Appel iværksat den 16. april 2024 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 7. februar 2024 i sag T-146/22, Ryanair mod Kommissionen (KLM II; COVID-19)

(Sag C-266/24 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, J. Carpi Badía og M. Farley, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Ryanair DAC, Den Fransk Republik, Kongeriget Nederlandene, Société Air France, Air France-KLM og Koninklijke Luchtvaart Maatschappij NV

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen tiltrædes, og den appellerede dom ophæves.

    Domstolen gør brug af sin beføjelse i henhold til artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen til selv at træffe endelig afgørelse i sagen.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende de endnu ikke behandlede anbringender.

–    Afgørelsen om denne sags sagsomkostninger udsættes, hvis sagen hjemvises til Retten, eller Ryanair tilpligtes at betale sagsomkostninger, hvis der træffes endelig afgørelse i sagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

For det første anvendte Retten en ukorrekt standard ved fastlæggelsen af, hvornår støttemodtageren er begrænset til blot en eller flere enheder inden for en koncern med henblik på anvendelsen af EU-reglerne om statsstøtte. Retten begik navnlig en retlig fejl, da den konkluderede, at faktorer, der blot indikerede, at (i) Air France-KLM som øverste moderselskab generelt kan udøve en vis indflydelse på Société Air France (Air France) og Koninklijke Luchtvaart Maatschappij (KLM) og deres datterselskaber, og at (ii) der er en vis integration, samordning og samarbejde mellem France, Air France-KLM og KLM, var tilstrækkelige til at godtgøre, at Air France-KLM og Air France faktisk fik fordel af støtten – og derfor skulle anses for støttemodtagere med henblik på anvendelsen af EU-reglerne om statsstøtte – i en situation, hvor det præcise indhold af støtten og de betingelser, hvorunder den blev tildelt, udtrykkeligt er til hinder for, at den nævnte støtte anvendes til gavn for Air France-KLM og Air France.

For det andet satte Retten retsstridigt sin egen vurdering i stedet for Kommissionens vurdering i forbindelse med fastlæggelsen af, om kun visse selskaber inden for Air-France-KLM-koncernen er omfattet af støtteforanstaltningen – et område om hvilket Unionens retsinstanser har anerkendt, at det kræver komplekse økonomiske vurderinger, og hvor Kommissionen har en breds skønsbeføjelse – uden tilstrækkelig påvisning af, at Kommissionens begrundelse var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

____________