Sag T-480/15

Agria Polska sp. z o.o. m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – kartel – misbrug af dominerende stilling – markedet for distribution af plantebeskyttelsesmidler – afgørelse om afvisning af en klage – producenter og distributørers angivelige konkurrencebegrænsende adfærd – producenter og distributørers samordnede eller koordinerede indgivelse af klager til administrative og strafferetlige myndigheder – anmeldelse af parallelimportørers angivelige overtrædelser af den gældende lovgivning – administrative kontroller, der efterfølgende forestås af de administrative myndigheder – nationale myndigheders pålæggelse af administrative og strafferetlige sanktioner over for parallelimportørerne – sidestilling af producenter og distributørers indgivelse af klager med søgsmål i skadehensigt eller med misbrug af administrative procedurer – manglende EU-interesse – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 16. maj 2017

1.      Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – Kommissionens afgørelse om henlæggelse af sagen – Kommissionens skøn – grænser – begrundelse for afgørelsen om henlæggelse – rækkevidde – domstolsprøvelse – omfang

(Art. 101 TEUF, 102 TEUF og art. 105, stk. 1, TEUF)

2.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – en konkurrerende virksomheds tidsmæssigt sammenfaldende anklager over for de kompetente nationale myndigheder – lovlighed

(Art. 101 TEUF)

3.      Konkurrence – EU-regler – materielt anvendelsesområde – kontroller og retsforfølgninger forestået af administrative myndigheder som følge af konkurrerende virksomheders anklager – ikke omfattet

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF)

4.      Dominerende stilling – misbrug – begreb – en konkurrerende virksomheds anmeldelse over for de kompetente nationale myndigheder – omfattet – bedømmelseskriterier – indskrænkende fortolkning

(Art. 102 TEUF)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – Kommissionens fastlæggelse af prioriteter – hensyntagen til Unionens interesse forbundet med oplysningen af en sag – Kommissionens skøn – sag, der gør det muligt at bidrage til udviklingen af EU-konkurrenceretten

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF)

6.      Konkurrence – EU-regler – nationale domstoles anvendelse heraf – søgsmål om erstatning for skade forårsaget af overtrædelser af konkurrencereglerne

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 6)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – pligt til at foretage en undersøgelse og ved beslutning træffe afgørelse om eksistensen af en overtrædelse – foreligger ikke – national konkurrencemyndigheds tidligere afvisning af en tilsvarende klage – ikke relevant

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 7; Kommissionens meddelelse 2004/C 101/03)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – formål – konstatering af medlemsstaternes traktatbrud – ikke omfattet

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 7)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 34-39)

2.      Artikel 101 TEUF forhindrer kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, der har til formål eller til følge enten at påvirke en aktuel eller mulig konkurrents markedsadfærd, eller at informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som de har besluttet sig til – eller overvejer – selv at følge.

De erhvervsdrivende bevarer imidlertid retten til at foretage de nødvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfærd. Virksomhederne kan navnlig forsvare deres legitime interesser, hvor konkurrenterne eventuelt har tilsidesat gældende bestemmelser, såsom i lovgivningen for handel med plantebeskyttelsesmidler. Det kan i denne sammenhæng være begrundet for virksomheder at informere de kompetente nationale myndigheder om deres konkurrenters eventuelle tilsidesættelser af gældende bestemmelser, og i givet fald samarbejde med disse myndigheder i forbindelse med de af myndighederne foretagne kontroller.

(jf. præmis 44, 47 og 48)

3.      De kompetente nationale myndigheders afgørelser om dokumentkontrol eller kontrol på stedet og om at indlede administrativ eller strafferetlig forfølgning mod virksomheder, der mistænkes for ulovlig praksis, kan tilregnes nævnte nationale myndigheder, der handler i offentlighedens interesse, og hvis afgørelser derfor er omfattet af deres skønsbeføjelse. En sådan adfærd og sådanne afgørelser, der udvises og træffes af medlemsstaternes myndigheder, er således ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF og 102 TEUF, eftersom disse artikler kun tilsigter at regulere virksomheders adfærd.

Den omstændighed, at disse myndigheder blev påvirket i deres valg om at foretage kontroller, idet der var blevet rettet henvendelse til dem via konkurrerende virksomheder, kan ikke fratage myndighedernes afgørelser deres karakter af afgørelser truffet af nationale myndigheder.

(jf. præmis 49 og 55)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 65-72)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 73)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 80-84)

7.      Artikel 7 i forordning nr. 1/2003 giver ikke klageren en ret til at kræve, at Kommissionen træffer en endelig afgørelse om, hvorvidt de angivelige tilsidesættelser af artikel 101 TEUF og/eller 102 TEUF foreligger, ligesom den ikke forpligter Kommissionen til under alle omstændigheder at fortsætte sagens behandling, indtil der er truffet en endelig afgørelse, selv om en klage svarende til den, der indgives til Kommissionen, allerede forinden er blevet afvist – eventuelt med urette – af en national konkurrencemyndighed.

Synspunktet om, at Kommissionen systematisk bør indlede en undersøgelse, såfremt en klage svarende til den, der indgives til Kommissionen, allerede forinden er blevet afvist – eventuelt med urette – af en national konkurrencemyndighed på grund af forældelse, ville i øvrigt heller ikke være foreneligt med formålet med artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som var indførelse, af effektivitetshensyn, af en optimal tildeling af ressourcer inden for det europæiske konkurrencenetværk. Under alle omstændigheder skaber hverken forordning nr. 1/2003 eller Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder rettigheder for eller forventninger hos en virksomhed hvad angår behandlingen af virksomhedens sag ved en given konkurrencemyndighed, for i givet fald at drage fordel af denne myndigheds bevisindsamling ved hjælp af dens undersøgelsesbeføjelser.

(jf. præmis 94 og 95)

8.      Det ligger uden for den i artikel 7 i forordning nr. 1/2003 fastsatte procedure at foretage konstateringer af nationale myndigheders, herunder de retslige myndigheders, eventuelle tilsidesættelser, eftersom dette henhører under den i artikel 258 TEUF fastsatte traktatbrudsprocedure. De regler, der rent faktisk finder anvendelse, kan i denne henseende ikke omgås i form af, at den procedure, der er reguleret ved artikel 258 TEUF, unddrages fra traktatens anvendelsesområde og på kunstig måde inddrages under anvendelsesområdet for reglerne i forordning nr. 1/2003.

(jf. præmis 97)