RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
27. marts 2014 (*)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket EQUITER – det ældre EF-ordmærke EQUINET – relativ registreringshindring – reel brug af det ældre varemærke – artikel 42, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 – begrundelsespligt«
I sag T-47/12,
Intesa Sanpaolo SpA, Torino (Italien), ved advokaterne P. Pozzi, G. Ghisletti og F. Braga,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved P. Bullock, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design):
equinet Bank AG, Frankfurt-am-Main (Tyskland),
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 6. oktober 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 2101/2010-1) vedrørende en indsigelsessag mellem equinet Bank AG og Intesa Sanpaolo SpA,
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne N.J. Forwood (refererende dommer) og E. Bieliūnas,
justitssekretær: fuldmægtig J. Weychert,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. januar 2012,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 8. maj 2012,
under henvisning til replikken, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. august 2012,
efter retsmødet den 20. november 2013,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den 28. februar 2008 indgav sagsøgeren, Intesa Sanpaolo SpA, til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)), en ansøgning om EF-varemærkeregistrering.
2 Varemærket, der blev søgt registreret, er følgende figurmærke:
3 De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrører, henhører under klasse 9, 16, 35, 36, 38, 41 og 42 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer i hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:
– klasse 9: »videnskabelige, nautiske, geodætiske, fotografiske, kinematografiske og optiske apparater og instrumenter, samt apparater til vejning, måling, signalering, kontrol, livredning og undervisning; apparater og instrumenter til ledning, omkobling, transformation, akkumulering, regulering eller kontrol af elektricitet; apparater til optagelse, transmission og gengivelse af lyd eller billede; magnetiske databærere, lydplader; møntautomater og -apparater; kasseapparater, regnemaskiner og databehandlingsudstyr; ildslukningsapparater«
– klasse 16: »papir, pap, varer heraf og ikke indeholdt i andre klasser; tryksager; bogbinderiartikler; fotografier; papirhandlervarer; klæbemidler til papirvarer og til husholdningsbrug; artikler til brug for kunstnere; pensler; skrivemaskiner og kontorartikler (dog ikke møbler); instruktions- og undervisningsmateriale (dog ikke apparater); plasticmateriale til emballeringsbrug (ikke indeholdt i andre klasser); tryktyper; klicheer«
– klasse 35: »annonce- og reklamevirksomhed; bistand ved forretningsledelse og forretningsadministration; forretningsadministration; bistand ved varetagelse af kontoropgaver«
– klasse 36: »forsikringsvirksomhed; finansiel virksomhed; valutarisk virksomhed; ejendomsmæglervirksomhed«
– klasse 38: »telekommunikationsvirksomhed«
– klasse 41: »uddannelse; undervisningsvirksomhed; underholdningsvirksomhed; sportsarrangementer og kulturelle arrangementer«
– klasse 42: »videnskabelige og teknologiske tjenesteydelser samt forskning og design i forbindelse dermed; industriel analyse og forskning; design og udvikling af computer hardware og computer software«.
4 EF-varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-varemærketidende nr. 30/2008 af 28. juli 2008.
5 Den 27. oktober 2008 rejste equinet Bank AG i henhold til artikel 42 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 41 i forordning nr. 207/2009) indsigelse mod registreringen af det ansøgte varemærke for de i præmis 3 ovenfor nævnte varer og tjenesteydelser.
6 Indsigelsen blev bl.a. støttet på det ældre EF-ordmærke EQUINET, hvorom der blev ansøgt den 10. april 2000, og som blev registreret den 19. marts 2003 for tjenesteydelser i klasse 35, 36 og 38, der i hver af disse klasser svarede til følgende beskrivelse:
– klasse 35: »annonce- og reklamevirksomhed; virksomhed vedrørende forretningsledelse; forretningsadministration; bistand ved varetagelse af kontoropgaver; arrangering af messer og udstillinger med kommercielle formål, tidsbestemt overdragelse af arbejdskraft; udarbejdelse af statistikker; bogføring; auktionsvirksomhed; forretningsundersøgelser; markedsføring; markedsundersøgelser og markedsanalyser; dekoration af butiksvinduer; virksomhedsrådgivning eller organisationsrådgivning; konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed; personalerådgivning; udlejning af kontormaskiner og kontorudstyr; formidling og indgåelse af handelsaftaler for andre; formidling af kontrakter vedrørende køb og salg af varer; uddeling af varer med reklameformål; reproduktion af dokumenter; annonce- og reklamevirksomhed; annonce- og reklamevirksomhed eller radio- og tv-reklame; biografreklame; dog ikke tjenesteydelser i forbindelse med udbydelse af internetforbindelser«
– klasse 36: »forsikring og finansiel virksomhed; afsætningsfinansiering og kreditrisikosikring (factoring), udstedelse af kreditkort, belåning af forbrugsgoder, inddrivelse af udeståender (inkasso), finansiel virksomhed eller udstedelse af rejsechecks, fondsbørsmæglere, pengeveksling, kapitalinvestering, kreditrådgivning, kreditgivning, undersøgelser af pengeanliggender, opbevaring i depot af værdipapirer og genstande, forvaltning af fast ejendom, formidling af fast ejendom og lån i fast ejendom, finansiering af afbetalinger, vurdering af fast ejendom, forsikringsmæglervirksomhed, formueforvaltning, forsikringsvirksomhed, udlejning af lejligheder«
– klasse 38: »nyhedsformidling og telekommunikationsvirksomhed; udsendelse af radio- og fjernsynsprogrammer, fjernskriverservice, telekommunikationsvirksomhed (drift af et telekommunikationsnet), radiotjeneste (formidling af meddelelser), indsamling og videregivelse af meddelelser, transmission af lyd og billede via satellit, udlejning af modemmer, telefoner og andre telekommunikationsapparater«.
7 Til støtte for indsigelsen blev anført de grunde, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009].
8 Indsigelsen var støttet på alle de tjenesteydelser, der er omfattet af det ældre varemærke, og rettet mod en del af de ansøgte varer og tjenesteydelser, nemlig dem, der er omfattet af klasse 9, 35, 36 og 38. Ved skrivelse af 11. maj 2009 begærede sagsøgeren i henhold til artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, at indsigeren skulle fremlægge bevis for reel brug af det ældre varemærke, der var påberåbt til støtte for indsigelsen.
9 Den 10. september 2010 forkastede indsigelsesafdelingen indsigelsen med den begrundelse, at selv om de af indsigeren fremlagte beviser opfyldte betingelserne vedrørende stedet og tidspunktet for samt omfanget af brugen af det ældre varemærke, opfyldte de ikke kravet vedrørende arten af brugen af det nævnte varemærke.
10 Den 26. oktober 2010 indgav indsigeren klage over indsigelsesafdelingens afgørelse til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009.
11 Ved afgørelse af 6. oktober 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«) tog Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret klagen til følge, annullerede indsigelsesafdelingens afgørelse og hjemviste sagen til denne.
12 Appelkammeret fandt i det væsentlige, at indsigeren havde fremlagt reviderede regnskaber for 2005 og 2007, hvorefter equinet-koncernen, bestående af equinet Bank AG som moderselskab og et nærmere bestemt antal datterselskaber inden for Den Europæiske Union, hvis firmanavn omfattede ordet »equinet«, havde haft betydelige indtægter på området for finansielle tjenesteydelser. De omhandlede regnskaber var endvidere underbygget af flere relevante fakturaer rettet til kunder hos den samme koncern. Appelkammeret bemærkede endvidere, at det ældre varemærke var blevet brugt på en måde, der ikke ændrede dets særpræg. Desuden havde indsigeren godtgjort brug af det ældre varemærke som en del af firmanavnet vedrørende de selskaber, der indgik i equinet-koncernen, således at der kunne fastslås en tilknytning mellem de nævnte firmanavne og de leverede tjenesteydelser. På det grundlag godtgjorde de fremlagte uddrag fra indsigerens internetsider og presseklip brug af det ældre varemærke for finansielle tjenesteydelser. Indsigeren havde således bevist en reel brug af det ældre varemærke for finansielle tjenesteydelser, vurderings- og undersøgelsesydelser, pr-tjenester og konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed.
Parternes påstande
13 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
15 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort et eneste anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 15, stk. 1, litra a).
16 Ifølge sagsøgeren er appelkammerets vurdering behæftet med fejl hvad angår stedet for og varigheden, omfanget og arten af brugen af det ældre varemærke og hvad angår tilknytningen mellem brugen af dette varemærke og de tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og endelig for så vidt angår tilknytningen mellem det ældre varemærke som registreret og det brugte varemærke.
17 Det bemærkes i denne henseende indledningsvis, at følgende fremgår af artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009: »På begæring af ansøgeren skal indehaveren af et ældre EF-varemærke, der har rejst indsigelse, godtgøre, at der inden for de seneste fem år forud for offentliggørelsen af EF-varemærkeansøgningen er gjort reel brug af det ældre EF-varemærke i Fællesskabet for de varer og tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges til grund for indsigelsen, eller at der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted, forudsat at det ældre EF-varemærke på dette tidspunkt har været registreret i mindst fem år. Godtgøres dette ikke, forkastes indsigelsen. Har det ældre EF-varemærke kun været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af indsigelsen kun som registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.«
18 Det fremgår af denne bestemmelse, at det, som indsigeren skal godtgøre, når ansøgeren om et EF-varemærke indgiver begæring herom, vedrører brugen af det påberåbte ældre varemærke for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og på hvilke indsigelsen støttes.
19 Dels udgør spørgsmålet om den reelle brug af det ældre varemærke et forudgående spørgsmål, som derfor, når det er rejst af ansøgeren om varemærket, skal være afgjort, før der kan træffes afgørelse om indsigelsen i egentlig forstand (Rettens dom af 22.3.2007, sag T-364/05, Saint-Gobain Pam mod KHIM – Propamsa (PAM PLUVIAL), Sml. II, s. 757, præmis 37).
20 Dels har en indsigelsessag, der støttes på artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 til formål at gøre det muligt for Harmoniseringskontoret at vurdere, om der foreligger en risiko for forveksling, der, i tilfælde af at de omtvistede varemærker er identiske eller ligner hinanden, indebærer en undersøgelse af, om de varer eller tjenesteydelser, som varemærkerne betegner, er af samme eller lignende art. Har det ældre EF-varemærke kun været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af indsigelsen kun som registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne i henhold til artikel 42, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 207/2009. I samme forbindelse skal appelkammeret endvidere vurdere – i tilfælde hvor der fremlægges bevis for brug alene for en del af de varer eller tjenesteydelser, der henhører under en kategori, for hvilken det ældre varemærke er registreret, og på hvilken indsigelsen støttes – om denne kategori omfatter selvstændige underkategorier, som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er godtgjort brug, henhører under, således at det bør antages, at der alene er ført bevis for denne underkategori af varer eller tjenesteydelser, eller omvendt om disse underkategorier ikke kan tænkes at eksistere (jf. i denne retning Rettens dom af 17.10.2006, sag T-483/04, Armour Pharmaceutical mod KHIM – Teva Pharmaceutical Industries (GALZIN), Sml. II, s. 4109, præmis 26 og 27).
21 Følgelig omfatter vurderingen af, om et varemærke, der er påberåbt til støtte for en indsigelse, har været genstand for reel brug som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, to uadskillelige led. Det første led vedrører fastlæggelsen af, om det pågældende varemærke har været genstand for reel brug i Unionen, endog i en form, der kun ved enkeltheder, som dog ikke forandrer varemærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det er registreret. Det andet led vedrører fastlæggelsen af, hvilke varer eller tjenesteydelser – for hvilke det ældre varemærke er registreret, og på hvilke indsigelsen støttes – der er omfattet af den godtgjorte reelle brug.
22 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke formelt fremsat et anbringende om, at der mangler en begrundelse, selv om sagsøgeren i stævningens punkt 14 og 17 har oplyst, at reel brug som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 skal godtgøres for så vidt angår de tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er registreret. Imidlertid falder en manglende eller utilstrækkelig begrundelse ind under begrebet væsentlige formelle mangler i artikel 263 TEUF og udgør et anbringende, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (Domstolens dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 34).
23 Efter at parterne under retsmødet er blevet hørt om, hvorvidt den anfægtede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår overensstemmelsen mellem på den ene side de tjenesteydelser, i forhold til hvilke der ifølge appelkammeret var godtgjort reel brug af det ældre varemærke, og på den anden side de tjenesteydelser, for hvilke det nævnte varemærke er registreret, og hvorpå indsigelsen støttes, skal dette anbringende rejses ex officio. Hvis den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen begrundelse vedrørende de to led, som appelkammerets opgave, der er nævnt i denne doms præmis 21, omfatter, kan Retten ikke kontrollere lovligheden af appelkammerets konklusion vedrørende den reelle brug af det ældre varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen.
24 I denne henseende bemærkes, at den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009, har samme rækkevidde som den, der er fastsat i artikel 296 TEUF, og at dens formål er dels at gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels, at Unionens retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelses begrundelse opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. i denne retning Rettens dom af 13.4.2011, sag T-262/09, Safariland mod KHIM – DEF-TEC Defense Technology (FIRST DEFENSE AEROSOL PEPPER PROJECTOR), Sml. II, s. 1629, præmis 90 og 91).
25 I denne henseende har indsigeren ifølge den anfægtede afgørelses punkt 19 for appelkammeret påberåbt sig reel brug af det ældre varemærke for finansielle tjenesteydelser, vurderings- og undersøgelsesydelser, pr-tjenester og konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed.
26 På grundlag af indsigerens argumentation vedrørende de beviser, der var fremlagt til støtte for reel brug, konkluderede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 45, at denne brug »imidlertid ikke var blevet godtgjort for alle de relevante varer og tjenesteydelser, men alene for finansielle tjenesteydelser, vurderings- og undersøgelsesydelser, pr-tjenester og konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed«.
27 Imidlertid figurerer finansielle tjenesteydelser, vurderings- og undersøgelsesydelser og pr-tjenester ikke som sådanne blandt de tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er registreret. Som det fremgår af denne doms præmis 20 og 21, skal appelkammeret, når det undersøger spørgsmålet, om et ældre varemærke har været genstand for reel brug som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, præcist anføre, hvilke varer eller tjenesteydelser – for hvilke det ældre varemærke er registreret, og på hvilke indsigelsen støttes – der er omfattet af den godtgjorte reelle brug. En manglende angivelse heraf indebærer, at afgørelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, når det konkluderes dels, at et ældre varemærke har været genstand for reel brug som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, dels, at det vedrører andre varer eller tjenesteydelser end dem, for hvilke dette varemærke er registreret. Den sidstnævnte bestemmelse pålægger, at der skal være overensstemmelse mellem på den ene side de varer eller tjenesteydelser, for hvilke appelkammeret finder, at der er godtgjort reel brug, og på den anden side alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, idet denne bestemmelse indeholder reglerne på det pågældende område, der gør det muligt at foretage den efterfølgende vurdering af risikoen for forveksling som anført ovenfor i præmis 20.
28 Adspurgt herom skriftligt i forbindelse med foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse har Harmoniseringskontoret ved skrivelse af 10. april 2013 oplyst, at det ikke havde mulighed for at afgøre, om der var overensstemmelse mellem de tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke var blevet anset for at have været genstand for reel brug, og de tjenesteydelser, for hvilke dette varemærke var registreret. Nærmere bestemt vedrørte den anfægtede afgørelse alene de tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke var blevet brugt, selv om spørgsmålet om, hvorvidt disse tjenesteydelser var omfattet af dem, for hvilke dette varemærke var registreret, skulle undersøges af indsigelsesafdelingen, hvortil sagen var blevet hjemvist.
29 Imidlertid tilsidesætter denne besvarelse rækkevidden af artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, der definerer reel brug som brug af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, og hvorpå indsigelsen støttes, hvorved det er udelukket at begrunde en konklusion, der fastslår en sådan brug ved henvisning til andre varer og tjenesteydelser. Endvidere har Harmoniseringskontorets tilgang den virkning at øge de procedurer, der vedrører undersøgelsen af, om der foreligger reel brug, hvilket er i strid med både ordlyden af og ånden i den ovennævnte bestemmelse.
30 Harmoniseringskontorets sagsakter indeholder ikke i øvrigt flere oplysninger om en mulig overensstemmelse mellem på den ene side de finansielle tjenesteydelser, vurderings- og undersøgelsesydelserne og pr-tjenesterne og på den anden side de tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er registreret. Som det fremgår af s. 159 i Harmoniseringskontorets sagsakter, synes appelkammeret ganske enkelt at have gengivet denne ordlyd fra begrundelsen for den klage, der blev indgivet for dette.
31 I denne sammenhæng må det bemærkes, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en manglende begrundelse, i det omfang appelkammeret deri konkluderede, at der var godtgjort reel brug af det ældre varemærke som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, hvorved det fastsloges, at denne brug omfattede finansielle tjenesteydelser, vurderings- og undersøgelsesydelser og pr-tjenester, der ikke indgår blandt dem, for hvilke dette varemærke er registreret (jf. ovenfor præmis 27).
32 Det må tilføjes, at den omstændighed, at visse af de tjenesteydelser, der er omfattet af klasse 36, og som er opregnet ovenfor i præmis 6, kan betegnes som finansielle tjenesteydelser, ikke råder bod på den anfægtede afgørelses manglende begrundelse for så vidt angår disse tjenesteydelser. I denne henseende har appelkammeret for det første ikke noget sted i den anfægtede afgørelse givet udtryk for, at det ved udtrykket »finansielle tjenesteydelser« forstår alle eller blot en del af de tjenesteydelser, der er omfattet af klasse 36, for hvilke det ældre varemærke er registreret. Harmoniseringskontorets skrivelse af 10. april 2013 bekræfter denne vurdering (jf. ovenfor præmis 28). For det andet gør en sådan mangel på præcision det både umuligt at anvende artikel 42, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 207/2009, hvoraf fremgår, at »[h]ar det ældre EF-varemærke kun været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af indsigelsen kun som registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne«, og i givet fald at foretage den undersøgelse, der er beskrevet ovenfor i præmis 20, sidste punktum. Harmoniseringskontoret har i denne henseende i retsmødet præciseret, at visse af de tjenesteydelser, der er omfattet klasse 36, og som er nævnt ovenfor i præmis 6, såsom forvaltning af fast ejendom, ikke kan betegnes som finansielle tjenesteydelser, hvilket udelukker muligheden for at forstå den anfægtede afgørelse som vedrørende alle disse tjenesteydelser. Da det således ikke er muligt at vide, om appelkammeret med henvisningen til »finansielle tjenesteydelser« angiver alle eller blot en del af de tjenesteydelser, der er omfattet af klasse 36, og for hvilke det ældre varemærke er registreret, er det materielt umuligt at fastslå, for hvilke tjenesteydelser det ældre varemærke kan antages at være registreret med henblik på indsigelsen, hvilket er til hinder for senere at foretage en vurdering af, om der foreligger en risiko for forveksling.
33 For så vidt angår konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed i klasse 35, der er nævnt ovenfor i præmis 6, henviste appelkammeret ikke til de fremlagte beviser, der skulle godtgøre denne brug, selv om det i den anfægtede afgørelses punkt 45 konkluderede, at der med hensyn hertil foreligger en reel brug af det ældre varemærke.
34 Appelkammeret har især, således som det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 29, 30, 40 og 42, med henblik på at begrunde sin konklusion støttet sig på de beviser, der anføres nedenfor.
35 Det drejer sig for det første om årsregnskaber og en række fakturaer fra indehaveren af det ældre varemærke. Disse beviser godtgør imidlertid ifølge den anfægtede afgørelses punkt 29 og 31 en reel brug i forhold til finansielle tjenesteydelser.
36 Det samme gør sig endvidere gældende for så vidt angår uddrag fra indehaveren af det ældre varemærkes internetside og presseklip, der ifølge appelkammeret godtgør en reel brug af dette varemærke for finansielle tjenesteydelser (jf. den anfægtede afgørelses punkt 40 og 42).
37 Da den anfægtede afgørelses punkt 33-39 vedrører måden, hvorpå det ældre varemærke er blevet brugt, og spørgsmålet om, hvorvidt brugen af varemærket som firmanavn kan udgøre en brug, må det desuden konstateres, at den anfægtede afgørelse ikke anfører begrundelsen for den konklusion, hvorefter det ældre varemærke har været genstand for reel brug for så vidt angår konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed.
38 Det må derfor konstateres, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en mangelfuld begrundelse, i det omfang denne dels ikke gør det muligt at forstå, for hvilke tjenesteydelser – blandt dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, og på hvilke indsigelsen støttes – dette varemærke har været genstand for en reel brug, dels ikke anfører begrundelsen for, at appelkammeret fandt, at der var godtgjort en reel brug af det ældre varemærke for så vidt angår konsulent- og rådgivningstjenester vedrørende forretningsvirksomhed, der er omfattet af klasse 35.
39 Følgelig bør den anfægtede afgørelse annulleres.
Sagens omkostninger
40 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Harmoniseringskontoret har tabt sagen, bør det pålægges Harmoniseringskontoret at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Afgørelse truffet den 6. oktober 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 2101/2010-1) annulleres.
2) Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Intesa Sanpaolo SpA.
Papasavvas | Forwood | Bieliūnas |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. marts 2014.
Underskrifter