Language of document : ECLI:EU:T:2015:36

Sag T-355/13

easyJet Airline Co. Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – markedet for lufthavnstjenester – afgørelse om afvisning af en klage – artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 – en national konkurrencemyndigheds behandling af en sag – afvisning af en klage af prioritetshensyn – beslutning fra en national konkurrencemyndighed, der drager konklusioner i henhold til konkurrenceretten af en undersøgelse, der foretages på baggrund af den nationale lovgivning, som finder anvendelse på den pågældende sektor – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 21. januar 2015

1.      Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – Kommissionens afgørelse om henlæggelse af sagen – Kommissionens skøn – begrundelse for afgørelsen om henlæggelse – rækkevidde – domstolsprøvelse

(Art. 101 TEUF, 102 TEUF og art. 105, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 13, stk. 2)

2.      Konkurrence – kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens afgørelse om at henlægge en allerede behandlet klage, der er blevet afvist af prioritetshensyn af en national konkurrencemyndighed – domstolsprøvelse – kompetencen hos henholdsvis Unionens retsinstanser og de nationale instanser

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 13, stk. 2)

3.      Konkurrence – kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens afgørelse om at henlægge en allerede behandlet klage, der er blevet afvist af prioritetshensyn af en national konkurrencemyndighed – lovlig

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 5 og art. 13, stk. 2)

4.      Konkurrence – EU-regler – anvendelse – de nationale konkurrencemyndigheders kompetence – rækkevidde – grænser

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 5)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens afgørelse om at henlægge en allerede behandlet klage, der er blevet afvist af prioritetshensyn af en national konkurrencemyndighed – afgørelse, der støttes på konklusionen i en beslutning fra en national konkurrencemyndighed af en undersøgelse på grundlag af en sektorspecifik national lovgivning – lovlig

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 3, stk. 1, og art. 13, stk. 2).

6.      Konkurrence – EU-regler – de nationale konkurrencemyndigheders anvendelse – sondring mellem de forskellige tjenestegrene i en national konkurrencemyndighed – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 13, stk. 2)

7.      Konkurrence – kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens ret til at tage hensyn til de foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 4 og 5)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 17-20, 69, 70 og 72)

2.      Domstolsprøvelsen af en afgørelse fra Kommissionen, der er støttet på artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, har til formål at efterprøve, om dens afgørelse beror på materielt urigtige omstændigheder, og om Kommissionen har begået retlige fejl, anlagt et åbenbart skøn eller begået magtfordrejning ved at fastslå, at en national konkurrencemyndighed i forvejen har behandlet en klage. Til gengæld tilkommer prøvelsen af beslutninger fra nationale konkurrencemyndigheder kun de nationale domstole, som spiller en afgørende rolle ved anvendelsen af EU’s konkurrenceregler. Rettens prøvelse må således ikke vedrøre en bedømmelse af rigtigheden af den nationale konkurrencemyndigheds beslutning eller den procedure eller metode, som den har anvendt, hvilken bedømmelse henhører under de nationale domstole.

(jf. præmis 20 og 51)

3.      Udtrykket »klage [...] der i forvejen er behandlet af en anden konkurrencemyndighed« i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 har en vid rækkevidde, for så vidt som det kan omfatte alle de tilfælde af klager, der er blevet behandlet af en anden konkurrencemyndighed, uanset klagens udfald. Denne ordlydsfortolkning er i overensstemmelse med den generelle opbygning af forordningen, hvoraf det fremgår, at det, der er af betydning, ikke er nævnte myndigheds resultat af undersøgelsen af klagen, men den omstændighed, at den blev behandlet af denne myndighed.

Denne fortolkning synes endvidere at være i harmoni med et af de væsentligste formål med forordning nr. 1/2003, som er indførelsen af en effektiv decentraliseret ordning for anvendelsen af de EU-retlige konkurrenceregler. Denne forordning bragte den tidligere centraliserede ordning til ophør og inddrog i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet i højere grad de nationale konkurrencemyndigheder og bemyndigede dem til med henblik herpå at gennemføre EU’s konkurrencebestemmelser. En modsat fortolkning ville bevirke, at Kommissionen er tvunget til systematisk at foretage en undersøgelse af en klage, hver gang en national konkurrencemyndighed har undersøgt en klage, men ikke har vedtaget en af de beslutninger, der er fastsat i bestemmelserne i artikel 5 og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. En sådan forpligtelse for Kommissionen ville svare til at overføre den beføjelse til kontrol af de pågældende myndigheders beslutninger, der alene tilkommer de nationale domstole, til Kommissionen.

Det følger heraf, at Kommissionen for at afvise en klage med rette kan støtte sig på en begrundelse om, at en national konkurrencemyndighed forinden har afvist denne klage af prioritetshensyn.

(jf. præmis 26-28, 33, 36, 37, 39 og 40)

4.      En national konkurrencemyndigheds beslutning om at afvise klagen af prioritetshensyn udgør en beslutning, der vedtages på grundlag af bestemmelserne i artikel 5, stk. 2 i forordning nr. 1/2003.

(jf. præmis 32 og 34)

5.      Der er ingen bestemmelse i forordning nr. 1/2003, der forbyder en national konkurrencemyndighed i de undersøgelser, den foretager for at vurdere om reglerne i EU-konkurrenceretten er overholdt, at støtte sig på konklusioner, den er nået frem til i forbindelse med undersøgelser, der er foretaget på baggrund af en anden national lovgivning. Kommissionen kan derfor for at afvise en klage på grundlag af bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 med rette støtte sig på en begrundelse om, at en national konkurrencemyndighed forinden har afvist denne klage i forlængelse af en undersøgelse på baggrund af konklusioner, som den er nået frem til i forbindelse med en undersøgelse i henhold til andre bestemmelser i national lovgivning, forudsat at denne undersøgelse er foretaget på baggrund af reglerne i EU-konkurrenceretten.

(jf. præmis 45 of 46)

6.      Bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 i lighed med bestemmelserne i forordningen i deres helhed henviser til en national konkurrencemyndighed uden at sondre mellem de forskellige tjenestegrene i denne myndighed. Det er følgelig ikke relevant at være bekendt med sammensætningen af de hold, der foretog en undersøgelse af sagsøgerens klage på grundlag af en anden lovgivning end konkurrencelovgivningen, eftersom den nationale konkurrencemyndighed foretog en undersøgelse af sagsøgerens klage på grundlag af konkurrenceretten, og det fremgår af den pågældende myndighed med rette kunne støtte sig på den analyse, der blev foretaget i forbindelse med klagen på grundlag af den anden lovgivning.

(jf. præmis 60)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 71)