvekslingerne på hvert niveau havde samme indhold, der var en tidsmæssig overlapning mellem møderne på de forskellige niveauer, niveauerne henviste til hinanden og udvekslede de indhentede oplysninger, der afholdtes af og til fælles kontakter og møder mellem de forskellige niveauer, hvorved Kommissionen specifikt henviste til de fælles kontakter og møder mellem ansatte på lavere hovedkontorniveau og ansatte på det tyske niveau i de pågældende virksomheder [jf. 213. og 327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse].

219    Sagsøgernes klagepunkt er bl.a. støttet på den omstændighed, at der ikke var kontakter eller fælles møder mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter.

220    Det skal i denne henseende for det første bemærkes, således som det fremgår af præmis 215 og 217 ovenfor og i øvrigt af Kommissionens præciseringer i svarskriftets punkt 122, at denne institution ikke støttede konstateringen af, at niveauerne af hemmelige kontakter var indbyrdes forbundne, på den omstændighed, at der var kontakter eller fælles møder mellem topledelsesniveauet og det lavere hovedkontorniveau og mellem topledelsesniveauet og det tyske niveau. Kommissionen støttede sig alene på, at der var kontakter og fælles møder mellem det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau. Sagsøgernes argumentation med henblik på at godtgøre, at der ikke var kontakter og fælles møder mellem topledelsesniveauet og det lavere hovedkontorniveau og mellem topledelsesniveauet og det tyske niveau, er således uvirksom.

221    For det andet skal det bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse lagde til grund, at der var fælles kontakter og fælles møder mellem det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau, navnlig i perioden 2003-2007 [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse]. Det fremgår af den anfægtede afgørelse, at dette element var et af de elementer, som Kommissionen støttede sig på for at konkludere, at overtrædelsen var vedvarende.

222    Hvad angår Kommissionens konstatering fremgår det af sagsakterne, at møderne på det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau ofte var organiseret på samme tidspunkt og sted med henblik på forberedelsen af handelsmesser, og at deltagerne på det lavere hovedkontorniveau var oplyst om indholdet af udvekslingerne på det tyske niveau, at de videresendte dette indhold inden for deres respektive virksomheder, og at de mere generelt var i kontakt med deltagerne i udvekslingerne på det tyske niveau.

223    Retten henviser i denne henseende navnlig til de beviser, der er fremført i 137. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørende et møde mellem konkurrenterne den 24. august 2004 i München (Tyskland). Ifølge [fortroligt] deltog de ansatte på lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau i dette møde. For Scania deltog A i det lavere hovedkontorniveau og B i det tyske niveau. Under dette møde blev der udvekslet oplysninger vedrørende fremtidige prisforhøjelser på det tyske marked og vedrørende tidspunkterne for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med miljøstandarderne. En power point-præsentation, som var udarbejdet af [fortroligt], og som er omtalt i 137. betragtning til den anfægtede afgørelse, viser, at de oplysninger, der blev udvekslet ved mødet den 24. august 2004, blev videresendt til [fortroligt]’s hovedkontor.

224    Retten henviser ligeledes til de beviser, som er anført i 147. betragtning til den anfægtede afgørelse, og som godtgør, at de ansatte på lavere hovedkontorniveau var underrettet om indholdet af de udvekslinger om priser, som fandt sted på det tyske niveau under et møde mellem konkurrenterne i München den 4. og 5. juli 2005. Retten henviser nærmere bestemt til en e-mail afsendt af C fra det lavere hovedkontorniveau hos [fortroligt] til ansatte fra andre konkurrerende virksomheder, som ligeledes tilhørte det lavere hovedkontorniveau. I denne e-mail anførte C under henvisning til de ovennævnte møder den 4. og 5. juli 2005, bl.a., at [fortroligt] under dette møde havde forelagt konkurrenterne oplysninger om de aktuelle prislister for [fortroligt] (støttet på det tyske marked), og anmodede bl.a. adressaterne for denne e-mail om at gøre det samme. Den ansatte fra hovedkontoret hos [fortroligt], som var en af adressaterne for den ovennævnte e-mail, svarede, at vedkommendes virksomhed ønskede at fastholde udvekslingerne om priser på markedsniveau (dvs. på det tyske niveau), og angav navnene på de ansatte i [fortroligt], som skulle kontaktes som led i denne udveksling. E-mailen fra C blev ligeledes tilsendt D fra det lavere hovedkontorniveau i Scania, som havde deltaget i det ovennævnte møde den 4. og 5. juli 2005. Det fremgår af sagsakterne, at D ikke modtog ovennævnte e-mail, idet vedkommendes navn var stavet forkert (jf. 147. betragtning til den anfægtede afgørelse). Når dette er sagt, viser e-mailen fra C, at de ansatte på lavere hovedkontorniveau, herunder Scanias ansatte, var bekendt med de udvekslinger om priser, som havde fundet sted under det ovennævnte møde den 4. og 5. juli 2005.

225    Retten bemærker endvidere, at visse ansatte i de deltagende virksomheder deltog i møderne på det tyske niveau, samtidigt med. at de henhørte under hovedkontoret, hvilket underbygger Kommissionens konklusion om, at der var en forbindelse mellem det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau. Retten henviser bl.a. til tilfældet med C fra [fortroligt] og E fra [fortroligt]. Disse ansatte var aktive og organiserede udveksling på det tyske niveau, selv om de henhørte under hovedkontoret.

226    Det følger af det ovenfor anførte, at Kommissionens konstatering om, at der var kontakter mellem det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau, er godtgjort i tilstrækkelig grad.

227    For det tredje har sagsøgerne inden for rammerne af dette anbringende ligeledes anfægtet Kommissionens udsagn i 213. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter niveauerne for hemmelige kontakter tydeligvis henviste til hinanden, og i 327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse, hvorefter karteldeltagerne på lavere hovedkontorniveau gentagne gange drøftede de oplysninger, der skulle udveksles, og på hvilket niveau.

228    Kommissionens udsagn er godtgjort i tilstrækkelig grad. Det fremgår nemlig bl.a. af de beviser, der er anført i 116. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørende et møde mellem konkurrenterne på det lavere hovedkontorniveau den 3. og 4. juli 2001, at hovedkontorets ansatte var bekendt med indholdet af udvekslingerne på det tyske niveau, at de mente, at udvekslingerne gik »for langt«, og at de var »potentielt farlige«. Det fremgår af de beviser, der er anført i 117. betragtning til den anfægtede afgørelse, at konkurrenterne under det ovennævnte møde den 3. og 4. juli 2001, aftalte i fremtiden at foretage udveksling på lavere hovedkontorniveau af oplysninger af varer og tekniske data, men ikke af prisoplysninger eller komparative data. Det fremgår desuden af de beviser, der er anført i 147. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 224 ovenfor), at de ansatte på det lavere hovedkontorniveau drøftede, hvilket oplysninger der skulle udveksles på hvilket niveau, og at visse af disse ansatte i denne forbindelse udtrykte ønske om, at udvekslingerne om priser alene fandt sted på det tyske niveau.

229    Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgerne inden for rammerne af dette anbringende ikke har formået at rejse tvivl om Kommissionens konstateringer, der navnlig fremgår af 213. betragtning og 327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse, vedrørende forbindelsen mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter. Som det er bemærket ovenfor, påberåbte Kommissionen sig en række oplysninger, der godtgør forbindelsen mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter (jf. præmis 218 ovenfor), som ikke er blevet anfægtet – nemlig at deltagerne var ansatte fra de samme virksomheder, at der var en tidsmæssig overlapning mellem de møder, der blev afholdt på de tre forskellige niveauer af hemmelige kontakter – eller som er blevet anfægtet, uden at der inden for rammerne af dette anbringende er rejst tvivl herom, nemlig at der var kontakter mellem de ansatte på et lavere niveau i de respektive hovedkontorer for parterne i kartellet og de ansatte på tysk niveau. Henset til disse forhold er det Rettens opfattelse, at de tre niveauer af hemmelige kontakter var indbyrdes forbundet, og at de ikke virkede adskilt og uafhængigt af hinanden.

3)      Det andet klagepunkt

230    Med hensyn til sagsøgernes andet klagepunkt (jf. præmis 212 ovenfor) skal det bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke kvalificerede de hemmelige kontakter på det lavere hovedkontorniveau (eller i øvrigt de hemmelige kontakter på de to andre niveauer isoleret set) som en overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS, men at den fandt, at kontakterne på de tre niveauer samlet set indgik i en samlet og vedvarende overtrædelse, idet de forfulgte en fælles plan med konkurrencebegrænsende formål om at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS gennem bl.a. udvekslinger, der reducerede graden af strategisk usikkerhed for så vidt angår fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af teknologi for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, der er pålagt ved standarderne Euro 3 til Euro 6 (317. betragtning til den anfægtede afgørelse).

231    Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen ikke havde pligt til at kvalificere udvekslingerne på det lavere hovedkontorniveau isoleret set som en særskilt overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS med henblik på at konstatere en samlet og vedvarende overtrædelse (jf. præmis 208 ovenfor).

232    Det følger af det ovenfor anførte, at sagsøgernes klagepunkt er støttet på den urigtige forudsætning om, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse kvalificerede udvekslingerne på det lavere hovedkontorniveau som en overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 EØS. Når dette er sagt og på trods af denne urigtige forudsætning, skal det, henset til betragtningerne i præmis 208-211 ovenfor, og i lyset af sagsøgernes argumentation undersøges, i hvilket omfang udvekslingerne på det lavere hovedkontorniveau bidrog til virkeliggørelsen af den fælles plan, der er nævnt i præmis 230 ovenfor.

233    Det skal i denne henseende for det første bemærkes, således som det er fastslået som led i behandlingen af det første klagepunkt, at deltagerne i det lavere hovedkontorniveau var underrettet om indholdet af udvekslingerne på det tyske niveau, at de videresendte dette indhold inden for deres respektive virksomheder, og at de mere generelt var i kontakt med deltagerne i udvekslingerne på det tyske niveau (jf. præmis 222 ovenfor). Det ses således, at de ansatte på det lavere hovedkontorniveau, eftersom de havde tilknytning til udvekslinger, der reducerede graden af strategisk usikkerhed for så vidt angår fremtidige priser og tidspunkterne for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med miljøstandarderne, bidrog til virkeliggørelsen af den ovennævnte fælles plan.

234    For det andet godtgør de beviser, der er anført i 144. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørende et møde mellem konkurrenterne på det lavere hovedkontorniveau den 3. og 4. februar 2005 i Lyon (Frankrig), at [fortroligt] under dette møde underrettede de andre producenter, herunder Scania, om den fremtidige forhøjelse på 5% af prisen på en af de lastbiltyper, som denne fremstillede. Det skal bemærkes, at sagsøgerne har gjort gældende, at disse oplysninger var offentligt tilgængelige på tidspunktet for det ovennævnte møde, og at de til støtte herfor i forbindelse med replikken og nogle dage inden retsmødet har fremlagt en artikel fra den elektroniske udgave af et specialiseret tidsskrift af 4. februar 2005. Uanset formaliteten med hensyn til dette bevis fastslår Retten, at den ovennævnte artikel ikke godtgør, at der er grundlag for sagsøgernes udsagn, for så vidt som rækkevidden af de oplysninger, som [fortroligt] meddelte under mødet den 3. og 4. februar 2005, var videre end rækkevidden af oplysningerne i den ovennævnte artikel, som omtalte en forhøjelse af prisen på en lastbiltype fra [fortroligt] alene på markedet i Det Forenede Kongerige.

235    De prisoplysninger, som [fortroligt] meddelte under mødet den 3. og 4. februar 2005 på det lavere hovedkontorniveau, godtgør, at udvekslingerne på dette niveau, uanset om de udgør en overtrædelse af konkurrencereglerne, bidrog til virkeliggørelsen af den fælles plan, der er omtalt i præmis 230 ovenfor, for så vidt som disse oplysninger viser, at udvekslingerne også vedrørte spørgsmål om priser på lastbiler og ikke kun tekniske problemstillinger.

236    For det tredje fremgår det af en intern e-mail fra [fortroligt], afsendt af F fra denne virksomheds lavere hovedkontorniveau, som er anført i 146. betragtning til den anfægtede afgørelse og vedrører mødet mellem konkurrenterne den 4. og 5. juli 2005, at de ansatte på det lavere hovedkontorniveau, herunder ansatte i Scanias hovedkontor, udvekslede oplysninger om bl.a. tidspunktet for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med miljøstandarderne Euro 4 og Euro 5. Eksempelvis underrettede F i den ovennævnte e-mail sine kolleger om den omstændighed, der blev fremført under mødet den 4. og 5. juli 2005, at Scania »[ville] fremvise et fuldstændigt udbud af motorer i overensstemmelse med [standarden] Euro 4 (og nogle motorer i overensstemmelse med [standarden] Euro 5) ved begivenheden hos [foreneligt]«, og at Scania allerede havde modtaget 2 000 ordrer på motorer i overensstemmelse med standard Euro 4. F underrettede f.eks. ligeledes sine kolleger om, at det fremgik af oplysningerne fremlagt af [fortroligt] under det ovennævnte møde, at virksomhedens kunder ikke gjorde indsigelse mod forhøjelsen af priserne i forbindelse med indførelsen af Euro 5-standarden, og at der allerede var solgt 6 000 lastbiler, der var forenelige med denne standard. Indholdet af udvekslingen af oplysninger på det lavere hovedkontorniveau under mødet den 4. og 5. juli 2005 viser også, at udvekslingen på det lavere hovedkontoniveau bidrog til virkeliggørelsen af den fælles plan, der er nævnt i præmis 230 ovenfor, for så vidt som den godtgør, at de nævnte udvekslinger ligeledes vedrørte spørgsmål om tidspunktet for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med specifikke miljøstandarder.

237    For det fjerde skal det bemærkes, at deltagerne på de tre niveauer af hemmelige kontakter var ansatte fra de samme virksomheder, at møderne på det lavere hovedkontorniveau tidsmæssigt overlappede møderne med to andre niveauer, og at der var kontakter mellem de ansatte på det lavere hovedkontorniveau og de ansatte på det tyske niveau (jf. præmis 218 og 229 ovenfor).

238    På grundlag af disse forhold skal det fastslås, at udvekslingen af oplysninger på det lavere hovedkontorniveau bidrog til virkeliggørelsen af den fælles plan, der er omtalt i præmis 230 ovenfor, og at Kommissionen dermed med føje kunne tage hensyn hertil med henblik på konstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse.

239    På baggrund af de ovenstående betragtninger skal dette anbringende forkastes.

c)      Det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som Kommissionen fandt, at sagsøgerne havde indgået en aftale eller deltaget i samordnet praksis med hensyn til tidsrammen for indførelsen af teknologi for emissionskontrol

240    Sagsøgernes argumentation inden for rammerne af dette anbringende består af tre led.

1)      Det fjerde anbringendes første led om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

241    Sagsøgerne har gjort gældende, at ræsonnementet i den anfægtede afgørelse ikke gav dem mulighed for at forstå karakteren og rækkevidden af den overtrædelse, som de blev tilregnet. For det første fremgår det nemlig af den anfægtede afgørelses artikel 1, at Kommissionen fandt, at sagsøgerne havde begået en overtrædelse ved bl.a. at samordne tidsrammen for indførelse af de teknologier for emissionskontrol, som var pålagt ved standard Euro 3 til Euro 6, og at denne adfærd uden videre udgjorde en overtrædelse. For det andet synes det i den anfægtede afgørelse, i 243. og 321. betragtning hertil, ligeledes at være lagt til grund, at forholdene vedrørende den ovennævnte samordning er »forbundet« med og »supplerer« det angivelige kartel om priser og bruttopriser, hvilket således indikerer, at den blotte udveksling af oplysninger om tidspunktet for indførelse af teknologier ikke i sig selv udgør en overtrædelse.

242    Sagsøgerne har anført, at denne manglende overensstemmelse i Kommissionens ræsonnement udgør en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, og at den anfægtede afgørelse derfor skal annulleres.

243    Sagsøgerne har ligeledes foreholdt Kommissionen, at den ikke forklarede, hvorfor udvekslingen af oplysninger om tidsrammen for indførelse af teknologier for emissionskontrol udgjorde en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål.

244    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

245    Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF, udgør en væsentlig formforskrift, som skal adskilles fra spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er materielt rigtig, hvilket henhører under realiteten for så vidt angår den anfægtede retsakts lovlighed. I lyset heraf skal den begrundelse, som kræves, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Hvad særligt angår begrundelsen for individuelle afgørelser har forpligtelsen til at begrunde sådanne afgørelser således til formål, ud over at gøre det muligt at udøve en retslig kontrol, at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om afgørelsen muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes (jf. dom af 7.11.2019, Campine og Campine Recycling mod Kommissionen, T-240/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:778, præmis 321 og den deri nævnte retspraksis).

246    Begrundelseskravet skal endvidere fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, bl.a. indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for berørt af denne som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet om, hvorvidt en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 7.11.2019, Campine og Campine Recycling mod Kommissionen, T-240/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:778, præmis 322 og den deri nævnte retspraksis).

247    Den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296 TEUF, kræver endvidere, at det ræsonnement, som afgørelsen støttes på, er klart og utvetydigt. Begrundelsen for en retsakt skal således være logisk og må navnlig ikke indeholde selvmodsigelser, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for denne retsakt (jf. dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 151 og den deri nævnte retspraksis).

248    I det foreliggende tilfælde angav Kommissionen i 236. betragtning til den anfægtede afgørelse under punkt 7.2.3 med overskriften »Konkurrencebegrænsning«, at den konkurrencebegrænsende adfærd i det foreliggende tilfælde havde konkurrencebegrænsende formål på hele EØS-området.

249    I 237. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede Kommissionen, at det væsentligste aspekt ved helheden af aftaler og samordnet praksis, som kunne kvalificeres som en konkurrencebegrænsning, i det foreliggende tilfælde bestod af koordinering af priser og forhøjelser af bruttopriser gennem kontakter om priserne, tidspunktet for og de supplerende omkostninger som følge af indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med standarderne for emissionskontrol, og udveksling af konkurrencemæssigt følsomme oplysninger.

250    I 238. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at Scania havde indgået aftaler og/eller deltaget i samordning med konkurrenterne om tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 3 til Euro 6.

251    I 239. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at helheden af aftaler og samordnet praksis, som Scania havde deltaget i, havde et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF og gjorde det muligt for virksomhederne at tilpasse deres prisfastsættelsesstrategi i lyset af de oplysninger, som de modtog fra konkurrenterne.

252    I 243. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Kommissionen, at sagsøgerne, idet de drøftede tidspunktet for indførelse af nye miljøstandarder og de supplerende omkostninger forårsaget af denne nye teknologi, fik oplysninger om konkurrenternes hensigter med hensyn til bruttoprisniveauet. Det fremgår af Kommissionens forklaringer, at overvæltningen af omkostningerne til indførelse af den nye miljøteknologi medførte ændringer af bruttopriserne for de pågældende lastbiltyper. Parterne var bekendt med den dato, hvorfra de nye lastbiler (på hvilke de supplerende omkostninger ville blive overvæltet) ville blive optaget på konkurrenternes bruttoprisliste, idet de havde kendskab til tidspunktet for indførelse af disse nye lastbiler. Kommissionen fandt derfor, at karakteren af drøftelserne og aftalerne om tidspunktet for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med miljøstandarderne, var forbundet og supplerede hinanden i lyset af parternes hemmelige aftale om priser og forhøjelser af bruttopriserne.

253    Det fremgår endvidere af 315.-350. betragtning til den anfægtede afgørelse under punkt 7.2.4 med overskriften »Samlet og vedvarende overtrædelse«, at Kommissionen tilregnede Scania en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, og at den kvalificerede en samlet og vedvarende overtrædelse, som bestod i de hemmelige kontakter om prisfastsættelse og forhøjelse af bruttopriserne på mellemtunge og tunge lastbiler i EØS samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af teknologi for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, der er pålagt ved standarderne Euro 3 til Euro 6. Kommissionen fandt, at disse hemmelige kontakter havde til formål at hindre konkurrencen, idet de reducerede graden af strategisk usikkerhed mellem konkurrenterne for så vidt angår fremtidige priser, forhøjelser af bruttopriser samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af lastbiltyper, der opfyldte miljøstandarderne (317. betragtning til den anfægtede afgørelse).

254    I 321. betragtning til den anfægtede afgørelse gentog Kommissionen sin analyse, som fremgik af 243. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter karakteren af drøftelserne og aftalerne om tidspunktet for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med miljøstandarderne, var forbundet med og supplerede parternes hemmelige aftale om priser og forhøjelser af bruttopriserne.

255    Endelig skal det bemærkes, at den anfægtede afgørelses artikel 1 har følgende ordlyd:

»Følgende retlige enheder i Scania har ved at indgå aftaler med hensyn til priser og forhøjelse af bruttopriser i EØS for mellemtunge og tunge lastbiler og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af de teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 3-6, overtrådt artikel 101 TEUF og [EØS-aftalens] artikel 53 i følgende perioder […]«

256    For det første fremgår det af ovennævnte omtale i den anfægtede afgørelse, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, i denne afgørelse ikke kvalificerede samordningen af tidsrammen for indførelse af nye teknologier for emissionskontrol særskilt som en selvstændig overtrædelse af artikel 101 TEUF. Det er derimod klart, at Kommissionen fandt, at ovennævnte samordning indgik i en samlet og vedvarende overtrædelse, der havde et samlet konkurrencebegrænsende formål om at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler på EØS-området.

257    For det andet fremgår det bl.a. af 236., 237., 239., 243. og 321. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen lagde til grund, at udvekslingen af oplysninger om tidsrammen for indførelse af nye teknologier for emissionskontrol var forbundet med og supplerede udvekslingen af oplysninger om priser og forhøjelser af bruttopriser, og at helheden af disse udvekslinger i det væsentlige gav de pågældende virksomheder mulighed for at tilpasse deres prisfastsættelsesstrategier på grundlag af oplysninger, som de havde modtaget fra konkurrenterne, hvilket således havde et konkurrencebegrænsende formål.

258    Det fremgår af de ovenstående betragtninger, at begrundelsen i den anfægtede afgørelse klart og utvetydigt angiver Kommissionens ræsonnement, hvorved Retten har mulighed for at foretage sin retslige prøvelse. Indholdet og den detaljerede karakter af sagsøgernes argumentation for Retten viser endvidere, at den anfægtede afgørelses begrundelse gav dem mulighed for at anfægte denne effektivt for Retten.

259    Henset til det ovenfor anførte skal dette anbringendes første led forkastes.

2)      Det fjerde anbringendes andet led vedrørende en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som Kommissionen fandt, at sagsøgerne havde indgået en aftale eller deltaget i samordnet praksis med hensyn til tidsrammen for indførelsen af teknologi for emissionskontrol

260    Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens vurdering, hvorefter de havde indgået en aftale eller deltaget i samordnet praksis vedrørende tidsrammen for indførelsen af teknologi for emissionskontrol.

261    De har i denne henseende anført, at forpligtelsen til at bringe lastbilmotorer i overensstemmelse med Euro-standarderne følger af EU-lovgivningen, som lastbilproducenterne er bekendt med, og ikke skyldes en konkurrence inden for innovation.

262    Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Scania altid havde overholdt de forskellige Euro-emissionsstandarder allerede inden anvendelsen af fristerne fastsat i EU-lovgivningen, og at virksomhedens produktion generelt var planlagt seks eller syv år inden den frist, der var fastsat i lovgivningen vedrørende indførelsen af teknologier i overensstemmelse med nævnte standarder. Sagsøgerne har anført, at denne omstændighed ikke er forenelig med Kommissionens opfattelse om, at Scania havde indgået aftaler med konkurrenterne og havde deltaget i samordnet praksis om tidsrammen for indførelsen af teknologier i overensstemmelse med Euro-standarderne.

263    Sagsøgerne har ligeledes påberåbt sig den omstændighed, at datoerne for lanceringen af teknologier for emissionskontrol varierede betydeligt mellem lastbilproducenterne, hvilket rejste tvivl om, hvorvidt der forelå samordning mellem disse med hensyn til disse datoer.

264    Sagsøgerne har ligeledes anfægtet den omstændighed, at den udveksling af oplysninger, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, skulle godtgøre, at de havde indgået en aftale eller deltaget i samordnet praksis vedrørende indførelsen af ny teknologi for emissionskontrol.

265    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

266    Det skal i denne henseende bemærkes, at begreberne »aftale«, »vedtagelser af sammenslutninger af virksomheder« og »samordnet praksis« set fra et subjektivt standpunkt omfatter former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk (jf. dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

267    For så vidt angår definitionen på en samordnet praksis har Domstolen fastslået, at en sådan praksis bestod i en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke gik så langt som til at afslutte en egentlig aftale, men dog bevidst erstattede den risiko, der var forbundet med normal konkurrence, med indbyrdes praktisk samarbejde (jf. dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

268    De for begrebet samordnet praksis forudsatte kriterier koordination og samarbejde, som langt fra stiller krav om udarbejdelse af en egentlig »plan«, skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrenceregler, og hvorefter enhver erhvervsdrivende skal tage stilling til den politik, den pågældende vil føre på det indre marked, og de vilkår, som denne vil tilbyde sin kundekreds (jf. dom af 28.5.1998, Deere mod Kommissionen, C-7/95 P, EU:C:1998:256, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

269    Selv om dette krav om uafhængighed ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfærd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, der er egnet til enten at have indflydelse på en eksisterende eller potentiel konkurrents adfærd på markedet eller over for en sådan konkurrent at afsløre den adfærd, som man selv har bestemt sig for at udvise, eller som man overvejer at udvise på dette marked, når sådanne kontakter har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår i betragtning af varernes eller de præsterede tjenesteydelsers art, størrelsen og antallet af virksomheder på markedet samt dettes omfang (jf. dom af 28.5.1998, Deere mod Kommissionen, C-7/95 P, EU:C:1998:256, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).

270    Domstolen har således fastslået, at udveksling af oplysninger mellem konkurrenter kan være i strid med konkurrencereglerne, såfremt den formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedrørende det relevante markeds funktion og følgelig begrænser konkurrencen mellem virksomhederne (jf. dom af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

271    I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at Kommissionen i 238. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse anførte, at Scania havde indgået aftaler og/eller deltaget i samordning med konkurrenterne om tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var krævet ved standard Euro 3 til Euro 6. Kommissionens argument er støttet på flere beviser i den anfægtede afgørelse, som godtgør, at dette er velbegrundet.

272    For det første skal der henvises til referatet fra et møde på topledelsesniveau, som blev afholdt den 6. april 1998 i Bruxelles (Belgien), omtalt i 103. betragtning til den anfægtede afgørelse. Dette referat viser klart, at deltagerne i mødet udvekslede oplysninger om priser og tidsrammen for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med Euro 3-standarden, og at de aftalte ikke at indføre teknologi i overensstemmelse med denne standard, før indførelsen heraf blev obligatorisk. Det ses ligeledes af ovennævnte referat, at deltagerne i mødet udvekslede oplysninger om overvæltningen af omkostningerne til indførelse af den nye teknologi på priserne. For så vidt som der i nævnte referat henvises til »alle medlemmer fra [fortroligt]«, kan det udledes, at Scania deltog i det ovennævnte møde den 6. april 1998.

273    For det andet henviser Retten til det møde på topledelsesniveau, som blev afholdt den 10. og 11. april 2003 i Göteborg (Sverige), hvori Scania deltog, beskrevet i 127. betragtning til den anfægtede afgørelse. De håndskrevne noter udfærdiget af [fortroligt]’s repræsentant, der deltog i mødet, som er nævnt i nævnte betragtning, viser, at deltagerne udvekslede oplysninger om priser og indførelsen af teknologier i overensstemmelse med Euro 4-standarden. Følgende fremgår af disse noter:

»Salg foretaget af [fortroligt] under Euro 4 okt. 2004. [fortroligt]/Scania kan indføre det tidligere, men ønsker ikke at gøre det. Alle aftaler at underrette [fortroligt] om »Introduktion af salg«.«

274    Indholdet af det møde den 10. og 11. april 2003, som er omtalt i præmis 273 ovenfor, er detaljeret angivet i en telefax afsendt den 8. maj 2003 af [fortroligt] til konkurrenterne, herunder Scania, som er omtalt i 128. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvoraf fremgår:

»Under vores møde i Göteborg drøftede vi indførelsen på markedet af forskriften Euro 4. Jeg har taget initiativ til at drøfte dette spørgsmål med vores kollega, [G]. Selv om [fortroligt] tvivler på, at vi overholder alle vores løfter, accepterer selskabet en indførelse på markedet i september 2004, [fortroligt]. Vi skal naturligvis ikke tilbyde salg før dette tidspunkt. Jeg antager, at vi fortsat er enige, og at vi holder os til denne dato. Hvis I af en eller anden grund ikke kan, vil jeg bede jer meddele mig dette ved telefax.«

275    Sagsøgerne har påberåbt sig forklaringerne afgivet af [fortroligt] under den administrative procedure, hvorefter de noter, der er nævnt i præmis 273 ovenfor, ikke vedrørte en aftale mellem lastbilproducenterne, men blot indikerede, at alle havde accepteret som en realitet, at motorer i overensstemmelse med Euro 4-standarden sandsynligvis ikke ville blive lanceret før [fortroligt] i september 2004. Det skal imidlertid fastslås, at disse forklaringer, som er afgivet efterfølgende, og som modsiger den klare ordlyd af noterne fra [fortroligt]’s repræsentant, og af telefaxen af 8. maj 2003, der godtgør, at konkurrenterne havde aftalt at indføre motorer, der var i overensstemmelse med Euro 4-standarden i september 2004, ikke er overbevisende.

276    For det tredje skal der henvises til en e-mail afsendt den 16. september 2004 af H, der var [fortroligt]’s repræsentant, til konkurrenterne, herunder Scania, hvori han indikerede sin beslutning om ikke at deltage i mødet på topledelsesniveau planlagt i Hannover (Tyskland). I nævnte e-mail, der er omtalt i 138. betragtning til den anfægtede afgørelse, præciseredes følgende:

»Denne beslutning bunder i skuffelse. Jeg finder visse af vores kollegers (særligt én) adfærd i kommunikationen om Euro 4 og Euro 5 og den måde, hvorpå disse kolleger har forsøgt at skade lastbilindustriens og i særdeleshed visse af deres kollegers ry, uacceptabel […]«

277    [Fortroligt] forklarede i en mundtlig erklæring, som blev fremsat under den administrative procedure, og som er gengivet i 138. betragtning til den anfægtede afgørelse, at selskabet indførte teknologi i overensstemmelse med Euro 4-standarden før den dato, der var aftalt med konkurrenterne, dvs. september 2004 (jf. præmis 273 og 274 ovenfor), og at denne omstændighed lå til grund for den utilfredshed, som [fortroligt]’s repræsentant gav udtryk for i denne e-mail. Det fremgår af sagsakterne, at udvekslingerne på topledelsesniveau ophørte efter denne hændelse (138. betragtning til den anfægtede afgørelse).

278    Den e-mail fra [fortroligt]’s repræsentant, som er gengivet i præmis 276 ovenfor, set i lyset af de beviser, der er omtalt i præmis 273 og 274 ovenfor, godtgør en aftale mellem konkurrenterne, herunder Scania, vedrørende tidspunktet for indførelsen på markedet af teknologier i overensstemmelse med Euro 4-standarden.

279    Sagsøgerne har påberåbt sig en edsvoren erklæring fra [fortroligt]’s repræsentant, som var ophavsmand til den e-mail, der er anført i præmis 276 ovenfor, hvori denne forklarede, at hans e-mail var blevet sendt som følge af en konflikt mellem [fortroligt] og [fortroligt], og at der ikke var en aftale mellem lastbilproducenterne om tidspunktet for indførelsen af motorer i overensstemmelse med Euro 4-standarden. Sagsøgerne har anført, at den ovennævnte edsvorne erklæring understøttes af den omstændighed, at [fortroligt] og dennes repræsentant på ingen måde reagerede på Scanias bekendtgørelse af lanceringen af virksomhedens første motor i overensstemmelse med Euro 4-standarden under en pressekonference den 31. marts 2004. Sagsøgerne har også anført, at det kan antages, at såfremt lastbilproducenterne havde indgået en aftale om tidsrammen for indførelsen af teknologi i overensstemmelse med Euro 4-standarden, ville [fortroligt]’s repræsentant have reageret på samme måde med hensyn til Scanias bekendtgørelse.

280    Sagsøgernes argumentation er ikke overbevisende.

281    Den ovennævnte edsvorne erklæring blev afgivet af ophavsmanden til den e-mail, der er gengivet i præmis 276 ovenfor, flere år efter de relevante begivenheder med henblik på den administrative procedure og derfor in tempore suspecto. Erklæringens indhold kan dermed ikke rejse tvivl om bevisværdien af de beviser, der lå samtidig med begivenhederne, såsom den telefax, der er anført i præmis 274 ovenfor, samt bevisværdien af den erklæring fra [fortroligt], som er nævnt i præmis 277 ovenfor (jf. i denne retning dom af 27.9.2006, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, T-59/02, EU:T:2006:272, præmis 277, af 8.7.2008, Lafarge mod Kommissionen, T-54/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:255, præmis 379, og af 29.6.2012, E.ON Ruhrgas og E.ON mod Kommissionen, T-360/09, EU:T:2012:332, præmis 201). Alle disse beviser godtgør en aftale mellem lastbilproducenterne med hensyn til tidspunktet for indførelsen af en teknologi i overensstemmelse med Euro 4-standarden.

282    Med hensyn til argumentet om Scanias pressekonference den 31. marts 2004 skal det desuden fastslås, at den pressemeddelelse, som sagsøgerne har fremlagt, langt fra underbygger deres opfattelse, men meddelte indførelsen af motorer med 420 hestekræfter i overensstemmelse med Euro 4-standarden i september 2004, hvilket tidspunkt stemmer overens med det tidspunkt, som blev aftalt mellem konkurrenterne ved mødet den 10. og 11. april 2003 i Göteborg (jf. præmis 273 og 274 ovenfor).

283    For det fjerde henviser Retten til den udveksling af oplysninger mellem konkurrenterne, herunder Scania DE, som fandt sted i perioden 2.-8. december 2004 og vedrørte de prisforhøjelser, der var fastsat for 2005 (140. betragtning til den anfægtede afgørelse). I denne forbindelse har [fortroligt] anført, at selskabet opkrævede 5 410 EUR for overgangen fra »Euro 3 til Euro 4«.

284    Som det fremgår af 141. betragtning til den anfægtede afgørelse, sendte en repræsentant for Scania DE, B, den 2. december 2004 en e-mail til ansatte i konkurrerende virksomheder, hvori han spurgte, hvornår deres motorer i overensstemmelse med standard 4 og 5 ville blive leveret. [Fortroligt]’s repræsentant svarede og meddelte de ønskede oplysninger, idet den pågældende navnlig indikerede, at de supplerende priser for motorer i overensstemmelse med standard Euro 4 og Euro 5 ville være henholdsvis 11 500 EUR og 14 800 EUR. Den 17. december 2004 videresendte B de indhentede oplysninger til konkurrenterne (142. betragtning til den anfægtede afgørelse).

285    For det femte skal der henvises til mødet den 12. september 2005, som er nævnt i 149. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvilket møde bl.a. vedrørte »Euro 4/5-situationen« og »de fastsatte prisforhøjelser for 2006«. Det fremgår af de håndskrevne noter, at konkurrenterne, herunder en repræsentant for Scania DE, I, under dette møde udvekslede oplysninger om tidspunktet for lanceringen af lastbiltyper i overensstemmelse med standard Euro 4 og Euro 5 og prisfastsættelsen af disse.

286    For det sjette skal der henvises til en e-mail af 21. juli 2009, som er omtalt i 180. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori en ansat fra [fortroligt] foreslog at indføre følgende punkt på dagsordenen for mødet mellem konkurrenterne, hvilket møde var organiseret af Scania DE og skulle afholdes den 17. og 18. september 2009: »Euro VI – jeg ved det – må vi tale om det, og ønsker vi at gøre det?«

287    I 181. betragtning til den anfægtede afgørelse nævnes mødet den 17. og 18. september 2009, som er omtalt i præmis 286 ovenfor. Det fremgår af beviserne i ovennævnte betragtning, hvilke beviser sagsøgerne ikke har anfægtet, at konkurrenterne udvekslede oplysninger om tidspunktet for indførelsen af teknologi i overensstemmelse med standard Euro 6 og om de fastsatte prisforhøjelser for 2010.

288    Det fremgår af de beviser og faktiske omstændigheder, som er nævnt i præmis 272-287 ovenfor, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort, at Scania havde indgået aftaler og/eller deltaget i samordnet praksis med konkurrenterne med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 3 til Euro 6.

289    Denne konklusion svækkes ikke af sagsøgernes argumentation, der er omtalt i præmis 261-263 ovenfor. Det skal navnlig bemærkes, at EU-lovgivningen om datoerne for indførelsen af Euro-standarderne vedrørende emissionskontrol kun vedrørte frister for indførelsen af de nævnte standarder (jf. sjette betragtning til den anfægtede afgørelse) og ikke forpligtede lastbilproducenterne til at udveksle oplysninger vedrørende tidsrammen for lanceringen af produkter i overensstemmelse med disse standarder. Den omstændighed, at Scania planlagde produktionen flere år inden fristen fastsat i EU-lovgivningen for indførelsen af en specifik Euro-standard, godtgør ikke, at virksomheden ikke deltog i en samordning med andre lastbilproducenter. På samme måde viser den omstændighed, at datoerne for lanceringen af teknologier for emissionskontrol varierer mellem lastbilproducenterne, heller ikke, at der ikke foregik udveksling af oplysninger mellem disse, idet udvekslingen gav dem mulighed for at have kendskab til konkurrenternes planer.

290    På baggrund af ovenstående betragtninger skal dette anbringendes andet led forkastes.

3)      Det fjerde anbringendes tredje led om, at udvekslingen af oplysninger om tidsrammen for indførelse af teknologier for emissionskontrol ikke udgjorde en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål

291    Sagsøgerne har gjort gældende, at det af beviserne i sagsakterne højst fremgår, at parterne undtagelsesvist delte oplysninger om tidsrammen for lanceringen af deres respektive teknologier for emissionskontrol. Disse sjældne udvekslinger udgør ikke en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål. Sagsøgerne har anført, at der ved den anfægtede afgørelse ikke er ført bevis for, at udvekslingen af oplysninger om tidsrammen for indførelsen af teknologier for emissionskontrol efter sin art kan anses for at skade de normale konkurrencevilkår, uden at deres virkninger undersøges.

292    Det er nemlig sagsøgernes opfattelse, at det er vanskeligt at forstå, hvorledes udvekslingen af oplysninger om datoerne for lanceringen kan medføre den mindste forsinkelse eller hæmme konkurrencen på udbuddet af den pågældende nye teknologi, eftersom den tekniske udvikling af ny teknologi for emissionskontrol for det første tager ca. seks eller syv år, alle producenterne for det andet skulle udvikle nye motorer i overensstemmelse med Euro-standarderne og lancerede de pågældende teknologier inden fristerne fastsat i EU-lovgivningen, og for det tredje var der praktisk talt ingen efterspørgsel på lastbiler i overensstemmelse med Euro-standarderne, inden disse standarder blev obligatoriske.  Det står ifølge sagsøgerne klart, at formålet med udvekslingen af oplysninger ikke var at »forsinke« indførelsen af nye teknologier for emissionskontrol.

293    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

294    Det skal bemærkes, at Kommissionen i 238. betragtning, litra b), og 239. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde til grund, at samtlige aftaler og samordnet praksis, som Scania havde deltaget i, herunder aftaler og samordnet praksis om tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af teknologier for emissionskontrol, havde konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101 TEUF og gav virksomhederne mulighed for at tilpasse deres prisfastsættelsesstrategi i lyset af oplysningerne fra konkurrenterne. I 243. og 321. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Kommissionen endvidere, at arten af drøftelserne og aftalerne om tidspunktet for indførelsen på markedet af nye lastbiltyper, der var i overensstemmelse med miljøstandarderne, var forbundet med og supplerede parternes hemmelige aftale om priser og forhøjelser af bruttopriserne. Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen konstaterede en samlet og vedvarende overtrædelse, hvis formål var at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS, og som bestod i praksis, der reducerede graden af strategisk usikkerhed mellem parterne for så vidt angår bl.a. fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne (317. betragtning til den anfægtede afgørelse).

295    Det følger af det ovenfor anførte, at sagsøgernes argumentation, der er anført i præmis 291 og 292 ovenfor, er støttet på en række urigtige forudsætninger.

296    Som allerede bemærket kvalificerede Kommissionen nemlig ikke udvekslingen af oplysninger om tidsrammen for indførelse af teknologier for emissionskontrol som en fuld overtrædelse. På samme måde er denne udveksling ikke isoleret set blevet kvalificeret som havende et konkurrencebegrænsende formål, men er blevet taget i betragtning sammen med anden hemmelig praksis. Det er »denne helhed af aftaler og samordnet praksis«, som i 239. betragtning til den anfægtede afgørelse er blevet kvalificeret som havende et konkurrencebegrænsende formål, der gjorde det muligt for deltagerne at tilpasse deres prisfastsættelsesstrategi i lyset af de oplysninger, som de modtog fra konkurrenterne.

297    Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionens konklusion om en samlet og vedvarende overtrædelse ikke er støttet på konstateringen af, at aftalerne eller den samordnede praksis om tidsrammen for indførelse af teknologier for emissionskontrol udgjorde en hindring for udbuddet af nye teknologier, således som sagsøgernes argumentation, der er omtalt i præmis 292 ovenfor, lader forstå. Kommissionens konklusion er støttet på konstateringen af, at denne hemmelige praksis supplerede den hemmelige praksis om priser og forhøjelse af bruttopriser. Det fremgår nemlig af indholdet af udvekslingen mellem konkurrenterne, som er anført i den anfægtede afgørelse, at indførelsen af teknologier, som sikrede, at lastbilmotorerne var i overensstemmelse med Euro-standarderne, kunne have indvirkning på priserne for de pågældende lastbiltyper og medføre prisforhøjelser. Konkurrenterne drøftede ikke alene tidsrammen, men ligeledes overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af den nye teknologi. Kommissionen kunne således med føje i 243. og 321. betragtning til den anfægtede afgørelse anføre, at konkurrenterne, for så vidt som de drøftede tidspunktet for indførelse af ny teknologi og de supplerende omkostninger forårsaget heraf, fik kendskab til de påtænkte bruttopriser og tidsrammen for forhøjelsen af disse bruttopriser. Det følger heraf, at sagsøgernes argumentation, som er anført i præmis 292 ovenfor, er støttet på en urigtig forståelse af den anfægtede afgørelse og er uvirksom.

298    Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den udveksling af oplysninger mellem lastbilproducenterne, som satte disse i stand til at få kendskab til det påtænkte niveau for konkurrenternes bruttopriser og tidsrammen for forhøjelsen af disse bruttopriser, havde et konkurrencebegrænsende formål, behandler sagsøgernes argumentation ikke dette inden for rammerne af dette anbringende, der, som det allerede er bemærket, er støttet på den urigtige forståelse, hvorefter Kommissionen foreholdt de nævnte producenter, at de hæmmede udbuddet af nye teknologier (jf. præmis 297 ovenfor). Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at udveksling af oplysninger mellem konkurrenter kan være i strid med konkurrencereglerne, såfremt den formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedrørende det relevante markeds funktion og følgelig begrænser konkurrencen mellem virksomhederne (jf. præmis 270 ovenfor). Det skal navnlig antages, at en udveksling af oplysninger, der kan fjerne betydelige usikkerhedsmomenter hos parterne med hensyn til tidspunktet for, omfanget af og fremgangsmåden i forbindelse med den tilpasning af adfærden på markedet, som de berørte virksomheder vil gennemføre, har et konkurrencebegrænsende formål (jf. dom af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

299    I det foreliggende tilfælde skal det, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 298 ovenfor, fastslås, at en udveksling af oplysninger mellem konkurrenter, som sætter dem i stand til at få oplysninger om niveauet for de påtænkte bruttopriser og tidsrammen for forhøjelsen af disse bruttopriser, hvorved usikkerheden om den fremtidige adfærd, som de vil udvise, fjernes, har et konkurrencebegrænsende formål (jf. i denne retning dom af 16.9.2013, Mamoli Robinetteria mod Kommissionen, T-376/10, EU:T:2013:442, præmis 72).

300    Henset til de ovenstående betragtninger skal dette anbringendes tredje led forkastes. Dette anbringende skal følgelig forkastes i det hele.

d)      Det femte anbringende vedrørende en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som Kommissionen kvalificerede udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau som en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål

1)      Indledende bemærkninger

301    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke fremlagde præcise og samstemmende beviser, der underbyggede hypotesen om, at udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau udgjorde en tilstrækkelig hindring for konkurrencen til at kunne kvalificeres som havende et konkurrencebegrænsende »formål« som omhandlet i dom af 11. september 2014, CB mod Kommissionen (C-67/13 P, EU:C:2014:2204).

302    Sagsøgerne har anført, at en analyse af indholdet af, formålet med og de økonomiske og juridiske rammer for de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, viser, at Kommissionens vurdering af »formål« er behæftet med en retlig fejl og et åbenbart urigtigt skøn.

303    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

304    Det skal bemærkes, at Kommissionen i 238. betragtning til den anfægtede for det første lagde til grund, at Scania havde indgået aftaler og/eller deltaget i samordning med forligsparterne vedrørende de påtænkte ændringer af bruttopriserne og bruttoprislisterne, tidsrammen for disse ændringer samt lejlighedsvis de påtænkte ændringer af nettopriserne eller af rabatter til kunderne, for det andet, at Scania havde indgået aftaler og/eller deltaget i samordning med forligsparterne vedrørende tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standard Euro 3 til Euro 6, og for det tredje, at Scania og forligsparterne havde udvekslet andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger, såsom oplysninger vedrørende leveringsfrister, afgivne ordrer, lagerbeholdning, andele på målmarkedet, aktuelle nettopriser, rabatter, bruttoprislister (selv før disses ikrafttræden) og lastbilskonfiguratorer.

305    Det fremgår af 212. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den hemmelige praksis, som Kommissionen beskrev i 238. betragtning til nævnte afgørelse, fandt sted på de tre niveauer, der er identificeret i præmis 35-38 ovenfor, og navnlig det tyske niveau.

306    I 239. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen grund, at helheden af aftaler og samordnet praksis, som var omtalt i 238. betragtning, havde et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF og gjorde det muligt for virksomhederne at tilpasse deres prisfastsættelsesstrategi i lyset af de oplysninger, som de modtog fra konkurrenterne.

307    Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen kvalificerede helheden af hemmelig adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse, der var varede i perioden 1997-2011. Ifølge Kommissionen forfulgte Scania og forligsparterne en samlet plan, hvis samlede konkurrencebegrænsende formål var at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS. Dette formål blev nået gennem praksis, som reducerede graden af strategisk usikkerhed mellem konkurrenter for så vidt angår fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af lastbiler, der opfyldte miljøstandarderne (317. betragtning til den anfægtede afgørelse).

308    Det følger af det ovenstående, at selv om Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke kvalificerede de hemmelige kontakter på det tyske niveau som sådan som en overtrædelse af artikel 101 TEUF, fandt den, at disse kontakter udgjorde overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og indgik i den samlede og vedvarende overtrædelse, som blev tilregnet Scania, der bidrog til virkeliggørelsen heraf. I forbindelse med dette anbringende skal det undersøges, om Kommissionens vurdering, hvorefter de hemmelige kontakter på det tyske niveau havde et konkurrencebegrænsende formål, er velbegrundet.

309    Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis, at visse former for samordning mellem virksomheder kan være tilstrækkeligt skadelige for konkurrencen til, at det ikke er nødvendigt at undersøge deres virkninger for konkurrencen (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 49, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 113; jf. i denne retning ligeledes dom af 14.3.2013, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 34).

310    Sondringen mellem »overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål« og »overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning« skyldes den omstændighed, at visse former for hemmelige aftaler mellem virksomheder i sagens natur kan betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 50, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 114; jf. i denne retning ligeledes dom af 14.3.2013, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 35).

311    Det står således fast, at visse former for hemmelig adfærd såsom adfærd, der resulterer i kartellers horisontale prisfastsættelser, kan anses for at kunne have så negative virkninger for navnlig prisen, kvantiteten eller kvaliteten af varer eller tjenesteydelser, at det med henblik på anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF er ufornødent at godtgøre, at de har konkrete virkninger på markedet. Erfaringen viser nemlig, at sådan adfærd medfører en nedgang i produktionen og prisforhøjelser, hvilket resulterer i en ringe ressourcefordeling til skade for navnlig forbrugerne (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 51, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 115).

312    Hvis en analyse af indholdet af den samordnede praksis mellem virksomheder ikke med tilstrækkelig klarhed viser, at konkurrencen vil lide skade, må der derimod foretages en undersøgelse af dens virkninger, og for at den kan anses for forbudt, må der foreligge omstændigheder, der tilsammen viser, at konkurrencen faktisk er blevet hindret eller mærkbart begrænset eller fordrejet (dom af 14.3.2013, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 34, af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 52, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 116).

313    Ifølge Domstolens praksis er det for at vurdere, om en aftale mellem virksomheder eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder er tilstrækkelig skadelig til at kunne anses for at have et »konkurrencebegrænsende formål« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, nødvendigt at forholde sig til indholdet af aftalens bestemmelser, til de formål, aftalen tilsigter at opfylde, samt til den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår. I forbindelse med vurderingen af den nævnte sammenhæng skal arten af de produkter eller tjenesteydelser, der er tale om, samt hvorledes de pågældende markeder er opbygget og reelt fungerer, også tages i betragtning (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 53, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 117; jf. i denne retning ligeledes dom af 14.3.2013, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 36).

314    Selv om parternes hensigt ikke udgør et forhold, der er nødvendigt ved fastlæggelsen af den restriktive karakter af en aftale mellem virksomheder, er der intet, der forbyder konkurrencemyndighederne, de nationale domstole eller Unionens retsinstanser at tage denne hensigt i betragtning (dom af 14.3.2013, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 37, af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 54, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 118).

315    Det skal hvad nærmere bestemt angår udveksling af oplysninger mellem konkurrenter bemærkes, at de for begrebet samordnet praksis forudsatte kriterier koordination og samarbejde skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, den pågældende vil føre på det indre marked (dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 32, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 119).

316    Selv om dette krav om uafhængighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfærd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, der er egnet til enten at have indflydelse på en eksisterende eller potentiel konkurrents adfærd på markedet eller over for en sådan konkurrent at afsløre den adfærd, som man selv har bestemt sig for at udvise, eller som man overvejer at udvise på dette marked, når sådanne kontakter har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår i betragtning af produkternes eller de præsterede tjenesteydelsers art, størrelsen og antallet af virksomheder på markedet samt dettes omfang (dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 33, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 120).

317    Domstolen har således fastslået, at en aftale om udveksling af oplysninger mellem konkurrenter kan være i strid med konkurrencereglerne, såfremt den formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedrørende det relevante markeds funktion og følgelig begrænser konkurrencen mellem virksomhederne (dom af 2.10.2003, Thyssen Stahl mod Kommissionen, C-194/99 P, EU:C:2003:527, præmis 81, af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 35, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 121).

318    En udveksling af oplysninger, der kan fjerne betydelige usikkerhedsmomenter hos parterne med hensyn til tidspunktet for, omfanget af og fremgangsmåden i forbindelse med den tilpasning af adfærden på markedet, som de berørte virksomheder vil gennemføre, bør navnlig antages at have et konkurrencebegrænsende formål (dom af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 122; jf. i denne retning ligeledes dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 41).

319    I øvrigt kan en samordnet praksis have et konkurrencebegrænsende formål, selv når den ikke er direkte knyttet til detailpriserne. Ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF giver således ikke mulighed for at antage, at denne bestemmelse kun forbyder samordnet praksis, som har en direkte indvirkning på den pris, som den endelige forbruger betaler (dom af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 123; jf. i denne retning ligeledes dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 36).

320    Det fremgår derimod af artikel 101, stk. 1, litra a), TEUF, at en praksis kan have et konkurrencebegrænsende formål, hvis den består i »direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser« (dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 37, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 124).

321    Artikel 101 TEUF har under alle omstændigheder i lighed med traktatens øvrige konkurrenceregler ikke kun til formål at beskytte konkurrenters eller forbrugeres umiddelbare interesser, men også at beskytte strukturen på markedet og dermed konkurrencen som sådan. Konstateringen af, at en samordnet praksis har et konkurrencebegrænsende formål, er derfor ikke betinget af, at der foreligger en direkte forbindelse mellem denne og detailpriserne (dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 38 og 39, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 125).

322    Det bemærkes endelig, at det fremgår af selve ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF, at begrebet samordnet praksis forudsætter både samordning mellem de berørte virksomheder og en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af denne samordning, samt årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden (dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 51, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 126).

323    Domstolen har i denne henseende udtalt, at det må antages – med forbehold af det modbevis, som det må påhvile de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til udvekslingen af oplysninger med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet. Domstolen har navnlig konkluderet, at en sådan samordnet praksis er omfattet af artikel 101, stk. 1, TEUF, selv når den ikke har haft konkurrencebegrænsende virkninger på dette marked (dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 51, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 127).

2)      De udvekslede oplysningers indhold

i)      De påtænkte ændringer af bruttopriserne og bruttoprislisterne og tidsrammen for disse ændringer som omhandlet i 238. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse

324    Sagsøgerne har gjort gældende, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau vedrørende bruttopriserne, ikke kunne mindske den »strategiske« usikkerhed mellem konkurrenterne.

325    I denne henseende har sagsøgerne for det første gjort gældende, at de prisoplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, vedrørte de gældende priser, som distributørerne anvendte over for forhandlerne i Tyskland, og ikke fremtidige priser eller hensigter om priser. For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at udvekslingen på det tyske niveau vedrørte priser, som allerede var offentlige, og for det tredje har de anført, at de udvekslede bruttopriser ikke havde nogen informativ værdi om de priser, der faktisk blev anvendt i forhold til den endelige forbruger.

–       Sagsøgernes argument om den aktuelle eller fremtidige karakter af de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau

326    I 240. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at konkurrenterne indbyrdes drøftede flere faktorer vedrørende den fremtidige prisfastsættelse og den fremtidige udvikling af bruttopriserne.

327    Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens konklusion i den anfægtede afgørelse, hvorefter de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau om bruttopriserne, vedrørte fremtidige bruttopriser og hensigter om priser. De har i det væsentlige gjort gældende, at udvekslingen af disse oplysninger vedrørte de gældende bruttopriser og derfor ikke havde nogen strategisk betydning, således at den kunne kvalificeres som havende et konkurrencebegrænsende »formål«. De udvekslede bruttopriser er de gældende (aktuelle) priser, for så vidt som disse priser inden udvekslingen allerede var blevet meddelt forhandlernetværket eller fandt anvendelse på leveringer eller ordrer, som kunderne allerede havde afgivet.

328    Det skal i denne henseende fastslås, at sagsakterne indeholder talrige beviser, der godtgør, at drøftelserne på det tyske niveau om forhøjelser af bruttopriserne klart vedrørte fremtiden og tilsigtede at fjerne usikkerheden med hensyn til konkurrenternes fremtidige prispolitik. Således vedrørte de udvekslinger fra den 2. til den 8. december 2004, som er beskrevet i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, de planlagte prisforhøjelser for 2005, den udveksling af oplysninger, som fandt sted den 12. september 2005, og som er beskrevet i 149. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørte de planlagte prisforhøjelser for 2006, den udveksling af oplysninger, som fandt sted i juni og juli 2007, og som er beskrevet i 158. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørte de planlagte prisforhøjelser for 2008, den udveksling af oplysninger, som fandt sted den 12. og 13. marts 2008, og som er beskrevet i 166. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørte de planlagte prisforhøjelser for 2008 og 2009, den udveksling af oplysninger, som fandt sted i juli 2009, og som er beskrevet i 179. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørte de planlagte prisforhøjelser for 2010, og e-mailen af 14. oktober 2010, som er beskrevet i 190. betragtning til den anfægtede afgørelse, godtgør en udveksling af oplysninger om prisforhøjelserne for 2011. Ansatte fra Scania DE deltog i alle disse udvekslinger.

329    Det fremgår endvidere af sagsakterne, at såvel Scania som de øvrige konkurrenter indbyrdes havde meddelt de prisforhøjelser, som de påtænkte at anvende, som svar på forespørgsler herom fra en af konkurrenterne. I e-mailen af 2. december 2004, som er beskrevet i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, anmodede en ansat fra [fortroligt] på det tyske niveau således konkurrenterne om oplysninger om de planlagte prisforhøjelser for 2005, idet følgende anførtes: »Prisforhøjelser 2005: [S]om hvert år ønsker chefen oplyst, om og hvornår I forhøjer jeres priser næste år.« Det præciseredes desuden: »[J]eg anmoder jer derfor om at dele disse oplysninger med alle for ikke at spilde tid på at fremsætte individuelle anmodninger.« På samme måde anførtes følgende i den e-mail af 20. juli 2009, som er anført i 179. betragtning til den anfægtede afgørelse, om anmodningen om oplysninger om bl.a. prisforhøjelserne for 2010: »[S]om hvert år skal den fremtidige planlægning foretages in house, og sammen med planlægningen [behandles] tilknyttede emner.«

330    Sagsøgerne har anfægtet, at de udvekslede bruttopriser var fremtidige, idet de har gjort gældende, at de prisoplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, vedrørte de bruttoprislister mellem distributører og forhandlerne, som allerede var blevet meddelt forhandlerne, og som allerede dannede grundlag for de endelige kunders ordrer. Til støtte for denne argumentation har sagsøgerne påberåbt sig to rapporter fra et økonomisk konsulentfirma, hvoraf den første af 20. september 2016 blev fremlagt for Kommissionen under den administrative procedure (herefter »den økonomiske rapport af 20. september 2016«), og den anden af 9. december 2017 blev fremlagt for Retten for første gang (herefter »den økonomiske rapport af 9. december 2017«). I disse rapporter analyseres de udvekslinger af oplysninger mellem konkurrenter, hvori Scania DE deltog (som er nævnt i klagepunktsmeddelelsen og i den anfægtede afgørelse), og med støtte i oplysningerne fremlagt af Scania godtgøres det angiveligt, at hver enkelt udveksling vedrørte bruttoprislisterne, som, inden de blev meddelt DE’s konkurrenter, allerede var blevet meddelt Scanias forhandlere i Tyskland eller havde dannet grundlag for afgivelsen af de endelige kunders ordrer.

331    Retten er ikke overbevist af sagsøgernes argumentation.

332    Uanset om de oplysninger, der blev anvendt i de to rapporter, som er nævnt i præmis 330 ovenfor, og som sagsøgerne havde bestilt med henblik på deres forsvar inden for rammerne af den administrative procedure og proceduren for Retten, er troværdige og præcise, skal det nemlig bemærkes, at flere udvekslinger af oplysninger, der er omtalt i den anfægtede afgørelse, viser, at de prisforhøjelser, der blev drøftet under udvekslingerne, blev anvendt på ordrer afgivet efter de nævnte udvekslinger. Det er dermed godtgjort, at de udvekslede oplysninger var af fremtidig karakter, selv hvis den af sagsøgerne anvendte analyse følges. Retten henviser i denne henseende for eksemplets skyld til de udvekslinger af oplysninger på det tyske niveau, som er omtalt i 140., 149., 166., 171. og 190. betragtning til den anfægtede afgørelse. Under udvekslingerne i december 2004, som er anført i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, meddelte [fortroligt] således konkurrenterne, at prislisterne med hensyn til køretøjer og valgmuligheder ville blive forhøjet med 3% for ordrer afgivet efter den 1. april 2005. I forbindelse med en præsentation forestået af [fortroligt] under et møde mellem konkurrenterne på det tyske niveau den 12. og 13. marts 2008, som er omtalt i 166. betragtning til den anfægtede afgørelse, underrettede [fortroligt] konkurrenterne om den forhøjelse af priserne på visse lastbiltyper, som blev anvendt på ordrer afgivet fra april 2008, oktober 2008 og april 2009, og ved den e-mail af 7. november 2008, som er omtalt i 171. betragtning til den anfægtede afgørelse, blev konkurrenterne underrettet om de prisforhøjelser, som [fortroligt] anvendte for ordrer afgivet fra april 2009, og om de prisforhøjelser, som [fortroligt] anvendte for ordrer afgivet fra februar 2009.

333    Det skal endvidere bemærkes, at selv om lastbilproducenterne, inden de på det tyske niveau udvekslede oplysninger om forhøjelse af bruttopriserne, »internt«, dvs. i forhold til deres forhandlere, havde meddelt deres hensigt om at forhøje bruttopriserne, og selv om de allerede havde modtaget ordrer på grundlag af disse bruttopriser, betyder dette ikke, at de udvekslede oplysninger ikke var nyttige for konkurrenterne, eftersom oplysningerne ikke var offentlige og afslørede den fremtidige prisfastsættelsesstrategi for de lastbilproducenter, der fremlagde disse.

334    Sagsøgerne har med henblik på at underbygge deres opfattelse om, at udvekslingen af oplysninger mellem producenterne på det tyske niveau vedrørte de gældende bruttopriser og ikke de fremtidige priser, ligeledes gjort gældende, at Scania DE ikke ændrede sine priser efter de oplysninger (om priserne), som virksomheden eventuelt havde modtaget fra konkurrenterne. Til støtte for dette argument har sagsøgerne fremført den økonomiske rapport af 9. december 2017, som angiveligt godtgør, at der var blevet gennemført en betydelig mængde salg på grundlag af prislisterne, efter at Scania DE havde meddelt disse til de andre deltagere på det tyske niveau.

335    Dette argument, som skal behandles i lyset af de principper, der er anført i præmis 322 og 323 ovenfor, kan heller ikke tages til følge, eftersom det på ingen måde godtgør, at Scania ikke tog hensyn til de oplysninger, som virksomheden havde modtaget som led i udvekslingerne på det tyske niveau, med henblik på at fastlægge sin prisfastsættelsesstrategi. Den omstændighed, at Scania deltog i udvekslinger med konkurrenterne regelmæssigt i 14 år, godtgør, at disse oplysninger havde en strategisk værdi for Scania (jf. i denne retning dom af 4.6.2009, T-Mobile Netherlands m.fl., C-8/08, EU:C:2009:343, præmis 51).

336    For at anfægte, at de bruttopriser, der blev udvekslet på det tyske niveau, havde fremtidig karakter, har sagsøgerne påberåbt sig to andre argumenter. For det første har de henvist til erklæringer fra andre lastbilproducenter i sagsakterne, hvilke erklæringer bekræfter, at udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau ikke vedrørte hensigterne om fremtidige priser. For det andet har de gjort gældende, at de ansatte fra Scania DE, som deltog i udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau, ikke havde til opgave at fastlægge priserne, og at de var overbeviste om, at oplysningerne om de »fremtidige« priser ikke stammede fra deres netværk af kontakter. De ansatte fra Scania DE bekræftede, at de oplysninger, der blev meddelt andre producenters ansatte, altid allerede var blevet vidt udbredt i Scanias forhandlernetværk, og antog, at de prisoplysninger, som andre producenter fremlagde, vedrørte de »aktuelle« og ikke fremtidige priser.

337    Sagsøgernes argumenter i præmis 336 ovenfor kan heller ikke tages til følge.

338    Indledningsvis anførte lastbilproducenterne i de erklæringer, som sagsøgerne har påberåbt sig, i det væsentlige, at de oplysninger om bruttopriserne, som blev udvekslet på det tyske niveau, allerede (dvs. før udvekslingen) var blevet meddelt forhandlerne og efter de nævnte producenters opfattelse derfor var offentlige. Spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, var »offentlige«, behandles i præmis 342-350 nedenfor. På dette trin i analysen skal det bemærkes, at sagsakterne indeholder beviser, som godtgør, at udvekslingerne på det tyske niveau bl.a. vedrørte fremtidige forhøjelser af bruttopriserne, og dette er ligeledes godtgjort ved erklæringer fra producenterne selv. Som Kommissionen anførte i 89. og 91. betragtning til den anfægtede afgørelse, har størstedelen af producenterne nemlig bekræftet, at drøftelserne på det tyske niveau omfattede fremtidige forhøjelser af bruttopriserne, og at disse udvekslinger var systematiske og regelmæssige.

339    Desuden er erklæringerne fra de ansatte hos Scania DE støttet på den urigtige forudsætning om, at de bruttopriser, der blev udvekslet på det tyske niveau, udgjorde »aktuelle« priser, eftersom de allerede var blevet meddelt forhandlernetværket. Under alle omstændigheder skal det med hensyn til opfattelsen hos de ansatte fra Scania DE af udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau, bemærkes, at det følger af retspraksis, at det for at tilregne en virksomhed en overtrædelse af artikel 101 TEUF ikke kræves, at den pågældende virksomheds ansatte har kendskab til denne overtrædelse, men derimod at der er begået en handling af en person, som er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne (jf. i denne retning dom af 14.3.2013, Dole Food og Dole Germany mod Kommissionen, T-588/08, EU:T:2013:130, præmis 581 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne, således som Kommissionen har anført, ikke anfægtet, at de ansatte fra Scania DE, som deltog i udvekslingen af oplysninger, var bemyndiget hertil. Sagsøgernes argument om ovennævnte opfattelse hos de ansatte fra Scania DE og deres ansvar i forbindelse med prisfastsættelsen er dermed uvirksomt og skal forkastes.

340    Endelig skal sagsøgernes klagepunkt om, at Kommissionen så bort fra den økonomiske rapport af 20. september 2016, som er omtalt i præmis 330 ovenfor, forkastes. Det fremgår ikke af sagsakterne, at et sådant klagepunkt er velbegrundet, og det følger af de ovenfor anførte betragtninger, at nævnte rapport havde begrænset anvendelighed, for så vidt som den tilsigtede at underbygge en urigtig opfattelse, nemlig den opfattelse, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, var »aktuelle«, da de allerede var blevet meddelt forhandlernetværket.

341    Henset til de ovenstående betragtninger skal hele sagsøgernes argumentation om, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, var »aktuelle«, forkastes.

–       Sagsøgernes argument om, at bruttopriser, der blev udvekslet på det tyske niveau, var offentlige

342    Sagsøgerne har gjort gældende, at idet der forløber meget lang tid fra ordren på en lastbil og leveringen heraf, var de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau om bruttopriserne, allerede blevet meddelt af lastbilproducenterne til deres forhandlernetværk og var blevet fremført under forhandlingerne mellem forhandlerne og kunderne, hvorfor de var offentlige. Disse oplysninger har således ingen strategisk værdi for konkurrenterne. Sagsøgerne har gjort gældende, at deres analyse i et vist omfang understøttes af fodnote 58 under punkt 74 i Kommissionens retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 TEUF på horisontale samarbejdsaftaler (EUT 2011, C 11, s. 1).

343    Retten kan ikke tiltræde sagsøgernes argumentation.

344    For det første anføres det generelt, at udvekslingen af prisoplysninger på det tyske niveau fandt sted hyppigt og i flere år. Det fremgår ligeledes af sagsakterne, at denne udveksling var struktureret og velorganiseret, idet deltagerne ofte blev anmodet om at udfylde en Excel-tabel med oplysninger om bl.a. planlagte forhøjelser af bruttopriserne, og Retten henviser i denne henseende for eksemplets skyld til 150., 166., 171., 172., 175., 179. og 188. betragtning til den anfægtede afgørelse og erklæringer fra visse producenter under den administrative procedure, som er anført i 91. betragtning til den anfægtede afgørelse. Henset hertil er opfattelsen om, at udvekslingerne på det tyske niveau ikke havde værdi for konkurrenterne med henblik på planlægningen af deres prisfastsættelsesstrategier, ikke holdbar.

345    For det andet skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at lastbilproducenterne kunne indhente de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, med andre midler end direkte kontakter mellem konkurrenterne, og de har medgivet, at de ikke kan give eksempler på meddelelser om prisforhøjelser afgivet af en kilde, der er tilgængelig for alle. Sagsøgerne har heller ikke anfægtet de erklæringer fra visse konkurrenter under den administrative procedure, som er omtalt i 269. og 270. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter bruttopriserne og de hensigter om at forhøje bruttopriserne, som var genstand for udvekslingen på det tyske niveau, generelt ikke var offentlige og alene delvist kunne udledes af offentligt tilgængelige kilder, og at de offentligt tilgængelige oplysninger om bruttopriserne ikke var lige så detaljerede og præcise som dem, der blev modtaget direkte fra konkurrenterne.

346    I denne forbindelse skal det ligeledes præciseres, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de oplysninger, som en lastbilproducents forhandlere og endelige kunder har indhentet om den fremtidige forhøjelse af bruttopriserne, simpelt, direkte og systematisk når frem til andre lastbilproducenter. I denne henseende præciserede en lastbilproducent under den administrative procedure, at kunderne generelt ikke delte oplysninger vedrørende konkurrenternes planlagte forhøjelser af bruttopriserne under forhandlingerne med forhandlerne, eftersom disse oplysninger ikke styrkede deres forhandlingsstyrke i forhold til disse forhandlere (jf. 279. betragtning til den anfægtede afgørelse).

347    Det fremgår af ovenstående betragtninger, at meddelelsen af oplysninger om forhøjelserne af bruttoprislisterne til forhandlernetværket ikke gjorde disse oplysninger »offentlige«, idet offentlige oplysninger er objektive markedsdata, som er umiddelbart tilgængelige (jf. i denne retning dom af 8.7.2008, BPB mod Kommissionen, T-53/03, EU:T:2008:254, præmis 236).

348    Det følger ligeledes heraf, at udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau om gældende forhøjelser af bruttoprislisterne var det eneste middel til, at konkurrenterne simpelt, hurtigt og detaljeret kunne få adgang til disse oplysninger, og til at skabe en atmosfære med gensidig sikkerhed med hensyn til deres fremtidige prispolitik (jf. i denne retning dom af 8.7.2008, BPB mod Kommissionen, T-53/03, EU:T:2008:254, præmis 236).

349    Følgelig skal Kommissionens konklusion i den anfægtede afgørelse om, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, ikke var offentlige, tages til følge (jf. bl.a. 242. betragtning til den anfægtede afgørelse). Det skal ligeledes præciseres, at Kommissionens konklusion i modsætning til det af sagsøgerne anførte (jf. præmis 342 ovenfor) er i overensstemmelse med retningslinjerne for anvendelsen af artikel 101 TEUF på horisontale samarbejdsaftaler. I disse retningslinjers punkt 74 forklarede Kommissionen således, at udveksling af individualiserede oplysninger mellem konkurrenter vedrørende planlagte fremtidige priser eller mængder må anses for at have konkurrencebegrænsende formål. I fodnote 58 i dette punkt 74 præciserede Kommissionen, at i særlige situationer, hvor virksomhederne fuldt ud forpligtede sig til i fremtiden at sælge til de priser, de tidligere havde bekendtgjort offentligt (dvs. at de ikke kunne revidere dem), skulle sådanne offentlige bekendtgørelser af fremtidige individualiserede priser eller mængder ikke betragtes som planer og kunne derfor normalt heller ikke anses for at have konkurrencebegrænsende formål. Indholdet af denne fodnote er imidlertid ikke relevant i det foreliggende tilfælde, eftersom lastbilproducenterne, herunder Scania, ikke meddelte offentligheden, men alene deres forhandlernetværk de prisoplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau.

350    På baggrund af de ovenstående betragtninger skal sagsøgernes argumentation om, at de oplysninger om bruttopriserne, som blev udvekslet på det tyske niveau, var offentlige, forkastes.

–       Sagsøgernes argument om, at de bruttopriser, der blev udvekslet på det tyske niveau, ikke havde informativ værdi for de priser, der faktisk blev anvendt i transaktionerne på markedet

351    Sagsøgerne har gjort gældende, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau vedrørende bruttopriserne, ikke giver nogen indikation for konkurrenternes fremtidige adfærd. De har forklaret, at som følge af kompleksiteten og antallet af faktorer i prisfastsættelsen af lastbiler har bruttopriserne og bruttoprislisterne i modsætning til, hvad Kommissionen vurderede i den anfægtede afgørelse, ikke nogen informativ værdi for de priser, der faktisk blev anvendt i transaktionerne på markedet.

352    Sagsøgernes argument er gentaget og udbygget yderligere som led i deres argumentation vedrørende den økonomiske og juridiske sammenhæng for udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau. Argumentet vil følgelig blive behandlet som led i vurderingen af denne argumentation.

ii)    De påtænkte ændringer af nettopriserne og rabatterne til kunderne, som er omhandlet i 238. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse

353    Det skal bemærkes, at Kommissionen i 238. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse anførte, at Scania og forligsparterne lejlighedsvis udvekslede oplysninger om de påtænkte ændringer af nettopriserne eller ændringer af rabatter til kunderne. Det fremgår af 212. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse, at flere af disse udvekslinger efter Kommissionens opfattelse fandt sted på det tyske niveau.

354    Sagsøgerne har bestridt, at sådanne udvekslinger fandt sted, og har gjort gældende, at de dokumentbeviser, som Kommissionen har anført, ikke godtgør udvekslingerne.

355    Det fremgår af sagsakterne, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort den praksis, der er omhandlet i præmis 353 ovenfor.

356    Med hensyn til udvekslingen af oplysninger om rabatter er denne godtgjort ved de håndskrevne noter fra en ansat fra [fortroligt] vedrørende et møde mellem konkurrenterne den 3. og 4. maj 2004 i Scania DE’s lokaler, som er beskrevet i 134. betragtning til den anfægtede afgørelse. Følgende fremgår af disse noter: »Gennemsnitlige priser +5, 6 og 7,5%! Ingen ændring af bruttopriserne, samme størrelse rabatter«. Det fremgår endvidere af de dokumentbeviser, der er omtalt i 156. betragtning til den anfægtede afgørelse, at en ansat fra [fortroligt] den 7. september 2006 underrettede de ansatte fra andre producenter på det tyske niveau, herunder en ansat fra Scania DE, om en forhøjelse af de af [fortroligt] anvendte priser, idet vedkommende anførte, at »der [ville] ske en forhøjelse af priserne (alene [fortroligt]) fra den 1. oktober: 2% for alle typer fra [fortroligt]«, og at »[p]rislisterne ikke [ville blive] ændret, men derimod sælgers rabat«. På samme måde fremgår det af dokumentbeviset i 158. betragtning til den anfægtede afgørelse, at en ansat fra [fortroligt] den 10. juli 2007 som svar på en anmodning om oplysninger fra en ansat hos [fortroligt], som var tilsendt ansatte fra konkurrenterne på det tyske niveau, meddelte en ændring af de rabatter, som [fortroligt] anvendte. Ansatte fra Scania DE deltog i de ovennævnte udvekslinger.

357    Med hensyn til udvekslingen af oplysninger om nettopriserne fremgår det af dokumentbeviset i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, at [fortroligt] som svar på en anmodning om oplysninger af 2. december 2004 fra en ansat hos [fortroligt] vedrørende de planlagte prisforhøjelser for 2005 bl.a. meddelte konkurrenterne, at nettopriserne ville blive forhøjet med 1% fra den 1. januar 2005 for valgmuligheder og fra den 1. februar 2005 for alle serierne. [Fortroligt] præciserede, at forhøjelsen af priserne ville blive gennemført ved en reduktion af rabatterne. Det fremgår desuden af dokumentbeviset i 149. betragtning til den anfægtede afgørelse, at [fortroligt] i forbindelse med et møde mellem konkurrenterne den 12. september 2005 på det tyske niveau, hvori Scania deltog, underrettede konkurrenterne om en forhøjelse af priserne på 8-10% for lastbiltypen [fortroligt]. Det fremgår ligeledes af dokumentbeviset i 179. betragtning til den anfægtede afgørelse, at [fortroligt] som svar på en anmodning om oplysninger af 20. juli 2009 fra en ansat hos [fortroligt] vedrørende bl.a. forhøjelserne af priserne for 2010 underrettede konkurrenterne om en forhøjelse af nettopriserne på 1,5%, hvilken forhøjelse anvendtes på ordrer afgivet efter oktober 2009. Udvekslingen af oplysninger om nettopriser fremgår også af dokumentbeviset i 184. og 188. betragtning til den anfægtede afgørelse. Ansatte fra Scania DE deltog i de ovennævnte udvekslinger.

358    Hvad angår flere af de udvekslinger, der er beskrevet i præmis 356 og 357 ovenfor (f.eks. de udvekslinger, der er omtalt i 140., 149., 156. og 158. betragtning til den anfægtede afgørelse), har sagsøgerne under anvendelse af ræsonnementet i præmis 327 og 342 ovenfor påberåbt sig den omstændighed, at de udvekslede oplysninger var »aktuelle« (og ikke fremtidige) oplysninger, som var offentligt tilgængelige. For så vidt som Retten allerede har forkastet dette ræsonnement, rejser sagsøgernes argumentation ikke tvivl om konklusionen i præmis 355 ovenfor.

iii) Overvæltningen af omkostningerne til indførelse af nye teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var påkrævet i medfør af standard Euro 3 til Euro 6, og som er omtalt i 238. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse

359    Det skal bemærkes, at Kommissionen i 238. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse anførte, at Scania og forligsparterne havde indgået aftaler og/eller deltaget i samordning om overvæltningen af omkostningerne til indførelse af nye teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var påkrævet i medfør af standard Euro 3 til Euro 6. Det fremgår af 212. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse, at flere af disse hemmelige former for praksis efter Kommissionens opfattelse fandt sted på det tyske niveau.

360    Sagsøgerne har anfægtet, at de deltog i samordning på det tyske niveau med hensyn til overvæltningen af omkostningerne til indførelse af teknologi for emissionskontrol (forhøjelse af bruttopriserne). Selv om de ikke har bestridt, at der blev udvekslet prisoplysninger på det tyske niveau, har de anfægtet, at de priser til indførelse af teknologier, som var genstand for udveksling, var fremtidige eller påtænkte priser.

361    Det fremgår af sagsakterne, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort den hemmelige praksis, der er omhandlet i præmis 359 ovenfor, og Scanias deltagelse i denne praksis.

362    Det fremgår f.eks. af beviserne i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, at [fortroligt] i forbindelse med en udveksling af oplysninger på det tyske niveau, som fandt sted i perioden 2.-8. december 2004, hvori en ansat fra Scania DE deltog, underrettede konkurrenterne om sin hensigt om at forhøje priserne for de nye typer, der var i overensstemmelse med Euro 4-standarden, med 5 410 EUR. Det fremgår ligeledes af beviserne i 141. betragtning til den anfægtede afgørelse, at J fra det tyske datterselskab til [fortroligt] – som svar på en e-mail fra B, der var ansat hos Scania DE, til konkurrenterne med anmodning om oplysninger vedrørende priser og tidspunkterne for leveringen af motorer i overensstemmelse med standarderne Euro 4 og Euro 5 – svarede, at denne producent ville levere lastbiler i overensstemmelse med disse standarder fra april eller maj 2005, og at de supplerende priser for motorer i overensstemmelse med standarderne Euro 4 og Euro 5 ville være henholdsvis 11 500 EUR og 14 800 EUR. Det fremgår desuden af beviserne i 149. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der foregik udveksling om priser under mødet mellem konkurrenterne på det tyske niveau den 12. september 2005. De emner, der blev drøftet, omfattede de planlagte forhøjelser af priserne for 2006. I fra Scania DE deltog i mødet. Det fremgår af de håndskrevne noter fra en af mødedeltagerne, at [fortroligt] underrettede konkurrenterne om de tillæg, som denne producent ville anvende som følge af indførelsen af teknologier i overensstemmelse med standarderne Euro 4 og Euro 5. Det fremgår ligeledes af beviserne i sagsakterne, at I fra Scania DE under det ovennævnte møde den 12. september 2005 gav en detaljeret præsentation af Scanias prisforhøjelser som følge af indførelsen af teknologier i overensstemmelse med standarderne Euro 3 og Euro 4. Det ses også af beviserne i 166. betragtning til den anfægtede afgørelse vedrørende et møde mellem konkurrenterne på det tyske niveau den 12. og 13. marts 2008, at der foregik udveksling af oplysninger om de planlagte prisforhøjelser. En præsentation fra [fortroligt] indikerede en forhøjelse på 2 350 EUR for motorer i overensstemmelse med standard Euro 5 fra maj 2008.

363    Hvad angår flere af de udvekslinger, der er beskrevet i præmis 362 ovenfor (f.eks. de udvekslinger, der er omtalt i 141., 149. og 166. betragtning til den anfægtede afgørelse), har sagsøgerne under anvendelse af ræsonnementet i præmis 327 og 342 ovenfor gjort gældende, at de udvekslede oplysninger var aktuelle (og ikke fremtidige) oplysninger, og at de var offentligt tilgængelige. For så vidt som Retten allerede har forkastet dette ræsonnement, rejser sagsøgernes argumentation ikke tvivl om konklusionen i præmis 361 ovenfor.

iv)    Udvekslingen af andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger, der er omtalt i 238. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse

364    Det skal bemærkes, at Kommissionen i 238. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse anførte, at Scania og forligsparterne havde udvekslet andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger, såsom oplysninger vedrørende leveringsfrister, afgivne ordrer, lagerbeholdning, andele på målmarkedet, aktuelle nettopriser, rabatter, bruttoprislister (selv før disses ikrafttræden) og lastbilskonfiguratorer.

365    Sagsøgerne har bl.a. gjort gældende, at de »andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger«, som nogle gange blev udvekslet på det tyske niveau, var af teknisk karakter og ikke kunne fjerne den strategiske usikkerhed mellem deltagerne parterne for så vidt angår deres adfærd på markedet. Ifølge sagsøgerne kunne disse oplysninger isoleret set eller sammen med de øvrige oplysninger, der er nævnt i 238. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke anses for at indgå i en overtrædelse med konkurrencebegrænsende »formål«.

366    Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af 237. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den udveksling af forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som er omtalt i præmis 364 ovenfor, ifølge Kommissionen udgjorde et af konkurrenternes midler, som gjorde det muligt for dem at koordinere priserne og forhøjelserne af bruttopriserne, idet de andre midler var hemmelige kontakter vedrørende prisfastsættelse, tidsrammen og de supplerende omkostninger som følge af indførelsen på markedet af nye lastbiler, der var i overensstemmelse med standarderne for emissionskontrol [jf. 238. betragtning, litra a) og b), til den anfægtede afgørelse].

367    Det fremgår ligeledes af 317. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen fandt, at den udveksling af forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som er omtalt i præmis 364 ovenfor, var et af konkurrenternes midler til at reducere den strategiske usikkerhed mellem dem for så vidt angår fremtidige priser, forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af lastbiltyper, der opfyldte miljøstandarderne.

368    Det skal ligeledes bemærkes, at der i artikel 1 i den anfægtede afgørelses dispositive del ikke henvises til udvekslingen af »andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger«, der er identificeret i 238. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse.

369    I svarskriftet har Kommissionen endvidere forklaret, at henvisningen til »andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger« var et af eksemplerne på, hvordan karteldeltagerne havde gennemført deres samordning af de fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for indførelse af nye teknologier og overvæltningen af omkostningerne hertil, og at denne henvisning ikke udvidede overtrædelsens rækkevidde.

370    Det følger af det ovenfor anførte, at undersøgelsen af, om Kommissionens vurdering af udvekslingen af »andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger« var velbegrundet, bliver overflødig, hvis Kommissionen godtgør, at de andre former for hemmelig praksis, som er identificeret i 238. betragtning, litra a) og b), og 317. betragtning, litra a) og b), til den anfægtede afgørelse, og det konkurrencebegrænsende »formål«, som følger af denne praksis, foreligger. Retten træffer afgørelse om dette spørgsmål i præmis 394 nedenfor.

371    I denne henseende tager Retten ligeledes hensyn til den omstændighed, at Kommissionens konklusioner om udvekslingen af »andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger« ikke har indvirkning på overtrædelsens varighed og grovhed og dermed bødens størrelse, for så vidt som disse forhold er fastlagt ud fra den hemmelige praksis, der er identificeret i 238. betragtning, litra a) og b), og 317. betragtning, litra a) og b), til den anfægtede afgørelse.

3)      Formålet med udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau

372    Sagsøgerne har gjort gældende, at udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau især vedrørte tekniske oplysninger om varerne. Deltagernes formål var at forblive oplyste om den tekniske udvikling af lastbiler med henblik på at tjene kunderne bedre. Ifølge sagsøgerne var dem, der deltog i udvekslingerne på det tyske niveau på vegne af Scania DE, salgsplanlæggere og deltog ikke i Scania DE’s afgørelser om priserne. Sagsøgerne har til støtte for deres argumenter fremlagt edsvorne erklæringer fra de ansatte hos Scania DE, som deltog i udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau.  De har ligeledes påberåbt sig et svar fra [fortroligt] på klagepunktsmeddelelsen.

373    Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgernes argumenter er ugrundede.

374    Det skal bemærkes, at indholdet af sagsakterne ikke underbygger sagsøgernes argument om, at udvekslingerne på det tyske niveau hovedsageligt vedrørte tekniske problemstillinger. Beviserne i sagsakterne godtgør derimod, at en væsentlig del af denne udveksling vedrørte prisoplysninger, hvilke oplysninger i modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, angik fremtiden og ikke var offentligt tilgængelige. Det konkurrencebegrænsende formål med udvekslingen på det tyske niveau er ligeledes påvist ved den omstændighed, at flere af disse udvekslinger udsprang af anmodninger om oplysninger fremsat af ansatte fra forskellige producenter vedrørende de prisforhøjelser, som konkurrenterne planlagde for fremtiden. I e-mailen af 2. december 2004, som er omtalt i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, skrev K fra [fortroligt] således med hensyn til en »[f]orhøjelse af priserne for 2005«, at »som hvert år ønsker chefen at vide, hvornår I forhøjer priserne næste år«, og præciserede følgende: »Jeg beder jer derfor dele disse oplysninger med alle for at vinde tid [og undgå] individuelle anmodninger.« I den e-mail af 21. juli 2009, som er nævnt i 180. betragtning til den anfægtede afgørelse, fremsatte L, der var ansat hos [fortroligt], som svar på en e-mail fra I fra Scania DE, der havde anmodet om emner, som skulle drøftes på mødet mellem konkurrenterne på det tyske niveau den 17. og 18. september 2009, »spontane forslag til emner«, idet han anførte følgende: »Euro VI? Jeg ved det – kan vi tale og kan vi tale om dette emne? – Hvordan kan vi atter forhøje prisniveauet i år?«

375    I deres edsvorne erklæringer anførte de ansatte fra Scania DE, at de ikke deltog i processen for beslutningerne om prisfastsættelsen under dette selskab, men disse udsagn underbygger ikke argumentet om, at udvekslingerne på det tyske niveau især vedrørte tekniske oplysninger, eller om at de ovennævnte ansatte med deres deltagelse i de nævnte udvekslinger havde til hensigt at holde sig informerede om den teknologiske udvikling.

376    På samme måde kan Retten heller ikke tiltræde udsagnet fra [fortroligt], som sagsøgerne har påberåbt sig, hvorefter prisoplysningerne ikke var den væsentligste grund til, at selskabets ansatte deltog i udvekslingerne på det tyske niveau, og dennes udsagn om, at selskabet var interesseret i de andre producenters prislister af den væsentligste grund, at de var de eneste dokumenter med et fuldstændigt overblik over de forskellige lastbiltyper og -variationer. Som Kommissionen med føje har anført, forklarer de ovennævnte udsagn fra [fortroligt] ikke, hvorfor det med henblik på at opnå en liste over de forskellige lastbiltyper og ‑variationer var nødvendigt ligeledes at udveksle oplysninger om de fremtidige forhøjelser af priserne. Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at denne producent under den administrative procedure (i sine svar på Kommissionens anmodning om oplysninger) klart indikerede, at udvekslingerne på det tyske niveau ligeledes vedrørte oplysninger om påtænkte forhøjelser i prislisterne, og at disse udvekslinger var systematiske og regelmæssige.

377    Det følger af det ovenfor anførte, at Retten ikke er overbevist af sagsøgernes argumenter, der er nævnt i præmis 372 ovenfor. Det ses derimod af sagsakterne, at det var velbegrundet, at Kommissionen i 307. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde til grund, at udvekslingerne vedrørende forhøjelserne af bruttopriserne på lastbiler gik videre end en udveksling af oplysninger, som var offentligt tilgængelige, og havde til formål at øge gennemsigtigheden mellem parterne og dermed reducere den usikkerhed, der var forbundet med markedets normale funktionsmåde.

378    Selv hvis det antages, at udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau forfulgte legitime mål såsom de af sagsøgerne anførte, som fandtes samtidig med det påviste konkurrencebegrænsende formål, rejser denne omstændighed ikke tvivl om Kommissionens konstatering af, at udvekslingen havde et konkurrencebegrænsende »formål«. Det fremgår således af fast retspraksis, at en hemmelig adfærd kan antages at have et restriktivt formål, selv om den ikke udelukkende har til formål at begrænse konkurrencen, men ligeledes forfølger andre, lovlige mål (jf. i denne retning dom af 20.11.2008, Beef Industry Development Society og Barry Brothers, C-209/07, EU:C:2008:643, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

379    Henset til det ovenstående skal sagsøgernes argumentation om formålet med udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau forkastes.

4)      Sammenhængen for udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau

380    Sagsøgerne har gjort gældende, at en analyse af den økonomiske og juridiske sammenhæng, navnlig arten og opbygningen af markedet for lastbiler samt betingelserne for dets funktionsmåde, rejser tvivl om, at overtrædelsen havde konkurrencebegrænsende »formål« som fastslået af Kommissionen.

381    Sagsøgerne har forklaret, at lastbilerne produceres og markedsføres i mange former og variationer på grundlag af kundernes behov, og at lastbilernes endelige pris afhænger af deres særlige kendetegn og de særlige forhold på det nationale marked, hvor de sælges. Sagsøgerne har ligeledes anført, at køberne af lastbilerne er erhvervsdrivende, som har en betydelig forhandlingsstyrke.

382    Sagsøgerne har således anført, at som følge af lastbilernes kompleksitet og de mange faktorer, der påvirkede den endelige pris, som blev opkrævet fra kunden, og som blev til en individuel pris, har de bruttopriser og bruttoprislister, som blev udvekslet mellem konkurrenterne, ingen informativ værdi for de konkurrencemæssige parametre (dvs. den pris, som skal opkræves, eller som faktisk anvendes i transaktionerne på markedet), og at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til denne sammenhæng, da den fastlagde arten af denne udveksling af oplysninger.

383    Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Scania anvender en kompleks prisfastsættelsesmekanisme, hvori beslutningerne om prisfastsættelsen træffes på flere indbyrdes uafhængige kommercielle trin og på grundlag af frie forhandlinger mellem Scanias hovedkontor, de nationale distributører, de lokale forhandlere og de endelige kunder. Den prisvariation i forsyningskæden, som skyldes forhandlingernes uafhængige karakter på alle niveauer, skaber følgelig en afkobling mellem priserne ab fabrik til distributører og bruttoprislisterne fra distributører til forhandlere og den reelle pris, som de uafhængige forhandlere anvender i forhold til de endelige kunder i transaktionen. Til støtte for deres argumentation har sagsøgerne påberåbt sig den økonomiske rapport af 9. december 2017, som med hensyn til Scania påviser den store forskel mellem bruttopriserne fra distributører til forhandlere og priserne i de tilsvarende transaktioner samt fraværet af en fælles tendens for bruttoprislisterne og de reelle priser i transaktionerne. Det følger heraf, at en konkurrent ikke kunne udlede den tilnærmelsesvise variation af den reelle pris i transaktionen på grundlag en ændring i bruttoprislisterne.

384    I første række skal det bemærkes, at Kommissionen i 22.-40. betragtning til den anfægtede afgørelse fremstillede strukturen på markedet for lastbiler og prisfastsættelsesmekanismen i lastbilindustrien (jf. præmis 19-22 ovenfor).

385    Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen i 51. og 52. betragtning til den anfægtede afgørelse undersøgte den virkning, som prisforhøjelsen på europæisk plan havde på priserne på nationalt plan (jf. præmis 32 og 33 ovenfor). Kommissionen anførte i denne henseende, at producenternes nationale distributører, såsom Scania DE, ikke handler uafhængigt ved fastsættelsen af bruttopriser og bruttoprislisterne, og at alle priser, der anvendes i hvert trin af distributionskæden indtil slutbrugeren, følger af de paneuropæiske bruttoprislister, som fastsættes på hovedkontorniveau (51. betragtning til den anfægtede afgørelse).

386    Heraf følger ifølge Kommissionen, at en forhøjelse af priserne i de paneuropæiske bruttoprislister, som besluttes på hovedkontorniveau, er afgørende for distributørens nettopris, dvs. den pris, som distributøren betaler hovedkontoret for at købe en lastbil. Det var derfor Kommissionens opfattelse, at hovedkontorets forhøjelse af de ovennævnte bruttopriser ligeledes påvirker distributørens bruttopris, dvs. den pris, som forhandleren betaler distributøren, selv om prisen for slutbrugeren ikke nødvendigvis ændres i samme størrelsesorden eller slet ikke ændres (52. betragtning til den anfægtede afgørelse).

387    Det var således under hensyntagen til denne faktiske sammenhæng, at Kommissionen som led i vurderingen af, om udvekslingen af oplysninger om fremtidige forhøjelser af bruttopriserne var konkurrencebegrænsende, i 284. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede, at parterne som følge af den øgede gennemsigtighed på markedet for lastbiler og dets høje koncentration alene imødegik en enkelt usikkerhed med hensyn til, om konkurrenternes officielle prispolitik ville blive ændret, og i bekræftende fald hvorfor og hvornår. Kommissionen konkluderede, at Scania og forligsparterne for at fjerne denne usikkerhed skabte en fast struktureret og systematisk udveksling af strategiske oplysninger vedrørende den fremtidige prisudvikling. Ifølge Kommissionen udgjorde de fremtidige forhøjelser af bruttopriserne en faktor i prisfastsættelsen, som blev anvendt på de paneuropæiske bruttoprislister (som alle parter med undtagelse af [fortroligt] rådede over), idet disse lister lå til grund for de priser, der blev anvendt på nationalt niveau, herunder priserne i de endelige transaktioner (284. betragtning til den anfægtede afgørelse).

388    Kommissionen præciserede ligeledes, at den omstændighed, at de endelige priser på lastbiler til forbrugerne ikke kunne beregnes præcist på grundlag af udvekslingen af oplysninger, ikke er relevant. Efter Kommissionens opfattelse gav udvekslingen af oplysninger, som afslørede tendenserne for bruttoprisernes fremtidige bevægelser, konkurrenterne mulighed for at få kendskab til, hvornår og hvorledes priserne udviklede sig i Europa. Kommissionen anførte desuden, at udvekslingen af detaljerede bruttoprislister gjorde det muligt for producenterne at udlede de tilnærmelsesvise aktuelle og/eller fremtidige nettopriser ved at sammenholde de forskellige former for oplysninger, som de indhentede (285. betragtning til den anfægtede afgørelse).

389    I anden række skal det bemærkes, at Kommissionen i 41.-50. betragtning til den anfægtede afgørelse beskrev prisfastsættelsesmekanismen inden for Scania og de aktører, der deltog i denne prisfastsættelse (jf. præmis 23-31 ovenfor).

390    Det fremgår af præmis 384-389 ovenfor, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, i tilstrækkelig grad tog hensyn til de udvekslinger af oplysninger, hvori Scania deltog, med henblik på at konkludere, at de havde et konkurrencebegrænsende »formål«. Kommissionen tog navnlig hensyn til kendetegnene ved markedet for lastbiler og prisfastsættelsesmekanismen for disse med henblik på at konkludere, at den udveksling af oplysninger om fremtiden, som bl.a. blev gennemført på det tyske niveau, havde konkurrencebegrænsende »formål«.

391    I tredje række skal det hvad angår sagsøgernes argumentation, der er omtalt i præmis 383 ovenfor, for det første bemærkes, at det følger af retspraksis, at en samordnet praksis kan have et konkurrencebegrænsende formål, selv når den ikke er direkte knyttet til detailpriserne (jf. præmis 319-321 ovenfor). Den manglende indvirkning, som en forhøjelse af bruttopriserne, der er besluttet på et hvilket som helst trin i Scanias distributionskæde, kunne have på den pris, som den endelige forbruger betaler, er dermed ikke tilstrækkelig til at rejse tvivl om Kommissionens konklusion om, at den udveksling af oplysninger om fremtidige ændringer af bruttopriserne, som blev foretaget på bl.a. det tyske niveau, havde et konkurrencebegrænsende »formål« som følge af de udvekslede oplysningers nytte med henblik på fastlæggelsen af konkurrenternes prisfastsættelsesstrategi.

392    For det andet godtgør sagsøgernes argumentation i præmis 383 ovenfor ikke, at de oplysninger om de fremtidige ændringer af bruttopriserne, som Scania DE’s ansatte fremlagde under udvekslingerne på det tyske niveau, ikke var strategiske. Som det fremgår af beskrivelsen af prisfastsættelsesmekanismen inden for Scania (jf. bl.a. præmis 26, 27 og 31 ovenfor), udgør Scania DE’s bruttopriser, på hvilke rabatterne anvendes, nemlig grundlaget for salgsprisen for lastbiler til forhandlerne på det tyske marked. Det følger heraf, at de ovennævnte fremtidige ændringer af bruttopriserne er et element, som påvirker prisen på Scania DE’s overførsel af en lastbil til de tyske forhandlere, og at udvekslingen af oplysninger om disse ændringer således er af strategisk karakter.

393    I fjerde række og mere generelt er den strategiske karakter af de oplysninger vedrørende de fremtidige ændringer af bruttopriserne, som blev udvekslet på det tyske niveau, ligeledes påvist ved udvekslingernes hyppighed og regelmæssige og systematiske karakter samt ved den ubestridte omstændighed, der fremgår af 93. betragtning til den anfægtede afgørelse, at disse oplysninger for de fleste producenters vedkommende ofte blev videresendt til deres respektive hovedkontorer og blev taget i betragtning som led i fastlæggelsen af deres prisfastsættelsesstrategier.

394    På baggrund af de ovenstående betragtninger skal sagsøgernes argumentation om sammenhængen for udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau forkastes. Det skal ligeledes fastslås, at Kommissionens kvalificering af udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau som havende et konkurrencebegrænsende »formål« ikke er behæftet med en fejl. Følgelig skal det femte anbringende forkastes.

e)      Det sjette anbringende vedrørende en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som Kommissionen fandt, at overtrædelsens geografiske udstrækning med hensyn til det tyske niveau omfattede hele EØS-området

395    Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens konstatering i 386. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at overtrædelsens geografiske udstrækning omfattede hele EØS-området under hele dens varighed, hvilket således dækkede konkurrenternes adfærd på det tyske niveau.

396    Det skal bemærkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde konstaterede en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og af EØS-aftalens artikel 53 fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011.

397    Hvad angår overtrædelsens geografiske udstrækning lagde Kommissionen til grund, at den omfattede hele EØS-området i hele perioden fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011 (386. betragtning til den anfægtede afgørelse).

398    Kommissionens ræsonnement, som lå til grund for konstateringen i 386. betragtning til den anfægtede afgørelse, fremgår på følgende måde af 388. og 389. betragtning til den anfægtede afgørelse:

»(388)      Scania og forligsparterne råder over de gældende bruttopriser på europæisk plan og bruttoprislisterne. Det fremgår af beviserne, at konkurrenterne før og efter indførelsen af bruttoprislister på europæisk plan eller verdensplan førte konkurrencebegrænsende drøftelser, som omfattede området for de kontraherende parter i EØS-aftalen, og aftalte forhøjelser af bruttopriserne for at sidestille priserne på mellemtunge og tunge lastbiler i EØS. Det fremgår af beviserne, at drøftelserne før indførelsen af de europæiske prislister ikke udelukkende vedrørte specifikke lande, men [at de] udtrykkeligt havde europæisk rækkevidde (jf. 103. og 104. betragtning). Efter indførelsen af de europæiske bruttoprislister, som fandt anvendelse i hele EØS-området, kunne konkurrenterne få kendskab til den europæiske prisfastsættelsesstrategi ved udveksling af oplysninger om forhøjelser af bruttopriserne i Tyskland (jf. 175. betragtning), for så vidt som disse afspejlede de forhøjelser af bruttopriserne, som hovedkontorerne anvendte på deres respektive europæiske bruttoprislister.

(389) Konkurrenterne aftalte og/eller koordinerede ligeledes tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af nye teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var påkrævet i medfør af standarderne Euro 3 til [Euro] 6, og som fandt anvendelse på hele EØS-området. Udvekslingen om tidspunkterne for indførelse af nye teknologiske standarder (f.eks. standard Euro 3) og om forhøjelser af priserne i tilknytning hertil var ikke begrænset til bestemte lande, men omfattede hele EØS (jf. 100. og 103. betragtning).«

399    Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse fastslog, at udvekslingen mellem konkurrenterne på topledelsesniveauet ophørte i september 2004, og at udvekslingen mellem konkurrenterne efter dette tidspunkt fortsatte på det tyske niveau [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse].

400    Adressaterne for den anfægtede afgørelse omfattede Scania DE, idet Kommissionen fandt, at denne enhed var direkte ansvarlig for udvekslingen af konkurrencebegrænsende oplysninger for perioden fra den 20. januar 2004 til den 18. januar 2011 [410. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse].

401    Sagsøgerne har med henblik på at underbygge deres opfattelse om, at udvekslingen af oplysninger mellem konkurrenterne på det tyske niveau ikke havde en rækkevidde, der gik videre end tysk territorium, i det væsentlige fremsat to grupper argumenter.

402    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at de oplysninger, som Scania DE fik fra konkurrenterne, ikke havde en interesse, der gik videre end det tyske marked. Sagsøgerne har desuden anført, at Scania DE aldrig antog, at disse oplysninger havde en sådan interesse, og at de kunne reducere usikkerheden med hensyn til konkurrenternes europæiske prisfastsættelsesstrategi.

403    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Scania DE ikke forelagde konkurrenterne oplysninger, som havde en interesse, der gik videre end det tyske marked, og som herved reducerede deres usikkerhed med hensyn til Scanias prisfastsættelsesstrategi uden for Tyskland. Scania DE gav endvidere ikke konkurrenterne »indtryk« af at give interessante oplysninger om hele EØS.

404    Disse to grupper argumenter undersøges nedenfor.

1)      Den geografiske rækkevidde af de oplysninger, som Scania DE modtog

405    I første række fremgår det af sagsakterne, at lastbilproducenterne gradvist begyndte at anvende de europæiske bruttoprislister fra 2000, og at størstedelen af producenterne i 2006 rådede over sådanne prislister, nemlig [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt]. Retten fastslår, at dette ligeledes var tilfældet med Scania, således som det beskrives i præmis 426-428 nedenfor. Kun [fortroligt] rådede ikke over en europæisk bruttoprisliste.

406    Det skal ligeledes bemærkes, at sagsøgerne for så vidt angår de øvrige parter ikke har anfægtet, at Kommissionen i 51. og 52. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde til grund, at de europæiske bruttoprislister blev fastlagt af producenternes hovedkontorer, og at prisforhøjelserne på prislisterne påvirker prisniveauet for distributører og forhandlere.

407    I anden række indeholder sagsakterne i denne sag oplysninger, som tyder på, at konkurrenterne havde et mere eller mindre præcist kendskab til disse prislister. Det fremgår således af en intern præsentation fra [fortroligt] af 30. marts 2006, som er omtalt i 151. betragtning til den anfægtede afgørelse, at denne producent rådede over oplysninger om konkurrenternes prisforhøjelser udledt af de europæiske bruttoprislister fra [fortroligt], [fortroligt], Scania og [fortroligt], den italienske prisliste fra [fortroligt] og den tyske prisliste fra [fortroligt]. Som det fremgår af 160. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter en undersøgelse gennemført af ansatte fra konkurrenter i Spanien vedrørende »prisstrukturen«, hvis resultater er anført i en tabel, havde [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] »fælles priser« i Unionen, mens [fortroligt] og Scania ikke havde dette. Tabellen med undersøgelsens resultater blev meddelt ansatte fra konkurrenter i Spanien, herunder ansatte i Scania Spanien.

408    Med hensyn til sagsøgernes påberåbelse af en intern præsentation fra [fortroligt] fra april 2008, hvori det angives, at denne virksomhed i 2008 ikke mente, at konkurrenterne anvendte de europæiske bruttoprislister, anser Retten ikke denne påberåbelse for afgørende som led i sin samlede vurdering af beviserne. I 2010 anførte denne virksomhed i øvrigt som led i en ansøgning om bødefritagelse, at den rådede over en europæisk bruttoprisliste, og at »dette ligeledes kunne være tilfældet for konkurrenterne«, hvorved den over for Kommissionen indikerede, at udvekslingernes geografiske rækkevidde kunne være europæisk.

409    I tredje række præciserede visse lastbilproducenter, der rådede over europæiske bruttoprislister ([fortroligt]), under den administrative procedure, at de prisforhøjelser, som de meddelte på det tyske niveau, i det væsentlige var forhøjelser, der blev anvendt på de nævnte europæiske prislister, idet disse prislister havde erstattet de nationale lister. Retten henviser i denne henseende til svarene fra [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] på Kommissionens anmodning om oplysninger af 27. november 2012, som er vedlagt svarskriftet, og til svaret fra [fortroligt] på Kommissionens anmodning om oplysninger af 19. september 2013, som denne har fremlagt efter den af Retten vedtagne foranstaltning som led i bevisoptagelsen (jf. præmis 75 ovenfor). Det følger af disse beviser, at rækkevidden af de konkurrencebegrænsende oplysninger, som blev fremlagt af i hvert fald visse konkurrenter til Scania under udvekslingerne på det tyske niveau, i hvilket der er enighed om, at ansatte fra Scania DE deltog, gik videre end det tyske marked.

410    I fjerde række fremgår det af sagsakterne, således som det er anført i 327. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse, at producenternes ansatte, som deltog i udveksling af oplysninger på det tyske niveau, ved flere lejligheder meddelte disse oplysninger til hovedkontoret, hvilket er et yderligere forhold, der godtgør, at disse udvekslingers rækkevidde var videre end det tyske marked (jf. 213. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori henvises til eksempler på meddelelser til hovedkontoret om oplysninger udvekslet på det tyske niveau). Der skal i denne henseende bl.a. henvises til indholdet af 175. betragtning til den anfægtede afgørelse, som ikke blot godtgør meddelelsen til [fortroligt]’s hovedkontor af oplysninger udvekslet på det tyske niveau, men ligeledes underbygger Kommissionens opfattelse i 388. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at de oplysninger, som blev udvekslet på det tyske niveau vedrørende forhøjelser af bruttopriserne, hjalp producenterne til at få kendskab til konkurrenternes prisfastsættelsesstrategi på europæisk plan. Ifølge dokumentbeviset i 175. betragtning til den anfægtede afgørelse skrev en leder fra [fortroligt] ved selskabets hovedkontor således følgende til sine kolleger om de udvekslede oplysninger på det tyske niveau: »Hermed ønsker jeg at dele en oversigt over det tyske marked med jer vedrørende produktionsfristerne og vores konkurrenters prisforhøjelser […] Prisfastsættelsesstrategien er i hvert fald meget tæt på konkurrenternes samlede europæiske fremgangsmåde.«

411    Den omstændighed, der er fastlagt som led i undersøgelsen af det tredje anbringende, hvorefter de ansatte på lavere hovedkontorniveau havde kendskab til udvekslingen af prisoplysninger på det tyske niveau (jf. præmis 221-229 ovenfor), underbygger ligeledes Kommissionens opfattelse af den geografiske rækkevidde af udvekslingerne på det tyske niveau.

412    I femte række fremgår det af sagsakterne, således som Kommissionen anførte i 327. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse, henset til at parternes tyske datterselskaber ikke producerede lastbiler og ikke havde ansvar for at udvikle teknologier, at eftersom dette ansvar var hovedkontorets enekompetence, kunne det antages, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, om tidsrammen for og overvæltningen af de supplerende omkostninger til at overholde standarderne Euro 5 og Euro 6 hidrørte fra hovedkontoret og vedrørte hele EØS.

413    Konstateringen i præmis 412 ovenfor illustreres af det dokumentbevis, der er anført i 148. betragtning til den anfægtede afgørelse vedrørende Scania. I en e-mail af 26. juli 2005 meddelte I, som var ansat hos Scania DE, og som deltog i udvekslingerne på det tyske niveau, E fra [fortroligt]’s hovedkontor oplysninger om tidspunktet for Scanias præsentation af en hel ny serie motorer i overensstemmelse med Euro 4-standarden og om indførelsen af lastbiltyper i overensstemmelse med Euro 5-standarden, samtidig med at han præciserede, at han ville få kendskab til de præcise tidspunkter og priserne »efter [de ansattes] ferie på fabrikken i Södertälje [Sverige]«. Eftersom Södertälje er den by, hvor Scania har sit hovedkontor, giver denne præcisering, som blev givet af en ansat fra Scania DE til en ansat hos [fortroligt], mulighed for heraf at udlede, at de oplysninger, som den ansatte fra Scania DE henviste til, hidrørte fra hovedkontoret, og at de følgelig havde en rækkevidde, der gik videre end det tyske marked. Det dokumentbevis, der er omtalt i 148. betragtning til den anfægtede afgørelse, godtgør ligeledes den indflydelse, som Scanias hovedkontor havde på fastsættelsen af priserne på det tyske marked, hvilken problemstilling behandles i præmis 422-438 nedenfor.

414    Henset til de betragtninger, der er anført i præmis 405-413 ovenfor, samlet set, skal det fastslås, at rækkevidden af de oplysninger, som Scania DE fik under udvekslingerne på det tyske niveau, gik videre end det tyske marked.

415    I denne henseende er sagsøgernes argument om, at de ansatte fra Scania DE, som deltog i udvekslingerne på det tyske niveau, aldrig antog, at oplysningerne fra repræsentanterne for andre lastbilproducenter vedrørte europæiske priser eller kunne reducere usikkerheden med hensyn til andre producenters europæiske prisfastsættelsesstrategi, ikke overbevisende.

416    For det første skal det bemærkes, at sagsakterne i denne sag indeholder oplysninger, som tyder på, at det ikke var en hemmelighed, at størstedelen af producenterne anvendte europæiske bruttoprislister (jf. præmis 407 ovenfor). Det er derfor ganske muligt at antage, at de ansatte fra Scania DE og hovedkontoret i Sverige kendte til disse prislister og dermed kunne udlede konkurrenternes prisfastsættelsesstrategi af oplysningerne opnået på det tyske niveau, f.eks. på grundlag af oplysninger om de forhøjelser af bruttopriserne, som anvendtes på de europæiske lister over konkurrenternes priser (jf. præmis 409 ovenfor).

417    For det andet er Retten ikke overbevist af sagsøgernes argument om, at Scania DE i modsætning til de andre deltagere i udvekslingerne på det tyske niveau aldrig overførte de oplysninger, som selskabet modtog på dette niveau, til sit hovedkontor. Sagsakterne indeholder ganske vist ikke beviser for, at en sådan overførsel rent faktisk fandt sted. Når dette er sagt, fremgår det af dokumentbeviset i 166. betragtning til den anfægtede afgørelse, at I fra Scania DE, der organiserede og deltog i et møde på det tyske niveau, som blev afholdt i Koblenz (Tyskland) den 12. og 13. maj 2008, overførte oplysninger om prisforhøjelser, som var blevet udvekslet under dette møde, til sine kolleger hos Scania DE, idet den pågældende præciserede, at disse oplysninger »endnu« ikke var blevet sendt til hovedkontoret i Sverige. Anvendelsen af ordet »endnu« antyder, at den ovennævnte ansatte fra Scania DE havde til hensigt at meddele hovedkontoret disse oplysninger, og at denne meddelelse til hovedkontoret ikke var usædvanlig.

418    Under alle omstændigheder betyder den omstændighed, at sagsakterne indeholder oplysninger, der godtgør, at de ansatte på det lavere topledelsesniveau i Scania var bekendt med udvekslingen af konkurrencebegrænsende prisfastsættelsesoplysninger på det tyske niveau (jf. præmis 228 ovenfor), og at møderne på de to niveauer ofte blev afholdt på samme tidspunkt og sted, at det ikke er afgørende, at der ikke er direkte bevis for, at disse ansatte hos Scania DE overførte oplysningerne udvekslet på det tyske niveau til Scanias hovedkontor. Henset til de to ovennævnte elementer kan det nemlig sluttes, at Scanias hovedkontor havde kendskab til indholdet af disse oplysninger.

419    For det tredje skal det bemærkes, at ansatte fra visse producenters hovedkontorer ligeledes deltog i udvekslingerne på det tyske niveau. Dette var ofte tilfældet for [fortroligt]. I en e-mail af 11. november 2004, som er omtalt i 139. betragtning til den anfægtede afgørelse, og som blev afsendt af C fra [fortroligt]’s hovedkontor til ansatte hos konkurrenterne under såvel hovedkontoret som det tyske niveau, herunder A fra Scanias hovedkontor og B fra Scania DE’s hovedkontor, præsenterede C to nye ansatte fra [fortroligt]’s hovedkontor, som ville have ansvar for den centrale prisfastsættelse hos denne producent. Disse elementer, som vedrører det forhold, at ansatte fra hovedkontoret deltog i udvekslinger på det tyske niveau, er et indicium for, at de ansatte fra Scania DE ikke kunne undgå at antage, at de oplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, havde interesse for konkurrenternes prisfastsættelsesstrategi på europæisk plan.

420    For det fjerde finder Retten, henset til de beviser, som er omtalt ovenfor, at de edsvorne erklæringer fra Scania DE’s ansatte, der deltog i udvekslingerne på det tyske niveau, hvilke erklæringer er fremført til støtte for argumentet i præmis 415 ovenfor, ikke er overbevisende. Af de grunde, der er anført i præmis 281 ovenfor, har disse erklæringer, som er fremlagt efter afslutningen af overtrædelsen og med det specifikke formål at støtte Scanias synspunkt, en begrænset bevisværdi.

421    På baggrund af ovenstående elementer samlet set (jf. præmis 198 ovenfor) skal det fastslås, at Scania DE gennem sine ansattes deltagelse i udvekslingen af oplysninger på det tyske niveau modtog oplysninger med en rækkevidde, der gik videre end det tyske marked. På grundlag af denne konstatering skal dette anbringende forkastes, uanset om Scania DE ligeledes afgav oplysninger, hvis rækkevidde gik videre end det tyske marked (jf. i denne retning og analogt dom af 12.7.2001, Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, T-202/98, T-204/98 og T-207/98, EU:T:2001:185, præmis 58). Når dette er sagt, finder Retten det hensigtsmæssigt at undersøge sidstnævnte problemstilling med henblik på vurderingen af grovheden af den overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, som Scania begik, og i givet fald fastsættelsen af bøden (jf. i denne retning dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

2)      Den geografiske rækkevidde af de oplysninger, som Scania DE afgav

422    Det skal bemærkes, at Kommissionen i 388. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde til grund, at lastbilproducenterne efter indførelsen af de europæiske bruttoprislister kunne få kendskab til konkurrenternes prisfastsættelsesstrategi ved at udveksle oplysninger om de forhøjelser af bruttopriserne, der anvendtes på det tyske marked, for så vidt som disse forhøjelser afspejlede de forhøjelser, som disse producenters hovedkontorer anvendte på deres europæiske bruttoprislister.

423    Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at de oplysninger om bruttoprislisterne, der blev udvekslet på det tyske niveau, ikke afspejlede Scanias priser på europæisk plan og dermed ikke bidrog til at reducere usikkerheden for Scanias konkurrenter med hensyn til denne virksomheds prisfastsættelsesstrategi uden for Tyskland.

424    Sagsøgerne har i denne henseende præciseret, at det ikke er korrekt at anse, at ab fabrik-bruttoprislisten udgør en bruttoprisliste på EØS-plan, og at den danner grundlag for de forhandlinger, der finder sted inden for rammerne af prisfastsættelsesprocessen. Til støtte for deres argument har sagsøgerne påberåbt sig den økonomiske rapport af 9. december 2017, som påviser, at der ikke er en indbyrdes forbindelse mellem ab fabrik-bruttoprislisten og bruttopriserne mellem distributører og forhandlere i Tyskland. Sagsøgerne har forklaret, at ab fabrik-bruttoprislisten er et internt referenceredskab, som Scanias hovedkontor anvender for at følge det generelle prisniveau på de forskellige dele til en lastbil i Scanias produktionsproces. På trods af navnet er ab fabrik-bruttoprislisten ikke en »prisliste«, eftersom den ikke fastsætter priserne for overførslen af dele på noget niveau i distributionsnetværket. Sagsøgerne har præciseret, at forhandlingerne på lige fod mellem distributørerne og hovedkontoret foregår på grundlag af nettoprislisterne mellem fabrikken og de særlige distributører for hvert land, og at disse prislister forhandles, hver gang markedsvilkårene begrunder en forhøjelse eller reduktion af priserne. Til støtte for argumentationen om ab fabrik-bruttoprislistens art har sagsøgerne fremlagt edsvorne erklæringer fra ansatte ved Scanias hovedkontor og Scania DE. Til støtte for deres argument om, at forhandlingerne mellem Scanias distributører og hovedkontor foregik på lige fod, og at disse svarer til forhandlinger mellem parter, der handler som ikke-forretningsmæssigt forbundne partnere, og konkurrerende profitcentre, har sagsøgerne påberåbt sig en intern rapport af 2010 fra Scania, »Scanias overordnede dokumentation om overførselspriserne«.

425    Sagsøgernes argumentation, der er omtalt i præmis 424 ovenfor, viser en forskel mellem den beskrivelse af Scanias prisfastsættelsesordning, som er blevet fremlagt i forbindelse med svarene på Kommissionens anmodninger om oplysninger under den administrative procedure, og den beskrivelse af ordningen, som er fremlagt som svar på svaret på klagepunktsmeddelelsen og for Retten.

426    Beskrivelsen af Scanias prisfastsættelsesordning i den anfægtede afgørelse (jf. præmis 23-31 ovenfor) var støttet på oplysninger fremlagt af Scania i forbindelse med svarene af navnlig 16. april og 5. juli 2012 på Kommissionens anmodninger om oplysninger. Grafen i 50. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 31 ovenfor), hvoraf ses ab fabrik-bruttoprislistens påvirkning af priserne i distributionskæden, blev ligeledes fremlagt af Scania i forbindelse med de ovennævnte svar. På samme måde beskrev Scania ved svaret af 5. juli 2012 bl.a. den rolle, som prisudvalget og [fortroligt]’s undersalgsdirektør spillede.

427    Argumentationen i præmis 424 ovenfor afspejler derimod Scanias synspunkt, der blev fremlagt in  tempore  suspecto, nemlig i virksomhedens svar på klagepunktsmeddelelsen og for Retten.

428    På denne baggrund fastslår Retten, således som Kommissionen har anført, at sagsøgernes svar på de anmodninger om oplysninger, som Kommissionen tilsendte dem i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, skal tillægges større bevisværdi end sagsøgernes senere forklaringer som svar på klagepunktsmeddelelsen. I henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 kan virksomheder, som giver urigtige eller forvanskede oplysninger som svar på en anmodning i henhold til denne forordnings artikel 18, stk. 2, pålægges bøder på op til 1% af deres samlede årlige omsætning.

429    Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremlagt noget dokument, der underbygger deres argumentation om ab fabrik-bruttoprislistens art. Som Kommissionen anførte i 299. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse, er det logisk at forvente, at Scania vil kunne fremlægge dokumentation, der underbygger virksomhedens analyse af ab fabrik-bruttoprislisten. Scania har ikke gjort dette og har blot fremlagt edsvorne erklæringer fra visse ansatte, hvilke erklæringer har en begrænset bevisværdi, som Retten ikke finder overbevisende (jf. præmis 420 ovenfor).

430    Med hensyn til sagsøgernes påberåbelse af den økonomiske rapport af 9. december 2017, som godtgør, at der ikke var en indbyrdes forbindelse mellem ab fabrik-bruttoprislisten og bruttoprislisten mellem distributører og forhandlere i Tyskland (jf. præmis 424 ovenfor), konstateres i nævnte rapport, at de specifikke ændringer i ab fabrik-bruttoprislisten ikke ledsages af tilsvarende ændringer i de gældende bruttoprislister mellem distributører og forhandlere i Tyskland. Det skal bemærkes, at Kommissionens analyse i den anfægtede afgørelse ikke er støttet på en sådan indbyrdes forbindelse, idet denne institution på ingen måde har anført, at en forhøjelse af priserne på ab fabrik-bruttoprislisten medførte en tilsvarende forhøjelse af bruttoprisen mellem distributører og forhandlere i Tyskland. I den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at forhøjelsen af priserne på ab fabrik-bruttoprislisten påvirkede nettoprisen for distributøren (dvs. den pris, som distributøren betaler hovedkontoret) og distributørens bruttopris (dvs. den pris, som forhandleren betaler distributøren), selv om prisen for slutbrugeren ikke nødvendigvis ændredes i samme størrelsesorden eller slet ikke ændredes (52. betragtning til den anfægtede afgørelse). Det ses således, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på den indbyrdes forbindelse, som er anført i den økonomiske rapport af 9. december 2017.

431    Det fremgår af præmis 423-430 ovenfor, at Kommissionens opfattelse om, at ab fabrik-bruttoprislisten udgør en europæisk bruttoprisliste, som påvirker prisfastsættelsen på lastbiler blandt de nationale distributører (og dermed på Scania DE’s plan), er godtgjort i tilstrækkelig grad.

432    Mere generelt viser beviserne i sagsakterne, at Scanias nationale distributører (og dermed Scania DE) ikke er uafhængige af hovedkontoret, når de fastlægger deres prispolitik i forhold til forhandlerne.

433    Der skal i denne henseende for det første tages hensyn til den omstændighed, at ab fabrik-bruttoprislisten fastlægges på hovedkontorniveau. Det fremgår af grafen i præmis 31 ovenfor, at ab fabrik-bruttoprislisten udgør en væsentlig komponent i prisfastsættelsen, for så vidt som alle de priser, der anvendes i de efterfølgende trin i Scanias distributionskæde, følger af denne ab fabrik-bruttoprisliste og af de rabatter og fortjenstmargener, som de forskellige aktører anvender.

434    For det andet skal der tages hensyn til den omstændighed, at langt størstedelen af Scanias distributører var datterselskaber, der var helejede af hovedkontoret (jf. præmis 20 ovenfor), hvilket i øvrigt også gjaldt Scania DE. Henset hertil er Retten ikke overbevist af sagsøgernes argument om, at prisforhandlingerne mellem de nævnte distributører og hovedkontoret udgjorde forhandlinger mellem parter, der handlede som ikke-forretningsmæssigt forbundne partnere, og konkurrerende profitcentre.

435    Det skal i denne henseende bemærkes, at beviserne i 249. og 250. betragtning til den anfægtede afgørelse, som består af en række interne dokumenter fra prisudvalget (jf. præmis 24 ovenfor), godtgør, at dette organ (som henhørte under Scanias hovedkontor) havde en magtfuld position ved fastsættelsen af det rabatniveau, der anvendtes i forhold til de nationale distributører. Sagsøgerne har med støtte i en edsvoren erklæring fra et medlem af prisudvalget blot gjort gældende, at de ovennævnte interne dokumenter vedrørte en usædvanlig begivenhed, nemlig lanceringen af en ny motor, som var meget strategisk for Scania og ikke afspejlede en normal situation. Denne edsvorne erklæring har imidlertid ikke tilstrækkelig bevisværdi til at kunne rejse tvivl om bevisværdien og det klare indhold af beviserne i 249. og 250. betragtning til den anfægtede afgørelse, og Retten finder den ikke overbevisende.

436    Med hensyn til Scanias påberåbelse af sin »Overordnede dokumentation om overførselspriserne« af 2010 (jf. præmis 424 ovenfor) skal det bemærkes, at formålet med dette dokument er at godtgøre, at Scania overholdt armslængdeprincippet (arm’s length principle) ved fastsættelsen af de koncerninterne overførselspriser (f.eks. ved fastsættelsen af nettopriser for distributørerne) i tilfælde af skattemæssigt tilsyn. I lighed med, hvad Kommissionen har anført (jf. 296. betragtning til den anfægtede afgørelse), fastslår Retten, at den omstændighed, at Scanias hovedkontor anvender overførselspriser, der er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, ikke godtgør, at Scanias distributører er uafhængige i prisforhandlingerne, men snarere godtgør, at overførselspriserne blev fastsat til en størrelse, der gør det muligt, at de kompetente skattemyndigheder ikke anfægter disse priser.

437    For det tredje er den omstændighed, at Scania DE ikke er uafhængig ved fastsættelsen af sin prispolitik, illustreret ved det dokumentbevis, der er omtalt i 148. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 413 ovenfor). Denne omstændighed ses ligeledes af dokumentbeviserne i 134. og 135. betragtning til den anfægtede afgørelse, som viser sammenhængen mellem oplysningerne om forhøjelser af bruttopriserne afgivet til konkurrenterne af henholdsvis ansatte fra Scania DE og ansatte fra Scania på topledelsesniveauet. Det fremgår således af dokumentbeviset i 134. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ansatte fra Scania DE under mødet på det tyske niveau den 3. og 4. maj 2004 meddelte konkurrenterne, at priserne på den nye serie [fortroligt] af lastbiler ville være gennemsnitligt 6% højere end på den nuværende serie [fortroligt]. Det fremgår af dokumentbeviset i 135. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Scanias repræsentant, der deltog i mødet på topledelsesniveau den 27. og 28. maj 2004, meddelte konkurrenterne, at priserne på serien [fortroligt] af lastbiler ville være 5-6% højere end priserne på serien [fortroligt]. Denne sammenhæng mellem de oplysninger, der blev fremlagt under udvekslingerne på de to ovennævnte niveauer af hemmelige kontakter, godtgør også, at de oplysninger, som Scania DE’s ansatte fremlagde under udvekslingerne på det tyske niveau, havde en rækkevidde, der gik videre end det tyske marked.

438    Henset til Scanias hovedkontors rolle i forbindelse med fastsættelsen af Scania DE’s prispolitik, således som den er påvist i præmis 433-437 ovenfor, kunne Kommissionen med føje finde, at de konkurrencebegrænsende prisoplysninger, som de ansatte fra Scania DE gav konkurrenterne under udvekslingerne på det tyske niveau, afspejlede en prisfastsættelsesstrategi, som var fastlagt af Scanias hovedkontor, og følgelig havde en rækkevidde, der gik videre end det tyske marked.

439    Rettens konklusion drages ikke i tvivl ved indholdet af de økonomiske rapporter af 20. september 2016 og 9. december 2017, som sagsøgerne har påberåbt sig.

440    Ifølge sagsøgerne godtgør de to ovennævnte økonomiske rapporter, at bruttopriserne mellem Scania DE’s distributører og forhandlere ikke er repræsentative for priserne i andre europæiske lande og derfor ikke kan reducere usikkerheden med hensyn til Scanias prisfastsættelsesstrategi i EØS. Det skal fastslås, at den anfægtede afgørelse for så vidt angår Scania ikke er støttet på hypotesen om, at der er nogen form for lighed mellem bruttopriserne mellem distributører og forhandlere i de forskellige europæiske lande, idet den nationale distributørs bruttopris, som det fremgår af grafen i præmis 31 ovenfor, fastsættes på grundlag af rabatterne anvendt i ab fabrik-bruttoprislisten og den pågældendes fortjenstmargen. Den anfægtede afgørelse er støttet på betragtningen om, at enhver forhøjelse, som anvendes på ab fabrik-bruttoprislisten, og som følgelig er besluttet af hovedkontoret, i forskellig grad (alt efter de anvendte rabatter) påvirker den nationale distributørs bruttopriser (jf. 51. og 52. betragtning til den anfægtede afgørelse).

441    Under alle omstændigheder fastslår Retten i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, at det i sagsakterne i tilstrækkelig grad er godtgjort, at Scania DE uafhængigt af den geografiske rækkevidde af de oplysninger, som dette selskab fremlagde, gav konkurrenterne indtryk af, at de oplysninger, som selskabet gav dem, havde en rækkevidde og interesse, som gik videre end det tyske marked, hvilket således bidrog til de fælles mål, der forfulgtes med en udveksling af konkurrencebegrænsende oplysninger på det tyske niveau.

442    Retten henviser i denne henseende til den udveksling, der er omtalt i 148. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 413 ovenfor). Henset til, at en ansat fra Scania DE har insinueret, at de oplysninger om tidspunktet for indførelsen af lastbiltyper og priserne, som vedkommende ville meddele den ansatte fra [fortroligt], hidrørte fra Scanias hovedkontor, kan det med rimelighed udledes, at nævnte ansatte fra [fortroligt] ville have anset disse oplysninger for at have en interesse, der gik videre end det tyske marked. Der skal ligeledes henvises til den e-mail af 28. oktober 2009, som er nævnt i 185. betragtning til den anfægtede afgørelse, og som godtgør, at [fortroligt]’s hovedkontor havde modtaget oplysninger fra Scania under udvekslinger på det tyske niveau, hvoraf fremgik, at en forhøjelse af priserne på 3% var planlagt til ikrafttræden den 1. januar 2010, idet denne forhøjelse var knyttet til et »ansigtsløft« for lastbilerne. Eftersom den prisforhøjelse, som Scania afslørede over for sin konkurrent, var knyttet til produktionsomkostningerne på lastbiler, og eftersom Scania DE ikke producerer lastbiler, kan det udledes, at [fortroligt] havde opfattet de ovennævnte oplysninger om prisforhøjelsen således, at de havde en rækkevidde, der gik videre end det tyske marked.

443    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det sjette anbringende forkastes.

f)      Det syvende anbringende om en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF og af EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som Kommissionen fandt, at den identificerede adfærd udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse, og at sagsøgerne kunne tilregnes ansvaret herfor

444    Det skal bemærkes, at Kommissionen fandt, at aftalerne og/eller den samordnede praksis mellem Scania og forligsparterne udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse i perioden fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011. Overtrædelsen bestod af en hemmelig aftale med hensyn til priserne og forhøjelsen af bruttopriserne i EØS for mellemtunge og tunge lastbiler og med hensyn til tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelse af de teknologier for emissionskontrol til mellemtunge og tunge lastbiler, som var pålagt ved standarderne Euro 3 til Euro 6 (315. betragtning til den anfægtede afgørelse).

445    Kommissionen fandt nærmere bestemt, at parterne med konkurrencebegrænsende kontakter havde fulgt en fælles plan med et samlet konkurrencebegrænsende formål, og at Scania havde eller burde have haft kendskab til det generelle anvendelsesområde for og de væsentlige kendetegn ved netværket af hemmelige kontakter og havde til hensigt at bidrage til kartellet med sine handlinger, hvorfor virksomheden kunne tilregnes ansvaret for overtrædelsen som helhed (316. og 350. betragtning til den anfægtede afgørelse).

446    Sagsøgerne har i det væsentlige anfægtet, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse i det foreliggende tilfælde, og at de er blevet tilregnet denne overtrædelse som helhed.

1)      Spørgsmålet, om der i det foreliggende tilfælde foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse

i)      Indledende bemærkninger

447    Det skal bemærkes, at Kommissionen med henblik på at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse skal godtgøre, at de forskellige former for omhandlet adfærd indgår i en »samlet plan« med et samlet mål (jf. præmis 196 ovenfor).

448    Der er i retspraksis fastsat flere kriterier af relevans for vurderingen af, om en overtrædelse er samlet og vedvarende, nemlig om den omhandlede praksis har samme formål, om de omhandlede varer eller tjenesteydelser er de samme, om de samme virksomheder har deltaget, og om fremgangsmåden har været den samme (jf. dom af 17.5.2013, Trelleborg Industrie og Trelleborg mod Kommissionen, T-147/09 og T-148/09, EU:T:2013:259, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 19.12.2013, Siemens m.fl. mod Kommissionen, C-239/11 P, C-489/11 P og C-498/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:866, præmis 243). Derudover er identiteten af de fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og identiteten af den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde kriterier, der kan tages i betragtning ved denne undersøgelse (dom af 17.5.2013, Trelleborg Industrie og Trelleborg mod Kommissionen, T-147/09 og T-148/09, EU:T:2013:259, præmis 60).

449    Det skal ligeledes præciseres, at begrebet et samlet mål ikke kan fastsættes med generel henvisning til en konkurrenceforvridning på det af overtrædelsen berørte marked, eftersom påvirkningen af konkurrencevilkårene, som formål eller virkning, udgør et væsentligt forhold ved enhver adfærd, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF. En sådan definition af begrebet et samlet mål risikerer, at begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse ville blive berøvet en del af sin mening, i det omfang den ville bevirke, at flere former for adfærd vedrørende en erhvervssektor, som er forbudte i henhold til den ovennævnte bestemmelse, systematisk skulle kvalificeres som forhold, der udgør en samlet overtrædelse (jf. dom af 12.12.2007, BASF og UCB mod Kommissionen, T-101/05 og T-111/05, EU:T:2007:380, præmis 180).

450    Som det i øvrigt allerede er bemærket (jf. præmis 195 ovenfor), indebærer betingelsen om et samlet mål endvidere, at det skal efterprøves, om der foreligger forhold, som kendetegner de forskellige former for adfærd, der er en del af overtrædelsen, som kan indikere, at den adfærd, der er materielt gennemført af andre deltagende virksomheder, ikke har det samme mål eller den samme konkurrencebegrænsende virkning, og som dermed ikke er en del af en »samlet plan«, som følge af deres identiske formål, som er at fordreje konkurrencevilkårene inden for det indre marked.

ii)    Den anfægtede afgørelse

451    Det skal bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse fandt, at de hemmelige kontakter på de tre niveauer, der er beskrevet i 317. betragtning til denne afgørelse, indgik i en samlet plan, som forfulgte et fælles konkurrencebegrænsende mål af følgende årsager.

452    I første række vedrørte alle kontakterne de samme varer, nemlig mellemtunge og tunge lastbiler (319. betragtning til den anfægtede afgørelse).

453    I anden række forblev arten af de delte oplysninger – oplysninger om priser, forhøjelser af bruttopriserne, tidspunkterne for den påtænkte lancering af lastbiler, der overholder de nye miljøstandarder, og konkurrenternes hensigt om at overvælte de tilknyttede omkostninger på kunderne – den samme under hele overtrædelsens varighed (320. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen præciserede, at arten af drøftelserne og aftalerne om tidsrammen for indførelsen af nye lastbiltyper, der ville være i overensstemmelse med visse miljøstandarder, var knyttet til og supplerede den hemmelige aftale om priser og forhøjelser af bruttopriserne (321. betragtning til den anfægtede afgørelse).

454    I denne forbindelse præciserede Kommissionen, at selv om parterne fra september 2004 ikke længere aktivt, således som de tidligere havde gjort, havde forsøgt at indgå en specifik aftale om fremtidige fælles forhøjelser af bruttopriserne eller om specifikke tidspunkter for lanceringen af lastbiler i overensstemmelse med de nye miljøstandarder eller størrelsen af de omkostninger, som parterne ville overvælte på forbrugerne for disse lastbiler, fortsatte de med et konsultere hinanden ved at udveksle den samme type oplysninger og forfølge samme formål med at begrænse konkurrencen ved at reducere graden af strategisk usikkerhed mellem dem (322. betragtning til den anfægtede afgørelse).

455    I tredje række anførte Kommissionen, at de konkurrencebegrænsende kontakter fandt sted ofte og vedrørte samme gruppe af lastbilproducenter, nemlig Scania og forligsparterne. De personer, der var involveret i kontakterne, tilhørte de samme producenter og organiserede udvekslingerne i små grupper af ansatte inden for producenterne (323. betragtning til den anfægtede afgørelse).

456    I fjerde række lagde Kommissionen til grund, at selv om niveauet og det interne ansvar for de ansatte, der var involveret i adfærden, udviklede sig under kartellet, forblev arten af, formålet med og rækkevidden af kontakter og møder det samme under hele kartellets varighed (325. betragtning til den anfægtede afgørelse). I denne henseende forklarede Kommissionen, at de hemmelige kontakter, som fandt sted på de tre niveauer, alle havde det konkurrencebegrænsende formål om at begrænse konkurrencen på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i EØS for så vidt angår fremtidige priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af lastbiler, der opfyldte miljøstandarderne (326. betragtning til den anfægtede afgørelse).

457    I 327. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen tre elementer til grund til støtte for sin konklusion om, at flytningen af udvekslingerne (the shift in the exchanges) fra topledelsesniveauet til det tyske niveau ikke havde påvirket overtrædelsens vedvarende karakter.

458    For det første lagde Kommissionen til grund, at der var en betydelig tidsmæssig overlapning mellem de møder, der blev afholdt på de forskellige niveauer, idet møderne på topledelsesniveauet fandt sted i perioden 1997-2004, møderne på det lavere hovedkontorniveau fandt sted i perioden 2000-2008, og drøftelserne på det tyske niveau fandt sted fra 2004. Dette bevirkede ifølge Kommissionen, at selv om møderne på topledelsesniveauet ikke fortsatte efter den 16. september 2004, fortsatte kontakterne på de to andre niveauer uden afbrydelse [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse]. I denne forbindelse lagde Kommissionen ligeledes til grund, at der i perioden 2003-2007 var kontakter mellem de ansatte på det lavere hovedkontorniveau og de ansatte på det tyske niveau og blev organiseret fælles møder, og at parterne desuden gentagne gange på det lavere hovedkontoniveau drøftede, hvilke oplysninger der skulle udveksles og på hvilket niveau [327. betragtning, litra a), til den anfægtede afgørelse].

459    For det andet lagde Kommissionen til grund, at parternes tyske datterselskaber ikke producerede lastbiler og ikke skulle udvikle teknologier, idet dette ansvar henhørte under hovedkontorets enekompetence. Når den eller de ansatte på det tyske niveau udvekslede oplysninger om tidsrammen for og overvæltningen af de supplerende omkostninger til indførelsen af teknologier, der var i overensstemmelse med standarderne Euro 5 og Euro 6, udvekslede de således ifølge Kommissionen oplysninger, som hidrørte fra hovedkontoret og vedrørte hele EØS [327. betragtning, litra b), til den anfægtede afgørelse].

460    For det tredje lagde Kommissionen til grund, at der med hensyn til flere karteldeltagere forelå beviser for, at de tyske datterselskaber systematisk meddelte deres hensigter om priser til hovedkontoret og, endnu vigtigere, til de personer på det centrale ledelsesniveau, som var involveret i processen med udvekslingen af prisoplysninger. I denne forbindelse anførte Kommissionen ligeledes, at Scanias hovedkontor havde beføjelser til at fastsætte bruttopriserne ab fabrik og rabatterne for distributørerne (som var datterselskaber, der var helejede af moderselskabet), og at Scania havde et struktureret skema over møder med henblik på at sikre en hurtig gennemførelse af hovedkontorets strategiske beslutninger, hvilket indikerede, at Scanias hovedkontor ikke med rimelighed kunne være ubekendt med disse oplysninger.

461    I 328. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at ændringen i kartellet (the change in the cartel) blev styret kollektivt og mellem de forskellige parter koordineret med formålet om at sikre kontinuitet i udvekslingerne.

462    I femte række anførte Kommissionen, at selv om den måde, hvorpå oplysningerne blev udvekslet, naturligvis udviklede sig i løbet af de 14 år, som overtrædelsen varede, skete dette gradvist, og udvekslingerne forblev grundlæggende af samme art: Kontakterne udvikledes fra personlige multilaterale udvekslinger, møder eller præsentationer til multilaterale udvekslinger over e-mail med en sammenskrivning af oplysninger om fremtidige priser, som blev organiseret ved e-mail og fremstillet i et regneark (329. betragtning til den anfægtede afgørelse).

463    På grundlag af disse fem elementer konkluderede Kommissionen, at de hemmelige kontakter efter deres art var indbyrdes forbundne og supplerede hinanden (330. betragtning til den anfægtede afgørelse).

iii) Bedømmelse

464    I første række står det fast, at de omhandlede hemmelige kontakter i hele deres varighed vedrørte de samme varer, nemlig mellemtunge og tunge lastbiler, og at de blev foretaget af den samme gruppe af lastbilproducenter, nemlig Scania og forligsparterne. Det fremgår desuden af sagsakterne, at kontakterne involverede en lille gruppe ansatte fra hvert niveau, hvis sammensætning var relativt stabil, og at kontakterne fandt sted regelmæssigt og hyppigt.

465    I anden række skal det bemærkes, at der var forbindelser mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter, idet deltagerne i de tre niveauer var ansat i de samme virksomheder, nemlig Scania og forligsparterne, udvekslingerne på hvert niveau havde samme indhold, der var en tidsmæssig overlapning mellem møderne på de forskellige niveauer, niveauerne henviste til hinanden og udvekslede de indhentede oplysninger, og der afholdtes fælles kontakter og møder mellem de forskellige niveauer (jf. præmis 218 ovenfor). Det skal ligeledes bemærkes, at sagsøgerne inden for rammerne af det tredje anbringende ikke har formået at rejse tvivl om Kommissionens konstateringer om forbindelserne mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter (jf. præmis 229 ovenfor).

466    I tredje række fastslår Retten, således som Kommissionen har gjort gældende (jf. præmis 453 og 454 ovenfor), at indholdet af udvekslingerne mellem parterne samt disse udvekslingers formål, som var at reducere usikkerheden mellem parterne vedrørende i det væsentlige deres fremtidige prisfastsættelsesstrategier, forblev det samme. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Retten har fastslået, at Kommissionen i 243. og 321. betragtning til den anfægtede afgørelse med føje kunne lægge til grund, at arten af drøftelserne og aftalerne om tidsrammen for indførelsen af nye lastbiltyper, der ville være i overensstemmelse med visse miljøstandarder, var forbundet med og supplerede den hemmelige praksis vedrørende priser og forhøjelser af bruttopriserne (jf. præmis 297 ovenfor).

467    I fjerde række skal det bemærkes, at Kommissionen med føje kunne finde, at den geografiske rækkevidde af de konkurrencebegrænsende udvekslinger på det tyske niveau omfattede hele EØS, ligesom de konkurrencebegrænsende udvekslinger på topledelsesniveau.

468    På grundlag af ovennævnte elementer skal Kommissionens konstatering om, at de udvekslinger mellem parterne, som er beskrevet i 317. betragtning til den anfægtede afgørelse, indgik i en samlet plan, der havde et samlet konkurrencebegrænsende formål, tiltrædes.

469    Sagsøgernes argumentation rejser ikke tvivl om Rettens konklusion. Denne argumentation kan inddeles i tre grupper. For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl, idet den foretog en samlet vurdering af de tre niveauer af kontakter mellem parterne. For det andet har sagsøgerne anfægtet Kommissionens konstatering om, at de oplysninger, der blev udvekslet på de tre niveauer af kontakter, var af samme art, således som det fremgår af 320. betragtning til den anfægtede afgørelse. For det tredje har sagsøgerne anfægtet Kommissionens angivelse i 327. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at »flytningen« af udvekslingerne fra topledelsesniveauet til det tyske niveau ikke havde påvirket overtrædelsens vedvarende karakter.

–       Den samlede vurdering af de tre niveauer af kontakter

470    Med henblik på at anfægte, at der i det foreliggende tilfælde fandtes en samlet plan, har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at de tre niveauer af kontakter i modsætning til Kommissionens fremgangsmåde i den anfægtede afgørelse skulle have været vurderet særskilt og ikke samlet.

471    For at begrunde denne opfattelse har sagsøgerne for det første gjort gældende, at Kommissionen ikke påviste nogen faktisk, relevant forbindelse mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter. Dette klagepunkt skal forkastes af de grunde, der er anført i præmis 465 ovenfor.

472    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at overtrædelsens rækkevidde skal fastlægges på grundlag af de faktuelle forhold, der er direkte forbundet med den ansatte, som deltog i den angiveligt hemmelige adfærd. Kommissionen har ikke godtgjort, at de ansatte i virksomhederne, som deltog i de hemmelige kontakter på forskellige niveauer, havde kendskab til og en fælles forståelse for rækkevidden af den hemmelige adfærd. Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at de forskellige ansatte repræsenterede virksomhederne på forskellige niveauer af kontakter.

473    Det skal i denne henseende bemærkes, at de omhandlede hemmelige kontakter i hele varigheden heraf blev gennemført af den samme gruppe af lastbilproducenter, dvs. Scania og forligsparterne. Kontakterne involverede desuden en lille gruppe ansatte fra hvert niveau, hvis sammensætning var relativt stabil, og de fandt sted regelmæssigt og hyppigt. Der skal ligeledes erindres om forbindelserne mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter. Henset til disse forhold rejser den omstændighed, at det ikke var de samme ansatte, der deltog i de hemmelige kontakter, ikke tvivl om konklusionen om, at der i det foreliggende tilfælde fandtes en fælles plan.

474    Sagsøgernes argument, som er nævnt i præmis 472 ovenfor, om, at Kommissionen ikke har godtgjort, at de ansatte i de virksomheder, som deltog i de hemmelige kontakter på forskellige niveauer, havde kendskab til og en fælles forståelse for rækkevidden af den hemmelige adfærd, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt opnåelsen af kendskab til den samlede plan skal vurderes i forhold til virksomhederne eller i forhold til deres ansatte. Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den vurderede denne opnåelse af kendskab i forhold til virksomhederne, og at den undlod at undersøge de ansattes kendskab.

475    Dette klagepunkt fra sagsøgerne er ugrundet.

476    Det skal nemlig bemærkes, at Unionens konkurrenceret vedrører »virksomheders« aktiviteter, og at dette begreb skal forstås således, at det udpeger en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (dom af 10.9.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, C-97/08 P, EU:C:2009:536, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).

477    Det skal ligeledes bemærkes, at det med hensyn til spørgsmålet, om virksomhederne kan tilregnes deres ansattes ulovlige handlinger, fremgår af retspraksis, at Kommissionens beføjelse til at pålægge en virksomhed sanktioner kun forudsætter, at en person, der generelt kan handle på virksomhedens vegne, har handlet ulovligt (jf. dom af 12.12.2014, H & R ChemPharm mod Kommissionen, T-551/08, EU:T:2014:1081, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

478    Det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 476 og 477 ovenfor, at spørgsmålet om kendskab til en samlet plan nødvendigvis skal vurderes i forhold til de involverede virksomheder og ikke i forhold til deres ansatte. Som Kommissionen med føje har anført, ville det, såfremt denne institution skulle bevise, at hver enkelt ansat i samme virksomhed, som havde deltaget i kartellet, havde fået præcist kendskab til de andre ansattes adfærd inden for kartellet, blive umuligt for denne at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse, eftersom karteller generelt er af hemmelig karakter, og beviserne ofte er brudstykkevise og spredte i kartelsager (jf. i denne retning dom af 13.7.2011, Trade-Stomil mod Kommissionen, T-53/07, EU:T:2011:360, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde kan det som følge af forbindelserne mellem de tre niveauer af hemmelige kontakter, og navnlig fordi de fysiske personer, der deltog i de tre niveauer af hemmelige kontakter, var ansat i de samme virksomheder, udledes, at disse virksomheder havde kendskab til og en fælles forståelse for den samlede plan og dermed for den ulovlige adfærd.

479    Det følger af det ovenfor anførte, at sagsøgernes argument om, at Kommissionen skulle foretage en særskilt vurdering af de tre niveauer af hemmelige kontakter, skal forkastes.

–       Arten af de udvekslede oplysninger på de tre niveauer af kontakter

480    Sagsøgerne har anfægtet den antagelse, som bl.a. er anført i 320. og 322. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter de oplysninger, der blev udvekslet på de forskellige niveauer af kontakter, var af samme art og forfulgte samme konkurrencebegrænsende formål.

481    For det første har sagsøgerne i denne henseende påberåbt sig 322. betragtning til den anfægtede afgørelse, som henviste til en grundlæggende ændring i kontakternes art, for så vidt som det fremgår heraf, at parterne fra september 2004 ikke længere aktivt, således som de havde gjort indtil dette tidspunkt, forsøgte at indgå en præcis aftale om fremtidige forhøjelser af bruttopriserne.

482    Sagsøgernes argument kan ikke tages til følge. Det fremgår ganske vist af 322. betragtning til den anfægtede afgørelse, at parterne efter september 2004 ikke længere forsøgte at indgå udtrykkelige aftaler, men i det væsentlige blot udvekslede oplysninger med det formål at begrænse konkurrencen. Som Kommissionen med føje har anført, vedrører denne udveksling – selv om den kan have indvirkning på kvalificeringen af den omhandlede adfærd som en aftale eller samordnet praksis – imidlertid ikke de udvekslede oplysningers »art«, som ifølge 322. betragtning til den anfægtede afgørelse forblev den samme og tilsigtede at reducere graden af strategisk usikkerhed mellem parterne hvad angår de fremtidige priser og forhøjelserne af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af lastbiler, der opfyldte de nye standarder.

483    For det andet har sagsøgerne påberåbt sig 116. og 117. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori omtales et møde på lavere hovedkontorniveau den 3. og 4. juli 2001, hvorunder de ansatte fra parternes hovedkontorer udtrykte bekymringer om de udvekslinger, der fandt sted på det tyske niveau, hvilke udvekslinger efter deres opfattelse gik for vidt, og de aftalte for fremtiden alene at udveksle tekniske oplysninger og ikke prisoplysninger. Sagsøgerne har anført, at disse betragtninger godtgør, at udvekslingen af oplysninger på det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau ikke var af samme art og ikke havde samme formål.

484    Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten allerede som led i behandlingen af det tredje og det femte anbringende har fastslået, at udvekslingerne på det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau bidrog til virkeliggørelsen af en fælles plan, og at disse to niveauer af hemmelige kontakter var faktuelt indbyrdes forbundet, henset til, at deltagerne på disse niveauer var ansatte fra de samme virksomheder, at der var en tidsmæssig overlapning mellem møderne på de to niveauer, at der var kontakter mellem de ansatte på det lavere hovedkontorniveau og de ansatte på det tyske niveau, og at de ansatte på det lavere hovedkontorniveau var underrettet om indholdet af udvekslingen på det tyske niveau (jf. præmis 224 og 228 ovenfor). Det fremgår endvidere af sagsakterne, at selv om deltagerne på det lavere hovedkontorniveau i 2001 aftalte i fremtiden ikke længere at udveksle prisoplysninger (jf. præmis 478 ovenfor), fandt sådanne udvekslinger sted (jf. præmis 229 ovenfor). På baggrund af disse omstændigheder skal sagsøgernes argument i præmis 483 forkastes. Der skal under alle omstændigheder tages hensyn til den omstændighed, at det fremgår af beviserne i den anfægtede afgørelse, hvilke beviser sagsøgerne ikke har draget i tvivl, at møderne på parternes topledelsesniveau, der fandt sted indtil september 2004, og således parallelt med møderne på det lavere hovedkontorniveau, klart havde et konkurrencebegrænsende formål, der var identisk med formålet med udvekslingerne på det tyske niveau, som fortsatte efter 2004 og indtil overtrædelsens ophør i 2011.

485    På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at Kommissionen ikke begik en fejl ved i det foreliggende tilfælde at konstatere en samlet plan.

–       Overtrædelsens vedvarende karakter

486    Det skal i første række fastslås, at afbrydelsen i september 2004 af de hemmelige kontakter på parternes topledelsesniveau ikke medførte en afbrydelse af de hemmelige kontakter på de to andre niveauer.

487    Ifølge dokumentbeviset i 139. betragtning til den anfægtede afgørelse havde C fra [fortroligt]’s hovedkontor den 11. november 2004 skrevet til andre producenters ansatte på det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau, med henblik på at introducere dem for to nye kontaktpersoner fra [fortroligt]’s hovedkontor med ansvar for den centrale prisfastsættelse for varer ved [fortroligt]’s hovedkontor i [fortroligt]. C anmodede konkurrenterne om at meddele ham kontaktpersonerne inden for deres organisationer. C’s e-mail blev bl.a. tilsendt A og B, der henhørte under henholdsvis det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau hos Scania. Som det er anført i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, havde konkurrenterne fra 2. december 2004 på det tyske niveau udvekslet oplysninger om de planlagte prisforhøjelser for 2005. Som led i denne udveksling gav I, der var ansat hos Scania DE, følgende oplysninger til K, der organiserede denne udveksling af oplysninger og var ansat i [fortroligt]’s tyske datterselskab: »[F]ra marts 2005 forhøjer vi [priserne på] alle vores serier [fortroligt] med 1,5%.« Det ses således, at karteldeltagernes udvekslinger på det tyske niveau havde det samme indhold som udvekslingerne på topledelsesniveauet og skete i forlængelse heraf.

488    I anden række skal det fastslås, at Kommissionens overvejelser i 327. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 457-461 ovenfor) ikke er behæftede med en fejl. Det står således fast, at der var en tidsmæssig overlapning mellem møderne på de forskellige niveauer. Inden for rammerne af det tredje anbringende har Retten fastslået, at Kommissionen havde påvist kontakterne mellem de ansatte på det lavere hovedkontorniveau og det tyske niveau, og at de ansatte på det lavere hovedkontorniveau havde kendskab til indholdet af udvekslingerne på det tyske niveau. Inden for rammerne af det sjette anbringende har Retten desuden fastslået, at Kommissionen havde påvist, at de prisoplysninger, der blev udvekslet på det tyske niveau, hidrørte fra parternes hovedkontor, og at de ansatte på det tyske niveau meddelte hovedkontoret de prisoplysninger, som de opnåede i forbindelse med disse udvekslinger.

489    På grundlag af disse forhold fastslår Retten, at Kommissionen med føje kunne finde, at selv om de hemmelige kontakter på topledelsesniveau var blevet afbrudt i september 2004, var det samme kartel (med det samme indhold og den samme rækkevidde) blevet videreført efter dette tidspunkt med den eneste forskel, at de involverede medarbejdere henhørte under de andre organisatoriske niveauer inden for de involverede virksomheder og ikke topledelsesniveauet.

490    Sagsøgernes argumenter kan ikke drage denne konklusion i tvivl.

491    For det første har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den ikke forklarede, hvorledes »flytningen« af de hemmelige kontakter fra topledelsesniveauet til det tyske niveau blev foretaget. De har gjort gældende, at for at en sådan »flytning« kan anses for at udgøre en videreførelse af tidligere praksis, skulle der have været skabt en kontrolordning for at sikre kontinuiteten. Sagsøgerne har ligeledes påberåbt sig dom af 10. november 2017, Icap m.fl. mod Kommissionen (T-180/15, EU:T:2017:795, præmis 223), hvori Retten bemærkede, at Kommissionen, såfremt videreførelsen af en aftale eller en samordnet praksis kræver bestemte positive foranstaltninger, ikke kan formode, at kartellet fortsætter, hvis der ikke foreligger beviser for, at sådanne foranstaltninger er truffet.

492    Sagsøgernes argumentation kan ikke tiltrædes. Det fremgår nemlig af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen anvendte udtrykkene »flytning« eller »migration« af udvekslingerne fra topledelsesniveauet til det tyske niveau for at indikere, at der var sket en ændring af det niveau af ansatte, der deltog i de hemmelige kontakter, og ikke for at indikere, at der var sket nogen form for afbrydelse af kartellet. I 327. betragtning til den anfægtede afgørelse fremførte Kommissionen endvidere faktiske omstændigheder, som godtgjorde, at kartellet blev videreført efter september 2004 (jf. præmis 458-460 ovenfor), og det ses af disse omstændigheder, at der ikke krævedes nogen »bestemt positiv foranstaltning« som omhandlet i dom af 10. november 2017, Icap m.fl. mod Kommissionen (T-180/15, EU:T:2017:795, præmis 223).

493    For det andet har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den i den anfægtede afgørelse ikke godtgjorde, at Scania DE’s ansatte, der havde deltaget i møderne på det tyske niveau, vidste, at de var blevet involveret i forlængelse af den praksis, der havde fundet sted på de to andre niveauer, eller at Scanias ansatte, der deltog i møderne på det lavere hovedkontorniveau, havde kendskab til møderne på topledelsesniveauet.

494    Sagsøgernes argumentation er støttet på den opfattelse, at opnåelsen af kendskab til den samlede plan skal vurderes i forhold til virksomhedens ansatte og ikke i forhold til virksomheden selv. Som det allerede er fastslået, er denne opfattelse urigtig (jf. præmis 474-478 ovenfor).

495    Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der inden for virksomheden Scania blev opnået kendskab til overtrædelsens vedvarende karakter på trods af »flytningen« af udvekslingerne fra topledelsesniveauet til det tyske niveau, skal følgende elementer påpeges.

496    For det første skal det bemærkes, at Scanias hovedkontor spillede en vigtig rolle ved prisfastsættelsen i forhold til virksomhedens nationale distributører og dermed i forhold til Scania DE, der er førstnævntes helejede datterselskab. Prisfastsættelsesmekanismen inden for Scania er blevet undersøgt inden for rammerne af det sjette anbringende.

497    For det andet skal det bemærkes, at beviserne i sagsakterne godtgør, at de ansatte fra Scanias hovedkontor (det lavere hovedkontorniveau) havde kendskab til indholdet af udvekslingerne på det tyske niveau (jf. præmis 418 ovenfor). Det er usandsynligt, at denne virksomheds topledelse ikke er bekendt med disse.

498    For det tredje skal det bemærkes, at beviserne i sagsakterne indikerer, at Scania DE’s ansatte udvekslede oplysninger, på det tyske niveau, fra Scanias hovedkontor (jf. præmis 413, 437, 438 og 442 ovenfor).

499    Disse tre elementer godtgør, at selv om udvekslingerne på topledelsesniveauet ophørte i september 2004, havde virksomheden Scania og dens hovedkontor kendskab til, at den samme overtrædelse fortsatte efter september 2004, med den eneste forskel, at de ansatte på topledelsesniveauet ikke længere deltog i de hemmelige kontakter. I denne henseende er den af sagsøgerne anførte omstændighed, at Scania DE’s ansatte ikke havde kendskab til de hemmelige kontakter på topledelsesniveauet, uden betydning.

500    Henset til de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at Kommissionens konklusion om, at der i det foreliggende tilfælde forelå en samlet og vedvarende overtrædelse, ikke er behæftet med en fejl.

2)      Spørgsmålet, om den samlede og vedvarende overtrædelse kan tilregnes Scania

501    I 332. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at Scania havde deltaget direkte i alle relevante aspekter af kartellet.

502    I 333. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at selv om Scania kun producerede og solgte tunge lastbiler, vidste eller burde virksomheden vide, at de andre karteldeltagere også producerede mellemtunge lastbiler, og at de hemmelige kontakter vedrørte begge lastbiltyper (både mellemtunge og tunge). Kommissionen fastslog derfor, at Scania vidste eller burde vide, at den konkurrencebegrænsende praksis angik mellemtunge og tunge lastbiler.

503    På grundlag af disse betragtninger konkluderede Kommissionen i 334. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Scania havde til hensigt at bidrage til overtrædelsen, og at virksomheden havde eller burde have kendskab til denne.

504    Sagsøgerne har med henblik på at anfægte, at den samlede og vedvarende overtrædelse kunne tilregnes Scania, foreholdt Kommissionen, at den ikke påviste det fornødne »mentale element«. Med andre ord har de foreholdt denne institution, at den i den anfægtede afgørelse ikke godtgjorde, at de kumulative kriterier om interesse i, kendskab til og accept af risikoen, hvilke kriterier er fastlagt i dom af 8. juli 1999, Kommissionen mod Anic Partecipazioni (C-49/92 P, EU:C:1999:356, præmis 87), var opfyldt i det foreliggende tilfælde for så vidt angår Scanias repræsentanter, der deltog i de tre niveauer af kontakter.

505    Det skal i denne henseende fastslås, at for så vidt som opnåelsen af kendskab til en samlet plan skal vurderes i forhold til de involverede virksomheder og ikke i forhold til deres ansatte (jf. præmis 478 ovenfor), skal de faktorer, der er afgørende for tilregnelsen af en samlet og vedvarende overtrædelse, nødvendigvis og analogt ligeledes vurderes i forhold til virksomheden.

506    Med hensyn til de faktorer, der er afgørende for, om en virksomhed kan tilregnes en samlet og vedvarende overtrædelse, fremgår det af dom af 6. december 2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 43-45), at såfremt den pågældende virksomhed har deltaget direkte i hele den konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, er Kommissionen berettiget til at tilregne denne virksomhed overtrædelsen i sin helhed, uden at den er forpligtet til at påvise, at kriterierne om interesse i, kendskab til og accept af risikoen er opfyldt.

507    I det foreliggende tilfælde kan det fastslås, at virksomheden Scania, således som det er anført i 332. betragtning til den anfægtede afgørelse, deltog direkte i alle relevante aspekter af kartellet. Virksomhedens ansatte deltog nemlig i de hemmelige kontakter, som fandt sted på de tre niveauer. Virksomheden Scania udvekslede oplysninger om priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af de omkostninger, som var forbundet med indførelsen af teknologier, der opfyldte miljøstandarderne Euro 3 til Euro 6, med konkurrenterne. Scania deltog aktivt i kartellet, organiserede møder og deltog i udveksling af e-mails (jf. 332. betragtning til den anfægtede afgørelse).

508    Det er korrekt, at Scania ikke producerer mellemtunge lastbiler. Det fremgår dog af sagsakterne, at de hemmelige kontakter, hvori Scanias ansatte deltog, både vedrørte mellemtunge og tunge lastbiler (jf. 333. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen kunne derfor med føje tilregne virksomheden Scania den samlede og vedvarende overtrædelse også med hensyn til mellemtunge lastbiler, idet virksomheden nødvendigvis havde kendskab til dette aspekt af kartellet.

509    Henset til de ovenstående bemærkninger skal det fastslås, at det forhold, at Scania blev tilregnet den samlede og vedvarende overtrædelse som helhed, ikke er behæftet med en fejl. Det følger heraf, at det syvende anbringende skal forkastes.

4.      Det ottende anbringende om en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 25 i forordning nr. 1/2003, for så vidt som Kommissionen pålagde en bøde for en adfærd, som var forældet, og at den under alle omstændigheder ikke tog hensyn til, at nævnte adfærd ikke var vedvarende

510    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at de faktiske omstændigheder vedrørende topledelsesniveauet, som begrundede bødepålæggelsen, er forældede i henhold til artikel 25 i forordning nr. 1/2003, idet møderne på det nævnte niveau ophørte i september 2004, dvs. mere end fem år før Kommissionens undersøgelse blev indledt. Sagsøgerne har tilføjet, at Kommissionen på denne baggrund ikke længere havde en berettiget interesse som omhandlet i artikel 7 i forordning nr. 1/2003 i at fastslå, at der forelå en overtrædelse i tilknytning til en adfærd på topledelsesniveauet.

511    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at selv om Retten måtte fastslå, at de omhandlede faktiske omstændigheder udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse (hvilket ikke er tilfældet), skal den anfægtede afgørelse ændres, for så vidt som der heri ikke er taget hensyn til afbrydelserne af den angivelige overtrædelse vedrørende topledelsesniveauet. I denne forbindelse har sagsøgerne anført, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder tilstrækkelige beviser for møderne på topledelsesniveauet i 1999.

512    Sagsøgerne har endvidere anført, at det, henset til fraværet af beviser for Scanias deltagelse i møderne på topledelsesniveauet i 1999 og 2002, var med urette, at det i den anfægtede afgørelse blev konkluderet, at virksomheden havde deltaget vedvarende i topledelsens møder fra den 17. januar 1997 til den 24. september 2004. Det skulle i den anfægtede afgørelse snarere have været fastslået, at møderne i hvert fald for så vidt angår Scania var afbrudt fra den 3. september 1998 til den 3. februar 2000 (17 måneders afbrydelse) og fra den 20. november 2001 til den 10. april 2003 (yderligere 17 måneders afbrydelse).

513    Sagsøgerne har endelig gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, og at bødepålæggelsen under alle omstændigheder er forældet for enhver overtrædelse før den 10. april 2003. Subsidiært har sagsøgerne anført, at bødepålæggelsen er forældet for enhver overtrædelse før den 3. februar 2000. Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at beregningen af bøden forbundet med topledelsesniveauet skulle tage hensyn til de lange perioder, hvor overtrædelsens intensitet var lavere.

514    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

515    I første række skal det med hensyn til sagsøgernes argument om forældelse vedrørende Kommissionens bødepålæggelse bemærkes, at det følger af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003, sammenholdt med samme forordnings artikel 23, stk. 2, litra a), at den beføjelse, som Kommissionen er tillagt med henblik på at pålægge virksomheder bøder for overtrædelser af bl.a. artikel 101 TEUF, forældes efter fem år. Det bestemmes i artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at forældelsesfristen for vedvarende eller gentagne overtrædelser først regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt. Artikel 25, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 foreskriver bl.a., at forældelsesfristen for bødepålæggelse afbrydes, hver gang Kommissionen tager skridt til at undersøge eller forfølge overtrædelsen.

516    I det foreliggende tilfælde fastslog Kommissionen uden at begå en fejl, at adfærden på topledelsesniveauet indgik i en samlet og vedvarende overtrædelse, der ophørte den 18. januar 2011. Den femårige forældelse begynder således først at løbe fra det sidstnævnte tidspunkt, hvilket vil sige, at Kommissionens beføjelse til at pålægge en bøde i det foreliggende tilfælde ikke var forældet.

517    I anden række påpeges følgende med hensyn til sagsøgernes argument om den angivelige mangel på beviser for møderne på topledelsesniveauet i 1999.

518    For det første skal det bemærkes, at den anfægtede afgørelse indeholder tilstrækkelige beviser vedrørende møderne på topledelsesniveauet i 1998 og 2000. I 105. betragtning til den anfægtede afgørelse anføres nærmere bestemt et dokumentbevis vedrørende et møde på topledelsesniveauet den 3. september 1998, hvorunder parternes repræsentanter udvekslede forudsigelser om markedet i 1999. Ifølge dette dokumentbevis deltog en repræsentant fra Scanias hovedkontor, N, i dette møde. Der fandt lignende møder sted i 2000, således som det fremgår af 109.-112. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori N fra Scanias hovedkontor ligeledes deltog.

519    For det andet fremgår det af dokumentbeviset i 106. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det næste møde på topledelsesniveauet efter det møde, der fandt sted den 3. september 1998 (jf. præmis 518 ovenfor), var fastsat til januar 1999.

520    For det tredje henviste Kommissionen i 106. betragtning til den anfægtede afgørelse til [fortroligt]’s bødefritagelseserklæring, hvoraf det fremgik, at møderne mellem konkurrenterne i perioden 1998-2001 fandt sted mindst én gang om året. Det fremgår af denne erklæring, at deltagerne i disse møder, der ikke henhørte under topledelsen, udvekslede oplysninger om bl.a. fremtidige forhøjelser af priserne. Blandt deltagerne i disse møder identificeredes O, der var Scania DE’s administrerende direktør.

521    For det fjerde skal det, således som Kommissionen har anført, bemærkes, at møderne på topledelsesniveauet indgik i en samlet og vedvarende overtrædelse, og at alle møderne mellem konkurrenterne på ethvert organisatorisk niveau dermed kunne tages i betragtning med blik på at vurdere, om overtrædelsen fortsatte i 1999.

522    For det femte skal det ligeledes bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis vedrørende bl.a. en overtrædelse, som strækker sig over flere år, at den omstændighed, at der ikke blev fremlagt et direkte bevis for et selskabs deltagelse i denne overtrædelse i en bestemt periode, ikke er til hinder for, at denne deltagelse også i denne periode anses for at foreligge, såfremt en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier, idet der i denne henseende kan tages hensyn til, at selskabet ikke har foretaget en offentlig afstandtagen (jf. dom af 26.1.2017, Villeroy & Boch mod Kommissionen, C-625/13 P, EU:C:2017:52, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

523    Henset til de elementer, der er anført i præmis 518-521 ovenfor, og til den retspraksis, der er nævnt i præmis 522 ovenfor, skal det fastslås, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at fastslå, at den samlede overtrædelse i det foreliggende tilfælde ikke blev afbrudt i 1999, og at Scania ligeledes deltog i nævnte overtrædelse dette år.

524    I tredje række skal følgende fastslås med hensyn til sagsøgernes argument om, at det ikke er godtgjort, at Scania deltog i møderne på topledelsesniveauet i 2002.

525    For første fremgår det af 119. betragtning til den anfægtede afgørelse, at M fra Scanias hovedkontor fik tilsendt en invitation til et møde på topledelsesniveauet, som fandt sted den 7. februar 2002.

526    For det andet fremgår det af [fortroligt]’s repræsentants håndskrevne noter vedrørende et møde på topledelsesniveauet den 27. og 28. juni 2002, hvilke noter er omtalt i 123. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Scania meddelte taloplysninger om salget i 2002 i flere lande.

527    For det tredje ses det af [fortroligt]’s interne rapport, hvori gengives de oplysninger, der blev udvekslet på et møde på topledelsesniveauet den 18. september 2002, der er nævnt i 126. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Scania afgav oplysninger om sine prisforhøjelser for 2002 og om et søgsmål, som var anlagt imod virksomheden i Det Forenede Kongerige.

528    Henset til de elementer, som er anført i præmis 525-527 ovenfor, skal det fastslås, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort Scanias deltagelse i møderne på topledelsesniveauet i 2002.

529    Denne konklusion drages ikke i tvivl af den edsvorne erklæring afgivet af M, som var Scanias repræsentant ved møderne på topledelsesniveauet, ifølge hvilken han, »så vidt han huskede«, ikke havde deltaget i noget møde af denne art i 2002. Denne erklæring er meget uklar, og Retten finder den ikke overbevisende. Det er i øvrigt allerede bemærket, at dokumenter udarbejdet in tempore non suspecto, såsom håndskrevne noter taget under et møde, har en større bevisværdi end dokumenter, som ikke hidrører fra tidspunktet for de faktiske omstændigheder, såsom de edsvorne erklæringer.

530    I fjerde række bemærker Retten, at sagsøgerne i fodnote 554 i stævningen har gjort gældende, at Scanias deltagelse i visse af de møder på topledelsesniveauet, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, ikke er påvist. Det drejer sig om møder i Bruxelles den 17. januar 1997 (98. betragtning til den anfægtede afgørelse) og den 6. april 1998 (103. betragtning), i Amsterdam (Nederlandene) den 3. februar 2000 (108.-110. betragtning) og i Eindhoven (Nederlandene) den 6. september 2000 (111. betragtning). Til støtte for dette argument har de påberåbt sig den edsvorne erklæring fra N, som anførte ikke at kunne huske at have deltaget heri.

531    Retten fastslår, at de betragtninger til den anfægtede afgørelse, der er nævnt i præmis 530 ovenfor, indeholder dokumentbeviser, der påviser Scanias deltagelse i de pågældende møder. Med hensyn til indholdet af N’s edsvorne erklæring og dens bevisværdi henviser Retten til betragtningerne i præmis 529 ovenfor. Retten fastslår, at sagsøgernes argument, som er omtalt i præmis 530 ovenfor, er ugrundet.

532    Henset til de ovenfor anførte betragtninger fastslår Retten, at dette anbringende skal forkastes, og præciserer, at de af sagsøgerne påberåbte grunde til støtte for en ændring af den anfægtede afgørelse (jf. præmis 511 og 513 ovenfor) er ugrundede, idet sagsakterne for Retten ikke afslører nogen afbrydelse af den konstaterede samlede overtrædelse eller perioder, hvor overtrædelsens intensitet var lavere.

5.      Det niende anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet hvad angår bødens størrelse og under alle omstændigheder om behovet for en bødenedsættelse i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003

533    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal ændres, for så vidt som den pålagte bøde er i strid med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. De har desuden under alle omstændigheder anmodet Retten om som led i udøvelsen af sin fulde prøvelsesret at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og nedsætte bøden.

534    Efter Rettens forståelse af anvendelsen af verbet »ændre« har sagsøgerne anmodet den om at udøve sin fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, i henhold til artikel 261 TEUF.

535    Det skal i denne henseende bemærkes, at systemet med retslig prøvelse af Kommissionens afgørelser vedrørende procedurerne i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF består i en legalitetskontrol af institutionernes retsakter, som er fastsat i artikel 263 TEUF, hvilken kontrol i henhold til artikel 261 TEUF og efter anmodning fra sagsøgerne kan suppleres af Rettens udøvelse af en fuld prøvelsesret vedrørende de sanktioner, som af Kommissionen pålægges på dette område (jf. dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

536    Når Unionens retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret som fastsat i artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, har de kompetence til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at sætte deres egen vurdering med hensyn til fastsættelsen af størrelsen af denne sanktion i stedet for den vurdering, som Kommissionen, der er ophavsmand til den retsakt, hvori denne sanktion oprindeligt blev fastsat, har foretaget (jf. dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

537    Omfanget af denne fulde prøvelsesret er til forskel fra den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF, derimod begrænset til fastsættelsen af bødens størrelse (jf. dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

538    Det følger heraf, at den fulde prøvelsesret, som Retten råder over på grundlag af artikel 31 i forordning nr. 1/2003, alene vedrører dennes vurdering af den bøde, som Kommissionen har pålagt, og den omfatter ikke enhver ændring af de elementer, som udgør den overtrædelse, som Kommissionen lovligt har fastslået i den afgørelse, som er blevet indbragt for Retten (dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 77).

539    Med henblik på at fastsætte størrelsen af den bøde, som skal pålægges, tilkommer det Retten selv at vurdere de konkrete omstændigheder og overtrædelsens art. Dette indebærer, at Retten i henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 for hver virksomhed, der pålægges sanktioner, tager hensyn til grovheden af den omhandlede overtrædelse og varigheden heraf, under overholdelse af bl.a. proportionalitetsprincippet, princippet om individuelle sanktioner og ligebehandlingsprincippet, uden at Retten er bundet af de vejledende bestemmelser, som Kommissionen har fastsat i sine retningslinjer (jf. i denne retning dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 89 og 90).

a)      Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

540    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at der i den anfægtede afgørelse ikke blev foretaget en forholdsmæssig vurdering af overtrædelsens grovhed, idet det ikke blev fastslået, at Scania DE’s ansatte ikke kunne vide, at de oplysninger, der blev modtaget fra konkurrenterne, kunne have europæisk rækkevidde. Såfremt Scania DE’s ansatte havde ønsket at skade konkurrencen på det geografiske marked (Tyskland), som de havde ansvar for (hvilket ikke var tilfældet), står den bøde, der blev pålagt ved den anfægtede afgørelse, ikke i forhold til den omhandlede overtrædelse, eftersom der heri er taget hensyn til værdien af afsætningen på EØS-plan.

541    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som der heri hvad angår beregningen af bøden ikke blev taget hensyn til den omstændighed, at kontakterne mellem lastbilproducenterne skiftede karakter og intensitet i den betragtede periode, således som det er lagt til grund i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse.

542    For det tredje har sagsøgerne anført, at den overtrædelse, der er beskrevet i betragtningerne til den anfægtede afgørelse, er videre end den, der gav anledning til bøden i afgørelsens dispositive del. De har i denne henseende sammenlignet 317. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori henvises til udvekslingen af konkurrencemæssigt følsomme oplysninger, med artikel 1 i afgørelsens dispositive del, hvori der ikke henvises til denne udveksling. Sagsøgerne har anført, at denne fremlæggelse har indvirkning på beregningen af bøden, og at den bøde, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, dermed ikke står i forhold til overtrædelsen, således som Kommissionen tilsigtede at beskrive denne.

543    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

544    Hvad angår sagsøgernes argumentation, der er omtalt i præmis 540 ovenfor, skal det bemærkes, at Retten som led i undersøgelsen af det sjette anbringende forkastede sagsøgernes argument om, at Scania DE’s ansatte, som deltog i udvekslingerne på det tyske niveau, aldrig antog, at de oplysninger, der blev modtaget under disse udvekslinger, vedrørte europæiske priser eller kunne reducere usikkerheden med hensyn til andre producenters europæiske prisfastsættelsesstrategi (jf. præmis 415 ovenfor). Det følger heraf, at den argumentation, som er anført i præmis 540 ovenfor, ikke godtgør, at bøden er uforholdsmæssig.

545    Med hensyn til sagsøgernes argumentation, der er nævnt i præmis 541 ovenfor, skal det bemærkes, at Kommissionen i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede, at selv om parterne fra september 2004 ikke længere aktivt, således som de tidligere havde gjort, havde forsøgt at indgå en specifik aftale om fremtidige fælles forhøjelser af bruttopriserne eller om specifikke tidspunkter for lanceringen af lastbiler i overensstemmelse med de nye miljøstandarder eller størrelsen af de omkostninger, som parterne ville overvælte på forbrugerne for disse lastbiler, fortsatte de med et konsultere hinanden ved at udveksle den samme type oplysninger og forfølge samme formål om at begrænse konkurrencen ved at reducere graden af strategisk usikkerhed mellem dem.

546    Det skal ligeledes bemærkes, at Rettens konstatering om, at ændringen fra september 2004, selv om denne ændring kunne have indflydelse på, at den pågældende adfærd blev kvalificeret som en aftale eller samordnet praksis, ikke vedrører de udvekslede oplysningers »art«, der ifølge 322. betragtning til den anfægtede afgørelse forblev den samme (jf. præmis 482 ovenfor).

547    Det ses således, at den eneste forskel med hensyn til parternes adfærd før og efter september 2004 er deres forsøg på før september 2004 at indgå specifikke aftaler om priserne, hvilke forsøg ophørte efter dette tidspunkt. Som Kommissionen med føje har anført, godtgør sagsøgernes argumentation, der er nævnt i præmis 541 ovenfor, henset, for det første, til, at princippet om, at samordnet praksis ligesom aftaler kan skade konkurrencen, og, for det andet, til den omstændighed, at Kommissionen ikke forhøjede den relevante faktor for grovhed som følge af parternes forsøg på at indgå aftaler om priserne, ikke, at bøden er uforholdsmæssig.

548    Hvad angår sagsøgernes argumentation, som er omtalt i præmis 542 ovenfor, skal det bemærkes, at Kommissionen i 317. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde til grund, at der forelå praksis, som reducerede den strategiske usikkerhed mellem parterne for så vidt angår fremtidige priser, forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af lastbiltyper, der opfyldte miljøstandarderne. I 317. betragtning, litra a)-c), og som det fremgår af anvendelsen af ordne »[i] denne henseende«, forklarede Kommissionen, hvori den ovennævnte praksis bestod. I 317. betragtning, litra c), anførte Kommissionen delingen af »andre konkurrencemæssigt følsomme oplysninger«.

549    I artikel 1 i den anfægtede afgørelses dispositive del omtalte Kommissionen en hemmelig aftale om priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af teknologier for emissionskontrol.

550    Det fremgår af en sammenligning af 317. betragtning til og artikel 1 i den dispositive del i den anfægtede afgørelse, at beskrivelsen af overtrædelsen ikke er forskellig i de to bestemmelser, idet henvisningen til »andre konkurrencemæssigt følsomme oplysninger« blot er et eksempel på en hemmelig aftale om priser og forhøjelser af bruttopriserne samt tidsrammen for og overvæltningen af omkostningerne til indførelsen af teknologier for emissionskontrol.

551    Det fremgår af det ovenstående ræsonnement, at ingen af sagsøgernes argumenter godtgør, at bøden var uforholdsmæssig.

b)      Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

552    Sagsøgerne har påberåbt sig tre argumenter til støtte for deres udsagn om, at størrelsen af den pålagte bøde er i strid med ligebehandlingsprincippet.

553    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at affattelsen af den anfægtede afgørelse fremhæver deres rolle i overtrædelsen uforholdsmæssigt og i det væsentlige ser bort fra andre lastbilproducenters rolle, hvorved virkeligheden forvanskes. Sagsøgerne har anført, at det som følge af denne affattelse af den anfægtede afgørelse er umuligt at sammenligne deres rolle med de andre lastbilproducenters rolle i overtrædelsen, og eftersom denne sammenligning er umuliggjort, er flere af Kommissionens vurderinger af bødens størrelse i den anfægtede afgørelse i strid med ligebehandlingsprincippet. Sagsøgerne har henvist til 444. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen lagde til grund, at der hverken var skærpende eller formildende omstændigheder i det foreliggende tilfælde. Sagsøgerne har ligeledes henvist til 432. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen med henblik på beregningen af grundbeløbet for den bøde, som Scania blev pålagt, lagde den samme andel af værdien af virksomhedens afsætning til grund som den andel af værdien af forligsparternes afsætning, som blev lagt til grund i forligsafgørelsen.

554    Sagsøgerne har ligeledes anført, at den omstændighed, at den anfægtede afgørelse indeholder en mere præcis og målrettet beskrivelse af deres rolle i den omhandlede adfærd end forligsafgørelsens beskrivelse af de andre konkurrenters rolle, stiller dem ugunstigt i forbindelse med de erstatningssøgsmål, som de kan blive stillet over for.

555    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med ligebehandlingsprincippet, eftersom den anvender den samme metode til beregning af bøden for alle lastbilproducenter uden at tage hensyn til den omstændighed, at deres markedsandel på europæisk plan var lavere end de andre producenters markedsandele, og til den omstændighed, at afstanden til markedslederne, bl.a. i Tyskland, var meget stor.

556    Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med ligebehandlingsprincippet, for så vidt som der heri ikke blev taget hensyn til, at Scania DE’s ansatte havde haft en passiv rolle eller i hvert fald ikke havde spillet en fremtrædende rolle i den omhandlede adfærd sammenlignet med de to store producenter på markedet.

557    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med ligebehandlingsprincippet, for så vidt som Kommissionens metode til fastsættelse af den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, er den samme som den, der blev anvendt på de andre lastbilproducenter, selv om sagsøgerne til forskel fra disse ikke producerer mellemtunge lastbiler.

558    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

559    Inden ovennævnte argumenter behandles, skal det bemærkes, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i chartrets artikel 20 og 21. Det fremgår af fast retspraksis, at det nævnte princip kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 132, og af 26.1.2017, Zucchetti Rubinetteria mod Kommissionen, C-618/13 P, EU:C:2017:48, præmis 38). Det fremgår ligeledes af Domstolens faste praksis, at der med hensyn til bødens størrelse ikke ved anvendelse af forskellige beregningsmetoder kan udøves forskelsbehandling af de virksomheder, der har deltaget i en aftale eller samordnet praksis i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF (dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 133, af 12.11.2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 62, og af 26.1.2017, Zucchetti Rubinetteria mod Kommissionen, C-618/13 P, EU:C:2017:48, præmis 38).

560    Hvad angår sagsøgernes argument, som er omtalt i præmis 553 ovenfor, skal det for det første bemærkes, således som Kommissionen har anført, at denne institution i henhold til artikel 296 TEUF havde pligt til i tilstrækkelig grad at begrunde den anfægtede afgørelse, hvilket den gjorde. Eftersom Scania var den eneste adressat for den anfægtede afgørelse, var det normalt, at vurderingen var centreret om denne virksomheds rolle i kartellet. De øvrige karteldeltagere havde allerede været genstand for forligsafgørelsen, der fastslog deres ansvar for den rolle, som de havde haft i kartellet.

561    For det andet skal det bemærkes, at affattelsen af den anfægtede afgørelse i modsætning til det af sagsøgerne hævdede herom ikke »ser bort fra« de andre lastbilproducenters rolle i kartellet. Deres adfærd fremgår klart af den tidsmæssige rækkefølge af begivenhederne, som er beskrevet i den anfægtede afgørelses punkt 6.2, hvori gives en detaljeret redegørelse for arten og indholdet af udvekslingerne samt deltagerne heri. Det følger heraf, at sagsøgernes argument om, at deres rolle i kartellet ikke kan sammenlignes med de øvrige parters rolle, er ugrundet.

562    For det tredje fastslår Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse og sagsakterne for Retten, at Scanias rolle i kartellet ikke var anderledes end de øvrige parters rolle, og at sagsøgerne ikke har fremført noget argument eller noget bevis, som godtgør det modsatte. Som Kommissionen med føje har anført, fandt hver af de faktorer, der tages i betragtning for som led i beregningen af bødens grundbeløb at fastlægge overtrædelsens grovhed og »indtrædelsesbeløbet«, dvs. overtrædelsens art, de involverede virksomheders kumulerede markedsandele, overtrædelsens geografiske omfang og gennemførelsen heraf, ensartet anvendelse på Scania og de øvrige parter.

563    Henset til ovenstående betragtninger fastslår Retten, at Kommissionen ikke begik en fejl ved i afgørelsen at lægge den samme andel af afsætningens værdi til grund for Scania som den, den havde lagt til grund for de andre producenter, og ved at anvende den samme koefficient for grovhed (17%) og det samme »indtrædelsesbeløb« (17%) som det, der blev anvendt for de andre producenter i forligsafgørelsen.

564    Følgelig skal argumentet i præmis 553 ovenfor forkastes.

565    Hvad angår det argument, der er omtalt i præmis 554 ovenfor, skal det bemærkes, at den omstændighed, at den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med de krav til begrundelsespligten, som påhviler Kommissionen, indeholder en detaljeret fremlæggelse af Scanias ulovlige adfærd, skyldes, at Scania var den eneste adressat for denne afgørelse, idet denne virksomhed i modsætning til de øvrige parter, der havde fremsat en formel anmodning om forlig, ikke havde anerkendt sit ansvar i forbindelse med kartellet. Det følger heraf, at sagsøgerne ikke befinder sig i den samme situation som forligsparterne, og at deres argument, som er omtalt i præmis 554 ovenfor, derfor ikke påviser en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

566    Hvad angår sagsøgernes argument, der er nævnt i præmis 555 ovenfor, skal det bemærkes, at Kommissionen i såvel den anfægtede afgørelse som i forligsafgørelsen med henblik på beregningen af bøderne bl.a. henviste til værdien af afsætningen af varer i forbindelse med overtrædelsen for de involverede virksomheder i EØS, hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med institutionens retningslinjer for beregning af bøder. I disse retningslinjers punkt 6 har Kommissionen således forklaret, at værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed anses for i tilstrækkelig grad at afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning.

567    I det foreliggende tilfælde har Retten ikke grund til at rejse tvivl om Kommissionens valg om med hensyn til alle de involverede virksomheder at henvise til værdien af deres afsætning af varer, som overtrædelsen omfatter i EØS. Der er tale om et rimeligt valg med henblik på at afspejle de enkelte deltagende virksomheders relative betydning, hvilket valg berørte alle de karteldeltagende virksomheder og ikke blot Scania.

568    Domstolen har desuden fastslået, at EU-retten ikke indeholdt noget almengyldigt princip, hvorefter sanktionen skal stå i forhold til virksomhedens betydning på det produktmarked, der er genstand for overtrædelsen (dom af 18.5.2006, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, C-397/03 P, EU:C:2006:328, præmis 101).

569    På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at sagsøgernes argument, som er omtalt i præmis 555 ovenfor, ikke påviser Kommissionens tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, og at argumentet skal forkastes.

570    Hvad angår sagsøgernes argument, som er nævnt i præmis 556 ovenfor, skal det forkastes, for så vidt som det ikke fremgår af sagsakterne, at Scania DE’s ansatte spillede en passiv eller tilbagetrukket rolle i den ulovlige adfærd, som er godtgjort i det foreliggende tilfælde. Der er følgelig ikke grundlag for at nedsætte bøden på denne baggrund.

571    Med hensyn til sagsøgernes argument, som er omtalt i præmis 557 ovenfor, skal det, således som det fremgår af 429. betragtning til den anfægtede afgørelse, bemærkes, at Kommissionen med henblik på beregningen af den bøde, som sagsøgerne blev pålagt, tog hensyn til værdien af deres afsætning af tunge lastbiler i EØS i modsætning til, hvad den gjorde med henblik på beregningen af de bøder, der blev pålagt forligsparterne ved forligsafgørelsen, hvori den tog hensyn til værdien af afsætningen af mellemtunge og tunge lastbiler i EØS (109. betragtning til den anfægtede afgørelse). Det følger heraf, at sagsøgernes klagepunkt om, at Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at Scania ikke producerede mellemtunge lastbiler, er ugrundet.

572    I betragtning af samtlige ovenstående betragtninger, skal det fastslås, at ingen af sagsøgernes argumenter om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet godtgør, at bøden skal nedsættes.

c)      Bødens størrelse

573    Det skal bemærkes, at med hensyn til Rettens fulde prøvelsesret i forbindelse med bøder for en overtrædelse af konkurrencereglerne, er der intet i de klagepunkter, argumenter og retlige og faktiske forhold, som sagsøgerne har fremført som led i samtlige de anbringender, der er undersøgt ovenfor, der gør det muligt at fastslå, at den bøde, som blev pålagt ved den anfægtede afgørelse, skal ændres.

IV.    Sagsomkostninger

574    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

575    Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at bære deres egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Scania AB, Scania CV AB og Scania Deutschland GmbH bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Papasavvas Kornezov Buttigieg

Kowalik-Bańczyk       Mac Eochaidh

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. februar 2022.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: engelsk.

i      Der er foretaget sproglige rettelser i præmis 21, 29 og 50 samt i overskriften før præmis 34.

1      Fortrolige oplysninger udeladt.