Language of document : ECLI:EU:T:2021:716

RETTENS DOM (Syvende Afdeling)

20. oktober 2021 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – disciplinær forfølgning – artikel 266 TEUF – administrative undersøgelser – princippet om god forvaltning – princippet om upartiskhed – annullations- og erstatningssøgsmål«

I sag T-220/20,

Petrus Kerstens, La Forclaz (Schweiz), ved advokat C. Mourato,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved B. Mongin og A.-C. Simon, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af Kommissionens skrivelse af 27. marts 2017, hvorved sagsøgeren blev underrettet om genoptagelsen af en disciplinær forfølgning, og af afgørelsen af 11. juli 2019 om udstedelse af en advarsel til sagsøgeren, dels om erstatning af det tab, han angiveligt har lidt som følge af forløbet og varigheden af tre disciplinære forfølgninger,

har

RETTEN (Syvende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne V. Valančius (refererende dommer) og L. Truchot,

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. april 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgeren, Petrus Kerstens, er forhenværende tjenestemand ved Europa-Kommissionen. Han arbejdede i »Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO), hvor han var kontorchef fra 2003 til 2011, og derefter som rådgiver tilknyttet Generaldirektoratet (GD) for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«. Siden den 1. april 2016 har han været pensioneret.

2        For det første udarbejdede sagsøgeren, den 20. juli 2012, i forbindelse med afgørelsen af en tvist mellem ham og Kommissionen et internt notat, hvorefter Kommissionen besluttede at indlede en disciplinær forfølgning med referencen CMS 12/063 med den begrundelse, at dette notat indeholdt udtalelser, der ansås for at være fornærmende. Denne forfølgning førte til vedtagelsen af afgørelsen af 15. april 2014, hvorved sagsøgeren fik en irettesættelse (herefter »afgørelsen af 15. april 2014«).

3        Ved dom af 18. marts 2016, Kerstens mod Kommissionen (F-23/15, EU:F:2016:65), frifandt Retten for EU-Personalesager Europa-Kommissionen i det søgsmål, der var anlagt til prøvelse af afgørelsen af 15. april 2014.

4        Sagsøgeren iværksatte appel til prøvelse af denne dom, som Retten tiltrådte i dom af 14. februar 2017, Kerstens mod Kommissionen (T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74).

5        I denne forbindelse bemærkede Retten, i præmis 62-70 i dommen af 14. februar 2017, Kerstens mod Kommissionen (T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74), at den disciplinære forfølgning CMS 12/063 var blevet indledt, uden at der var blevet gennemført en forudgående administrativ undersøgelse, uden at sagsøgeren forinden var blevet hørt, og uden at der behørigt var blevet udarbejdet en undersøgelsesrapport efter en sådan undersøgelse, i strid med de forpligtelser, der påhvilede Kommissionen. I den nævnte doms præmis 88 og 89 udledte Retten heraf, at den disciplinære forfølgning, som skulle have været iværksat af ansættelsesmyndigheden på grundlag af en sådan undersøgelse og en rapport, som afsluttede denne, og efter høring af sagsøgeren, var behæftet med væsentlige mangler på grund af disse forsømmelser, således at det ikke kunne udelukkes, at denne forfølgning kunne have ført til et andet resultat, hvis de regler, der fandt anvendelse på denne, var blevet overholdt, og hvis sagsøgeren var blevet hørt. Følgelig annullerede Retten afgørelsen af 15. april 2014.

6        Ved skrivelse af 6. april 2017 meddelte ansættelsesmyndigheden sagsøgeren, at den i forbindelse med opfyldelsen af dommen af 14. februar 2017, Kerstens mod Kommissionen (T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74), havde givet Kommissionens Undersøgelses- og Disciplinærkontor (IDOC) instruks om dels at genoptage den disciplinære forfølgning CMS 12/063 ab initio og under et nyt CMS-nummer, dels at fjerne den sanktion i form af irettesættelse, som sagsøgeren var blevet pålagt ved afgørelsen af 15. april 2014, fra sagsøgerens personlige aktmappe.

7        Den 18. april 2017 indgav sagsøgeren en klage over ansættelsesmyndighedens skrivelse af 6. april 2017.

8        Den 25. juli 2017 afslog ansættelsesmyndigheden den nævnte klage.

9        For det andet besluttede ansættelsesmyndigheden den 7. september 2015, som følge af en mistanke om videregivelse af fortrolige oplysninger til en modtager uden for institutionen, at indlede en anden disciplinær forfølgning mod sagsøgeren, med referencen CMS 15/017. Disciplinærrådet afgav den 7. april 2016 en begrundet udtalelse, hvori det anførte, at sagsøgeren ikke havde overholdt sin loyalitetsforpligtelse, og at en disciplinær sanktion, der havde økonomiske følger, var berettiget. Ansættelsesmyndigheden besluttede imidlertid, som følge af den af sagsøgeren iværksatte appel til prøvelse af dommen af 18. marts 2016, Kerstens mod Kommissionen (F-23/15, EU:F:2016:65), at suspendere denne disciplinære forfølgning i afventning af udfaldet af denne appel og underrettede sagsøgeren herom ved skrivelse af 19. september 2016.

10      Ved skrivelse af 27. marts 2017 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den disciplinære forfølgning CMS 15/017 var blevet genoptaget efter afsigelsen af dommen af 14. februar 2017, Kerstens mod Kommissionen (T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74), og at den, henset til den omstændighed, at IDOC ikke havde foretaget en administrativ undersøgelse forud for høringen af sagsøgeren i henhold til artikel 3 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), havde givet IDOC instruks om at genoptage denne disciplinære forfølgning på det stadium, hvor denne ulovlighed, af samme type som den ulovlighed, som Retten havde fastslået hvad angik forfølgning CMS 12/063, var indtruffet. Den klage, som sagsøgeren indgav den 18. april 2017 over denne skrivelse, blev afslået af ansættelsesmyndigheden den 25. juli 2017.

11      Den 10. november 2017 anlagde sagsøgeren et annullationssøgsmål til prøvelse af den nævnte skrivelse af 27. marts 2017 samt til prøvelse af den i præmis 6 ovenfor omhandlede skrivelse af 6. april 2017. Ved kendelse af 26. juni 2018, Kerstens mod Kommissionen (T-757/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:391), fastslog Retten, at de anfægtede retsakter ikke udgjorde bebyrdende retsakter, for så vidt som de skulle kvalificeres som forberedende retsakter i forbindelse med verserende disciplinære forfølgninger. Denne kendelse blev stadfæstet efter appel ved kendelse af 22. januar 2019, Kerstens mod Kommissionen (C-577/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:129).

12      For det tredje indledte ansættelsesmyndigheden, den 27. september 2016, en særskilt disciplinær forfølgning mod sagsøgeren, under referencen CMS 16/009, vedrørende sagsøgerens »ikke-vedtægtsmæssige adfærd« over for ansatte i administrationen i forbindelse med den disciplinære forfølgning CMS 15/017.

13      Ved skrivelse af 21. juni 2017 fremsendte IDOC undersøgelsesmandaterne i forfølgningerne CMS 15/017 (nu CMS 17/009) og CMS 12/063 (nu CMS 17/010) til sagsøgeren. Efter anmodning fra sagsøgeren blev høringen af ham i forbindelse med disse forfølgninger og i forbindelse med forfølgning CMS 16/009 udsat flere gange. Den 4. april 2018 fremsendte IDOC en skrivelse til sagsøgeren vedrørende de påtalte forhold og opfordrede ham til at fremsende sine bemærkninger inden for en frist på ti dage. Den administrative undersøgelsesrapport blev fremsendt til GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« den 1. august 2018. Høringen af sagsøgeren fandt sted den 28. januar 2019.

14      Ved afgørelse af 11. juli 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved forfølgningerne CMS 16/009, CMS 17/009 og CMS 17/010 blev afsluttet, konstaterede ansættelsesmyndigheden, at sagsøgerens adfærd udgjorde en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 11, 12 og 17. Ansættelsesmyndigheden besluttede imidlertid ikke at indlede en disciplinær forfølgning mod sagsøgeren og at give ham en advarsel i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i bilag IX til vedtægten.

15      Den 29. august 2019 indgav sagsøgeren en klage over denne afgørelse. Denne klage blev forkastet ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 19. december 2019.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

16      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. april 2020 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

17      Den skriftlige forhandling blev afsluttet den 4. november 2020.

18      Den 30. november 2020 anmodede sagsøgeren om afholdelse af et retsmøde i henhold til artikel 106 i Rettens procesreglement.

19      På forslag fra den refererende dommer imødekom Retten (Syvende Afdeling) sagsøgerens anmodning og indledte den mundtlige forhandling i sagen.

20      Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens spørgsmål i retsmødet den 22. april 2021.

21      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse samt ansættelsesmyndighedens skrivelse af 27. marts 2017, hvorved sagsøgeren blev underrettet om genoptagelsen af forfølgning CMS 15/017 (nu CMS 17/009) annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 30 000 EUR i godtgørelse for den lidte ikke-økonomiske skade.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

22      Kommissionen har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i det hele.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Om annullationspåstanden

23      Indledningsvis bemærkes, at Retten ved kendelse af 26. juni 2018, Kerstens mod Kommissionen (T-757/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:391), allerede har fastslået, at skrivelsen af 27. marts 2017 ikke udgjorde en bebyrdende retsakt. Følgelig konstateres, at påstanden om annullation af denne skrivelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

24      Sagsøgeren har til støtte for sine påstande om annullation fremført tre anbringender. Med det første anbringende har han påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF med den begrundelse, at Kommissionen har vedtaget upassende foranstaltninger til opfyldelse af dommen af 14. februar 2017, Kerstens mod Kommissionen (T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74), vedrørende afgørelsen af 15. april 2014, hvorved han fik en irettesættelse i forbindelse med den disciplinære forfølgning CMS 12/063 (nu CMS 17/010), og har tilsidesat princippet non bis in idem. Med det andet anbringende har han påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, af princippet om god forvaltning, hvorunder forpligtelsen til upartisk og retfærdig behandling af sagerne henhører, af princippet om uskyldsformodning og af retten til forsvar. Endelig har han med det tredje anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, af de procedureregler, der finder anvendelse på administrative undersøgelser og på disciplinære forfølgninger, af retten til forsvar og af begrundelsespligten.

25      Retten finder, at det andet anbringende bør behandles først.

26      I forbindelse med dette anbringende har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at enhver ny disciplinær forfølgning skal give garantier om upartiskhed og retfærdighed, således som det kræves i henhold til det princip om god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Sagsøgeren har påpeget, at princippet om upartiskhed har en dobbelt dimension, både subjektiv og objektiv, der påbyder den disciplinære myndighed dels ikke ved sin adfærd at vise partiskhed eller forhåndsindstilling, dels at være objektivt upartisk ved at tilbyde alle de garantier, der er tilstrækkelige til at udelukke enhver berettiget tvivl herom.

27      Ifølge sagsøgeren medførte genoptagelsen af de disciplinære forfølgninger i det foreliggende tilfælde, at de samme administrative myndigheder og de samme ansvarlige på ny skulle undersøge de sager, som de allerede havde behandlet, i strid med de principper, der er nævnt i præmis 26 ovenfor.

28      Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved at sammenlægge de tre disciplinære forfølgninger CMS 12/063 (nu CMS 17/010), CMS 15/017 (nu CMS 17/009) og CMS 16/009 med henblik på en fælles undersøgelse har tilsidesat sin pligt til objektiv upartiskhed. Denne sammenlægning er nemlig udtryk for ansættelsesmyndighedens ønske om at skærpe anklagerne mod sagsøgeren og at lade et disciplinærråd undersøge forfølgning CMS 12/063 (nu CMS 17/010). Ifølge sagsøgeren blev de tre administrative undersøgelser gennemført særskilt, og det var først på tidspunktet for afslutningen af disse undersøgelser, at de tre rapporter blev vedlagt som bilag til IDOC’s fælles endelige rapport.

29      Sagsøgeren har endelig anført, at den ansvarlige for undersøgelserne i IDOC i forbindelse med de to disciplinære forfølgninger CMS 12/063 (nu CMS 17/010) og CMS 15/017 (nu CMS 17/009) har anmeldt de forhold, der blev undersøgt i forbindelse med sidstnævnte forfølgning. Sagsøgeren har rejst tvivl om vedkommendes subjektive upartiskhed samt om upartiskheden hos generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«, der var involveret i flere procedurer vedrørende sagsøgeren. Han har ligeledes stillet spørgsmålstegn ved den fælles undersøgelsesprocedures objektive upartiskhed som følge af, at den nævnte anmelder deltog i denne undersøgelse i sin egenskab af ansvarlig for denne undersøgelses gennemførelse.

30      Kommissionen har gjort gældende, at de tre disciplinære forfølgninger af sagsøgeren blev sammenlagt af procesøkonomiske hensyn. Ifølge Kommissionen forsøgte IDOC og ansættelsesmyndigheden ved denne fremgangsmåde ikke at forværre sagsøgerens situation eller at handle til skade for ham, men gjorde det tværtimod muligt, at denne var genstand for en enkelt advarsel for samtlige de forhold, der lå til grund for disse tre procedurer.

31      Kommissionen har hvad angår anfægtelsen af upartiskheden hos den ansvarlige for undersøgelserne samt upartiskheden hos generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« gjort gældende, at sagsøgeren kun har fremført antydninger eller bekymringer, der ikke kan verificeres. Det samme gælder ifølge Kommissionen for så vidt angår anfægtelsen af undersøgelsesprocedurens upartiskhed som følge af, at anmelderen hvad angår de forhold, der ligger til grund for forfølgning CMS 15/017 (nu CMS 17/009), deltog i denne undersøgelse i sin egenskab af ansvarlig for denne.

32      Det bemærkes, at chartrets artikel 41, der i henhold til artikel 6, stk. 1, TEU har samme juridiske værdi som traktaterne, fastsætter retten til god forvaltning. Denne ret indebærer i henhold til chartrets artikel 41, stk. 1, bl.a., at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

33      Ifølge retspraksis er administrationen, i henhold til princippet om god forvaltning, forpligtet til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de relevante oplysninger i den konkrete sag, som den har fået forelagt, og at samle alle de faktiske og retlige elementer, der er nødvendige for at udøve dens skønsbeføjelse, samt at sikre, at de procedurer, som den foranstalter, forløber tilfredsstillende og effektivt (jf. dom af 26.9.2014, B&S Europe mod Kommissionen, T-222/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:837, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

34      Det bemærkes ligeledes, at kravet om upartiskhed omfatter dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (jf. dom af 7.11.2019, ADDE mod Parlamentet, T-48/17, EU:T:2019:780, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). I forbindelse med undersøgelsen af en kollegial procedures upartiskhed er den omstændighed, at tvivlen angående upartiskheden kun vedrører et enkelt medlem af et kollegialt organ, ikke nødvendigvis afgørende, henset til det forhold, at denne person kunne have udøvet en afgørende indflydelse i forbindelse med drøftelserne (dom af 7.11.2019, ADDE mod Parlamentet, T-48/17, EU:T:2019:780, præmis 58).

35      Hvad angår den subjektive upartiskhed fremgår det af retspraksis, at der formodes at foreligge subjektiv upartiskhed, indtil det modsatte er bevist (jf. dom af 27.11.2018, Mouvement pour une Europe des nations et des libertés mod Parlamentet, T-829/16, EU:T:2018:840, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

36      Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ikke har fremlagt noget bevis, der rejser tvivl om undersøgelsesprocedurens subjektive upartiskhed.

37      Hvad angår en undersøgelses objektive upartiskhed har Retten allerede fastslået, at denne ikke forelå, når det var blevet godtgjort, at en af undersøgerne forud for indledningen af undersøgelsen havde haft kendskab til de faktiske omstændigheder, der var genstand for undersøgelsen, idet han personligt var blevet kontaktet af en klager, og når den berørte institution kunne have udpeget en person til undersøger, som ikke havde noget forudgående kendskab til de faktiske omstændigheder, og således ikke rejste nogen rimelig tvivl om sin upartiskhed i forhold til den anden part (jf. i denne retning dom af 20.9.2019, UZ mod Parlamentet, T-47/18, der verserer som appelsag, EU:T:2019:650, præmis 51-56).

38      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at den person, der var ansvarlig for gennemførelsen af den fælles undersøgelse, der blev indledt vedrørende de tre forfølgninger CMS 16/009, CMS 15/017 (nu CMS 17/009) og CMS 12/063 (nu CMS 17/010), er den person, som havde anmeldt de forhold, der var genstand for forfølgning CMS 15/017 (nu CMS 17/009), dvs. chefen for enheden »HR IDOC 1«.

39      Det er i øvrigt godtgjort, at den nævnte anmelder kunne have haft en efterfølgende aktiv rolle i gennemførelsen af den undersøgelse, der blev gennemført i forbindelse med forfølgning CMS 15/017 (nu CMS 17/009), i sin egenskab af person, der havde til opgave at lede den fælles undersøgelse i forbindelse med de tre disciplinære forfølgninger. For det første oplyste denne person nemlig ved skrivelse af 21. juni 2017 sagsøgeren om, at han havde fået mandat den 1. juni 2017 til at lede den nævnte undersøgelse og havde udnævnt to undersøgere med henblik herpå. Dels blev den endelige undersøgelsesrapport underskrevet af vedkommende personligt, hvilket viser, at han rent faktisk deltog i undersøgelsen.

40      Kommissionen har i denne forbindelse under retsmødet erkendt, at selv om denne persons aktive rolle ikke præcist var blevet godtgjort, havde vedkommende i sin egenskab af ansvarlig for opfølgningen, kvaliteten og fuldstændigheden af den omhandlede undersøgelse mulighed for at intervenere i forbindelse med modtagelsen af undersøgelsesudkastet.

41      I samme retning er det allerede blevet fastslået, at en undersøger udøver sine undersøgelsesbeføjelser under ledelse af den ansvarlige for den administrative undersøgelse, som kan give ham instrukser (dom af 5.10.2020, Broughton mod Eurojust, T-87/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:464, præmis 70). Det følger heraf, at funktionen som ansvarlig for en administrativ undersøgelse ikke er begrænset til en passiv situation og altid giver sidstnævnte mulighed for at gribe ind i forbindelse med en igangværende undersøgelse.

42      Det må således antages, at den pågældende situation, der er karakteriseret ved det personsammenfald, der er blevet konstateret i præmis 38 ovenfor, udgjorde en objektiv risiko for, at den person, der var ansvarlig for gennemførelsen af den fælles undersøgelse, kunne have en forudfattet mening eller en forhåndsindstilling omkring sagsøgerens involvering i de forhold, som han blev foreholdt i forbindelse med forfølgning CMS 15/017 (nu CMS 17/009), endog før undersøgelsen fandt sted. Navnlig henset til den nævnte persons rolle i forbindelse med undersøgelsens forløb og den indflydelse, som vedkommende kunne have haft på indholdet af den endelige undersøgelsesrapport, må det antages, at en sådan situation kan skabe en berettiget tvivl hos sagsøgeren om denne undersøgelses objektive upartiskhed. I denne henseende er Retten ifølge Domstolens praksis ikke forpligtet til at efterprøve, om den ansvarlige for gennemførelsen af den fælles undersøgelse rent faktisk var forudindtaget over for sagsøgeren, idet det er tilstrækkeligt, at der foreligger en rimelig tvivl og at den ikke kan udelukkes (jf. i denne retning dom af 27.3.2019, August Wolff og Remedia mod Kommissionen, C-680/16 P, EU:C:2019:257, præmis 37).

43      Under sådanne omstændigheder kan sagsøgeren med rette gøre gældende, at Kommissionen ikke har tilrettelagt den undersøgelsesprocedure, der blev gennemført i forbindelse med genoptagelsen af de tre disciplinære forfølgninger, på en måde, som gav ham tilstrækkelige garantier hvad angår denne procedures objektive upartiskhed. Denne omstændighed kan gøre den disciplinære forfølgning ugyldig i sin helhed.

44      Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at en procedurefejl kun kan medføre, at en retsakt annulleres, hvis proceduren kunne have haft et andet udfald, såfremt fejlen ikke havde foreligget (jf. i denne retning dom af 14.2.2017, Kerstens mod Kommissionen, T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

45      I forbindelse med denne undersøgelse skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder i sagen, herunder navnlig arten af klagepunkterne og omfanget af de proceduremæssige uregelmæssigheder, der er begået i forhold til de garantier, som den ansatte kunne have draget fordel af (dom af 15.4.2015, Pipiliagkas mod Kommissionen, F-96/13, EU:F:2015:29, præmis 65).

46      Den disciplinære forfølgning, der er fastsat i bilag IX til vedtægten, omfatter imidlertid to særskilte faser. Den første fase udgøres af gennemførelsen af en upartisk administrativ undersøgelse, indledt ved en beslutning truffet af ansættelsesmyndigheden, efterfulgt af udarbejdelsen af en undersøgelsesrapport og, efter høring af den berørte om de forhold, som vedkommende blev foreholdt, afsluttet med konklusioner udledt af den nævnte rapport. Den anden fase udgøres af den egentlige disciplinære forfølgning, som indledes af ansættelsesmyndigheden på grundlag af denne undersøgelsesrapport, og som består enten af indledning af en disciplinær forfølgning uden udtalelse fra disciplinærrådet eller af forelæggelse af sagen for det nævnte råd på grundlag af en rapport udarbejdet af ansættelsesmyndigheden på baggrund af konklusionerne i undersøgelsen og de bemærkninger, som den pågældende person har fremsat i anledning af undersøgelsen.

47      Det følger heraf, at den administrative undersøgelse har en vigtig rolle og kan påvirke den disciplinære forfølgning. Det er nemlig på grundlag af denne undersøgelse og høring af den pågældende tjenestemand, at ansættelsesmyndigheden, for det første, vurderer, om der er anledning til at indlede en disciplinær forfølgning eller ej, for det andet, om denne i givet fald skal omfatte en forelæggelse for disciplinærrådet, og, for det tredje, når ansættelsesmyndigheden indbringer sagen for disciplinærrådet, hvilke faktiske omstændigheder der skal forelægges for dette råd.

48      Herefter kan det ikke udelukkes, at den administrative undersøgelse, hvis den var blevet gennemført med alle garantier om upartiskhed, kunne have ført til en anden vurdering af de faktiske omstændigheder og dermed til andre konsekvenser (jf. i denne retning dom af 14.2.2017, Kerstens mod Kommissionen, T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74, præmis 82).

49      Under disse omstændigheder kunne sagsøgeren nære begrundet tvivl om undersøgelsens objektive upartiskhed og følgelig om de disciplinære forfølgninger, som han var genstand for.

50      Henset til det ovenstående må det andet anbringende tiltrædes og følgelig må den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender, som sagsøgeren har påberåbt sig.

 Om erstatningspåstanden

51      Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten tilpligter Kommissionen at betale ham et samlet beløb på 30 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han mener at have lidt. Han har gjort gældende, at de pågældende tre disciplinære forfølgninger, som varede i næsten otte år, seks år og fire år, har forvoldt ham stress og helbredsproblemer. Han har desuden gjort gældende, at de har skadet hans omdømme og ære, idet hans karriere havde været ulastelig indtil disses indtræden.

52      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter og gjort gældende, at erstatningspåstanden skal forkastes.

53      I denne forbindelse bemærkes, at det ifølge fast praksis på det tjenestemandsretlige område er en forudsætning for, at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontrakt, at tre betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionen til last, er retsstridig, at der foreligger et reelt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab (jf. i denne retning dom af 1.6.1994, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., C-136/92 P, EU:C:1994:211, præmis 42, og af 16.12.2010, Kommissionen mod Petrilli, T-143/09 P, EU:T:2010:531, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). Disse tre betingelser er kumulative, hvilket indebærer, at fraværet af én af dem betyder, at Unionen ikke kan ifalde ansvar (jf. dom af 26.10.2017, Paraskevaidis mod Cedefop, T-601/16, EU:T:2017:757, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

54      Det følger heraf, at selv om det godtgøres, at en institution, et organ, et kontor eller et agentur i Unionen har begået en fejl, kan Unionen rent faktisk kun ifalde ansvar, såfremt sagsøgeren bl.a. har bevist, at vedkommende har lidt et tab (jf. dom af 26.10.2017, Paraskevaidis mod Cedefop, T-601/16, EU:T:2017:757, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

55      Det bemærkes ligeledes, at det fremgår af fast retspraksis, at annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt (jf. i denne retning dom af 9.7.1987, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, EU:C:1987:348, præmis 22, og af 9.11.2004, Montalto mod Rådet, T-116/03, EU:T:2004:325, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis).

56      Annullation af en ulovlig retsakt kan imidlertid ikke i sig selv udgøre en passende erstatning, når sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. dom af 19.11.2009, Michail mod Kommissionen, T-49/08 P, EU:T:2009:456, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

57      I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, følger direkte af den ulovlighed, som den undersøgelsesprocedure, der blev indledt i forbindelse med genoptagelsen af de tre omhandlede disciplinære forfølgninger, var behæftet med.

58      Selv om sagsøgeren har gjort gældende, at de nævnte forfølgninger på grund af deres varighed har forvoldt ham stress og helbredsproblemer, og at de har skadet hans omdømme og ære, har han imidlertid ikke til støtte for sine påstande fremlagt nogen præcise oplysninger, der kan godtgøre, at der foreligger en sådan skade.

59      Retten finder derfor, at enhver ikke-økonomisk skade, som sagsøgeren måtte have lidt, vil blive erstattet på passende vis og i tilstrækkelig grad ved en annullation af den anfægtede afgørelse.

60      Følgelig skal erstatningspåstanden forkastes.

61      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse skal tages til følge, og at søgsmålet i øvrigt skal forkastes.

 Sagsomkostninger

62      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

63      Da sagsøgeren har fået delvist medhold, findes denne efter sagens omstændigheder at burde bære en tredjedel af sine egne omkostninger, idet Kommissionen betaler den øvrige del af disse omkostninger og i øvrigt bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionens afgørelse af 11. juli 2019 om at pålægge Petrus Kerstens en advarsel annulleres.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Petrus Kerstens’ omkostninger.

da Silva Passos

Valančius

Truchot

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. oktober 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.