RETTENS DOM (Femte Afdeling)
12. december 2006 (*)
»Erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontrakt – mælk – tillægsafgift – referencemængde – producenter, der har påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse – SLOM 1984-producenter – ingen genoptagelse af produktionen ved forpligtelsens ophør«
I sag T-373/94,
R.W. Werners, Meppel (Nederlandene), først ved advokaterne H. Bronkhorst og E. Pijnacker Hordijk, derefter ved E. Pijnacker Hordijk,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union først ved A. Brautigam og A.-M. Colaert, som befuldmægtigede, derefter ved A.-M. Colaert,
og
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber først ved T. van Rijn, som befuldmægtiget, bistået af advokat H.-J. Rabe, derefter ved T. van Rijn,
sagsøgte,
vedrørende et erstatningssøgsmål i henhold til EF-traktatens artikel 178 (nu artikel 235 EF) og EF-traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af at have været forhindret i at markedsføre mælk i medfør af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), som suppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemførelsesbestemmelserne for den tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 (EFT L 132, s. 11),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS
RET I FØRSTE INSTANS (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne E. Martins Ribeiro og K. Jürimäe,
justitssekretær: fuldmægtig J. Plingers,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. april 2006,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Rådets forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvægsbesætninger (EFT L 131, s. 1) bestemte, at der skulle udbetales en ikke-markedsføringspræmie eller en omstillingspræmie til producenter, der påtog sig at undlade at markedsføre mælk eller mejeriprodukter i en ikke-markedsføringsperiode på fem år eller at undlade at markedsføre mælk eller mejeriprodukter og at omstille deres malkekvægsbesætning til kødproduktion i en omstillingsperiode på fire år.
2 Mælkeproducenter, der påtog sig en forpligtelse i medfør af forordning nr. 1078/77, kaldes almindeligvis »SLOM-producenter«. Denne betegnelse stammer fra det nederlandske udtryk »slachten en omschakelen« (slagte og omstille) og beskriver deres forpligtelser inden for rammerne af en ordning uden markedsføring eller med omstilling.
3 Ved Rådets forordning (EØF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10) og forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13) blev der med virkning fra den 1. april 1984 indført en tillægsafgift på leverede mængder mælk, som oversteg en »referencemængde«, der for hver enkelt producent skulle fastsættes inden for rammerne af en samlet mængde, som blev garanteret hver medlemsstat. Den for tillægsafgiften fritagne referencemængde var lig med den mængde mælk eller mælkeækvivalent, som – alt efter den af medlemsstaten valgte metode – enten blev leveret af producenten eller opkøbt af et mejeri i referenceåret, hvilket for Kongeriget Nederlandenes vedkommende var 1983.
4 De nærmere bestemmelser for anvendelsesområdet af tillægsafgiften i artikel 5c i Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 148, s. 13) er fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFT L 132, s. 11).
5 Producenter, som i medfør af en forpligtelse, de havde påtaget sig i henhold til forordning nr. 1078/77, ikke havde leveret mælk i det referenceår, den pågældende medlemsstat havde lagt til grund, kunne ikke tildeles en referencemængde.
6 Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter »Mulder I-dommen«) og von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) fastslog Domstolen, at forordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84, var ugyldig, i det omfang den fastslog, at der ikke blev tildelt de producenter en referencemængde, som i henhold til en forpligtelse påtaget i henhold til forordning nr. 1078/77 ikke havde leveret mælk i det referenceår, den pågældende medlemsstat havde lagt til grund.
7 Foranlediget af Mulder I-dommen og von Deetzen-dommen, jf. præmis 6 ovenfor, udstedte Rådet den 20. marts 1989 forordning (EØF) nr. 764/89 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2), der trådte i kraft den 29. marts 1989. Den skulle gøre det muligt at tildele den type producenter, der var omhandlet i disse domme, en specifik referencemængde svarende til 60% af deres produktion i de 12 måneder, som var gået forud for det tidspunkt, hvor de havde påtaget sig forpligtelsen til ikke-markedsføring eller omstilling i henhold til forordning nr. 1078/77.
8 Artikel 3a, stk. 1, litra b), i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, tildelte foreløbigt producenten en specifik referencemængde, navnlig på betingelse af at han »til støtte for sin ansøgning […] [godtgjorde], at han [var] i stand til på sin bedrift at producere en mængde svarende til den ansøgte referencemængde«.
9 Ifølge artikel 3a, stk. 1, første led, i den nævnte forordning drejede det sig om den producent, »hvis ikke-markedsførings- eller omstillingsperiode i overensstemmelse med den forpligtelse, der [var] indgået i henhold til forordning […] nr. 1078/77, [udløb] efter den 31. december 1983 eller efter den 30. september 1983 i de medlemsstater, hvor mælkeindvejningen fra april til september er mindst dobbelt så stor som fra oktober til marts det følgende år«.
10 Artikel 3a, stk. 3, i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, har følgende ordlyd:
»Såfremt producenten senest to år fra den 29. marts 1989 på en for den kompetente myndighed tilfredsstillende måde kan godtgøre, at han faktisk har genoptaget direkte salg og/eller levering, og såfremt dette direkte salg og/eller denne levering i de sidste tolv måneder er lig med eller større end 80% af den foreløbige referencemængde, tildeles den særlige referencemængde endeligt. I modsat fald føres den foreløbige referencemængde tilbage til fællesskabsreserven i sin helhed […]«
11 I henhold til forordning nr. 764/89 blev der ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1033/89 af 20. april 1989 om ændring af forordning (EØF) nr. 1546/88 om gennemførelsesbestemmelserne for den tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 (EFT L 110, s. 27), indsat en artikel 3a i forordning nr. 1546/88, hvis stk. 1, første afsnit, har følgende ordlyd:
»Producenten indsender den i artikel 3a, stk. 1, i forordning [...] nr. 857/84 omhandlede ansøgning [om en særlig referencemængde] til den kompetente myndighed, som medlemsstaten har udpeget, efter de af denne medlemsstat fastsatte bestemmelser, hvis producenten kan bevise, at han endnu helt eller delvist leder den samme bedrift som på tidspunktet for den i artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1391/78 omhandlede godkendelse af ansøgningen om præmien.«
12 De producenter, som havde påtaget sig ikke-markedsførings- eller omstillingsforpligtelser, og som i henhold til forordning nr. 764/89 modtog en »specifik« referencemængde, kaldes »SLOM I-producenter«.
13 Ved dom af 11. december 1990, Spagl (sag C-189/89, Sml. I, s. 4539), kendte Domstolen artikel 3a, stk. 1, første led, i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, ugyldig, for så vidt som den udelukkede, at den specifikke referencemængde i bestemmelsen blev tildelt producenter, hvis ikke-markedsførings- eller omstillingsperiode ved gennemførelsen af en forpligtelse, der var påtaget i henhold til forordning nr. 1078/77, var udløbet den 31. december 1983 eller eventuelt den 30. september 1983.
14 Efter Spagl-dommen, jf. præmis 13 ovenfor, vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 1639/91 af 13. juni 1991 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 150, s. 35), som – ved at ophæve de bestemmelser, som Domstolen havde kendt ugyldige – gjorde det muligt at tildele en specifik referencemængde til de berørte producenter. Disse kaldes »SLOM II-producenter«.
15 Ved mellemdom af 19. maj 1992, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at det Europæiske Økonomiske Fællesskab er ansvarligt for det tab, som er lidt af visse mælkeproducenter, der havde påtaget sig forpligtelser i henhold til forordning nr. 1078/77 og dernæst var blevet hindret i at markedsføre mælk på grund af anvendelsen af forordning nr. 857/84. Med hensyn til de beløb, der skulle betales, opfordrede Domstolen parterne til at fastsætte dem efter fælles aftale.
16 Efter denne dom offentliggjorde Rådet og Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 5. august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4). Efter at have henvist til følgevirkningerne af Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, gav institutionerne udtryk for, at det var deres hensigt at fastsætte de nærmere praktiske bestemmelser for at holde de pågældende producenter skadesløse for at opfylde denne dom i fuldt omfang.
17 Indtil vedtagelsen af de omhandlede regler forpligtede institutionerne sig til at give afkald på at påberåbe sig forældelsen i henhold til artikel 46 i Domstolens statut i forhold til enhver producent, som opfyldte betingelserne, der fulgte af Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor. Den pågældende forpligtelse var dog betinget af, at retten til erstatning ikke var forældet på tidspunktet for offentliggørelsen af meddelelsen af 5. august 1992 eller på det tidspunkt, hvor producenten havde rettet henvendelse til en af institutionerne.
18 Domstolen tog ved dom af 27. januar 2000, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 203, herefter »Mulder III-dommen«), stilling til størrelsen af den erstatning, sagsøgerne havde krævet i de sager, der var omhandlet af Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor.
19 Den 31. januar 2001 afsagde Retten dom i sag T-533/93, Bouma mod Rådet og Kommissionen (Sml. II, s. 203, herefter »Bouma-dommen«), og i sag T-73/94, Beusmans mod Rådet og Kommissionen (Sml. II, s. 223, herefter »Beusmans-dommen«). Heri frifandtes Fællesskabet for påstande nedlagt af to nederlandske mælkeproducenter – som i henhold til forordning nr. 1078/77 havde påtaget sig ikke-markedsføringsforpligtelser med udløb i 1983 – om erstatningsansvar uden for kontraktforhold, støttet på artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF.
20 I Bouma-dommens præmis 45 (Beusmans-dommens præmis 44), jf. præmis 19 ovenfor, udledte Retten af Spagl-dommen, jf. præmis 13 ovenfor, at de producenter, hvis forpligtelse var ophørt i 1983, kun kunne støtte deres erstatningssøgsmål på tilsidesættelsen af princippet om den berettigede forventning, hvis de godtgjorde, at årsagen til, at de ikke havde genoptaget mælkeproduktionen i referenceåret, var, at de var ophørt med denne produktion i et stykke tid, og at det var umuligt for dem straks at genoptage produktionen som følge af denne produktions tilrettelæggelse.
21 I Bouma-dommens præmis 46 (Beusmans-dommens præmis 45), jf. præmis 19 ovenfor, fastslog Retten under henvisning til Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, følgende:
»Desuden fremgår det af Mulder II-dommen, nærmere betegnet af dommens præmis 23, at Fællesskabets ansvar er betinget af, at producenterne klart har tilkendegivet deres hensigt til at genoptage mælkeproduktionen ved udløbet af deres ikke-markedsføringsforpligtelse. Forudsætningen for, at SLOM-producenterne kan rejse krav om erstatning for det retsstridige forhold, som førte til ugyldiggørelsen af de forordninger, der regulerede SLOM-producenternes situation, var nemlig, at de blev forhindret i at genoptage mælkeproduktionen. De producenter, hvis forpligtelse ophørte inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 857/84, skulle derfor have genoptaget mælkeproduktionen eller i det mindste truffet foranstaltninger hertil, såsom foretagelsen af investeringer eller reparationer eller opretholdelsen af det nødvendige anlæg til denne produktion (jf. herom forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven i Mulder II-sagen, Sml. I, s. 3094, punkt 30).«
22 Med hensyn til hver af de to sagsøgeres situation fastslog Retten først følgende i Bouma-dommens præmis 48 (Beusmans-dommens præmis 47), jf. præmis 19 ovenfor:
»Da sagsøgeren ikke har genoptaget mælkeproduktionen mellem datoen for udløbet af hans ikke-markedsføringsforpligtelse […] og datoen for ikrafttrædelsen af kvoteordningen den 1. april 1984, må han til godtgørelse af sit erstatningskrav bevise, at han havde til hensigt at genoptage produktionen ved udløbet af sin ikke-markedsføringsforpligtelse, og at han blev afskåret herfra på grund af ikrafttrædelsen af forordning nr. 857/84.«
23 Ved dom af 29. april 2004, Bouma og Beusmans mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-162/01 P og C-163/01 P, Sml. I, s. 4509, herefter »Bouma- og Beusmans-dommen«), forkastede Domstolen appellerne af Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor.
24 Domstolen fastslog i Bouma- og Beusmans-dommens præmis 62 og 63, jf. præmis 23 ovenfor:
»62 Retten har i Bouma-dommens præmis 45 (Beusmans-dommens præmis 44) blot udledt af Spagl-dommen, at de producenter, hvis forpligtelse udløb i 1983, [skulle] godtgøre, at grundene til, at de ikke genoptog mælkeproduktionen i referenceåret, havde forbindelse med, at de indstillede denne produktion i en vis periode, og at det på grund af tilrettelæggelsen af denne produktion var umuligt for dem straks at genoptage den.
63 Denne fortolkning af Spagl-dommen er ikke behæftet med nogen fejl.«
25 I Bouma- og Beusmans-dommens præmis 72, jf. præmis 23 ovenfor, fastslog Domstolen, at
»[…] betingelserne for, at Edouard Bouma og Bernard Beusmans kan kræve erstatning i deres egenskab af SLOM 1983-producenter, kun kan følge af den fortolkning, som Domstolen giver af reglerne på området. Forordning nr. 1639/91 har ændret artikel 3a i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, om tildeling af en specifik referencemængde, men fastlægger ikke de nødvendige betingelser for, at en SLOM 1983-producent kan kræve erstatning. Erstatningen i henhold til forordning nr. 2187/93 har en selvstændig karakter, da den ordning, som blev indført ved denne forordning, udgør et alternativ til den retlige løsning af tvisterne og et supplerende middel til at opnå en erstatning ([Domstolens] dom af 9.10.2001, forenede sager C-80/99 – C-82/99, Flemmer m.fl., Sml. I, s. 7211, præmis 47)«.
26 I Bouma- og Beusmans-dommens præmis 89 og 90, jf. præmis 23 ovenfor, fastslog Domstolen:
»89 I modsætning til hvad Edouard Bouma og Bernard Beusmans har hævdet, kunne Retten i Bouma-dommens præmis 46 (Beusmans-dommens præmis 45) deraf drage den generelle slutning, at Fællesskabets ansvar er betinget af, at producenterne klart har tilkendegivet, at de har til hensigt at genoptage mælkeproduktionen ved udløbet af deres ikke-markedsføringsforpligtelse.
90 Det følger heraf, at Retten i Bouma-dommens præmis 46 (Beusmans-dommens præmis 45) kunne kræve, at en SLOM 1983-producent ved udløbet af sin forpligtelse i henhold til forordning nr. 1078/77 tilkendegiver, at han har til hensigt at genoptage mælkeproduktionen, enten ved at begynde at producere, eller i det mindste i lighed med SLOM I-producenter ved at træffe foranstaltninger hertil, f.eks. ved at foretage investeringer eller reparationer eller ved at opretholde det nødvendige anlæg til denne produktion.«
27 I Bouma- og Beusmans-dommens præmis 100 og 101, jf. præmis 23 ovenfor, fastslog Domstolen følgende:
»100 Hertil bemærkes, som generaladvokaten har anført i punkt 125 i forslaget til afgørelse, at den fordeling af bevisbyrden, som Retten har foretaget i de appellerede domme, er i overensstemmelse med fast retspraksis, hvorefter det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at de forskellige betingelser for Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold er opfyldt. Da dette ansvar kun kan være pådraget, såfremt en producent beviser, at han har til hensigt at genoptage markedsføringen af mælk, enten ved at genoptage produktionen efter udløbet af hans ikke-markedsføringsforpligtelse eller ved andre tilkendegivelser af denne hensigt, påhviler det den, der kræver erstatning, at bevise, at han faktisk havde en sådan hensigt.
101 Med hensyn til argumentet om, at Edouard Bouma og Bernard Beusmans ikke kunne have nogen formodning om de følger, som en manglende genoptagelse af produktionen før den 1. april 1984 kunne have, bemærkes, at de, ligesom enhver erhvervsdrivende, der ønskede at begynde mælkeproduktion, måtte forvente at være omfattet af regler, som i mellemtiden var fastsat, om markedspolitikken. De kunne således ikke have en berettiget forventning om at kunne genoptage produktionen på samme betingelser som dem, der gjaldt tidligere (jf. hertil Mulder I-dommen, præmis 23).«
Faktiske omstændigheder
28 Sagsøgeren, der er mælkeproducent i Nederlandene, påtog sig i henhold til forordning nr. 1078/77 den 24. maj 1980 en ikke-markedsføringsforpligtelse, som ophørte den 24. maj 1985.
29 Efter vedtagelsen af forordning nr. 764/89 indgav sagsøgeren den 2. juni 1989 en anmodning til de nederlandske myndigheder om at få tildelt en specifik referencemængde, hvori han erklærede »faktisk at være i stand til på sin bedrift at producere den tildelte specifikke referencemængde«.
30 Ved afgørelse af 21. juli 1989 fik sagsøgeren tildelt en foreløbig specifik referencemængde.
31 Ved afgørelse af 31. oktober 1990 fik sagsøgeren tildelt en endelig specifik mængde. Denne blev senere trukket tilbage ved afgørelse truffet den 11. oktober 1991 af det nederlandske ministerium for landbrug, natur og fiskeri efter en undersøgelse, som havde vist, at betingelserne for en endelig tildeling ikke var opfyldt, henset til den omstændighed, at han ikke på den oprindelige SLOM-bedrift producerede mælk som omhandlet i Beschikking Superheffing SLOM-deelnemers (bekendtgørelse om tillægsafgift for deltagere i SLOM-ordningen).
32 Sagsøgerens kone drev i øvrigt opdræt af malkekvæg på den oprindelige SLOM-bedrift.
33 Sagsøgeren har indgivet en klage over afgørelsen fra ministeriet for landbrug, natur og fiskeri. Klagen blev afvist, hvorefter sagsøgeren anlagde sag ved College van Beroep voor het Bedrijfsleven (administrativ appelret for økonomiske anliggender), som ligeledes afviste den ved afgørelse af 16. januar 1997.
Retsforhandlingerne
34 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. november 1994 anlagde sagsøgeren denne sag, der er registreret som sag T-373/94.
35 Ved kendelse afsagt den 24. januar 1995 af Første Udvidede Afdeling udsatte Retten behandlingen af denne sag indtil afsigelsen af Mulder III-dommen, jf. præmis 18 ovenfor.
36 Ved kendelse afsagt den 24. februar 1995 af formanden for Første Udvidede Afdeling besluttede Retten at forene sagerne T-372/94 og T-373/94 med de forenede sager T-530/93 – T-533/93, T-1/94 – T-4/94, T-11/94, T-53/94, T-71/94, T-73/94 – T-76/94, T-86/94, T-87/94, T-91/94, T-94/94, T-96/94, T-101/94 – T-106/94, T-118/94 – T-124/94, T-130/94 og T-253/94.
37 Den 30. september 1998 blev der for Retten holdt et uformelt møde med deltagelse af parternes repræsentanter. Parterne havde ved dette møde lejlighed til at fremlægge deres bemærkninger til Rettens analytiske kvalifikation af sagerne vedrørende SLOM-producenter, hvilket omfattede kategori »D« om SLOM-producenter, der ikke havde opnået en endelig referencemængde, eller fra hvem denne referencemængde var blevet trukket tilbage, og som følgelig ikke havde modtaget et tilbud om erstatning i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6).
38 Den 17. januar 2002 blev der holdt endnu et uformelt møde for Retten med deltagelse af parternes repræsentanter. Der blev indgået en aftale mellem parterne om valget af en vejledende sag inden for SLOM-producenternes kategori III, og Retten traf afgørelse om udsættelse af de andre sager vedrørende denne kategori, indtil der var afsagt dom i den vejledende sag.
39 Ved kendelse afsagt den 27. juni 2002 af formanden for Anden Udvidede Afdeling bestemte Retten, at sag T-2/94 skulle slettes fra samtlige de forenede sager, der er nævnt i denne doms præmis 36.
40 Ved skrivelse af 25. juli 2002 til Retten anmodede Rådet og Kommissionen om genåbning af retsforhandlingerne i sag T-373/94 som vejledende sag for SLOM-producenternes kategori III. Sagsøgeren indgav ingen bemærkninger i denne forbindelse.
41 Ved kendelse afsagt den 2. december 2002 af formanden for Første Udvidede Afdeling bestemte Retten, at sag T-373/94 skulle adskilles fra de forenede sager, der er nævnt i denne doms præmis 36, og at retsforhandlingerne skulle genåbnes i sag T-373/94.
42 Den 5. februar 2003 indleverede sagsøgeren en ajourført stævning til Rettens Justitskontor, som skulle erstatte den oprindelige stævning.
43 Ved beslutning i plenum af 2. juli 2003 bestemte Retten, at sagen skulle henvises til en afdeling bestående af tre dommere, hvilket i dette tilfælde blev Første Afdeling.
44 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret fra det nye retsår, er den refererende dommer blevet tilknyttet Femte Afdeling, som den foreliggende sag følgelig er blevet henvist til.
45 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
46 Parterne har afgivet skriftlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 6. april 2006.
47 Sagsøgerens advokat anmodede under den mundtlige forhandling om, at Retten skulle afholde et uformelt møde i nærværende sag og i de andre sager, som han var ansvarlig for, med henblik på at fastslå, i hvilke sager det var bevist, at der forelå en hensigt til at genoptage mælkeproduktionen ved udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen. Kommissionen modsatte sig denne anmodning, da formålet med denne sag, som er en vejledende sag, er at afklare et konkret retsspørgsmål, og at de nødvendige beviser i hver enkelt sag skulle forelægges for Retten i henhold til den sædvanlige procedure.
48 Retten besluttede under den mundtlige forhandling at udsætte sin afgørelse vedrørende denne anmodning om at afholde et uformelt møde og om nødvendigt at genåbne den mundtlige forhandling. For så vidt angår de øvrige sager, som sagsøgerens advokat er ansvarlig for, besluttede Retten, at der ville blive truffet afgørelse i forbindelse med disse sager.
49 Sagsøgeren anførte ligeledes under den mundtlige forhandling, at henset til Domstolens dom af 28. oktober 2004, van den Berg mod Rådet og Kommissionen (sag C-164/01 P, Sml. I, s. 10225), var erstatningskravet ikke fuldstændig forældet. Retten tildelte efter Rådets anmodning herom denne en frist på tre uger til at redegøre for sin holdning og præcisere, hvorvidt Rådet ønskede at trække sit anbringende om fuldstændig forældelse af erstatningskravet tilbage. Kommissionen anførte, at den delte Rådets opfattelse. De sagsøgte parter anførte, at erstatningskravet var delvist forældet.
50 Ved skrivelse af 4. maj 2006 svarede Rådet, at det afstod fra at gøre forældelsen gældende ved Retten for perioden fra den 25. september 1988 til den 29. marts 1989.
51 Ved afgørelse af 15. maj 2006 besluttede formanden for Rettens Femte Afdeling at tilføje dette dokument til sagens akter og at lukke den mundtlige forhandling.
Parternes påstande
52 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Fællesskabet dømmes til at betale 5 908,52 EUR med tillæg af rente 8% p.a. fra den 19. maj 1992 indtil datoen for betalingen.
– Fællesskabet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
53 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
54 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
55 Sagsøgeren har gjort gældende, at betingelserne for at pålægge Fællesskabet ansvar er opfyldt, og at der ikke kan gives Rådet medhold i påstanden om, at sagsøgerens krav er delvist forældet.
56 Retten finder, at det af hensyn til afgørelsen af forældelsesspørgsmålet i den foreliggende sag er nødvendigt først at tage stilling til, om Fællesskabet kan pålægges ansvar i henhold til EF-traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), og i bekræftende fald indtil hvilken dato (jf. i den retning Bouma-sagen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 28, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 27, samt Rettens dom af 7.2.2002, sag T-199/94, Gosch mod Kommissionen, Sml. II, s. 391, præmis 40).
Parternes argumenter
57 Sagsøgeren har anfægtet de sagsøgte parters synspunkt, hvorefter de SLOM I-producenter, der, som han, var blevet frataget deres kvote, kunne gøre krav på erstatning for perioden indtil den 1. april 1989, hvis de godtgjorde, at de havde truffet konkrete foranstaltninger med henblik på at genoptage produktionen ved ophøret af deres SLOM-forpligtelser.
58 Sagsøgeren mener ikke, at et sådant beviskrav er gyldigt, idet det ikke er berettiget ud fra de faktiske omstændigheder, hvori SLOM I-producenterne befinder sig, og desuden medfører en ulovlig forskelsbehandling af de SLOM I-producenter, hvis kvote er blevet trukket tilbage, i forhold til de SLOM I-producenter, der har fået tildelt en endelig mængde.
59 Sagsøgeren har anført, at det krav, som de sagsøgte parter stiller, udledes af Rettens argumentation i Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, men er af den opfattelse, at denne argumentation ikke kan overføres til den situation, som SLOM I-producenterne befinder sig i, for så vidt som grunden til at Retten i disse domme fandt, at de omhandlede producenter skulle godtgøre, at de havde til hensigt at genoptage mælkeproduktionen ved ophøret af deres SLOM-forpligtelser, skyldtes den omstændighed, at SLOM-forpligtelsen udløb i løbet af referenceåret, nemlig 1983.
60 Sagsøgeren er af den opfattelse, at de SLOM-producenter, der, som han, havde påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse, som udløb efter referenceåret, befandt sig i en situation, der var grundlæggende forskellig fra den, som SLOM II-producenterne, såsom sagsøgerne i de sager, der havde givet anledning til Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, befandt sig i. Eftersom der ved udgangen af referenceåret, nemlig 1983, stadig manglede 17 måneder før udløbet af sagsøgerens ikke-markedsføringsforpligtelse, ville det ikke være rimeligt for at fastslå Fællesskabets ansvar at kræve, at han beviste, at han havde truffet konkrete foranstaltninger i løbet af referenceåret med henblik på at genoptage mælkeproduktionen ved ophøret af sin ikke-markedsføringsforpligtelse.
61 Sagsøgeren har tilføjet, at fra den 1. april 1984 vidste alle SLOM-producenter, at de var blevet udelukket fra kvoteordningen, og at det under disse omstændigheder ikke ville have været fornuftigt at gøre investeringer med henblik på at genoptage mælkeproduktionen, når det var klart, at denne mælkeproduktion ikke kunne genoptages. Det samme gør sig gældende for så vidt angår beviskravet vedrørende anmodning om tildeling af en referencemængde ved ikke-markedsføringsforpligtelsens ophør, i nærværende sag i 1985, eftersom det lå fast, at en sådan anmodning simpelthen ville blive afvist i lighed med anmodninger indgivet af SLOM-producenter. De kompetente myndigheder havde i øvrigt i 1985 indikeret over for SLOM-producenterne, at der ikke var nogen reel udsigt til, at de producenter, der befandt sig i sagsøgerens situation, ville blive tildelt en referencemængde.
62 Sagsøgeren har anført, at henset til disse omstændigheder har hverken Domstolen eller de sagsøgte parter nogensinde stillet krav om, at en SLOM I-producent skulle bevise, at han havde truffet konkrete foranstaltninger til at genoptage sin mælkeproduktion ved udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen.
63 Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til Rettens dom af 7. februar 2002, Rudolph mod Rådet og Kommissionen (sag T-187/94, Sml. II, s. 367), hvori Retten fastslog i præmis 47, at det ikke påhvilede den pågældende sagsøger, hvis forpligtelse til ikke-markedsføring udløb den 31. marts 1985, dvs. efter ikrafttrædelsen af ordningen for mælkekvoter, at bevise ─ for at begrunde sin ret til erstatning ─ at hun havde til hensigt at genoptage mælkeproduktionen efter udløbet af forpligtelsen, da tilkendegivelsen af en sådan hensigt efter ikrafttrædelsen af mælkekvoteordningen var blevet praktisk umulig.
64 Rådet og Kommissionen har anført, at betingelserne for at pålægge Fællesskabet et erstatningsansvar uden for kontraktforhold ikke er opfyldt i den foreliggende sag, hvorfor de må frifindes.
Rettens bemærkninger
65 Det skal påpeges, at Fællesskabet ifølge fast retspraksis kun kan pålægges ansvar uden for kontraktforhold som følge af tab forårsaget af institutionerne, jf. EF-traktatens artikel 215, stk. 2, såfremt en række betingelser om retsstridighed af den påtalte adfærd, tabets reelle karakter samt årsagsforbindelse mellem den retsstridige adfærd og det tab, der hævdes at være lidt, er opfyldt (Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Lütticke mod Kommissionen, Sml. s. 75, org.ref.: Rec. s. 325, præmis 10, og af 17.12.1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211, præmis 18, samt Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 80, Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 39, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 38, som tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 43, og dommen i sagen Gosch mod Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 41).
66 For så vidt angår situationen for de mælkeproducenter, der havde påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse, ifalder Fællesskabet et ansvar i forhold til hver producent, der har lidt et tab som følge af at være forhindret i at levere mælk i henhold til forordning nr. 857/84 (Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, præmis 22). Dette ansvar er begrundet i en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 40, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 39, tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 45-47, og dommen i sagen Gosch mod Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 42).
67 Dette princip kan imidlertid kun gøres gældende imod fællesskabsbestemmelser, såfremt Fællesskabet selv tidligere har skabt en situation, som kan give grundlag for en berettiget forventning (Domstolens dom af 10.1.1992, sag C-177/90, Kühn, Sml. I, s. 35, præmis 14, Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 41, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 40, som tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 45-47, og dommen i sagen Gosch mod Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 43).
68 En erhvervsdrivende, der som følge af en fællesskabsretsakt er blevet tilskyndet til at ophøre med markedsføringen af mælk i en afgrænset periode i almenvellets interesse og mod betaling af en præmie, kan således ved ophøret af sin forpligtelse berettiget forvente ikke at blive underlagt begrænsninger, der påvirker den erhvervsdrivende særligt, netop fordi han havde benyttet muligheder, der blev tilbudt af fællesskabsbestemmelser (Mulder I-dommen, jf. præmis 6 ovenfor, præmis 24, og von Deetzen-dommen, jf. præmis 6 ovenfor, præmis 13). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er derimod ikke til hinder for, at der under en ordning som tillægsafgiftsordningen pålægges en producent begrænsninger som følge af, at han – som følge af en beslutning, han frivilligt har truffet uden at være tilskyndet hertil af fællesskabsbestemmelser – ikke har markedsført mælk eller kun har markedsført en begrænset mængde heraf i en bestemt periode, der ligger forud for ikrafttrædelsen af den nævnte ordning (Kühn-dommen, jf. præmis 67 ovenfor, præmis 15, Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 42, og Beusmans-dommen, præmis 19 ovenfor, præmis 41, som tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 45-47, og dommen i sagen Gosch mod Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 44).
69 Desuden fremgår det af Spagl-dommen, jf. præmis 13 ovenfor, at Fællesskabet ikke uden at tilsidesætte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning automatisk kunne udelukke alle de producenter fra at få tildelt kvoter, hvis forpligtelse til ikke-markedsføring eller omstilling var ophørt i 1983, herunder dem, der i lighed med Spagl ikke havde kunnet genoptage mælkeproduktionen af grunde, som stod i forbindelse med deres forpligtelse (Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 43, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 42, som tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 53, og dommen i sagen Gosch mod Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 45). I Spagl-dommens præmis 13 fastslog Domstolen således følgende:
»Fællesskabslovgiveren kunne herved gyldigt indføre en skæringsdato med hensyn til udløbet af de pågældendes ikke-markedsførings- eller omstillingsperiode, for at udelukke de producenter fra anvendelsen [af bestemmelserne om tildeling af en specifik referencemængde], som af grunde, der var ikke-markedsførings- eller omstillingspligten uvedkommende, ikke havde leveret mælk i hele eller dele af det pågældende referenceår. Princippet om den berettigede forventning, som fortolket i ovennævnte domme, forhindrer derimod, at en skæringsdato fastsættes således, at producenter, som ikke har leveret mælk i hele eller dele af referenceåret på grund af en forpligtelse, de har indgået i henhold til forordning nr. 1078/77, udelukkes fra anvendelsen [af de nævnte bestemmelser].«
70 Der er således grundlag for at udlede af denne dom, at de producenter, hvis forpligtelse udløb i 1983, kun kan støtte et erstatningssøgsmål på en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt de godtgør, at grundene til, at de ikke genoptog mælkeproduktionen i referenceåret, havde forbindelse med, at de havde indstillet denne produktion i en vis periode, og at det på grund af tilrettelæggelsen af denne produktion var umuligt for dem straks at genoptage den (Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 45, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 44, som tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 62 og 63, og dommen i sagen Gosch Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 47).
71 Desuden fremgår det af Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, præmis 23, at Fællesskabets ansvar er betinget af, at de producenter, der har påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse, klart har tilkendegivet deres hensigt til at genoptage mælkeproduktionen ved udløbet af denne forpligtelse. Det følger af Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 46, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 45, at forudsætningen for, at SLOM-producenterne kan rejse krav om erstatning for det retsstridige forhold, som førte til ugyldiggørelsen af de forordninger, der regulerede SLOM-producenternes situation, var, at de blev forhindret i at genoptage mælkeproduktionen på grund af ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter.
72 Hvis ikke en producent har tilkendegivet sin hensigt hertil, kan han ikke gøre gældende at have en berettiget forventning om at kunne genoptage mælkeproduktionen på et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden. Hans situation er derfor ikke anderledes end de erhvervsdrivendes, som ikke fremstillede mælk, og som efter indførelsen af mælkekvoteordningen i 1984 blev forhindret i at påbegynde produktionen heraf. Ifølge fast retspraksis kan de erhvervsdrivende på områder med en fælles markedsordning, hvis formål indebærer en løbende tilpasning til ændringer i den økonomiske situation, ikke have nogen berettiget forventning om at undgå begrænsninger som følge af eventuelle markedspolitiske eller strukturpolitiske bestemmelser (Bouma-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 47, og Beusmans-dommen, jf. præmis 19 ovenfor, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, som tiltrådt ved Bouma- og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 99-102, og dommen i sagen Gosch mod Kommissionen, jf. præmis 56 ovenfor, præmis 49).
73 Hvad angår de producenter, hvis ikke-markedsføringsforpligtelse ophørte efter ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter, har Domstolen udledt af producenternes handlinger i Mulder II-sagen, som gengives i første punktum i præmis 23 i Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, nemlig ansøgning allerede før udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen om tildeling af en referencemængde i henhold til ordningen om tillægsafgift og genoptagning af markedsføringen af mælk senest umiddelbart efter at have opnået en specifik referencemængde i henhold til forordning nr. 764/89, at disse producenter på passende måde havde tilkendegivet deres hensigt om at genoptage mælkeproduktionen. Domstolen har heraf draget den slutning, at tabet af indtægter fra mælkeleverancer ikke kunne anses for at være en følge af, at de pågældende frivilligt havde besluttet at opgive mælkeproduktionen (Bouma-dommen og Beusmans-dommen, jf. præmis 23 ovenfor, præmis 88).
74 Det er ubestridt, at sagsøgeren har påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse, som er udløbet den 24. maj 1985, dvs. efter ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter.
75 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at sagsøgeren i lighed med de producenter, der er omhandlet af den sag, der gav anledning til Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, og hvis ikke-markedsføringsforpligtelse ligeledes udløb efter ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter, ikke allerede før udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen har anmodet om tildeling af en referencemængde i henhold til denne ordning. Sagsøgeren har i øvrigt heller ikke indgivet en sådan anmodning straks efter udløbet af den periode, der er dækket af forpligtelsen.
76 Det er for det andet ubestridt, at sagsøgeren i modsætning til de producenter, der var omhandlet af den sag, der gav anledning til Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, ikke genoptog markedsføringen af mælk umiddelbart efter at have opnået en specifik referencemængde i henhold til forordning nr. 764/89 på den oprindelige SLOM-bedrift.
77 Det fremgår af sagens akter, at sagsøgeren efter vedtagelsen af forordning nr. 764/89 anmodede om tildeling af en specifik referencemængde, som han blev tildelt den 21. juli 1989. Den endelige referencemængde, som han blev tildelt den 31. oktober 1990, blev imidlertid trukket tilbage ved afgørelse truffet den 11. oktober 1991 af ministeriet for landbrug, natur og fiskeri, på grund af at »det [fremgik] af den undersøgelse, som ministeriets generelle kontroltjeneste [havde] gennemført, at [sagsøgeren] ikke [opfyldte] betingelserne for den endelige tildeling«, idet han »ikke på [sin] oprindelige SLOM-bedrift producerede mælk som omhandlet i Beschikking Superheffing SLOM-deelnemers«.
78 Den sag, der blev anlagt ved College van Beroep voor het Bedrijfsleven til prøvelse af denne afgørelse, blev afvist ved dom af 16. januar 1997, bl.a. med den begrundelse, at »den oprindelige SLOM-bedrifts produktionsenheder […] ikke [var] involveret i genoptagelsen af mælkeproduktionen på en sådan måde, at det [kunne] fastslås, at sagsøgeren [havde] genoptaget den tidligere produktion på den oprindelige SLOM-bedrift«.
79 Det fremgår ligeledes af dom af 16. januar 1997 fra College van Beroep voor het Bedrijfsleven, at »sagsøgerens beslutning om ikke at anvende den oprindelige SLOM-bedrift ved produktionen af den mængde, der svarede til den tildelte midlertidige SLOM-kvote, fordi hans kone drev opdræt af malkekvæg på den pågældende SLOM-bedrift, skal betragtes som en driftsbeslutning, hvis følger sagsøgeren må bære«.
80 Som Rådet har understreget, kunne produktionen ikke genoptages på den oprindelige SLOM-bedrift, idet denne bedrift blev anvendt af sagsøgerens kone til opdræt af malkekvæg, hvorfor sagsøgeren har givet denne bedrift en ny anvendelse.
81 Det skal bemærkes, at det i henhold til Domstolens praksis følger af artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, sammenholdt med artikel 3a, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1546/88 af 3. juni 1988 om gennemførelsesbestemmelserne for den tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 (EFT L 139, s. 12), som ændret ved forordning nr. 1033/89, vedrørende betingelserne for tildelingen af en specifik referencemængde, at mælkeproduktionen skal foregå på den oprindelige SLOM-bedrift (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.12.1992, sag C-86/90, O’Brien, Sml. I, s. 6251, præmis 11 og 12, af 27.1.1994, sag C-98/91, Herbrink, Sml. I, s. 223, præmis 12 og 13, og dommen i sagen van den Berg mod Rådet og Kommissionen, jf. præmis 49 ovenfor, præmis 71).
82 Som Rådet med rette har anført, var Fællesskabet, da det som følge af Mulder I-dommen, jf. præmis 6 ovenfor, vedtog nye forordninger, som gjorde det muligt at tildele en referencemængde til SLOM-producenterne, forpligtet til at begrænse denne tildeling til dem, som reelt kunne gøre krav herpå, dvs. dem, der faktisk havde haft til hensigt at genoptage mælkeproduktionen efter udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen, og at udelukke dem, der ikke længere havde en sådan hensigt og dermed befandt sig i samme situation som andre landmænd, der ikke havde produceret mælk i referenceåret, og som således ikke havde kunnet opnå en referencemængde ved indførelsen af ordningen med tillægsafgifter.
83 Anden betragtning til forordning nr. 764/89 præciserer i denne forbindelse, at »producenterne […] imidlertid kun [kan] gøre krav på sådanne tildelinger, såfremt de opfylder visse kvalificerende kriterier og således godtgør, at de agter og faktisk kan genoptage mælkeproduktionen, samt at de har været ude af stand til at få tildelt en referencemængde i medfør af artikel 2 i forordning […] nr. 857/84«.
84 Henset til de i denne doms præmis 74-83 nævnte forhold, som er vurderet i lyset af Mulder II-dommen, jf. præmis 15 ovenfor, skal det bemærkes, at for så vidt som den endelige referencemængde som sagsøgeren havde opnået netop blev trukket tilbage, fordi han ikke opfyldte betingelserne i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, for at have ret til en sådan referencemængde, og navnlig at han ikke producerede mælk på den oprindelige SLOM-bedrift, kan den manglende markedsføring af mælk ved ophøret af den forpligtelse, han har påtaget sig, ikke tilregnes ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter, når sagsøgeren ikke har ført noget bevis for sin hensigt om at genoptage mælkeproduktionen.
85 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at som anført af generaladvokat Van Gerven i punkt 30 i forslaget til afgørelse i Mulder II-sagen, jf. præmis 15 ovenfor, kan Fællesskabet med hensyn til mælkeproducenter, hvis ikke-markedsføringsforpligtelse er ophørt efter ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter, og som har anmodet om en specifik referencemængde inden for rammerne af forordning nr. 764/89, men som ikke har opnået en, fordi de ikke opfyldte de deri anførte betingelser, antage, at medmindre der føres bevis for det modsatte, ville disse producenter ikke have kunnet opnå en referencemængde, hvis der havde været bestemmelser herom i forordning nr. 857/84, hvorfor de befandt sig i samme situation som de SLOM-producenter, som aldrig havde anmodet om en referencemængde.
86 En sådan antagelse skal ligeledes finde anvendelse på producenter, der, som sagsøgeren, inden for rammerne af forordning nr. 764/89 har opnået en specifik referencemængde, som er blevet frataget dem igen på grund af, at de ikke opfyldte de i forordningen anførte betingelser.
87 Denne vurdering er i overensstemmelse med Domstolens fortolkning af betingelserne for Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold som følge af indførelsen i 1984 af ordningen med tillægsafgifter, der, som det fremgår af den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 66 og 72, ifaldes over for de producenter, som midlertidigt havde indstillet mælkeproduktionen, og som blev forhindret i at genoptage denne netop på grund af ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter. Derimod er nægtelsen af at give erstatning til dem, der ikke havde genoptaget markedsføringen af mælk efter ophøret af ikke-markedsføringsforpligtelsen af andre grunde end dem, der er forbundet med ikrafttrædelsen af den pågældende ordning, berettiget, idet det er nødvendigt at forhindre dem i at ansøge om en særlig referencemængde, ikke for varigt at genoptage markedsføringen af mælk, men for at skaffe sig en rent økonomisk fordel af tildelingen ved at udnytte den handelsværdi, som referencemængderne i mellemtiden har opnået (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-44/89, von Deetzen, Sml. I, s. 5119, præmis 24).
88 Det tilkommer således de producenter, som i lighed med sagsøgeren har indstillet afsætningen af mælk inden for rammerne af forordning nr. 1078/77, og som efter vedtagelsen af forordning nr. 764/89 har anmodet om en specifik referencemængde, som er blevet dem tildelt og derefter trukket tilbage, at godtgøre, at de ved udløbet af deres ikke-markedsføringsforpligtelse havde til hensigt at genoptage mælkeproduktionen.
89 I denne forbindelse og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan dommen i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, jf. præmis 63 ovenfor, og særligt dennes præmis 47, ikke fortolkes på en sådan måde, at der ikke længere kræves bevis for sagsøgerens hensigt om at genoptage mælkeproduktionen ved udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen.
90 Denne dom skal læses i lyset af sagens særlige omstændigheder. Theresia Rudolph, som var en mælkeproducent, der inden for rammerne af forordning nr. 1078/77 havde påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse, der var udløbet den 31. marts 1985, havde som følge af ikrafttrædelsen af forordning nr. 764/89 opnået en specifik referencemængde, som gav hende mulighed for at genoptage sin mælkeproduktion.
91 Dommen i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, jf. præmis 63 ovenfor, præmis 47, skal fortolkes således, at der altid stilles krav om, at der føres bevis for hensigten til at genoptage mælkeproduktionen ved udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen, men at dette bevis kan anses for ført, når de producenter, hvis ikke-markedsføringsforpligtelse udløber efter ikrafttrædelsen af ordningen med tillægsafgifter, godtgør, at de opfylder de betingelser, der kræves i de gældende bestemmelser, hvilket giver dem mulighed for at genoptage mælkeproduktionen ved at anmode om og beholde en specifik referencemængde med henblik på genoptagelsen af deres mælkeproduktion.
92 Sagsøgeren i denne sag er blevet frataget den specifikke referencemængde, han var blevet tildelt som følge af vedtagelsen af forordning nr. 764/89, idet han ikke opfyldte de betingelser, som de nævnte fællesskabsretlige bestemmelser fastlagde for tildelingen af en sådan referencemængde.
93 Det er endvidere først under den mundtlige forhandling, at sagsøgeren har henvist til visse akter og dokumenter, som hele tiden havde fandtes, og som kunne stilles til rådighed for Retten under et uformelt møde, som sagsøgeren anmodede Retten om at afholde med henblik på en gennemgang af disse akter og dokumenter, som skulle godtgøre, at sagsøgerens søn, som var 17 år i 1985, havde gennemført en erhvervsuddannelse med henblik på at udøve erhvervet som mælkeproducent og overtage sagsøgerens aktiviteter, da han var tæt på pensionsalderen. Sagsøgeren har i øvrigt henvist til den omstændighed, at hans revisor havde kunnet udstede en erklæring til bekræftelse af hans hensigt om at genoptage mælkeproduktionen.
94 Ud over den omstændighed, at den nævnte erhvervsuddannelse og erklæring ikke kan udgøre forretningsmæssige skridt for producenten med henblik på at godtgøre hensigten om at producere mælk ved udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen, skal det bemærkes, at argumenterne herom først er blevet fremført under retsmødet, selv om de akter og dokumenter, der hævdes at være til støtte herfor, kunne have været vedlagt sagens akter inden for rammerne af den skriftlige procedure. Det følger heraf, at sagsøgerens anmodning om, at Retten skulle organisere et uformelt møde med henblik på at tilføje disse akter og dokumenter til sagen og gennemgå dem, skal afvises.
95 Som Rådet har anført, er der endvidere ikke fremlagt noget bevis med henblik på i givet fald at godtgøre, at de forhold, som forhindrede sagsøgeren i at genoptage produktionen under de betingelser, der fremgår af forordning nr. 764/89, ikke forelå ved udløbet af ikke-markedsføringsforpligtelsen, og at de ikke var til hinder for denne genoptagelse.
96 Herefter skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han – i overensstemmelse med de ovenfor nævnte principper – ved udløbet af sin ikke-markedsføringsforpligtelse havde til hensigt at genoptage sin mælkeproduktion.
97 Det skal ligeledes bemærkes, at sagsøgerens argument om, at der er sket forskelsbehandling mellem mælkeproducenterne, afhængigt af om de tilhørte kategorien af SLOM I-producenter, hvis specifikke referencemængde var blevet trukket tilbage, eller gruppen af SLOM I-producenter, som rådede over en endelig specifik referencemængde, skal forkastes, idet der er en objektiv forskel mellem de to producentkategorier, hvorfor de ikke skal behandles identisk.
98 Det følger således af fast retspraksis, at princippet om forbud mod forskelsbehandling kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles identisk, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (Domstolens dom af 17.5.1984, sag 15/83, Denkavit Nederland, Sml. s. 2171, præmis 22, og af 25.11.1986, forenede sager 201/85 og 202/85, Klensch m.fl., Sml. s. 3477, præmis 9, samt Rettens dom af 13.7.1995, forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, O’Dwyer m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2071, præmis 113, og af 14.7.1998, sag T-119/95, Hauer mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2713, præmis 63).
99 Herefter findes sagsøgeren ikke at have godtgjort, at der er årsagssammenhæng mellem forordning nr. 857/84 og det påberåbte tab. Det må følgelig fastslås, at Fællesskabet ikke kan pålægges ansvar i forhold til sagsøgeren som følge af anvendelsen af forordning nr. 857/84, og at det herved er unødvendigt at tage stilling til, om de øvrige betingelser for et sådant ansvar er opfyldt.
100 Følgelig skal der heller ikke tages stilling til forældelsesspørgsmålet.
101 Det følger heraf, at Rådet og Kommissionen bør frifindes.
Sagens omkostninger
102 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges det ham i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens påstande at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) R.W. Werners betaler sagens omkostninger.
Vilaras | Martins Ribeiro | Jürimäe |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. december 2006.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |