Language of document : ECLI:EU:C:2019:830

Sag C-302/18

X

mod

Belgische Staat

(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen)

 Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 3. oktober 2019

»Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109/EF – betingelser for at opnå status som fastboende udlænding – artikel 5, stk. 1, litra a) – faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter«

Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109 – opnåelse af status som fastboende udlænding – betingelse – faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter – begreb – indtægter stillet til rådighed af tredjemand – omfattet – betingelser

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7, stk. 1, litra b) og c); Rådets direktiv 2003/109, art. 5, stk. 1, litra a)]

(jf. præmis 26-31, 34-36 og 40-44 samt domskonkl.)

Resumé

En ansøger om status som fastboende udlænding kan med henblik på at bevise, at den pågældende råder over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, ligeledes henholde sig til indtægter, som denne får stillet til rådighed af tredjemand

I dom X (sag C-302/18), som blev afsagt den 3. oktober 2019, fortolkede Domstolen direktiv 2003/109 (1), for så vidt som direktivet fastsætter, at medlemsstaterne som betingelse for, at en tredjelandsstatsborger kan opnå status som fastboende udlænding, kan kræve af tredjelandsstatsborgeren, at denne fremlægger bevis for, at den pågældende til sig selv og de familiemedlemmer, som vedkommende har forsørgerpligt over for, råder over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at den pågældende kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende medlemsstat (2). Domstolen fastslog, at begrebet »indtægter« ikke alene vedrører de egne indtægter hos ansøgeren om status som fastboende udlænding, men ligeledes kan omfatte de indtægter, som denne ansøger får stillet til rådighed af tredjemand, forudsat at de, henset til den pågældende ansøgers individuelle situation, er faste, regelmæssige og tilstrækkelige.

Dommen er blevet afsagt i forbindelse med en tvist mellem X, der er camerounsk statsborger, og Belgische Staat (den belgiske stat) vedrørende et afslag på en ansøgning om tilladelse til bosættelse og om meddelelse af status som fastboende udlænding. I forbindelse med sin ansøgning havde X henvist til sin brors indtægter og fremlagt en skriftlig erklæring fra sidstnævnte, hvori broderen erklærede at ville sørge for, at X til sig selv og de familiemedlemmer, som han har forsørgerpligt over for, råder over faste, regelmæssige og tilstrækkelige midler. Der blev meddelt afslag på ansøgningen med den begrundelse, at X ikke råder over egne indtægter, og at den blotte omstændighed, at han bliver forsørget af sin bror, ikke er ensbetydende med, at han råder over en fast og regelmæssig indtægt.

Efter at have konstateret, at det i den pågældende bestemmelse omhandlede begreb »indtægter« er et selvstændigt EU-retligt begreb, bemærkede Domstolen, at bestemmelsens ordlyd ikke i sig selv gør det muligt at fastlægge arten eller oprindelsen af de indtægter, der er omhandlet deri. I visse sprogversioner af direktivet anvendes der således termer, som svarer til ordet »midler«, mens der i andre anvendes termer, som svarer til begrebet »indkomst«. Domstolen anlagde således en fortolkning, der var støttet på såvel direktivets formål som den sammenhæng, hvori den omhandlede bestemmelse indgår, og konkluderede bl.a., at direktivet principielt ikke gør det muligt at opstille supplerende betingelser med hensyn til oprindelsen af de i denne bestemmelse omhandlede indtægter.

Dernæst fastslog Domstolen, at det ligeledes følger af undersøgelsen af ordlyden af og formålet med den pågældende bestemmelse i direktiv 2003/109 samt den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, at det, henset bl.a. til sammenlignelige bestemmelser i direktiv 2004/38 (3) og 2003/86 (4), forholder sig således, at oprindelsen af de indtægter, der er omhandlet i den førstnævnte bestemmelse, ikke er et afgørende kriterium for den pågældende medlemsstat med henblik på at kontrollere, om disse er faste, regelmæssige og tilstrækkelige. Selv om de ikke har den samme rækkevide, kan de betingelser om »indtægter«, som er omhandlet i direktiv 2003/109 og i direktiv 2004/38, nemlig fortolkes analogt, således at de ikke udelukker, at den berørte kan henholde sig til indtægter, der hidrører fra tredjemand, som er medlem af den pågældendes familie. Det følger endvidere af direktiv 2003/86, at det afgørende ikke er indtægternes oprindelse, men deres varige og tilstrækkelige karakter under hensyntagen til den berørtes individuelle situation.

Endelig bemærkede Domstolen, at det tilkommer den kompetente nationale myndighed at vurdere, om de indtægter, der hidrører fra tredjemand eller et medlem af ansøgerens familie, skal anses for faste, regelmæssige og tilstrækkelige. I denne henseende kan der tages hensyn til den omstændighed, at en erklæring om forsørgelse, som er afgivet af tredjemand eller et medlem af ansøgerens familie, er retligt bindende, til familiebåndet mellem ansøgeren og det eller de familiemedlemmer, som er parate til at forsørge denne, samt til arten og den vedvarende beståen af indtægterne hos de sidstnævnte.


1–      Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44).


2–      Artikel 5, stk. 1, litra a).


3–      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35).


4–      Rådets direktiv 2003/86/EF af 22.9.2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12).