DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
12. oktober 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 55, stk. 1, litra a) – samtidig ret til ydelser af forskellig art – anvendelse af nationale antikumulationsregler – beregning af efterladtepension – division af ydelsen eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser – begrebet »som er blevet medregnet«
I sag C-45/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles, Belgien) ved afgørelse af 4. januar 2022, indgået til Domstolen den 20. januar 2022, i sagen
HK
mod
Service fédéral des Pensions,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen (refererende dommer), og dommerne J. Passer og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: A. Rantos,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– HK, som selvmøder,
– den belgiske regering ved S. Baeyens, C. Pochet og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede,
– den finske regering ved A. Laine, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Martin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. april 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 55, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem HK og Service fédéral des Pensions (den nationale pensionstjeneste, Belgien, herefter »SFP«) vedrørende beregningen af størrelsen af den efterladtepension, som HK har ret til efter sin ægtefælles død.
Retsforskrifter
EU-retten
Forordning nr. 1408/71
3 Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997, L 28, s. 1) (herefter »forordning nr. 1408/71«), blev ophævet den 1. maj 2010, fra hvilken dato forordning nr. 883/2004 blev anvendelig.
4 Artikel 46c i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Særlige bestemmelser om samtidig ret til en eller flere af de i artikel 46a, stk. 1, omhandlede ydelser og en eller flere andre ydelser eller indtægter, når to eller flere medlemsstater er berørt«, bestemte følgende i stk. 1:
»Såfremt oppebørsel af andre ydelser eller indtægter medfører, at to eller flere af de i artikel 46, stk. 1, litra a), nr. i), omhandlede ydelser samtidig skal nedsættes, stilles i bero eller bortfalde, divideres de beløb, som ikke udbetales ved en streng anvendelse af de i de berørte medlemsstaters lovgivning fastsatte bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, med det antal ydelser, som skal nedsættes, stilles i bero eller bortfalde.«
5 Artikel 46c blev indsat i forordning nr. 1408/71 ved Rådets forordning (EØF) nr. 1248/92 af 30. april 1992 (EUT 1992, L 136, s. 7). I 16. og 22. betragtning til sidstnævnte forordning var følgende anført:
»[F]or at beskytte de vandrende arbejdstagere og deres efterladte mod en alt for streng anvendelse af de nationale bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser er det nødvendigt i forordning (EØF) nr. 1408/71 at indsætte en bestemmelse, som strengt afgrænser anvendelsen af disse bestemmelser.
[…]
[I] forordning (EØF) nr. 1408/71 er det nødvendigt at indsætte bestemmelser, som sikrer, at samtidig anvendelse af to eller flere medlemsstaters bestemmelser om, at en ydelse skal nedsættes, stilles i bero eller bortfalde, når der består samtidig ret til flere forskellige ydelser, ikke får ugunstig virkning for vandrende arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende […]«
Forordning nr. 883/2004
6 I 4., 29. og 31. betragtning til forordning nr. 883/2004 er følgende anført:
»(4) Det er nødvendigt at respektere de karakteristiske træk ved national lovgivning om social sikring og kun udarbejde en koordineringsordning.
[…]
(29) For at beskytte vandrende arbejdstagere og deres efterladte mod en alt for streng anvendelse af de nationale bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser er det nødvendigt at indsætte bestemmelser, som strengt afgrænser anvendelsen af disse bestemmelser.
[…]
(31) Ifølge Domstolen er det den nationale lovgiver, der skal vedtage sådanne regler, idet det er [EU-lovgiver], der fastsætter de grænser, inden for hvilke de nationale bestemmelser vedrørende nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald skal anvendes.«
7 Denne forordnings artikel 52 med overskriften »Ydelsernes fastsættelse« bestemmer følgende:
»1. Den kompetente institution beregner det ydelsesbeløb, der skal udredes:
a) i henhold til den for institutionen gældende lovgivning, men kun hvis de betingelser, der kræves for ret til ydelser, udelukkende er opfyldt efter national lovgivning (national ydelse)
b) ved at beregne et teoretisk beløb og derefter et faktisk beløb (pro rata-ydelse) således:
[…]
2. Den kompetente institution anvender i givet fald samtlige regler om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, der er fastsat i den for institutionen gældende lovgivning, på ydelsesbeløbet beregnet i henhold til stk. 1, litra a) og b), inden for de grænser, der er fastsat i artikel 53, 54 og 55.
3. Den pågældende har fra den kompetente institution i hver af de berørte medlemsstater ret til det højeste af de ydelsesbeløb, der er beregnet i henhold til stk. 1, litra a) og b).
[…]«
8 Den nævnte forordnings artikel 53 med overskriften »Antikumulationsregler« fastsætter følgende:
»1. Sammenfald af ydelser ved invaliditet, alderdom og til efterladte, som beregnes eller udredes på grundlag af forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt af en og samme person, betragtes som sammenfald af ydelser af samme art.
2. Sammenfald af ydelser, der ikke kan betragtes som ydelser af samme art i den i stk. 1 anførte forstand, betragtes som sammenfald af ydelser af forskellig art.
3. Følgende bestemmelser gælder for anvendelsen af antikumulationsregler i en medlemsstats lovgivning, når der er sammenfald mellem en ydelse ved invaliditet, alderdom eller til efterladte med en ydelse af samme art eller en ydelse af forskellig art eller sammenfald med andre indtægter:
a) Den kompetente institution skal kun tage hensyn til ydelser eller indtægter, der er erhvervet eller opnået i en anden medlemsstat, såfremt det er fastsat i den for institutionen gældende lovgivning, at ydelser eller indtægter, der er erhvervet eller opnået i udlandet, skal tages i betragtning.
b) Den kompetente institution skal tage hensyn til det ydelsesbeløb, der skal udbetales af en anden medlemsstat inden fradrag af skat, sociale sikringsbidrag og andre individuelle indeholdelser, medmindre den for institutionen gældende lovgivning indeholder antikumulationsregler, der skal anvendes efter sådanne indeholdelser på de betingelser og efter de procedurer, som er fastlagt i [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2009, L 284, s. 1)].
c) Den kompetente institution skal ikke tage hensyn til det ydelsesbeløb, der er erhvervet ret til efter lovgivningen i en anden medlemsstat på grundlag af en frivillig eller frivillig fortsat forsikring.
d) Såfremt en enkelt medlemsstat anvender antikumulationsregler, fordi den pågældende modtager ydelser af samme eller af anden art i henhold til andre medlemsstaters lovgivning eller har andre indtægter, der er opnået i andre medlemsstater, kan den pågældende ydelse højst nedsættes med et beløb, der svarer til beløbet for sådanne ydelser eller for sådanne indtægter.«
9 Samme forordnings artikel 55 med overskriften »Samtidig ret til ydelser af forskellig art« bestemmer følgende i stk. 1:
»Såfremt det på grund af udbetaling af ydelser af forskellig art eller anden indtægt er nødvendigt at anvende antikumulationsreglerne i den pågældende medlemsstats lovgivning, fordi der er tale om:
a) to eller flere nationale ydelser, skal de kompetente institutioner dividere ydelsen eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler.
Anvendelsen af denne litra kan dog ikke fratage den pågældende sin status som pensionist i forbindelse med anvendelse af de andre kapitler i dette afsnit på de betingelser og efter de procedurer, som er fastlagt i [forordning nr. 987/2009].«
[…]«
Belgisk ret
10 Artikel 20, første og fjerde afsnit, i arrêté royal no 50 du 24 octobre 1967 relatif à la pension de retraite et de survie des travailleurs salariés (kongelig anordning nr. 50 af 24.10.1967 om alders- og efterladtepension til arbejdstagere, Moniteur belge af 27.10.1967, s. 11246) i den udgave, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »kongelig anordning nr. 50«), bestemmer følgende:
»Efterladtepensionen kan kun kumuleres med en alderspension eller med enhver anden ydelse, der sidestilles med en sådan pension, op til et bestemt beløb, der fastsættes af kongen.
[…]
Kongen bestemmer, i hvilket omfang efterladtepensionen kan nedsættes, når den efterlevende ægtefælle modtager efterladtepension eller enhver anden ydelse, der sidestilles hermed, i henhold til en alders- og efterladtepensionsordning i et andet land eller i henhold til en ordning, der finder anvendelse på ansatte ved en institution, der henhører under international offentlig ret.«
11 Artikel 52, stk. 1, i arrêté royal du 21 décembre 1967 portant règlement général du régime de pension de retraite et de survie des travailleurs salariés (kongelig anordning af 21.12.1967 om almindelige bestemmelser om alders- og efterladtepension til arbejdstagere, Moniteur belge af 16.1.1968, s. 441) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »kongelig anordning af 21. december 1967«), bestemmer følgende i første og tredje til femte afsnit:
»Når den efterlevende ægtefælle kan gøre krav på dels en efterladtepension i henhold til pensionsordningen for arbejdstagere, dels en eller flere alderspensioner eller enhver anden ydelse, der sidestilles hermed, i henhold til pensionsordningen for arbejdstagere eller i henhold til en anden eller flere andre pensionsordninger, kan efterladtepensionen kun kumuleres med disse alderspensioner op til et loft svarende til 110% af beløbet for den efterladtepension, som ville være blevet tilkendt den efterlevende ægtefælle for et fuldt erhvervsforløb.
[…]
Når den i første afsnit nævnte ægtefælle ligeledes har ret til en eller flere efterladtepensioner eller ydelser, der sidestilles hermed, som omhandlet i artikel 10a i [kongelig anordning nr. 50], kan efterladtepensionen ikke overstige forskellen mellem dels 110% af efterladtepensionen for et fuldt erhvervsforløb, dels summen af de alderspensioner eller de i første afsnit omhandlede sidestillede ydelser og et beløb, der svarer til efterladtepensionen for en arbejdstager med et fuldt erhvervsforløb, ganget med den brøk eller summen af de brøker, der er udtryk for størrelsen af efterladtepensionerne efter de andre pensionsordninger bortset fra pensionsordningen for selvstændige erhvervsdrivende. Disse brøker er identiske med dem, der er eller burde være blevet anvendt ved anvendelsen af ovennævnte artikel 10a.
Anvendelsen af bestemmelsen i tredje afsnit kan ikke medføre, at efterladtepensionen nedsættes til et beløb, der er mindre end forskellen mellem beløbet for den efterladtepension, der kan tilkendes før anvendelse af ovenstående afsnit, og summen af beløbene for alderspensionerne og de ydelser, der sidestilles hermed, som omhandlet i første afsnit.
Ved anvendelsen af første og tredje afsnit forstås ved efterladtepensionen for et fuldt erhvervsforløb den efterladtepension, der kan tilkendes den efterlevende ægtefælle før anvendelse af de foregående afsnit, ganget med den omvendte brøk heraf, efter omstændighederne begrænset i henhold til artikel 10a, der er blevet anvendt ved beregningen af den alderspension, der tjener som beregningsgrundlag for efterladtepensionen.«
12 Artikel 52a i kongelig anordning af 21. december 1967 fastsætter følgende:
»Ved anvendelsen af artikel 20, tredje og fjerde afsnit, i kongelig anordning nr. 50 nedsættes den efterlevendes efterladtepension, der tildeles i henhold til kongelig anordning nr. 50 eller […] [arrêté royal du 23 décembre 1996, portant exécution des articles 15, 16 et 17 de la loi du 26 juillet 1996 portant modernisation de la sécurité sociale et assurant la viabilité des régimes légaux des pensions (kongelig anordning af 23.12.1996 om gennemførelse af artikel 15, 16 og 17 i lov af 26.7.1996 om modernisering af den sociale sikring og om styrkelse af lovbestemte pensionsordninger, Moniteur belge af 17.1.1997, s. 904)], med den efterladtepension eller ydelse, der sidestilles hermed, som tildeles i henhold til en ordning i et andet land eller i henhold til en ordning, som finder anvendelse på ansatte ved en institution, der henhører under international offentlig ret, og som der ikke kan gives afkald på.«
13 Artikel 7 i kongelig anordning af 23. december 1996 om gennemførelse af artikel 15, 16 og 17 i lov af 26. juli 1996 om modernisering af den sociale sikring og om styrkelse af lovbestemte pensionsordninger bestemmer følgende i stk. 1, første afsnit:
»Hvis ægtefællen er afgået ved døden inden alderspensionens start, svarer efterladtepensionen til 80% af alderspensionen beregnet efter den sats, der er fastsat i denne anordnings artikel 5, stk. 1, første afsnit, litra a), og som ville være blevet udbetalt til ægtefællen i medfør af denne anordning.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
14 HK’s ægtefælle afgik ved døden den 29. november 2016.
15 Da HK havde arbejdet og betalt bidrag i forskellige medlemsstater, nemlig Belgien, Spanien og Finland, modtog han pr. den 1. december 2016 en belgisk alderspension på årligt 11 962,55 EUR og en spansk alderspension på årligt 8 276,28 EUR. Eftersom HK’s ægtefælle også havde arbejdet og betalt bidrag i de samme medlemsstater, modtog HK ligeledes en spansk efterladtepension på årligt 5 123,88 EUR og en finsk efterladtepension på årligt 1 281,24 EUR, der blev tildelt på grundlag af bidrag, som hans afdøde ægtefælle havde betalt til disse sociale sikringsordninger.
16 Hvad angår den belgiske efterladtepension meddelte den nationale pensionstjeneste, SFP, den 22. december 2017 HK, at han ikke havde ret til denne pension, idet hans samlede alderspensionsbeløb var for højt.
17 Den 26. december 2017 påklagede HK dette afslag.
18 HK og SFP udvekslede efterfølgende mange e-mails om, hvorledes der skulle tages hensyn til de forskellige pensionsydelser, som HK modtog, med henblik på at afgøre, om og i hvilket omfang han havde ret til belgisk efterladtepension.
19 Ved afgørelse af 18. september 2019 ændrede SFP sin indledende holdning og tildelte HK en efterladtepension i henhold til belgisk ret på årligt 1 929,03 EUR med tilbagevirkende kraft fra den 1. december 2016.
20 HK anfægtede denne afgørelse og anlagde sag ved den forelæggende ret, tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles, Belgien), idet han gjorde gældende, at den belgiske efterladtepension skulle være på årligt 6 339,01 EUR.
21 Den forelæggende ret har anført, at HK og SFP har væsentligt forskellige holdninger hvad angår fortolkningen af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004, der indeholder reglen om, at den kompetente institution, såfremt der skal anvendes antikumulationsregler på ydelser af forskellig art, skal dividere ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af antikumulationsreglerne i den nationale lovgivning.
22 Den forelæggende ret har tilføjet, at sagens parter – i overensstemmelse med den belgiske lovgivning, som tillader kumulation af en efterladtepension og en alderspension, idet den dog begrænser det kumulerede beløb til et beløb svarende til 110% af den efterladtepension, som den efterlevende ægtefælle ville have fået tildelt for et fuldt erhvervsforløb – er enige om, at det samlede alderspensionsbeløb, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 52 i kongelig anordning af 21. december 1967, nemlig det årlige beløb af den belgiske alderspension (11 962,55 EUR) og den spanske alderspension (8 276,28 EUR), er 20 238,83 EUR, og at loftet for kumulation er 16 458,42 EUR.
23 Det er kun hvad angår beregningen af overskridelsen af kumulationsloftet, at parterne har forskellige holdninger.
24 Ifølge SFP skal overskridelsen af dette loft fastsættes ved at lægge det årlige beløb af efterladtepensionen og det samlede årlige beløb af alderspensionerne sammen, hvorefter kumulationsloftet trækkes fra, og dette beløb divideres med to. I HK’s tilfælde skal overskridelsen af kumulationsloftet således beregnes som følger: 7 638,46 EUR (det årlige beløb af den tildelte efterladtepension) + 20 238,83 EUR (det samlede årlige beløb af alderspensionerne) – 16 458,42 EUR (kumulationsloft) = 11 418,87 EUR. Det årlige beløbsloft for efterladtepensionen er følgelig: 7 638,46 EUR – 11 418,87 EUR/2 (overskridelsen divideret med antallet af efterladtepensioner, der er omfattet af kumulationsregler, nemlig i det foreliggende tilfælde den belgiske og den finske efterladtepension) = 1 929,03 EUR.
25 SFP har præciseret, at de finske myndigheder har foretaget den samme beregning vedrørende den finske efterladtepension.
26 Ifølge HK er det ikke den del af indtægterne, der overstiger kumulationsloftet, men samtlige de indtægter, der tages i betragtning ved anvendelsen af antikumulationsreglerne, dvs. det samlede årlige beløb af alderspensionerne, der skal divideres. Overskridelsen af kumulationsloftet skal derfor beregnes som følger: 7 638,46 EUR (det årlige beløb af den tildelte efterladtepension) + 20 238,83 EUR (det samlede årlige beløb af alderspensionerne)/2 – 16 458,42 EUR (kumulationsloft) = 1 299,45 EUR. Det følger heraf, at det årlige beløbsloft for den efterladtepension, som han har ret til, skal beregnes som følger: 7 638,46 EUR – 1 299,45 EUR = 6 399,01 EUR.
27 HK har tilføjet, at denne fortolkning af artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 er støttet på oplysninger på webstedet for Caisse nationale d’assurance vieillesse (den nationale pensionsforsikringskasse, Frankrig), som er den franske institution, der har til opgave at beregne og udbetale pensionsgrundbeløbene.
28 Den forelæggende ret har anført, at divisionsreglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 ikke som sådan fandtes i den tilsvarende bestemmelse i forordning nr. 1408/71, nemlig artikel 46c, stk. 1, der fastsatte, at de beløb, som ikke skulle udbetales ved en streng anvendelse af de i de berørte medlemsstaters lovgivning fastsatte bestemmelser om nedsættelse, skulle divideres med det antal ydelser, som skulle nedsættes.
29 På denne baggrund har tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal reglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 883/2004], hvorefter de kompetente institutioner dividerer ydelsen eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler, fortolkes således, at de indtægter, som er blevet medregnet ved anvendelsen af antikumulationsreglen, skal divideres med antallet af efterladtepensioner, der er omfattet af antikumulationsreglerne?
2) Skal reglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 883/2004], hvorefter de kompetente institutioner dividerer ydelsen eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler, derimod fortolkes således, at den kræver, at det ikke er indtægten som sådan, der tages i betragtning ved anvendelsen af antikumulationsreglen, men derimod den del af indtægten, der overstiger et kumulationsloft, således som det loft, der f.eks. er fastsat i den pågældende nationale bestemmelse, der skal divideres med antallet af efterladtepensioner, der er omfattet af antikumulationsreglerne?«
Om de præjudicielle spørgsmål
30 Den forelæggende ret ønsker med sine to spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at denne bestemmelse, når det på grund af udbetaling af ydelser af forskellig art er nødvendigt at anvende nationale antikumulationsregler for så vidt angår nationale ydelser, pålægger hver enkelt medlemsstat at fastsætte, at med henblik på beregningen af det ydelsesbeløb, der skal betales, skal det samlede beløb af de indtægter, som medregnes i henhold til disse nationale regler, divideres med antallet af berørte ydelser, eller om denne EU-retlige bestemmelse pålægger dem at fastsætte, at med henblik på denne beregning skal den del af indtægterne, der overstiger det kumulationsloft, der er fastsat ved de nævnte nationale regler, divideres med samme antal.
31 Det bemærkes indledningsvis, at antikumulationsbestemmelserne i en medlemsstats lovgivning, medmindre der er fastsat andre bestemmelser herom i forordning nr. 883/2004, kan gøres gældende over for personer, der modtager en ydelse fra den pågældende medlemsstat, når de samtidig kan få udbetalt andre sociale sikringsydelser, selv om det drejer sig om ydelser, som den pågældende har erhvervet ret til i medfør af en anden medlemsstats lovgivning (jf. i denne retning dom af 15.3.2018, Blanco Marqués, C-431/16, EU:C:2018:189, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
32 I henhold til artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 kan den kompetente nationale institution således i forbindelse med ydelsernes fastsættelse anvende samtlige regler om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, der er fastsat i den for institutionen gældende lovgivning, inden for de grænser, der er fastsat i denne forordnings artikel 53, 54 og 55.
33 Ifølge Domstolens faste praksis skal sociale sikringsydelser betragtes som værende af samme art, når deres genstand og formål samt beregningsgrundlag og tilkendelsesbetingelser er identiske. Derimod kan rent formelle kendetegn ikke anses for at være af betydning ved klassificeringen af ydelserne (dom af 15.3.2018, Blanco Marqués, C-431/16, EU:C:2018:189, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
34 Med hensyn til samtidig ret til ydelser som de i hovedsagen omhandlede, dvs. ydelser, der beregnes eller udredes på grundlag af to forskellige personers erhvervsforløb, og som skal betragtes som værende af forskellig art, fastsætter artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004, at de kompetente institutioner i tilfælde af samtidig ret til to eller flere nationale ydelser skal dividere ydelsen eller ydelserne, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af antikumulationsreglerne i medlemsstaternes lovgivning.
35 Hvad angår den betydning, der skal tillægges sætningsleddet »som er blevet medregnet«, bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ifølge Domstolens faste praksis skal tages hensyn til ikke blot dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den er en del af, ligesom bestemmelsens tilblivelse ligeledes kan give relevante oplysninger med henblik på dens fortolkning (dom af 8.5.2019, Inspecteur van de Belastingdienst, C-631/17, EU:C:2019:381, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
36 Hvad for det første angår ordlyden af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 fremgår det heraf, at de kompetente institutioner ved anvendelsen af antikumulationsreglerne i de nationale lovgivninger skal dividere de ydelser, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler.
37 Når det verbale udtryk »medregne« i denne sætning tillægges sin sædvanlige betydning, skal sætningen forstås således, at det, der skal divideres, er de beløb, som de kompetente nationale institutioner tager i betragtning, eller som de har taget hensyn til i forbindelse med anvendelsen af antikumulationsreglerne i deres lovgivning.
38 Ordlyden af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 indeholder imidlertid ingen udtrykkelig angivelse af, at medlemsstaterne skal tage hensyn til et bestemt beløb.
39 Som generaladvokaten har anført i punkt 47 og 50 i forslaget til afgørelse, er artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 nemlig affattet således, at medlemsstaterne indrømmes beføjelse til at dividere beløbene, således som de følger af anvendelsen af deres nationale antikumulationsregler, med antallet af ydelser, der er omfattet af disse regler.
40 Det følger derfor af denne ordlyd, at de kompetente nationale institutioner med henblik på beregningen af det ydelsesbeløb, der skal betales, kan dividere enten det samlede indtægtsbeløb eller den del af indtægterne, der overstiger et bestemt kumulationsloft, med antallet af ydelser.
41 For det andet bekræftes denne ordlydsfortolkning af den sammenhæng, hvori artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 indgår.
42 Det fremgår nemlig af 29. betragtning til denne forordning vedrørende dennes forskrifter om nationale bestemmelser, hvorved der indføres mekanismer til nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, at EU-lovgiver har ønsket at beskytte vandrende arbejdstagere og deres efterladte mod en alt for streng anvendelse af disse nationale bestemmelser fra medlemsstaternes side ved indsættelse i forordningen af bestemmelser, som strengt afgrænser anvendelsen af disse.
43 I denne henseende præciseres det i 31. betragtning til den nævnte forordning, at selv om det tilkommer den nationale lovgiver at vedtage regler, der pålægger begrænsninger ved kumulation af to eller flere pensioner, der er opnået i forskellige medlemsstater, påhviler det EU-lovgiver at fastsætte de grænser, inden for hvilke disse nationale antikumulationsregler skal anvendes.
44 Det følger heraf, at bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 vedrørende nationale antikumulationsregler har til formål at begrænse de særlig ugunstige virkninger for arbejdstagere, der har benyttet sig af deres ret til fri bevægelighed.
45 Således som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, fremgår det ikke, at en medlemsstats medregning af alene det beløb, der overstiger kumulationsloftet for de forskellige berørte pensioner, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er særlig ugunstig for de berørte arbejdstagere, selv om beregningen som foretaget under hensyntagen til det samlede beløb af de pågældende ydelser ganske vist fører til et højere beløb.
46 Som det fremgår af denne doms præmis 38-40, forpligter artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 nemlig for det første på ingen måde medlemsstaterne til at indrømme de berørte arbejdstagere de højeste beløb. For det andet fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at HK i det foreliggende tilfælde modtager en belgisk efterladtepension som følge af anvendelsen af denne bestemmelse, mens en arbejdstager, som ikke har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, ikke har ret til nogen ydelse i et sådant tilfælde.
47 For det tredje bekræftes en fortolkning af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004, hvorefter det tilkommer de nationale lovgivere at fastsætte størrelsen af de ydelser, der skal medregnes i forbindelse med anvendelsen af deres nationale antikumulationsregler, ligeledes af formålene med den ordning, som denne bestemmelse udgør en del af.
48 I denne henseende er det i fjerde betragtning til forordning nr. 883/2004 anført, at det er nødvendigt at respektere de karakteristiske træk ved national lovgivning om social sikring og kun udarbejde en koordineringsordning.
49 Forordning nr. 883/2004 indfører nemlig ikke en fælles socialsikringsordning, men lader forskellige nationale ordninger bestå. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og i mangel af harmonisering på EU-plan tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin lovgivning at fastsætte bl.a. de betingelser, der giver ret til sociale ydelser, herunder altså også antikumulationsregler for ydelser af forskellig art. Ved udøvelsen af denne kompetence skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-retten og nærmere bestemt bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 vedrørende antikumulationsregler (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, Rechtsanwaltskammer Wien, C-58/21, EU:C:2022:691, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
50 Artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 fastsætter imidlertid ikke nærmere, hvordan størrelsen af efterladtepensionerne skal beregnes, og det tilkommer således hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte reglerne herfor i forbindende med anvendelsen af sidstnævnte bestemmelse, hvilket i øvrigt i det foreliggende tilfælde er illustreret ved det i denne doms præmis 25 og 27 nævnte forhold, at de kompetente franske og finske myndigheder i medfør af deres respektive nationale antikumulationsregler anvender forskellige beregningsmetoder.
51 For det fjerde og sidste bemærkes, at det også baseret på tilblivelsen af artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 kan lægges til grund, at denne bestemmelse skal fortolkes på den måde, der er angivet i denne doms præmis 40.
52 I denne henseende skal det bemærkes, at forordning nr. 1408/71 oprindeligt ikke indeholdt en lignende regel som den, der er fastsat i artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 vedrørende mindskelse af virkningerne i tilfælde af samtidig ret til sociale ydelser.
53 Det var først i forbindelse med, at der ved forordning nr. 1248/92 blev indsat en artikel 46c i forordning nr. 1408/71, at EU-lovgiver fastsatte en sådan regel. I denne henseende var det i 16. og 22. betragtning til forordning nr. 1248/92 anført, at det var nødvendigt at beskytte de vandrende arbejdstagere og deres efterladte mod en alt for streng anvendelse af de nationale bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, for så vidt som samtidig anvendelse af nationale bestemmelser, når der består samtidig ret til flere forskellige ydelser, kunne have ugunstige virkninger.
54 Det fremgik således af artikel 46c, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, at såfremt oppebørsel af andre ydelser eller indtægter medførte, at to eller flere ydelser samtidig skulle nedsættes, stilles i bero eller bortfalde, skulle de beløb, som ikke skulle udbetales ved en streng anvendelse af de i de berørte medlemsstaters lovgivning fastsatte bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, divideres med det antal ydelser, som skulle nedsættes, stilles i bero eller bortfalde.
55 Selv om ordlyden af artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 er blevet ændret, således at det herefter er de ydelser, der er blevet medregnet, og ikke længere de beløb, der ikke er blevet udbetalt på grund af anvendelsen af antikumulationsreglerne, som skal divideres med antallet af ydelser, som er omfattet af antikumulationsreglerne, forholder det sig ikke desto mindre således, at både denne artikel 55, stk. 1, og artikel 46c, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 forfølger det samme formål om at beskytte vandrende arbejdstagere mod de negative virkninger af samtidig anvendelse af disse regler i medlemsstaterne.
56 Med forordning nr. 883/2004 er der nemlig blevet foretaget en ajourføring og forenkling af de bestemmelser, der var indeholdt i forordning nr. 1408/71, samtidig med, at den har samme formål som sidstnævnte forordning (jf. i denne retning dom af 30.9.2021, Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (Uwv), C-285/20, EU:C:2021:785, præmis 42).
57 Således som generaladvokaten har anført i punkt 61 i forslaget til afgørelse, henviser både artikel 46c, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 og artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 i øvrigt til bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, som er fastsat i medlemsstaternes respektive lovgivninger, og til de beløb, der er valgt i disse lovgivninger, således at disse bestemmelser herved fremhæver den skønsbeføjelse, der tilkommer medlemsstaterne ved fastsættelsen af de nærmere regler for anvendelsen af antikumulationsreglerne.
58 Henset til samtlige overstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at denne bestemmelse, når det på grund af udbetaling af ydelser af forskellig art eller anden indtægt er nødvendigt at anvende nationale antikumulationsregler for så vidt angår nationale ydelser, giver hver berørt medlemsstat mulighed for med henblik på beregningen af det ydelsesbeløb, der skal betales, i sin retsorden at fastsætte enten, at det samlede beløb af de indtægter, som medregnes i henhold til disse nationale regler, skal divideres med antallet af berørte ydelser, eller at den del af indtægterne, der overstiger det kumulationsloft, der er fastsat ved de nævnte nationale regler, med henblik på denne beregning skal divideres med samme antal.
Sagsomkostninger
59 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 55, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger
skal fortolkes således, at
denne bestemmelse, når det på grund af udbetaling af ydelser af forskellig art eller anden indtægt er nødvendigt at anvende nationale antikumulationsregler for så vidt angår nationale ydelser, giver hver berørt medlemsstat mulighed for med henblik på beregningen af det ydelsesbeløb, der skal betales, i sin retsorden at fastsætte enten, at det samlede beløb af de indtægter, som medregnes i henhold til disse nationale regler, skal divideres med antallet af berørte ydelser, eller at den del af indtægterne, der overstiger det kumulationsloft, der er fastsat ved de nævnte nationale regler, med henblik på denne beregning skal divideres med samme antal.
Underskrifter