Language of document :

Appel iværksat den 26. februar 2021 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 16. december 2020 i sag T-315/19, BT mod Kommissionen

(Sag C-138/21 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer og M. Alver, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: BT, Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Association internationale des anciens de l’Union européenne (AIACE Internationale)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen tages til følge, og den appellerede dom ophæves.

Domstolen træffer afgørelse i sagen, og appellanten gives medhold i påstandene for første instans.

Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale de af Rådet afholdte omkostninger i forbindelse appelsagen og i forbindelse med sagen i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Rådet har til støtte for appellen fremsat fire anbringender.

Med det første anbringende, der er blevet fremført principalt, er det blevet gjort gældende, at der er begået retlige fejl ved vurderingen af, om der foreligger forskelsbehandling i forbindelse med tildelingen af efterladtepension i henhold til artikel 18 eller 20 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd mellem på den ene side den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået før dennes udtræden af tjenesten, og på den anden side den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået efter dennes udtræden af tjenesten. Ifølge Rådet undlod Retten at foretage en vurdering af sammenligheden mellem de omhandlede situationer på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner dem, herunder deres respektive retlige situationer, i lyset af genstanden for og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling, dvs. vedtægten for tjenestemænd i sin helhed. Retten begik således en retlig fejl ved at fastslå, at datoen for indgåelse af ægteskab er det eneste element, der er afgørende for anvendelsen af artikel 18 eller 20 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd, eftersom det, der begrunder forskelsbehandlingen, er den væsentlige faktiske og retlige forskel mellem den retlige situation for en tjenestemand placeret i en af de tjenesteretlige stillinger, der er nævnt i vedtægtens artikel 35, og den retlige situation for en tidligere tjenestemand.

Med det andet anbringende, der er fremsat subsidiært, er det blevet gjort gældende, at der er begået retlige fejl med hensyn til omfanget af domstolsprøvelsen af de af EU-lovgiver trufne valg. Retten henviste til, at EU-lovgiver har et »vist« råderum, hvilket »indebærer, at det er nødvendigt at efterprøve, om det er urimeligt, at EU-lovgiver er af den opfattelse, at den indførte ulige behandling kan være hensigtsmæssig og nødvendig for at nå det forfulgte mål«. Unionens retsinstanser har imidlertid anerkendt, at EU-lovgiver inden for rammerne af de beføjelser, den er blevet tildelt, har et vidt skøn på områder, hvor de foranstaltninger, der skal træffes, indebærer valg af både politisk og økonomisk og social karakter, og når EU-lovgiver skal foretage komplekse vurderinger, hvilket er tilfældet for så vidt angår udformningen af en social sikringsordning. Det drejer sig således ikke om at få oplyst, om en foranstaltning på dette område er den eneste eller bedst mulige. Det er nemlig kun, såfremt foranstaltningen er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som de kompetente institutioner forfølger, at en sådan foranstaltning vil kunne kendes ulovlig. Da Rettens efterprøvelse gik videre end til en undersøgelse af, om den pågældende foranstaltning er åbenbart uhensigtsmæssig, satte Retten sin egen vurdering i stedet for lovgivers vurdering, og overskred derved grænserne for sin beføjelse til domstolskontrol.

Med det tredje anbringende, der er fremsat subsidiært, er det blevet gjort gældende, at Retten begik retlige fejl ved undersøgelsen af, om forskelsbehandlingen var begrundet. Denne undersøgelse er først og fremmest behæftet med en retlig fejl, som Retten begik i forbindelse fastlæggelsen af omfanget af dens efterprøvelse af lovgivers valg. Retten tilsidesatte endvidere retspraksis, hvorefter det påhviler sagsøgeren at føre bevis for, at en lovbestemmelse er uforenelig med den primære ret, og ikke de institutioner, der er ophavsmænd til en retsakt at bevise, at retsakten er lovlig. Retten begik for det tredje en retlig fejl ved at undersøge, om forskelsbehandlingen var begrundet i lyset af en retspraksis, hvorefter en generel formodning for svig ikke er en tilstrækkelig begrundelse for en foranstaltning, som gør indgreb i formålene med EUF-traktaten med henblik på at fastslå, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd indfører »en generel og uigendrivelig formodning om svig for så vidt angår ægteskaber, der har varet mindre end fem år«.

Med det fjerde anbringende er det blevet gjort gældende, at der er begået retlige fejl og en tilsidesættelse af begrundelsespligten i forbindelse med Rettens konklusioner vedrørende tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. For det første lagde Retten i den appellerede doms præmis 61 vægt på den længstlevende ægtefælles alder i stedet for tjenestemandens eller den tidligere tjenestemands alder, hvorved den tilsidesatte begrundelsespligten. En konstatering af, at der foreligger en særlig ufordelagtig situation for personer af en vis alder eller for en bestemt aldersgruppe kræver endvidere navnlig, at det påvises, at den omhandlede lovgivning stiller en betydelig større andel af personer af en vis alder ufordelagtigt i forhold til personer, der tilhører en anden aldersgruppe, hvilket ikke er påvist i det foreliggende tilfælde. Endelig undlod Retten i tilfælde af, at det antages, at der forelå en indirekte forskelsbehandling på grund af den tidligere tjenestemands alder på tidspunktet, hvor vedkommende indgik ægteskab, at undersøge, om denne forskelsbehandling imidlertid var i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, og om den opfyldte kriterierne i chartrets artikel 52, stk. 1.

____________