PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)
17. september 2014 (*)
»Personalesag – ansatte i Frontex – midlertidigt ansat – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – forlængelsesprocedure – artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – retten til at blive hørt – tilsidesættelse – indvirkning på afgørelsens indhold«
I sag F-117/13,
angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF,
Kari Wahlström, tidligere midlertidigt ansat ved Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser, Espoo (Finland), ved advokat S. Pappas,
sagsøger,
mod
Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) ved S. Vuorensola og H. Caniard, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron,
sagsøgt,
har
PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af præsidenten, S. Van Raepenbusch (refererende dommer), og dommerne R. Barents og K. Bradley,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. juni 2014,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 30. november 2013 har Kari Wahlström nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) den 19. februar 2013 om ikke at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat.
Retsforskrifter
2 I henhold til artikel 17 i Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26. oktober 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (EUT L 349, s. 1) gælder vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) for Frontex’ personale.
Ansættelsesvilkårene
3 I artikel 2 i ansættelsesvilkårene i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, hedder det:
»Ved midlertidigt ansat forstås i disse ansættelsesvilkår:
a) den, der ansættes i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige
[…]«
4 Hvad angår kontraktens ophør bestemmer artikel 47 i ansættelsesvilkårene i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, følgende:
»Undtagen ved dødsfald ophører ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat:
[…]
b) for kontrakter på bestemt tid:
i) på det tidspunkt, der er fastsat i kontrakten
ii) ved udløbet af den opsigelsesfrist, der er fastsat i kontrakten, og som giver den ansatte eller institutionen mulighed for at opsige kontrakten, inden den udløber. […]«
Proceduren for forlængelse af kontrakter som midlertidigt ansat i Frontex
5 På tidspunktet for de faktiske omstændigheder var proceduren til forlængelse af kontrakter som midlertidigt ansat i Frontex organiseret ved retningslinjer, meddelt Frontex’ personale den 26. juli 2010 ved administrativ skrivelse nr. 40, hvis formål bl.a. var at sikre sammenhæng, gennemsigtighed og retfærdighed i forbindelse med procedureforløbet (herefter »retningslinjerne«). Ifølge retningslinjernes punkt 2 består forlængelsesproceduren af fire etaper:
– Efter at den ansatte har givet udtryk for et ønske om, at hans kontrakt forlænges, anfører bedømmeren sine kommentarer og sit forslag vedrørende forlængelsen på en ad hoc formular.
– Medbedømmeren undersøger bedømmerens forslag og anfører på samme formular, om han er enig eller uenig samt sin begrundelse herfor; i tilfælde af uenighed mellem bedømmeren og medbedømmeren anfører sidstnævnte skriftligt begrundelsen for, at han er uenig.
– Direktøren for den pågældende division anfører en anbefaling på formularen.
– Den administrerende direktør træffer den endelige afgørelse.
6 Retningslinjernes punkt 3, litra a), har følgende ordlyd:
»Hvis den administrerende direktør beslutter at forlænge kontrakten med [fem] år, forbereder [afdelingen for menneskelige ressourcer] en skrivelse, hvori den ansatte tilbydes en forlængelse af kontrakten for denne periode […]
Efter at have modtaget et bekræftende svar fra den ansatte forbereder [afdelingen for menneskelige ressourcer] et tillæg, som er færdigt [to] måneder før den pågældende kontrakts udløb, og som skal godkendes og underskrives af den ansatte […]«
7 Retningslinjernes punkt 3, litra b), præciserer:
»Hvis den administrerende direktør beslutter ikke at forlænge kontrakten, forbereder [afdelingen for menneskelige ressourcer] en skrivelse, hvori angives de argumenter, som er anført af bedømmeren (begrundelse, som har sammenhæng med tjenestens interesse, begrundelse, som har sammenhæng med indsatsen eller en kombination af disse to). Denne skrivelse underskrives af den administrerende direktør og fremsendes til den ansatte [12] måneder før udløbet af den gældende kontrakt.«
Sagens faktiske omstændigheder
8 Sagsøgeren tiltrådte tjenesten ved Frontex den 1. august 2006 i egenskab af midlertidigt ansat som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), for en periode på fem år med mulighed for forlængelse. Han blev i begyndelsen udpeget som chef for kontoret for administrative tjenester i Frontex og indplaceret i lønklasse A*12, andet løntrin.
9 Primo 2008 blev der oprettet et yderligere chefniveau bestående af »divisioner«, under ledelse af »divisionsdirektører«, mellem kontorerne og den administrerende direktør. I foråret 2008 blev der iværksat en udvælgelsesprocedure vedrørende mellemlederstillingerne som divisionsdirektører. Sagsøgeren, som blev opfordret til at deltage af den administrerende direktør, indgav ansøgning til stillingen som administrativ divisionsdirektør, men hans ansøgning blev imidlertid ikke imødekommet. M.C. blev udvalgt til at bestride denne stilling.
10 Sagsøgeren blev efter en intern udvælgelsesprocedure og i overensstemmelse med et tillæg til hans kontrakt, underskrevet den 22. juni 2010, med virkning fra den 1. august 2010 ansat i stillingen som chef for Frontex’ operationelle kontor i Piræus (Grækenland). Hans arbejdsopgaver som chef for kontoret for administrative tjenester var i juni 2010 blevet overført til direktøren for den administrative division, M.C., som i denne egenskab også var hans overordnede.
11 Hvad angår bedømmelsen af sagsøgerens faglige indsats blev der udfærdiget en bedømmelsesrapport i november 2009 for 2008. I denne rapport fandt direktøren for den administrative division, M.C., som var den direkte overordnede og i denne egenskab sagsøgerens bedømmer, og den administrerende vicedirektør, i dennes egenskab af medbedømmer, at sagsøgerens indsats henhørte under niveau III, eftersom han ifølge dem »delvist havde opfyldt forventningerne vedrørende effektivitet, kapacitet og adfærd i tjenesten«. I den efterfølgende bedømmelsesrapport, udfærdiget den 23. juni 2010 for 2009, placerede samme bedømmer og medbedømmer til gengæld sagsøgerens indsats på niveau II, idet sidstnævnte ifølge dem »fuldt ud havde opfyldt forventningerne vedrørende effektivitet, kapacitet og adfærd i tjenesten«. Endelig fik sagsøgeren den 23. februar 2011 tilsendt et udkast til bedømmelsesrapport for 2010, hvori bedømmeren og medbedømmeren, som var blevet udskiftet og var henholdsvis den administrerende vicedirektør og den administrerende direktør, fandt, at sagsøgerens indsats skulle placeres på niveau III.
12 Den 28. april 2011 indgav sagsøgeren en klage over udkastet til bedømmelsesrapporten for 2010 til udvalget for fælles bedømmelse nedsat ved artikel 13 i afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Frontex af 27. august 2009 om udfærdigelse af en procedure til bedømmelse af de ansatte. Den 13. juni 2012 afgav udvalget sin udtalelse, hvori det blev konkluderet, at »henset til, at der ikke i rapporten var fastsat mål, og til utilstrækkelige beviser til støtte for visse af rapportens bedømmelser«, var det nødvendigt at »forbedre [rapportens] upartiskhed og objektivitet«, og at »som følge af klagerens lange sygeorlovsperioder i 2011 og de vanskeligheder, som fulgte heraf med henblik på at gennemføre alle etaperne i bedømmelsesproceduren, […] på den ene side, […] den gældende procedure ikke [var] blevet fulgt, men, på den anden side, at ansvaret ikke [kunne] tilskrives bedømmeren og/eller medbedømmeren«.
13 Ved e-mail af 11. juli 2012 fik sagsøgeren meddelelse om, at medbedømmeren havde besluttet at stadfæste bedømmelsesrapporten for 2010 og ikke at ændre denne. Sagsøgeren anfægtede nævnte rapport ved Personaleretten, som ved dom af 9. oktober 2013, Wahlström mod Frontex (F-116/12, EU:F:2013:143, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-653/13 P), frifandt sagsøgte.
14 Hvad angår forlængelsen af sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat, hvis udløb i kontrakten var fastsat til den 31. juli 2011, forespurgte afdelingen for menneskelige ressourcer i øvrigt ved e-mail af 22. juli 2010 sagsøgeren, om han var interesseret i en forlængelse af hans kontrakt med henblik på at vide, om der skulle »iværksættes en forlængelsesprocedure 12 måneder i forvejen«, således som fastsat i retningslinjerne. Ved e-mail af samme dag svarede sagsøgeren bekræftende, idet han oplyste, at han »mere end nogensinde før er interesseret […] i de aktuelle opgaver, omstændighederne og de fremtidige perspektiver [for stillingen], hvilket vil[le] gøre det muligt for [ham] at tjene Frontex ved at drage fordel af [hans] uddannelse som kystvagtofficer og af [hans] 20 år lange erfaring på området for styring af grænserne«. Afdelingen for menneskelige ressourcer svarede straks sagsøgeren ved en besvarelse af e-mailen, at den »iværksatte« proceduren til forlængelse af kontrakten, og at en afgørelse herom kunne forventes ultimo september eller primo oktober 2010.
15 Under et møde den 9. december 2010 meddelte den administrerende direktør i sin egenskab af Frontex’ ansættelsesmyndighed, at han ikke havde til hensigt at forlænge sagsøgerens kontrakt. Næste dag vedtog den administrerende direktør formelt afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt i overensstemmelse med anbefalingen fra den administrerende vicedirektør, som i egenskab af sagsøgerens bedømmer på formularen til forlængelse af kontrakten havde understreget, at sidstnævntes faglige indsats de sidste fire år ikke havde levet op til forventningerne. Sagsøgeren blev underrettet om denne afgørelse den 16. december 2010.
16 Afgørelsen af 10. december 2010 truffet af den administrerende direktør for Frontex om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt var genstand for en administrativ procedure og blev dernæst anfægtet af sagsøgeren ved Personaleretten, som ved dom af 30. januar 2013, Wahlström/Frontex (F-87/11, EU:F:2013:10), annullerede nævnte afgørelse på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, idet Personaleretten fastslog, at proceduren til forlængelse af sagsøgerens kontrakt var behæftet med fejl, idet den konsulterede bedømmer var inkompetent. Efter denne annullation traf den administrative direktør for Frontex i sin egenskab af ansættelsesmyndighed den 19. februar 2013 en ny afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt (herefter »den anfægtede afgørelse«), som blev meddelt sagsøgeren den 22. februar 2013, med den nye formular til forlængelse af hans kontrakt udfyldt af bedømmeren og medbedømmeren.
17 Den 23. april 2013 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Denne klage blev afslået af ansættelsesmyndigheden ved afgørelse af 21. august 2013.
Parternes påstande
18 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Personaleretten anvender sin fulde prøvelsesret med henblik på at sikre, at dens afgørelse får effektiv virkning.
– Frontex tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19 Frontex har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Om annullationspåstanden
20 Sagsøgeren har til støtte for sin påstand fremført fem anbringender vedrørende for det første tilsidesættelse af retten til forsvar, for det andet tilsidesættelse af retningslinjernes punkt 3, litra c), for det tredje tilsidesættelse af princippet om overholdelse af den berettigede forventning, for det fjerde manglende overholdelse af omsorgspligten og for det femte anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.
21 Med det første anbringende har sagsøgeren foreholdt Frontex, at agenturet ikke hørte ham forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, som udgør en bebyrdende retsakt, der kan have alvorlige konsekvenser for hans erhvervsmæssige situation, eftersom den, idet den hviler på en bedømmelse af hans kvalifikationer, fratager ham hans ansættelsesforhold. En sådan afgørelse bør derfor betragtes som værende en afgørelse, der træffes efter en procedure iværksat over for sagsøgeren.
22 Sagsøgeren har også anført, at retten til at blive hørt udgør et grundlæggende princip i EU-retten, som går forud for retningslinjerne, således at den omstændighed, at disse ikke fastsætter en høring af de pågældende ansatte, ikke kan medføre, at nævnte princip ikke finder anvendelse. Det er kun i meget særlige tilfælde, når det i praksis viser sig umuligt eller uforeneligt med tjenestens interesser at foretage en forudgående høring af den berørte, at de krav, der følger af førnævnte princip, vil kunne opfyldes ved en høring snarest muligt efter vedtagelsen af den bebyrdende afgørelse. I det foreliggende tilfælde har Frontex imidlertid ikke konsulteret sagsøgeren hverken før eller ved førstgivne lejlighed efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
23 Frontex har ikke bestridt, at den anfægtede afgørelse er bebyrdende for sagsøgeren, eller at overholdelsen af retten til forsvar under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan føre til en bebyrdende retsakt, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat regler for den pågældende procedure. Frontex har imidlertid gjort gældende, at den blotte omstændighed, at en afgørelse ud fra et processuelt synspunkt udgør en bebyrdende retsakt, ikke er tilstrækkelig til, at administrationen er forpligtet til i fornødent omfang at høre den pågældende ansatte forud for vedtagelsen af nævnte afgørelse. Det er også nødvendigt, at den administrative procedure, efter hvilken den bebyrdende afgørelse blev vedtaget, blev indledt over for den berørte. Dette er imidlertid ikke tilfældet med proceduren til forlængelse af en kontrakt som midlertidigt ansat, som ifølge de samme bedømmelsesregler og ‑kriterier finder anvendelse på alle midlertidigt ansatte, hvis kontrakter udløber i nær fremtid, og som netop ønsker, at disse forlænges. Det ville under disse omstændigheder være selvmodsigende at påstå, at en sådan procedure indledes over for den pågældende ansatte.
24 Frontex har under retsmødet ligeledes anført, at artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder heller ikke forpligter agenturet til at høre sagsøgeren om forlængelsen af hans kontrakt, eftersom en sådan forlængelse ikke kunne være bebyrdende for ham.
25 I denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis udgør retten til kontradiktion under en hvilken som helst procedure, der indledes over for nogen, og som kan føre frem til en retsakt, der indeholder et klagepunkt imod denne, et grundlæggende EU-retligt princip, der skal overholdes, selv i tilfælde, hvor der ikke foreligger regler for den pågældende procedure (domme Belgien mod Kommissionen, 234/84, EU:C:1986:302, præmis 27, Tyskland mod Kommissionen, C-288/96, EU:C:2000:537, præmis 99, og Kommissionen mod De Bry, C-344/05 P, EU:C:2006:710, præmis 37).
26 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse blev truffet efter en procedure, der var indledt over for ham, for så vidt som den straffer ham ved at fratage ham hans ansættelsesforhold på grundlag af en bedømmelse af hans kvalifikationer. Som Frontex imidlertid med rette har bemærket, tilsigter proceduren til forlængelse af kontrakter som midlertidigt ansatte netop at gøre det muligt for ansættelsesmyndigheden, efter at de pågældende ansatte har udtrykt ønske herom, at undersøge, om der skal foretages en forlængelse af deres kontrakter, som snart udløber, ifølge regler, som sikrer dem en ens behandling, på et område, hvor ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn. Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at den procedure, som førte til den anfægtede afgørelse, blev indledt over for sagsøgeren, som følgelig ikke herved kan påberåbe sig ret til at blive hørt.
27 Selv om det således ikke i det foreliggende tilfælde er godtgjort, at den anfægtede afgørelse blev truffet efter en procedure indledt over for sagsøgeren, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne afgørelse berører sidstnævntes situation til ugunst for denne, idet den medfører, at denne fratages muligheden for at fortsætte sit ansættelsesforhold ved Frontex. Retten til at blive hørt, således som den nu er sikret ved chartrets artikel 41, og som ifølge Unionens retsinstanser finder almindelig anvendelse (dom L mod Parlamentet, T-317/10 P, EU:T:2013:413, præmis 81), omfatter imidlertid, idet den er mere omfattende, den processuelle ret, jf. nævnte artikels stk. 2, litra a), som enhver har til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt (jf. i denne retning domme Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 65, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 81-83, og Kommissionen mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 98 og 99). Følgelig påhvilede det i medfør af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), Frontex at gøre det muligt for sagsøgeren i fornødent omfang at fremkomme med sine bemærkninger inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Frontex har ikke på nogen måde bestridt, at agenturet ikke tillod sagsøgeren at blive hørt inden vedtagelse af denne.
28 For at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kan føre til annullation af den anfægtede afgørelse, er det imidlertid ifølge fast retspraksis nødvendigt at undersøge, om proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (domme G. og R., C-383/13 PPU, EU:C:2013:533, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, og CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 38).
29 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den nye formular til forlængelse af kontrakten, at bedømmerens anbefaling om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt hviler på niveauet for hans faglige indsats i 2009, således som den blev bedømt i den bedømmelsesrapport, der blev færdiggjort den 23. juni 2010. Denne bedømmelse blev nemlig i det væsentlige, og endog i stort omfang for så vidt angår ordlyden, gentaget i den anfægtede afgørelse, idet bedømmeren understregede »den utilstrækkelige indsats (kompetencer og adfærd) på de områder, der opfattes som vigtige nøgle- og prioritetsområder for så vidt angår stillingsindehaverens stilling«, ved netop at fremhæve de to mål, der ikke var nået, og som var nævnt i førnævnte bedømmelsesrapports afsnit B (med overskriften »Réalisation des objectifs au cours de la période de référence« [(gennemførelse af mål i referenceperioden)]). Ligeledes blev det besværlige forhold til visse kontorer og den omstændighed, at der til stadighed blev truffet forkerte afgørelser, som understreget i nævnte rapports afsnit D »Capacités (compétences et qualifications) au cours de la période de référence« [(effektivitet (kompetencer og kvalifikationer) i referenceperioden)], gengivet ordret i den anfægtede afgørelse under bedømmerens kommentarer. Det er imidlertid ikke bestridt, at sagsøgeren blev hørt i forbindelse med det bedømmelsesår, der omfatter 2009.
30 Dialogen mellem sagsøgeren og bedømmeren i forbindelse med dette bedømmelsesår kan imidlertid ikke i sig selv godtgøre, at proceduren til forlængelse af kontrakter, selv hvis der ikke forelå den ovenfor i præmis 27 konstaterede processuelle fejl, dvs. selv i det tilfælde, hvor sagsøgeren var blevet hørt inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og således havde været i stand til at forsvare sig selv foran risikoen for at miste sit arbejde, ikke kunne have fået et andet resultat, idet de pågældende to procedurer, den ene vedrørende udfærdigelsen af en bedømmelsesrapport, den anden vedrørende en forlængelse eller ingen forlængelse af en kontrakt, ganske vist har formål, der ligger tæt på hinanden, men ikke desto mindre er forskellige, og som kan hvile på forskellige bedømmelseskriterier. Navnlig udgør niveauet for den pågældende ansattes præstationer og kompetencer kun et af de elementer, ansættelsesmyndigheden kan tage hensyn til, når den tager stilling til forlængelsen af en kontrakt.
31 Dette gælder så meget desto mere for så vidt angår kommentarerne fra medbedømmeren, dvs. den administrerende vicedirektør, som ligeledes blev hørt i forbindelse med den nye procedure til forlængelse af kontrakten, som blev iværksat efter Personalerettens annullationsdom. Disse kommentarer vedrørte sagsøgerens faglige indsats i 2010, som sidstnævnte allerede havde bedømt, denne gang i sin egenskab af at være sagsøgerens bedømmer, i forbindelse med bedømmelsesåret 2011. Personaleretten fastslog imidlertid netop i sin dom Wahlström mod Frontex (EU:F:2013:143, præmis 38), hvor den tog stilling til søgsmålet til prøvelse af den bedømmelsesrapport, der blev udfærdiget i bedømmelsesåret 2011, at der ikke havde været nogen dialog mellem bedømmeren og sagsøgeren i forbindelse med dette bedømmelsesår.
32 Henset til det foregående vil det ikke kunne udelukkes, at ansættelsesmyndighedens konklusion om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt kunne have været anderledes, hvis sagsøgeren havde haft mulighed for i fornødent omfang at tilkendegive sin opfattelse vedrørende niveauet for hans faglige indsats såvel i 2009 som i 2010, og dette i sammenhæng med perspektivet om en fortsættelse af hans ansættelsesforhold ved Frontex, og at overholdelsen af retten til at blive hørt følgelig således kunne have haft en indvirkning på indholdet af den anfægtede afgørelse.
33 I det konkrete tilfælde at lægge til grund, at Frontex ville have vedtaget en identisk afgørelse, selv efter at have hørt sagsøgeren, er intet mindre end det samme som at gøre den grundlæggende ret til at blive hørt, som er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), indholdsløs, eftersom selve indholdet af denne ret indebærer, at den berørte har mulighed for at påvirke den pågældende beslutningsprocedure (dom Marcuccio mod Kommissionen, T-236/02, EU:T:2005:417, præmis 115).
34 Det følger af det foregående, at det første anbringende er begrundet, og at den anfægtede afgørelse følgelig bør annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender.
Om påstanden om, at Personaleretten skal udøve sin fulde prøvelsesret
35 Sagsøgeren har, idet han er af den opfattelse, at hans søgsmål, for så vidt som der heri er nedlagt påstand om annullation af en afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat, medfører økonomiske konsekvenser, nedlagt påstand om, at Personaleretten udøver den fulde prøvelsesret, som er tillagt den i vedtægtens artikel 91, stk. 1, og tilpligter Frontex at betale et beløb, som den efter ret og billighed finder nødvendigt med henblik på at sikre den effektive virkning af dens afgørelse.
36 Frontex er af den opfattelse, at det er ufornødent for Personaleretten at udøve sin fulde prøvelsesret og at pålægge agenturet at betale erstatning.
37 I denne forbindelse bemærkes, at annullation af en retsakt ved Unionens retsinstanser indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen. Når retsakten allerede er gennemført, forudsætter ophævelsen af virkningerne, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden dens vedtagelse, genoprettes (domme Landgren mod ETF, F-1/05, EU:F:2006:112, præmis 92, og Kalmár mod Europol, F-83/09, EU:F:2011:66, præmis 88). Desuden påhviler det i overensstemmelse med artikel 266 TEUF den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, »at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger«.
38 Det påpeges endvidere, at den anfægtede afgørelse blev annulleret, fordi sagsøgeren ikke i fornødent omfang blev hørt af ansættelsesmyndigheden inden vedtagelsen af denne.
39 I denne forbindelse kan det under alle omstændigheder ikke udelukkes, at ansættelsesmyndigheden finder, at den igen kan vedtage en afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat efter en fornyet undersøgelse af sagsakterne, under hensyntagen til denne doms begrundelse.
40 I øvrigt gælder, at hvis påstanden skal forstås som en påstand om erstatning af det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren har lidt som følge af de ulovligheder, der foreholdes ansættelsesmyndigheden i forbindelse med sagsøgerens annullationspåstand, må det imidlertid konstateres, at stævningen ikke indeholder den mindste godtgørelse af, at det påståede ikke-økonomiske tab ikke vil kunne dækkes fuldt ud ved en annullation af den anfægtede afgørelse, som er årsagen til dette tab.
41 Følgelig er det ufornødent for Personaleretten under udøvelsen af den fulde prøvelsesret, som den har i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, at sikre denne annullationsdoms effektive virkning.
Sagens omkostninger
42 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
43 Det følger af denne doms begrundelse, at Frontex har tabt sagen. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Frontex tilpligtes at betale sagsomkostningerne. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor Frontex pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling):
1) Afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) den 19. februar 2013 om ikke at forlænge Kari Wahlströms kontrakt som midlertidig ansat annulleres.
2) I øvrigt frifindes Frontex.
3) Frontex bærer sine egne omkostninger og betaler Kari Wahlströms omkostninger.
Van Raepenbusch | Barents | Bradley |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. september 2014.
W. Hakenberg | | S. Van Raepenbusch |
Justitssekretær | | Præsident |