Language of document : ECLI:EU:T:2019:432

RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

19. juni 2019 (*)

»Statsstøtte – individuel støtte til Nürburgring-komplekset til opførelse af en forlystelsespark, hoteller og restauranter samt til afholdelse af bilvæddeløb – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked – afgørelse, hvorved det fastslås, at tilbagebetalingen af den støtte, der er blevet erklæret uforenelig, ikke vedrører den nye ejer af Nürburgring-komplekset – annullationssøgsmål – manglende væsentlig påvirkning af den konkurrencemæssige stilling – sammenslutning – status som forhandler – afvisning – afgørelse, hvorved det efter den indledende undersøgelsesfase fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte – annullationssøgsmål – interesseret part – søgsmålsinteresse – formaliteten – tilsidesættelse af de interesserede parters processuelle rettigheder – ingen vanskeligheder, der nødvendiggør indledningen af en formel undersøgelsesprocedure – klage – salg af aktiverne tilhørende modtagerne af den statsstøtte, der er blevet erklæret uforenelig – åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget udbudsprocedure – begrundelsespligt – princippet om god forvaltningsskik«

I sag T-373/15,

Ja zum Nürburgring eV, Nürburg (Tyskland), først ved advokaterne D. Frey, M. Rudolph og S. Eggerath, derefter ved advokaterne D. Frey og M. Rudolph,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved L. Flynn, T. Maxian Rusche og B. Stromsky, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2016/151 af 1. oktober 2014 om Tysklands statsstøtte SA.31550 (2012/C) (ex 2012/NN) til Nürburgring (EUT 2016, L 34, s. 1),

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne V. Valančius, P. Nihoul, J. Svenningsen og U. Öberg (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig K. Guzdek,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 25. april 2018,

afsagt følgende

Dom

I.      Tvistens baggrund

1        Nürburgring-komplekset (herefter »Nürburgring«), som ligger i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, omfatter en racerbane til bilvæddeløb (herefter »Nürburgring-racerbanen«), en forlystelsespark, hoteller og restauranter.

2        I perioden 2002-2012 nød Nürburgrings ejere (herefter »sælgerne«), dvs. de offentligretlige virksomheder Nürburgring GmbH, Motorsport Resort Nürburgring GmbH og Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH, godt af en række støtteforanstaltninger, hovedsageligt fra den tyske delstat Rheinland-Pfalz, til opførelse af en forlystelsespark, hoteller og restauranter samt til afholdelse af Formel 1-løb.

A.      Administrativ procedure og salg af Nürburgrings aktiver

3        Den 5. april 2011 indgav sagsøgeren, »Ja zum Nürburgring e.V.«, en tysk motorsportsforening, hvis formål var genetablering og fremme af en racerbane til bilvæddeløb på Nürburgring, en første klage til Europa-Kommissionen over Forbundsrepublikken Tysklands støtte til Nürburgring-racerbanen.

4        Ved skrivelse af 21. marts 2012 underrettede Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland om sin beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF vedrørende de forskellige støtteforanstaltninger, der var blevet gennemført i perioden 2002-2012 til fordel for Nürburgring. Ved denne beslutning, hvoraf der blev offentliggjort et resumé i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2012, C 216, s. 14), opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de omhandlede foranstaltninger.

5        Som følge af gennemførelsen af yderligere støtteforanstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland anmeldte til Kommissionen, besluttede Kommissionen at udvide den formelle undersøgelsesprocedure til også at omfatte disse nye foranstaltninger. Beslutningen blev meddelt Forbundsrepublikken Tyskland ved skrivelse af 7. august 2012. Ved denne beslutning, hvis resumé blev offentliggjort i EU-Tidende (EUT 2012, C 333, s. 1), opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de supplerende.

6        Den 24. juli 2012 erklærede Amtsgericht Bad Neuenahr-Ahrweiler (byretten i Bad Neuenahr-Ahrweiler, Tyskland) sælgerne insolvente. Den indledte en insolvensbehandling med bevarelse af rådigheden over aktiverne (Eigenverwaltung des Vermögens) den 1. november 2012. Det blev besluttet at sælge sælgernes aktiver (herefter »salget af Nürburgrings aktiver«). Sælgerne udpegede revisionsfirmaet KPMG AG til juridisk og finansiel rådgiver.

7        Den 1. november 2012 blev driften af Nürburgring overdraget til Nürburgring Betriebsgesellschaft mbH, et helejet datterselskab af en af sælgerne, Nürburgring, som blev oprettet af de af Amtsgericht Bad Neuenahr-Ahrweiler (byretten i Bad Neuenahr-Ahrweiler) udpegede kuratorer.

8        Den 15. maj 2013 blev der indledt en udbudsprocedure med henblik på salget af Nürburgrings aktiver (herefter »udbudsproceduren«).

9        Den 23. maj 2013 tilsendte Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland og kuratorerne de kriterier, som udbudsproceduren skulle overholde for at udelukke elementer af statsstøtte, og den underrettede dem om, at den udvalgte køber skulle tilbagebetale de fordele, den eventuelt modtog. Dette havde Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland og kuratorerne drøftet siden oktober 2012.

10      Udbudsproceduren forløb som følger:

–        Den 14. maj 2013 blev udbudsprocedurens indledning meddelt i en pressemeddelelse fra en af kuratorerne.

–        Den 15. maj 2013 offentliggjorde KPMG i Financial Times, i Handelsblatt og på Nürburgrings websted en indkaldelse af interessetilkendegivelser.

–        70 potentielle købere tilkendegav deres interesse, heriblandt sagsøgeren og den tyske automobilklub ADAC e.V.

–        Ved skrivelse af 19. juli 2013 modtog de interesserede investorer en række dokumenter vedrørende Nürburgring, og de blev anmodet om at afgive et vejledende bud på enten alle aktiver, definerede enheder eller enkelte aktiver.

–        Fristen for afgivelse af et vejledende bud blev først ved skrivelse af 19. juli 2013 sat til den 12. september 2013 og derefter ved skrivelse af 12. september 2013 til den 26. september 2013. Af begge skrivelser fremgik det, at også bud modtaget efter fristens udløb ville blive taget i betragtning.

–        Primo februar 2014 havde 24 potentielle købere afgivet et vejledende bud, heriblandt ADAC. ADAC’s bud vedrørte alene Nürburgring-racerbanen. 18 af de potentielle købere kvalificerede sig til due diligence-fasen, men ikke ADAC.

–        For de potentielle købere, som blev opfordret til at deltage i den næste fase af udbudsproceduren, blev fristen for afgivelse af bekræftende bud, som skulle være 100% finansieret og omfatte en forhåndsaftale for købet af aktiverne, ved skrivelse af 17. oktober 2013 fastsat til den 11. december 2013 og derefter ved skrivelse af 17. december 2013 til den 17. februar 2014. Af sidstnævnte skrivelse fremgik, at også bud modtaget efter fristens udløb ville blive taget i betragtning, men at sælgerne muligvis ville træffe beslutningen om, hvem man ønskede at sælge til, allerede kort tid efter budfristen.

–        13 potentielle købere afgav bekræftende bud, hvoraf fire afgav bud på alle aktiver, nemlig Capricorn Nürburgring Besitzgesellschaft GmbH (herefter »Capricorn« eller »køberen«), en anden bydende (herefter »bydende 2«), en tredje bydende (herefter »bydende 3«) og en fjerde potentiel køber.

–        I henhold til de skrivelser, der blev tilsendt de interesserede investorer den 19. juli og den 17. oktober 2013, ville investorerne blive udvalgt ud fra kriterier om på den ene side værdimaksimering med hensyn til alle aktiver og på den anden side transaktionssikkerhed. Ved anvendelse af disse kriterier blev buddene fra bydende 2 og Capricorn, som for det første afgav samlede bud på alle Nürburgrings aktivenheder og for det andet den 7. og 11. marts 2014 fremlagde dokumentation for deres evne til at finansiere transaktionen, taget i betragtning i udbudsprocedurens sidste fase. Der blev forhandlet udkast til afhændelseskontrakter parallelt med begge disse bydende.

–        Den 11. marts 2014 godkendte sælgernes kreditorudvalg inden for rammerne af sælgernes insolvensprocedure salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn, hvis bud beløb sig til 77 mio. EUR, mens buddet fra bydende 2 lå på mellem 47 og 52 mio. EUR.

11      Den 23. december 2013 indgav sagsøgeren en anden klage til Kommissionen med den begrundelse, at udbudsproceduren ikke havde været gennemsigtig og ikke-diskriminerende. Ifølge sagsøgeren modtog den udvalgte køber ny støtte og sikrede kontinuiteten af sælgernes økonomiske aktiviteter, således at påbuddet om tilbagesøgning af den støtte, som sælgerne havde modtaget, skulle udvides til at omfatte køberen.

B.      De anfægtede afgørelser

12      Den 1. oktober 2014 vedtog Kommissionen afgørelse (EU) 2016/151 om Tysklands statsstøtte SA.31550 (2012/C) (ex 2012/NN) til Nürburgring (EUT 2016, L 34, s. 1, herefter »den endelige afgørelse«).

13      I den endelige afgørelses artikel 2 har Kommissionen konstateret, at visse statsstøtteforanstaltninger til fordel for sælgerne (herefter »støtten til sælgerne«) var ulovlige og uforenelige med det indre marked.

14      Kommissionen har i den endelige afgørelses artikel 3, stk. 2, fastslået, at Capricorn og selskabets datterselskaber ikke var berørt af en eventuel tilbagesøgning af støtten til sælgerne (herefter »den første anfægtede afgørelse«).

15      I den endelige afgørelses artikel 1, sidste led, har Kommissionen fastslået, at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke udgjorde statsstøtte (herefter »den anden anfægtede afgørelse«).

16      Kommissionen har gjort gældende, at udbudsproceduren blev gennemført på en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde, at proceduren havde udmøntet sig i en pris, som stemte overens med markedsværdien, og at der ikke var nogen økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen.

II.    Retsforhandlinger og parternes påstande

17      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juli 2015 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

18      Ved skrivelse af 27. oktober 2015 har Kommissionen indgivet en anmodning om oversættelse til processproget af et bilag til stævningen.

19      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 3. november 2015 har sælgerne fremsat begæring om intervention til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse af 18. april 2016 har formanden for Retten (Ottende Afdeling) imødekommet denne interventionsbegæring.

20      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 2016 har sælgerne underrettet Retten om, at de frafaldt deres interventionsbegæring.

21      Ved kendelse af 27. juni 2016 afsagt af formanden for Retten (Ottende Afdeling) er sælgerne blevet slettet fra Rettens register som intervenienter og pålagt at bære deres egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med deres intervention.

22      Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juni 2016 har Kommissionen anmodet Retten om at fastslå, at genstanden for den foreliggende sag er bortfaldet, og at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen. Den 22. august 2016 har sagsøgeren indgivet sine bemærkninger til denne påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

23      Ved afgørelse truffet af formanden for Retten den 11. oktober 2016 er der blevet udpeget en ny refererende dommer, og sagen er blevet henvist til Retten (Første Afdeling).

24      Den 26. juli 2017 har Retten inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og stillet dem skriftlige spørgsmål, som de blev opfordret til at besvare skriftligt. Parterne har indgivet deres bemærkninger som svar herpå den 8. september 2017.

25      Ved kendelse af 6. september 2017 har Retten (Første Afdeling) besluttet at henskyde Kommissionens påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, til behandling i forbindelse med sagens realitet.

26      Efter forslag fra Første Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

27      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. oktober 2017 har sagsøgeren fremsat en anmodning om et retsmøde. Kommissionen har ikke taget stilling til afholdelsen af et retsmøde inden for den fastsatte frist.

28      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. november 2017 har Kommissionen fremsat en anmodning om tilbagekaldelse af de dokumenter, som sagsøgeren havde vedlagt sin anmodning om et retsmøde som bilag. Den 13. december 2017 har sagsøgeren indgivet sine bemærkninger til denne anmodning om tilbagekaldelse af dokumenter.

29      Den 23. januar 2018 har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede retsforhandlingernes mundtlige del. Den 23. februar 2018 har Retten inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og stillet dem skriftlige spørgsmål, som de blev opfordret til at besvare skriftligt. I henhold til artikel 24 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har Retten ligeledes opfordret Forbundsrepublikken Tyskland til at fremlægge visse dokumenter og stillet den skriftlige spørgsmål, som den blev opfordret til at besvare skriftligt. Parterne og Forbundsrepublikken Tyskland har indgivet deres bemærkninger som svar herpå den 12., den 14. og den 19. marts 2018.

30      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 25. april 2018, efter hvilket retsforhandlingernes mundtlige del blev afsluttet.

31      Den 18. maj 2018 har sagsøgeren indgivet en anmodning om genoptagelse af retsforhandlingernes mundtlige del. Ved afgørelse af 11. april 2019 har formanden for Retten (Første Udvidede Afdeling) besluttet ikke at imødekomme denne anmodning.

32      Den 20. juli 2018 har også Kommissionen indgivet en anmodning om genoptagelse af retsforhandlingernes mundtlige del. Ved afgørelse af 30. juli 2018 har formanden for Retten (Første Udvidede Afdeling) besluttet ikke at imødekomme denne anmodning.

33      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Kommissionens påstand om, at sagen skal afvises, fordi procesforudsætningerne ikke er opfyldt, forkastes.

–        Kommissionens påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, forkastes.

–        Den første og den anden anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

34      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt afvisning.

–        Subsidiært fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, da sagsøgerens søgsmålsinteresse er bortfaldet.

–        Mere subsidiært frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A.      Formaliteten vedrørende påstanden om annullation af den første anfægtede afgørelse

35      Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af den første anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen, som har fundet, at der ikke var nogen økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen, har fastslået, at sidstnævnte ikke var berørt af en eventuel tilbagesøgning af støtten til sælgerne.

36      Ved det første anbringendes fjerde led om Capricorns manglende indførelse af en ny forretningsmodel og det tredje anbringendes to første led om fejl i bedømmelsen af, hvorvidt der var økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og Capricorn, har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den ikke i den første anfægtede afgørelse fastslog, at der var en sådan økonomisk kontinuitet. Desuden har sagsøgeren ved sit syvende anbringende gjort gældende, at Kommissionen med vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse har undladt at tage stilling til sagsøgerens bemærkninger.

37      I sit svarskrift har Kommissionen gjort gældende, at sagen skal afvises, navnlig for så vidt som den har til formål at bestride den første anfægtede afgørelse. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren hverken godtgjort sin søgsmålsinteresse eller sin søgsmålskompetence.

38      Senere har Kommissionen fastslået, at det under alle omstændigheder var ufornødent, at Retten traf afgørelse i sagen, herunder om påstanden om annullation af den første anfægtede afgørelse, med den begrundelse, at sagsøgeren har mistet den søgsmålsinteresse, den eventuelt måtte have haft tidligere.

39      Parterne er enige om, at den første anfægtede afgørelse blev truffet efter en formel undersøgelsesprocedure.

40      I denne henseende skal det for det første bemærkes, at Domstolen i dom af 17. september 2015, Mory m.fl. mod Kommissionen (C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 104), har fastslået, at en afgørelse om økonomisk kontinuitet skal anses for en med den forudgående endelige afgørelse om den omhandlede støtte »forbundet afgørelse, som supplerer denne«, idet den har til formål at præcisere denne hvad angår egenskaben som modtager af den omhandlede støtte og dermed som debitor for forpligtelsen til at tilbagebetale denne, efter at der var indtrådt en begivenhed efter vedtagelsen af denne afgørelse, såsom en tredjeparts erhvervelse af den oprindelige støttemodtagers virksomhed.

41      I den foreliggende sag har Kommissionen ved den første anfægtede afgørelse, hvorved den har fundet, at der ikke var nogen økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen, fastslået, at sidstnævnte ikke var berørt af en eventuel tilbagesøgning af støtten til sælgerne.

42      Det må dermed konkluderes, at den første anfægtede afgørelse er en med den afgørelse, der blev truffet efter afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende støtten til sælgerne, »forbundet afgørelse, som supplerer denne«.

43      For det andet skal det bemærkes, at ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF kan »[e]nhver fysisk eller juridisk person […] på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.

44      For så vidt som den første anfægtede afgørelse vedrører støtten til sælgerne, som blev tilkendt i form af individuel støtte og ikke i henhold til en støtteordning, kan denne ikke sidestilles med en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

45      Ifølge fast retspraksis vil andre personer end en beslutnings adressater kun kunne påstå, at de berøres individuelt af den pågældende beslutning, hvis den rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som beslutningens adressat (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223, og af 19.5.1993, Cook mod Kommissionen, C-198/91, EU:C:1993:197, præmis 20).

1.      Påvirkning af sagsøgeren som konkurrent

46      Sagsøgeren har anført, at foreningens markedsposition er blevet væsentligt påvirket, for det første som følge af dennes egenskab af kandidat til købet af Nürburgring-racerbanen og for det andet som følge af dennes tidligere investeringer i Nürburgring-racerbanen, som den første anfægtede afgørelse gjorde værdiløse.

47      Kommissionen har bestridt dette argument.

48      Ud over den modtagende virksomhed er bl.a. konkurrerende virksomheder til denne i forbindelse med statsstøtte blevet anset for individuelt berørt af en afgørelse fra Kommissionen, hvorved den formelle undersøgelsesprocedure blev afsluttet, såfremt de havde spillet en aktiv rolle inden for rammerne af denne procedure, og såfremt deres stilling på markedet i væsentligt omfang var blevet påvirket af den omhandlede støtteforanstaltning (jf. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 5.11.2014, Vtesse Networks mod Kommissionen, T-362/10, EU:T:2014:928, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

49      Kriteriet om væsentlig påvirkning gør det muligt at identificere de konkurrenter, som støtte individualiserer, således at de opfylder de betingelser for sagens antagelse til realitetsbehandling, der fremgår af dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17). Støtten adskiller dermed konkurrenter med søgsmålskompetence fra alle andre personer og individualiserer dem på lignende måde som adressaten for den anfægtede afgørelse. Således afhænger en væsentlig påvirkning af en sagsøgers markedssituation ikke direkte af størrelsen af den pågældende støtte, men af omfanget af den skade, som denne støtte kan påføre denne stilling. En sådan skade kan variere for støtte af en lignende størrelse på baggrund af kriterier såsom størrelsen af det berørte marked, støttens konkrete art, varigheden af den periode, hvorunder støtten er tildelt, om de påvirkede aktiviteter er sagsøgerens hoved- eller bivirksomhed, og sagsøgerens mulighed for at overkomme støttens negative virkning (jf. dom af 5.11.2014, Vtesse Networks mod Kommissionen, T-362/10, EU:T:2014:928, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

50      Det forhold, at en person er potentiel konkurrent, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at en retsundergiven kan anlægge søgsmål ved Unionens retsinstanser for at anfægte en afgørelse vedtaget af Kommissionen efter en formel undersøgelsesprocedure.

51      I den foreliggende sag skal det for det første fastslås, at den omstændighed, at sagsøgeren er en forening, hvis formål er at yde moralsk og materiel støtte til genetablering af motorsport på Nürburgring, ikke nødvendigvis udelukker, at den kan betragtes som en »virksomhed«, eller at nogle af dens aktiviteter kan betragtes som »økonomiske« (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, MOTOE, C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 27 og 28). For det andet har sagsøgeren spillet en aktiv rolle i den procedure, der lå forud for vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse, for så vidt som sagsøgeren den 23. december 2013 indgav en klage, idet foreningen var af den opfattelse, at der var økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og den valgte køber, således at påbuddet om tilbagesøgning af den støtte, som sælgerne havde modtaget, skulle udvides til at omfatte køberen.

52      Det fremgår imidlertid af den i præmis 48 ovenfor nævnte retspraksis, at sagsøgerens deltagelse i den administrative procedure ikke alene kan give denne søgsmålskompetence. Sagsøgeren skal under alle omstændigheder altid påvise, at støtten til sælgerne kan påvirke dennes markedsposition i væsentligt omfang.

53      I 20. betragtning til den endelige afgørelse har Kommissionen anført, at støtteforanstaltningerne til fordel for sælgerne vedrørte finansiering af opførelse og drift af Nürburgrings faciliteter. I 173.-176. og 178. betragtning til samme afgørelse har Kommissionen gjort gældende, at de markeder, på hvilke konkurrencevilkårene kunne fordrejes af disse foranstaltninger, var markederne for driften af racerbaner, offroad-parker, forlystelsesparker, hoteller og restauranter, køretekniske anlæg, køreskoler, multifunktionshaller og kontantløse betalingssystemer samt markederne for fremme af turisme, udvikling af projekter, opførelse af ejendomme, virksomhedsledelse og handel med biler eller motorcykler (herefter »de relevante markeder«). Endelig har Kommissionen i 180. betragtning til den omhandlede afgørelse præciseret, at de relevante markeder kunne opfattes som havende en europæisk dimension.

54      Inden for rammerne af den foreliggende sag har sagsøgeren aldrig hævdet, endsige godtgjort, at den på tidspunktet for stævningens indgivelse og forud for denne dato var til stede på de relevante markeder. Følgelig havde sagsøgeren ikke nogen position på de relevante markeder, som kunne påvirkes, endsige i væsentlig grad, af støtten til sælgerne. Sagsøgeren har ikke desto mindre nærmere bestemt gjort gældende, at den var potentiel konkurrent til Capricorn i kraft af dens deltagelse i proceduren med henblik på at købe Nürburgrings aktiver.

55      Under omstændighederne i den foreliggende sag var sagsøgerens deltagelse i udbudsproceduren under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig til at kunne opfattes som et seriøst ønske fra sagsøgerens side om at træde ind på de relevante markeder. Selv om sagsøgeren deltog i udbudsprocedurens allerførste fase og gav udtryk for sin interesse i at købe Nürburgrings aktiver, hvorved den fik adgang til alle dokumenter vedrørende disse aktiver, har den nemlig selv erkendt, at den aldrig var i stand til at afgive et vejledende bud i de efterfølgende faser af denne procedure. Selv om sagsøgeren har anført, at den støttede det af ADAC afgivne bud, som alene vedrørte Nürburgring-racerbanen, med den begrundelse, at buddet stemte overens med sagsøgerens idéer vedrørende racerbanens opretholdelse og drift, har den desuden hverken hævdet endsige påvist, at denne støtte var af en sådan art, at den, såfremt buddet fra ADAC var blevet valgt, ville have betydet, at sagsøgeren trådte ind på de relevante markeder som erhvervsdrivende.

56      For så vidt som sagsøgeren har anført, at foreningens markedsposition er blevet påvirket i væsentlig grad som følge af dens tidligere investeringer i Nürburgring-racerbanen, skal det i øvrigt bemærkes, at alene det forhold, at sagsøgeren i den ene eller den anden forbindelse har investeret i Nürburgring, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at foreningen har været til stede som erhvervsdrivende på de relevante markeder, hvilket den i øvrigt heller ikke påstår, ej heller at dens position som erhvervsdrivende på de omhandlede markeder er blevet påvirket i væsentlig grad af støtten til sælgerne, som ifølge sagsøgeren har gjort dennes investeringer værdiløse. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke forklaret, hvorledes den første anfægtede afgørelse, ifølge hvilken køberen af Nürburgrings aktiver ikke var forpligtet til at tilbagebetale den støtte, som sælgerne havde modtaget, har påvirket værdien af foreningens investeringer i Nürburgring.

57      Heraf følger, at ingen af sagsøgerens argumenter i tilstrækkelig grad gør det muligt at fastslå, at den første anfægtede afgørelse i væsentlig grad har påvirket en konkurrencemæssig stilling, som sagsøgeren havde på de relevante markeder, der blev påvirket af den i den pågældende afgørelse omhandlede støtte til sælgerne.

2.      Påvirkning af sagsøgeren som faglig sammenslutning

58      Sagsøgeren har fremført, at foreningen er blevet påvirket som faglig sammenslutning, for det første som følge af, at markedspositionen for et af dens medlemmer, nemlig ADAC, som var kandidat til købet af Nürburgrings aktiver, er blevet væsentligt påvirket, og for det andet som følge af, at den havde ført forhandlinger for at forsvare tysk motorsports interesser, navnlig vedrørende genetablering og fremme af en racerbane til bilvæddeløb på Nürburgring, og havde deltaget i den administrative procedure, idet den havde indgivet en klage, afgivet skriftlige indlæg og fremsat beviser.

59      Kommissionen har bestridt dette argument.

60      Det skal i denne forbindelse erindres, at en faglig sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesser, principielt kun kan anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en endelig kommissionsbeslutning på området for statsstøtte i to tilfælde, nemlig for det første såfremt de virksomheder, den repræsenterer, eller nogle af disse har individuel søgsmålskompetence, og for det andet såfremt den kan gøre en egen interesse gældende, navnlig fordi dens stilling som forhandlingspart berøres af den retsakt, som påstås annulleret (jf. dom af 15.1.2013, Aiscat mod Kommissionen, T-182/10, EU:T:2013:9, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

61      For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til at påberåbe sig et af sine medlemmers individuelle søgsmålskompetence, fremgår det af sagsøgerens bemærkninger af 8. september 2017, indgivet som svar på Rettens spørgsmål, at ADAC ikke selv tæller blandt sagsøgerens medlemmer, og at alene ADAC’s medlemmer, nemlig de regionale klubber, afholder sportsbegivenheder på Nürburgring, navnlig ADAC Mittelrhein eV og ADAC Nordrhein eV. Sidstnævnte klubber tæller ligeledes blandt sagsøgerens medlemmer.

62      Det fremgår af oplysningerne i præmis 61 ovenfor, at sagsøgeren ikke som sammenslutning kan påberåbe sig ADAC’s eventuelle individuelle søgsmålskompetence, idet ADAC ikke tæller blandt sagsøgerens medlemmer, og at sagsøgeren derfor ikke kan præsentere sig som ADAC’s repræsentant i den foreliggende sag.

63      Selv hvis det antages, at sagsøgeren nærmere bestemt påtænkte at påberåbe sig den individuelle søgsmålskompetence, som tilfaldt visse regionale klubber, der var medlemmer af ADAC, og som ligeledes talte blandt sagsøgerens medlemmer, skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at den første anfægtede afgørelse har påvirket en konkurrencemæssig stilling, som disse klubber havde på de relevante markeder, og som blev påvirket af den støtte til sælgerne, der er omhandlet i den pågældende afgørelse, således som dette er påkrævet i henhold til den i præmis 48 i nærværende dom nævnte retspraksis.

64      Det kan således konkluderes, at sagsøgeren som faglig sammenslutning hverken kan påberåbe sig ADAC’s individuelle søgsmålskompetence eller ADAC’s regionale klubbers søgsmålskompetence.

65      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren kan påberåbe sig søgsmålskompetence som forhandler, skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis med henvisning til bl.a. dom af 2. februar 1988, Kwekerij van der Kooy m.fl. mod Kommissionen (67/85, 68/85 og 70/85, EU:C:1988:38, præmis 21 og 22), og af 24. marts 1993, CIRFS m.fl. mod Kommissionen (C-313/90, EU:C:1993:111, præmis 29 og 30), forudsætter anerkendelse af, at en sagsøgende sammenslutning er individuelt berørt, at den befinder sig i en særlig situation, i hvilken den havde en stilling som forhandlingsleder, der var klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebar, at sagsøgeren befandt sig i en faktisk situation, der adskilte den pågældende fra alle andre (jf. i denne retning dom af 9.7.2009, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 29.3.2012, Asociación Española de Banca mod Kommissionen, T-236/10, EU:T:2012:176, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

66      I dom af 2. februar 1988, Kwekerij van der Kooy m.fl. mod Kommissionen (67/85, 68/85 og 70/85, EU:C:1988:38, præmis 20-24), har Domstolen anerkendt søgsmålskompetencen for et offentligretligt fagligt organ, som ikke blot havde deltaget aktivt i proceduren, bl.a. ved at indgive skriftlige indlæg til Kommissionen, men også i de omhandlede erhvervsdrivendes interesse havde forhandlet gastariffer, som Kommissionen efterfølgende havde betragtet som støtte, der var uforenelig med det indre marked, og som i denne egenskab figurerede mellem signatarerne af aftalen om indførelse af den af Kommissionen anfægtede tarif.

67      I dom af 24. marts 1993, CIRFS m.fl. mod Kommissionen (C-313/90, EU:C:1993:111, præmis 29 og 30), anerkendte Domstolen ligeledes søgsmålskompetence for en faglig sammenslutning, som ikke blot havde deltaget aktivt i proceduren, men også havde fungeret som forhandlingsleder ved fastlæggelsen af den støtteordning, der havde til formål at regulere tildelingen af støtte til den sektor, der var omhandlet i denne sag.

68      For at anerkende en sagsøgende faglig sammenslutnings særlige status som forhandler har Unionens retsinstanser fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt, at den sagsøgende faglige sammenslutning har fremsat bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure (kendelse af 29.3.2012, Asociación Española de Banca mod Kommissionen, T-236/10, EU:T:2012:176, præmis 46) eller har indgivet den klage, der lå til grund for den omhandlede procedure (dom af 9.7.2009, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 94 og 95).

69      Henset til de strenge betingelser i dom af 13. december 2005, Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum (C-78/03 P, EU:C:2005:761, præmis 53-59), må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at foreningen inden for rammerne af den undersøgelsesprocedure, der gik forud for vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse, havde en stilling som forhandler, der var klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for denne afgørelse, og som kunne danne grundlag for, at sagsøgeren var individuelt berørt.

70      Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgeren ikke har påvist, at foreningen selv eller et af dens medlemmer var individuelt berørt af den første anfægtede afgørelse.

71      Det skal imidlertid bemærkes, at betingelserne for, at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, er kumulative (dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 199). Uden at det er nødvendigt at undersøge sagsøgerens interesse i at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af den første anfægtede afgørelse eller Kommissionens påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, da sagsøgerens søgsmålsinteresse er bortfaldet, må sagen således afvises for så vidt angår annullation af den omhandlede afgørelse, eftersom sagsøgeren ikke er individuelt berørt.

B.      Påstanden om annullation af den anden anfægtede afgørelse

72      Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen har fastslået, at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke udgør statsstøtte.

1.      Formaliteten og påstanden om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen

73      I sit svarskrift har Kommissionen gjort gældende, at sagen skal afvises for så vidt angår annullation af den anden anfægtede afgørelse. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren hverken godtgjort sin søgsmålsinteresse eller sin søgsmålskompetence i forhold til den omhandlede afgørelse. Desuden udgør denne afgørelse ikke en retsakt, der kan gøres til genstand for prøvelse, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF.

74      Subsidiært har Kommissionen senere nedlagt påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, med den begrundelse, at sagsøgeren under alle omstændigheder har mistet den interesse, som foreningen eventuelt måtte have haft tidligere i at anlægge søgsmål med påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse.

75      I den foreliggende sag bør det indledningsvis undersøges, om sagsøgeren har kompetence til at anlægge søgsmål med påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse, inden det efterprøves, i hvilket omfang den har og opretholder en interesse i en sådan annullation, og hvorvidt den anden anfægtede afgørelse er en retsakt, der kan gøres til genstand for prøvelse, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF.

76      Hvad angår søgsmålskompetencen har sagsøgeren hævdet, at foreningen er umiddelbart og individuelt berørt af den anden anfægtede afgørelse. I denne henseende er dens særlige egenskab af »interesseret part«, jf. artikel 1, litra h), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel 108 [TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), som er knyttet til den specifikke sagsgenstand, tilstrækkelig til at individualisere den, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF.

77      Sagsøgeren har desuden bemærket, at foreningens markedsposition og markedspositionen for et af dens medlemmer, nemlig ADAC, er blevet væsentligt påvirket, da de var kandidater til købet af Nürburgrings aktiver.

78      Endelig har sagsøgeren anført, at foreningen er individuelt berørt som faglig sammenslutning, der forsvarer tysk motorsports interesser.

79      Kommissionen har bestridt dette argument. Den har bl.a. gjort gældende, at sagsøgeren for så vidt som den ikke har påvist, at den selv eller ADAC befandt sig i et konkurrencemæssigt forhold til Capricorn, ikke kan betragtes som en »interesseret part«, jf. artikel 108, stk. 2, TEUF.

80      Inden for rammerne af proceduren til kontrol af statsstøtte må der sondres mellem på den ene side den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF, der alene har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den pågældende støtte er delvis eller fuldt ud forenelig med det indre marked, og på den anden side undersøgelsesfasen i henhold til artikel 108, stk. 2, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter. Først under den procedure, der fremgår af sidstnævnte bestemmelse, er Kommissionen i henhold til EUF-traktatens processuelle garanti forpligtet til at give de berørte adgang til at fremsætte deres bemærkninger (dom af 19.5.1993, Cook mod Kommissionen, C-198/91, EU:C:1993:197, præmis 22, af 15.6.1993, Matra mod Kommissionen, C-225/91, EU:C:1993:239, præmis 16, og af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 35).

81      Når Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF ved en beslutning truffet i medfør af artikel 108, stk. 3, fastslår, at en statslig støtteforanstaltning ikke udgør støtte, som er uforenelig med det indre marked, kan de berørte parter, der er indrømmet denne processuelle garanti, kun opnå, at den overholdes, hvis de har adgang til at indbringe Kommissionens beslutning for Unionens retsinstanser. Unionens retsinstanser må derfor realitetsbehandle et annullationssøgsmål vedrørende en sådan beslutning, som er anlagt af en interesseret part i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 108, stk. 2, TEUF, når denne med søgsmålet ønsker at beskytte de processuelle rettigheder, der tilkommer ham ifølge denne bestemmelse (dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 36).

82      Enhver interesseret part må således anses for umiddelbart og individuelt berørt af en afgørelse, hvorved det konstateres efter den foreløbige undersøgelse, at der ikke foreligger støtte (dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 68), idet det bemærkes, at når en sådan part har indgivet en klage, skal Kommissionens afvisning af at efterkomme klagen under alle omstændigheder opfattes som et afslag på at iværksætte proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF (dom af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 51-54).

83      I den foreliggende sag er parterne enige om, at den anden anfægtede afgørelse er en afgørelse truffet efter den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger, som fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF, og ikke efter en formel undersøgelsesprocedure. Da sagsøgeren eller et af dennes medlemmer af de grunde, der er anført i præmis 54-57, 61-64, 69 og 70 ovenfor, som ligeledes gælder for søgsmålet til prøvelse af den anden anfægtede afgørelse, ikke kan anses for at opfylde betingelserne for sagens antagelse til realitetsbehandling, således som disse fremgår af dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17), må det for at fastslå, om sagsøgeren har kompetence til at anlægge søgsmål med påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse, undersøges, om den i tilstrækkelig grad har godtgjort, at den er en interesseret part.

84      I henhold til artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 er »interesserede parter« alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte. Det drejer sig med andre ord om en ubestemt helhed af adressater. Denne bestemmelse udelukker imidlertid ikke, at en virksomhed, der ikke er en direkte konkurrent til modtageren af en støtte, betragtes som »interesseret part«, hvis den gør gældende, at dens interesser kan være påvirket af støttetildelingen. Det er tilstrækkeligt, at denne virksomhed i tilstrækkelig grad godtgør, at der er risiko for, at støtten har en konkret indvirkning på dens situation (jf. dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 63-65 og den deri nævnte retspraksis).

85      Herudover har Domstolen haft anledning til at præcisere, at det ikke er udelukket, at en fagforening for lønmodtagere, der pr. definition er oprettet for at varetage de kollektive interesser for sine medlemmer, kan anses for »interesseret part« som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, såfremt den påviser, at dens egne eller medlemmernes interesser kan være berørt af den tildelte støtte. Fagforeningen skal imidlertid i tilstrækkelig grad godtgøre, at der er risiko for, at støtten har en konkret indvirkning på situationen for den selv eller dem, som fagforeningen repræsenterer (dom af 9.7.2009, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 33).

86      I denne henseende kan det konstateres, at det er muligt, at sagsøgerens egne interesser som en almennyttig sammenslutning, hvis formål er genetablering og fremme af en racerbane til bilvæddeløb på Nürburgring og fremme af de fælles interesser for dens medlemmer, hvoraf nogle afholder sportsbegivenheder på den omhandlede racerbane, er blevet konkret påvirket af den tildelte støtte, hvilket ifølge sagsøgeren burde være blevet fastslået i den anden anfægtede afgørelse, eftersom udbudsproceduren ikke havde været åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget og ikke medførte, at Nürburgrings aktiver blev solgt til Capricorn til markedspris.

87      Da Kommissionen ved vurderingen af foreneligheden af statsstøtte tager en lang række hensyn af forskellig art i betragtning, kan det ganske rigtigt ikke udelukkes, at et organ, der varetager kollektive interesser relateret til disse hensyn, fremsætter deres bemærkninger over for Kommissionen, der i givet fald kan tages i betragtning af denne i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning kendelse af 6.10.2015, Comité d’entreprise SNCM mod Kommissionen, C-410/15 P(I), EU:C:2015:669, præmis 12).

88      Det kan i den foreliggende sag ikke udelukkes, at sagsøgeren i lyset af foreningens formål, som netop er genetablering og fremme af en racerbane til bilvæddeløb på Nürburgring, og den omstændighed, at den har deltaget i den første fase af udbudsproceduren og i denne forbindelse har indhentet en stor mængde oplysninger om Nürburgrings aktiver, er i stand til inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure, som er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, at fremsætte bemærkninger over for Kommissionen, som denne i givet fald kan tage i betragtning ved sin vurdering af, om udbudsproceduren har været åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget, og af, hvorvidt Nürburgrings aktiver i denne forbindelse er blevet solgt til markedspris.

89      På baggrund af betragtningerne i præmis 84 og 85 ovenfor og de vurderinger, der går forud herfor, skal sagsøgeren tillægges egenskab af interesseret part for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse.

90      Hvad angår sagsøgerens søgsmålsinteresse har Kommissionen i sin påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, gjort gældende, at sagsøgeren har mistet den, bl.a. eftersom Capricorn har betalt den samlede købspris for Nürburgrings aktiver og givet afkald på sin ret til at træde tilbage fra købskontrakten, hvis Kommissionen træffer afgørelse om, at støtten til sælgerne skal tilbagesøges hos denne.

91      Det skal imidlertid fremhæves, at de »interesserede parter« som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF har en interesse i, at en beslutning, som blev truffet ved afslutningen af den indledende undersøgelsesprocedure, annulleres, da en sådan annullation i medfør af bestemmelserne i artikel 108 TEUF pålægger Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og giver sagsøgerne adgang til at fremsætte deres bemærkninger og dermed øve indflydelse på Kommissionens nye beslutning (dom af 10.2.2009, Deutsche Post og DHL International mod Kommissionen, T-388/03, EU:T:2009:30, præmis 62 og 64). I den foreliggende sag har sagsøgeren en interesse i, at den anden anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den ved det femte og det ottende anbringende har anført, at denne afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke er ydet statsstøtte til Capricorn under udbudsproceduren, er blevet truffet, uden at Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, i strid med sagsøgerens processuelle rettigheder som interesseret part.

92      Hvis Retten annullerede den anden anfægtede afgørelse for tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder, skulle Kommissionen principielt indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende salget af Nürburgrings aktiver og opfordre sagsøgeren til i dennes egenskab af interesseret part at fremsætte sine bemærkninger. Følgelig kan annullationen af den anden anfægtede afgørelse i sig selv have retsvirkninger for sagsøgeren som interesseret part.

93      Det kan således konkluderes, at sagsøgeren for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse har søgsmålskompetence som interesseret part og har og opretholder sin søgsmålsinteresse, der beror på beskyttelse af de processuelle rettigheder, som sagsøgeren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF har i denne egenskab.

94      Heraf følger, at Kommissionens påstand om, at sagen skal afvises, subsidiært dens påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, skal forkastes, og at den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling for så vidt som den angår den anden anfægtede afgørelse og tilsigter at beskytte de processuelle rettigheder, som sagsøgeren har i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. For så vidt som sagsøgerens påstand om annullation rækker videre end dette, skal den forkastes, og det er ufornødent, at Retten udtaler sig om Kommissionens øvrige påstande om, at sagen skal afvises.

2.      Formaliteten vedrørende bilagene

a)      Formaliteten vedrørende bilag C.1 og C.6-C.9

95      I sin duplik har Kommissionen formelt bestridt formaliteten vedrørende fire af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til sin replik, nemlig bilag C.1 og C.6-C.8. Den har i denne henseende bemærket, at disse beviser som følge af sagsøgerens manglende begrundelse for den sene påberåbelse heraf ikke kan antages til realitetsbehandling. Sagsøgeren har gjort gældende, at disse bilag har til formål at tilbagevise udtalelser, som Kommissionen har afgivet i sit svarskrift.

96      Kommissionen har i øvrigt bestridt sagsøgerens retslitteraturnote i bilaget til replikken, nemlig bilag C.9. I denne henseende har sagsøgeren bemærket, at den havde oplyst notens fuldstændige referencer i stævningen.

97      I procesreglementets artikel 85, stk. 2, fastsættes det, at parterne i forbindelse med replikken og duplikken kan fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

98      Ifølge retspraksis er adgangen til at føre modbevis og til at fremkomme med nye beviser efter modpartens fremlæggelse af et modbevis i sit svarskrift ikke omfattet af præklusionsreglen i procesreglementets artikel 85, stk. 1 og 2. Denne bestemmelse vedrører nemlig nye beviser og skal sammenholdes med procesreglementets artikel 92, stk. 7, som udtrykkeligt fastsætter, at adgangen til at føre modbevis og til at fremkomme med nye beviser bevares (dom af 12.9.2007, Kommissionen mod Trends m.fl., T-448/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:265, præmis 52).

99      Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at bilag C.1 og C.6-C.8 udgør modbeviser og har til formål at tilbagevise udtalelser, som Kommissionen har afgivet i sit svarskrift. Med henblik på at sikre overholdelsen af det kontradiktoriske princip bør disse bilag derfor antages til realitetsbehandling.

100    Angående bilag C.9 skal det anføres, at der er tale om et offentligt tilgængeligt dokument, som sagsøgeren har lagt til grund for sit argument, og hvis beviskraft ikke desto mindre er blevet bestridt af Kommissionen. Af denne grund bør dette bilag ligeledes antages til realitetsbehandling.

b)      Formaliteten vedrørende bilag 7 og 8 i Kommissionens bemærkninger af 8. september 2017 som svar på Rettens spørgsmål

101    I sin anmodning om et retsmøde har sagsøgeren formelt bestridt formaliteten vedrørende to af de beviser, som Kommissionen har fremlagt som bilag til sine bemærkninger af 8. september 2017 som svar på Rettens spørgsmål, dvs. bilag 7 og 8. Sagsøgeren har anført, at disse beviser blev fremlagt for sent.

102    Kommissionen har gjort gældende, at de omhandlede beviser svarer til to skrivelser fra Deutsche Bank AG af 17. og 25. februar 2014, som ifølge Kommissionen fremhæver den bindende karakter af en skrivelse fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, som understøtter Capricorns bud (herefter »skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014«). Det skal i denne henseende bemærkes, at den pågældende skrivelses bindende karakter var genstand for et af Rettens spørgsmål til Kommissionen inden for rammerne af foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 26. juli 2017.

103    På baggrund af procesreglementets artikel 89, som giver Retten tilladelse til at stille spørgsmål til parterne og til at anmode parterne om at fremlægge dokumenter for at belyse visse aspekter af tvisten, bør disse bilag dermed antages til realitetsbehandling.

c)      Formaliteten vedrørende bilag G.13

104    I retsmødet har Kommissionen formelt bestridt formaliteten vedrørende et af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til sine bemærkninger af 8. september 2017 som svar på Rettens spørgsmål, nemlig bilag G.13, og anmodet om, at det tilbagekaldes.

105    Sagsøgeren har gjort gældende, at dette bevis har til formål at underbygge sagsøgerens støtte til ADAC’s bud, som alene vedrørte Nürburgring-racerbanen, således som det er nævnt i stævningen. Det skal i denne henseende bemærkes, at denne støttes rækkevidde var genstand for et af Rettens spørgsmål til sagsøgeren inden for rammerne af foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 26. juli 2017.

106    På baggrund af procesreglementets artikel 89, som giver Retten tilladelse til at stille spørgsmål til parterne og til at anmode parterne om at fremlægge dokumenter for at belyse visse aspekter af tvisten, bør dette bilag dermed antages til realitetsbehandling, og den af Kommissionen fremsatte anmodning om tilbagekaldelse vedrørende dette bilag afvises.

d)      Formaliteten vedrørende bilag H.1 og H.2

107    Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. november 2017 (jf. præmis 28 i nærværende dom) har Kommissionen formelt bestridt formaliteten vedrørende begge de beviser, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til sin anmodning om et retsmøde, der blev fremsat den 16. oktober 2017, nemlig bilag H.1 og H.2, og anmodet om, at de tilbagekaldes.

108    Det skal bemærkes, at bilag H.1 og H.2, således som sagsøgeren har gjort gældende, har til formål at gendrive Kommissionens bemærkninger af 8. september 2017 som svar på de spørgsmål, som Retten stillede Kommissionen den 26. juli 2017.

109    Under disse omstændigheder bør bilag H.1 og H.2 antages til realitetsbehandling og Kommissionens anmodninger om tilbagekaldelse af disse bilag afvises.

3.      Realiteten

a)      Indledende betragtninger om omfanget af domstolsprøvelsen af en afgørelse om, at der ikke foreligger statsstøtte, som er vedtaget efter den indledende undersøgelsesfase

110    Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 108, stk. 3, TEUF og artikel 4 i forordning nr. 659/1999 indfører en foreløbig undersøgelse af de anmeldte støtteforanstaltninger, som skal gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den pågældende støtte er forenelig med det indre marked. Efter forløbet af denne fase konstaterer Kommissionen, at denne foranstaltning enten ikke er en støtte eller falder ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF. I sidstnævnte tilfælde kan foranstaltningen ikke rejse tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked, eller den kan derimod rejse en sådan tvivl (dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 43).

111    Når Kommissionen efter den indledende undersøgelsesfase vedtager en afgørelse, hvorved den konstaterer, at en statslig støtteforanstaltning ikke udgør støtte, som er uforenelig med det indre marked, afslår den ligeledes forudsætningsvis at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure. Dette princip finder såvel anvendelse, når beslutningen er vedtaget, fordi Kommissionen finder, at støtten er forenelig med det indre marked, jf. artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, en såkaldt »beslutning om ikke at gøre indsigelse«, som når Kommissionen er af den opfattelse, at foranstaltningen ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF og derfor ikke udgør støtte, jf. artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 (jf. i denne retning dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 52, og af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 68).

112    Ifølge retspraksis gælder det, at når en sagsøger har nedlagt påstand om annullation af en afgørelse, hvorved det fastslås, at den omhandlede foranstaltning ikke udgør statsstøtte, eller af en beslutning om ikke at gøre indsigelse, kritiserer sagsøgeren således som det væsentlige, at Kommissionens afgørelse vedrørende den pågældende støtte er blevet vedtaget, uden at Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, hvorved den har tilsidesat sagsøgerens processuelle rettigheder. Sagsøgeren kan for at få taget sin påstand om annullation til følge påberåbe sig ethvert anbringende, der kan godtgøre, at vurderingen af de oplysninger, som Kommissionen råder over eller kunne råde over, under den indledende fase af undersøgelsen af den omhandlede foranstaltning burde have rejst tvivl med hensyn til, hvorvidt den udgjorde statsstøtte, eller med hensyn til dens forenelighed med det indre marked (dom af 13.6.2013, Ryanair mod Kommissionen, C-287/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:395, præmis 60, og af 25.11.2014, Ryanair mod Kommissionen, T-512/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:989, præmis 31), idet det i denne sammenhæng bemærkes, at de oplysninger, som Kommissionen »kunne råde over«, omfatter de oplysninger, som synes relevante for de vurderinger, som skal foretages, og som den efter anmodning herom kunne have fået fremlagt under den indledende undersøgelsesfase (jf. i denne retning dom af 20.9.2017, Kommissionen mod Frucona Košice, C-300/16 P, EU:C:2017:706, præmis 71).

113    Et sådant bevis for, at der foreligger tvivl, kan bl.a. føres ud fra en række samstemmende indicier, idet det forhold, at der foreligger en sådan tvivl, når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at den omhandlede foranstaltning ikke udgør statsstøtte, skal findes såvel i omstændighederne for den omhandlede afgørelses vedtagelse, navnlig varigheden af den indledende undersøgelse, som i afgørelsens indhold, idet de vurderinger, som Kommissionen har lagt til grund i den omhandlede afgørelse, sættes op mod de oplysninger, som den rådede over eller kunne råde over, da den udtalte sig om, hvorvidt den omhandlede foranstaltning udgjorde statsstøtte (jf. i denne retning dom af 24.1.2013, 3F mod Kommissionen, C-646/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:36, præmis 31).

114    Kommissionen har således pligt til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, navnlig hvis den i lyset af de oplysninger, som den indhentede eller kunne råde over under den indledende undersøgelse, står over for alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af foranstaltningen. En sådan pligt følger direkte af artikel 108, stk. 3, TEUF, således som denne bestemmelse er fortolket i retspraksis, og er bekræftet af bestemmelsen i artikel 4 i forordning nr. 659/1999, når Kommissionen efter den indledende undersøgelse konstaterer, at den nærer tvivl med hensyn til, hvorvidt den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, eller med hensyn til dens forenelighed med det indre marked (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Club Hotel Loutraki m.fl. mod Kommissionen, C-131/15 P, EU:C:2016:989, præmis 30-33, og af 12.2.2008, BUPA m.fl. mod Kommissionen, T-289/03, EU:T:2008:29, præmis 328). I et sådant tilfælde kan Kommissionen ikke afslå at indlede den formelle undersøgelsesprocedure under påberåbelse af andre omstændigheder, såsom tredjemands interesser, procesøkonomiske hensyn eller andre hensyn til administrativ eller politisk formålstjenlighed (dom af 10.2.2009, Deutsche Post og DHL International mod Kommissionen, T-388/03, EU:T:2009:30, præmis 90).

115    I retssagen skal Unionens retsinstansers kontrol fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt de vurderinger, som dannede grundlaget for Kommissionens afgørelse om, at der ikke forelå støtte, henset til de af sagsøgeren fremførte argumenter og førte beviser i den foreliggende sag frembød vanskeligheder af en sådan karakter, at de rejste tvivl og følgelig kunne begrunde, at den formelle undersøgelsesprocedure blev iværksat (jf. i denne retning dom af 19.5.1993, Cook mod Kommissionen, C-198/91, EU:C:1993:197, præmis 31, og af 15.6.1993, Matra mod Kommissionen, C-225/91, EU:C:1993:239, præmis 34).

b)      Indledende betragtninger om sagens genstand

116    Ifølge fast retspraksis tilkommer det ikke Retten at fortolke et søgsmål – hvorunder det udelukkende er den materielle rigtighed af en beslutning om vurdering af støtten som sådan, der anfægtes – som et søgsmål, der reelt må opfattes som en påstand om at beskytte de processuelle rettigheder, der tilkommer sagsøgeren ifølge artikel 108, stk. 2, TEUF, når sagsøgeren ikke udtrykkeligt har anført et anbringende til støtte for denne påstand. I et sådant tilfælde vil en fortolkning af anbringendet medføre en ændret afgrænsning af sagens genstand (jf. dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

117    En sådan begrænsning af beføjelsen til at fortolke anbringender hindrer imidlertid ikke Retten i at undersøge de af en sagsøger fremsatte anbringender om sagens realitet for at vurdere, om de også indebærer aspekter til støtte for et ligeledes af sagsøgeren fremsat anbringende, hvorved der udtrykkeligt hævdes at foreligge alvorlige vanskeligheder, der kunne have begrundet indledning af proceduren omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF (dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 56-58).

118    I den foreliggende sag har sagsøgeren anført ni anbringender, heraf otte til støtte for sit søgsmål for så vidt som det tilsigter annullation af den anden anfægtede afgørelse. Det bemærkes, at det syvende anbringende i sagen, hvorved sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse ikke har taget stilling til sagsøgerens bemærkninger, kun er rettet mod den første anfægtede afgørelse, i forhold til hvilken sagsøgeren ikke menes at have søgsmålskompetence.

119    Det femte og det ottende anbringende vedrører udtrykkeligt tilsidesættelsen af sagsøgerens processuelle rettigheder, idet Kommissionen ikke har indledt den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, til trods for at salget af Nürburgrings aktiver til en pris, som var lavere end markedsprisen, burde have fået den til at fastslå, at køberen havde modtaget støtte.

120    Derudover vedrører det første anbringende fejl, som Kommissionen har begået ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, primært for så vidt angår udbudsproceduren. Det andet anbringende vedrører fejl, som Kommissionen har begået ved bedømmelsen af finansieringsbekræftelsen for køberens bud. Det tredje anbringende vedrører fejl begået af Kommissionen, navnlig for så vidt angår vurderingen af, om salget af Nürburgrings aktiver udgjorde ny statsstøtte til fordel for Capricorn. I forbindelse med dette anbringende har sagsøgeren udtrykkeligt gjort gældende, at Kommissionen burde have indledt en formel undersøgelsesprocedure. Desuden har sagsøgeren inden for rammerne af det femte og det ottende anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder udtrykkeligt henvist til det tredje anbringendes tredje led, som skulle gøre det muligt at fastslå, at Kommissionen efter den indledende undersøgelsesfase burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om den af køberen betalte købspris var forenelig med det indre marked. Endelig vedrører det fjerde anbringende fejl, som Kommissionen har begået ved vurderingen af, om udbudsproceduren var gennemsigtig og ikke-diskriminerende.

121    I overensstemmelse med den i præmis 117 ovenfor nævnte retspraksis bør alle sagsøgerens øvrige anbringender, som tilsigter annullation af den anden anfægtede afgørelse og kan opfattes som et bevis på vanskeligheder, i forbindelse med hvilke Kommissionen havde pligt til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, undersøges, inden man kan udtale sig om det femte og det ottende anbringende.

122    I denne henseende undersøges som det første argumenterne vedrørende udbudsprocedurens gennemsigtige og ikke-diskriminerende karakter, dvs. det første anbringendes andet led og det fjerde anbringende, og argumenterne vedrørende finansieringen af Capricorns bud, dvs. det første anbringendes første og tredje led og det andet anbringende.

123    Dernæst undersøges det første anbringendes femte led om salgsprocedurens fortsættelse efter tildelingen af Nürburgrings aktiver til Capricorn, som fandt sted den 11. marts 2014, og det tredje anbringendes tredje led om den omstændighed, at salget af Nürburgrings aktiver udgør ny statsstøtte til fordel for Capricorn.

124    Endelig undersøges det sjette og det niende anbringende om andre tilsidesættelser af sagsøgerens processuelle rettigheder, der ligeledes kan have haft indflydelse på Kommissionens konstatering i den anden anfægtede afgørelse af, at der ikke forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som kunne begrunde indledning af den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF. Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det niende og sidste anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til god forvaltning.

c)      Sammenholdelse af det femte og det ottende anbringende om tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 samt af sagsøgerens processuelle rettigheder og det første, det andet, det tredje og det fjerde anbringende

125    Ved sit femte anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen, idet den konstaterede, at udbudsproceduren ikke resulterede i tildeling af ny statsstøtte til køberen, og idet den dermed forudsætningsvis afslog at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure, har tilsidesat artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999.

126    Ved sit ottende anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen, idet den med den anden anfægtede afgørelse indirekte afviste at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, har tilsidesat sagsøgerens ret til at fremsætte bemærkninger som omhandlet i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 og væsentlige formforskrifter.

127    Ifølge sagsøgeren burde Kommissionen have haft betænkeligheder med hensyn til, om den af køberen betalte købspris var forenelig med det indre marked.

128    Kommissionen har bestridt dette argument.

129    Som nævnt i præmis 121-123 ovenfor bør det, inden man kan udtale sig om det femte og det ottende anbringende, undersøges, om det første, det andet, det tredje og det fjerde anbringende gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure.

1)      Det første anbringendes tre første led og det andet og det fjerde anbringende om tildeling af støtte til Capricorn ved salget af Nürburgring

130    Ved det første anbringendes tre første led og ved det andet og det fjerde anbringende har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at konstatere, at udbudsproceduren var åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget.

131    Derudover har sagsøgeren gjort gældende, at kravet om sikring af transaktionen ikke blev overholdt, for så vidt som skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 ikke var en finansieringsgaranti for Capricorns bud.

132    Det skal i lyset af disse to væsentlige klagepunkter fastslås, om Kommissionens undersøgelse for så vidt angår udbudsprocedurens formelle rigtighed gjorde det muligt at fastslå, at der ikke forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som kunne begrunde indledning af en formel undersøgelsesprocedure.

133    Det fremgår af fast praksis, at når en virksomhed, som har modtaget statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked, bliver solgt til markedsprisen, dvs. til den højeste pris, som en privat investor, der handlede på normale konkurrencevilkår, var parat til at betale for selskabet i den situation, som det befandt sig i, bl.a. efter at have modtaget statsstøtte, er støtteelementet blevet vurderet til markedsprisen og indbefattet i købsprisen. Under disse omstændigheder kan køberen ikke anses for at have haft nogen fordel i forhold til de øvrige aktører på markedet (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Tyskland mod Kommissionen, C-277/00, EU:C:2004:238, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

134    Hvis salget af aktiver tilhørende modtagere af statsstøtte derimod sker til en pris, som er lavere end markedsprisen, kan der overføres en uretmæssig fordel til erhververen (jf. i denne retning dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 161).

135    Med henblik på undersøgelsen af markedsprisen kan der bl.a. tages hensyn til den form, under hvilken salget af et selskab har fundet sted, f.eks. offentligt udbud, som tilsigter at sikre et salg på markedsvilkår. Det følger heraf, at der er formodning for, at markedsprisen svarer til det højeste bud, når et selskab sælges gennem en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure, idet det dog skal godtgøres, at dette bud for det første er bindende og troværdigt, og at en hensyntagen til andre økonomiske faktorer end prisen for det andet er ubegrundet (jf. i denne retning dom af 24.10.2013, Land Burgenland m.fl. mod Kommissionen, C-214/12 P, C-215/12 P og C-223/12 P, EU:C:2013:682, præmis 93 og 94, og af 16.7.2015, BVVG, C-39/14, EU:C:2015:470, præmis 32).

136    Det følger af retspraksis, at en udbudsprocedures åbne og gennemskuelige karakter skal vurderes ud fra en række indicier, der særligt vedrører omstændighederne i hver enkelt sag (jf. dom af 7.3.2018, SNCF Mobilités mod Kommissionen, C-127/16 P, EU:C:2018:165, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

137    Det er på baggrund af den i præmis 133-136 ovenfor nævnte retspraksis, at det i den foreliggende sag skal undersøges, om sagsøgerens to klagepunkter kan tages til følge, idet der tages højde for, at Retten i denne forbindelse ikke umiddelbart kan træffe afgørelse om selve lovligheden af udbudsproceduren.

i)      Klagepunktet vedrørende udbudsprocedurens ikke-gennemsigtige og diskriminerende karakter

138    Ved sit fjerde anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at konstatere, at udbudsproceduren var åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget, navnlig henset til den manglende gennemsigtighed af de finansielle nøgletal, den manglende gennemsigtighed og diskriminerende karakter af evalueringskriterierne og deres anvendelse samt salgsprocedurens fortsættelse efter overdragelsen af Nürburgrings aktiver til køberen.

139    Sagsøgeren har bl.a. anført, at udbudsproceduren ikke omfattede konkrete evalueringskriterier, der kunne anvendes til at sammenligne buddene, navnlig for så vidt angik sammenligningen mellem buddene på alle aktiver og buddene på definerede enheder eller enkelte aktiver.

140    Ved det første anbringendes andet led har sagsøgeren anført, at de interesserede investorer ikke forud for afgivelsen af deres bud blev underrettet om, at deres bud skulle repræsentere mindst 25% af det højeste bud på alle aktiver for at blive taget i betragtning i procedurens videre faser.

141    Kommissionen har bestridt dette argument.

142    Det skal bemærkes, at i henhold til skrivelsen fra KPMG af 19. juli 2013 til de interesserede investorer blev disse anmodet om at afgive et vejledende bud på enten alle aktiver, definerede enheder eller enkelte aktiver (jf. præmis 10, fjerde led ovenfor). I henhold til denne skrivelse ville buddene bl.a. blive evalueret ud fra budprisen for aktiverne i forhold til buddets omfang.

143    Ifølge KPMG’s skrivelser til de interesserede investorer af 19. juli og 17. oktober 2013 ville disse bl.a. blive udvalgt på grundlag af kriteriet om værdimaksimering med hensyn til alle aktiver (jf. præmis 10, niende led, ovenfor). Anvendelsen af dette kriterium har i praksis medført, at sælgerne i den sidste fase af udbudsproceduren kun tog bud på alle aktiver i betragtning, således som det fremgår af 50. betragtning til den endelige afgørelse. Grunden hertil var ifølge Kommissionen, at et samlet salg af Nürburgring i lyset af de afgivne bud ville gøre det muligt at opnå en højere pris, end hvis de enkelte aktiver blev solgt hver for sig.

144    Af fodnote 65, som er indsat under 50. betragtning til den endelige afgørelse, fremgår, at der blev afgivet i alt seks vejledende bud på alle aktiver, som bød mere end 25% af det bedste bud, at buddene på alle aktiver, som ikke nåede op på 25% af det bedste bud, i første omgang ikke blev taget yderligere i betragtning på grund af købsprisens størrelse, og at det samme gjorde sig gældende for buddene på Nürburgring-racerbanen, som sammen med de enkelte bud på de øvrige aktiver i alt ikke nåede op på 25% af det bedste bud.

145    Heraf følger, at de interesserede investorer frit kunne definere genstanden for deres bud i lyset af de oplysninger, de havde modtaget vedrørende kriteriet om værdimaksimering med hensyn til alle aktiver. Som anført af Kommissionen havde kriteriet om de 25% alene til formål at give kriteriet om værdimaksimering med hensyn til alle aktiver et konkret indhold, og da det blev fastsat ud fra værdien af de faktisk afgivne bud, kunne det først fastsættes konkret ex post.

146    De af sagsøgeren fremførte argumenter til støtte for ovenstående klagepunkt gør det således ikke muligt at fastslå, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om udbudsproceduren var gennemsigtig og ikke-diskriminerende.

ii)    Klagepunktet vedrørende finansieringen af Capricorns bud

147    Ved det første anbringendes første led og det andet anbringende har sagsøgeren anført, at i modsætning til det, der fremgår af den endelige afgørelse, var skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, som underbyggede buddet fra Capricorn, der blev godkendt den 11. marts 2014, ikke en bindende finansieringsgaranti.

148    Derudover er Kommissionens vurdering i denne henseende i strid med konklusionen i 272. betragtning til den endelige afgørelse, ifølge hvilken buddet fra bydende 3 ikke indeholdt den nødvendige finansieringsdokumentation.

149    Ved det første anbringendes tredje led har sagsøgeren mere generelt bestridt Kommissionens konklusion i den endelige afgørelse, ifølge hvilken buddet fra Capricorn kunne fremvise en »sikret finansiering«.

150    Kommissionen har bestridt dette argument.

151    I denne henseende skal det bemærkes, at det i skrivelsen fra KPMG til de interesserede investorer af 17. oktober 2013 var anført, at investorerne bl.a. ville blive udvalgt på baggrund af sandsynligheden for afslutning, der bl.a. ville blive vurderet under hensyntagen til finansieringssikkerheden for deres bud, som var støttet af en bekræftelse fra finansieringspartneren (jf. præmis 10, niende led, ovenfor). Det bør derfor efterprøves, om Kommissionens undersøgelse, som stemte overens med de tyske myndigheders analyse, gjorde det muligt at fjerne al tvivl med hensyn til den bindende karakter af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014.

152    For det første er det i skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 anført, at banken var rede til at yde køberen et lån på 45 mio. EUR. Betingelserne for denne finansiering er beskrevet i detaljer, hvilket, som Kommissionen med rette har gjort gældende, synes at være tegn på en grundig undersøgelse fra Deutsche Banks side og en udveksling af oplysninger mellem banken og køberen.

153    Dernæst henvises der i skrivelsen fra Deutsche Bank flere gange til det tilsagn, som Deutsche Bank giver Capricorn i medfør af den nævnte skrivelse. Deutsche Bank følte sig således bundet af den pågældende skrivelse.

154    Som Kommissionen med rette har gjort gældende, bekræfter sammenligningen af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 med to foreløbige, ikke-bindende skrivelser fra Deutsche Bank af 17. og 25. februar 2014 i denne forbindelse den bindende karakter af Deutsche Banks skrivelse af 10. marts 2014. Det fremgår således af skrivelsen af 17. februar 2014, at det ikke udgør et tilsagn fra Deutsche Banks side, i modsætning til skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, der henviser til det tilsagn, som Deutsche Bank gav Capricorn i medfør af denne skrivelse.

155    Endelig er det i skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 anført, at bankens tilsagn var underlagt tre betingelser. Disse betingelser (gennemførelse af transaktionen, ingen væsentlige ændringer med hensyn til de erhvervede aktiver, ingen ulovlighed) gav imidlertid kun Deutsche Bank mulighed for at trække sit tilsagn tilbage, hvis ikke købet blev gennemført på de fastsatte betingelser.

156    Det fremgår ikke af ovenstående betragtninger, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 var bindende.

157    Omvendt, og som Kommissionen har konstateret i 272. betragtning til den endelige afgørelse, indeholdt hverken det vejledende eller det endelige bud fra bydende 3 finansieringsdokumentation. I samme betragtning har Kommissionen konstateret, at bydende 3 var blevet informeret herom af sælgerne ved skrivelserne fra KPMG af 17. oktober og 11., 17. og 18. december 2013 samt ved KPMG’s e-mails af 18. februar og 9. april 2014, men at bydende 3 hverken inden kreditorudvalgets tildeling af Nürburgrings aktiver til Capricorn den 11. marts 2014 eller efterfølgende havde fremlagt dokumentation for finansieringen af sit bud. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt nogen dokumentation, der antyder, at disse konstateringer skulle være fejlagtige.

158    Det fremgår af det ovenstående, at den køber, hvis bud blev udvalgt, først var i besiddelse af to foreløbige skrivelser fra Deutsche Bank af 17. og 25. februar 2014 og dernæst af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, med hensyn til hvis bindende karakter det ikke fremgår, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder, mens bydende 3, hvis bud ikke blev udvalgt, på intet tidspunkt havde forelagt nogen som helst form for finansieringsdokumentation. De af sagsøgeren fremførte argumenter til støtte for ovenstående klagepunkt gør det følgelig heller ikke muligt at fastslå, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om udbudsproceduren var ikke-diskriminerende, navnlig for så vidt angår kravet om en bindende finansieringsgaranti.

159    På baggrund af ovenstående betragtninger kan det ikke fastslås, at Kommissionen i lyset af de af sagsøgeren fremførte faktiske og retlige omstændigheder burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om køberen havde opnået en fordel i forbindelse med udbudsproceduren som følge af dennes ikke-gennemsigtige og diskriminerende karakter.

160    I overensstemmelse med den i præmis 133-136 ovenfor nævnte retspraksis gjorde Kommissionens undersøgelse det således muligt at fjerne al tvivl med hensyn til, om køberen havde opnået en uretmæssig fordel og dermed statsstøtte. Det kan følgelig ikke fastslås, at de argumenter, der er fremført til støtte for det første anbringendes tre første led og det andet og det fjerde anbringende, har påvist alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som gjorde det nødvendigt for Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF.

161    Heraf følger, at det første anbringendes tre første led og det andet og det fjerde anbringende, sammenholdt med det femte og det ottende anbringende, skal forkastes.

2)      Det første anbringendes femte led om salgsprocedurens fortsættelse efter tildelingen af Nürburgrings aktiver til Capricorn den 11. marts 2014

162    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen burde have konstateret, at salgsproceduren fortsatte efter tildelingen af Nürburgrings aktiver til Capricorn den 11. marts 2014.

163    Sagsøgeren har anført, at Capricorn blev erstattet af en senere erhverver i en ikke-gennemsigtig procedure for videresalg af Nürburgrings aktiver. Ifølge sagsøgeren har sælgerne og kuratoren nemlig den 13. august 2014 indgået en aftale om sikkerhed med Capricorn, i henhold til hvilken Capricorn skulle overdrage alle sine rettigheder og krav, som fulgte af købskontrakten vedrørende Nürburgrings aktiver af 11. marts 2014. Heraf fremgår, at udbudsproceduren ikke var åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget.

164    Kommissionen har bestridt dette argument.

165    I denne forbindelse bemærkes, at i henhold til den i præmis 133-136 ovenfor nævnte retspraksis, og som Kommissionen har gjort gældende, havde Kommissionens undersøgelse til formål at bestemme, om udbudsproceduren havde været åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget, for at efterprøve, om Nürburgrings aktiver var blevet solgt til markedspris. I modsat fald kunne salget have fundet sted til en pris, som var lavere end markedsprisen, og der kunne være overført en uretmæssig fordel til erhververen.

166    Det skal derfor fastslås, at den støtte, som Kommissionen ifølge sagsøgeren (jf. præmis 11 ovenfor) burde have fastslået i den anden anfægtede afgørelse, og som angiveligt svarede til forskellen mellem den pris, som Capricorn betalte for Nürburgrings aktiver, og disse aktivers markedspris, blev tildelt Capricorn den 11. marts 2014, på datoen for aktivernes tildeling til sidstnævnte og for underskrivelsen af den købskontrakt, der fastsatte den købspris, som Capricorn skulle betale for de omhandlede aktiver. Heraf følger, at de forhold, der opstod efter denne dato, som f.eks. Capricorns salg til en senere erhverver af den andel, som Capricorn ejede i det middel, der blev anvendt til køb af Nürburgrings aktiver, ikke var relevante for undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt var blevet ydet støtte til Capricorn under udbudsproceduren.

167    Som Kommissionen med rette har gjort gældende i sine bemærkninger af 12. marts 2018 som svar på Rettens spørgsmål, skulle sagsøgeren, hvis denne ligeledes ville have haft Kommissionen til at undersøge, om der forelå ny støtte som følge af den angivelige fortsættelse af salgsproceduren efter vedtagelsen af den anden anfægtede afgørelse, have indgivet en ny klage desangående.

168    Heraf følger, at de argumenter, der er fremført til støtte for det første anbringendes femte led, ikke gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure.

169    Det første anbringendes femte led, sammenholdt med det femte og det ottende anbringende, skal derfor forkastes.

3)      Det tredje anbringendes tredje led om den omstændighed, at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn udgjorde ny statsstøtte

170    Ifølge sagsøgeren indeholdt såvel den aftalte pris som betalingsbetingelserne elementer af støtte, for det første fordi 6 mio. EUR fra Nürburgrings operatørs bruttodriftsoverskud (jf. præmis 7 ovenfor) blev modregnet i købsprisen, til trods for at denne operatør i 2013 havde oplyst, at den ikke gjorde sig nogen forhåbninger om at tjene noget på Nürburgrings aktiver, for det andet fordi betalingen af den anden rate af købsprisen blev udsat, for det tredje fordi der blev givet afkald på den bod på 25 mio. EUR, der var fastsat i købskontrakten for udestående betalinger, og for det fjerde fordi Nürburgrings aktiver blev solgt til en senere erhverver inden for rammerne af en ikke-gennemsigtig procedure.

171    Derudover havde forpagtningsaftalen vedrørende Nürburgrings aktiver ikke selv været genstand for en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget udbudsprocedure, hvilket betød, at forpagtningsafgifterne ikke stemte overens med en markedspris og indeholdt nye elementer af støtte. Det fremgår af 56. betragtning til den endelige afgørelse, at denne forpagtningsaftale blev indgået mellem et selskab, som var uafhængigt af sælgerne, og som konkret handlede som depositar for de pågældende aktiver, og et driftsselskab oprettet af Capricorn, for en periode, som løb fra den 1. januar 2015, med henblik på at skabe en overgang svarende til den eventuelle realisering af den betingelse, som salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn var underlagt, nemlig Kommissionens vedtagelse af en afgørelse, som fjernede enhver risiko for, at køberen af de omhandlede aktiver skulle betale støtten til sælgerne tilbage. I denne henseende var købsprisen for Nürburgrings aktiver blevet reduceret med beløbet for disse forpagtningsafgifter, som blev modregnet i denne pris frem til den dag, hvor salget blev gennemført.

172    Kommissionen har bestridt dette argument og navnlig gjort gældende, at de beløb, der blev betalt i forpagtningsafgifter for Nürburgrings aktiver, udgjorde afdrag, som reducerede den resterende købspris, der skulle betales for disse aktiver, og dermed risikoen for, at køberen skulle blive insolvent. Derudover havde betingelserne for betaling af købsprisen for Nürburgrings aktiver ikke nogen indvirkning på værdien af disse aktiver, som svarede til den pris, der var fastsat i kontrakten.

173    Af de grunde, der er anført i præmis 138-158 ovenfor, er der ikke anledning til at fastslå, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om udbudsproceduren var gennemsigtig og ikke-diskriminerende.

174    Det fremgår ligeledes af disse grunde, at den undersøgelse, som Kommissionen foretog, og som udmøntede sig i vedtagelse af den anden anfægtede afgørelse, gjorde det muligt at fjerne al tvivl med hensyn til, om køberen havde opnået en uretmæssig fordel i forbindelse med forpagtningsaftalen vedrørende Nürburgrings aktiver eller de øvrige betingelser for betaling af købsprisen for de omhandlede aktiver.

175    Det tredje anbringendes tredje led, sammenholdt med det femte og det ottende anbringende, skal således forkastes.

176    Det fremgår af det ovenstående, at det femte og det ottende anbringende, når de undersøges under hensyntagen til de argumenter, som sagsøgeren har fremsat i det første, det andet, det tredje og det fjerde anbringende, ikke gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure. Det femte og det ottende anbringende skal derfor forkastes.

d)      Det sjette anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

177    Ifølge sagsøgeren har Kommissionen tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke i tilstrækkelig grad har begrundet de væsentlige betragtninger, som ligger til grund for den anden anfægtede afgørelse.

178    Sagsøgeren er navnlig i tvivl om, på hvilket grundlag Kommissionen i 240. betragtning til den endelige afgørelse har konstateret, at Forbundsrepublikken Tyskland solgte Nürburgrings aktiver »ved en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure til den bydende, der havde indgivet det højeste bud med en sikret finansiering«.

179    Derudover er sagsøgeren i tvivl om grundlaget for den afgørelse, ifølge hvilken salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke udgør statsstøtte, og grunden til, at denne afgørelse figurerer i 285. betragtning til den endelige afgørelse, men ikke er gentaget i den endelige afgørelses dispositive del.

180    Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen til grund for størstedelen af sine konstateringer har lagt oplysninger fra forvalteren og kuratoren, som den har fået forelagt af Forbundsrepublikken Tyskland.

181    Kommissionen har bestridt dette argument.

182    Ifølge retspraksis skal en retsakts begrundelse være tilstrækkelig til, at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. for så vidt angår statsstøtte dom af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 88 og 89, af 22.4.2008, Kommissionen mod Salzgitter, C-408/04 P, EU:C:2008:236, præmis 56, og af 30.4.2009, Kommissionen mod Italien og Wam, C-494/06 P, EU:C:2009:272, præmis 48 og 49). Hvad angår afvisningen af en klage vedrørende statsstøtte er det bl.a. blevet præciseret, at denne begrundelse skal meddele klageren grundene til, at de i klagen nævnte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger en statsstøtte (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 64, og af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 89).

183    I den foreliggende sag indeholder 266.-281. betragtning til den endelige afgørelse under overskriften »Klager over salget af [Nürburgrings aktiver]« en detaljeret begrundelse for Kommissionens afgørelse om, at Nürburgrings aktiver blev solgt til den bydende, der i en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure afgav det højeste bud med en sikret finansiering, og dermed at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke skete til en pris, der var lavere end markedsprisen, og derfor ikke udgjorde statsstøtte.

184    Denne begrundelse er tilstrækkelig til at opfylde de krav, der fremgår af den i præmis 182 ovenfor nævnte retspraksis.

185    Den anden anfægtede afgørelse, ifølge hvilken salget af Nürburgrings aktiver ikke udgør statsstøtte, fremgår i øvrigt ikke kun af første led i 285. betragtning til den endelige afgørelse, men er ligeledes gentaget i artikel 1, sidste led, i den endelige afgørelse. Sagsøgerens klagepunkt i denne henseende savner derfor grundlag.

186    Endelig skal det anføres, at Kommissionen inden for rammerne af statsstøttekontrollen er underlagt en forpligtelse til at gennemføre en omhyggelig og upartisk undersøgelse, og denne forpligtelse medfører særligt en forpligtelse for Kommissionen til omhyggeligt at undersøge de oplysninger, som sætter den i stand til at tage stilling til den omhandlede foranstaltnings karakter af statsstøtte, og som medlemsstaten har fremlagt for den (jf. dom af 22.10.2008, TV2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, EU:T:2008:457, præmis 183 og den deri nævnte retspraksis).

187    Det er både på baggrund af de oplysninger, den pågældende stat har fremlagt, og oplysningerne fra eventuelle klagere, at Kommissionen skal foretage sin bedømmelse under den indledende undersøgelse i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF (dom af 3.5.2001, Portugal mod Kommissionen, C-204/97, EU:C:2001:233, præmis 35).

188    I 266.-271. betragtning til den endelige afgørelse har Kommissionen undersøgt kuratorernes bemærkninger, som de tyske myndigheder har fremlagt, og som fremgår af 102.-110. betragtning til den nævnte afgørelse, og sammenholdt dem med sagsøgerens bemærkninger, som fremgår af 97.-101. betragtning til afgørelsen. Kommissionen har her fremsat sine egne konstateringer og bemærkninger angående de relevante oplysninger, navnlig udbudsprocedurens gennemsigtige og ikke-diskriminerende karakter.

189    Kommissionen har således rent faktisk foretaget en undersøgelse og taget stilling til oplysningerne fra såvel sagsøgeren som de tyske myndigheder i den foreliggende sag.

190    Følgelig skal sagsøgerens klagepunkt i denne henseende og dermed det sjette anbringende i sin helhed forkastes.

e)      Det niende anbringende om tilsidesættelse af retten til god forvaltning

191    Ved sit niende anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til god forvaltning, således som denne fremgår af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen har hverken taget tilstrækkeligt hensyn til alle de relevante oplysninger og argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig, eller efterprøvet forvalterens og kuratorens forklaringer. Sagsøgeren er af den opfattelse, at princippet om god forvaltningsskik er udtryk for sagsøgerens ret til at fremsætte bemærkninger og til at få sine bemærkninger vurderet, en ret, som sagsøgeren i øvrigt har påstået tilsidesat i det syvende og det ottende anbringende.

192    Kommissionen har bestridt dette argument.

193    For så vidt angår klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, der tager udgangspunkt i den manglende vurdering af sagsøgerens bemærkninger, falder det sammen med det syvende anbringende, hvorved sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse har undladt at tage stilling til sagsøgerens bemærkninger. Da sagen er blevet afvist for så vidt angår annullation af den første anfægtede afgørelse, bortfalder såvel det syvende anbringende som dette klagepunkt.

194    For så vidt angår klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, der tager udgangspunkt i tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til at fremsætte bemærkninger, falder det sammen med det ottende anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder som følge af den manglende indledning af en formel undersøgelsesprocedure, som allerede er blevet undersøgt og forkastet i præmis 176 i nærværende dom.

195    Heraf følger, at det niende anbringende dels skal afvises, dels er ugrundet.

196    Alle de anbringender og klagepunkter om annullation af den anden anfægtede afgørelse, som direkte vedrører tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder, og alle de anbringender og klagepunkter om annullation af den anden anfægtede afgørelse, som indeholder argumenter, der kan have tilknytning til disse anbringender og klagepunkter, er blevet forkastet, hvorfor påstanden om annullation af den omhandlede afgørelse skal forkastes.

197    For så vidt som sagsøgeren har fremsat flere beviser i form af vidneførsel må det konstateres, at sidstnævnte ikke synes at være nødvendige for at afgøre tvisten og navnlig ikke for at efterprøve, om Kommissionen som følge af de af sagsøgeren fremførte forhold eller indicier burde have haft betænkeligheder. Følgelig forkastes disse beviser.

198    På baggrund af samtlige ovenstående vurderinger skal sagen dels afvises, dels forkastes som ugrundet.

IV.    Sagsomkostninger

199    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, tilpligtes denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

1)      Påstanden om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, forkastes.

2)      Europa-Kommissionen frifindes.

3)      Ja zum Nürburgring eV bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Pelikánová

Valančius

Nihoul

Svenningsen

 

      Öberg

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. juni 2019.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: tysk.