Language of document :

Appel iværksat den 28. januar 2023 af Thomas Heidmann til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 18. november 2022 i sag T-586/22, Heidmann mod Parlamentet og Rådet

(Sag C-43/23 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Thomas Heidmann (ved avocate S. Manna)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstand

Appellanten har nedlagt påstand om, at kendelsen i sag T-586/22, der er afsagt den 18. november 2022, ophæves i sin helhed, idet Den Europæiske Unions Ret har begået flere retlige fejl.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fem anbringender:

Det første anbringende vedrører en retlig fejl, som Den Europæiske Unions Ret begik ved at foretage en urigtig gengivelse af de af Thomas Heidmann fremsatte anbringender. Retten traf afgørelse i sagen ud fra den forudsætning, at Thomas Heidmann havde påberåbt sig den frie bevægelighed i EU, idet hans stævning imidlertid var støttet på retten til sundhed og til liv.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl med hensyn til betingelsen om, at den anfægtede forordning har direkte indvirkning på appellantens retsstilling. Retten fastslog, at de anfægtede forordninger ikke har indvirkning på appellantens retsstilling, idet der deri kun fastsættes en teknisk ramme.

Selv om forordning (EU) 2022/1034 fastsætter en teknisk ramme, har denne forordning direkte indvirkning på appellantens retsstilling og på alle EU-borgere, som ønsker at modtage EU’s digitale covid-19-certifikat.

Det tredje anbringende vedrører en retlig fejl med hensyn til betingelsen om, at adressaterne for den anfægtede retsakt er tillagt et skøn. Retten fastslog, at der i de anfægtede forordninger kun fastsættes en teknisk ramme, i hvilken forbindelse medlemsstaterne ved anvendelsen heraf har en skønsbeføjelse, der er til hinder for, at det fastslås, at de nævnte forordninger automatisk finder anvendelse.

Imidlertid er der i det foreliggende tilfælde tale om en almengyldig forordning, der fastsætter en teknisk ramme for tildeling af digitale covid-19-certifikater til alle unionsborgere, som er umiddelbart gyldige i henhold til national ret. Medlemsstaterne har ingen skønsbeføjelse: enten opfylder deres nationale covid-19-certifikat de betingelser, der er fastsat ved forordningen, og unionsborgerne kan dermed modtage EU’s digitale covid-19-certifikat, eller også opfylder de ikke disse betingelser, og dermed kan borgeren ikke få udstedt EU’s digitale covid-19-certifikat.

Fjerde anbringende vedrører en retlig fejl med hensyn til, hvorvidt søgsmålet er egnet til at bibringe den part, som har anlagt sagen, en personlig fordel. Retten fastslog, at annullation af de anfægtede forordninger ikke kan bibringe borgerne en fordel, idet de anfægtede forordninger kun fastsætter en teknisk ramme. Der kan imidlertid ikke ses bort fra, at annullation af de anfægtede forordninger for så vidt angår de bestemmelser heri, som giver ikke-testede personer mulighed for at få tildelt EU’s digitale covid-19-certifikat, vil gøre det muligt at beskytte unionsborgernes liv og sundhed.

Det femte anbringende vedrører manglende overholdelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med afgørelsen om at forlænge ordningens varighed indtil den 30. juni 2023. Retten fastslog, at proportionalitetsprincippet »i betragtning af den usikkerhed, der består med hensyn til pandemiens fremtidige udvikling«, var overholdt. Imidlertid behandlede Retten på dette punkt forsigtighedsprincippet, som adskiller sig fra proportionalitetsprincippet, som kræver en begrundelse – og i det forelæggende tilfælde en videnskabelig begrundelse – og ikke vage formodninger.

____________