Sag T-362/10
Vtesse Networks Ltd
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – støtte til oprettelse af den seneste generation af bredbåndsnetværk i regionen Cornwall og Isles of Scilly – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – annullationssøgsmål – manglende væsentlig påvirkning af den konkurrencemæssige stilling – søgsmålskompetence – de interesserede parters processuelle rettigheder – delvis afvisning – ingen tvivl, der kan begrunde indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure«
Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 5. november 2014
1. Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
2. Retslig procedure – intervention – formalitetsindsigelse, som ikke er rejst af sagsøgte – afvisning – afvisning begrundet i ufravigelige procesforudsætninger – efterprøvelse af egen drift
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4, og art. 53; Rettens procesreglement, art. 113)
3. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig foranstaltning erklæres uforenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af en konkurrerende virksomhed, der ikke godtgør, at dens stilling på markedet er væsentligt berørt – afvisning
(Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)
4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig foranstaltning erklæres uforenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af interesserede parter i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF – søgsmål med henblik på at beskytte de interesserede parters processuelle rettigheder – formaliteten – anbringender, som kan påberåbes – bevisbyrde
[Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra h), art. 4, stk. 3, og art. 6, stk. 1]
5. Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – udvidelse af et eksisterende anbringende, som har en nær tilknytning hertil
Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)
6. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger – ret for andre interesserede parter end den pågældende medlemsstat til at tilknyttes den administrative procedure i rimeligt omfang – grænser
(Art. 108, stk. 2, TEUF)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 28 og 29)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 33)
3. Andre personer end en afgørelses adressat kan kun gøre gældende, at de berøres individuelt af en afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, hvis afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten.
Dette vil hvad angår et annullationssøgsmål anlagt mod en afgørelse, hvorved en støtte er erklæret forenelig med det indre marked, bl.a. være gældende i tilfældet, hvor sagsøgerens stilling på markedet i væsentligt omfang påvirkes af den støtteforanstaltning, som personen ikke er begunstiget af, og som den pågældende afgørelse vedrører. Det påhviler følgelig sagsøgeren på relevant måde at oplyse grundene til, at Kommissionens afgørelse krænker virksomhedens retmæssige interesser ved i væsentligt omfang at påvirke dens stilling på det omhandlede marked. Hvad angår fastslåelsen af en væsentlig påvirkning kan den sagsøgende virksomhed ikke udelukkende påberåbe sig sin egenskab af konkurrent i forhold til den støttemodtagende virksomhed, men skal endvidere godtgøre, at den, henset til omfanget af dens eventuelle deltagelse i proceduren og den grad, hvori dens stilling på markedet er blevet påvirket, befinder sig i en faktisk situation, der individualiserer den på lignende måde som en afgørelses adressat.
Når sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabets konkurrencemæssige stilling er blevet væsentligt påvirket af afgørelsen, hvorved en støtte erklæres forenelig med det indre marked, har det følgelig ikke søgsmålskompetence i forhold til denne afgørelse med henblik på at anfægte, at afgørelsen er begrundet.
(jf. præmis 36, 37, 51, 58 og 59)
4. Når Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF om, at en støtte er forenelig med det indre marked, afslår den ligeledes implicit at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999. De interesserede parter, som i henhold til artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 er de personer, virksomheder eller sammenslutninger, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, dvs. navnlig konkurrerende virksomheder til støttemodtagerne, som er indrømmet garantier i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, kan kun opnå, at de respekteres, hvis de har adgang til at indbringe denne afgørelse for EU’s retsinstanser. På denne baggrund kan deres søgsmål kun tilsigte at beskytte de processuelle rettigheder, som tilkommer dem i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999. Når en støtte til en telekommunikationsoperatørs oprettelse af næste generation af bredbåndsnetværk i en bestemt region erklæres forenelig med det indre marked, skal den konkurrerende telekommunikationsoperatør på markedet for levering af specialiserede telekommunikationstjenester dermed anses for en interesseret part som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, som har søgsmålskompetence i forhold til en anfægtelse af den afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked, for så vidt som sagsøgeren med sit søgsmål tilsigter at beskytte sine processuelle rettigheder.
Hvad angår de anbringender, som en interesseret part kan påberåbe sig, er det muligt at tage hensyn til argumenter om realiteten, for så vidt som disse argumenter giver mulighed for at underbygge et anbringende om, at der foreligger tvivl, der kan begrunde indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure. Argumenterne skal imidlertid fastsættes med en ordlyd, der har en forbindelse til det forhold, der skal godtgøres, nemlig eksistensen af tvivl om foranstaltningens forenelighed med det indre marked. Under disse omstændigheder kan EU’s retsinstanser følgelig kun tage hensyn til dette søgsmåls anbringenderne om en åbenbar urigtig vurdering af de faktiske forhold og eksistensen af misbrug af en dominerende stilling, for så vidt som de er støttet på argumenter, der tilsigter at godtgøre, at Kommissionen ikke overvandt den tvivl, som den var stillet over for under den indledende undersøgelse.
Endvidere bærer den interesserede part bevisbyrden for eksistensen af tvivl. Dette bevis kan fremlægges i form af en række samstemmende indicier vedrørende dels den indledende undersøgelses omstændigheder og varighed, dels den anfægtede afgørelses indhold. Endvidere tilkommer det denne part at identificere indicierne vedrørende den anfægtede afgørelses indhold for at godtgøre, at der foreligger tvivl. Når sagsøgeren blot henviser til de argumenter, der er fremført som led i et andet anbringende, tilkommer det endvidere denne præcist at identificere de af de under dette anbringende fremførte argumenter, der ifølge sagsøgeren kan godtgøre, at der forelå en sådan tvivl. Såfremt sagsøgeren i den forbindelse blot henviser til den sammenfatning af de faktiske omstændigheder, der fremgår af stævningen, og argumentationen vedrørende de anbringender, giver denne uklare og på ingen måde underbyggede henvisning ikke EU’s retsinastanser mulighed for at identificere de præcise forhold, der er rejst som led i anbringenderne, og som ifølge sagsøgeren godtgør, at der forelå tvivl, og at anbringenderne var begrundede.
(jf. præmis 42, 47, 69-71, 82 og 88-90)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 83-85)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 93-96)