Language of document :

Sag anlagt den 9. september 2011 - Banco Privado Português, S.A. og konkursboet Banco Privado Português S.A. mod Kommissionen

(Sag T-487/11)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøgere: Banco Privado Português, S.A. - under likvidation ("BPP") og konkursboet Banco Privado Português, S.A. - under likvidation ("konkursboet") (Lissabon) (ved advokaterne C. Fernández, F. Pereira Coutinho, M. Esperança Pina, T. Mafalda Santos, R. Leandro Vasconcelos og A. Kéri)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse 2011/346/EU af 20. juli 2010 om statsstøtte C 33/09 (ex NN 57/09, CP 191/09) iværksat af Portugal i form af en statsgaranti til fordel for BPP 1 annulleres.

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den erklærer statsstøtten i form af en garanti for ulovlig og uforenelig i perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009.

Mere subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den i artikel 2-4 fastsætter, at den (angivelige) støtte skal tilbagebetales.

Mest subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den fastsætter tilbagebetaling for perioden mellem den 5. december 2008 og den 5. juni 2009.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremført følgende anbringender:

Første anbringende om manglende begrundelse:

Kommissionen har ikke forklaret, i hvilket omfang garantien kan berøre handelen mellem medlemsstaterne og følgelig fordreje konkurrencen. Beregningsmetoden for størrelsen af den angivelige støtte er ikke angivet. Kommissionen har ikke fremført nogen begrundelse, eller i hvert fald ikke nogen klar begrundelse, og/eller den har foretaget en uoprettelig selvmodsigelse i forhold til varigheden af den angivelige støtte, og derfor i forhold til beregningen af det tilsvarende beløb.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, stk. 3, litra b):

Kommissionen tog ikke den omstændighed i betragtning, at garantien til BPP er begrundet i artikel 107 TEUF, stk. 3, litra b), der omhandler støtte med henblik på at "afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi".

Tredje anbringende om en klar fejl i skønnet over de faktiske omstændigheder og den deraf følgende tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, stk. 1:

Kommissionen foretog en ukorrekt subsumering af de faktiske omstændigheder og tog især ikke højde for, at BPP ikke var i drift, og at formålet med garantien udelukkende var at tilvejebringe den nødvendige finansiering for at kunne imødegå bestemte gældsansvarsposter, der lå forud for ydelsen af garantien. Garantien har ikke givet BPP nogen fordel, den har ikke berørt handelen mellem medlemsstaterne, den har ikke fordrejet konkurrencen eller frembragt disse virkninger, hvorfor den ikke kan anses for at være uforenelig med det indre marked.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 108 TEUF, stk. 2:

Den anfægtede afgørelse fastsatte tilbagebetaling af den angivelige støtte, der ikke er uforenelig med det indre marked, udelukkende af proceduremæssige grunde. Den anvendte metode til beregning af det beløb, der skulle tilbagebetales, overholder ikke de principper, der er fastsat i Kommissionens retningslinjer.

Femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik:

Kommissionen har stillet et urimeligt krav uden juridisk grundlag med hensyn til Portugals forpligtelse til at meddele forlængelsen af garantien i samme vendinger som de formelle meddelelser om ny statsstøtte.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning:

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som den fastsætter tilbagebetaling af den angivelige støtte.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af retten til en retfærdig behandling:

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter retten til en retfærdig behandling, for så vidt som den foreliggende sag blev behandlet anderledes end tilsvarende situationer.

____________

1 - EUT 2011 L 159, s. 95.