Language of document : ECLI:EU:C:2019:469

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 6. juni 2019 (1)

Sag C-302/18

X

mod

Belgische Staat

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – opnåelse af status som fastboende udlænding – betingelse om rådighed over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter – egne indtægter – indtægternes oprindelse – indtægter fra en tredjemand – bindende erklæring – direktiv 2003/109/EF – artikel 5, stk. 1, litra a)«






I.      Indledning

1.        Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien), vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge (2).

2.        Direktiv 2003/109 har bl.a. til formål at fastlægge de betingelser, hvorpå en medlemsstat meddeler tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på dens område, status som fastboende udlænding eller inddrager denne status, og at indrømme en række ensartede rettigheder til de personer, der er tildelt denne status (3). En af betingelserne for at opnå den nævnte status er ifølge dette direktivs artikel 5, stk. 1, litra a), at tredjelandsstatsborgeren fremlægger bevis for, at den pågældende til sig selv og de familiemedlemmer, som vedkommende har forsørgerpligt over for, råder over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at den pågældende kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer uden social bistand fra værtsmedlemsstaten.

3.        Denne præjudicielle forelæggelse indgår i en tvist mellem X og den belgiske stat vedrørende bl.a. et afslag på en ansøgning om status som fastboende udlænding med den begrundelse, at X ikke rådede over egne indtægter og derfor ikke opfyldte betingelsen om indtægter som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109.

4.        Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse oplyst, om betingelsen om at råde over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 udelukkende omfatter tredjelandsstatsborgerens egne indtægter, eller om disse indtægter uanset deres oprindelse også omfatter de indtægter, som en tredjemand eller et familiemedlem stiller til rådighed for denne tredjelandsstatsborger. Den forelæggende ret ønsker i givet fald oplyst, om en bindende erklæring fra en tredjemand eller et familiemedlem som den i det foreliggende tilfælde omhandlede er tilstrækkelig til at bevise, at indtægterne står til rådighed for ansøgeren.

5.        Efter min redegørelse vil jeg foreslå Domstolen at besvare disse spørgsmål således, at denne betingelse ikke indebærer særlige krav med hensyn til indtægternes oprindelse. I det tilfælde, hvor der er tale om indtægter fra en tredjemand eller fra et medlem af ansøgerens familie, således som det er tilfældet i forbindelse med tvisten i hovedsagen, er det imidlertid nødvendigt, at de nationale myndigheder kontrollerer, at disse indtægter er tilstrækkelige og har en vis vedvarende og kontinuerlig karakter, der gør det muligt med rimelighed at udelukke, at ansøgeren falder den pågældende medlemsstats sociale system til byrde. De nationale myndigheder skal tage samtlige relevante omstændigheder i den konkrete sag i betragtning, herunder om en bindende erklæring fra en tredjemand eller fra et medlem af ansøgerens familie er tilstrækkeligt præcis, varig og retlig bindende.

II.    Retsforskrifter

A.      Direktiv 2003/109

6.        Syvende betragtning til direktiv 2003/109 har følgende ordlyd:

»For at opnå status som fastboende udlænding bør tredjelandsstatsborgeren bevise, at han råder over de nødvendige midler og en sygeforsikring, så han ikke falder medlemsstaten til byrde. Medlemsstaterne kan, når de vurderer, om der rådes over faste og regelmæssige indtægter, tage hensyn til faktorer såsom bidrag til en pensionsordning og opfyldelse af skattemæssige forpligtelser.«

7.        Dette direktivs artikel 5 med overskriften »Betingelser for at opnå status som fastboende udlænding« bestemmer i stk. 1 litra a):

»1.      Medlemsstaterne kræver af tredjelandsstatsborgere bevis for, at de til sig selv og de familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, råder over:

a)      faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at de pågældende kan forsørge sig selv og deres familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne vurderer disse indtægter på grundlag af deres art og regelmæssighed og kan tage hensyn til mindsteniveauet for lønninger og pensioner forud for ansøgningen om opnåelse af status som fastboende udlænding.«

B.      Belgisk ret

8.        Artikel 15a, stk. 1, i wet van 15 december 1980 betreffende de toegang tot het grondgebied, het verblijf, de vestiging en de verwijdering van vreemdelingen (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område, herefter »udlændingeloven«) bestemmer:

»En udlænding, der ikke er statsborger i Den Europæiske Union, gives status som fastboende udlænding, når udlændingen opfylder de i stk. 3 fastsatte betingelser og dokumenterer at have haft lovligt og uafbrudt ophold i kongeriget i løbet af de fem år, der går umiddelbart forud for ansøgningen om status som fastboende udlænding.«

9.        Udlændingelovens artikel 15a, stk. 3, der gennemfører artikel 5 i direktiv 2003/109, bestemmer:

»Den omhandlede udlænding [som omhandlet i stk. 1] skal bevise, at han til sig selv og de familiemedlemmer, som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til hans eget og hans familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det offentlige til byrde, og at han har en sygeforsikring, der dækker i Belgien. […]«

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

10.      X, der har oplyst, at han er camerounsk statsborger, indgav den 26. juli 2007 en ansøgning om visum til længerevarende ophold som studerende til de belgiske myndigheder. Han fik meddelt studentervisum, og hans opholdsgrundlag blev hvert år forlænget indtil den 15. januar 2016. Eftersom X var i besiddelse af en arbejdstilladelse, fik han den 19. januar 2016 meddelt en opholdstilladelse, der var gyldig til den 14. januar 2017.

11.      Den 27. december 2016 indgav X en ansøgning om status som fastboende udlænding. X fremlagde til støtte for sin ansøgning som bevis for, at han rådede over faste, regelmæssige og tilstrækkelige underholdsmidler som omhandlet i udlændingelovens artikel 15a, stk. 3, bl.a. ansættelseskontrakter, en skatteansættelse og lønsedler, der vedrørte hans bror. X fremlagde endvidere et undertegnet dokument fra sin bror, hvori broderen erklærede at ville sørge for, »at den pågældende til sig selv og de familiemedlemmer, som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til hans eget og hans familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det offentlige til byrde som omhandlet i [udlændingelovens] artikel 15a«.

12.      Ved afgørelse af 5. april 2017 meddelte den befuldmægtigede for staatssecretaris voor Asiel en Migratie en Administratieve Vereenvoudiging (statssekretær med ansvar for asyl og migration, Belgien) afslag på denne ansøgning med den begrundelse, at X ikke rådede over egne indtægter. Denne myndighed konstaterede, at X ikke siden den 31. maj 2016 havde udført lønnet beskæftigelse, at han ikke på daværende tidspunkt rådede over indtægter, og at han havde henvist til indtægter, som hidrørte fra hans bror.

13.      X anlagde sag ved den forelæggende ret til prøvelse af denne afgørelse, idet han gjorde gældende, at denne afgørelse var baseret på en urigtig fortolkning af den betingelse om indtægter, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, og som udlændingelovens artikel 15a, stk. 3, udgør gennemførelsen af.

14.      X er af den opfattelse, at artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 ikke kræver, at der kun tages hensyn til ansøgerens egne indtægter. X har i denne forbindelse bl.a. anført, at den betingelse om rådighed over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, der er fastsat i denne artikel 5, stk. 1, litra a), skal fortolkes i lyset af den betingelse om rådighed over tilstrækkelige midler, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra c), i direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (4). Domstolens praksis, hvorefter artikel 7, stk. 1, litra c), i direktiv 2004/38 ikke indebærer noget som helst krav med hensyn til, hvor midlerne kommer fra, idet de således kan tilvejebringes af et familiemedlem, skal anvendes analogt på denne artikel 5, stk. 1, litra a) (5).

15.      På denne baggrund har Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) ved afgørelse af 14. december 2017, der indgik til Domstolen den 4. maj 2018, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109[…], der (bl.a.) bestemmer, at tredjelandsstatsborgere for at få status som fastboende udlændinge skal bevise, at de til sig selv og de familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, »råder« over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at de pågældende kan forsørge sig selv og deres familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende medlemsstat, fortolkes således, at der hermed kun menes tredjelandstatsborgernes »egne indtægter«?

2)      Eller er det herved tilstrækkeligt, at disse indtægter er til rådighed for tredjelandsstatsborgeren, uden at der stilles betingelser med hensyn til indtægternes oprindelse, således at de også kan stilles til rådighed for tredjelandsstatsborgeren af et familiemedlem eller en anden tredjemand?

3)      Såfremt det sidste spørgsmål besvares bekræftende, er det i dette tilfælde tilstrækkeligt med en bindende erklæring fra tredjemanden, hvormed denne forpligter sig til at sørge for, at ansøgeren om status som fastboende udlænding »til sig selv og de familiemedlemmer, som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og regelmæssige midler, der er tilstrækkelige til hans eget og hans familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det offentlige til byrde«, for at bevise, at ansøgeren kan råde over indtægter som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109[…]?«

16.      X, den belgiske, den tjekkiske, den tyske, den franske, den italienske og den østrigske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

IV.    Bedømmelse

17.      Den forelæggende ret ønsker med disse tre præjudicielle spørgsmål, som jeg vil behandle samlet, nærmere bestemt oplyst, om den betingelse om rådighed over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, udelukkende omfatter tredjelandsstatsborgerens »egne indtægter«, eller om de uanset deres oprindelse også omfatter de indtægter, som en tredjemand eller et familiemedlem stiller til rådighed for den pågældende. Den forelæggende ret ønsker i dette tilfælde oplyst, om en bindende erklæring fra en tredjemand eller et familiemedlem som den i hovedsagen omhandlede er tilstrækkelig til at bevise, at disse indtægter er stillet til rådighed for ansøgeren.

18.      Jeg konstaterer, at den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke har defineret udtrykket »egne indtægter«, der anvendes i det første præjudicielle spørgsmål. Når der henses til den sammenhæng, som de præjudicielle spørgsmål indgår i, og formuleringen heraf, forstår jeg dem således, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om indtægter, der ikke genereres af ansøgeren enten ved, at den pågældende udøver en økonomisk aktivitet, eller som følge af en ret, der tilkommer ham (6), er udelukket fra at kunne henføres til de indtægter, der er en betingelse i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109.

19.      Det er med andre ord nødvendigt at undersøge, hvilken betydning indtægternes oprindelse har for spørgsmålet om, hvorvidt betingelsen i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 er opfyldt.

20.      De berørte parters synspunkter kan i denne forbindelse i det væsentlige opdeles i tre grupper.

21.      X og Kommissionen er af den opfattelse, at det ikke er relevant, hvor de indtægter, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, kommer fra, og at der i princippet intet er til hinder for, at økonomisk støtte fra en tredjemand kan opfylde de kriterier, der er fastsat i denne bestemmelse. Hvad angår en bindende erklæring som den i hovedsagen omhandlede tilkommer det den forelæggende ret at fastslå bl.a., dels om den person, der stiller midlerne til rådighed, og som undertegner erklæringen, faktisk har tilstrækkelige indtægter til, at den pågældende kan forsørge sig selv, ansøgeren og dennes familiemedlemmer, dels om forholdet mellem den person, der stiller midlerne til rådighed, og ansøgeren har en tilstrækkelig fast karakter til, at det kan fastslås, at den pågældende faktisk vil opfylde denne forpligtelse, såfremt det måtte blive nødvendigt.

22.      Den tyske, den franske og den østrigske regering har nærmere bestemt anført, at direktiv 2003/109 ikke udelukker, at indtægterne kan tilvejebringes af et familiemedlem til ansøgeren om status som fastboende udlænding eller af en tredjemand, såfremt disse indtægter udspringer af en rettighed, som den nævnte ansøger har mulighed for at påberåbe sig under en retssag, såsom et krav om underholdsbidrag mod en anden person eller midler, der hidrører fra den formueordning, der gælder for ansøgeren og dennes ægtefælle (7). Disse regeringer har heraf udledt, at en bindende erklæring som den i hovedsagen omhandlede ikke er omfattet af artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, idet en sådan erklæring ikke på nogen måde er baseret på en retlig forpligtelse (8).

23.      Endelig er den belgiske, den italienske og den tjekkiske regering af den opfattelse, at de indtægter, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, er begrænset til de indtægter, der genereres af ansøgeren om status som fastboende udlænding (9).

24.      Jeg vil nævne, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til de spørgsmål, der er rejst i det foreliggende tilfælde. Efter Domstolens faste praksis følger det af kravet om ensartet anvendelse af EU-retten, at et konkret begreb – når en EU-retsakt ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret for så vidt angår definitionen af dette begreb – skal undergives en selvstændig fortolkning, som Domstolen skal søge under hensyntagen ikke alene til den pågældende bestemmelses ordlyd, men ligeledes til dens kontekst og det formål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen er en del af (10). Det er i lyset af disse betragtninger, at de forelagte spørgsmål skal besvares.

A.      Om ordlydsfortolkningen af artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109

25.      Jeg vil indledningsvis nævne, at artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 ud fra dens ordlyd ikke indeholder et udtrykkeligt krav vedrørende indtægternes oprindelse.

26.      Jeg vil derefter nævne, at en sammenlignende undersøgelse af de forskellige sprogversioner af denne bestemmelse viser, at der findes terminologiske forskelle i et betydeligt antal bestemmelser for så vidt angår begrebet »indtægter«, når det forstås i dets normale betydning (11).

27.      I flere sprogversioner anvendes således et udtryk for »indtægter«, der svarer til udtrykket »økonomiske midler« (12), hvilket synes at antyde, at disse indtægters oprindelse ikke har nogen betydning, mens der i andre sprogversioner anvendes udtrykket »indkomst«, hvilket synes at tillægge begrebet en mere restriktiv betydning, som indebærer modtagelsen af et vederlag, såsom arbejdsløn, og som giver den forståelse, at der snarere er tale om midler, der er genereret af ansøgeren (13).

28.      Når der henses til disse forskelle, må det konstateres, at begrebet »indtægter« ikke har en entydig betydning (14).

29.      Når dette er sagt, synes den mere restriktive fortolkning, der følger af anvendelsen af udtrykket »indkomst« i visse sprogversioner, bekræftet af den omstændighed, at det af syvende betragtning til direktiv 2003/109 fremgår, at medlemsstaterne, når de vurderer, om der rådes over faste og regelmæssige indtægter, kan tage hensyn til faktorer såsom bidrag til en pensionsordning eller opfyldelsen af skattemæssige forpligtelser, idet sådanne bidrag og forpligtelser som følge af deres art vedrører indtægter, der genereres af ansøgeren.

30.      Det er navnlig ud fra dette synspunkt, at den belgiske, den tjekkiske og den italienske regering har anført, at de indtægter, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, er begrænset til de indtægter, som genereres af ansøgeren.

31.      Det er efter min opfattelse klart, at de indtægter, som en tredjelandsstatsborger genererer, såsom løn, indkomst fra erhvervsmæssig beskæftigelse eller alderspension, er de indtægter, der som følge af deres art i almindelighed anses for at have fast og regelmæssig karakter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, og som det også synes at følge af syvende betragtning til dette direktiv.

32.      En sådan begrænset forståelse af begrebet »indtægter« synes imidlertid efter min opfattelse ikke klart at følge af ordlyden af denne artikel 5, stk. 1, litra a), der ikke udtrykkeligt henviser til indtægternes oprindelse, men snarere beskriver disse indtægter, idet ansøgeren skal råde over indtægter, der er faste, regelmæssige og tilstrækkelige til, at den tredjelandsstatsborger, der ansøger om status som fastboende udlænding, kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer.

33.      Ordlydsfortolkningen af denne bestemmelse fører mig med andre ord til at konkludere, at selv om denne bestemmelse først og fremmest omhandler de indtægter, der genereres af ansøgeren (15), udelukker den ikke indtægter, der stilles til rådighed af en tredjemand, under forudsætning af, at disse indtægter på grundlag af deres art har den samme faste, regelmæssige og tilstrækkelige karakter som de indtægter, der genereres af tredjelandsstatsborgeren selv.

34.      Dette synspunkt bekræftes efter min opfattelse af tilblivelseshistorien bag artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 (afsnit B), af en formålsfortolkning af direktiv 2003/109 og artikel 5, stk. 1, litra a), heri, samt af en fortolkning ud fra sammenhængen af denne bestemmelse (afsnit C).

B.      Om tilblivelseshistorien bag artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109

35.      Jeg vil først nævne, at spørgsmålet om oprindelsen af de indtægter, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, ikke synes at være blevet drøftet i forbindelse med vedtagelsen af dette direktiv.

36.      En gennemgang af forarbejderne til dette direktiv viser endvidere efter min opfattelse, at udtrykket »indtægter« er præget af en tvetydighed, der svarer til den, der er nævnt i punkt 27 i dette forslag til afgørelse vedrørende ordlydsfortolkningen af denne bestemmelse.

37.      I visse sprogversioner af det oprindelige direktivforslag præciseres det nemlig i begrundelsen vedrørende den omhandlede betingelse (16), at det skal vurderes, om de »midler«, som ansøgeren om status som fastboende udlænding råder over, er stabile, idet der ses på arten og regelmæssigheden af den pågældende persons »indtægter«, mens den foreslåede affattelse af bestemmelsen i disse samme sprogversioner udelukkende anvender udtrykket »midler« i forbindelse med vurderingen af dette kriterium (17). I andre sprogversioner anvendes udelukkende udtrykket »indkomst« (18).

38.      Denne tvetydighed gentages i øvrigt senere i forarbejderne. Som eksempel kan nævnes, at der i visse sprogversioner af Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om direktivforslaget udtrykkeligt henvises til de »egne midler«, som ansøgeren om status som fastboende udlænding råder over (19), mens andre sprogversioner ikke indeholder angivelser herom (20).

39.      Tilblivelseshistorien bag direktiv 2003/109 gør det derfor ikke muligt at afklare spørgsmålet om indtægternes oprindelse.

40.      Når dette er sagt, fremgår det imidlertid af begrundelsen i det oprindelige direktivforslag vedrørende den omhandlede bestemmelse, at de kriterier for vurdering, der er fastsat i artikel 5, er nøje fastsat for ikke at undergrave muligheden for at opnå status som fastboende udlænding og for at tilnærme betingelserne for erhvervelse af denne status i samtlige medlemsstater til hinanden (21).

41.      Det synes efter min opfattelse at følge af dette punkt i Kommissionens forslag, at det i forbindelse med fortolkningen af denne artikel 5 ikke kan kræves, at ansøgerens indtægter har en særlig oprindelse, når lovgiver ikke klart har stillet krav om en sådan oprindelse.

C.      Om formålsfortolkningen af direktiv 2003/109 og dette direktivs artikel 5, stk. 1, litra a), samt om den sammenhæng, som denne artikel indgår i

42.      Hvad for det første angår formålet med direktiv 2003/109 indebærer dette efter min opfattelse ikke et krav om, at de indtægter, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, har en særlig oprindelse.

43.      Hovedformålet med direktiv 2003/109 er nemlig integration af tredjelandsstatsborgere, der er fastboende i medlemsstaterne (22), og det fremgår i denne forbindelse af det nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, at opholdets varighed udgør hovedkriteriet for erhvervelsen af status som fastboende udlænding. Det er i henhold til denne artikel et krav, at statsborgeren har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse på den pågældende medlemsstats område i fem år umiddelbart forud for indgivelsen af den relevante ansøgning (23). Som den franske regering har anført, finder direktiv 2003/109 i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, i denne forbindelse anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på en medlemsstats område, uanset om de udøver en økonomisk aktivitet (24).

44.      Ud fra dette synspunkt har indtægternes oprindelse ikke nogen særlig betydning, og formålet med direktiv 2003/109 indebærer ikke et krav om, at indtægterne skal genereres ved en økonomisk aktivitet, som ansøgeren udfører.

45.      Denne fortolkning bekræftes efter min opfattelse af den generelle opbygning af dette direktiv. Domstolen har nemlig fastslået, at direktiv 2003/109, herunder dette direktivs artikel 5, fastsætter de præcise materielle betingelser, der skal overholdes, før de pågældende medlemsstaterne udsteder de ansøgte opholdstilladelser, og at tredjelandsstatsborgere i betragtning af det formål, der forfølges med direktiv 2003/109, og den ordning, det indfører, når de opfylder de betingelser, der er fastsat ved dette direktiv, har ret til at opnå status som fastboende udlænding samt til de øvrige rettigheder, der følger af meddelelsen af denne status (25).

46.      Det følger efter min opfattelse heraf, at direktiv 2003/109 udtømmende fastsætter de materielle bestemmelser, som ansøgeren om status som fastboende udlænding skal opfylde, og de grunde, der kan føre til afslag på meddelelse af denne status. Ud fra dette synspunkt synes det efter min opfattelse at være i strid med den generelle opbygning af dette direktiv og det formål, der forfølges dermed, at meddele afslag på en ansøgning om denne status alene med den begrundelse, at indtægterne stilles til rådighed af en tredjemand.

47.      Hvad for det andet angår det formål, der forfølges med den betingelse, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, består dette formål i at undgå, at tredjelandsstatsborgeren falder medlemsstaten til byrde, således som det fremgår af syvende betragtning til direktiv 2003/109. Det spørgsmål, der opstår, er derfor, om dette formål indebærer et krav om, at indtægterne skal have en særlig oprindelse.

48.      Domstolens praksis vedrørende den betingelse om tilstrækkelige midler, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, giver efter min opfattelse et nyttigt fortolkningsbidrag, selv om denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, som den indgår i, og det formål, der forfølges med dette direktiv, adskiller sig fra de tilsvarende elementer i forhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109.

49.      Artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, således som den fortolkes i lyset af tiende betragtning til dette direktiv, foreskriver nærmere bestemt, at en af de alternative betingelser, der giver enhver unionsborger og de familiemedlemmer, der ledsager ham, ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder og op til fem år (26), er, at den pågældende til sig selv og sine familiemedlemmer råder over tilstrækkelige midler, således at de ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system (27).

50.      Domstolen har fastslået, at udtrykket »råder« over tilstrækkelige midler i denne artikel 7, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at det er tilstrækkeligt, at unionsborgerne har sådanne midler til rådighed, uden at denne bestemmelse indebærer noget som helst krav med hensyn til, hvor midlerne kommer fra, idet de bl.a. kan tilvejebringes af en tredjelandsstatsborger (28). Domstolen tilføjede, at en fortolkning af betingelsen om tilstrækkelige midler, hvorefter den berørte selv skal råde over sådanne midler uden i denne henseende at kunne henholde sig til midler hos et familiemedlem, der har ledsaget den pågældende, vil føje et krav vedrørende midlernes oprindelse til denne betingelse, således som den er formuleret i direktiv 2004/38. Et sådant krav ville udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i udøvelsen af den ved artikel 21 TEUF sikrede grundlæggende ret til fri bevægelighed og ophold, eftersom den ikke er nødvendig for at opnå det forfulgte mål, nemlig at beskytte medlemsstaternes offentlige finanser (29).

51.      Domstolen har præciseret, at et krav om, at der består et bindende retsforhold mellem yderen og modtageren af midlerne, er for vidtgående, idet der altid er en latent risiko for, at de til et livsophold tilstrækkelige midler går tabt, uanset om disse midler er personlige eller hidrører fra en tredjemand, selv om denne måtte have forpligtet sig til at forsørge indehaveren af opholdsretten. Domstolen udtalte, at risikoen for, at sådanne midler går tabt, derfor ikke automatisk påvirkes af midlernes oprindelse, men spørgsmålet om, hvorvidt risikoen realiseres, afhænger af udviklingen i omstændighederne (30).

52.      Denne retspraksis kan efter min opfattelse kun overføres på fortolkningen af artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, i det omfang denne bestemmelse heller ikke indebærer et krav til midlernes oprindelse.

53.      Jeg er nemlig af den opfattelse, at det i forbindelse med fortolkningen af artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, hvis ordlyd i lighed med artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 ikke udtrykkeligt stiller krav til indtægternes oprindelse, og som forfølger det samme formål om at beskytte medlemsstaternes offentlige finanser, ikke er nødvendigt at stille krav om en særlig oprindelse for at nå det formål, der forfølges med denne artikel 5, stk. 1, litra a). Som Domstolen har fastslået, påvirkes risikoen for, at sådanne midler går tabt, ikke automatisk af midlernes oprindelse (31).

54.      Som den belgiske, den østrigske, den tyske og den franske regering med rette har anført, er artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 imidlertid strengere end artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, idet artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 i modsætning til denne sidstnævnte bestemmelse bl.a. fastsætter supplerende kriterier, nemlig at der skal være tale om faste og regelmæssige indtægter. Artikel 5, stk. 1, litra a), andet afsnit, i direktiv 2003/109 fastsætter endvidere et krav om, at indtægterne skal vurderes på grundlag af bl.a. deres art (32).

55.      Med henblik på at fastlægge, hvilken betydning indtægternes oprindelse har for, om disse kriterier er opfyldt (andet afsnit), er det nødvendigt først at præcisere rækkevidden af disse kriterier (første afsnit).

1.      Om rækkevidden af kriterierne om, at indtægterne på grundlag af deres art skal være faste og regelmæssige

56.      Hvad for det første angår rækkevidden af kriterierne om fasthed og regelmæssighed vil jeg nævne, at Domstolen allerede har taget stilling på dette punkt i forbindelse med direktiv 2003/86 om ret til familiesammenføring.

57.      Dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra c), indeholder nemlig en betingelse om indtægter, hvis ordlyd og formål er identisk med ordlyden af og formålet med artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109. Den førstnævnte bestemmelse giver medlemsstaterne mulighed for ved indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring at kræve, at det godtgøres, at referencepersonen råder over »faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at referencepersonen kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende medlemsstat« (33).

58.      Domstolen har bl.a. fastslået, at anvendelsen af ordene »faste« og »regelmæssige« indebærer, at de indtægter, der er nævnt i artikel 7, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/86, skal være af en vis vedvarende og kontinuerlig karakter. Domstolen har præciseret, at den berørte skal godtgøre at råde over tilstrækkelige indtægter på det tidspunkt, hvor den pågældendes ansøgning behandles, og at sådanne krav, eftersom det fremgår af ordlyden af dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra c), at den berørte persons indtægter ikke blot skal være »tilstrækkelige«, men også »faste og regelmæssige«, navnlig i lyset af denne bestemmelses ordlyd og formål nødvendigvis indebærer en fremadrettet undersøgelse af nævnte indtægter fra den kompetente nationale myndigheds side, dvs. en undersøgelse af den fremtidige udvikling i den berørte persons situation med henblik på opnåelsen af den ansøgte opholdstilladelse (34).

59.      Jeg er i lighed med den franske og den østrigske regering af den opfattelse, at denne bedømmelse fra Domstolen kan overføres på fortolkningen af det krav om faste og regelmæssige indtægter, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, for opnåelse af status som fastboende udlænding. Det følger heraf, at de kompetente myndigheder i forbindelse med artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 på grundlag af en fremadrettet undersøgelse skal vurdere, om ansøgerens indtægter har en vis vedvarende og kontinuerlig karakter.

60.      Kriterierne om fasthed og regelmæssighed indebærer med andre ord, at de nationale myndigheder med rimelighed skal kunne udelukke, at ansøgeren vil falde medlemsstaten til byrde som følge af et behov for social bistand.

61.      For det andet indebærer den omstændighed, at den fremadrettede undersøgelse skal foretages på grundlag af indtægternes art, således som det kræves i artikel 5, stk. 1, litra a), andet afsnit, i direktiv 2003/109, efter min opfattelse, at der skal tages hensyn til alle de elementer, der er karakteristiske for de pågældende indtægter, og som kan påvirke vurderingen af disse indtægters varige, fortsatte og tilstrækkelige karakter, og dermed risikoen for, at ansøgeren falder medlemsstaten til byrde.

62.      Disse krav i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 viser efter min opfattelse, at lovgiver har ønsket at sikre sig, at de kompetente myndigheder, før de træffer afgørelse om tilkendelse af status som fastboende udlænding, foretager en undersøgelse, der gør det muligt med en højere grad af sikkerhed end den, der kendetegner den undersøgelse, som foretages i forbindelse med artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, at udelukke, at ansøgeren falder den pågældende medlemsstat til byrde.

63.      Denne forskel kan efter min opfattelse for det første navnlig begrundes i den omstændighed, at artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 i modsætning til direktiv 2004/38, der fastsætter og har til formål at styrke det grundlæggende princip om fri bevægelighed for personer (35), og i hvilken forbindelse artikel 7, stk. 1, litra b), udgør en betingelse for denne rettighed, der er sikret ved TEUF, ikke udgør en betingelse for en sådan primær ret.

64.      For det andet er der i direktiv 2003/109 i modsætning til direktiv 2004/38, i hvilken forbindelse den kompetente nationale myndighed har mulighed for at tilbagekalde en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdstilladelse, når de ikke længere råder over tilstrækkelige midler (36), ikke fastsat bestemmelse om en sådan mekanisme.

65.      Artikel 9 i direktiv 2003/109, der opregner de forskellige situationer, hvor statussen som fastboende udlænding inddrages eller fortabes, omfatter nemlig ikke den situation, hvor den betingelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 5, stk. 1, litra a), ikke længere er opfyldt. Dette direktivs artikel 12 foreskriver i øvrigt, at en fastboende udlænding er beskyttet mod udsendelse, og i denne artikels stk. 2 præciseres det udtrykkeligt i denne forbindelse, at en afgørelse om udsendelse ikke må begrundes i økonomiske forhold.

66.      Det følger med andre ord af en samlet læsning af artikel 9 og 12 i direktiv 2003/109, at statussen som fastboende udlænding ikke kan inddrages af økonomiske grunde, mens betingelsen om indtægter netop har til formål at undgå, at tredjelandsstatsborgeren falder den pågældende medlemsstat til byrde. Når der er truffet afgørelse om tilkendelse af status som fastboende udlænding, har den pågældende i henhold til dette direktivs artikel 11 de samme rettigheder som medlemsstatens statsborgere, herunder med hensyn til social sikring, social bistand og social beskyttelse.

67.      De krav, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, viser endvidere efter min opfattelse, at lovgiver har ønsket at overlade et vist skøn til de nationale myndigheder, når de foretager en vurdering af de relevante faktiske omstændigheder, for at fastslå, om betingelserne er opfyldt for med rimelighed at udelukke, at ansøgeren vil falde den pågældende medlemsstat til byrde. Som Domstolen har udtalt, afhænger spørgsmålet om, hvorvidt risikoen for, at midlerne går tabt, realiseres, nemlig af udviklingen i omstændighederne (37).

68.      På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, om og i givet fald i hvilket omfang indtægternes oprindelse har betydning for vurderingen af, hvorvidt der er tale om faste og regelmæssige indtægter.

2.      Om betydningen af indtægternes oprindelse for vurderingen af kriterierne om, at indtægterne på grundlag af deres art skal være faste og regelmæssige

69.      Jeg erindrer om, at indtægterne i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), andet afsnit, i direktiv 2003/109 skal vurderes på grundlag af deres art, dvs. alle de elementer, der er karakteristiske for de pågældende indtægter, og som kan påvirke vurderingen af disse indtægters varige, fortsatte og tilstrækkelige karakter og dermed risikoen for, at ansøgeren falder medlemsstaten til byrde.

70.      Indtægternes oprindelse udgør efter min opfattelse et sådant karakteristisk element. Jeg er med andre ord af den opfattelse, at indtægternes oprindelse udgør et relevant vurderingskriterium, hvis betydning afhænger af en konkret vurdering af samtlige de omstændigheder, der kendetegner den pågældende situation.

71.      Som den tyske, den franske og den østrigske regering har anført, er det nemlig muligt at forestille sig forskellige situationer, hvor indtægterne kommer fra en tredjemand, hvoraf kun visse situationer, når der henses til samtlige omstændigheder i den konkrete situation, opfylder de kriterier, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109.

72.      Som jeg indledningsvis har redegjort for i punkt 22 i dette forslag til afgørelse, har den tyske, den franske og den østrigske regering nærmere bestemt anført, at selv om artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 ikke formelt udelukker indtægter, der hidrører fra tredjemand, opfylder sådanne indtægter på grundlag af deres art kun betingelsen om at have en fast, regelmæssig og tilstrækkelig karakter som omhandlet i denne artikel 5, stk. 1, litra a), når de udspringer af en ret, som ansøgeren kan påberåbe sig under en retssag, såsom et krav om underholdsbidrag mod en anden person eller midler, der hidrører fra den formueordning, der gælder for ansøgeren og dennes ægtefælle.

73.      Disse regeringer har til støtte for deres synspunkt nærmere bestemt anført, at det udelukkende er sådanne indtægter, der gør det muligt for de nationale myndigheder med tilstrækkelig sikkerhed at udelukke, at en person vil falde det sociale sikringssystem til byrde. Den tyske regering har i denne forbindelse fremhævet, at hvis beviset for tilstrækkelige indtægter skal gøre det muligt for medlemsstaterne med rimelighed at udelukke, at ansøgeren ikke i fremtiden vil falde deres sociale sikringssystem til byrde, kan der udelukkende være tale om specifikke indtægter, der skal vurderes i forbindelse med tildelingen af social bistand, såsom retten til pensionsydelse eller andre indkomstkilder, i hvilken forbindelse ansøgeren har en fordring, der kan konkretiseres, og kun i de tilfælde, hvor sådanne indtægter udgør en hindring for at modtage social bistand.

74.      Disse regeringer har heraf udledt, at en bindende erklæring som den i hovedsagen omhandlede til gengæld ikke gør det muligt at nå det formål, der forfølges med artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109. Selv om de omhandlede økonomiske midler fulgte af en kontrakt eller en erklæring, ville de til enhver tid kunne annulleres, og kontraktforholdet ville kunne bringes til ophør.

75.      Disse argumenter synes overbevisende, idet det efter min opfattelse er lidet sandsynligt, at de indtægter, som en tredjemand stiller til rådighed, på grundlag af en simpel ensidig erklæring, der ikke er baseret på en retlig forpligtelse, og som kan bringes til ophør efter den pågældende tredjemands skøn, kan have en sådan vedvarende og kontinuerlig karakter, der gør det muligt for de nationale myndigheder med rimelighed at udelukke, at ansøgeren vil falde den pågældende medlemsstat til byrde. Jeg finder det til gengæld meget sandsynligt, at en tredjelandsstatsborger, der f.eks. dokumenterer at råde over tilstrækkelige indtægter, der hidrører fra den formueordning, der gælder for ansøgeren og dennes ægtefælle, uanset om der er tale om den pågældendes ægtefælles indkomst eller pensionsydelser, vil kunne føre dette bevis.

76.      Det følger af det ovenfor anførte, at indtægternes oprindelse ikke i sig selv gør det muligt at fastslå, hvorvidt de kriterier, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, er opfyldt. Det er nødvendigt at undersøge, i forhold til samtlige de elementer, der udgør indtægternes art, om der er tale om faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, således at det med rimelighed kan udelukkes, at ansøgeren vil falde en medlemsstat til byrde.

77.      De nationale myndigheder kan med andre ord ikke meddele afslag på en ansøgning om længerevarende ophold alene med den begrundelse, at indtægterne hidrører fra en tredjemand, men skal konkret foretage en samlet vurdering af den individuelle situation, som ansøgeren om status som fastboende udlænding befinder sig i, og begrunde, hvorfor disse indtægter har eller ikke har en vis vedvarende og kontinuerlig karakter.

78.      I den situation, hvor en tredjemand eller et af ansøgerens familiemedlemmer har afgivet en bindende erklæring, udgør den omstændighed, at erklæringens varighed og det beløb, som den vedrører, ikke er angivet tilstrækkelig præcist og konkret, og at den ikke har nogen bindende og varig retsvirkning, i denne forbindelse efter min opfattelse elementer, der er relevante for at fastslå, at ansøgeren ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109.

79.      Ud fra dette synspunkt må jeg med hensyn til situationen i hovedsagen indrømme, at jeg har vanskeligt ved at se, hvorledes en bindende erklæring fra ansøgerens bror kan anses for tilstrækkelig præcis eller for at have en bindende og varig retsvirkning, der gør det muligt for de belgiske myndigheder at sikre sig, at denne erklæring vil blive efterkommet, og at ansøgeren ikke vil falde den pågældende medlemsstat til byrde (38). Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at foretage denne vurdering på grundlag af en konkret bedømmelse af samtlige relevante omstændigheder i den konkrete sag.

80.      Jeg vil i denne forbindelse nævne, at det tilkommer ansøgeren om status som fastboende udlænding at fremlægge de nødvendige beviser til støtte for sin ansøgning. Det påhviler med andre ord ikke de nationale myndigheder at foretage en undersøgelse, der går ud over de beviser, som ansøgeren har fremlagt (39).

V.      Forslag til afgørelse

81.      På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de tre spørgsmål, som Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) har forelagt, som følger:

»Artikel 5, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge skal fortolkes således, at den ikke indeholder et særligt krav med hensyn til indtægternes oprindelse. I den situation, hvor en tredjemand eller et medlem af ansøgerens familie stiller indtægterne til rådighed, således som det er tilfældet i forbindelse med tvisten i hovedsagen, skal disse indtægter være tilstrækkelige og have en vis vedvarende og kontinuerlig karakter, der gør det muligt med rimelighed at udelukke, at ansøgeren vil falde den pågældende medlemsstats sociale system til byrde. De nationale myndigheder skal i denne forbindelse tage hensyn til samtlige relevante omstændigheder i den konkrete sag, herunder om en bindende erklæring fra en tredjemand eller fra et medlem af ansøgerens familie er tilstrækkelig præcis, varig og retlig bindende.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      EUT 2004, L 16, s. 44.


3 –      Jf. artikel 1, litra a), i direktiv 2003/109.


4 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77).


5 –      X har henvist til dom Singh m.fl. (C-218/14, EU:C:2015:476, præmis 74 og 75 og den deri nævnte retspraksis).


6 –      Jeg vil nævne, at det i cirkulære af 14.7.2009 om status som fastboende udlænding (Moniteur belge af 11.8.2009), som de belgiske myndigheder har henvist til i hovedsagen, præciseres, at der kan føres bevis for tilstrækkelige underholdsmidler som omhandlet i udlændingelovens artikel 15a, stk. 3, på følgende måde: »[…] ved fremlæggelse af dokumentation for erhvervsmæssig indkomst, arbejdsløshedsydelse, invaliditetsydelse, førtidspensionsydelse, alderspensionsydelse, ydelse udbetalt i forbindelse med en arbejdsulykkesforsikring eller en sundhedsforsikring til erhverv […] Denne liste er ikke udtømmende«.


7 –      Nærmere bestemt har den tyske regering anvendt formuleringen »tilgang med en formueværdi, der udspringer af specifikke rettigheder, og som ansøgeren kan konkretisere«, mens den franske regering har henvist til »midler, der udspringer af en retlig forpligtelse eller et retsforhold, som den pågældende tredjelandsstatsborger kan påberåbe sig for at kræve betaling og/eller opretholdelse af disse midler«, således at der reelt er tale om ansøgerens »egne indtægter«, for så vidt som den pågældende godtgør at være økonomisk uafhængig. Endelig har den østrigske regering henvist til midler, »der har en vis vedvarende og kontinuerlig karakter, og som udspringer af en ret, der kan påberåbes under en retssag«.


8 –      Der redegøres mere detaljeret for disse argumenter i punkt 72-74 i dette forslag til afgørelse.


9 –      Jeg vil nævne, at den belgiske og den italienske regering har anvendt udtrykket ansøgerens »egne indtægter«, mens den tjekkiske regering har henvist til indtægter, »der udspringer af ansøgerens egne økonomiske aktiviteter«. Jeg forstår disse synspunkter således, at der reelt er tale om indtægter, der genereres af ansøgeren i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i punkt 18 i dette forslag til afgørelse.


10 –      Jf. bl.a. dom af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 42), og af 27.9.2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724, præmis 70).


11 –      Hvad angår ordlydsfortolkningen fremgår det af Domstolens faste praksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, skal ske efter deres normale mening i sædvanlig sprogbrug; jf. dom af 22.12.2008, Wallentin-Hermann, (C-549/07, EU:C:2008:771, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis), og af 11.6.2015, Zh. og O. (C-554/13, EU:C:2015:377, præmis 42).


12 –      Dette er tilfældet for den franske sprogversion (»ressources«), den engelske sprogversion (»resources«), den spanske sprogversion (»recursos«), den italienske sprogversion (»risorse«), den rumænske sprogversion (»resurse«), den græske sprogversion (»πόρους«), den finske sprogversion (»varat«), den maltesiske sprogversion (»riżorsi«), den portugisiske sprogversion (»recursos«), den litauiske sprogversion (»išteklių«) og den slovakiske sprogversion (»zdroje«). I den kroatiske sprogversion (»izvore sredstava«), den slovenske sprogversion (»vire«) og den svenske sprogversion (»försörjningsmedel«) anvendes udtryk, der svarer til »midler til at forsørge sig selv« eller »underholdsmidler«.


13 –      Dette er tilfældet for den nederlandske sprogversion (»inkomsten«), den tyske sprogversion (»Einkünfte«), den bulgarske sprogversion (»доходи«), den tjekkiske sprogversion (»příjmy«), den estiske sprogversion (»sissetulek«), den ungarske sprogversion (»jövedelemforrások«), den lettiske sprogversion (»ienākumi«), den polske sprogversion (»dochody«) og den danske sprogversion (»indtægter«).


14 –      I henhold til Domstolens faste praksis kan en ren ordlydsfortolkning af en eller flere sprogversioner af en flersproget EU-retlig tekst med udelukkelse af andre nemlig ikke gå forud for en ensartet anvendelse af EU-bestemmelserne, som kræver, at de bl.a. fortolkes i lyset af de versioner, der foreligger på alle sprog, jf. bl.a. dom af 4.9.2014, Vnuk (C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis), af 26.4.2017, Popescu (C-632/15, EU:C:2017:303, præmis 35), og 27.9.2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724, præmis 72).


15 –      Jf. i denne retning ligeledes dom af 6.12.2012, O m.fl. (C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 72), og af 4.3.2010, Chakroun (C-578/08, EU:C:2010:117, præmis 46 og 47), der vedrører artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22.9.2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12).


16 –      Forslag til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding, der blev fremlagt af Kommissionen den 13.3.2001, (KOM(2001) 127 endelig) (EFT 2001, C 240 E, s. 79). Den omtvistede betingelse fremgår af det nævnte forslags artikel 6, stk. 1, litra a).


17 –      Dette er eksempelvis tilfældet for den franske sprogversion (»ressources« og »revenues«), den engelske sprogversion (»resources« og »income«) og den danske sprogversion (»midler« og »indtægter«).


18 –      Dette er eksempelvis tilfældet for den nederlandske sprogversion (»inkomsten«) og den tyske sprogversion (»Einkünfte«).


19 –      Regionsudvalgets udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding« af 19.9.2001 (EFT 2002, C 19, s. 18). Dette er eksempelvis tilfældet for den franske sprogversion (»ressources propres«), den nederlandske sprogversion (»eigen middelen«) og den danske sprogversion (»egne midler«).


20 –      Dette er eksempelvis tilfældet for den engelske sprogversion, hvor udtrykket »ressources propres« er oversat med »possession of adequate resources« (rådighed over tilstrækkelige midler) og den tyske sprogversion, der anvender udtrykket »Existenzmitteln« (underholdsmidler).


21 –      (KOM(2001) 127 endelig) (EFT 2001, C 240 E, s. 79).


22 –      Jf. fjerde, sjette og tolvte betragtning til direktiv 2003/109, samt dom af 26.4.2012, Kommissionen mod Nederlandene (C-508/10, EU:C:2012:243, præmis 66), og af 4.6.2015, P og S (C-579/13, EU:C:2015:369, præmis 46).


23 –      Den omstændighed, at dette kriterium udgør hovedkriteriet, fremgår af sjette betragtning til direktiv 2003/109; jf. ligeledes dom 18.10.2012, Singh (C-502/10, EU:C:2012:636, præmis 46).


24 –      Selv om dette aspekt ikke udtrykkeligt fremgår af denne bestemmelse, fremgår det af direktivforslaget (KOM(2001) 127 endelig) (EFT 2001, C 240 E, s. 79), at anvendelsesområdet for direktiv 2003/109 omfatter alle tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i en medlemsstat, uanset begrundelsen for, at de i første omgang fik tilladelse til indrejse, herunder de tredjelandsstatsborgere, der har fået tilladelse til indrejse med henblik på lønnet eller selvstændig beskæftigelse, som led i familiesammenføring, med henblik på at udøve aktiviteter uden gevinst for øje samt personer, der har fået tilladelse til indrejse som ikke-erhvervsaktive. Jeg vil i øvrigt nævne, at det følger af artikel 14, stk. 2, litra c), i direktiv 2003/109, sammenholdt med 19. betragtning til dette direktiv, at retten til ophold i en anden medlemsstat, i hvilken forbindelse betingelsen om indtægter i artikel 5, stk. 1, litra a), også finder anvendelse, kan udnyttes, selv om der ikke udøves en økonomisk aktivitet.


25 –      Jf. dom af 26.4.2012, Kommissionen mod Nederlandene (C-508/10, EU:C:2012:243, præmis 67 og 68).


26 –      Jeg vil nævne, at det fremgår af artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38, at unionsborgere, der lovligt har haft ophold fem år i træk i værtsmedlemsstaten, har ret til tidsubegrænset ophold på dens område, og at denne ret ikke er underlagt betingelsen om tilstrækkelige midler i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra b).


27 –      Jf. dom af 19.9.2013, Brey (C-140/12, EU:C:2013:565, præmis 72).


28 –      Jf. dom af 16.7.2015, Singh m.fl. (C-218/14, EU:C:2015:476, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).


29 –      Jf. dom af 16.7.2015, Singh m.fl. (C-218/14, EU:C:2015:476, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).


30 –      Jf. dom af 23.3.2006, Kommissionen mod Belgien (C-408/03, EU:C:2006:192, præmis 46 og 47). Denne dom vedrørte artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Rådets direktiv 90/364/EØF af 28.6.1990 om opholdsret (EFT 1990, L 180, s. 26), som er blevet erstattet af artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38.


31 –      Jf. dom af 23.3.2006, Kommissionen mod Belgien (C-408/03, EU:C:2006:192, præmis 47).


32 –      I henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 skal indtægterne også vurderes på grundlag af deres regelmæssighed. Dette kriterium om regelmæssighed er ikke relevant for besvarelsen af de forelagte spørgsmål, og vil derfor ikke blive yderligere behandlet i dette forslag til afgørelse.


33 –      Jeg vil nævne, at formålet med artikel 7, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/86 ikke udtrykkeligt fremgår af betragtningerne til dette direktiv, som det er tilfældet for direktiv 2003/109, men Domstolen præciserede dette formål i dom af 21.4.2016, Khachab (C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 39).


34 –      Jf. dom af 21.4.2016, Khachab (C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 30 ff.).


35 –      Jf. tredje og fjerde betragtning til direktiv 2004/38.


36 –      Jf. artikel 14, stk. 2, i direktiv 2004/38. Jeg erindrer imidlertid om, at denne betingelse ikke længere kræves opfyldt, når unionsborgeren har opnået ret til tidsubegrænset ophold; jf. fodnote 26 i dette forslag til afgørelse.


37 –      Jf. dom 23.3.2006, Kommissionen mod Belgien (C-408/03, EU:C:2006:192, præmis 47).


38 –      Jeg vil i denne forbindelse nævne, at den belgiske regering har henvist til, at der i dens nationale ret findes et almindeligt princip om, at »ingen ved aftale kan påtage sig en livsvarig forpligtelse«.


39 –      Jeg vil nævne, at direktiv 2003/109 ikke indeholder præcise kriterier med hensyn til den form for beviser, som tredjelandsstatsborgeren skal fremlægge for at godtgøre, at han råder over de indtægter, der kræves for at opnå status som fastboende udlænding. Det fremgår nemlig af dette direktivs artikel 7, stk. 1, at tredjelandsstatsborgeren i henhold til national ret vedlægger den fastsatte dokumentation for, at vedkommende opfylder betingelserne i nævnte direktivs artikel 4 og 5.