Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Oradea (Rumænien) den 11. maj 2021 – Curtea de Apel Alba Iulia, Curtea de Apel Cluj, Tribunalul Bihor, Tribunalul Satu Mare og Tribunalul Sălaj mod YF, KP, OJ, YS, SL, DB og SH
(Sag C-301/21)
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Curtea de Apel Oradea
Parter i hovedsagen
Appellanter: Curtea de Apel Alba Iulia, Curtea de Apel Cluj, Tribunalul Bihor, Tribunalul Satu Mare og Tribunalul Sălaj
Indstævnte: YF, KP, OJ, YS, SL, DB og SH
Procesdeltagere: Tribunalul Cluj og Consiliul Național pentru Combaterea Discriminării
Præjudicielle spørgsmål
1. Skal bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, i direktiv [2000/78], hvorefter det sikres, at »enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende 1 «, kan indgive klage, og bestemmelserne i artikel 47, [stk. 1,] i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der sikrer, at enhver »skal have adgang til effektive retsmidler [og] har ret til en retfærdig […] rettergang«, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 211, litra c), i Legea dialogului social nr. 62/2011 (lov nr. 62/2011 om dialogen mellem arbejdsmarkedets parter), ifølge hvilken fristen på tre år for at anlægge erstatningssøgsmål løber »fra den dato, hvor tabet er opstået«, uafhængigt af, om sagsøgerne har haft kendskab til tabets opståen (og omfang)?
2. Skal bestemmelserne i artikel 2, stk. 1 og 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, litra c), in fine, i direktiv [2000/78] fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 1, stk. 2, i Legea-cadru nr. 330, din 5 noiembrie 2009, privind salarizarea unitară a personalului plătit din fonduri publice (rammelov nr. 330 af 5.11.2009 om et ensartet lønsystem for ansatte, der aflønnes med offentlige midler), som fortolket i dom nr. 7/2019 (offentliggjort i Monitorul Oficial al României – det rumænske statstidende – nr. 343 af 6.5.2019), hvorved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) afgjorde en appel i lovens interesse, under omstændigheder, hvor sagsøgerne ikke havde haft den lovbestemte mulighed for at anmode om forhøjet ansættelsesgodtgørelse, idet de var blevet ansat inden for retsvæsenet efter ikrafttræden af lov nr. 330/2009, dvs. en retsakt, der udtrykkeligt bestemte, at lønrettigheder udelukkende er og forbliver dem, der er fastsat i denne lov, med den følge, at der er skabt en lønmæssig forskelsbehandling i forhold til deres kollegaer, herunder på baggrund af alderskriteriet, hvilket i praksis er ensbetydende med, at kun de ældre dommere, som er tiltrådt tjenesten før januar 2010 (der nød godt af domme afsagt i perioden fra 2006 til 2009, hvis domskonklusion blev genstand for fortolkning i 2019 i kraft af dom nr. 7/2019 fra [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)]), opnåede betaling med tilbagevirkende kraft af lønrettigheder (som ligner dem, der udgør kravet i det søgsmål, som er genstand for den foreliggende sag), i perioden fra december 2019 til januar 2020 med hensyn til perioden fra 2010 til 2015, til trods for, at også sagsøgerne i den samme periode var beskæftigede som dommere og udførte de samme arbejdsydelser på de samme vilkår og i den samme institution?
3. Skal bestemmelserne i direktiv [2000/78] fortolkes således, at de kun er til hinder for en forskelsbehandling, såfremt den er knyttet til et af de i direktivets artikel 1 fastsatte kriterier, eller er disse bestemmelser, eventuelt sammenholdt med andre EU-retlige bestemmelser, omvendt generelt til hinder for, at en ansat behandles lønmæssigt forskelligt fra en anden ansat, hvis den pågældende udfører det samme arbejde for den samme arbejdsgiver i den samme periode og på de samme vilkår?
____________
1 EUT 2000 L 303, s. 16.