Sag anlagt den 27. januar 2012 - Det Forenede Kongerige mod ECB

(Sag T-45/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved barrister K. Beal og E. Jenkinson, som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

Den Europæiske Centralbanks Statement of Standards, offentliggjort den 18. november 2011, annulleres, i det omfang det fastsætter en etableringspolitik, der skal finde anvendelse på centrale modparters clearingsystemer (central counterparty clearing systems ("CCP'er")).

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

Med det første anbringende gør sagsøger gældende, at sagsøgte ikke havde kompetence til at offentliggøre den anfægtede retsakt, enten slet ikke eller, subsidiært, uden først at vedtage et retsinstrument som f.eks. en forordning, vedtaget enten af Rådet eller af Den Europæiske Centralbank ("ECB") selv.

Med det andet anbringende gør sagsøger gældende, at CCP'er, der ønsker at foretage clearings- eller afviklingstransaktioner i euro, og hvis daglige handler overstiger en vis volumen ved den anfægtede retsakt enten de jure eller de facto pålægges et etableringskrav. Den anfægtede retsakt tilsidesætter alle eller visse af artiklerne 48, 56 og/eller 63 TEUF, idet:

CCP'er, der er etableret i medlemsstater uden for euro-området, såsom Det Forenede Kongerige, vil blive forpligtet til at flytte deres administrations- og kontrolcentre til medlemsstater, der indgår i eurosystemet. De vil endvidere skulle stiftes som nye juridiske personer i henhold til en anden medlemsstats nationale ret,

hvis disse CCP'er ikke flytter som krævet, vil de blive udelukket fra adgang til de finansielle markeder i medlemsstaterne inden for eurosystemet, enten på samme vilkår som de CCP'er, der er etableret i disse medlemsstater, eller fuldstændigt,

sådanne ikke-hjemmehørende CCP'er vil ikke være berettiget til at anvende de faciliteter, der tilbydes af ECB eller af de nationale centralbanker ("NCB'er") i eurosystemet, enten på samme vilkår eller slet ikke, og

disse CCP'ers mulighed for at tilbyde clearings- eller afviklingstjenesteydelser i euro til kunder i EU vil følgelig begrænses eller endog helt udelukkes.

Med det tredje anbringende gør sagsøger gældende, at den anfægtede retsakt tilsidesætter artikel 101 og/eller 102 TEUF, sammenholdt med artikel 106 TEUF og artikel 13 TEU, idet:

den rent faktisk stiller krav om, at alle clearingtransaktioner i euro over et vist niveau skal udføres af CCP'er, der er etableret i en medlemsstat inden for euro-området

den rent faktisk bestemmer, at NCB'er i euro-området ikke skal give euro-valutareserver til CCP'er, der er etableret i medlemsstater uden for euro-området, hvis de ligger over de grænser, der er fastsat i afgørelsen.

Med det fjerde anbringende gør sagsøger gældende, at kravet til CCP'ere, der er etableret i medlemsstater uden for euro-området, om at stifte en anden form for juridisk person og etablere et nyt hjemsted udgør en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Kravet er endvidere i strid med det generelle EU-princip om ligebehandling, eftersom CCP'er, der er etableret i forskellige medlemsstater, underlægges forskellig behandling uden en objektiv begrundelse herfor.

Med det femte anbringende gør sagsøger gældende, at den anfægtede retsakt tilsidesætter alle eller visse af artiklerne II, XI, XVI og XVII i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS).

Med det sjette anbringende gør Det Forenede Kongerige gældende - uden at påtage sig bevisbyrden for at godtgøre, at sådanne begrænsninger ikke kan begrundes under henvisning til den offentlige interesse (idet det påhviler ECB, såfremt den måtte ønske det, at føre bevis for en fravigelse) - ,at enhver begrundelse med hensyn til den offentlige interesse, der fremføres af ECB, ikke vil opfylde proportionalitetskravet, idet der findes mindre indgribende foranstaltninger til sikring af kontrollen over finansielle institutioner hjemmehørende i EU, men hjemmehørende uden for euro-området.

____________